(1)

Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, ligestilling og respekt for menneskerettighederne og har forpligtet sig til at bekæmpe forskelsbehandling, herunder på grund af handicap, som fastsat i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (4) (FN's handicapkonvention).

(2)

I chartrets artikel 26 anerkender og respekterer Unionen retten for mennesker med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet.

(3)

Enhver unionsborger har en grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i TEU og TEUF og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. FN's handicapkonventions artikel 18 anerkender også rettigheder for personer med handicap til bl.a. at færdes frit og til frit at vælge deres opholdssted på lige fod med andre.

(4)

Ifølge EU-Domstolen er unionsborgerskabets formål at udgøre den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, når de udøver deres ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område, som gør det muligt for de statsborgere, der befinder sig i samme situation, inden for TEUF's materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling uafhængigt af deres statsborgerskab og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser.

(5)

Unionen er part i FN's handicapkonvention og er bundet af dens bestemmelser, som udgør en integrerende del af Unionens retsorden inden for rammerne af dens beføjelser. Alle medlemsstaterne er parter i FN's handicapkonvention og er bundet af den inden for rammerne af deres beføjelser. Selv om Unionen og alle medlemsstaterne har undertegnet og ratificeret FN's handicapkonvention, er der behov for at gøre fremskridt med hensyn til lighed for personer med handicap både på EU-plan og i alle medlemsstater.

(6)

FN's handicapkonvention anerkender, at personer med handicap omfatter personer med en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige miljømæssige, administrative, teknologiske og samfundsmæssige barrierer kan føre til forskelsbehandling. Formålet med FN's handicapkonvention er således at fremme, beskytte og sikre fuld og lige adgang til udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle personer med handicap uden nogen form for forskelsbehandling samt at fremme respekten for handicappedes naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer, hvilket sikrer, at de fuldt ud og effektivt deltager og inkluderes i samfundet på lige fod med andre. FN's handicapkonvention anerkender også betydningen af respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden og behovet for at træffe passende foranstaltninger for at sikre lige muligheder og tilgængelighed for personer med handicap. FN's handicapkonvention fastsætter, at kvinder og piger med handicap udsættes for multidiskrimination, og bestemmer, at deltagerstaterne skal træffe foranstaltninger til at sikre, at de fuldt ud kan udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre. Den anerkender også den vanskelige situation for personer med handicap, som er udsat for multidiskrimination eller grov diskrimination på grund af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk, oprindelig eller social oprindelse, formueforhold, fødsel, alder eller anden stilling.

(7)

Den europæiske søjle for sociale rettigheder (5), som blev proklameret i fællesskab af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i Göteborg den 17. november 2017 (»søjlen«), fastsætter i princip nr. 3, at alle, uanset handicap, bl.a. har ret til ligebehandling og lige muligheder for så vidt angår beskæftigelse, social beskyttelse, uddannelse og adgang til varer og tjenester, som er tilgængelige for offentligheden, og at lige muligheder for underrepræsenterede grupper skal fremmes. Desuden anerkendes det i princip nr. 17 i søjlen, at personer med handicap har ret til indkomststøtte, der sikrer et værdigt liv, tjenester, der sætter dem i stand til at deltage i samfundslivet, og et arbejdsmiljø, der er tilpasset deres behov.

(8)

Strategien for rettigheder for personer med handicap 2021-2030, der blev vedtaget i Kommissionens meddelelse af 3. marts 2021, tager sigte på at tackle de forskellige udfordringer, som personer med handicap står over for, og gøre fremskridt på alle områder af FN's handicapkonvention, både på EU-plan og nationalt plan.

(9)

Formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (6) er at forbedre adgangen til visse produkter og tjenester ved at fjerne og forhindre barrierer, der skyldes divergerende tilgængelighedskrav i medlemsstaterne, og dermed bidrage til at forbedre adgangen til tilgængelige produkter og tjenester i det indre marked, herunder adgangen til visse offentlige tjenesters websteder og tjenester til mobile enheder, og forbedre tilgængeligheden af relevante oplysninger. Desuden har Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 (7) til formål at forbedre tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.

(10)

Desuden garanterer EU-retten også retten til ikkeforskelsbehandling i forbindelse med adgang til transport og andre rettigheder. Eksempler på sådanne rettigheder omfatter retten for passagerer med handicap og nedsat mobilitet til gratis assistance, når de rejser med fly, med jernbane, ad søvejen eller indre vandveje eller med bus, hvilket er fastsat ved henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 (8), (EU) 2021/782 (9), (EU) nr. 1177/2010 (10) og (EU) nr. 181/2011 (11). EU-retten, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF (12), giver også medlemsstaterne mulighed for at indføre lavere vejafgifter eller brugsafgifter for veje, broer og tunneler, der er underlagt vejafgifter, samt undtagelser fra forpligtelsen til at betale sådanne vejafgifter eller brugsafgifter for køretøjer, der anvendes eller ejes af personer med handicap.

