|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2024/3191 |
20.12.2024 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/3191
af 19. december 2024
om anerkendelse af den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« til påvisning af overholdelsen af kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 for biomassebrændsler og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1657
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (1), særlig artikel 30, stk. 4 og stk. 5, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I direktiv (EU) 2018/2001 fastsættes krav til visse brændstoffer, navnlig biobrændstoffer, flydende biobrændsler, biomassebrændsler, vedvarende flydende og gasformige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, samt genanvendte kulstofbrændsler for at sikre, at de kun medregnes i direktivets mål, hvis de er bæredygtigt produceret og medfører betydelige besparelser af drivhusgasemissioner sammenlignet med fossile brændstoffer. I artikel 29 i direktiv (EU) 2018/2001 fastsættes også bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler. Desuden fastsættes der i direktivets artikel 26 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/807 (2) kriterier med henblik på at afgøre: i) hvilke råprodukter til biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler der er forbundet med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, og ii) hvilke biobrændstoffer, flydende biobrændsler eller biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, der under visse omstændigheder, kan certificeres som havende lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Artikel 29a, stk. 1 og 2, i direktivet fastsætter kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og for genanvendt kulstofbrændsel. I henhold til artikel 31a, stk. 2, i direktiv (EU) 2018/2001 skal økonomiske aktører indføre oplysninger om gennemførte transaktioner og bæredygtighedsegenskaber for vedvarende flydende og gasformige brændstoffer og genanvendt kulstofbrændsel i en EU-database. |
|
(2) |
Frivillige ordninger spiller en vigtig rolle med hensyn til tilvejebringelse af dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterierne og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler. I henhold til direktiv (EU) 2018/2001 kan frivillige ordninger bl.a. anvendes til: i) at certificere opfyldelsen af bæredygtighedskriterierne i nævnte direktiv for alle brændstoffer fremstillet af biomasse og ii) at levere nøjagtige data om besparelser af drivhusgasemissioner. Frivillige ordninger kan også bruges til at dokumentere, at økonomiske aktører indlæser nøjagtige oplysninger i EU-databasen eller den nationale database om vedvarende brændsler og genanvendte kulstofbrændsler, jf. artikel 31a, stk. 2 og 5, i direktiv (EU) 2018/2001. Kommissionen kan beslutte, at disse frivillige nationale eller internationale ordninger kan tjene alle eller nogle af disse formål. |
|
(3) |
Den 15. oktober 2020 indgav den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« en anmodning til Kommissionen om anerkendelse i henhold til artikel 30, stk. 4, i direktiv (EU) 2018/2001. Kommissionen vurderede ordningen og pegede på visse problemer, der krævede ændringer. Da den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« indgav sin anmodning på ny den 2. december 2021, var de identificerede mangler blevet afhjulpet. Som reaktion herpå vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1657 (3) og anerkendte, at den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« påviser overholdelse af kravene i artikel 29, stk. 6, 7 og 10, i direktiv (EU) 2018/2001. |
|
(4) |
Den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« foretog yderligere ændringer med henblik på at sikre, at den også omfattede overholdelse af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterierne for restprodukter fra landbruget fra landbrugsjord. Efter yderligere ændringer var trærestprodukter fra landbruget fra landbrugsarealer også omfattet af ordningen, da der den 18. december 2023 blev indgivet en anmodning på ny. Gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1657 bør derfor ophæves og erstattes af nærværende afgørelse. |
|
(5) |
Den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« omfatter følgende typer råmaterialer: a) lignocellulosemateriale fra skovområder og ikke-skovområder, b) restprodukter fra forarbejdning i skovbrugs- og landbrugsrelaterede industrier (uden for skov- og landbrugsarealer), og c) trærestprodukter fra landbruget fra landbrugsarealer. Restprodukter fra landbruget, der stammer fra landbrugsjord, men som ikke er af træ, er ikke omfattet. Den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« omfatter biomassebrændsler (træpiller og træflis), der fremstilles af lignocellulosemateriale fra skovområder og ikke-skovområder, samt restprodukter fra forarbejdning i skovbrugs- og landbrugsrelaterede industrier til brændsel til varme- og elproduktion. »Flydende biobrændsler«, »biobrændsler«, »biogas«, »vedvarende flydende og gasformige transportbrændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse« og »genanvendte kulstofbrændsler« er ikke omfattet af den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program«. Den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« har en global geografisk dækning og omfatter hele leverandørkæden. |
