(1)

Der er behov for øget klarhed, gennemsigtighed og sammenhæng for at sikre en korrekt gennemførelse af Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (3), da sunde planter er afgørende for en bæredygtig landbrugs- og havebrugsproduktion og bidrager til fødevaresikkerhed og til beskyttelse af miljøet mod skadegørere.

(2)

Forordning (EU) 2016/2031 fastsætter regler om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere. Disse regler omfatter klassificering og listeopførelse af regulerede skadegørere, krav vedrørende indførsel på og flytning inden for Unionens område af visse planter, planteprodukter og andre objekter, undersøgelser, anmeldelser af udbrud, foranstaltninger til udryddelse af skadegørere, hvis de forekommer på Unionens område, og certificering.

(3)

Desuden indeholder forordning (EU) 2016/2031 en række indberetningskrav vedrørende etablering af afgrænsede områder og undersøgelser vedrørende EU-karantæneskadegørere, prioriterede skadegørere samt beskyttet zone-karantæne-skadegørere. Disse indberetningskrav spiller en nøglerolle med hensyn til at sikre en grundig overvågning og en korrekt håndhævelse af lovgivningen. Det er imidlertid vigtigt at strømline og forenkle disse krav i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 16. marts 2023 med titlen »EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030« og at fremme harmoniserede, standardiserede og digitaliserede procedurer for at sikre, at disse krav opfylder det formål, de var beregnet til, og for at mindske bureaukrati og samtidig begrænse den administrative og økonomiske byrde.

(4)

I overensstemmelse med artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2016/2031 skal medlemsstaterne senest den 30. april hvert år anmelde antallet og placeringen af de etablerede afgrænsede områder, de pågældende skadegørere og de respektive foranstaltninger, der er truffet i det foregående kalenderår, til Kommissionen og de øvrige medlemsstater.

(5)

Erfaringerne med anvendelsen af forordning (EU) 2016/2031 har vist, at det med henblik på koordinering af plantesundhedspolitikken på EU-plan er mere effektivt at anmelde de afgrænsede områder umiddelbart efter deres etablering. En medlemsstats umiddelbare anmeldelse af afgrænsede områder hjælper de øvrige medlemsstater, Kommissionen og professionelle operatører med at få kendskab til forekomsten og spredningen af den pågældende skadegører og til at træffe afgørelse om de næste foranstaltninger, der skal træffes. Derfor er det hensigtsmæssigt i artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2016/2031 at inkludere en forpligtelse for medlemsstaterne til at anmelde de afgrænsede områder til Kommissionen og de øvrige medlemsstater umiddelbart efter etableringen heraf sammen med de berørte skadegørere og de respektive foranstaltninger, der er truffet. En sådan forpligtelse vil ikke medføre nogen ny administrativ byrde, fordi den allerede er fastsat i bilag I, punkt 7.1, til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1715 (4), og anvendes af samtlige medlemsstater. Fastsættelse af denne forpligtelse i artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2016/2031 vil yderligere øge klarheden om de gældende regler vedrørende afgrænsede områder, idet den tilsvarende forpligtelse i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1715 skal udgå for at undgå overlapninger mellem de pågældende bestemmelser.

(6)

Desuden, og som erfaringerne med anvendelsen af artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2016/2031 har vist, medfører medlemsstaternes forpligtelse til senest den 30. april hvert år til Kommissionen og de øvrige medlemsstater at anmelde antallet og placeringen af de etablerede afgrænsede områder, de berørte skadegørere og de respektive foranstaltninger, der er truffet i det foregående kalenderår, kun administrative byrder, og har ingen praktisk værdi i betragtning af forpligtelsen til umiddelbar anmeldelse af afgrænsede områder. Den tilsvarende bestemmelse bør derfor udgå af nævnte artikel.

