|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2024/2283 |
10.10.2024 |
EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2024/2283
af 11. april 2024
med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Kemikalieagentur for regnskabsåret 2022
EUROPA-PARLAMENTET,
|
— |
der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Kemikalieagentur for regnskabsåret 2022, |
|
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V, |
|
— |
der henviser til udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, |
|
— |
der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0135/2024), |
|
A. |
der henviser til, at det endelige budget for Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) for regnskabsåret 2022 ifølge dets opgørelse over indtægter og udgifter (1) var på 114 777 691 EUR, hvilket svarer til en stigning på 5,83 % sammenlignet med 2021; der henviser til, at agenturets budget hovedsagelig finansieres af to indtægtskilder, nemlig opkrævede gebyrer og bidrag fra Unionens almindelige budget; |
|
B. |
der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om agenturets årsregnskab for regnskabsåret 2022 (»Revisionsrettens beretning«) fastslår, at den har fået rimelig sikkerhed for, at agenturets årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige; |
|
C. |
der henviser til, at der med hensyn til agenturets interne kontrolsystemer ikke blev indberettet nogen problemer, der nødvendiggjorde korrigerende foranstaltninger for 2022, og at der heller ikke er igangværende eller udestående korrigerende foranstaltninger fra tidligere års revisioner og vurderinger; |
|
D. |
der henviser til, at der med hensyn til agenturets interne kontrolsystemer ikke blev indberettet nogen problemer, der nødvendiggjorde korrigerende foranstaltninger for 2022, og at der heller ikke er igangværende eller udestående korrigerende foranstaltninger fra tidligere års revisioner og vurderinger; |
Budgetmæssig og økonomisk forvaltning
|
1. |
bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2022 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad i forpligtelsesbevillinger for det pågældende år på 98,61 %, hvilket svarer til et lille fald på 0,23 % i forhold til 2021, og at udnyttelsesgraden for betalingsbevillinger i det pågældende år var på 85,06 % svarende til et fald på 1,17 % i forhold til 2021; |
|
2. |
minder om, at agenturet finansieres gennem gebyrer betalt af industrien og af et EU-udligningsbidrag i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (2), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (4); fremhæver, at der på grund af gebyrernes enkeltstående karakter og deres afhængighed af strategiske beslutninger truffet af aktørerne i den kemiske industri er stor usikkerhed med hensyn til deres størrelse og tidspunkt; minder om, at Kommissionen lovede et forslag om at styrke forvaltningen af agenturet og øge bæredygtigheden af dets finansieringsmodel i 2020; insisterer på, at Kommissionen straks bør forelægge det; |
|
3. |
bemærker med tilfredshed, at agenturets gebyrindtægter i 2022 er steget for første gang siden den endelige registreringsfrist i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 i 2018, samtidig med at agenturets afhængighed af, at Unionen finansierer dets aktiviteter, er faldet en smule; |
Performance
|
4. |
konstaterer, at agenturet er drivkraften med hensyn til gennemførelsen af Unionens kemikalielovgivning til gavn for folkesundheden og miljøet samt for innovation og konkurrenceevne; bemærker, at agenturet indsamler, evaluerer og udbreder oplysninger om kemikalier, hjælper virksomheder med at overholde lovgivningen og fremmer sikker anvendelse af kemikalier; |
|
5. |
bemærker, at agenturet gennemførte 93 % af arbejdsprogrammet og opnåede 151 af de 162 specifikke aktioner og output, der var planlagt for 2022, og at otte foranstaltninger stadig var i gang som planlagt; bemærker endvidere, at de tre »ikke afsluttede« aktioner enten ville have krævet et bidrag fra medlemsstaterne, eller at arbejdsgangen blev nedprioriteret; |
|
6. |
bemærker, at agenturet fokuserede på at udføre sine kerneopgaver og på at støtte Kommissionen i at gennemføre sin kemikaliestrategi for bæredygtighed i overensstemmelse med den retning, som bestyrelsen har fastlagt i den strategiske plan for 2019-2023 og i dens revision, der blev foretaget i 2021; |
|
7. |
