European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2035

31.7.2024

KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2035

af 29. juli 2024

om manglende overholdelse for så vidt angår de enhedsrater for luftfartsafgifter, som Italien har fastsat for 2024

(meddelt under nummer C(2024) 5240)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (1), særlig artikel 16, stk. 1,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 af 11. februar 2019 om oprettelse af en præstations- og afgiftsordning for det fælles europæiske luftrum og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013 (2), særlig artikel 29, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   BAGGRUND

(1)

I overensstemmelse med artikel 29, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 skal Kommissionen kontrollere, at enhedsraterne for hver afgiftszone, som medlemsstaterne fastsætter hvert år i referenceperioden, er blevet beregnet i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i nævnte gennemførelsesforordning.

(2)

Medlemsstaterne underrettede inden fristens udløb den 20. december 2023 Kommissionen om deres enhedsrater for 2024, jf. artikel 29, stk. 2, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Kommissionen foretog den kontrol, der er omhandlet i artikel 29, stk. 3, første afsnit, i nævnte gennemførelsesforordning.

(3)

Hvis Kommissionen finder, at en enhedsrate ikke opfylder kravene i artikel 25, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, skal den underrette den pågældende medlemsstat herom og opfordre den til at forelægge en revideret enhedsrate i henhold til artikel 29, stk. 3, i nævnte gennemførelsesforordning.

2.   SAGSFORLØB

(4)

I forbindelse med den kontrol, der blev foretaget i henhold til artikel 29, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, fandt Kommissionen uregelmæssigheder i de enhedsrater for overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontroltjenester, som Italien havde fastsat for 2024. Disse uregelmæssigheder vedrører følgende justeringer, der er medtaget i Italiens enhedsrater for overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontroltjenester for 2024 med hensyn til luftfartstjenesteudøveren »ENAV«:

a)

justeringer af omkostningsrisikodelingen fra 2022 som følge af uforudsete ændringer i omkostningerne ved ENAV's nye og løbende investeringer, jf. artikel 28, stk. 3, litra a), og artikel 28, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317

b)

justeringer af omkostningsrisikodelingen fra 2022 som følge af uforudsete ændringer i renten på lån, som finansierer omkostninger ved ENAV's udøvelse af luftfartstjenester, jf. artikel 28, stk. 3, litra d), og artikel 28, stk. 6, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(5)

De justeringer af omkostningsrisikodeling, der er omhandlet i betragtning (4) (»justeringerne af omkostningsrisikodeling«), blev oprindeligt medtaget af Italien som en del af de foreløbige data om enhedsraterne for 2024, som Kommissionen modtog den 7. juni 2023 i overensstemmelse med artikel 29, stk. 2, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Efterfølgende blev disse justeringer yderligere underbygget i den rapport om omkostningsrisikodeling, som Italien forelagde Kommissionen den 11. september 2023 i overensstemmelse med artikel 28, stk. 7, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(6)

Den 4. oktober 2023 sendte Kommissionen en skrivelse til Italiens nationale tilsynsmyndighed (»Italiens nationale tilsynsmyndighed«). I skrivelsen gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til overensstemmelsen med gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 af de justeringer af omkostningsrisikodelingen, som Italien havde foreslået skulle indgå i enhedsraterne for 2024. Den Italiens nationale tilsynsmyndighed blev derfor opfordret til at korrigere de justeringer af omkostningsrisikodelingen, der indgår i de foreslåede enhedsrater for 2024 for at sikre, at disse enhedsrater er i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(7)

Den 2. november 2023 forelagde Italiens nationale tilsynsmyndighed Kommissionen de ajourførte oplysningsskemaer til fastsættelse af enhedsrater for 2024 i overensstemmelse med artikel 29, stk. 2, litra b), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. I oplysningsskemaerne indgik de reviderede justeringer af omkostningsrisikodelingen fra kalenderåret 2022, som indgår i de foreslåede enhedsrater for 2024.

(8)

Italien fastsatte sine enhedsrater for 2024 i december 2023 og underrettede Kommissionen herom den 20. december 2023 i overensstemmelse med artikel 29, stk. 2, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Derudover forelagde Italien den 22. december 2023 Kommissionen en revideret rapport om omkostningsrisikodeling vedrørende 2022 (»den reviderede rapport om omkostningsrisikodeling«), som underbygger de reviderede justeringer af omkostningsrisikodelingen, der indgår i enhedsraterne for 2024.

(9)

Den 18. januar 2024 og den 10. juni 2024 meddelte Kommissionen Italiens nationale tilsynsmyndighed om fortsatte betænkeligheder med hensyn til de justeringer af omkostningsrisikodelingen, som indgår i enhedsraterne for 2024. Kommissionen opfordrede Italien til at afhjælpe disse betænkeligheder. I Italiens nationale tilsynsmyndigheds svar, som blev modtaget den 5. februar 2024 og den 27. juni 2024, fremsendte den yderligere oplysninger til Kommissionen vedrørende beregningen af justeringerne af omkostningsrisikodelingen uden at foretage nogen korrigering af disse justeringer.