(7)

For at rationalisere rapporteringsforpligtelserne og øge digitaliseringen af rapportering bør den umiddelbare anmeldelse af afgrænsede områder foretages via det i artikel 103 i forordning (EU) 2016/2031 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem. Af konsekvenshensyn bør de i artikel 19, stk. 2, omhandlede meddelelser efter konstatering af forekomsten af den berørte skadegører i stødpudezonen og den i nævnte forordnings artikel 19, stk. 4, omhandlede ophævelse af de afgrænsede områder også foretages via dette elektroniske anmeldelsessystem.

(8)

Erfaringerne har vist, at medlemsstaterne ved visse lejligheder har brug for ekspertbistand for at muliggøre hurtig indsats mod nye udbrud af bestemte skadegørere på deres område. Der bør derfor oprettes en EU-beredskabsgruppe for plantesundhed (»beredskabsgruppen«) med det formål efter deres anmodning at yde medlemsstaterne akut bistand i forbindelse med de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til artikel 10-19, 27 og 28 i forordning (EU) 2016/2031 vedrørende EU-karantæneskadegørere, og de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til nævnte forordnings artikel 30. For at beskytte Unionens område mod mulige udbrud i tredjelande, der grænser op til Unionens område, eller som udgør en umiddelbar plantesundhedsmæssig risiko for det pågældende område, bør beredskabsgruppen også være til rådighed for om nødvendigt at yde tredjelande akut bistand efter anmodning fra én eller flere medlemsstater og det pågældende tredjeland i forbindelse med udbrud på deres område af EU-karantæneskadegørere og skadegørere, der er omfattet af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 30.

(9)

For at sikre, at beredskabsgruppen fungerer hensigtsmæssigt, bør der fastsættes regler for Kommissionens udnævnelse, sammensætning og finansiering af det. For at sikre bedre koordinering og effektivitet bør medlemmerne af beredskabsgruppen udnævnes af Kommissionen i samråd med de berørte medlemsstater eller tredjelande blandt eksperter foreslået af medlemsstaterne, og disse eksperter bør have forskellige specialer vedrørende plantesundhed.

(10)

I henhold til artikel 22, stk. 3, artikel 24, stk. 2, og artikel 34, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 skal medlemsstaterne senest den 30. april hvert år indberette til Kommissionen og de øvrige medlemsstater resultaterne af de undersøgelser, der blev gennemført i det foregående kalenderår, vedrørende forekomst af visse skadegørere på Unionens område, nemlig EU-karantæneskadegørere, skadegørere, der er omfattet af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 29 og 30, prioriterede skadegørere og beskyttet zone-karantæneskadegørere. Derudover fastsættes det i artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031, at medlemsstaterne efter anmodning skal underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater om deres flerårige undersøgelsesprogrammer, når de er udarbejdet. For at rationalisere rapporteringsforpligtelserne og øge digitaliseringen af rapportering bør de pågældende artikler ændres ved at præcisere, at disse indberetninger skal indgives via det elektroniske anmeldelsessystem, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 103.

(11)

I overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) 2016/2031 skal de flerårige undersøgelsesprogrammer fastlægges for en periode på fem til syv år. For at håndtere udfordringerne med gennemførelsen af de flerårige undersøgelsesprogrammer og lette den administrative byrde for de kompetente myndigheder bør denne periode forlænges til ti år, og disse programmer bør være underlagt revision og ajourføring.

(12)

Det fremgår af artikel 30, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) 2016/2031, at hvis Kommissionen konkluderer, at en skadegører opfylder kriterierne for så vidt angår skadegørere, der ikke er opstillet på listen over EU-karantæneskadegørere, jf. bilag I, afsnit 3, underafsnit 2, til nævnte forordning, skal den straks, ved hjælp af gennemførelsesretsakter, træffe foranstaltninger for en begrænset periode for så vidt angår de risici, der er forbundet med den pågældende skadegører.

