(1)

Rådets direktiv 91/271/EØF (4) er blevet ændret væsentligt flere gange (5). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør nævnte direktiv af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Vand er en råvare, der tilhører alle og er for alle. Som en naturressource, der er væsentlig, uerstattelig og uundværlig for livet, skal det betragtes og integreres i sine tre dimensioner: på det sociale, økonomiske og miljømæssige område.

(3)

Med direktiv 91/271/EØF fastsættes de retlige rammer for opsamling, rensning og udledning af byspildevand og for udledning af bionedbrydeligt spildevand fra visse industrisektorer. Byspildevand kan være dannet af forskellige blandinger af husspildevand, byoverfladevand og ikkehusspildevand fra andre kilder. Spildevand fra institutioner såsom kontorer, skoler, køkkener med tilberedning af fødevarer, som hovedsagelig stammer fra det menneskelige stofskifte, betragtes som husspildevand. Formålet med direktiv 91/271/EØF er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger fra utilstrækkeligt rensede udledninger af byspildevand. Det har bidraget til at nå de mål, der er fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (6) og anden relevant EU-ret. Nærværende direktiv bør have samme formål og samtidig bidrage til beskyttelsen af folkesundheden i overensstemmelse med One Health-tilgangen, der sigter mod en bæredygtig afbalancering og optimering af sundheden for mennesker, dyr og økosystemer, f.eks. når byspildevand udledes i badevand eller i vandområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, eller når byspildevand fungerer som indikator for folkesundhedsrelevante parametre. Det bør også have til formål at sikre adgangen til sanitet og til vigtige oplysninger om forvaltningen af opsamling og rensning af byspildevand. Nærværende direktiv bør også sigte mod at øge synergierne med tilpasning til klimaændringer og tiltag til genopretning af byøkosystemer, navnlig gennem integreret planlægning af forvaltning af byspildevand, samtidig med at digitaliseringen udnyttes optimalt. Endelig bør nærværende direktiv bidrage til den gradvise reduktion af drivhusgasemissioner fra opsamling og rensning af byspildevand, navnlig ved yderligere at reducere kvælstofemissionerne, men også ved at fremme energieffektiviteten og produktionen af vedvarende energi og dermed bidrage til 2050-målet om klimaneutralitet, der er fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (7). I overensstemmelse med artikel 193 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kan medlemsstaterne gå videre end de minimumskrav, der er fastsat i nærværende direktiv. Medlemsstaterne kan f.eks. overveje at anvende frister eller tærskler, som er strengere end dem, der er omfattet af nærværende direktiv, at opnå energi- eller klimaneutralitet hurtigere eller at indføre yderligere krav til eller udvide spektret for anvendelsen af deres nationale systemer med udvidet producentansvar.

(4)

Kommissionen foretog i 2019 en evaluering af direktiv 91/271/EØF som led i programmet for målrettet og effektiv regulering (»evalueringen«). Efter dette forløb stod det klart, at der var behov for at ajourføre visse bestemmelser i nævnte direktiv. Der blev identificeret tre vigtige forureningskilder, der ikke er fuldt omfattet af nævnte direktiv, fra byspildevand, der kan undgås, nemlig overløb efter voldsomt uvejr og udledninger af forurenede byoverfladevand, potentielt defekte individuelle systemer, dvs. systemer til rensning af husspildevand, der ikke tilledes kloaknet, og små byområder, der i øjeblikket ikke er fuldt omfattet af direktiv 91/271/EØF. Disse tre forureningskilder lægger et betydeligt pres på overfladevandområder i Unionen. Desuden fremhævede evalueringsrapporten også behovet for at forbedre gennemsigtigheden og forvaltningen af de aktiviteter, der er knyttet til byspildevand, behovet for at udnytte de muligheder, som sektoren for rensning af byspildevand har for at udnytte sit potentiale for udvikling af vedvarende energi og tage konkrete skridt i retning af energineutralitet som et bidrag til klimaneutralitet, og behovet for at harmonisere overvågningen af byspildevand for sundhedsparametre såsom covid-19-virusset og dets varianter som støtte for folkesundhedstiltag.

(5)

Ifølge rapporten fra 2018 fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) om europæiske vandområder lægger små byområder et betydeligt pres på 11 % af overfladevandområderne i Unionen. For bedre at bekæmpe forureningen fra sådanne byområder og forhindre, at urenset byspildevand udledes til miljøet, bør dette direktivs anvendelsesområde omfatte alle byområder med 1 000 personækvivalenter (PE) og derover.

(6)

For at sikre en effektiv rensning af byspildevand inden udledning i miljøet bør alt byspildevand fra byområder med 1 000 PE og derover opsamles i kloaknet, medmindre medlemsstaterne begrunder behovet for en undtagelse med henblik på at anvende individuelle systemer i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne bør ved afgrænsningen af deres byområder tage hensyn til den vejledende referencetærskel på 10-25 PE pr. hektar, hvorved en befolkning, der er bosiddende i et specifikt område, eventuelt i kombination med økonomiske aktiviteter, ved en overskridelse heraf betragtes som tilstrækkelig koncentreret. Hvis der allerede findes kloaknet, bør medlemsstaterne sikre, at alle kilder til husspildevand er tilsluttet hertil.

(7)

Der vil være behov for betydelige investeringer for at gennemføre de nye krav, der indføres ved dette direktiv. Det er derfor nødvendigt at tage hensyn til de enkelte medlemsstaters særlige situation og, hvis det er hensigtsmæssigt, at tilpasse fristerne for gennemførelsen af visse høje krav. De medlemsstater, som har et stort antal små byområder, der er berørt af dette direktivs nye krav med hensyn til opsamling og rensning af byspildevand fra byområder med mellem 1 000 og 2 000 PE, bør f.eks. have mulighed for at forlænge fristerne for overholdelse af disse nye krav i deres første nationale gennemførelsesprogram. Dette bør også være tilfældet for de medlemsstater, der har et stort antal anlæg, f.eks. over 50 %, som skal opgraderes til tertiær rensning i overensstemmelse med de nye krav i dette direktiv. Byområder med under 2 000 PE, hvor der allerede findes kloaknet, og tilslutning af byspildevand til rensningsanlæg beliggende i et andet byområde bør ikke medregnes i beregningen af procentsatsen med henblik på undtagelser fra disse frister. Desuden var tre medlemsstater, der er tiltrådt Unionen senest, nemlig Bulgarien, Kroatien og Rumænien, nødt til at foretage nylige investeringer for at gennemføre kravene i direktiv 91/271/EØF. Disse medlemsstater er ud over en aldrende landbefolkning desuden karakteriseret ved et stort antal landdistrikter med en høj fraflytning i befolkningen. Det er derfor nødvendigt at tage hensyn til den særlige situation i disse medlemsstater ved at give dem mulighed for at forlænge fristerne for opfyldelse af disse nye krav i deres første nationale gennemførelsesprogram.

(8)

Når der stødes på arkæologisk værdifulde steder under infrastrukturarbejder såsom opførelse af kloaknet eller rensningsanlæg for byspildevand, forsinkes disse arbejder ofte, eftersom der er behov for at gennemføre arkæologiske undersøgelser på stedet i overensstemmelse med national ret. Det er derfor hensigtsmæssigt at tilpasse gennemførelsesfristerne i disse specifikke tilfælde. Når medlemsstaterne fastslår, at det er særligt vanskeligt at anlægge den nødvendige infrastruktur på grund af behovet for at bevare kulturarv, bør de mere specifikt have mulighed for at tilpasse gennemførelsesfristerne på specifikke områder og ajourføre deres nationale gennemførelsesprogram i overensstemmelse hermed. Forlængelserne af fristerne bør fastsættes for hvert område og være så kort som muligt og højst otte år. Kulturarv bør forstås i den i artikel 1 i UNESCO's konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv fra 1972 anvendte betydning.

(9)

Hvis det kan påvises, at etableringen af et kloaknet til byspildevand eller tilslutningen til et kloaknet ikke vil gavne miljøet eller menneskers sundhed, ikke vil være teknisk mulig eller vil medføre urimeligt store udgifter, og kun i disse tilfælde, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende individuelle systemer til opsamling, oplagring og/eller rensning af byspildevand, forudsat at de sikrer samme beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed som sekundær og tertiær rensning. Individuelle systemer kan omfatte forskellige typer af opsamlings-, oplagrings- eller rensningssystemer såsom naturbaserede løsninger, små rensningssystemer, eller midlertidige tanke kombineret med regelmæssig tilslutning til rensningsanlæg. Medlemsstaterne bør også udveksle bedste praksis om anvendelse og drift af individuelle systemer.

(10)

Medlemsstaterne bør oprette nationale, regionale eller lokale registre til kortlægning af individuelle systemer og midlertidig oplagring, der anvendes på deres område, og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sådanne systemer er udformet på passende vis, at systemerne vedligeholdes korrekt, og at overholdelsen af kravene kontrolleres regelmæssigt på grundlag af en risikobaseret tilgang. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at de individuelle systemer, der anvendes til opsamling, oplagring eller rensning af byspildevand, er tætte og lækagesikre, og at systemerne overvåges og kontrolleres med regelmæssige og faste mellemrum. Under hensyntagen til de uforholdsmæssigt store omkostninger, der er forbundet med at tilpasse udformningen af sådanne systemer til de nye udformningskrav, bør disse nye udformningskrav ikke finde anvendelse på systemer, der er etableret før dette direktivs ikrafttræden. Hvis der anvendes individuelle systemer til opsamling eller rensning af mere end 2 % af byspildevandsbelastningen på nationalt plan fra byområder med 2 000 PE og derover, bør medlemsstaterne forelægge Kommissionen en begrundelse for anvendelsen af individuelle systemer i stedet for kloaknet, som påviser, at disse systemer overholder de standarder, der er fastsat i medfør af dette direktiv, og som beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at reducere anvendelsen af sådanne systemer.