3.   ANALYSE

(10)

Kommissionen har konstateret, at de justeringer af omkostningsrisikodelingen, som Italien har medtaget i sine enhedsrater for 2024, fortsat er forkert beregnet på grund af den fejlagtige anvendelse af retlige krav vedrørende inddrivelse fra luftrumsbrugerne af omkostninger i forbindelse med lån til finansiering af udøvelsen af luftfartstjenester. Følgende retlige krav er relevante for Kommissionens konklusioner.

(11)

I henhold til artikel 15, stk. 3, litra a) og c), i forordning (EF) nr. 550/2004 skal medlemsstaterne fastsætte afgifter for tilgængeligheden af luftfartstjenester pr. kalenderår på grundlag af de fastlagte omkostninger. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 550/2004 sammenholdt med artikel 10, stk. 2, litra b), og artikel 22, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 skal medlemsstaterne fastsætte disse fastlagte omkostninger i deres præstationsplaner forud for begyndelsen af hver referenceperiode og for hvert kalenderår i referenceperioden. Som fastsat i artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 550/2004 inkluderer de fastlagte omkostninger ved udøvelsen af luftfartstjenester bl.a. »passende beløb til forrentning af kapitalinvesteringer«.

(12)

I overensstemmelse med artikel 22, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 sammenholdt med punkt 3.3, litra f), i bilag II til samme gennemførelsesforordning skal der på forhånd fastsættes en antagelse om renten (»fastlagt rente«) i præstationsplanen for hvert år i referenceperioden med henblik på at fastsætte kapitalomkostningerne. Det følger endvidere af disse lovbestemmelser, at den fastsatte rente skal svare til den vægtede gennemsnitlige rente på gæld, som luftfartstjenesteudøveren forventes at afholde i det pågældende år (3).

(13)

Den »faktiske rente«, som indberettes efter udgangen af kalenderåret, skal være lig med den faktisk påløbne vægtede gennemsnitlige rente på luftfartstjenesteudøverens gæld, jf. artikel 22, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 sammenholdt med artikel 23 i samme gennemførelsesforordning (4).

(14)

Det fremgår desuden tydeligt af definitionen i artikel 2, nr. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, at ethvert beløb, der indberettes som »faktiske omkostninger«, er de omkostninger, der faktisk er afholdt i et kalenderår i forbindelse med udøvelsen af luftfartstjenester, som er underlagt attesterede regnskaber, eller som, hvis sådanne attesterede regnskaber ikke foreligger, er underlagt en endelig revision af luftfartstjenesteudøveren. De faktiske omkostninger, der indberettes for de renter, der er betalt på lån, der finansierer udøvelsen af luftfartstjenester, bør derfor ikke overstige de omkostninger, som luftfartstjenesteudøveren faktisk har afholdt i denne henseende.

Konklusioner om justeringerne af omkostningsrisikodelingen vedrørende nye og løbende investeringer

(15)

Italien har i sine enhedsrater for overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontroltjenester for 2024 medtaget justeringer som følge af uforudsete ændringer i omkostningerne ved ENAV's nye og løbende investeringer i faste aktiver (5) i henhold til artikel 28, stk. 3, litra a), og artikel 28, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Disse omkostninger omfatter de kapitalomkostninger, som opkræves i forbindelse med de nye og løbende investeringer.

(16)

Kommissionen bemærker, at Italien ikke har indberettet den vægtede gennemsnitlige rente, der faktisk er påløbet ENAV i 2022, korrekt i sine oplysningsskemaer for overflyvnings- og tårn- og indflyvningskontroltjenester, som blev fremsendt til Kommissionen den 2. november 2023 og den 20. december 2024, og heller ikke i den reviderede rapport om omkostningsrisikodeling. Italien har således indberettet en vægtet gennemsnitlig rente på 2,64 % for ENAV for 2022, hvilket er betydeligt højere end den tilsvarende rente, der blev oplyst i ENAV's årsberetning for 2022, nemlig 1,47 %.

(17)

I sine drøftelser med Kommissionen bestred Italien ikke konklusionen om, at den indberettede faktiske rente ikke afspejler den vægtede gennemsnitlige rente, som faktisk er påløbet ENAV i 2022 for de lån, som finansierer omkostningerne i forbindelse med udøvelsen af luftfartstjenester. Ifølge Italien består den indberettede »faktiske« rente af en »risikofri rente« og en »gældsrisikopræmie«, som ikke er baseret på den effektive vægtede rente, som ENAV har registreret.