(13)

I forbindelse med gennemførelsen af nævnte bestemmelse gav visse medlemsstater udtryk for tvivl med hensyn til det præcise omfang af begrebet »foranstaltninger«, og navnlig hvorvidt det omfatter foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med indførelse eller intern flytning af varer, med henblik på at forhindre indtrængen og spredning af den berørte skadegører på Unionens område. Derfor, og af hensyn til den juridiske klarhed og fuldstændigheden, bør artikel 30, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031 ændres for specifikt at angive, at disse foranstaltninger kan omfatte forbud mod, at den pågældende skadegører indføres på, flyttes inden for eller opbevares, opformeres eller frigives på Unionens område og krav vedrørende indførsel på og flytning inden for Unionens område af planter, planteprodukter og andre objekter. I henhold til nævnte forordnings artikel 8 og 48 er det imidlertid stadig muligt at indrømme undtagelser fra disse forbud, hvor det er nødvendigt, f.eks. for relevante forsknings- eller avlsaktiviteter med hensyn til modstand eller tolerancer.

(14)

I artikel 41 i forordning (EU) 2016/2031 fastsættes kravet om forebyggelse af EU-karantæneskadegøreres forekomst på planter, planteprodukter eller andre objekter. Nævnte artikels stk. 4 fastsætter, at medlemsstaterne skal, hvis planter, planteprodukter eller andre objekter er blevet indført på eller flyttet inden for Unionens område i strid med bestemmelserne i nævnte artikels stk. 1, vedtage de nødvendige foranstaltninger, jf. EU-lovgivningen om offentlig kontrol, og underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater via det i nævnte forordnings artikel 103 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem.

(15)

Der er imidlertid ikke noget krav om anmeldelse af manglende overholdelse af reglerne i artikel 37 i forordning (EU) 2016/2031, som vedrører foranstaltninger til forebyggelse af regulerede ikkekarantæneskadegøreres forekomst på planter til plantning over de fastsatte grænseværdier ved indførsel på eller flytning inden for Unionens område. Derfor bør nævnte artikel ændres ved at fastsætte, at medlemsstaterne i tilfælde af manglende overholdelse af kravene til regulerede ikkekarantæneskadegørere skal træffe de nødvendige foranstaltninger og anmelde dette til Kommissionen og de øvrige medlemsstater og det pågældende tredjeland via det i nævnte forordnings artikel 103 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem.

(16)

Som følge heraf bør artikel 104 i forordning (EU) 2016/2031, som vedrører anmeldelser i tilfælde af forekomst af skadegørere, også indeholde en henvisning til nævnte forordnings artikel 37, stk. 10.

(17)

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår supplering af forordning (EU) 2016/2031 ved at fastsætte proceduren for opstilling af en liste over planter, planteprodukter og andre objekter, der udgør en høj risiko i henhold til nævnte forordnings artikel 42, stk. 1. Nævnte procedure bør omfatte nedenstående elementer: udarbejdelse af dokumentation for vurdering af planter, planteprodukter og andre objekter, som udgør en høj risiko, de foranstaltninger, der skal træffes efter modtagelsen af denne dokumentation, procedurerne for denne vurdering og behandling af dossierer med henblik på fortrolighed og databeskyttelse. Dette er nødvendigt, fordi erfaringen har vist, at en bestemt procedure for opstilling af en liste over planter, der udgør en høj risiko, kan sikre gennemsigtighed og sammenhæng for medlemsstaterne, tredjelande og de berørte professionelle operatører. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (5). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(18)

