European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2570

27.9.2024

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/2570

af 22. juli 2024

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 for så vidt angår methoxychlor

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte (1), særlig artikel 15, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2019/1021 gennemføres Unionens forpligtelser i henhold til Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (2) (»konventionen«) og i henhold til protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående persistente organiske miljøgifte (3) (»protokollen«).

(2)

Bilag A til konventionen indeholder en liste over kemikalier. Hver part i konventionen skal forbyde kemikalierne på listen eller træffe de retlige og administrative foranstaltninger, der er nødvendige for at udfase deres fremstilling, anvendelse, import og eksport.

(3)

Konferencen mellem parterne i konventionen har i henhold til konventionens artikel 8, stk. 9, på sit ellevte møde den 1.-12. maj 2023 besluttet at ændre bilag A til konventionen med henblik på at optage methoxychlor i dette bilag uden specifikke undtagelser. Unionen støttede optagelsen af methoxychlor i bilag A uden specifikke undtagelser, jf. Rådets afgørelse (EU) 2023/1006 (4). Del A i bilag I til forordning (EU) 2019/1021, som indeholder en liste over de stoffer, der er opført i konventionen og i protokollen, samt stoffer, der udelukkende er opført i konventionen, bør derfor også ændres til at omfatte methoxychlor.

(4)

For at styrke anvendelsen og håndhævelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1021 i Unionen bør der fastsættes en grænseværdi for methoxychlor, der forekommer som utilsigtet sporforurening i stoffer, blandinger og artikler. Denne grænseværdi bør fastsættes til 0,01 mg/kg, svarende til maksimalgrænseværdien for methoxychlor i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 (5).

(5)

Forordning (EU) 2019/1021 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2019/1021 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 169 af 25.6.2019, s. 45, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1021/oj.

(2)  Rådets afgørelse 2006/507/EF af 14. oktober 2004 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (EUT L 209 af 31.7.2006, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/507/oj).

(3)  Rådets afgørelse 2004/259/EF af 19. februar 2004 om indgåelse på Fællesskabets vegne af protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående persistente organiske miljøgifte (EUT L 81 af 19.3.2004, s. 35, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/259/oj).

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2023/1006 af 25. april 2023 om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det ellevte møde i partskonferencen under Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte for så vidt angår forslagene om ændring af bilag A til nævnte konvention (EUT L 136 af 24.5.2023, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1006/oj).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (EUT L 70 af 16.3.2005, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/396/oj).


BILAG

I del A i bilag I til forordning (EU) 2019/1021 tilføjes følgende:

Stof

CAS nr.

Einecs-nr.

Specifik undtagelse vedrørende anvendelse som mellemprodukt eller andre præciseringer

»Methoxychlor

»Methoxychlor« henviser til enhver mulig isomer af dimethoxydiphenyltrichlorethan eller en kombination deraf.

72-43-5

30667-99-3

76733-77-2

255065-25-9

255065-26-0

59424-81-6

1348358-72-4

og andre

200-779-9

Artikel 4, stk. 1, litra b), anvendes på koncentrationer af methoxychlor på 0,01 mg/kg (0,000001 vægtprocent) eller derunder, hvor det er til stede i stoffer, blandinger eller artikler.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/2570/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)