(11)

Som et resultat af nedbør såsom regn, sne eller smeltevand udgør overløb efter voldsomt uvejr og byoverfladevand en betydelig resterende kilde til udledning af forurening i miljøet. Sådanne overløb og afløb forventes at stige på grund af den kombinerede virkning af urbaniseringen og den gradvise ændring i nedbørsmønstrene som følge af klimaændringerne. Infrastrukturer for forvaltning af byspildevand er derfor særlig sårbare over for klimaændringer. Løsninger, der skal reducere forureningen fra denne kilde, bør udvikles på lokalt plan under hensyntagen til særlige lokale forhold. De bør baseres på en integreret kvantitativ og kvalitativ forvaltning af byområdernes vandressourcer. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der på lokalt plan udarbejdes integrerede planer for forvaltning af byspildevand for alle byområder med 100 000 PE og derover, da disse byområder står for en betydelig del af den udledte forurening. Desuden bør der også udarbejdes integrerede planer for forvaltning af byspildevand for byområder med mellem 10 000 PE og 100 000 PE, hvor overløb efter voldsomt uvejr eller byoverfladevand udgør en risiko for miljøet eller folkesundheden. I disse planer bør der fastsættes foranstaltninger, der har til formål at begrænse forureningen fra overløb efter voldsomt uvejr til højst 2 % af den årlige opsamlede byspildevandsbelastning beregnet under forhold med tørvejrsafstrømning og beregnet på grundlag af de forurenende stoffer i tabel 1 og 2 i bilag I.

(12)

Disse planer bør omfatte foranstaltninger til at reducere forureningen fra overløb efter voldsomt uvejr og imødegå den potentielt betydelige forurening, der kommer fra særskilt opsamlet byoverfladevand, f.eks. forurening fra den første nedbør efter lange tørre perioder i tætbefolkede områder. Disse planer bør også omfatte foranstaltninger til at forebygge forurening ved kilden og fremme naturbaserede løsninger frem for løsninger, der vil kræve etablering af grå infrastruktur. Disse foranstaltninger kan omfatte forebyggende midlertidige foranstaltninger, der tager sigte på at undgå, at uforurenet regnvand ledes i kloaknet, eller midlertidig oplagring, herunder naturlig forsinkelse af vandet, og hensigtsmæssig rensning af stærkt belastede overløb eller afløb som følge af første nedbør. Medlemsstaterne tilskyndes til at øge grønne og blå områder i byområder og bør tage hensyn til platformen for grønnere byer, som giver vejledning og viden til støtte for byerne. For at sikre, at de integrerede planer for forvaltning af byspildevand har en passende dækning og en samlet løsning på problemer forårsaget af voldsomt uvejr, bør disse planer udarbejdes for vandoplande til de berørte byområder.

(13)

For at sikre, at de integrerede planer for forvaltning af byspildevand er omkostningseffektive, er det vigtigt, at de baseres på bedste praksis, der allerede er anvendt i byområder. Derfor bør de mulige foranstaltninger baseres på en grundig analyse af de lokale forhold og bør tage udgangspunkt i en forebyggende tilgang, der sigter mod at begrænse opsamlingen af uforurenet regnvand og optimere anvendelsen af eksisterende infrastrukturer for at generere energibesparelser og bidrage til emissionsreduktion. Med en præference for en grøn og blå udvikling og »grønne« og »blå« investeringer bør ny grå infrastruktur kun overvejes, hvor det er absolut nødvendigt.

(14)

For at beskytte folkesundheden og miljøet, navnlig kyst- og havmiljøet, herunder overflade-, grund- og drikkevand, mod de negative konsekvenser af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand bør der foretages sekundær rensning for alle udledninger af byspildevand fra byområder med 1 000 PE og derover. Som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet for dette direktiv til også at omfatte mindre byområder bør medlemsstaterne gives tilstrækkelig tid til at etablere de nødvendige infrastrukturer for at kunne opfylde de i dette direktiv fastsatte forpligtelser. Medlemsstaterne bør ligeledes have tilstrækkelig tid til at tilpasse deres rensningsinfrastrukturer for så vidt angår byområder, der udleder deres byspildevand til kystvande eller mindre følsomme farvande, hvor sekundær rensning ikke var påkrævet i medfør af direktiv 91/271/EØF.

(15)

Udledninger i højtliggende bjergområder, nemlig områder over 1 500 meters højde, og små byområder med under 2 000 PE i kolde klimatiske områder med en kvartalsmæssig gennemsnitstemperatur på under 6 oC i indløbet, hvor det på grund af lave temperaturer er vanskeligt at foretage en effektiv biologisk rensning, bør være tilladt med henblik på at foretage en mindre vidtgående rensning end sekundær rensning, når det af indgående undersøgelser fremgår, at sådanne udledninger ikke har en negativ indvirkning på miljøet eller menneskers sundhed. Udledninger til dybhavsområder fra mindre byområder med under 150 000 PE beliggende i mindre befolkede regioner i den yderste periferi med færre end 275 000 indbyggere, som er kendetegnet ved vanskelige topografiske forhold såsom stejle skråninger, og udledning af deres byspildevand til dybhavsområder på åbent hav, hvilket begunstiger et højt fortyndingsniveau for disse udledninger af byspildevand til vandrecipienterne, bør tilsvarende være omfattet af denne undtagelse. For at sikre ens behandling af alle medlemsstater og et højt beskyttelsesniveau for miljøet og menneskers sundhed på hele Unionens område bør denne undtagelse dog begrænses til 20 år, hvilket svarer til den tid, som er nødvendig for gradvis at opgradere de resterende rensningsanlæg for byspildevand til sekundær rensning i disse områder, hvor det kan være vanskeligere at foretage sekundær rensning. Denne undtagelse bør indrømmes, når det af indgående undersøgelser fremgår, at sådanne udledninger ikke har en negativ indvirkning på miljøet eller menneskers sundhed og på vandrecipienternes overholdelse af anden relevant EU-ret såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2006/7/EF (8) eller 2008/56/EF (9).

(16)

Evalueringen viste, at gennemførelsen af direktiv 91/271/EØF medførte betydelige reduktioner af kvælstof- og fosforemissionerne. Ikke desto mindre er rensningsanlæg for byspildevand ifølge evalueringen fortsat en vigtig forureningsvej for disse stoffer, hvilket direkte medfører eutrofiering af vandområder og have i Unionen. En del af denne forurening kan undgås, da tekniske fremskridt og bedste praksis har demonstreret, at de grænseværdier, der er fastsat i medfør af direktiv 91/271/EØF for kvælstof og fosfor, er forældede og bør skærpes, navnlig for større rensningsanlæg. Tertiær rensning bør systematisk pålægges alle rensningsanlæg for byspildevand med 150 000 PE og derover, da sådanne anlæg udgør en betydelig resterende kilde til udledning af kvælstof og fosfor.

(17)

Tertiær rensning bør også være obligatorisk i byområder med 10 000 PE og derover, hvor der udledes til områder, der er udsat for eller er i fare for eutrofiering. For at sikre, at bestræbelserne på at begrænse eutrofiering koordineres på vandområdeniveau for hele indvindingsoplandet, og sikre ensartet udpegning af følsomme områder i hele Unionen bør de områder, hvor eutrofiering ifølge de foreliggende data er et problem, anføres i dette direktiv. For at sikre sammenhæng med den relevante EU-ret bør medlemsstaterne desuden identificere andre områder på deres nationale område, der er udsat for eller er i fare for eutrofiering, og fastslå, om disse områder er følsomme over for kvælstof eller fosfor eller følsomme over for både kvælstof og fosfor, navnlig på grundlag af data indsamlet i medfør af Rådets direktiv 91/676/EØF (10) og direktiv 2000/60/EF og 2008/56/EF. Skærpelse af grænseværdierne, en mere sammenhængende og omfattende kortlægning af de områder, der er følsomme over for eutrofiering, og forpligtelsen til at foretage tertiær rensning på alle store anlæg vil tilsammen bidrage til at begrænse eutrofieringen. Da dette vil kræve yderligere investering på nationalt plan, bør medlemsstaterne have tilstrækkelig tid til at etablere den nødvendige infrastruktur.

