European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2751

31.10.2024

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2024/2751

af 14. oktober 2024

om indgåelse af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, artikel 100, stk. 2, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 19. januar 2009 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne at forhandle en flerpartshandelsaftale på plads med de af Det Andinske Fællesskabs medlemslande, der tilsluttede sig målet om en ambitiøs, alsidig og afbalanceret aftale.

(2)

Forhandlingerne er afsluttet, og handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (i det følgende benævnt »aftalen«) blev paraferet den 23. marts 2011.

(3)

Aftalen blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2012/735EU (2) undertegnet på Den Europæiske Unions vegne den 26. juni 2012 med forbehold af dens indgåelse og er blevet anvendt midlertidigt.

(4)

Aftalen bør godkendes.

(5)

Aftalen berører ikke den ret, investorer i medlemsstaterne har til at nyde godt af en gunstigere behandling i henhold til en eventuel investeringsaftale, i hvilken en medlemsstat og et undertegnende Andesland er parter.

(6)

I henhold til traktatens artikel 218, stk. 7, bør Rådet bemyndige Kommissionen til at godkende ændringer vedrørende geografiske betegnelser, der skal vedtages af Handelsudvalget efter forslag fra Underudvalget vedrørende Intellektuel Ejendom i henhold til aftalens artikel 209, stk. 2.

(7)

Der bør fastlægges relevante procedurer for beskyttelse af nævnte geografiske betegnelser, som skal beskyttes i henhold til aftalen.

(8)

Aftalen bør ikke fortolkes således, at den skaber rettigheder eller forpligtelser, som kan påberåbes direkte for Unionens eller medlemsstaternes domstole —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (3) godkendes herved på Unionens vegne.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, som på Unionens vegne er beføjet til at afgive den i aftalens artikel 330, stk. 1, omhandlede meddelelse med henblik på at udtrykke Unionens samtykke i at blive bundet af aftalen.

Artikel 3

Med henblik på anvendelsen af aftalens artikel 209, stk. 2, godkender Kommissionen på Unionens vegne ændringer af aftalen vedrørende geografiske betegnelser, som skal vedtages af Handelsudvalget efter forslag fra Underudvalget vedrørende Intellektuel Ejendom. Kan de berørte parter ikke nå til enighed som følge af indsigelser vedrørende en geografisk betegnelse, træffer Kommissionen afgørelse efter proceduren i artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (4).

Artikel 4

1.   En betegnelse, der beskyttes i henhold til tillæg 1 i bilag XIII (Liste over geografiske betegnelser) til aftalen, kan benyttes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører landbrugsprodukter, fødevarer, vine, aromatiserede vine eller spiritus, som er i overensstemmelse med den relevante varespecifikation.

2.   Medlemsstaterne og Unionens institutioner håndhæver - også på foranledning af en berørt part — den beskyttelse, der ydes i henhold til aftalens artikel 210.

Artikel 5

Aftalen må ikke fortolkes således, at den skaber rettigheder eller forpligtelser, som kan påberåbes direkte for Unionens eller medlemsstaternes domstole.

Artikel 6

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 14. oktober 2024.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Godkendelse af 11. december 2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)   EUT L 354 af 21.12.2012, s. 1.

(3)  Aftalen er offentliggjort i EUT L 354 af 21.12.2012, s. 3, sammen med afgørelsen om dens undertegnelse.

(4)   EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2751/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)