henleder opmærksomheden på nogle af de udfordringer, som agenturet stod over for i 2022, herunder et ineffektivt godkendelsessystem, som blev konstateret i 2021, med et stigende antal ansøgninger om hexavalent chrom, der forventes at fortsætte ind i 2023, hvilket presser de videnskabelige udvalgs kapacitet til at afgive udtalelse, og manglen på erfarne medlemmer; bemærker endvidere, at et lavt antal udkast til vurderingsrapporter for biocidholdige aktivstoffer blev indgivet af medlemsstaterne, hvilket hindrer afslutningen af evalueringer inden udgangen af 2024, jf. forordning (EU) nr. 528/2012, og fremhæver, at agenturet i overensstemmelse med handlingsplanen for aktive stoffer i de seneste år har gjort en indsats for at støtte medlemsstaterne i at gøre yderligere fremskridt; |
|
8. |
glæder sig over agenturets aktiviteter til fremme af alternativer til dyreforsøg og over de skridt, der er taget for at øge effektiviteten og synligheden af dette arbejde; |
Effektivitet og gevinster
|
9. |
roser agenturet for dets strategi for effektivitetsgevinster, som søger at opnå merværdi gennem resultatbaseret forvaltning, og for udviklingen af de nye værktøjer til støtte for planlægning og rapportering, som er mere brugervenlige, giver bedre rapporteringskapacitet og sparer tid for hele dets personale; bemærker, at rapporteringsdimensionerne er blevet revideret for bedre at afspejle agenturets arbejdsprogram og muliggøre en bedre sammenkædning af agenturets og de enkelte medarbejderes mål; |
|
10. |
bemærker, at agenturet i 2022 også indledte en optimering af infrastrukturkapaciteten for at minimere eventuel overskydende kapacitet i IT-infrastrukturen, og at resultaterne fra andet halvår viser, at agenturet var i stand til at reducere brugen af denne infrastruktur (både CPU, dvs. processorer og RAM, dvs. hukommelse) med ca. 25 %; glæder sig over bestræbelserne på optimering og opfordrer agenturet til at fortsætte sine bestræbelser i denne henseende; |
|
11. |
bemærker, at agenturet fortsat deler sin interne revisionsfunktion med EU's Agentur for Rumprogrammet (tidligere Det Europæiske GNSS-Agentur); bemærker, at agenturet og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet opretholder regelmæssige kontakter på arbejds- og ledelsesniveau, hvor samarbejdsmulighederne vurderes rutinemæssigt (ved at foretage en detaljeret gennemgang af arbejdsprogrammerne) og udnyttes; |
|
12. |
bemærker endvidere, at agenturet fortsatte sit strategiske samarbejde med Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om levering af dataformatet IUCLID som en tjeneste, der leveres fra dets cloudtjenester, for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets arbejde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 (5), og at der som følge heraf blev opnået stordriftsfordele ved at bygge videre på eksisterende IT-platforme; |
|
13. |
minder om betydningen af at øge digitaliseringen af agenturet med hensyn til interne operationer og forvaltning, men også med henblik på at fremskynde digitaliseringen af procedurerne; understreger nødvendigheden af, at agenturet fortsat er proaktivt i denne henseende med henblik på at undgå en digital kløft mellem agenturerne; gør imidlertid opmærksom på behovet for at træffe alle de nødvendige forholdsregler for at undgå enhver risiko med hensyn til onlinesikkerheden af de behandlede oplysninger; insisterer på behovet for at intensivere indsatsen mod cyberangreb eller forsøg på infiltration, navnlig dem, der stammer fra Rusland eller Kina; |
|
14. |
glæder sig over, at agenturet i samarbejde med Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har taget skridt til at fremme princippet om »ét stof, én vurdering« for at sikre større sammenhæng i fare- og risikovurderingen af aktivstoffer; |
Personalepolitik
|
15. |
bemærker, at gennemførelsesgraden for stillingsfortegnelsen pr. 31. december 2022 var på 98,07 % med 458 midlertidigt ansatte ud af de 467 midlertidigt ansatte, som var godkendt i henhold til Unionens budget (samme antal godkendte stillinger som i 2021); bemærker, at 128 kontraktansatte, 48 vikarer, 5 konsulenter og 2 udstationerede nationale eksperter arbejdede for agenturet i 2022; |
|
16. |
