European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/3204

31.12.2024

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/3204

af 11. oktober 2024

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 for så vidt angår japansk tæppemusling og spidstandet blankesten

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 af 20. juni 2019 om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af marine økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013, (EU) 2016/1139, (EU) 2018/973, (EU) 2019/472 og (EU) 2019/1022 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 894/97, (EF) nr. 850/98, (EF) nr. 2549/2000, (EF) nr. 254/2002, (EF) nr. 812/2004 og (EF) nr. 2187/2005 (1), særlig artikel 2, stk. 2, og artikel 15, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2019/1241 er der fastsat specifikke regionale tekniske foranstaltninger for EU-farvande i de nordvestlige og sydvestlige farvande.

(2)

Bilag VI til forordning (EU) 2019/1241 indeholder tekniske foranstaltninger for de nordvestlige farvande og bilag VII for de sydvestlige farvande.

(3)

I henhold til artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (2) kan medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse i EU-bevarelsesforanstaltninger, der gælder for et bestemt geografisk område, forelægge fælles henstillinger med henblik på at nå målene for disse foranstaltninger. Artikel 15, stk. 3, i forordning (EU) 2019/1241 giver medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse mulighed for at fremsætte fælles henstillinger med henblik på vedtagelse af delegerede retsakter, der ændrer, supplerer, ophæver eller fraviger de regionale tekniske foranstaltninger, der er fastsat i bilagene til nævnte forordning.

(4)

Belgien, Spanien, Frankrig, Nederlandene og Portugal (den regionale gruppe for medlemsstater med kyst til de sydvestlige farvande) og Belgien, Spanien, Frankrig, Irland og Nederlandene (den regionale gruppe for medlemsstater med kyst til de nordvestlige farvande) har en direkte interesse i fiskeriforvaltningen i henholdsvis de sydvestlige og de nordvestlige farvande.

(5)

Den 8. november 2020 forelagde medlemsstaterne med kyst til de sydvestlige farvande Kommissionen en fælles henstilling med forslag om en reduceret bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse på 32 mm for japanske tæppemuslinger (Ruditapes philippinarum), også kendt som Manilamuslinger, i Arcachon-bugten.

(6)

På plenarmødet den 22.-26. marts 2021 evaluerede Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) den fælles henstilling og konkluderede (3), at de fremlagte oplysninger ikke begrundede den foreslåede reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse.

(7)

I februar 2023 indsendte den regionale gruppe af medlemsstater med kyst til de sydvestlige farvande yderligere oplysninger om japanske tæppemuslinger.

(8)

På plenarmødet den 20.-24. marts 2023 vurderede STECF, at der forelå yderligere oplysninger, og konkluderede (4), at eftersom den foreslåede reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse på 32 mm er større end den anslåede størrelse ved kønsmodning (26,7 mm) i Arcachon-bugten, vil dens indvirkning på ungfisk sandsynligvis være minimal. STECF konkluderede også, at selv om en større del af den modne bestand vil kunne høstes, vil virkningen af den foreslåede reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse på den modne bestand sandsynligvis være ubetydelig, fordi størstedelen af den modne bestand ifølge de foreliggende oplysninger fortsat vil være beskyttet mod fiskeri. STECF konkluderede desuden, at enhver indvirkning på bestandens bevaringsstatus sandsynligvis vil være ubetydelig for hele bestanden, og at eventuelle eksisterende bevarelsesmæssige fordele for ungfisk som følge af den nuværende bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse på 35 mm forventes at forblive uændrede. Endelig bemærkede STECF, at: i) der findes to lukkede fiskereserver, ii) der er i øjeblikket 40 aktive fiskerilicenser og et fornyelsessystem, som i flere år har haft til formål fortsat at reducere antallet af nye licenser og iii) der gennemføres undersøgelser af bestanden hvert andet år.

(9)

Eftersom i) den reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse sandsynligvis vil have en ubetydelig indvirkning på de modne bestande og en minimal indvirkning på ungfisk, ii) de eksisterende bevaringsfordele forventes at forblive uændrede, iii) den reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse ledsages af forvaltningsforanstaltninger, herunder de to lukkede fiskereserver og en licensordning og iv) undersøgelser af populationen af denne bestand finder sted hvert andet år, mener Kommissionen, at kravene i artikel 15 og 18 i forordning (EU) 2019/1241 er opfyldt.

(10)

De regionale grupper for medlemsstater med kyst til de sydvestlige farvande og medlemsstater med kyst til de nordvestlige farvande anmodede henholdsvis den 13. juni 2024 og den 28. juni 2024 om en forlængelse indtil den 31. december 2026 af de foranstaltninger, der har fundet anvendelse på spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) siden juli 2022 (5). Forlængelsen vil opretholde både den nuværende bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse for spidstandet blankesten i begge havområder og lukninger for i) fartøjer, der fører fransk flag i ICES-underområde 6-8, fra den 1. januar til den 30. juni og ii) sæsonbetinget for erhvervsfiskeri og hele året for rekreativt fiskeri i specifikke geografiske områder i ICES-underområde 8.

(11)

Den 26. september 2024 forelagde medlemsstaterne Kommissionen en ajourført fælles henstilling, der begrænser varigheden af den forlængelse, der anmodes om, indtil december 2025.

(12)

Ekspertgruppen for Fiskeri og Akvakultur blev hørt den 27. september 2024.

(13)

STECF vurderede tidligere disse foranstaltninger i 2021 og konkluderede, at de havde potentiale til at reducere fangsterne af spidstandet blankesten (6).