I visse tilfælde er det hensigtsmæssigt at tillade indførelse på Unionens område af visse planter, planteprodukter eller andre objekter fra visse tredjelande, uanset det forbud, der er fastsat i henhold til artikel 40, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, eller de særlige og ækvivalente krav, der er fastsat i den gennemførelsesretsakt, som er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 41, stk. 2. De pågældende planter, planteprodukter og andre objekter er i øjeblikket opført i henholdsvis bilag VI og VII til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (6). Sådanne tilfælde er dem, hvor Kommissionen har modtaget dokumentation, der begrunder vedtagelsen af midlertidige undtagelser med ækvivalente eller strengere krav end dem, der er omhandlet i artikel 41 i forordning (EU) 2016/2031, eller hvor et tredjeland har anmodet om en midlertidig undtagelse og skriftligt har garanteret, at de foranstaltninger, det anvender på sit område, effektivt begrænser den relevante risiko ved disse planter, planteprodukter eller andre objekter, og en vurdering har vist, at risikoen for Unionens område kan reduceres til et acceptabelt niveau ved anvendelse af visse midlertidige foranstaltninger, jf. bilag II, afsnit 1, punkt 2 og 3, til forordning (EU) 2016/2031.

(19)

Af hensyn til klarheden, sammenhængen og gennemsigtigheden bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter om sådanne undtagelser. Af hensyn til fuldstændigheden bør disse retsakter også fastsætte de midlertidige og forholdsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige for at reducere den pågældende plantesundhedsmæssige risiko til et acceptabelt niveau. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (7).

(20)

For at sikre en rettidig revision af dem bør anvendelsesperioden for alle disse gennemførelsesretsakter ikke være længere end fem år. I særlige tilfælde bør det, hvis det er berettiget på grundlag af en ajourført vurdering, være muligt at forlænge denne periode, og den pågældende undtagelse bør være underlagt ændrede krav for at imødegå eventuelle plantesundhedsmæssige risici.

(21)

Endvidere bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at supplere forordning (EU) 2016/2031 med elementer vedrørende den procedure, der skal følges for at tillade midlertidige undtagelser fra nævnte forordnings artikel 40, stk. 2 og artikel 41, stk. 2. Dette er nødvendigt, fordi erfaringerne siden vedtagelsen af forordning (EU) 2016/2031 har vist, at en standardiseret procedure for indrømmelse af sådanne midlertidige undtagelser er nødvendig for at sikre gennemsigtighed og sammenhæng for medlemsstaterne, tredjelande og de berørte professionelle operatører.

(22)

I henhold til artikel 42, stk. 4, i forordning (EU) 2016/2031 skal planter, planteprodukter eller andre objekter fjernes fra listen over planter, planteprodukter og andre objekter, som udgør en høj risiko, hvis det på grundlag af en risikovurdering konkluderes, at indførsel heraf på Unionens område er omfattet af forbud, særlige krav eller slet ingen krav. Erfaringerne med anvendelsen af nævnte artikel har imidlertid vist, at indførslen af disse varer på Unionens område i visse tilfælde kan være omfattet af særlige foranstaltninger, der reducerer den pågældende plantesundhedsmæssige risiko til et acceptabelt niveau, mens der for nogle af de relevante skadegørere endnu ikke er foretaget en fuldstændig vurdering. Kommissionen bør derfor tillægges beføjelser med henblik på at fjerne planter, planteprodukter eller andre objekter fra listen over planter, planteprodukter og andre objekter, der udgør en høj risiko, som er vedtaget i henhold til artikel 42, stk. 3 i forordning (EU) 2016/2031, hvis de udgør en plantesundhedsmæssig risiko, der endnu ikke er vurderet fuldt ud, og der endnu ikke er vedtaget nogen gennemførelsesretsakt for dem i henhold til nævnte forordnings artikel 42, stk. 4. For at reducere eventuelle plantesundhedsmæssige risici til et acceptabelt niveau bør gennemførelsesretsakter, som er vedtaget i henhold til disse beføjelser, fastsætte midlertidige foranstaltninger vedrørende indførsel af disse planter, planteprodukter og andre objekter på Unionens område, som bør begrænses til det passende og rimelige tidsrum, der er nødvendigt for at foretage den fuldstændige vurdering. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(23)

I overensstemmelse med artikel 44, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2016/2031, skal Kommissionen fastsætte ækvivalente krav ved hjælp af gennemførelsesretsakter efter anmodning fra et bestemt tredjeland, hvis det pågældende tredjeland gennem offentligt kontrolleret anvendelse af én eller flere specificerede foranstaltninger sikrer et plantesundhedsmæssigt beskyttelsesniveau, der er ækvivalent med de særlige krav til flytning inden for Unionens område af de berørte planter, planteprodukter og andre objekter.