(11)

Personer med handicap kan ansøge de kompetente myndigheder eller organer i den medlemsstat, hvor de har bopæl, om anerkendelse af handicapstatus, da dette henhører under medlemsstaternes kompetence. Procedurerne for vurdering af handicap er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Hvis de kompetente myndigheder eller organer anerkender en ansøgers handicapstatus, kan de udstede en handicapattest, et handicapkort eller et andet formelt dokument, der anerkender ansøgerens handicapstatus. I medlemsstater, der ikke har en definition af handicapstatus, kan retten til specifikke tjenester på grund af et handicap anvendes i forbindelse med tjenester eller ydelser til personer med handicap.

(12)

FN's handicapkonvention anerkender, at forskelsbehandling og social udelukkelse, som personer med handicap oplever, skyldes miljømæssige, systemiske og holdningsmæssige barrierer i samfundet snarere end selve funktionsnedsættelsen. På grund af den manglende gensidige anerkendelse af handicapstatus mellem medlemsstaterne står personer med handicap ofte over for særlige og betydelige vanskeligheder og barrierer, når de udøver deres grundlæggende ret til ligebehandling, ikkeforskelsbehandling og fri bevægelighed. Dette er navnlig tilfældet for kortvarige ophold eller besøg i en anden medlemsstat som omhandlet i artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (13), som fastsætter, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at tage ophold i en anden medlemsstat for en periode på højst tre måneder uden at være underlagt andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas. For perioder ud over tre måneder skal yderligere betingelser i henhold til nævnte direktivs artikel 7 opfyldes, og nævnte direktivs artikel 8 fastsætter, at værtsmedlemsstaten i dette tilfælde skal kunne kræve, at unionsborgere lader sig registrere hos de relevante myndigheder.

(13)

Personer med handicap, som i længere perioder har bopæl i en anden medlemsstat med henblik på beskæftigelse, studier eller andre formål, kan, medmindre andet er fastsat ved lov eller aftalt mellem medlemsstaterne, få deres handicap vurderet og formelt anerkendt af de kompetente myndigheder eller organer i den anden medlemsstat og kan få udstedt en attest for handicap, et handicapkort eller et andet formelt dokument, der anerkender deres handicapstatus, eller en afgørelse om retten til specifikke tjenester på grund af et handicap i overensstemmelse med de gældende regler i den pågældende medlemsstat.

(14)

For at fremme den frie bevægelighed for personer med handicap, der deltager i et EU-mobilitetsprogram, bør der sikres fortsat lige adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling eller til parkeringsbetingelser og -faciliteter gennem anvendelse af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap i det pågældende programs løbetid. EU-mobilitetsprogrammer omfatter programmer, der er oprettet af Unionen til støtte for personer, der i en bestemt periode flytter til en anden medlemsstat i uddannelsesmæssig, erhvervsmæssig, medborgerlig eller kulturel sammenhæng, såsom programmet Det Europæiske Solidaritetskorps eller Erasmus+, der er oprettet ved henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/888 (14) og (EU) 2021/817 (15).

(15)

Personer med en anerkendt handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap, støder imidlertid regelmæssigt på betydelige vanskeligheder og barrierer, når de rejser til eller i en kortere periode besøger en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor de er har bopæl, hvis deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap ikke anerkendes i den medlemsstat, de rejser til eller besøger, og hvis de ikke er i besiddelse af en handicapattest, et handicapkort eller et andet formelt dokument, der anerkender deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap i værtsmedlemsstaten, med henblik på at nyde godt af særlige betingelser eller positiv særbehandling i den pågældende medlemsstat. Især personer med ikkesynlige handicap står ofte over for særlige vanskeligheder, når de bliver bedt om at dokumentere deres handicap ved rejse til eller besøg i en anden medlemsstat.

(16)

Personer med handicap, der rejser til eller besøger en anden medlemsstat, stilles betydelig ringere, når de udøver deres ret til fri bevægelighed, sammenlignet med personer uden handicap såvel som personer med handicap, der er i besiddelse af en handicapattest, et handicapkort eller et andet formelt dokument, der anerkender deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap i den medlemsstat, de rejser til eller besøger.