|
(6) |
I forbindelse med genvurderingen af den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« fandt Kommissionen, at den i tilstrækkelig grad lever op til bæredygtighedskriterierne i artikel 29, stk. 6 og 7, i direktiv (EU) 2018/2001. Det blev også konstateret, at ordningen med hensyn til trærestprodukter fra landbruget i tilstrækkelig grad lever op til bæredygtighedskriterierne i artikel 29, stk. 2-5, i nævnte direktiv. Ordningen omfatter korrekte data om drivhusgasemissionsbesparelser med henblik på nævnte direktivs artikel 29, stk. 10, og anvender en massebalancemetode i overensstemmelse med kravene i artikel 30, stk. 1 og 2. |
|
(7) |
Vurderingen er også, at den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« i tilstrækkelig grad overholder reglerne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 (4). |
|
(8) |
Vurderingen er også, at ordningen overholder reglerne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2448 (5). |
|
(9) |
Ved genvurderingen af den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« blev det konstateret, at ordningen opfylder passende standarder for pålidelighed, gennemsigtighed og uafhængig revision, og at den ligeledes opfylder kravene angående metodologi i bilag VI til direktiv (EU) 2018/2001. |
|
(10) |
Oplysningerne om, at den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« er blevet anerkendt, bør gøres tilgængelige i det afsnit på Kommissionens Europa-websted, der omhandler frivillige ordninger. |
|
(11) |
Med henblik på en hurtig anvendelse af foranstaltningerne i denne afgørelse bør den træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(12) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget om Biobrændstoffers, Flydende Biobrændslers og Biomassebrændslers Bæredygtighed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program«, der blev forelagt Kommissionen til anerkendelse den 2. december 2021 og den 18. december 2023, påviser for de brændstoffer, der revideres under ordningen, at partierne af biomassebrændsler opfylder bæredygtighedskriterierne i artikel 29, stk. 2-(5), i direktiv (EU) 2018/2001 for træagtige restprodukter fra landbruget og er i overensstemmelse med artikel 29, stk. 6, (7) og (10) i nævnte direktiv.
Ordningen indeholder også nøjagtige data om besparelser af drivhusgasemissioner med henblik på artikel 29, stk. 10, i direktiv (EU) 2018/2001, idet den sikrer, at alle relevante oplysninger fra de økonomiske aktører i de første led i leverandørkæden overføres til de økonomiske aktører i kædens efterfølgende led.
Artikel 2
Hvis den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« som forelagt Kommissionen til anerkendelse ændres på en måde, der kan have betydning for grundlaget for denne afgørelse, meddeler den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« straks sådanne ændringer til Kommissionen. Kommissionens tjenestegrene vurderer de meddelte ændringer for at fastslå, om ordningen stadig på hensigtsmæssig måde opfylder de bæredygtighedskriterier, der ligger til grund for anerkendelsen.
Artikel 3
Gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1657 ophæves.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes indtil den 21. december 2029.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2024.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2018/2001/oj.
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/807 af 13. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 for så vidt angår fastsættelse af råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, og certificering af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT L 133 af 21.5.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/807/oj).
(3) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1657 af 26. september 2022 om anerkendelse af den frivillige ordning »Sustainable Biomass Program« til påvisning af overholdelsen af kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 vedrørende biobrændstoffer, flydende biobrændsler, biomassebrændsler, vedvarende flydende og gasformige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, samt genanvendte kulstofbrændsler (EUT L 249 af 27.9.2022, s. 53, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/1657/oj).
(4) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 af 14. juni 2022 om regler for verifikation af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier og kriterier for lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT L 168 af 27.6.2022, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/996/oj).
(5) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2448 af 13. december 2022 om fastsættelse af den operationelle vejledning om dokumentationen for overholdelse af bæredygtighedskriterierne for skovbiomasse som fastlagt i artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (EUT L 320 af 14.12.2022, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/2448/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/3191/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)