(24)

Erfaringerne med gennemførelsen af nævnte bestemmelse har vist, at det hverken er tilstrækkeligt eller muligt at fastsætte krav, der kun er ækvivalente med de særlige krav for så vidt angår flytning af planter, planteprodukter og andre objekter inden for Unionens område, hvis der ikke findes sådanne krav vedrørende flytning. Dette er ofte tilfældet, hvor EU-regler vedrører skadegørere, der kun forekommer i tredjelande og ikke på Unionens område, og hvor der kun er vedtaget krav vedrørende indførsel af varer på Unionens område.

(25)

Af denne grund bør det plantesundhedsmæssige beskyttelsesniveau, der anmodes om af det pågældende tredjeland, også være ækvivalent med de gældende særlige krav for så vidt angår indførsel på Unionens område af de pågældende planter, planteprodukter og andre objekter fra alle eller visse tredjelande.

(26)

I overensstemmelse med artikel 71, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 skal det angives på plantesundhedscertifikatet i rubrikken »Tillægserklæring«, hvilket særligt krav der er opfyldt, når den pågældende gennemførelsesretsakt, der er vedtaget i henhold til henholdsvis nævnte forordnings artikel 28, stk. 1 og 2, artikel 30, stk. 1 og 3, artikel 37, stk. 2, artikel 41, stk. 2 og 3, og artikel 54, stk. 2 og 3, tillader flere forskellige muligheder for sådanne krav. Denne angivelse skal indeholde den fulde ordlyd af det relevante krav.

(27)

Praksis i forbindelse med anvendelsen af forordning (EU) 2016/2031 har vist, at plantesundhedscertifikaterne også bør indeholde en henvisning til de krav, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 37, stk. 4, nemlig foranstaltninger for at hindre forekomst af regulerede ikkekarantæneskadegørere på de pågældende planter til plantning, som omhandlet i nævnte forordnings artikel 36, litra f), hvis den respektive bestemmelse indeholder flere forskellige muligheder for sådanne krav. Dette er i overensstemmelse med tilgangen vedrørende EU-karantæneskadegørere, da nævnte forordnings artikel 71, stk. 2, henviser til den gennemførelsesretsakt, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 41, stk. 2 og 3. Det vil også give de kompetente myndigheder, de professionelle operatører og tredjelandene større klarhed og sikkerhed med hensyn til anvendelsen af reglerne vedrørende regulerede ikkekarantæneskadegørere og de pågældende planter til plantning.

(28)

Af denne grund bør artikel 71, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 indeholde en henvisning til de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 37, stk. 4. Desuden bør henvisningen til nævnte forordnings artikel 37, stk. 2, udgå, da den ikke er relevant for indholdet på af et plantesundhedscertifikats tillægserklæring. Kommissionen bør sikre, at reglerne om forekomst af regulerede ikkekarantæneskadegørere på planter til plantning ajourføres senest på datoen for anvendelsen af disse ændringer ved at tilpasse de relevante krav i gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

(29)

I artikel 81, stk. 1 i forordning (EU) 2016/2031 fastsættes det, at der ikke kræves plantepas ved flytning af planter, planteprodukter eller andre objekter, der leveres direkte til en slutbruger, herunder hjemmegartnere. Denne undtagelse finder dog ikke anvendelse på slutbrugere, der modtager disse planter, planteprodukter eller andre objekter gennem fjernsalgsaftaler.