(18)

Den nyeste videnskabelige viden, der ligger til grund for flere af Kommissionens strategier som fastlagt i fire meddelelser fra Kommissionen, nemlig meddelelsen af 16. januar 2018 med titlen »En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi«, meddelelsen af 11. marts 2019 med titlen »Den Europæiske Unions strategiske tilgang til lægemidler i miljøet«, meddelelsen af 14. oktober 2020 med titlen »En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje — På vej mod et giftfrit miljø« og meddelelsen af 12. maj 2021 med titlen »Vejen til en sund planet for alle, EU-handlingsplan: »Mod nulforurening for vand, luft og jord««, peger på behovet for tiltag, der kan løse problemerne med mikroforurenende stoffer, som nu rutinemæssigt findes i alle vandområder i Unionen. Nogle af disse mikroforurenende stoffer er farlige for folkesundheden og miljøet, selv ved lave koncentrationer på mikrogram pr. liter eller derunder. Selv om primær, sekundær og tertiær rensning allerede fjerner nogle mikroforurenende stoffer, bør der indføres en yderligere rensning, dvs. kvaternær rensning, for at sikre, at et bredt spektrum af de resterende mikroforurenende stoffer fjernes fra byspildevandet. Kvaternær rensning bør først og fremmest fokusere på organiske mikroforurenende stoffer, som udgør en betydelig del af forureningen, og for hvilke teknologierne til at fjerne dem allerede er blevet udformet. Kravet om kvaternær rensning bør følge på grundlag af forsigtighedsprincippet kombineret med en risikobaseret tilgang. Derfor bør alle rensningsanlæg for byspildevand med 150 000 PE og derover sørge for kvaternær rensning, da disse anlæg udleder en betydelig andel af de mikroforurenende stoffer i miljøet, og da fjernelse i et sådant omfang af mikroforurenende stoffer i rensningsanlæg for byspildevand er omkostningseffektiv. For rensningsanlæg med 150 000 PE og derover bør medlemsstaterne sikre en prioritering af de nødvendige investeringer, så de anlæg, hvor risiciene for miljøet og menneskers sundhed er størst, udstyres hurtigst muligt. For byområder med 10 000 PE og derover bør medlemsstaterne pålægges at foretage kvaternær rensning for områder, der er identificeret som følsomme over for mikroforurenende stoffer, på grundlag af klare kriterier, som bør præciseres. Sådanne områder bør omfatte steder, hvor udledningen af renset byspildevand til et vandområde fører til lavt fortyndingsforhold, eller hvor vandrecipienten anvendes til produktion af drikkevand, produktion af skaldyr eller som badevand. Medlemsstaterne bør kunne at undlade at foretage kvaternær rensning i disse områder, når en risikovurdering viser, at der ikke er nogen potentiel fare fra mikroforurenende stoffer for miljøet eller for menneskers sundhed. For alle andre typer vandområder i byområder med 10 000 PE og derover bør medlemsstaterne på grundlag af en standardiseret risikovurdering vurdere de risici, som udledningen af mikroforurenende stoffer i byspildevand udgør for miljøet eller folkesundheden, og kun foretage kvaternær rensning, hvis resultaterne af risikovurderingen nødvendiggør det. Hvis der er flere rensningsanlæg for byspildevand i et byområde med 10 000 PE og derover, der er identificeret som følsomt over for forurening med mikroforurenende stoffer, bør kun de, der udleder til risikoområdet, være forpligtet til at foretage kvaternær rensning. For at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at planlægge og opbygge den nødvendige infrastruktur bør kravet om kvaternær rensning anvendes gradvis frem mod 2045 med klare midlertidige mål.

(19)

For at sikre, at udledningerne fra rensningsanlæg for byspildevand til stadighed opfylder kravene i forbindelse med sekundær, tertiær og kvaternær rensning, bør der udtages prøver i overensstemmelse med kravene i dette direktiv, og disse prøver bør overholde de parameterværdier, som fastsættes i dette direktiv. For at tage hensyn til eventuelle tekniske variationer i prøveresultaterne bør der fastsættes et maksimalt tilladt antal prøver, der falder uden for disse parameterværdier.

(20)

Den kvaternære rensning, der er nødvendig for at fjerne mikroforurenende stoffer fra byspildevand, vil medføre yderligere omkostninger såsom omkostninger til overvågning og omkostningerne til nyt avanceret udstyr, der skal installeres i nogle rensningsanlæg for byspildevand. For at dække disse ekstraomkostninger og i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, jf. artikel 191, stk. 2, i TEUF, er det afgørende, at producenter, der bringer produkter i omsætning i Unionen, som indeholder stoffer, der ved slutningen af deres livscyklus forekommer som mikroforurenende stoffer i byspildevand, påtager sig ansvaret for den yderligere rensning, der er nødvendig for at fjerne disse stoffer. Et system med udvidet producentansvar er det mest hensigtsmæssige middel hertil, da det begrænser den finansielle indvirkning på skatteyderne og vandtaksterne og samtidig giver et incitament til at udvikle grønnere produkter. I denne forbindelse bør udvidet producentansvar gælde, uanset om produkterne er bragt i omsætning, eller om deres enkelte komponenter er fremstillet i en medlemsstat eller et tredjeland, eller om producenterne har vedtægtsmæssigt hjemsted i Unionen, eller om produktet er bragt i omsætning via en digital platform. Rester af lægemidler og kosmetiske produkter er i øjeblikket de vigtigste kilder til mikroforurenende stoffer i det byspildevand, der kræver kvaternær rensning. Det udvidede producentansvar bør derfor omfatte disse to produktgrupper. På grundlag af resultaterne af overvågningen af byspildevand og de seneste videnskabelige data bør Kommissionen løbende vurdere, om andre produkter bør medtages i systemet med udvidet producentansvar.

(21)

Ifølge de tilgængelige data vil den potentielle stigning i omkostningerne for produkterne eller en potentiel reduktion i fortjenstmargenerne i de industrier, der bringer produkter i omsætning i Unionen, som følge af anvendelsen af udvidet producentansvar være marginal på EU-plan og vil ikke bringe tilgængeligheden af eller adgangen til disse produkter til en overkommelig pris på EU-markedet i fare. Medlemsstaterne bør imidlertid tage hensyn til de mulige virkninger, som anvendelsen af krav om udvidet producentansvar har på adgangen til og tilgængeligheden af produkter til en overkommelig pris på nationalt plan, navnlig lægemidler, der er bragt i omsætning i Unionen, samt mulige virkninger, som anvendelsen af disse krav om lige konkurrencevilkår. Medlemsstaterne kan iværksætte tiltag for at sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed, herunder ved at finansiere en del af omkostningerne til kvaternær rensning. Eftersom medlemsstaterne kan vælge forskellige gennemførelsestilgange, bør der lægges vægt på det indre markeds funktion, og Kommissionen bør i en eventuel forestående evaluering af dette direktiv vurdere eventuelle virkninger i denne henseende.

(22)

Det bør ikke desto mindre være muligt at fritage produkter fra forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar. Dette bør være tilfældet, hvis den samlede mængde stoffer i de produkter, der er bragt i omsætning i Unionen af en producent, udgør små mængder, dvs. mindre end 1 ton om året, da den forhøjede administrative byrde for producenten i sådanne tilfælde ville være uforholdsmæssig i forhold til de miljømæssige fordele. Fritagelse bør også være mulig for den del af produkterne, hvor producenten kan påvise, at der ikke genereres mikroforurenende stoffer ved slutningen af produktets livscyklus, eller når det kan påvises, at resterne fra et produkt er hurtigt bionedbrydelige i spildevand og miljøet eller ikke når frem til rensningsanlæggene for byspildevand. Kommissionen bør fastsætte de detaljerede kriterier til identifikation af de produkter, der er bragt i omsætning i Unionen, og som ikke genererer mikroforurenende stoffer i byspildevand ved slutningen af deres livscyklus, under hensyntagen til deres farlighed og deres bionedbrydelighed. Ved udarbejdelsen af disse kriterier bør Kommissionen tage hensyn til de kriterier, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (11), men også inddrage videnskabelige eller andre tilgængelige tekniske oplysninger, herunder relevante internationale standarder. Disse kriterier bør fastlægges, inden de i dette direktivs fastsatte bestemmelser om udvidet producentansvar træder i kraft.

(23)

For at undgå eventuelle forvridninger af det indre marked bør der i dette direktiv fastsættes minimumskrav til gennemførelsen af systemet med udvidet producentansvar, mens den praktiske tilrettelæggelse af dette system bør besluttes på nationalt plan. For at fremme udskiftning af de stoffer og produkter, der genererer rester af mikroforurenende stoffer i byspildevand, bør producenternes bidrag stå i et rimeligt forhold til mængden af stoffer i de produkter, som de bringer i omsætning, og farligheden af disse stoffer og deres rester. Bidragene bør dække, men ikke overstige, investerings- og driftsomkostninger til overvågning af mikroforurenende stoffer, indsamling, rapportering og upartisk verifikation af statistikker over mængden og farligheden af de produkter, der er bragt i omsætning i medlemsstaterne, samt foretagelse af en effektiv kvaternær rensning af byspildevand. Disse bidrag bør også dække driftsomkostningerne for kvaternær rensning, der allerede er etableret på datoen for dette direktivs ikrafttræden, når det er nødvendigt for at opfylde forpligtelserne vedrørende systemerne med udvidet producentansvar. De bør også dække en del af investeringsomkostningerne ved etableret kvaternær rensning under hensyntagen til afskrivningen af investeringerne og fristerne for de finansieringsforpligtelser, der er fastsat i dette direktiv. Da byspildevand renses centralt, er det hensigtsmæssigt at indføre et krav om, at producenterne skal tilslutte sig en central organisation, som kan opfylde deres forpligtelser vedrørende det udvidede producentansvar på deres vegne.