(17)

Det skaber derudover betydelig usikkerhed for personer med handicap ikke at vide, om eller i hvilket omfang deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap og formelle dokumenter til anerkendelse af den pågældende status eller ret vil blive anerkendt, når de rejser til eller besøger en anden medlemsstat. Den begrænsede adgang til onlineinformation om deres specifikke rettigheder og tilgængelige fordele forværrer dette problem. I sidste ende kan personer med handicap blive afskrækket fra at udøve deres ret til fri bevægelighed og fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundet.

(18)

Unionsborgere har udtrykt bekymring over den manglende gensidige anerkendelse af handicap i hele Unionen i en række andragender til Europa-Parlamentet og har anmodet om indførelse af et handicapkort på EU-plan.

(19)

Sideløbende med forskellige synlige og usynlige fysiske, sociale og andre barrierer for adgang til offentlige og private rum og tjenester og manglen på tilpasninger i rimeligt omfang er høje omkostninger en vigtig faktor, der afholder mange personer med handicap fra at rejse. Personer med handicap har særlige behov, der medfører yderligere udgifter i forbindelse med deres handicap, og som kan nødvendiggøre brug af personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personer, der er anerkendt som personlige assistenter i overensstemmelse med national ret eller praksis, eller af tegnsprogstolke eller servicedyr, hvilket gør deres rejseudgifter højere end for personer uden handicap. Den manglende anerkendelse af handicapstatus eller retten til specifikke tjenester på grund af et handicap i andre medlemsstater kunne begrænse deres adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling eller til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, såsom gratis adgang eller lavere takster, prioriterede siddepladser i offentlig transport eller reserverede parkeringspladser, og har indvirkning på deres rejseudgifter, deres tilværelse, deres sociale og økonomiske integration og deres personlige autonomi. Den udbredte mangel på viden om politikker for psykosocial, kognitiv, fysisk og sensorisk tilgængelighed kan ligeledes resultere i diskriminerende adfærd over for personer med handicap.

(20)

Positiv særbehandling såsom personlig assistance, prioriteret adgang eller mulighed for at springe køen over er, uanset om den tilbydes mod betaling eller ej, ofte vigtig for at gøre det muligt for personer med handicap at få adgang til forskellige tjenester, aktiviteter og faciliteter og få fuldt udbytte af dem. På grund af manglende gensidig anerkendelse i den medlemsstat, de rejser til eller som de besøger, af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap og af formelle dokumenter til anerkendelse heraf, som er udstedt i andre medlemsstater, er det imidlertid ikke sikkert, at personer med handicap kan nyde godt af de særlige betingelser eller den positive særbehandling, som offentlige myndigheder eller private aktører i den pågældende medlemsstat tilbyder indehavere af en handicapattest, et handicapkort eller andre formelle dokumenter til anerkendelse af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap, som er udstedt i den pågældende medlemsstat.

(21)

Selv om EU-pilotprojektet for det europæiske handicapkort, der blev iværksat i 2016 og gennemført i otte medlemsstater, var af frivillig karakter og begrænset i omfang, viste det, at fremme af den gensidige anerkendelse af handicapstatus eller retten til specifikke tjenester på grund af et handicap mellem medlemsstater resulterede i fordele for personer med handicap med hensyn til at få adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling i forbindelse med tjenester inden for kultur, fritid, sport og i nogle tilfælde transport og for så vidt angår støtte til deres grænseoverskridende bevægelighed i Unionen i en kort periode, og at målsætningerne for det europæiske handicapkort fortsat er relevante for så vidt angår de nuværende behov, som personer med handicap har. Desuden omfattede dette pilotprojekt andre eksempler på tjenester, aktiviteter og faciliteter, der tilbyder særlige betingelser eller positiv særbehandling til personer med handicap.

(22)

Personer med handicap kan på grundlag af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap ansøge de kompetente myndigheder eller organer i den medlemsstat, hvor de har bopæl, om udstedelse af et parkeringskort for personer med handicap, som anerkender retten til visse parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap. Hver medlemsstat har indført en ansøgningsprocedure på lokalt, regionalt eller nationalt plan med henblik på at erhverve et parkeringskort til personer med handicap eller personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter, og kriterier, der skal være opfyldt for at komme i betragtning.