(30)

Erfaringerne siden vedtagelsen af forordning (EU) 2016/2031 har vist, at visse planter, planteprodukter eller andre objekter i visse tilfælde ikke bør ledsages af et plantepas, selv om de distribueres gennem fjernsalg. Kommissionen bør derfor tillægges gennemførelsesbeføjelser, der giver den mulighed for at fastsætte, at den i artikel 81, stk. 1, litra a), omhandlede bestemmelse, på visse betingelser ikke finder anvendelse på bestemte planter, planteprodukter eller andre objekter, der distribueres ved fjernsalg. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(31)

I overensstemmelse med artikel 88 i forordning (EU) 2016/2031 skal de pågældende professionelle operatører anbringe et plantepas på handelsenheden af planter, planteprodukter og andre objekter, inden de flyttes inden for Unionens område i henhold til artikel 79 eller til eller inden for en beskyttet zone i henhold til nævnte forordnings artikel 80. Hvis sådanne planter, planteprodukter eller andre objekter flyttes i en pakke, et bundt eller en beholder, skal plantepasset anbringes på denne pakke, dette bundt eller denne beholder.

(32)

Handelspraksis baseret på forordning (EU) 2016/2031 har vist, at det i visse tilfælde ikke er praktisk muligt at anbringe plantepas på handelsenheder af bestemte planter, planteprodukter eller andre objekter på grund af deres størrelse, form eller andre særlige specifikationer. I stedet bør handelsenhederne af disse planter, planteprodukter eller andre objekter kunne flyttes inden for Unionens område med et plantepas knyttet til dem på anden måde end ved fysisk anbringelse. Kravene i forordning (EU) 2016/2031 om udstedelse af plantepas for de pågældende planter, planteprodukter og andre objekter bør forblive uændrede.

(33)

Kommissionen bør derfor tillægges gennemførelsesbeføjelser, der gør det muligt at flytte visse planter, planteprodukter og andre objekter, uden at der er anbragt et plantepas på deres handelsenheder, på grund af deres størrelse, form, emballageringsmåde eller andre særlige specifikationer, der gør denne anbringelse upraktisk. I den forbindelse er det nødvendigt at fastlægge de nærmere ordninger, der sikrer, at plantepasset forbliver i brug, selv om det ikke er anbragt, og stadig henviser til de respektive planter, planteprodukter og andre objekter. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(34)

I henhold til artikel 94 i forordning (EU) 2016/2031 skal der udstedes plantepas på grænsekontrolstederne til erstatning for plantesundhedscertifikater for planter, planteprodukter eller andre objekter, der indføres på Unionens område. I stedet for at udstede plantepas på grænsekontrolstederne har medlemsstaterne allerede lov til at erstatte plantesundhedscertifikatet med en bekræftet kopi af det originale plantesundhedscertifikat, der skal ledsage flytningen af planten, planteproduktet eller det andet objekt frem til det sted, hvor plantepasset er udstedt. For at bidrage til digitaliseringsprocessen, mindske den administrative byrde og yderligere gøre brug af det elektroniske anmeldelsessystem, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 103, bør medlemsstaterne have mulighed for i sådanne tilfælde at anvende oplysningerne i dette system, forudsat at det elektroniske plantesundhedscertifikat eller en digital kopi af plantesundhedscertifikatet er tilgængelig i dette system og stilles til rådighed efter anmodning fra de kompetente myndigheder. Under hensyntagen til de garantier, der gives via det elektroniske anmeldelsessystem med hensyn til sikker adgang til dokumenter, bør en sådan mulighed ikke længere begrænses til den medlemsstats område, hvor den plantesundhedsmæssige importkontrol blev udført. Af lignende grunde bør denne begrænsning til medlemsstatens område ikke længere finde anvendelse på anvendelsen af bekræftede kopier.