(24)

Evalueringen har også vist, at sektoren for rensning af byspildevand kan reducere sit eget energiforbrug betydeligt og producere vedvarende energi, f.eks. ved bedre udnyttelse af de tilgængelige overflader i rensningsanlæg for byspildevand til solenergiproduktion eller ved produktion af biogas fra slam samt ved varme eller kinetisk energi eller andre vedvarende energikilder. Evalueringen har også vist, at der uden klare juridiske forpligtelser kun kan forventes delvise fremskridt i denne sektor. Derfor bør medlemsstaterne forpligtes til at sikre, at det samlede årlige energiforbrug for alle rensningsanlæg for byspildevand med en belastning på 10 000 PE og derover på deres område ikke overstiger disse rensningsanlægs energiproduktion fra vedvarende energikilder som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (12). For at tage hensyn til de særlige forhold, der gælder for det enkelte rensningsanlæg for byspildevand, optimere de nødvendige investeringer og sikre den nødvendige fleksibilitet til at nå målet om energineutralitet og samtidig sikre, at potentialet vedrørende produktion af vedvarende energi og energibesparelser udnyttes fuldt ud, bør dette mål opfyldes på nationalt plan og ikke for hvert enkelt rensningsanlæg. Al vedvarende energi, der produceres af operatører af rensningsanlæg for byspildevand eller ejerne heraf, hvad enten det er på eller uden for anlægget, såsom hydraulisk energi, solenergi, termisk energi, vindenergi eller biogas, bør tages i betragtning. Dette mål bør nås gradvis via midlertidige mål senest den 31. december 2045. Det bør være muligt at købe en begrænset mængde ikkefossil energi, der ikke er direkte knyttet til rensning af byspildevand, fra eksterne kilder i 2040 og 2045 gennem anvendelse af en betinget undtagelse. Produktion af vedvarende energi af eller på vegne af ejerne eller operatørerne af rensningsanlægget for byspildevand bør ikke omfatte køb af vedvarende energi. Opnåelsen af dette mål om energineutralitet vil navnlig bidrage til at reducere de undgåelige drivhusgasemissioner fra sektoren for rensning af byspildevand og samtidig støtte opfyldelsen af 2050-målene om klimaneutralitet og relaterede nationale mål og EU-mål såsom de mål, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (13). Initiativer til at opnå energineutralitet bør dog ikke føre til øget metan- eller lattergasemissioner. I overensstemmelse med direktiv (EU) 2018/2001 bør medlemsstaterne lette tilladelsesprocedurerne for de projekter for vedvarende energi, der er nødvendige for at opnå energineutralitet i sektoren for rensning af byspildevand. En øget EU-baseret produktion af biogas eller solenergi sammen med energieffektivitetsforanstaltninger, der er i overensstemmelse med princippet om energieffektivitet først som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (14), og en optimal udnyttelse af digitaliseringen, hvor der tages størst muligt hensyn til omkostningseffektive energieffektivitetsforanstaltninger ved udformningen af energipolitikker og investeringsplaner, vil også bidrage til at mindske Unionens energiafhængighed, hvilket er et af målene i Kommissionens meddelelse af 18. maj 2022 med titlen »REPowerEU-planen«. Det er også i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/844 (15) og direktiv (EU) 2018/2001, hvor rensningsanlæg for byspildevand udpeges som »særligt egnede områder« til installation af anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder. For at nå målet om energineutralitet ved hjælp af optimale foranstaltninger for hvert rensningsanlæg for byspildevand og for kloaknettet bør medlemsstaterne sikre, at der hvert fjerde år gennemføres energisyn som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 (16). Disse energisyn bør også omfatte en identifikation af potentialet for reduktion af energiforbruget, omkostningseffektiv genvinding og anvendelse af spildvarme enten på stedet eller via et fjernvarmesystem eller omkostningseffektiv anvendelse eller produktion af vedvarende energi i overensstemmelse med kriterierne i bilag VI til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (17).

(25)

Eftersom reduktioner af metanemissioner har en forholdsmæssig større indvirkning på modvirkningen af klimaændringer end reduktioner af CO2-emissioner, og da sektoren for rensning af byspildevand er identificeret som en af de primære udledende sektorer med hensyn til metanemissioner, bør spildevandssektoren overvåge og sigte mod at reducere metanemissionerne som skitseret i det globale metantilsagn, et initiativ, der blev lanceret på FN's klimakonference i Glasgow (COP 26), i lighed med reduktionen af metanemissioner i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1787 (18) for at sikre, at sektoren for rensning af byspildevand bidrager til at nå målet om klimaneutralitet senest i 2050 som fastsat i forordning (EU) 2021/1119.

(26)

Da vandforurenings grænseoverskridende karakter nødvendiggør samarbejde mellem nabomedlemsstater eller tredjelande om at bekæmpe kilden til sådan forurening, bør medlemsstaterne forpligtes til at underrette hinanden eller tredjelandet, hvis betydelig vandforurening fra udledninger af byspildevand i en medlemsstat eller det pågældende tredjeland påvirker eller sandsynligvis vil påvirke vandkvaliteten i en anden medlemsstat eller et tredjeland. I tilfælde af tilfældig forurening, der i væsentlig grad påvirker vandområder nedstrøms, bør sådanne oplysninger gives straks, og reaktionerne bør meddeles rettidigt. Hvis medlemsstaterne har indgået tidligere aftaler med hinanden eller med tredjelande om miljøspørgsmål vedrørende vand, kan der tages hensyn til samarbejdet gennem disse aftaler. Kommissionen bør underrettes om en sådan forurening og, om nødvendigt og efter anmodning fra medlemsstaterne, deltage i møder. Det er også vigtigt at tackle den grænseoverskridende forurening fra tredjelande, der deler vandområder med nogle af medlemsstaterne. Med henblik på at bekæmpe forurening, der kommer fra eller påvirker tredjelande, kan samarbejdet og koordineringen med tredjelande gennemføres inden for rammerne af konventionen om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer (19) under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) eller andre relevante regionale konventioner såsom de regionale havkonventioner eller flodkonventioner.

(27)

For at beskytte miljøet og menneskers sundhed bør medlemsstaterne sikre, at de kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand, der bygges for at efterkomme kravene i dette direktiv, udformes, opføres, drives og vedligeholdes på en sådan måde, at de har tilstrækkelig funktionsduelighed under alle normale lokale vejrforhold. Da infrastruktur til byspildevand er anerkendt som kritiske enheder i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2557 (20), bør medlemsstaterne også sikre, at rensningsanlæg for byspildevand og kloaknet vurderes med hensyn til deres sårbarhed over for ekstreme forhold, som indtræffer som følge af klimaændringer, når de udformes, opføres og drives.

(28)

Rensningsanlæg for byspildevand modtager også ikkehusspildevand, herunder virksomhedsspildevand, som kan indeholde en række forurenende stoffer, der ikke udtrykkeligt er omfattet af direktiv 91/271/EØF, såsom tungmetaller, mikroplast, mikroforurenende stoffer og andre kemikalier, herunder per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS). Sådant ikkehusspildevand kan f.eks. komme fra industrier, kommercielle virksomheder eller hospitaler og andre medicinske faciliteter. I de fleste tilfælde mangler der viden om denne slags forurening, som potentielt kan føre til en forringelse af rensningsprocessens virkning og bidrage til forurening af vandrecipienterne, og også forhindre nyttiggørelse af slam og genbrug af renset spildevand. Medlemsstaterne bør derfor regelmæssigt overvåge og rapportere om sådan ikkehuslig forurening, der tilledes rensningsanlæg for byspildevand og udledes i vandområder. For at forebygge forurening fra ikkehusspildevand allerede ved kilden bør udledninger fra industrier eller virksomheder, der er tilsluttet kloaknettet, være underlagt forudgående bestemmelser eller være betinget af den kompetente myndigheds eller det hensigtsmæssige organs særlige godkendelse, eller begge dele. For at sikre, at kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand teknisk set er i stand til at modtage og rense det tilførte spildevand, bør de operatører, der forvalter de rensningsanlæg for byspildevand, som modtager ikkehusspildevandet, høres og oplyses, inden disse godkendelser gives, eller disse forudgående bestemmelser vedtages, og de bør efter anmodning kunne få indsigt i disse godkendelser med henblik på at tilpasse deres rensningsprocesser. Hvis der konstateres ikkehuslig forurening i det tilførte spildevand, bør medlemsstaterne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at reducere forureningen ved kilden ved at forbedre overvågningen af forurenende stoffer i kloaknettet, således at forureningskilderne kan identificeres, og om nødvendigt ved at revidere godkendelserne til relevante tilsluttede rensningsanlæg for byspildevand.

(29)

Unionens vandressourcer er i stigende grad under pres, hvilket resulterer i permanent eller midlertidig vandknaphed i nogle områder. Unionens evne til at reagere på det stigende pres på vandressourcerne kan forbedres ved øget genbrug af renset byspildevand, hvilket begrænser indvindingen af ferskvand fra overfladevandområder og grundvandsforekomster. Genbrug af renset byspildevand bør derfor fremmes, når det er hensigtsmæssigt, navnlig i områder med vandstress, og til alle hensigtsmæssige formål, samtidig med at der sikres et minimum af økologisk vandføring i vandrecipienterne og tages hensyn til behovet for at sikre, at målene om vandrecipienternes gode økologiske og kemiske tilstand som defineret i direktiv 2000/60/EF opfyldes. For at opnå dette bør medlemsstaterne overvåge virkningen af genbrug af renset byspildevand på et minimum af økologisk vandføring i vandrecipienterne i deres vurdering af virkningerne foretaget i medfør af direktiv 2000/60/EF. Potentialet for genbrug af renset byspildevand bør vurderes under hensyntagen til de vandområdeplaner, der er udarbejdet i medfør af direktiv 2000/60/EF og medlemsstaternes afgørelser i medfør af artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/741 (21), samt behovet for at opfylde målene om vandrecipienternes gode økologiske og kemiske tilstand som defineret i direktiv 2000/60/EF. De skærpede krav til rensning af byspildevand og tiltagene til bedre overvågning, sporing og reduktion af forurening ved kilden vil have betydning for kvaliteten af renset byspildevand og vil derfor støtte genbrug af vand. Hvis genbrug af vand bruges til kunstvanding i landbruget, bør det ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2020/741. Hvis det hensigtsmæssigt af hensyn til sikker genbrug af renset byspildevand, bør medlemsstaterne overveje kvaternær rensning for det byspildevand, der genbruges eller vil blive genbrugt. Foranstaltninger til fremme af genbrug af renset byspildevand og til sådan faktisk genbrug bør behandles i vandresiliensstrategier på medlemsstatsplan, når sådanne strategier er tilgængelige.