(23)

Rådets henstilling 98/376/EF (16) indeholder bestemmelser om en europæisk model for parkeringskort for personer med handicap, hvilket gør det lettere at anerkende sådanne parkeringskort i alle medlemsstater. Som følge af nævnte henstillings ikkebindende karakter har gennemførelsen heraf og medtagelsen af specifikke nationale tilføjelser eller afvigelser fra den anbefalede model imidlertid ført til mange forskellige parkeringskort for personer med handicap. Denne forskelligartethed hindrer den grænseoverskridende anerkendelse af disse parkeringskort i medlemsstaterne og hæmmer adgangen for personer med handicap til specifikke parkeringsbetingelser, der stilles til rådighed, og til de faciliteter, der er forbeholdt indehavere af et parkeringskort for personer med handicap i andre medlemsstater. Desuden er nævnte henstilling ikke blevet ajourført for at afspejle den løbende teknologiske udvikling og digitaliseringen. Medlemsstaterne har også oplevet problemer med svig og forfalskning med hensyn til parkeringskort for personer med handicap, da formatet normalt er ret simpelt og let at forfalske og i praksis er forskelligt i de enkelte medlemsstater, hvilket gør det vanskeligt at kontrollere. I lyset af dette direktiv, der fastsætter juridisk bindende regler, som er mere detaljerede på dette område, opfylder henstilling 98/376/EF ikke længere sine mål. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at parkeringskort til personer med handicap, der er udstedt inden datoen for anvendelsen af foranstaltningerne til gennemførelse af dette direktiv i overensstemmelse med nævnte henstilling, har samme virkning som det europæiske parkeringskort for personer med handicap på deres område.

(24)

For at lette adgangen for personer med handicap til særlige betingelser eller positiv særbehandling i forbindelse med tjenester, herunder tjenester inden for personbefordring, aktiviteter og faciliteter, også når de ikke leveres mod betaling i andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor de har bopæl, bør de resterende barrierer og vanskeligheder forbundet med at rejse til eller besøge en anden medlemsstat, som skyldes manglende gensidig anerkendelse af deres handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap og af formelle dokumenter til anerkendelse af den pågældende status eller ret, som er udstedt i andre medlemsstater, og manglende anerkendelse af parkeringsrettigheder, fjernes.

(25)

Med henblik på at gøre det lettere for personer med handicap at udøve retten til adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling, der tilbydes af offentlige myndigheder eller private aktører, når de rejser til eller besøger en anden medlemsstat med henblik på et kortvarigt ophold, uden forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab, på samme grundlag som personer med handicap i den pågældende medlemsstat, og med henblik på at lette brugen af alle transportformer og drage fordel af parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, på samme grundlag som i den pågældende medlemsstat, er det derfor nødvendigt at fastsætte en ramme af fælles regler og betingelser, herunder en fælles standardiseret model, for et europæisk handicapkort som bevis for anerkendt handicapstatus eller ret til specifikke tjenester på grund af et handicap og for et europæisk parkeringskort for personer med handicap som bevis for deres anerkendte ret til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap. Medlemsstaterne bør derudover kunne beslutte at anvende dette direktiv på personer med en anerkendt handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap for perioder, der er længere end et kortvarigt ophold.

(26)

Den gensidige anerkendelse af det europæiske EU-handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap bør fremme og sikre personer med en anerkendt handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap i en medlemsstat adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling, som tilbydes af offentlige myndigheder eller private aktører inden for en lang række tjenester, aktiviteter og faciliteter, herunder når de ikke ydes mod betaling, samt adgang til parkeringsbetingelser og -faciliteter, der er forbeholdt personer med handicap, og, hvor det er relevant, personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter, på samme vilkår og betingelser som dem, der tilbydes på grundlag af nationale handicapattester, handicapkort eller andre formelle dokumenter til anerkendelse af handicapstatus, hvis sådanne formelle dokumenter findes, og parkeringskort for personer med handicap, som er udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i værtsmedlemsstaten.

(27)

Ud over parkeringsbetingelser og -faciliteter vedrører de tjenester, aktiviteter og faciliteter, der er omfattet af dette direktiv, en bred vifte af aktiviteter i konstant udvikling, herunder aktiviteter, der ikke tilbydes mod betaling, af offentlige myndigheder eller private aktører, enten på obligatorisk grundlag på grundlag af nationale eller lokale regler eller retlige forpligtelser eller på frivilligt grundlag, navnlig af private aktører, inden for en række politikområder såsom kultur, fritid, turisme, sport, offentlig og privat transport samt uddannelse.