minder om betydningen af at sikre kønsbalance blandt personalet og glæder sig i denne forbindelse over, at agenturet har iværksat en handlingsplan for at gennemføre målene i sit charter om mangfoldighed og inklusion, der blev vedtaget i 2022, og som — blandt andre inklusionsforanstaltninger — har til formål at opnå kønsbalance i ledelsesgruppen; anmoder agenturet om at aflægge rapport til dechargemyndigheden om gennemførelsen af sin handlingsplan; anerkender, at det tager tid at opnå resultater på dette område; bemærker imidlertid, at kønsbalancen i agenturets øverste ledelse og blandt dets mellemledere er faldet en smule, idet 76 % af stillingerne er besat af mænd (82 % i 2021) og 24 % af kvinder (18 % i 2021); bemærker, at kønsbalancen i personalet samlet set er 261 mænd (45 %) og 317 kvinder (55 %); |
|
17. |
bemærker med tilfredshed, at agenturet pr. 31. december 2022 beskæftigede ansatte fra 26 medlemsstater; bemærker, at 32 % af agenturets personale er statsborgere i den medlemsstat, hvor agenturet er beliggende; minder om betydningen af geografisk balance og opfordrer agenturet til fortsat at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opnå en afbalanceret og retfærdig geografisk repræsentation; er imidlertid bekymret over den geografiske balance i agenturets øverste ledelse og blandt dets mellemledere med kun én direktør fra Central- og Østeuropa; insisterer på, at der skal foretages forbedringer; opfordrer agenturet til at rapportere tilbage herom til dechargemyndigheden; |
|
18. |
bemærker, at agenturet har en politik for beskyttelse af personers værdighed og forebyggelse af psykisk og seksuel chikane, og at agenturet deltager i agenturernes taskforce af fortrolige rådgivere; ser frem til at modtage deres rapport og anbefalinger; bemærker, at der ikke blev indberettet nogen tilfælde af chikane i 2022, og opfordrer agenturet til at fortsætte og udvikle arbejdet med også at forebygge tilfælde i fremtiden; |
|
19. |
bemærker, at agenturets personale fra marts 2022 begyndte gradvist at vende tilbage til agenturets lokaler, hvilket endte med gennemførelsen af nye hybride arbejdsregler i oktober 2022; bemærker i denne sammenhæng, at de nye regler fremmer fleksibilitet og styrkelse af personalet, samtidig med at den sociale samhørighed og samarbejdet opretholdes gennem regelmæssig ugentlig tilstedeværelse på kontoret; |
|
20. |
bemærker, at agenturet gjorde brug af mere intern mobilitet for at imødekomme de skiftende behov for videnskabelig og administrativ ekspertise i sit arbejde; bemærker, at dette gav mulighed for karriereforbedring og dermed bidrog til at motivere agenturets personale og opretholde en kultur med høj performance, løbende forbedring og reaktionsevne; glæder sig over, at agenturet for at motivere medarbejderne og opbygge færdigheder også indførte nye initiativer, herunder mentorordninger og coaching; |
|
21. |
understreger nødvendigheden af at sikre et tilstrækkeligt personaleniveau på en måde, som afspejler behovene i den europæiske grønne pagt, Unionens kemikaliestrategi for bæredygtighed, handlingsplanen for den cirkulære økonomi og navnlig målet om nul forurening og de dermed forbundne øgede arbejdsopgaver; |
Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed
|
22. |
bemærker, at agenturet på grundlag af en grundig risikovurdering af sine aktiviteter har identificeret de processer og delprocesser, der kræver håndtering af interessekonflikter; bemærker endvidere, at procesejeren i alle disse processer foretager en gennemgang af de årlige interesseerklæringer, hver gang en opgave tildeles en medarbejder, mens dette for visse følsomme processer suppleres med en sagsspecifik erklæring fra medarbejderens side om, at der ikke foreligger interesse; |
|
23. |
glæder sig over, at agenturets politik vedrørende interessekonflikter senest blev revideret af bestyrelsen i juni 2023 for at forbedre praksis vedrørende interessekonflikter efter fratrædelse; bemærker, at de indførte ændringer styrker den systematiske overvågning af tidligere ansatte i agenturets overholdelse af forpligtelser efter fratrædelse i overensstemmelse med anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret og dechargemyndighedens bemærkninger i de foregående år; |
|
24. |
bemærker, at agenturet på sit websted offentliggør de møder, som dets øverste ledelse afholder med repræsentanter for interessegrupper; |
|
25. |
glæder sig over, at agenturet i 2022 indførte et nyt elektronisk værktøj til indsamling og revision af de årlige interesseerklæringer fra de eksterne eksperter, der bidrager til agenturets arbejde, og som giver yderligere sikkerhed for processen; |
|
26. |