(18)

En sådan afvigelse i forhold til den rente, som faktisk er påløbet ENAV ifølge selskabets årsberetning, er ubegrundet og er ikke i overensstemmelse med kravene i artikel 22, stk. 4, og artikel 23 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(19)

Som følge af den konstaterede anvendelse af en forkert faktisk rente til beregning af de justeringer af omkostningsrisikodelingen, som er omhandlet i betragtning (4), litra a), er disse justeringer ukorrekte.

Konklusioner om justeringerne af omkostningsrisikodelingen vedrørende uforudsete ændringer i renten på lån

(20)

Italien har i sine enhedsrater for overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontroltjenester for 2024 medtaget justeringer som følge af uforudsete ændringer i renten på lån til finansiering af omkostninger ved ENAV's udøvelse af luftfartstjenester, jf. artikel 28, stk. 3, litra d), og artikel 28, stk. 6, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Disse justeringer finder anvendelse på den gæld, der er stiftet til finansiering af luftfartstjenesteudøverens driftskapital, da omkostningerne til lån til finansiering af anlægsaktiver allerede er omfattet af artikel 28, stk. 3, litra a), og artikel 28, stk. 4, der vedrører forskellene i omkostningerne ved nye og løbende investeringer.

(21)

I sin reviderede rapport om omkostningsrisikodeling har Italien med hensyn til justeringerne af omkostningsrisikodelingen for uforudsete ændringer i renten på lån som omhandlet i artikel 28, stk. 3, litra d), og artikel 28, stk. 6, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, anvendt den korrekte indberettede faktiske vægtede gennemsnitlige rente for ENAV i 2022, nemlig 1,47 %, hvilket er i overensstemmelse med ENAV's årsberetning. Den anvendte faktiske rente adskiller sig således fra justeringen af omkostningsrisikodelingen for omkostningerne ved nye og løbende investeringer, for hvilke der blev anvendt en højere rente, som ikke er i overensstemmelse med ENAV's årsberetning, som beskrevet i betragtning (16).

(22)

Italien har imidlertid i den reviderede rapport om omkostningsrisikodeling ændret den fastlagte rente i sin præstationsplan for tredje referenceperiode (2020-2024) med henblik på at beregne justeringerne af omkostningsrisikodelingen for uforudsete ændringer i renten på lån, hvilket ikke er korrekt. Italien har således anvendt en ændret fastlagt rente for 2022 for ENAV på 0,69 %, hvilket er en betydelig afvigelse fra den fastlagte rente på 1,86 %, som Italien har fastsat i den præstationsplan for tredje referenceperiode, som landet sendte til Kommissionen den 10. oktober 2022.

(23)

I sine drøftelser med Kommissionen fremførte Italien, at den fastlagte rente skal revideres med henblik på justeringerne af omkostningsrisikodelingen for uforudsete ændringer i renten på lån for at sikre sammenlignelighed med ENAV's faktiske rente på 1,47 % for 2022.

(24)

En sådan efterfølgende ændring i løbet af referenceperioden af den fastlagte rente, som er fastsat i præstationsplanen, er dog ikke tilladt i henhold til lovgivningen. Det er muligt for en medlemsstat at anmode om en revision af sin præstationsplan, herunder en eventuel revision af præstationsmålene for omkostningseffektivitet og de fastlagte omkostninger heri, jf. artikel 18, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, forudsat at betingelserne i nævnte artikel er opfyldt og med forbehold af Kommissionens godkendelse. Italien har imidlertid ikke indgivet en sådan anmodning, og revisioner af præstationsmålene for omkostningseffektivitet med tilbagevirkende kraft, efter udgangen af det pågældende kalenderår, er ikke tilladt, jf. artikel 18, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(25)

Kommissionen bemærker endvidere, at den efterfølgende ændring af den fastlagte rente for 2022, som ikke er i overensstemmelse med reglerne, forvrider beregningen af forskellene mellem de fastlagte omkostninger, der pålægges brugerne, og de faktiske omkostninger, som ENAV har afholdt i forbindelse med rentebetalinger på sine lån. Det er tydeligt, at Italien som en del af de fastlagte omkostninger for 2022 har pålagt luftrumsbrugerne en kapitalomkostning for ENAV på grundlag af en fastlagt rente på 1,86 %. Disse fastlagte omkostninger skal derfor tages i betragtning ved anvendelsen af mekanismen for omkostningsrisikodeling, uden ændringer, herunder med hensyn til de underliggende parametre for den fastlagte rente.

(26)

Italien har derfor ikke beregnet de justeringer af omkostningsrisikodelingen, der er omhandlet i betragtning (4), litra b), og som stammer fra uforudsete ændringer i renten på de lån, der finansierer omkostninger i forbindelse med udøvelsen af luftfartstjenester, korrekt.