(28)

Eksempler på særlige betingelser eller positiv særbehandling omfatter gratis adgang, lavere takster, lavere vejafgifter eller brugsafgifter for veje, broer og tunneler, der er underlagt vejafgifter, prioriteret adgang, adgang til områder med begrænset trafik og fodgængerområder, prioriterede siddepladser i offentlig transport, afmærkede og lettilgængelige sæder i offentlig transport, parker og andre offentlige rum, lettilgængelige siddepladser ved kulturelle eller offentlige arrangementer, personlig assistance, servicedyr såsom førerhunde eller servicehunde for personer med handicap, herunder personer med synshandicap, assistance på stranden til at komme i vandet, støtte såsom adgang til punktskrift, audioguider eller tegnsprogstolkning, tilvejebringelse af hjælpemidler eller assistance, lån af kørestol, lån af vandkørestol, turistinformation i tilgængelige formater og brug af handicapscooter på vejene eller kørestol på cykelstier uden bødepålæg. Eksempler på parkeringsbetingelser og -faciliteter omfatter gratis eller udvidede parkeringspladser eller reserverede parkeringspladser samt adgang til områder, hvor trafikken er begrænset til specifikke køretøjer i overensstemmelse med national ret, såsom lavemissionszoner. Ud over de særlige betingelser eller den positive særbehandling, der tilbydes personer med handicap i forbindelse med personbefordring med fly, med jernbane, ad søvejen eller indre vandveje eller med bus, rejser servicedyr såsom førerhunde eller servicehunde for personer med handicap, herunder personer med synshandicap, personlige assistenter, tegnsprogstolke eller andre personer, der ledsager eller assisterer personer med handicap eller nedsat mobilitet, gratis eller til nedsat pris og, hvis det er praktisk muligt, sidder ved siden af den person med handicap, som de ledsager eller assisterer. Personer, der ledsager eller assisterer personer med handicap, udpeges af personerne med handicap eller af deres værger og kan ændres på ad hoc-basis alt efter behovene hos personerne med handicap.

(29)

Personlige assistenter ledsager eller assisterer personer med handicap eller varetager dagligdags aktiviteter, om nødvendigt inden for rammerne af et kontraktforhold, i overensstemmelse med national ret eller praksis, med det formål at tilskynde til personlig autonomi, lette samfundslivet og fremme en uafhængig tilværelse for personer med handicap. Personlige assistenter bør, uanset deres statsborgerskab, kunne ledsage eller assistere personer med handicap ved hjælp af det europæiske handicapkort eller det europæiske parkeringskort for personer med handicap, når de rejser til eller besøger en anden medlemsstat end den, hvor de er har bopæl, forudsat at de har ret til at færdes i Unionen i henhold til gældende EU-ret og national ret.

(30)

I overensstemmelse med relevant EU-ret, når den finder anvendelse, bør medlemsstaterne sikre, at operatører af grænseoverskridende personbefordring i henhold til forordning (EU) nr. 181/2011 og (EU) nr. 1177/2010 stiller klare oplysninger til rådighed eller i henhold til forordning (EU) 2021/782 på anmodning giver adgang hertil for rejsende, der er i besiddelse af et europæisk handicapkort, når de køber en rejsebillet, med hensyn til de særlige betingelser eller den positive særbehandling, der gælder for de forskellige dele af operationerne under hele rejsen, for at undgå, at rejsende, der er i besiddelse af det europæiske handicapkort, står uden et gyldigt rejsedokument, når de rejser ind i en anden medlemsstat på samme transportydelse.

(31)

Udstedelsen, fornyelsen og inddragelsen af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap i en medlemsstat skal fastlægges ved dette direktiv og ved den pågældende medlemsstats gældende regler, procedurer og kompetencer med henblik på vurdering og anerkendelse af handicapstatus eller retten til specifikke tjenester på grund af et handicap og parkeringsrettigheder for personer med handicap. Hvis medlemsstaterne udsteder det europæiske handicapkort direkte, bør de indhente den pågældende persons samtykke. Udstedelsen og fornyelsen af det europæiske handicapkort bør være gratis, mens genudstedelse af kortet i tilfælde af bortkomst eller beskadigelse kan pålægges et gebyr. Udstedelsen og fornyelsen af det europæiske parkeringskort for personer med handicap kan være enten gratis eller pålagt et gebyr. De eventuelle gebyrer, der opkræves for genudstedelse af det europæiske handicapkort i tilfælde af bortkomst eller beskadigelse eller for udstedelse og fornyelse af det europæiske parkeringskort for personer med handicap, bør hverken overstige de pågældende administrative omkostninger eller fastsættes på et niveau, der udelukker eller afholder personer med handicap fra at erhverve eller generhverve disse kort.

(32)

Ud over det europæiske handicapkorts fysiske udgave bør medlemsstaterne tilvejebringe en digital udgave af kortet og bør kunne tilvejebringe en digital udgave af det europæiske parkeringskort for personer med handicap, når de tekniske specifikationer er blevet fastsat ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Sådanne specifikationer bør bygge på erfaringerne fra tidligere og igangværende arbejde på EU-plan om digitalisering af certifikater og dokumenter, såsom EU's digitale covidcertifikat, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 (17), og bør muliggøre anvendelse af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap ved hjælp af en digital identitetstegnebog på EU-plan. Personer med handicap bør orienteres om disse muligheder og selv kunne bestemme, om de ønsker at anvende enten den fysiske eller den digitale udgave af det europæiske handicapkort eller begge dele. I medlemsstater, hvor den fysiske udgave af det europæiske parkeringskort for personer med handicap suppleres med en digital udgave, bør personer med handicap kunne anmode om den fysiske udgave af kortet og, hvis de ønsker det, både den digitale og den fysiske udgave af kortet.