(35)

I overensstemmelse med artikel 99, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for at supplere nævnte forordning ved at fastsætte de elementer, der skal indgå i specifikke officielle attesteringer for planter, planteprodukter eller andre objekter, bortset fra emballagemateriale af træ, som kræves i henhold til de gældende internationale standarder. Siden vedtagelsen af forordning (EU) 2016/2031 er der ikke vedtaget sådanne internationale standarder, og der er i øjeblikket ingen internationale organisationer, som er i gang med forberedende aktiviteter for at udforme sådanne standarder. Som følge heraf er det ikke muligt at vedtage disse delegerede retsakter, og planter, planteprodukter eller andre objekter kan som følge heraf ikke indføres på Unionens område med sådanne officielle attesteringer som alternativer til plantesundhedscertifikater.

(36)

Desuden og i overensstemmelse med visse gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til Rådets direktiv 77/93/EØF (8) og 2000/29/EF (9), indføres planter, planteprodukter og andre objekter fortsat på Unionens område ledsaget af officielle attesteringer, bortset fra plantesundhedscertifikater, der er udstedt i flere tredjelande. Disse retsakter er navnlig Kommissionens beslutning 93/365/EØF (10), 93/422/EØF (11) og 93/423/EØF (12) samt Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/780/EU (13). Disse beslutninger og afgørelser er blevet vedtaget i mangel af relevante internationale standarder og er stadig gældende.

(37)

De erfaringer, der er gjort med anvendelsen af forordning (EU) 2016/2031, beslutning 93/365/EØF, 93/422/EØF og 93/423/EØF og afgørelse 2013/780/EU, viser, at de officielle attesteringer, som de henviser til, giver tilstrækkelige garantier for den plantesundhedsmæssige beskyttelse af Unionens område, selv om der ikke tidligere har eksisteret relevante internationale standarder. Derfor, og for at sikre fortsat anvendelse af officielle attesteringer i henhold til forordning (EU) 2016/2031, bør betingelsen om, at elementerne i den berørte delegerede retsakt kræves i henhold til de gældende internationale standarder, udgå af nævnte forordnings artikel 99, stk. 1.

(38)

I overensstemmelse med artikel 103 i forordning (EU) 2016/2031 skal Kommissionen oprette et elektronisk system for medlemsstaternes indgivelse af anmeldelser. For at sikre, at et sådant elektronisk system også kan anvendes til indgivelse af rapporter såsom rapporterne om undersøgelserne vedrørende EU-karantæneskadegørere, prioriterede skadegørere, skadegørere, der er omfattet af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 29 og 30, samt beskyttet zone-karantæneskadegørere, bør nævnte forordnings artikel 103, stk. 1, ændres, så det også omfatter medlemsstaternes indgivelse af rapporter. Dette er nødvendigt for at rationalisere indberetningssystemet og styrke digitaliseringsprocessen for plantesundhedsforanstaltninger.

(39)

Forordning (EU) 2016/2031 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(40)

Siden anvendelsen af forordning (EU) 2016/2031 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (14) har erfaringerne vist, at anmeldelser om manglende plantesundhedscertifikatet eller andre officielle attesteringer i tilfælde af planter, planteprodukter eller andre objekter, der indføres til Unionen som en del af passagerers personlige bagage eller gennem posttjenester, og som er bestemt til personligt forbrug eller anvendelse, øger den administrative byrde for de kompetente myndigheder uforholdsmæssigt i forhold til den pågældende plantesundhedsmæssige risiko. Anmeldelsen af disse sendinger, hvis de er omfattet af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 2017/625, bør derfor undtages fra nævnte forordnings artikel 66, stk. 5, hvis den manglende overholdelse vedrører et manglende plantesundhedscertifikatet eller andre officielle attesteringer som omhandlet i artikel 99, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031. For at sikre et effektivt overblik over oprindelsen og arten af manglende overholdelse i hver medlemsstat bør de kompetente myndigheder dog føre optegnelser over disse tilfælde af manglende overholdelse og hvert år forelægge Kommissionen og de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater en rapport med et sammendrag af disse optegnelser. For at rationalisere rapporteringsforpligtelserne og øge digitaliseringen af rapportering bør disse rapporter indgives via informationsstyringssystemet vedrørende offentlig kontrol (IMSOC), der er omhandlet i artikel 131 i forordning (EU) 2017/625.