(30)

Næringsstofferne i byspildevand kan være nyttige i tilfælde, hvor renset byspildevand genbruges i landbruget i overensstemmelse med forordning (EU) 2020/741. I disse tilfælde bør medlemsstaterne på særlige betingelser som sikrer det højeste beskyttelsesniveau for miljøet og menneskers sundhed kunne være omfattet af en undtagelse fra forpligtelsen til at foretage tertiær rensning i overensstemmelse med dette direktiv for den del af det rensede byspildevand, der genbruges i landbruget.

(31)

For at sikre en korrekt gennemførelse af dette direktiv og navnlig overholdelse af emissionsgrænseværdierne er det vigtigt at overvåge udledningen af renset byspildevand til miljøet. Overvågningen bør ske ved, at der på nationalt plan indføres et obligatorisk system for forudgående bestemmelser eller særlige godkendelser, eller begge dele, med henblik på udledning af det rensede byspildevand i miljøet. For at forhindre utilsigtede udledninger af bæremedier fra rensningsanlæg for byspildevand, der anvender bæremedier, i miljøet er det desuden vigtigt, at godkendelser eller bestemmelser for udledning, eller begge dele, omfatter specifikke forpligtelser til løbende at overvåge og forebygge sådanne udledninger. Sådanne bæremedier er normalt fremstillet af plast og kan bl.a. omfatte biobærere, bioperler eller polystyrenperler.

(32)

Medlemsstaterne bør om nødvendigt tilpasse deres infrastruktur til opsamling og rensning af byspildevand i henhold til størrelsen på deres befolkning og til den dermed forbundne belastning fra husspildevand for fortsat at opfylde kravene i dette direktiv. Den mulige indvirkning af udledninger på vandområder som følge af anlæggelse og tilpasning af sådanne infrastrukturer bør ikke betragtes som en overtrædelse af deres forpligtelser i medfør af direktiv 2000/60/EF, forudsat at alle betingelserne fastsat i medfør af nærværende direktiv er opfyldt.

(33)

For at beskytte miljøet bør visse industrisektorers direkte udledning af bionedbrydeligt ikkehusspildevand til miljøet være betinget af hensigtsmæssige krav. Disse krav bør sikre, at direkte udledninger fra visse industrisektorer underkastes sekundær, tertiær og kvaternær rensning, alt efter hvad der er nødvendigt for at beskytte miljøet og menneskers sundhed, og at de parametre, der er fastsat for renset spildevand, overholdes ved den endelige analyse, eller at der sikres samme miljøbeskyttelsesniveau.

(34)

I henhold til artikel 168, stk. 1, i TEUF skal Unionens indsats supplere de nationale politikker og rettes mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme. For at sikre den optimale udtrækning og anvendelse af relevante folkesundhedsdata fra byspildevand bør der etableres systemer til overvågning af byspildevand med henblik på forebyggelse eller tidlig varsling, f.eks. til påvisning af specifikke virus i byspildevand, som varsler om kommende epidemier eller pandemier. Medlemsstaterne bør etablere en dialog og koordinering mellem de kompetente myndigheder med ansvar for folkesundhed og de kompetente myndigheder med ansvar for forvaltning af byspildevand. I forbindelse med denne koordinering bør der fastlægges en klar fordeling af roller, ansvarsområder og omkostninger blandt disse kompetente myndigheder. Medlemsstaterne bør opstille en liste over folkesundhedsrelevante parametre, som skal overvåges i byspildevand, samt prøveudtagningshyppighed og -sted under hensyntagen til anbefalingerne fra bl.a. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), Myndigheden for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og overveje at medtage følgende sundhedsparametre på en sådan liste: sars-CoV-2 og varianter heraf, poliovirus, influenzavirus, nye patogener og andre folkesundhedsparametre, der kan betragtes som relevante. På grundlag af de oplysninger, der er indsamlet under covid-19-pandemien, og erfaringerne med gennemførelsen af Kommissionens henstilling (EU) 2021/472 (22) bør medlemsstaterne i tilfælde af en sundhedskrise pålægges at overvåge relevante sundhedsparametre i byspildevand. For at sikre, at der anvendes harmoniserede metoder til overvågning af sars-CoV-2 og varianter heraf, bør medlemsstaterne så vidt muligt anvende de prøveudtagnings- og analysemetoder, der er fastsat i henstilling (EU) 2021/472.

(35)

Unionen anerkender vigtigheden af problemet med antimikrobiel resistens, navnlig i meddelelsen fra Kommissionen af 29. juni 2017 med titlen »En europæisk One Health-handlingsplan mod antimikrobiel resistens«, og vedtog den europæiske One Health-handlingsplan mod antimikrobiel resistens. Ifølge WHO er det kendt og dokumenteret, at byspildevand er en betydelig kilde til antimikrobielle stoffer og deres metaboliske produkter samt antimikrobielt resistente bakterier og deres gener. For at øge vores viden om de vigtigste kilder til antimikrobiel resistens bør der indføres en forpligtelse til overvågning af forekomsten af antimikrobiel resistens i byspildevand for dermed at videreudvikle vores videnskabelige viden og vores muligheder for at iværksætte passende tiltag i fremtiden.

(36)

Dette direktiv anerkender »One Health«-tilgangen som anerkendt af WHO som en integreret og forenende model, der sigter mod bæredygtig afbalancering og optimering af menneskers, dyrs og økosystemers sundhed. »One Health«-tilgangen anerkender, at sundheden blandt mennesker, husdyr og vilde dyr, planter og det omgivende miljø, herunder økosystemer, er tæt forbundet og indbyrdes afhængig.

(37)

For at beskytte miljøet og menneskers sundhed bør medlemsstaterne identificere og vurdere de risici, der kan opstå i forbindelse med forvaltningen af byspildevand. Risikovurderingen kan omfatte en bred kemisk screening, herunder kemiske blandinger, eller metoder baseret på biologiske virkninger, eller begge dele, for at identificere stoffer, der giver anledning til bekymring for bl.a. vandlevende organismer eller drikke- eller badevandskvalitet. På grundlag af denne identifikation, og hvis det er nødvendigt for at opfylde kravene i Unionens vandlovgivning, bør medlemsstaterne træffe strengere foranstaltninger for opsamling og rensning af byspildevand end de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde minimumskravene i dette direktiv. I overensstemmelse med artikel 191, stk. 2, i TEUF og i tillæg til de foranstaltninger, der er fastsat eller truffet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i direktiv 2000/60/EF, bør medlemsstaterne fortrinsvis fremme kontrol af forurenende stoffer ved kilden for at forebygge forurening af vandrecipienter. Medlemsstaterne bør navnlig træffe forebyggende foranstaltninger for at begrænse risikoen for en tilsigtet og utilsigtet udledning af mikroplast i byspildevand og slam.

(38)

Afhængigt af situationen kan disse strengere foranstaltninger bl.a. omfatte etablering af kloaknet, udvikling af integrerede planer for forvaltning af byspildevand eller foretagelse af sekundær, tertiær eller kvaternær rensning af byspildevand fra byområder eller rensningsanlæg for byspildevand, der ikke overskrider de tærskler for PE, der udløser anvendelsen af standardkravene. De kan også omfatte rensning, som er mere avanceret end den rensning, der er nødvendig for at overholde minimumskravene, eller desinfektion af renset byspildevand, der er nødvendig for at overholde direktiv 2006/7/EF.

(39)

Mål 6.2 i FN's mål for bæredygtig udvikling 6 om rent vand og sanitet kræver, at medlemsstaterne inden 2030 skal opnå lige adgang til egnet sanitet og hygiejne for alle og ordentlige toiletforhold for alle med særlig opmærksomhed på kvinder og pigers behov og på mennesker i sårbare situationer. Sanitetsfaciliteter bør muliggøre sikker håndtering og bortskaffelse af human urin, afføring og menstruationsblod og skift af menstruationsprodukter. Desuden fremgår det af princip 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, at alle har ret til adgang til basale tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder vand og sanitet. På denne baggrund og i overensstemmelse med WHO's retningslinjer for sanitet og sundhed (23) og protokollen om vand og sundhed til konventionen om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer, som blev udfærdiget i London den 17. juni 1999, bør medlemsstaterne håndtere problemet med adgang til sanitet på nationalt plan. Dette bør gøres gennem tiltag, der sikrer adgang til sanitet for alle, f.eks. ved at etablere sanitetsfaciliteter i det offentlige rum samt ved at tilskynde til at gøre adgangen til hensigtsmæssige sanitetsfaciliteter i offentlige forvaltninger og offentlige bygninger gratis eller økonomisk overkommelig for alle, herunder alle former for faciliteter og tjenester såsom skylletoiletter og tørtoiletter. Faciliteterne bør forvaltes sikkert, hvilket indebærer, at de, hvor det er hensigtsmæssigt, til enhver tid bør være tilgængelige for alle, herunder for personer med særlige behov såsom børn, ældre, personer med handicap og hjemløse, at de bør placeres på et sted, der er så sikkert som muligt for brugerne, og at de bør være hygiejnisk og teknisk sikre at anvende. Der bør også være tilstrækkeligt mange af sådanne faciliteter til at sikre, at folks behov opfyldes, og at ventetiden ikke er urimeligt lang. Der bør på hensigtsmæssigt plan under hensyntagen til nærhedsprincippet træffes afgørelse om, hvad der udgør et tilstrækkeligt antal sanitetsfaciliteter i det offentlige rum.