bemærker med tilfredshed, at agenturets strategi for bekæmpelse af svig senest blev revideret af dets bestyrelse i december 2022 og fokuserer på at opretholde og videreudvikle agenturets kultur for bekæmpelse af svig og regelmæssigt revidere centrale politikker og procedurer; bemærker, at strategien styrker den interne mekanisme til bekæmpelse af korruption ved at præcisere rollerne og ansvarsområderne for forebyggelse af svig og de midler og ressourcer, der er involveret i bekæmpelsen af svig; glæder sig over, at hele agenturets personale deltog i uddannelse i bekæmpelse af svig i 2022; bemærker med tilfredshed, at agenturet har indført retningslinjer for whistleblowere, således at agenturets ansatte kan give underretning om enhver aktivitet, der strider mod offentlighedens interesse; |
|
27. |
minder om, at agenturets beslutningsprocesser er udformet med henblik på at være klare og åbne og sikre et afbalanceret resultat baseret på en begrundet videnskabelig tilgang; bemærker, at oplysninger om f.eks. agenturets og medlemsstaternes hensigter om at undersøge stoffer eller oprette dossierer er tilgængelige online, så virksomhederne har adgang til de data, de har brug for til at træffe oplyste forretningsbeslutninger; bemærker endvidere, at akkrediterede interessentorganisationer kan deltage i videnskabelige møder som observatører, medmindre fortrolige forretningsoplysninger kræver, at møderne holdes i en intern kreds; bemærker endvidere, at agenturets videnskabelige udvalgs overvejelser, udtalelser og konklusioner er optaget i udtalelser og referater, og at disse offentliggøres online; |
|
28. |
minder om vigtigheden af, at agenturet udvikler større synlighed i medierne, på internettet og på de sociale medier for at gøre borgerne bekendt med dets arbejde; |
Øvrige bemærkninger
|
29. |
glæder sig over, at agenturet i 2022 vedtog en cybersikkerhedspolitik og gennemførte en risikovurdering for hele IT-området; bemærker endvidere, at agenturet har indført muligheden for biometrisk autentifikation, forbedret synligheden af sikkerhedsoperationscentret og gennemført failover-test mellem datacentre; |
|
30. |
bemærker med tilfredshed, at agenturet i 2022 tilsluttede sig pilotfasen med PPMT (Kommissionens værktøj til forvaltning af offentlige udbud) med henblik på at teste dette e-udbudsværktøj (inden det var færdigt i 2023); bemærker, at agenturet allerede havde fået adgang til andre e-udbudsværktøjer såsom eTendering eller eSubmission, og at det sideløbende hermed i 2022 fornyede sit abonnement på Cloudia — Hansels e-indkøbsplatform (indkøbscentral for finske offentlige myndigheder), således at alle administrative indkøb, der gennemføres gennem Hansel, er fuldt digitaliserede; |
|
31. |
bemærker, at agenturets ordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og ISO 14001-certifikater blev fornyet med succes i 2022; bemærker med tilfredshed på baggrund af Revisionsrettens beretning, at agenturet er blandt de agenturer, der udarbejder en årlig miljøredegørelse; |
|
32. |
fremhæver, at agenturet har fortsat sine bestræbelser på at udfase dyreforsøg i Europa i det omfang, det er muligt under de nuværende lovgivningsmæssige rammer; bemærker, at agenturet fremmer alternativer til dyreforsøg på tre måder: ved at fokusere på grupper af stoffer gennem en særskilt strategi, ved at investere i internationale aktiviteter, der fremmer alternativer og nye tilgange, og ved at stille de data, agenturet ligger inde med, til rådighed; gentager sin opfordring til agenturet om at fremskynde udfasningsprocessen; bemærker endvidere, at agenturet samarbejder med Kommissionen og andre interessenter om at støtte Kommissionen i udviklingen af en køreplan for fuld erstatning af dyreforsøg med kemikalier; |
|
33. |
glæder sig over, at agenturet fortsat har gennemført forskellige foranstaltninger for at øge sin offentlige tilstedeværelse og sin onlinetilstedeværelse gennem nye udgivelser og talrige opdateringer på sit websted, lanceringen af en fælles Instagram-kanal med fire agenturer kaldet »One Health One Environment« og dets tilstedeværelse på de sociale medier; bemærker i denne forbindelse en øget generel mediedækning og en stigning i agenturets parametre for sociale medier i 2022 i forhold til 2021; |
|
34. |
henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 11. april 2024 (6) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol. |
(1) EUT C 453 af 29.11.2022, s. 39.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1)
(6) Vedtagne tekster, P9_TA(2024)0280.
ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2024/2283/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)