European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2103

1.8.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/2103

af 30. juli 2024

om harmoniseret standard for direkte fjernidentifikation af ubemandede luftfartøjer, der er udarbejdet til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (1), særlig artikel 10, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 12 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/945 (2) gælder det, at produkt, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele deraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at være i overensstemmelse med de krav, der er omfattet af disse standarder eller dele deraf, jf. del 1-6, 16 og 17 i bilaget til nævnte delegerede forordning.

(2)

Kommissionen anmodede ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 6148 (3) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) om at udarbejde harmoniserede standarder til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945 (»anmodningen«).

(3)

På grundlag af anmodningen udarbejdede CEN den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 vedrørende de krav til direkte fjernidentifikation, der gælder for ubemandede luftfartøjssystemer og direkte fjernidentifikation.

(4)

Kommissionen har sammen med CEN vurderet, hvorvidt den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 er i overensstemmelse med anmodningen.

(5)

Da den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 ikke i tilstrækkelig grad dækker kravene i del 2, nr. 12), litra b), del 3, nr. 14), litra b), del 4, nr. 9), litra b), og del 6, nr. 3), i bilaget til delegeret forordning (EU) 2019/945 vedrørende evnen til at modtage det direkte fjernidentifikationssignal direkte via eksisterende mobile enheder, bør henvisningen til denne standard offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.

(6)

Overholdelsen af en harmoniseret standard medfører en formodning om overensstemmelse med de relevante krav i Unionens harmoniseringslovgivning fra datoen for offentliggørelsen af referencen for en sådan standard i Den Europæiske Unions Tidende. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Referencen for den harmoniserede standard for direkte fjernidentifikation af ubemandede luftfartøjssystemer, der er udarbejdet til støtte for delegeret forordning (EU) 2019/945 og opført i bilaget til denne afgørelse, offentliggøres hermed i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/1025/oj.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/945 af 12. marts 2019 om ubemandede luftfartøjssystemer og om tredjelandsoperatører af ubemandede luftfartøjssystemer (EUT L 152 af 11.6.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/945/oj).

(3)  Commission Implementing Decision C(2020) 6148 of 11 September 2020 on a standardisation request to the European Committee for Standardisation as regards unmanned aircraft systems intended to be operated in the »open« category of operations in support of Commission Delegated Regulation (EU) 2019/945 (foreligger ikke på dansk).


BILAG

Nr.

Reference for standarden

1

EN 4709-002:2023

Aerospace series - Unmanned Aircraft Systems - Part 002: Direct Remote identification

Begrænsning: Den harmoniserede standard EN 4709-002:2023 giver ikke formodning om overensstemmelse med kravene i del 2, nr. 12), litra b), del 3, nr. 14), litra b), del 4, nr. 9), litra b), og del 6, nr. 3), i bilaget til delegeret forordning (EU) 2019/945, som kræver, at den direkte fjernidentifikationsfunktion skal transmittere signalet på en sådan måde, at det kan modtages direkte via eksisterende mobile enheder inden for sendeområdet.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/2103/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)