(40)

Den særlige situation for mindretalskulturer såsom romaer og travellers, uanset om de er fastboende eller ej, og navnlig deres manglende adgang til sanitet, blev anerkendt i Kommissionens meddelelse af 7. oktober 2020 med titlen »En Union med lige muligheder: EU's strategiske ramme for romaernes ligestilling, integration og deltagelse«, som opfordrer til at øge den faktiske lige adgang til basale tjenesteydelser. Det er generelt hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne er særligt opmærksomme på sårbare grupper eller grupper, der er marginaliseret på grund af faktorer, som vedrører deres socioøkonomiske situation, etnicitet, seksualitet, køn, handicap, hjemløshed, juridiske status, religiøse overbevisning eller andre årsager, og træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre adgang til sanitet for disse grupper. Det er vigtigt, at disse grupper identificeres i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184 (24). Foranstaltninger til forbedring af sårbare og marginaliserede gruppers adgang til sanitet kan omfatte tilvejebringelse af sanitetsfaciliteter i det offentlige og private rum, enten gratis eller mod opkrævning af et lavt servicegebyr, samt i offentlige administrationsbygninger, forbedring eller vedligeholdelse af tilslutningen til passende systemer til indsamling af byspildevand samt bevidstgørelse om de nærmeste sanitetsfaciliteter.

(41)

I henhold til EU-menneskerettighedsretningslinjerne for sikkert drikkevand og sanitet, som blev vedtaget af Rådet den 17. juni 2019, skal der lægges særlig vægt på kvinders og pigers behov, da de er særligt udsatte for angreb, seksuel og kønsbaseret vold, chikane og andre trusler mod deres sikkerhed, når de tilgår sanitetsfaciliteter uden for deres hjem. Dette er i overensstemmelse med Rådets konklusioner om vanddiplomati, som blev vedtaget den 19. november 2018, og som bekræfter betydningen af at integrere et kønsperspektiv i vanddiplomatiet. Medlemsstaterne bør derfor være særligt opmærksomme på, at kvinder og piger er en sårbar gruppe, og bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbedre eller opretholde deres sikre adgang til sanitet.

(42)

Evalueringen konkluderede, at forvaltningen af slam kunne forbedres for bedre at tilpasse den til principperne for den cirkulære økonomi og affaldshierarkiet som defineret i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (25). Tiltagene til bedre overvågning og reduktion ved kilden af forurening af ikkehuslige udledninger vil bidrage til at forbedre kvaliteten af det producerede slam og muliggøre en sikker anvendelse heraf i landbruget. For at sikre en korrekt og sikker nyttiggørelse af næringsstoffer fra slammet, herunder det kritiske stof fosfor, bør der på EU-plan fastsættes en kombineret minimumsrate for genbrug og genanvendelse. Medlemsstaterne bør kunne vælge, om de vil genbruge eller genanvende, eller begge dele, byspildevand eller slam, eller begge dele, for at nyttiggøre fosfor. Den kombinerede minimumsrate for genbrug og genanvendelse bør tage hensyn til indholdet af fosfor i slam, hvilket kan variere fra område til område. Den bør også tage hensyn til de enkelte nationale markeders mætningsgrad, f.eks. tilgængeligheden af andre kilder til fosfor fra organiske kilder, f.eks. fra husdyravl, og mulighederne for absorption heraf i landbruget. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at overvåge mikroforurenende stoffer i slam, navnlig hvis der er risiko for akkumulering af mikroforurenende stoffer i slam, og når slam genbruges i landbruget for at øge kendskabet til forekomsten heraf og for at beskytte miljøet og menneskers sundhed. Der bør tilskyndes til en korrekt og sikker nyttiggørelse af næringsstoffer og genbrug heraf i landbruget for at støtte landbrugssektorens modstandsdygtighed og bæredygtighed og bidrage til den strategiske autonomi i Unionens gødningsindustri. I den forbindelse bør medlemsstaterne under hensyntagen til nationale og lokale udnyttelsesmuligheder træffe foranstaltninger for at tilskynde til produktion og indkøb af nyttiggjorte næringsstoffer fra byspildevand og slam. Ved genbrug af slam i landbruget bør der lægges særlig vægt på mikroplast. Mikroplast bør derfor systematisk overvåges, når slam genbruges i landbruget. Disse oplysninger er uundværlige for en sikker forvaltning af slam i landbruget og en eventuel revision af den relevante EU-politik.

(43)

Der er behov for tilstrækkelig overvågning for at kontrollere overholdelsen af dette direktivs nye krav vedrørende mikroforurenende stoffer, ikkehuslig forurening, energineutralitet, overløb efter voldsomt uvejr og byoverfladevand. Overvågningen bør støttes, hvis det er teknisk muligt og hensigtsmæssigt, gennem anvendelse af digitale værktøjer. Navnlig bør det overvejes at anvende digitale værktøjer i forbindelse med den operationelle forvaltning af kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand. For at kontrollere overensstemmelsen mellem kvaternær rensning og reduktion af mikroforurenende stoffer i udledninger af byspildevand er det tilstrækkeligt at overvåge et begrænset antal repræsentative mikroforurenende stoffer. Overvågningshyppigheden bør bygge på den nuværende bedste praksis, som i øjeblikket praktiseres i Schweiz. For at sikre omkostningseffektivitet bør disse forpligtelser tilpasses størrelsen af rensningsanlæggene for byspildevand og byområderne. Med henblik på en sådan overvågning fastsætter dette direktiv at der skal foretages prøveudtagning. Hver gang, der foretages en prøveudtagning, tages der en prøve både ved indløb til og udløb fra rensningsanlægget for byspildevand. Overvågningen vil også bidrage med data til den overordnede ramme for miljøovervågning, der er fastlagt under det ottende miljøhandlingsprogram (26), og mere specifikt bidrage til den overvågningsramme for nulforurening og fremtidsudsigter, der ligger til grund herfor, jf. Kommissionens meddelelse af 12. maj 2021 med titlen »Vejen til en sund planet for alle, EU-handlingsplan: »Mod nulforurening for vand, luft og jord««.

(44)

Mikroplast og relevante mikroforurenende stoffer bør, hvor det er relevant, overvåges i udledninger af overløb efter voldsomt uvejr og i udledninger af byoverfladevand fra separate systemer ved hjælp af et repræsentativt prøveudtagningsprogram, så koncentrationen kan anslås med henblik på modellering af vandkvaliteten. Drivhusgasemissioner bør overvåges ved hjælp af analyser, beregninger eller modellering, hvor det er hensigtsmæssigt.

(45)

For at sikre beskyttelse af miljøet, og at der iværksættes passende tiltag i forbindelse med enhver risikovurdering, der skal foretages med henblik på gennemførelsen af dette direktiv samt med henblik på gennemførelsen af anden EU-ret, bør medlemsstaterne overvåge et bredt spektrum af forurenende stoffer ved indløb til og udløb fra rensningsanlæg for byspildevand. For at undgå unødvendige byrder bør kun forurenende stoffer, der kan forventes at forekomme i byspildevand, overvåges under hensyntagen til den brede vifte af forurenende stoffer, som når frem til rensningsanlæg for byspildevand, herunder fra kilder til ikkehusspildevand. Medlemsstaterne bør kunne reducere overvågningshyppigheden, hvis der ikke forekommer forurenende stoffer i efterfølgende prøveudtagningskampagner. Mere specifikt viser nylige data, at der forekommer PFAS i byspildevand, sommetider ved høje koncentrationer. Den seneste videnskabelige evidens viser, at PFAS er et problem for miljøet og for folkesundheden som følge af deres persistens. Det er derfor afgørende at få en bedre forståelse af PFAS' forureningsveje ud i miljøet og at overvåge dem ved indløb til og udløb fra rensningsanlæg for byspildevand. Denne overvågning bør indledes, så snart udledningerne når frem til de indvindingsoplande, der anvendes til indvinding af drikkevand, som følge af den høje risiko for at blive eksponeret for PFAS og de sundhedsmæssige konsekvenser heraf.

(46)

For at mindske den administrative byrde og bedre udnytte de muligheder, som digitaliseringen giver, bør rapporteringen om gennemførelsen af dette direktiv forbedres og forenkles ved at fjerne medlemsstaternes forpligtelse til hvert andet år at aflægge rapport til Kommissionen og Kommissionens forpligtelse til at offentliggøre rapporter hvert andet år. Disse bør erstattes af et krav om, at medlemsstaterne med støtte fra EEA skal forbedre de eksisterende nationale standardiserede datasæt, der er oprettet i medfør af direktiv 91/271/EØF, og regelmæssigt ajourføre dem. Kommissionen vil anvende disse forbedrede datasæt til at kontrollere overholdelsen af nærværende direktiv. Det er hensigtsmæssigt, at rapporteringsmodellen udarbejdes af EEA i samarbejde med medlemsstaterne. Kommissionen og EEA bør have adgang til de nationale databaser. For at sikre fuldstændige oplysninger om anvendelsen af nærværende direktiv bør datasættene omfatte oplysninger om, hvorvidt rensningsanlæg for byspildevand overholder kravene til rensning (beståelses-/dumpekriterier, belastning og koncentrationer af de udledte forurenende stoffer), om graden af opfyldelse af målene om energineutralitet, om drivhusgasemissioner fra rensningsanlæg med 10 000 PE og derover og om medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med overløb efter voldsomt uvejr og byoverfladevand, adgang til sanitet og rensning i individuelle systemer. For at optimere anvendelsen af dataene og støtte fuld gennemsigtighed bør der desuden sikres fuld overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 (27). De oplysninger, der indsamles ved hjælp af disse datasæt, bør understøtte en sammenligning og udveksling af bedste praksis på EU-plan for så vidt angår rensningsanlæg for byspildevands funktionsduelighed. Den administrative byrde ved at give offentligheden oplysninger og data bør til enhver tid være af en sådan art, at proportionalitetsprincippet overholdes.

(47)

Gennemførelsen af direktiv 91/271/EØF finansieres gennem vandtakster og offentlige budgetter, herunder EU-midler. I fremtiden bør det udvidede producentansvar være af en sådan art, at det sikrer, at omkostningerne ved kvaternær rensning som minimum delvist afholdes af de berørte industrier og suppleres af andre former for finansiering. Tidligere blev gennemførelsen af direktiv 91/271/EØF også i væsentlig grad støttet af Unionens samhørighedspolitik og -programmer under Horisont 2020 og LIFE. For at sikre rettidig og korrekt gennemførelse af nærværende direktiv er det vigtigt, at medlemsstaterne udarbejder nationale gennemførelsesprogrammer, herunder en langsigtet plan for de nødvendige investeringer, ledsaget af en finansieringsstrategi. Disse nationale gennemførelsesprogrammer bør forelægges Kommissionen. For at begrænse den administrative byrde bør dette krav ikke gælde for medlemsstater, hvor mere end 95 % af byområderne opfylder de vigtigste forpligtelser til at behandle og opsamle spildevand. For fortsat at sikre gennemførelsen af nærværende direktiv bør Kommissionen tage hensyn til de nationale gennemførelsesprogrammer, som medlemsstaterne indberetter, i forbindelse med udarbejdelsen af den næste flerårige finansielle ramme og efterfølgende, og medlemsstaterne bør straks indføre det nødvendige system med udvidet producentansvar.

(48)

Sektoren for opsamling og rensning af byspildevand er et bundet marked, hvor offentlige og små virksomheder er tilsluttet kloaknettet uden at kunne vælge deres operatører. Det er derfor vigtigt at sikre offentlig adgang til operatørernes centrale resultatindikatorer såsom den opnåede rensningsgrad, omkostningerne samt energiforbrug og -produktion og de dermed forbundne drivhusgasemissioner og CO2-aftryk. For at gøre offentligheden mere bevidst om betydningen af rensning af byspildevand bør centrale oplysninger om de årlige omkostninger til opsamling og rensning af spildevand for hver husstand gives, i det mindste for byområder med over 10 000 PE og helst over 1 000 PE, på en lettilgængelig måde, f.eks. på regningerne, mens andre detaljerede oplysninger bør være tilgængelige i et brugervenligt format online på operatørens eller den kompetente myndigheds websted.

(49)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (28) garanterer retten til at få adgang til miljøoplysninger i medlemsstaterne i overensstemmelse med De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention fra 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) (29). Århuskonventionen omfatter vidtspændende forpligtelser i relation til dels at stille miljøoplysninger til rådighed efter anmodning og dels aktivt at formidle sådanne oplysninger. Det er vigtigt, at bestemmelserne i nærværende direktiv vedrørende adgang til oplysninger og datadeling supplerer nævnte direktiv ved at indføre en forpligtelse til at stille oplysninger om opsamling og rensning af byspildevand til rådighed for offentligheden online på en brugervenlig måde uden at skabe en særskilt retlig ordning.

(50)

Dette direktivs virkningsfuldhed og dets mål om at beskytte folkesundheden inden for rammerne af Unionens miljøpolitik forudsætter, at det af fysiske eller juridiske personer eller, hvor det er hensigtsmæssigt, deres lovligt oprettede organisationer kan påberåbes i retlige procedurer, og at de nationale retter og domstole kan tage dette direktiv i betragtning som et element i EU-retten for bl.a., hvor der er hensigtsmæssigt, at efterprøve afgørelser fra en national myndighed. I henhold til EU-Domstolens faste retspraksis tilkommer det desuden medlemsstaternes retter og domstole i medfør af princippet om loyalt samarbejde, som fastlagt i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i medfør af EU-retten. Det følger desuden af artikel 19, stk. 1, i TEU, at medlemsstaterne skal tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Dette bør ske i overensstemmelse med de nationale regler, uden at bestemmelsen om erstatning mister sin virkning. I overensstemmelse med Århuskonventionen skal medlemmer af den berørte offentlighed desuden have adgang til klage og domstolsprøvelse med henblik på at bidrage til beskyttelsen af retten til at leve i et miljø, der er tilfredsstillende for personlig sundhed og velbefindende.

(51)

For at tilpasse dette direktiv til den videnskabelige og tekniske udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre visse dele af bilagene angående tilpasning af overvågningen til de nyeste metoder til overvågning, herunder med henblik på at gøre optimal brug af digitale værktøjer og under hensyntagen til de relevante metoder, der anvendes i anden relevant EU-ret, og evaluering af resultater vedrørende kravene til tertiær og kvaternær rensning og kravene til forudgående bestemmelser og særlige godkendelser til udledning af ikkehusspildevand til kloaknet og rensningsanlæg for byspildevand og med henblik på at supplere dette direktiv ved at præcisere en kombineret minimumsrate for genbrug og genanvendelse af fosfor fra slam og fra byspildevand under hensyntagen til tilgængelige teknologier og ressourcer samt den økonomiske bæredygtighed i forbindelse med nyttiggørelse af fosfor og ved at ajourføre de oplysninger, der gives til offentligheden online og til husholdninger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (30). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(52)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på vedtagelse af standarder for udformningen af individuelle systemer, med henblik på at fastlægge rapporteringsformatet for og detaljeringsgraden af oplysninger i forbindelse med de individuelle systemer, med henblik på at fastlægge formatet og metoden for den risikovurdering, der skal anvendes i forbindelse med kvaternær rensning, med henblik på vedtagelsen af overvågnings- og vurderingsmetoder for indikatorerne for kvaternær rensning og målene om energineutralitet, fastlæggelse af fælles betingelser og kriterier for visse produkters fritagelse fra udvidet producentansvar, fastlæggelse af metoder til støtte for udviklingen af integrerede planer for forvaltning af byspildevand, udvikling af alternative indikatorer for det belastningsbaserede vejledende mål om en reduktion af forureningen på grundlag af f.eks. mængden, antallet af tilfælde med overløb efter voldsomt uvejr, mængden af udledninger fra byoverfladevand eller andre relevante alternative indikatorer, fastlæggelse af et minimum for prøveudtagningshyppigheden metoder til måling af antimikrobiel resistens, direkte og indirekte drivhusgasemissioner og mikroplast i byspildevand og slam, udarbejdelse af en minimumsliste over relevante forurenende stoffer, der sandsynligvis forekommer i byspildevand, herunder en metode til at identificere relevante forurenende stoffer, der sandsynligvis forekommer i byspildevand, og kriterier til revision af undtagelser for visse forurenende stoffer, som skal overvåges, fastlæggelse af en harmoniseret metode til måling af »per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) total« og »Sum af PFAS« i byspildevand samt vedtagelse af formatet og de nærmere bestemmelser for fremlæggelse af de oplysninger, som medlemsstaterne skal tilvejebringe, og EEA skal sammenfatte, om gennemførelsen af dette direktiv. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (31).

(53)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og bør, alt efter tilfældet, tage hensyn til den finansielle situation for den fysiske eller juridiske person, der holdes ansvarlig.

