|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2024/2256 |
10.10.2024 |
EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2024/2256
af 11. april 2024
med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) for regnskabsåret 2022
EUROPA-PARLAMENTET,
|
— |
der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (»agenturet«) for regnskabsåret 2022, |
|
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V, |
|
— |
der henviser til Revisionsrettens særberetning 03/2023, |
|
— |
der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0120/2024), |
|
A. |
der henviser til, at det endelige budget for agenturet for regnskabsåret 2022 ifølge dets oversigt over indtægter og udgifter (1) var på 24 827 843 EUR, hvilket svarer til en stigning på 5,25 % i forhold til 2021; der henviser til, at agenturets budget hovedsagelig finansieres af to indtægtskilder, nemlig opkrævede gebyrer og bidrag fra Unionens almindelige budget; |
|
B. |
der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om agenturets årsregnskab for regnskabsåret 2022 (»Revisionsrettens beretning«) fastslår, at den har fået rimelig sikkerhed for, at agenturets årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige; |
Budgetmæssig og økonomisk forvaltning
|
1. |
bemærker, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2022 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad i forpligtelsesbevillinger for det pågældende år på 99,26 %, hvilket svarer til en stigning på 5,20 % i forhold til 2021; bemærker, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne for det pågældende år var på 70,12 % (og ikke opfyldte agenturets fastsatte mål på 75 %), hvilket svarede til et fald på 4,16 % i forhold til 2021; |
|
2. |
bemærker med bekymring, at agenturet i flere på hinanden følgende år havde en høj andel af fremførsler af forpligtelsesbevillinger, 7,2 mio. EUR i 2022 (29,4 %), hvilket er en lille stigning i forhold til 2021 (29,9 %); minder om, at dechargemyndigheden har anmodet agenturet om at løse dette problem; bemærker desuden, at 5,5 mio. EUR (66,2 %) af bevillingerne under afsnit III vedrørte aktionsudgifter, hovedsagelig agenturets kerneaktiviteter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 (2) (66,4 % i 2021); fastholder, at en vedvarende høj andel af fremførsler kunne tyde på et strukturelt problem, en svag budgetplanlægning eller eventuelt en overtrædelse af budgetprincippet om etårighed; bemærker, at agenturet i 2023 indførte kvartalsvise bevidstgørelsesmøder for sine budgetpostansvarlige, som gennemføres forud for hver budgetgennemgang, med det formål på at forbedre budgetplanlægningen og den rettidige gennemførelse af både budgettet og indkøbsplanen i overensstemmelse med princippet om etårighed; |
Performance
|
3. |
bemærker, at agenturets ledelse som i tidligere år overvågede opfyldelsen af arbejdsprogrammets mål ved hjælp af agenturets centrale resultatindikatorer (KPI'er) og ved brug af agenturets »"trafiklyssystem«; bemærker også, at de fleste KPI'er ifølge agenturet sædvanligvis er de samme fra år til år for at sikre konsekvens i sammenligningerne, mens de mål, der skal nås i det givne år, fastsættes på årsbasis; anbefaler imidlertid, at agenturet tager fat på de indikatorer, der endnu ikke er opfyldt, eller som halter bagefter, og at agenturet regelmæssigt finjusterer KPI'erne for at optimere sin performance; |
|
4. |
bemærker, at 82 % af arbejdsprogrammet blev nået eller nået med et lille problem, og at 18 % ikke blev nået, eller de dermed forbundne opgaver blev nedprioriteret eller udskudt på grund af begrænsninger i de disponible menneskelige ressourcer; anbefaler agenturet at revurdere gennemførligheden af arbejdsprogrammet i forhold til de disponible menneskelige ressourcer, da begrænsningerne i menneskelige ressourcer også i tidligere år har vist sig at være en forklarende faktor i forbindelse med gennemførelsen af arbejdsprogrammet; bemærker endvidere, at KPI-målene blev opfyldt med undtagelse af andelen af betalingsbevillinger, der nåede op på 70,1 % (mål: 75 %) i 2022 sammenlignet med 65,9 % i 2021; |
|
5. |
anerkender, at den russiske invasion af Ukraine krævede ekstraordinære politiske tiltag for at bevare energiforsyningssikkerheden og beskytte forbrugerne, hvilket øgede agenturets ansvar og påvirkede dets arbejde på forskellige måder; bemærker, at agenturet på den baggrund blev pålagt adskillige ekstra og omfattende opgaver i løbet af året (f.eks. offentliggørelsen af den endelige vurdering af udformningen af engrosmarkedet for elektricitet i EU, offentliggørelsen af prisvurderingen/benchmarket for flydende naturgas og anvendelsen af markedskorrektionsmekanismen); glæder sig over agenturets bestræbelser på at levere resultater med hensyn til disse ekstra opgaver og levere yderligere støtte til de politiske beslutningstagere i situationen med høje energipriser; |