(41)

For at gøre det muligt for tredjelandene og deres professionelle operatører at tilpasse sig de nye regler om udstedelse af plantesundhedscertifikater vedrørende overholdelse af de respektive regler for regulerede ikkekarantæneskadegørere, bør ændringen af artikel 71, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 finde anvendelse fra 18 måneder fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden —

1)

Artikel 18, stk. 6, første afsnit, affattes således:

»Medlemsstaterne anmelder de afgrænsede områder til Kommissionen og de øvrige medlemsstater umiddelbart efter deres etablering, samt de pågældende skadegørere og de respektive foranstaltninger, der er truffet. Disse anmeldelser skal indgives via det i artikel 103 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem.«

2)

I artikel 19 tilføjes følgende stykke:

3)

Følgende artikel indsættes:

4)

Artikel 22, stk. 3, første afsnit, affattes således:

»Senest den 30. april hvert år indberetter medlemsstaterne resultaterne af de i stk. 1 omhandlede undersøgelser fra det foregående kalenderår til Kommissionen og de øvrige medlemsstater. Disse rapporter omfatter oplysninger om, hvor undersøgelserne blev foretaget, tidspunktet for undersøgelserne, de berørte skadegørere og planter, planteprodukter eller andre objekter, antallet af inspektioner og prøveudtagninger og forekomsten for hver berørt skadegører. Disse rapporter indgives via det i artikel 103 omhandlede elektroniske anmeldelsessystem.«

5)

I artikel 23 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 24, stk. 2, affattes således:

7)

Artikel 25, stk. 3, affattes således:

8)

Artikel 30, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

»Hvis det er relevant, skal disse foranstaltninger for hver enkelt af de pågældende skadegørere gennemføre én eller flere af de i artikel 28, stk. 1, første afsnit, litra a)-g), omhandlede bestemmelser. De kan omfatte et forbud mod skadegørerens indførsel på, flytning inden for eller opbevaring, opformering eller frigivelse på Unionens område og krav vedrørende indførsel på og flytning inden for Unionens område af planter, planteprodukter og andre objekter.«

9)

Artikel 34, stk. 2, affattes således:

10)

I artikel 37 tilføjes følgende stykke:

11)

I artikel 42 indsættes følgende stykke:

12)

Følgende artikel indsættes:

13)

Artikel 44, stk. 1, litra a), affattes således:

14)

Artikel 71, stk. 2, affattes således:

15)

I artikel 81 tilføjes følgende stykke:

16)

I artikel 88 tilføjes følgende stykker:

»Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage bestemmelser om:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 107, stk. 2.«

17)

Artikel 94, stk. 2, affattes således:

18)

Artikel 99, stk. 1, affattes således:

19)

Artikel 103, stk. 1, affattes således:

»Kommissionen opretter et elektronisk system for medlemsstaternes indgivelse af anmeldelser og rapporter.«

20)

Artikel 104, stk. 1, indledningen, affattes således:

»Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte nærmere regler om indgivelse af anmeldelser omhandlet i artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 11, artikel 17, stk. 3, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 2 og 8, artikel 28, stk. 7, artikel 29, stk. 3, første afsnit, artikel 30, stk. 8, artikel 33, stk. 1, artikel 37, stk. 10, artikel 40, stk. 4, artikel 41, stk. 4, artikel 46, stk. 4, artikel 49, stk. 6, artikel 53, stk. 4, artikel 54, stk. 4, artikel 60, stk. 2, artikel 77, stk. 2, og artikel 95, stk. 5. Disse regler skal vedrøre ét eller flere af følgende elementer:«.

21)

Artikel 105 affattes således: