European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2867

11.11.2024

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/2867

af 2. september 2024

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 for så vidt angår udformningen af Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (1), særlig artikel 33, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag V til forordning (EU) 2018/848 fastsættes den model for Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion, der skal anvendes, herunder en version i sort og hvid. Det er imidlertid ikke tydeligt, at det er tilladt at anvende en fuldstændig omvendt hvid og sort (negativ) version med eller uden en afgrænsende ydre linje omkring logoet. I bilag V til forordning (EU) 2018/848 bør det udtrykkeligt fastsættes, at en sådan version også er tilladt, da den opfylder et konkret teknisk behov.

(2)

I bilag V til forordning (EU) 2018/848 angives farven for Den Europæiske Unions grønne logo for økologisk produktion med referencefarven i Pantone-farvesystemet og i CMYK-farvesystemet, hvor der anvendes fire trykfarver — cyan, magenta, gul og sort. Den tilsvarende referencefarve i RGB-farvesystemet, hvor der anvendes tre additive primærfarver, rød, grøn og blå, bør også angives til digital brug.

(3)

I henhold til bilag V til forordning (EU) 2018/848 kan der anvendes en afgrænsende ydre linje omkring logoet, når logoet bruges på en baggrund, som gør det vanskeligt at skelne logoet fra baggrunden. For at sikre, at forholdet mellem højde og bredde overholdes, bør der altid anvendes en afgrænsende ydre linje, når logoet bruges på en baggrund, som gør det vanskeligt at skelne logoet fra baggrunden.

(4)

Forordning (EU) 2018/848 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag V til forordning (EU) 2018/848 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. september 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 150 af 14.6.2018, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/848/oj.


BILAG

I bilag V til forordning (EU) 2018/848 foretages følgende ændringer:

(1)

punkt 1.2 og 1.3 affattes således:

»1.2.

Referencefarven er grøn 50/0/100/0 i CMYK-farvesystemet, nr. 376 i Pantone-farvesystemet og 169/201/56 i RGB-farvesystemet.

1.3.

Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion kan også anvendes i sort og hvidt som vist nedenfor eller i fuldstændig omvendt hvidt og sort (negativt format), men kun når det ikke er praktisk muligt at anvende den farvede version:

Image 1
«

(2)

Punkt 1.5 affattes således:

»1.5.

Anvendes et logo på en baggrund, som gør det mindre tydeligt, skal der anvendes en ydre linje omkring logoet for at øge kontrasten til baggrunden.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/2867/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)