|
6. |
noterer sig Revisionsrettens bemærkning i sin særberetning 03/2023 om det indre marked for elektricitet, der henviser til svagheder i agenturets overvågnings- og rapporteringsramme; minder om, at selv om det i agenturets årlige arbejdsprogrammer konsekvent er blevet nævnt, at overvågning er en kritisk opgave, er arbejdsprogrammerne trods agenturets forpligtelse til at fremlægge alle forventede output ikke tilstrækkeligt eksplicitte i præciseringen af, hvordan overvågningen og rapporteringen planlægges; fremhæver, at dette risikerer at undergrave agenturets ansvarlighed og tillige kan hæmme interessenternes forståelse af agenturets databehov og involvering i gennemførelsesovervågningen; |
Effektivitet og gevinster
|
7. |
bemærker, at agenturet regelmæssigt revurderer, optimerer og strømliner sine støttefunktioner og administrative processer med forskellige midler: videndeling og indførelse af bedste praksis fra andre agenturer, gennemgang, dokumentation og automatisering af visse processer samt centralisering af visse støttefunktioner; |
|
8. |
noterer sig, at agenturet bistået af en ekstern konsulentvirksomhed gennemførte en arbejdsbelastningsanalyse for at vurdere dets aktuelle situation med hensyn til fordelingen af opgaver eller aktiviteter og afdække potentielle organisatoriske mangler og problemer samt plads til synergier og forbedrede marginer for kontrol og opgavetildeling; bemærker, at dette resulterede i en handlingsplan, som overvåges på den øverste ledelses møder og særlige møder med dette formål; |
|
9. |
glæder sig over agenturets brug af en række IT-værktøjer i forbindelse med udbudsprocesser (e-Submission-portalen, e-Tendering-portalen, e-Notices og e-Invoicing til fakturaer, som hører under DIGIT-kontrakter); bemærker, at agenturet også anvender Sysper, ARES (herunder kvalificeret elektronisk signatur) og MiPS; opfordrer agenturet til at udvikle sine interne processer yderligere gennem brug af digitalisering, navnlig når det medfører effektivitet og besparelser i driftsomkostningerne; |
|
10. |
minder om vigtigheden af at øge agenturets digitalisering med hensyn til intern drift og forvaltning, men også med henblik på at fremskynde digitaliseringen af procedurerne; understreger nødvendigheden af, at agenturet fortsat er proaktivt i denne henseende med henblik på at undgå en digital kløft mellem agenturerne; gør imidlertid opmærksom på behovet for at træffe alle de nødvendige forholdsregler for at undgå enhver risiko med hensyn til onlinesikkerheden af de behandlede oplysninger og insisterer på, at det er nødvendigt at bekæmpe cyberangreb eller forsøg på infiltration, navnlig når de stammer fra Rusland eller Kina; |
Personalepolitik
|
11. |
bemærker, at gennemførelsesgraden for stillingsfortegnelsen pr. 31. december 2022 var på 97,40 % med 74 midlertidigt ansatte ud af de 76 midlertidigt ansatte, som var godkendt i henhold til Unionens budget (i forhold til 71 godkendte stillinger i 2021); bemærker, at agenturet i 2022 derudover beskæftigede 38 kontraktansatte, syv udstationerede nationale eksperter, 19 vikarer og to konsulenter; gentager Revisionsrettens anbefalinger om, at faste og igangværende opgaver bør tildeles medarbejdere, der er direkte ansat af agenturet; |
|
12. |
bemærker, at agenturet grundet de langsigtede kontrakter for agenturets øverste ledelse (med undtagelse af direktøren, som ikke er udvalgt af agenturet, og hvis mandat er tidsbegrænset) i øjeblikket ikke er i stand til på kort sigt at ændre den eksisterende kønsbalance i sin øverste ledelse; bemærker, at agenturets bestyrelse består af ti kvinder (53 %) og ni mænd (47 %); gentager, at der med 40 kvinder (35 %) og 73 mænd (65 %) fortsat er underrepræsentation af kvinder blandt personalet samlet set (i 2021 henholdsvis 37 % og 63 %); minder om vigtigheden af at sikre kønsbalance og opfordrer agenturet til at tage dette aspekt i betragtning i forbindelse med fremtidige ansættelser af medarbejdere og udnævnelser inden for den øverste ledelse; er bekendt med, at agenturet har godkendt chartret om mangfoldighed og inklusion og bekræftet sit engagement med hensyn til at forbedre sin politik og sine bestræbelser på at opnå ligestilling mellem kønnene, mangfoldighed og inklusion; gentager på det kraftigste sin opfordring til en samordnet indsats for at gøre noget ved underrepræsentationen af kvinder og rapportere tilbage til dechargemyndigheden om kvantificerbare mål for agenturets opfyldelse heraf; |
|
13. |
bemærker, at agenturet har en politik for beskyttelse af personers værdighed og forebyggelse af psykisk og seksuel chikane, og at agenturet deltager i agenturernes taskforce af fortrolige rådgivere; ser frem til at modtage deres rapport og anbefalinger; bemærker, at der ikke blev indberettet nogen tilfælde af chikane i 2022, og opfordrer agenturet til at fortsætte og udvikle arbejdet med også at forebygge tilfælde i fremtiden; |
|
14. |
tilskynder agenturet til at stræbe efter at udvikle en langsigtet politikramme for menneskelige ressourcer, som tager fat på balancen mellem arbejdsliv og privatliv, livslang læring og karriereudvikling, kønsbalance, telearbejde, geografisk balance samt ansættelse og integration af personer med handicap; |
Offentlige udbud
|
15. |
noterer sig, at agenturet delvist har afhjulpet tidligere svagheder i forbindelse med udbud, som Revisionsretten har påpeget, navnlig med dets ordrer på poster, som ikke stod på prislisten, der resulterede i en erklæring med forbehold; glæder sig over, at agenturet har indført et komplet sæt retningslinjer for sine projektledere, herunder skabeloner og detaljerede instrukser for de arbejdsgange, som skal følges, i overensstemmelse med finansforordningens krav til offentlige udbud; bemærker, at Revisionsrettens bemærkning vil blive holdt åben, indtil de underliggende rammekontrakter udløber; |
|
16. |
bemærker, at i alt 246 udbudsprocedurer af forskellig slags blev afsluttet i 2022 sammenlignet med 200 i 2021; minder om vigtigheden af, at alle udbudsprocedurer tilsikrer en fair konkurrence mellem tilbudsgiverne, og at varer og tjenesteydelser købes til den bedst mulige pris, for at sikre en effektiv anvendelse af det disponible budget, samtidig med at principperne om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling overholdes; noterer sig med bekymring Revisionsrettens bemærkning om, at svaghederne i forbindelse med offentlige udbud er tiltagende og stadig er den største kilde til regelstridige betalinger i de fleste agenturer; |
Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed
|
17. |
bemærker, at agenturet i 2022 fortsatte med at gennemføre sin omfattende politik for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, herunder bestemmelser vedrørende dets personale, bestyrelser, arbejdsgrupper og taskforcer; bemærker også, at bestyrelsen i december 2022 vedtog strengere retningslinjer for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter for så vidt angår bestyrelsen og klagenævnet; bemærker endvidere, at retningslinjerne supplerer agenturets eksisterende overordnede politik for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, der blev fastlagt i 2015, og bibringer bestyrelsens medlemmer yderligere forståelse med hensyn til at udføre deres opgaver i henhold til agenturets politik for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, samtidig med at de også giver undersøgelsespanelet yderligere retningslinjer med hensyn til vurderingen af omstændigheder, der kan føre til interessekonflikter; |
|
18. |
bemærker, at der i 2022 blev indberettet ét tilfælde af interessekonflikt, som vedrørte en medarbejder; noterer sig, at afdelingslederen løste problemet ved at beslutte, at medarbejderen ikke skulle involveres i visse sager, der vedrørte dennes tidligere arbejdsgiver, hvilket endvidere blev stadfæstet af agenturets juridiske tjeneste, etikansvarlige og personaleafdeling og afspejlet i et notat til sagen; |
|
19. |
beklager, at agenturets websted ifølge Revisionsrettens særberetning 03/2023 om det indre marked for elektricitet drives ineffektivt, idet centrale dokumenter ikke er let tilgængelige for interessenter og den brede offentlighed eller slet ikke offentliggøres; bemærker endvidere, at webstedet mangler den fornødne gennemsigtighed for et kommunikationsværktøj og i visse tilfælde end ikke opfylder de lovgivningsmæssige krav; opfordrer agenturet til hurtigst muligt at sikre større gennemsigtighed og ansvarlighed i sit arbejde ved at lette offentlighedens adgang til de dokumenter og data, der findes på dets websted, sikre fuld og rettidig offentliggørelse af sine afgørelser og data i overensstemmelse med de retlige krav og indføre en klar gennemsigtighedspolitik baseret på bedste praksis; |
|
20. |
er bekymret over bemærkningerne i Revisionsrettens særberetning 03/2023 om det indre marked for elektricitet, hvoraf det fremgår, at agenturets forvaltningsstruktur hæmmer dets effektivitet og uafhængighed; bemærker, at agenturets direktør som fremhævet af Revisionsretten skal indhente repræsentantskabets godkendelse af de vigtigste reguleringsmæssige output; bemærker endvidere, at selv om repræsentantskabet består af én repræsentant fra en national reguleringsmyndighed pr. medlemsstat og har til opgave udelukkende at handle i hele EU's interesse, indeholder forordningen om oprettelse af agenturet ingen lovgivningsmæssige beskyttelsesforanstaltninger til at forhindre, at repræsentanter medvirker til at træffe afgørelser i repræsentantskabet, som er i modstrid med bestemte nationale regulerende myndigheders afgørelser eller nationale interesser (når disse forsvares af de nationale regulerende myndigheder i overensstemmelse med deres retlige status); bemærker også, at agenturets eksterne ekspertise i høj grad afhænger af inddragelsen af de nationale tilsynsmyndigheders eksperter i arbejdsgrupperne og taskforcerne, og at de nationale tilsynsmyndigheders eksperter ikke har pligt til at underskrive erklæringer om interessekonflikter, selv om de også kan være genstand for interessekonflikter; opfordrer Kommissionen til at evaluere agenturets forvaltning og foreslå forbedringer af den ved at øge agenturets uafhængighed af nationale regulerende myndigheder og nationale interesser og styrke dets håndhævelsesbeføjelser og konvergensværktøjer; |
|
21. |
bemærker, at Revisionsretten i førnævnte særberetning også påpegede svagheder i gennemførelsen af agenturets interne regler om forvaltning og offentliggørelse af interesseerklæringer fra medlemmerne af repræsentantskabet og bestyrelsen; understreger, at større gennemsigtighed i beslutningsprocesserne i agenturets ledelsesorganer og arbejdsgrupper (f.eks. offentliggørelse af referater og afstemningsresultater) kunne bidrage til offentlig kontrol af interessekonflikter; |
|
22. |
noterer sig, at agenturets møder med lobbyister bliver registreret på niveau med direktørens møder og offentliggøres på agenturets websted; |
|
23. |
minder om vigtigheden af, at agenturet udvikler større synlighed i medierne, på internettet og på de sociale medier for at gøre borgerne bekendt med dets arbejde; |
Intern kontrol
|
24. |
bemærker, at en række interne politikker er blevet revideret i løbet af 2022 med henblik på at styrke det interne kontrolsystem, herunder direktørens afgørelse 2022-14 af 13. september 2022 om oprettelse af registret over undtagelser og tilfælde af manglende overholdelse, fastlæggelse af proceduren for anmodning om undtagelser og indberetning af tilfælde af manglende overholdelse, direktørens afgørelse 2022-08 af 21. juni 2022 om vedtagelse af politikken og proceduren for forvaltning af følsomme funktioner og om ophævelse af direktørens afgørelse 2019-06 af 2. april 2019 om vedtagelse af politikken og proceduren for forvaltning af følsomme funktioner samt bestyrelsens afgørelse om ændring af bestyrelsens afgørelse nr. 17/2022 af 13. december 2018 om rammen for intern kontrol i Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder; |
|
25. |
noterer sig, at en betalingsordre på 714 720 EUR i december 2022 ifølge Revisionsretten blev godkendt af en ved delegation bemyndiget anvisningsberettiget, hvis anvisningsbeføjelse var begrænset til 500 000 EUR; fremhæver, at dette tyder på en svaghed i agenturets interne kontrol vedrørende delegation af beføjelser til anvisning af betalinger; opfordrer agenturet til at tage skridt til at sikre, at begrænsningerne håndhæves ved hver enkelt betalingsordre; |
Øvrige bemærkninger
|
26. |
bemærker med tilfredshed, at agenturet i 2022 begyndte at gennemføre en plan for penetrationstest med henblik på gennemgang af alle eksisterende og nyopbyggede applikationer, der er eksponeret for internettet, med det mål at foretage regelmæssige penetrationstest mindst hvert tredje år; |
|
27. |
glæder sig over, at agenturet i 2022 underskrev den interinstitutionelle rammekontrakt om konsulenttjenester til gennemførelse og registrering af et miljøledelsessystem (EMAS); bemærker endvidere, at agenturet fortsatte gennemførelsen af sin handlingsplan for grønne betalinger 2021-2022, og på grund af de begrænsninger og hindringer, som de særlige karakteristika ved de lejede lokaler medfører, sammen med udlejeren undersøgte muligheden for at tage yderligere skridt til bedre at opfylde EMAS-standarderne; |
|
28. |
henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 11. april 2024 (3) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol. |
(1) EUT C 38 af 31.1.2023, s. 87.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1).
(3) Vedtagne tekster, P9_TA(2024)0280.
ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2024/2256/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)