(14)

Eftersom: i) foranstaltningerne er de samme som dem, der har været gældende for spidstandet blankesten siden juli 2022, ii) der fortsat kun er få data for denne bestand, og ICES har udsendt rådgivning om nulfangst for 2025 og 2026 (7), og iii) foranstaltningerne fortsat er strengere end basisforanstaltningerne, mener Kommissionen, at kravene i artikel 15 i forordning (EU) 2019/1241 er opfyldt.

(15)

Eftersom foranstaltningerne i denne forordning har direkte indvirkning på planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson og de dertil knyttede økonomiske aktiviteter, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt. Eftersom de foranstaltninger, der er vedtaget ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/491 (8), udløber den 31. december 2024, bør foranstaltningerne vedrørende spidstandet blankesten finde anvendelse fra den 1. januar 2025 for at sikre retlig kontinuitet.

(16)

Med de foranstaltninger, der indføres ved nærværende forordning, og som finder anvendelse i EU-farvande, forfølges de målsætninger, der er fastsat i artikel 494, stk. 1 og 2, i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (9), ligesom de vedrører principperne i artikel 494, stk. 3, i nævnte aftale. De berører ikke eventuelle foranstaltninger, der finder anvendelse i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands farvande.

(17)

Forordning (EU) 2019/1241 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag VI og VII til forordning (EU) 2019/1241 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Foranstaltningerne vedrørende spidstandet blankesten anvendes fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2025.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. oktober 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 198 af 25.7.2019, s. 105, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1241/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1380/oj).

(3)   https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/d/stecf/stecf-plen-21-01.

(4)   https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/d/stecf/stecf-plen-23-01.

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/56 af 19. juli 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 for så vidt angår specifikke tekniske foranstaltninger for spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) i ICES-underområde 6-8 (EUT L 5 af 6.1.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/56/oj) .

(6)   https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/d/stecf/stecf-21-05-eval-jrs-lo-and-tm-reg.

(7)  ICES. 2024. Spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) i underområde 6-8 (Det Keltiske Hav, Den Engelske Kanal og Biscayabugten). I rapport fra ICES' rådgivende udvalg, 2024. ICES-rådgivning 2024, sbr.27.6-8 (https://doi.org/10.17895/ices.advice.25019660).

(8)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/491 af 30. november 2023 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 for så vidt angår videreførelse af specifikke tekniske foranstaltninger for spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) i ICES-underområde 6-8 (EUT L, 2024/491, 13.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/491/oj).

(9)   EUT L 149 af 30.4.2021, s. 10.


BILAG

Bilag VI og VII til forordning (EU) 2019/1241 ændres således:

1)

I bilag VI foretages følgende ændringer:

a)

Del A affattes således:

i)

oplysningerne i tabellens række nitten affattes således:

»Spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo)

36 cm (*1)  (*2)  (*3)

ii)

punkt 1 under tabellen affattes således:

»1.

De bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser, der er angivet i denne del for torsk (Gadus morhua), kuller (Melanogrammus aeglefinus), sej (Pollachius virens), lubbe (Pollachius pollachius), kulmule (Merluccius merluccius), glashvarre (Lepidorhombus spp.), tunge (Solea spp.), rødspætte (Pleuronectes platessa), hvilling (Merlangius merlangus), lange (Molva molva), byrkelange (Molva dypterygia), makrel (Scomber spp.), sild (Clupea harengus), hestemakrel (Trachurus spp.), ansjos (Engraulis encrasicolus), havbars (Dicentrarchus labrax) og sardin (Sardina pilchardus), finder anvendelse på det rekreative fiskeri i de nordvestlige farvande. For så vidt angår spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) anvendes dog indtil den 31. december 2025 en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse på 40 cm i det rekreative fiskeri i ICES-underområde 6 og 7 (*4) .

(*4)  Hvis der ikke vedtages nye regler inden den 31. december 2025, gælder der fra den 1. januar 2026 en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse for spidstandet blankesten på 33 cm.« "

b)

Del C, punkt 11, om foranstaltninger for spidstandet blankesten affattes således:

»12.

Lukkede områder med henblik på bevarelse af spidstandet blankesten i ICES-underområde 6 og 7

12.1.

Fra den 1. januar til den 30. juni 2025 er alt fiskeri efter spidstandet blankesten i ICES-underområde 6 og 7 forbudt for fartøjer, der fører fransk flag.«

2)

Bilag VII ændres således:

a)

I del A affattes oplysningerne i tabellens række tyve således:

»Spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo)

36 cm (*5)  (*6)

b)

I del A affattes oplysningerne i tabellens række seksogtyve således:

»Japansk tæppemusling (Venerupis philippinarum)

32 mm«

c)

Del C, punkt 5.4, affattes således:

»5.4

Foranstaltningerne i punkt 5.1 til 5.3 finder anvendelse indtil den 31. december 2025.«


(*4)  Hvis der ikke vedtages nye regler inden den 31. december 2025, gælder der fra den 1. januar 2026 en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse for spidstandet blankesten på 33 cm.« «


(*1)  Denne bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse finder anvendelse indtil den 31. december 2025.

(*2)  I ICES-underområde 6 og 7 finder en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse på 40 cm anvendelse på fangster af spidstandet blankesten taget i rekreativt fiskeri.

(*3)  Hvis der ikke vedtages nye regler inden den 31. december 2025, gælder der fra den 1. januar 2026 en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse på 33 cm.«

(*5)  Denne bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse finder anvendelse indtil den 31. december 2025.

(*6)  Hvis der ikke vedtages nye regler inden den 31. december 2025, gælder der fra den 1. januar 2026 en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse for spidstandet blankesten på 33 cm.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/3204/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)