(54)

I henhold til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning bør Kommissionen foretage en evaluering af dette direktiv inden for en vis periode fra den dato, som er fastsat for dets gennemførelse i national ret. Denne evaluering bør baseres på de opnåede erfaringer og data i løbet af dette direktivs gennemførelse, på eventuelle tilgængelige henstillinger fra WHO og på relevante videnskabelige, analytiske og epidemiologiske data. Ved evalueringen bør der lægges særlig vægt på en analyse af tilstrækkeligheden af de folkesundhedsparametre, der anvendes til overvågning af byspildevand, en analyse af merværdien af obligatorisk overvågning af folkesundhedsparametre, en analyse af det eventuelle behov for at tilpasse listen over produkter, der er omfattet af systemer for udvidet producentansvar, herunder betingelserne for fritagelser, en analyse af de mulige virkninger for det indre markeds funktion af de potentielt forskellige bidragssatser for producenter, som medlemsstaterne har fastsat, en analyse af gennemførligheden og hensigtsmæssigheden af at udvikle et system med udvidet producentansvar for produkter, der genererer PFAS og mikroplast, en analyse af merværdien og hensigtsmæssigheden af at stille krav om obligatoriske nationale planer for genbrug af vand, herunder nationale mål og foranstaltninger, en evaluering af målet om energineutralitet med henblik på at analysere den tekniske og økonomiske gennemførlighed og fordelene for miljøet og klimaet ved at opnå en højere grad af energiuafhængighed i sektoren, en evaluering af mulighederne for måling af direkte og indirekte drivhusgasemissioner udledt fra byspildevandssektoren, en evaluering af muligheden for at opnå klimaneutralitet i sektoren for rensning af byspildevand, og den påkrævede tid til at opnå dette, samt gennemførligheden og hensigtsmæssigheden af at fastsætte minimumsrater på EU-plan for genbrug og genanvendelse af kvælstof fra slam eller fra byspildevand, eller begge dele.

(55)

Direktiv 91/271/EØF fastsætter specifikke frister for Mayotte, fordi Mayotte i 2014 overgik til at være en region i den yderste periferi, jf. artikel 349 i TEUF. For så vidt angår Mayotte bør anvendelsen af forpligtelserne til at etablere kloaknet og foretage sekundær rensning for byspildevand fra et byområde med 2 000 PE og derover derfor udskydes.

(56)

Der bør tages hensyn til den særlige situation, som Mayotte og de øvrige EU-regioner i den yderste periferi befinder sig i, jf. artikel 349 i TEUF, hvori det fastsættes, at der kan træffes særlige foranstaltninger til støtte for disse regioner. I forbindelse med rensning af byspildevand i disse områder bør der lægges særlig vægt på disse områders vanskelige topografi og økarakter.

(57)

For at sikre kontinuerlig miljøbeskyttelse er det vigtigt, at medlemsstaterne som minimum opretholder det nuværende niveau med tertiær rensning, indtil de nye krav om reduktion af fosfor og kvælstof finder anvendelse. Derfor bør artikel 5 i direktiv 91/271/EØF fortsat finde anvendelse, indtil disse nye krav finder anvendelse.

(58)

Målene for dette direktiv, nemlig at beskytte miljøet og folkesundheden, at gøre fremskridt med hensyn til at opnå klimaneutralitet i forbindelse med opsamling og rensning af byspildevand, at forbedre adgangen til sanitet og at sikre regelmæssig overvågning af folkesundhedsrelevante parametre, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(59)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 91/271/EØF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af nævnte direktiv.

(60)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VII, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktiverne —

1)

»byspildevand«: enhver af følgende:

2)

»husspildevand«: spildevand fra boligområder, serviceerhverv og institutioner, som hovedsagelig stammer fra det menneskelige stofskifte eller fra husholdninger, eller begge dele

3)

»ikkehusspildevand«: andet spildevand end husspildevand og byoverfladevand, der udledes fra ejendomme, som anvendes til udøvelse af et erhverv eller industrielle eller økonomiske aktiviteter

4)

»byområde«: et område, hvor befolkningen, udtrykt i personækvivalenter, kombineret med eller uden økonomiske aktiviteter er tilstrækkelig koncentreret til, at byspildevand kan opsamles og ledes til et eller flere rensningsanlæg for byspildevand eller et eller flere endelige udledningssteder

5)

»byoverfladevand«: nedbør i byområder, der opsamles af fælles eller separate kloaksystemer

6)

»overløb efter voldsomt uvejr«: udledning af urenset byspildevand til vandrecipienter fra fælles kloaksystemer forårsaget af nedbør eller systemfejl

7)

»kloaknet«: et system af rørledninger, der opsamler og transporterer byspildevand

8)

»fælles kloaksystem«: en enkelt rørledning, der opsamler og transporterer byspildevand, herunder byoverfladevand

9)

»separat kloaksystem«: en rørledning, der særskilt opsamler og transporterer én af følgende:

10)

»1 personækvivalent« eller »(1 PE)«: den belastning af organisk stof, der kan nedbrydes biologisk pr. dag med et femdøgns biokemisk iltforbrug (BOD5) på 60 g ilt pr. dag

11)

»primær rensning«: mekanisk eller kemisk rensning af byspildevand, eller begge dele, der består i sedimentation af suspenderet stof eller i andre processer, hvor det tilledte spildevands BOD5 reduceres med mindst 20 % før udledning, og den samlede mængde suspenderet stof i det tilledte spildevand reduceres med mindst 50 %

12)

»sekundær rensning«: rensning af byspildevand ved en proces, som almindeligvis består af biologisk rensning efterfulgt af en sekundær sedimentation, eller ved en anden proces, der reducerer det organiske stof, der kan nedbrydes biologisk, i byspildevand

13)

»tertiær rensning«: rensning af byspildevand ved en proces, der reducerer kvælstoffet eller fosforet, eller begge dele, i byspildevand

14)

»kvaternær rensning«: rensning af byspildevand ved en proces, der reducerer et bredt spektrum af mikroforurenende stoffer i byspildevand

15)

»slam«: det organiske og uorganiske restprodukt, der er tilbage efter rensning af byspildevand i et rensningsanlæg for byspildevand, bortset fra sand, fedt, andet affald og andre ristestoffer og restprodukter fra forrensningstrinnet

16)

»eutrofiering«: vands berigelse med næringssalte, især kvælstof- eller fosforforbindelser, eller begge dele, der medfører øget algevækst og udvikling af højere former for planteliv, som igen resulterer i en uønsket forstyrrelse af balancen mellem organismerne i vandet og af vandets kvalitet

17)

»mikroforurenende stof«: et stof som defineret i artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (32), herunder dets nedbrydningsprodukter, der normalt forekommer i vandmiljøet, byspildevand eller slam, og som kan betragtes som farligt for miljøet eller menneskers sundhed på grundlag af de relevante kriterier i del 3 og 4 i bilag I til forordning (EF) nr. 1272/2008, selv i lave koncentrationer

18)

»fortyndingsforhold«: forholdet mellem gennemsnittet for de sidste fem år af vandrecipientens årlige flow på udledningsstedet og gennemsnittet for de sidste fem år af den årlige mængde byspildevand, der udledes til overfladevand

19)

»producent«: enhver fabrikant, importør eller distributør, der erhvervsmæssigt bringer produkter i omsætning i en medlemsstat, herunder ved hjælp af aftaler om fjernsalg som defineret i artikel 2, nr. 7), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (33)

20)

»producentansvarsorganisation«: en nationalt anerkendt organisation, der er oprettet for at gøre det muligt for producenter at opfylde deres forpligtelser i medfør af artikel 9 og 10

21)

»sanitet«: faciliteter og tjenester til sikker, hygiejnisk, forsvarlig og socialt og kulturelt acceptabel håndtering og bortskaffelse af human urin og afføring og til skift og bortskaffelse af menstruationsprodukter, der beskytter privatlivets fred og sikrer værdighed

22)

»antimikrobiel resistens«: mikroorganismers evne til at overleve eller udvikle sig ved tilstedeværelse af en antimikrobiel agens i en koncentration, som normalt ville være tilstrækkelig til at hæmme eller dræbe mikroorganismer af samme art

23)

»One Health«: One Health som defineret i artikel 3, nr. 7), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2371 (34)

24)

»den berørte offentlighed«: den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i beslutningstagningen med henblik på gennemførelsen af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, 7 eller 8; i med henblik på denne definition anses ikkestatslige organisationer, der arbejder for at fremme beskyttelsen af miljøet eller menneskers sundhed, og som opfylder alle krav i medfør af national ret, for at have en interesse

25)

»bæremedie«: enhver base, der normalt er fremstillet af plast, og hvorpå de bakterier, der anvendes i rensningen af byspildevand, udvikles

26)

»bringen i omsætning«: første tilgængeliggørelse af et produkt på en medlemsstats marked

27)

»belastning«: mængden af bionedbrydeligt organisk stof, målt som BOD5 i byspildevand, udtrykt i PE, eller ethvert forurenende stof eller næringsstof, udtrykt i masseenhed pr. tidsenhed

28)

»individuelt system«: en sanitetsfacilitet, der opsamler, opbevarer, renser eller bortskaffer husspildevand fra bygninger eller dele af bygninger, der ikke er tilsluttet et kloaknet.

a)

identificere personer uden adgang eller med begrænset adgang til sanitetsfaciliteter, med særlig vægt på sårbare og marginaliserede grupper, og angive årsagerne til sådan manglende adgang

b)

vurdere mulighederne for at forbedre adgangen til sanitetsfaciliteter for sådanne personer

c)

for alle byområder med 10 000 PE og derover tilskynde til etablering af et tilstrækkeligt antal sanitetsfaciliteter i det offentlige rum, som er frit tilgængelige, og som, navnlig for kvinder, kan tilgås på sikker vis, og sikre hensigtsmæssig oplysning om disse faciliteter til offentligheden

d)

for alle byområder med 5 000 PE og derover tilskynde de kompetente myndigheder til at stille et tilstrækkeligt antal gratis sanitetsfaciliteter til rådighed i offentlige bygninger, navnlig i administrative bygninger

e)

tilskynde til, at der stilles sanitetsfaciliteter til rådighed for alle, gratis eller mod opkrævning af et lavt servicegebyr, i restauranter, butikker og lignende private rum, der er tilgængelige for offentligheden.