European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2729

23.10.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2729

af 22. oktober 2024

om tilladelse til en undtagelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/573 for så vidt angår anvendelsen af fluorholdige drivhusgasser i visse miljøsimuleringsanordninger, laboratorieudstyr til spraytørring eller frysetørring og laboratoriecentrifuger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/573 af 7. februar 2024 om fluorholdige drivhusgasser, om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 517/2014 (1), særlig artikel 11, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Punkt 4) i bilag IV til forordning (EU) 2024/573 forbyder markedsføring fra den 1. januar 2025 af selvstændige køleanlæg eller selvstændigt køleudstyr, bortset fra chillere, som indeholder fluorholdige drivhusgasser med et GWP på 150 eller derover, undtagen hvis det er påkrævet for at opfylde sikkerhedskrav på anvendelsesstedet.

(2)

Den 29. maj 2024 indgav den tyske kompetente myndighed i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning (EU) 2024/573 en anmodning til Kommissionen om tilladelse til en undtagelse, der giver mulighed for markedsføring i Unionen af tre typer anlæg eller udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser som kølemiddel, og som er omfattet af punkt 4) i bilag IV til forordning (EU) 2024/573, nemlig: i) miljøsimuleringsanordninger til anvendelsestemperaturer under –50 °C, ii) laboratorieudstyr til spraytørring eller frysetørring og iii) laboratoriecentrifuger.

(3)

Anmodningen om undtagelse vedrører følgende typer udstyr: i) miljøsimuleringsanordninger bestående af et prøvningskammer, der anvendes til at reproducere en række forskellige miljøforhold, f.eks. tidsafhængig temperatur og fugtighed, til anvendelser under –50 °C, ii) laboratorieudstyr til tørring af væskeprøver ved spraytørring eller frysetørring og iii) laboratoriecentrifuger, som er udstyr, der adskiller væsker med forskellig massefylde eller væsker fra faste stoffer i en hurtigt roterende beholder.

(4)

Det fremgår af anmodningen om undtagelse, at der på nuværende tidspunkt ikke findes udstyr på EU-markedet af de nævnte typer, som anvender fluorholdige drivhusgasser med et GWP på 150 eller derunder. På grund af sikkerhedsmæssige betænkeligheder er sådant udstyr i øjeblikket afhængigt af ikkebrandfarlige kølemidler (med et GWP på 150 eller derover). Udviklingen og certificeringen af udstyr, der kan anvende alternative stoffer, kræver mere tid på grund af produktets kompleksitet og de konstruktionsændringer, der er nødvendige for at kunne anvende kølemidler med et GWP på under 150, samtidig med at de sikkerhedsmæssige betænkeligheder tages i betragtning. For at sikre, at alternativerne anvendes sikkert, og at omkostningerne holdes på et rimeligt niveau, er der behov for tid til at lette overgangen til kølemidler med et GWP på under 150. Hvis producenterne pålægges at ændre deres produktportefølje på meget kort tid, risikerer de desuden at blive tvunget til at standse markedsføringen og eksporten af sådant vigtigt udstyr. På grund af kompleksiteten af overgangen til alternative kølemidler for sådanne typer udstyr anmodes der om en undtagelse for den maksimale periode, der kan tillades i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning (EU) 2024/573.

(5)

Kommissionen har vurderet anmodningen fra den tyske kompetente myndighed og finder, at betingelserne i artikel 11, stk. 5, litra a) og b), i forordning (EU) 2024/573 er opfyldt. Kommissionen mener også, at der under disse ekstraordinære omstændigheder bør gives tilstrækkelig tid til at undgå markedsforstyrrelser med hensyn til forsyningen af sådant vigtigt udstyr. Kommissionen mener, at en yderligere periode på 4 år vil være berettiget i dette ekstraordinære tilfælde.

(6)

I betragtning af, at forbuddet mod markedsføring på EU-markedet af den type udstyr, der er omhandlet i undtagelsen, finder anvendelse fra den 1. januar 2025, bør denne forordning på grund af tidsmæssige begrænsninger træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra udvalget for fluorholdige drivhusgasser, der er nedsat ved artikel 34, stk. 1, i forordning (EU) 2024/573 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset punkt 4) i bilag IV til forordning (EU) 2024/573 er markedsføring af følgende anlæg eller udstyr, der indeholder fluorholdige drivhusgasser med et GWP på 150 eller derover, tilladt fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2028, forudsat at det er mærket i henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2024/573:

a)

miljøsimuleringsanordninger bestående af et prøvningskammer, der anvendes til at reproducere en række forskellige miljøforhold, f.eks. tidsafhængig temperatur og fugtighed, til anvendelser under –50 °C

b)

laboratorieudstyr til tørring af væskeprøver ved spraytørring eller frysetørring

c)

laboratoriecentrifuger, der anvendes til at adskille væsker med forskellig massefylde eller væsker fra faste stoffer i en hurtigt roterende beholder.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. oktober 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L, 2024/573, 20.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/573/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2729/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)