(33)

Udstedelsen af det europæiske EU-handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap indebærer behandling af personoplysninger, herunder navnlig oplysninger om kortindehaverens handicapstatus, hvilket udgør helbredsoplysninger som omhandlet i artikel 4, nr. 15), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (18) og er en særlig kategori af personoplysninger som omhandlet i nævnte forordnings artikel 9. Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv skal ske i overensstemmelse med gældende databeskyttelsesret, navnlig forordning (EU) 2016/679. Ved gennemførelsen af dette direktiv skal medlemsstaterne sikre, at der i national lovgivning indføres passende sikkerhedsforanstaltninger for behandlingen af personoplysninger, navnlig særlige kategorier af personoplysninger. Medlemsstaterne bør også garantere sikkerheden, integriteten, ægtheden og fortroligheden af de personoplysninger, der indsamles og lagres med henblik på dette direktiv.

(34)

Den medlemsstat, der er ansvarlig for udstedelsen af det europæiske handicapkort eller det europæiske parkeringskort for personer med handicap, bør være den medlemsstat, hvor personen har sit sædvanlige opholdssted i overensstemmelse med EU-retten og får vurderet en handicapstatus eller en ret til specifikke tjenester på grund af et handicap. Indehavere af et europæisk handicapkort eller et europæisk parkeringskort for personer med handicap bør kunne anvende et sådant kort under deres ophold i en hvilken som helst anden medlemsstat.

(35)

Det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap har til hensigt at gøre det lettere for alle personer med handicap effektivt at udøve deres ret til fri bevægelighed fuldt ud og også have lige adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling eller til parkeringsbetingelser og -faciliteter med hensyn til tjenester, aktiviteter og faciliteter, der tilbydes af medlemsstaterne, herunder når de ikke tilbydes mod betaling. Dette er navnlig tilfældet for personer med handicap, der rejser til eller besøger en anden medlemsstat i arbejdsmæssig eller uddannelsesmæssig sammenhæng.

(36)

Den påtænkte ramme for gensidig anerkendelse af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap berører ikke en medlemsstats kompetence til at vurdere og anerkende handicapstatus eller retten til specifikke tjenester på grund af et handicap eller tilbyde særlige betingelser eller positiv særbehandling såsom gratis adgang til eller lavere takster for visse tjenester for personer med handicap, herunder dem, der gør brug af servicedyr, eller personer, der ledsager eller assisterer personer med handicap, herunder personlige assistenter. Den pålægger hverken offentlige myndigheder eller private aktører en forpligtelse til at indføre særlige betingelser eller positiv særbehandling for personer med handicap, og den opretter heller ikke en centraliseret EU-liste over særlige betingelser eller positiv særbehandling for indehavere af et europæisk handicapkort på tværs af medlemsstaterne. Offentlige myndigheder og private aktører kan tilbyde visse særlige betingelser eller en vis positiv særbehandling udelukkende til en specifik gruppe af personer med handicap, afhængigt af den specifikke gruppes behov.

(37)

Der kan kræves et europæisk handicapkort som bevis for handicapstatus for på lige vilkår og betingelser at få adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling med hensyn til tjenester, aktiviteter eller faciliteter, herunder når de ikke tilbydes mod betaling, der tilbydes eller forbeholdes personer med handicap eller personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder deres personlige assistenter, som omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Der bør imidlertid ikke kræves et europæisk handicapkort som bevis for handicap for at få adgang til eller udøve rettigheder, der er fastsat i anden EU-ret eller national ret, herunder rettigheder, der tilbyder specifikke fordele, særlige betingelser eller positiv særbehandling, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Hvis der kræves en handicapattest, et handicapkort eller et andet formelt dokument for personer med handicap i overensstemmelse med EU-retten, bør det europæiske handicapkort ikke kræves som bevis for handicap, medmindre en medlemsstat beslutter at sammenlægge deres nationale handicapattest, handicapkort eller et andet formelt dokument for personer med handicap med det europæiske handicapkort.