4.   KONKLUSION

(27)

På baggrund af analysen i betragtning (10) til (26) bemærker Kommissionen, at de konstaterede uregelmæssigheder i forbindelse med justeringerne af omkostningsrisikodelingen fører til en overkompensation af ENAV i henhold til mekanismen for omkostningsrisikodeling for omkostninger, som selskabet rent faktisk ikke har afholdt, og omvendt til, at brugerne i henhold til mekanismen for omkostningsrisikodeling er blevet opkrævet uberettigede yderligere beløb som en del af enhedsraterne for 2024.

(28)

Kommissionen konkluderer derfor, at de enhedsrater for 2024, som Italien har fastsat for sine overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontrolafgiftszoner ikke er i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 med hensyn til beregningen af justeringerne af omkostningsrisikodelingen, jf. artikel 28, stk. 4 og 6, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(29)

Italien opfordres til i overensstemmelse med artikel 29, stk. 3, andet afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 at fremsende reviderede enhedsrater for 2024 til Kommissionen. Kommissionen har foreslået korrektioner af beregningen af enhedsraterne for 2024, jf. bilaget til denne afgørelse. Hvis der foreligger yderligere faktuelle elementer underbygget af tilstrækkelig dokumentation, er det muligt, at Italien foreslår korrektioner af beregningen af enhedsraterne for 2024, der afviger fra dem, som Kommissionen har foreslået —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De enhedsrater for 2024, som Italien har fastsat for sine overflyvnings- samt tårn- og indflyvningskontrolafgiftszoner som omhandlet i bilag I til denne afgørelse, opfylder ikke kravene i artikel 25, stk. 2, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

Artikel 2

Italien opfordres til at forelægge Kommissionen reviderede enhedsrater for 2024 for de afgiftszoner, der er omhandlet i artikel 1.

Italien kan ved beregningen af sine reviderede enhedsrater for 2024 tage hensyn til de foreslåede korrektioner af justeringerne af omkostningsrisikodelingen, som er anført i bilag II til denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juli 2024.

På Kommissionens vegne

Wopke HOEKSTRA

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 96 af 31.3.2004, s. 10, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/550/oj.

(2)   EUT L 56 af 25.2.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/317/oj.

(3)  Den fastlagte rente anføres i oplysningsskemaet for »omkostninger i alt og enhedsomkostninger« (»tabel 1«), som findes i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(4)  Den faktiske rente anføres i oplysningsskemaet for »omkostninger i alt og enhedsomkostninger« (»tabel 1«), som findes i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(5)  I overensstemmelse med artikel 2, nr. 15, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 betyder »nye og løbende investeringer« anskaffelse, udvikling, erstatning, opgradering eller leje af anlægsaktiver, hvor afskrivningsomkostningerne, kapitalomkostningerne eller, i tilfælde af leje, driftsomkostningerne i forbindelse med investeringen afholdes i den referenceperiode, der er omfattet af præstationsplanen.


BILAG I

Enhedsrater for 2024, som ikke opfylder kravene i artikel 25, stk. 2, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317

Afgiftszone

Enhedsrater for 2024

Italien — Overflyvningsafgiftszone

68,77  EUR

Italien — Tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone 1

193,05  EUR

Italien — Tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone 2

216,28  EUR


BILAG II

Foreslåede korrektioner af enhedsraterne for 2024

Afgiftszone

Justeringer af omkostningsrisikodeling fra kalenderåret 2022, som indgår i enhedsraterne for 2024 (1)

Resulterende enhedsrater for 2024 efter anvendelse af de foreslåede korrektioner

(EUR)

Beløb medtaget af Italien i enhedsraterne for 2024 (2)

(1 000  EUR)

Foreslåede korrigerede beløb for reviderede enhedsrater for 2024 (3)

(1 000  EUR)

Italien — Overflyvningsafgiftszone

–4 929,0

–8 105,4

68,48

Italien — Tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone 1

– 103,7

– 438,5

191,59

Italien — Tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone 2

– 514,9

– 910,1

215,11


(1)  Samlet beløb for de justeringer, der er omhandlet i artikel 25, stk. 2, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, som omfatter forskellene i omkostninger, jf. artikel 28, stk. 4-6, i nævnte gennemførelsesforordning.

(2)  Beløb på afgiftszoneniveau, der er angivet i de oplysningsskemaer, som Italien har indsendt til Kommissionen.

(3)  De korrigerede beløb er baseret på følgende antagelser om renten:

en fastlagt rente på 1,86 % for 2022 som fastsat i Italiens præstationsplan for tredje referenceperiode og

en faktisk effektiv vægtet gennemsnitlig rente for ENAV på 1,47 % som anført i ENAV's årsberetning for 2022.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2035/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)