(38)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på sociale sikringsydelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (19) og (EF) nr. 987/2009 (20), særlige bidragspligtige eller ikkebidragspligtige kontantydelser eller naturalydelser inden for social sikring, social beskyttelse eller beskæftigelse eller sociale ydelser, der er omfattet af artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF. Da formålet med nærværende direktiv er at lette lige adgang til særlige betingelser eller positiv særbehandling for personer med handicap, når de rejser til eller besøger en anden medlemsstat med henblik på et kortvarigt ophold, finder nærværende direktiv heller ikke anvendelse på tjenester, der ydes mod eller uden betaling, og som ydes i forbindelse med langsigtet inklusion, habilitering eller rehabilitering af personer med handicap eller på særlige betingelser eller positiv særbehandling med henblik på adgang til tjenester, der tilbydes personer med handicap under hensyntagen til deres individuelle behov og efter opfyldelse af yderligere kriterier på grundlag af en individuel vurdering eller en afgørelse om retten til specifikke tjenester på grund af et handicap, som er forskellige fra de tjenester, der ydes til personer med handicap, som ikke opfylder sådanne yderligere kriterier. Gennemførelsen af nærværende direktiv bør dog ikke anvendes til at udelukke særlige betingelser eller positiv særbehandling, der allerede tilbydes personer med handicap, fra nærværende direktivs anvendelsesområde ved at gøre dem betinget af, at de opfylder yderligere kriterier.

(39)

For at øge bevidstheden om og lette adgangen for personer med handicap til særlige betingelser eller positiv særbehandling ved rejse til eller besøg i en anden medlemsstat bør alle relevante oplysninger om de betingelser, de regler, den praksis og de procedurer, der gælder for erhvervelse af det europæiske handicapkort eller det europæiske parkeringskortet for personer med handicap og dets efterfølgende anvendelse, gøres offentligt tilgængelige af medlemsstaterne på en klar, fyldestgørende og brugervenlig måde og i tilgængelige formater for personer med handicap under overholdelse af de relevante tilgængelighedskrav for tjenester, der er fastsat i bilag I til direktiv (EU) 2019/882, herunder tegnsprog, punktskrift, alternative hjælpeformater og lyd/lydfunktioner. Medlemsstaterne bør tilstræbe at sikre, at sådanne oplysninger ikke overskrider kompleksitetsniveauet for niveau B1 (mellemniveau) i Europarådets fælles europæiske referenceramme for sprog.

(40)

Kommissionen bør oprette en særlig EU-webside. Denne EU-webside bør indeholde et link til hver medlemsstats nationale websted. EU-websiden bør være tilgængelig på alle officielle EU-sprog, på internationalt tegnsprog og på medlemsstaternes nationale tegnsprog samt i tilgængelige og letlæselige formater i overensstemmelse med de relevante tilgængelighedskrav for tjenester som fastsat i bilag I til direktiv (EU) 2019/882. Oplysningerne på websiden bør være letforståelige uden at overskride kompleksitetsniveauet for niveau B1 (mellemniveau) i Europarådets fælles europæiske referenceramme for sprog.

(41)

På grund af misforståelser, kommunikationsbarrierer eller manglende bevidsthed får personer med handicap, navnlig personer med usynlige handicap, ikke altid den mest hensigtsmæssige støtte og hjælp til deres handicap, herunder når de rejser med offentlig transport eller er i kontakt til nationale myndigheder eller i nødsituationer. For at skabe incitamenter for tjenesteudbydere og lette adgangen for personer med handicap til særlige betingelser eller positiv særbehandling bør medlemsstaterne øge bevidstheden om eksistensen og anvendelsen af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap blandt offentlige myndigheder og private aktører og tilskynde dem til at tilbyde personer med handicap særlige betingelser eller positiv særbehandling på frivilligt grundlag. Medlemsstaterne kan navnlig tilskynde offentlige myndigheder og private aktører ved f.eks. at tilvejebringe oplysninger om mulige særlige betingelser eller mulig positiv særbehandling, der skal tilbydes, og tilvejebringe handicapbevidstgørende uddannelse for at sikre relevansen, effektiviteten og inklusiviteten af de særlige betingelser eller den positive særbehandling, der tilbydes. Medlemsstaterne bør tilstræbe at udvikle, gennemføre og evaluere sådanne foranstaltninger i samråd med personer med handicap og de organisationer, der repræsenterer dem.

(42)

Offentlige myndigheder, der tilbyder særlige betingelser eller positiv særbehandling eller parkeringsbetingelser og -faciliteter til personer med handicap, bør gøre sådanne oplysninger offentligt tilgængelige på en klar, fyldestgørende og brugervenlig måde og i tilgængelige formater, herunder gennem de offentlige myndigheders officielle websteder, hvor sådanne findes, eller på andre passende måder i overensstemmelse med de relevante tilgængelighedskrav for tjenester som fastsat i. bilag I til direktiv (EU) 2019/882, herunder tegnsprog, punktskrift, alternative hjælpeformater og lyd/lydfunktioner. Private aktører, der tilbyder særlige betingelser eller positiv særbehandling eller parkeringsbetingelser og -faciliteter til personer med handicap, bør også opfordres til at gøre sådanne oplysninger offentligt tilgængelige på en klar, fyldestgørende, brugervenlig måde og i tilgængelige formater.

(43)

Medlemsstaterne bør med støtte fra Kommissionen træffe de nødvendige foranstaltninger for at forebygge enhver risiko for forfalskning eller svig i forbindelse med det europæiske handicapkort eller det europæiske parkeringskort for personer med handicap, og de bør aktivt bekæmpe svigagtig udstedelse, svigagtig brug og forfalskning af disse kort. Medlemsstaterne bør udveksle oplysninger om sådanne tilfælde for at sikre gensidig tillid mellem medlemsstaterne, da gensidig anerkendelse af handicapstatus er hjørnestenen i det europæiske handicapkort. Medlemsstaterne bør sikre, at alle foranstaltninger, der træffes for at forebygge risikoen for forfalskning eller svig, respekterer rettighederne for personer med handicap og ikke fører til stigmatisering af dem. Medlemsstaterne bør høre personer med handicap og de organisationer, der repræsenterer dem, i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af disse foranstaltninger.

(44)

For at sikre korrekt anvendelse af dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere dette direktiv ved at fastsætte de digitale funktioner for de fysiske udgaver af det europæiske handicapkort og det europæiske parkeringskort for personer med handicap med henblik på at forebygge og bekæmpe svig og ved at ændre datafelterne i det standardiserede format for disse kort som fastsat i dette direktiv, hvis sådanne ændringer er nødvendige for at tilpasse formatet til den tekniske udvikling, for at forebygge forfalskning og svig, for at bekæmpe misbrug eller for at sikre interoperabilitet.

(45)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til fastsættelse af den tilgængelige digitale udgave af det europæiske handicapkort og den tilgængelige digitale udgave af det europæiske parkeringskort for personer med handicap for så vidt angår de medlemsstater, der beslutter at supplere dets fysiske udgave med en digital udgave, samt med hensyn til fastlæggelse af fælles tekniske specifikationer for sikkerheden og de digitale funktioner, samt spørgsmål vedrørende interoperabilitet, for den fysiske udgave af kortene. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (21).

(46)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (22) skal Kommissionen høre Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse ved udarbejdelsen af delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, hvis der sker en påvirkning af beskyttelsen af fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder med hensyn til behandlingen af personoplysninger. Kommissionen kan også høre Det Europæiske Databeskyttelsesråd, hvis sådanne retsakter har særlig betydning for beskyttelsen af fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder med hensyn til behandlingen af personoplysninger.

(47)

Medlemsstaterne bør sikre, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til at sikre overholdelse og håndhævelsen af dette direktiv, og bør indføre passende retsmidler, herunder kontrol af overholdelse og administrative eller retslige procedurer, for at sikre, at personer med handicap, personer, der ledsager eller assisterer dem, herunder personlige assistenter, samt offentlige organer såsom ligestillingsorganer, private sammenslutninger, organisationer, navnlig organisationer, der repræsenterer personer med handicap, eller andre juridiske enheder, som har en berettiget interesse i at sikre, at dette direktiv overholdes, kan træffe tiltag på vegne af eller til støtte for en person med handicap med dennes samtykke i henhold til national ret og praksis. Medlemsstaterne bør sikre, at disse midler tager hensyn til FN's handicapkonventions artikel 13 og princippet om rimelig tilpasning som defineret i FN's handicapkonventions artikel 2.

(48)

Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de rettigheder, der er omfattet af dets anvendelsesområde. De passende foranstaltninger bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og vil kunne omfatte administrative og økonomiske sanktioner såsom advarsler, bøder eller betaling af passende erstatning samt andre typer sanktioner.

(49)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og respekterer de principper, som navnlig chartret og FN's handicapkonvention anerkender. Dette direktiv tilstræber navnlig at sikre fuld overholdelse af retten for personer med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale, økonomiske og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet samt fremme anvendelsen af chartrets artikel 26.

(50)

Målene for dette direktiv, nemlig at styrke udøvelsen af retten til fri bevægelighed for personer med handicap og forbedre mulighederne for, at personer med handicap kan rejse til eller besøge en anden medlemsstat, og dermed bekæmpe forskelsbehandling af dem, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfanget og virkningerne af den foranstaltning, der fastlægger en ramme af fælles regler og betingelser, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —