European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1960

15.7.2024

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1960

af 15. juli 2024

om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/1998 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (1), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. december 2020 vedtog Rådet forordning (EU) 2020/1998.

(2)

Den 8. december 2020 bekræftede Unionen og dens medlemsstater i erklæringen fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) på Den Europæiske Unions vegne vedrørende den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner på ny deres faste vilje til at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden. Den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner er en understregning af, at Unionen er fast besluttet på at spille en større rolle i bekæmpelsen af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden. Det er et strategisk mål for Unionen, at alle reelt kan nyde godt af menneskerettighederne. Respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettighederne er en grundlæggende værdi for Unionen og dens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(3)

I sin erklæring af 16. december 2023 understregede den højtstående repræsentant Unionens bekymring over den øgede vold mod palæstinensere, som udøves af ekstremistiske bosættere på den besatte Vestbred, og som har nået hidtil usete niveauer. Unionen har fortsat gentaget sin kraftige fordømmelse af bosættervold og opfordret til ansvarliggørelse. Unionen har også opfordret Israel til at forebygge bosættervold og sikre, at gerningsmændene til forbrydelser drages til ansvar. Siden Hamas' terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 er bosættervolden steget drastisk.

(4)

I deres fælles erklæring af 20. maj 2024 om angreb på medicinsk og civil infrastruktur i Gaza og på Vestbredden kaldte den højtstående repræsentant og kommissæren med ansvar for krisestyring civilbefolkningens lidelser i Gaza en menneskelig tragedie og gav udtryk for Unionens dybe bekymring. De gentog deres opfordringer til en øjeblikkelig våbenhvile, betingelsesløs løsladelse af alle gidsler og fuld humanitær adgang.

(5)

I denne forbindelse bør fem personer og tre enheder opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag I til forordning (EU) 2020/1998.

(6)

Forordning (EU) 2020/1998 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 2024.

På Rådets vegne

NAGY I.

Formand


(1)   EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1.


BILAG

I bilag I til forordning (EU) 2020/1998 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende punkter tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer under overskriften »A. Fysiske personer«:

 

Navn (Translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»110.

Moshe SHARVIT

משה שרביט

(hebræisk skrivemåde)

Fødselsdato: 13.11.1994

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 206223000

Adresse: Tirzah Valley Farm outpost, West Bank, Occupied Palestinian Territories

Tilknyttede enheder: Moshe's Farm

Moshe Sharvit er en israelsk bosætter i Jordandalen, som bor i en forpost nær en landsby kaldet »Tirza Valley Farm« også kendt som »Moshe's Farm«.

Moshe Sharvit er involveret i bosættervold og trusler mod de palæstinensiske indbyggere i hyrdesamfund tæt på hans bakketopforpost på Vestbredden. Hans chikane mod disse samfund er eskaleret siden oktober 2023.

Moshe Sharvit har ofte chikaneret palæstinensere verbalt og fysisk og tvunget dem på flugt fra hjem og ejendom. Denne adfærd førte i oktober 2023 til, at palæstinensiske civile måtte flygte fra deres landsby Ein Shibli. Han brugte truende sprog over for palæstinensiske mænd, kvinder og børn og angreb fysisk en ældre person. Han har bl.a. kastet sten mod palæstinensere og deres husdyr, med vilje kørt ind i dyreflokke og ud på dyrkede marker, anvendt hunde til at angribe palæstinensere og deres husdyr og fysisk angrebet dyr med køller og piske.

Moshe Sharvit er derfor ansvarlig for alvorlige og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelse af ethvert menneskes ret til at nyde den højest opnåelige fysiske og psykiske integritet. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

111.

Zvi BAR YOSEF

alias Zvi BAR-YOSEF

 

Fødselsdato: 20.9.1992

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 204377998

Tilknyttede enheder: Zvi's Farm

Zvi Bar Yosef etablerede den ulovlige forpost kendt som »Zvi's Farm« på Vestbredden øst for Halamishbosættelsen. Forposten har overtaget ca. 2 500 dunam/250 ha, som blev dyrket af landsbyerne Jibya, Kaubar (Kobar) og Umm Safa.

Zvi Bar Yosef har gentagne gange i 2019, 2021 og 2023 angrebet og udøvet vold mod palæstinensere fra disse landsbyer og har såret nogle alvorligt.

Zvi Bar Yosef er derfor ansvarlig for alvorlige og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelser af retten til fysisk og mental integritet, ejendomsretten samt retten til privatliv og familieliv. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

112.

Isaschar MANNE

alias Issachar MANN

יששכר מן

(hebræisk skrivemåde)

Fødselsdato: 10.5.1983

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 038826939

Isaschar Manne, som har etableret den ulovlige forpost Manne Farm i de sydlige Hebronbjerge, har gentagne gange invaderet privat jord tilhørende indbyggerne i landsbyen Ta'ala og forhindret palæstinensere i at bevæge sig frit, f.eks. ved at forhindre palæstinensiske børn i at nå frem til deres skole i Tuba, Masafer Yatta.

Siden 2018 har der været adskillige beretninger om, at Isaschar Manne har braset ind i hyrders hjem og har truet og chikaneret dem. Manne, der ofte er bevæbnet, har forhindret palæstinensiske hyrder i at få adgang til deres græsningsarealer og dermed frataget dem muligheden for at dyrke deres jord og brødføde sig.

Isaschar Manne er derfor ansvarlig for systematiske og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelser af ejendomsretten, retten til privatliv og familieliv og retten til uddannelse. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

113.

Baruch MARZEL

 

Stilling(er): medlem af Otzma Yehudit

Fødselsdato: 23.4.1959

Fødested: Boston, USA

Nationalitet: amerikansk, israelsk

Køn: mand

Adresse: Tel Rumeida settlement, Hebron, Occupied Palestinian Territories

Baruch Marzel er medlem af det ekstremt højreorienterede politiske parti »Otzma Yehudit«, som repræsenterer en af Israels mest ekstremistiske ideologier og er en del af Kahanistbevægelsen. I 1990'erne var han leder af partiet Kahane, indtil det blev forbudt af de israelske myndigheder i 1994.

I 2019 forbød den israelske højesteret Baruch Marzel at stille op til parlamentsvalg, da retten fandt, at han havde fremsat talrige racistiske bemærkninger.

Baruch Marzel opfordrer til, at der oprettes et Storisrael uden palæstinensere. Han opfordrer åbent til etnisk udrensning af palæstinenserne og afviser palæstinensernes ret til eget land.

Baruch Marzel er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, navnlig systematisk tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, der er en tilskyndelse til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

114.

Ben-Zion »Bentzi« GOPSTEIN

בן ציון גופשטיין

(hebræisk skrivemåde)

Stilling: grundlægger og leder af Lehava

Fødselsdato: 10.9.1969

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 024526394

Adresse: Givat HaAvot, Kiryat Arba, Occupied Palestinian Territories

Tilknyttede enheder: Lehava

Ben-Zion »Bentzi« Gopstein, der bor i bosættelsen Kiryat Arbas (Vestbredden), har stiftet og leder den ekstremistiske organisation Lehava, en udbrydergruppe fra Kahanistbevægelsen, hvis mål er at »bekæmpe assimilering i Det Hellige Land«.

Ben-Zion »Bentzi« Gopstein udbreder en vision om at fratage palæstinenserne deres rettigheder og opfordrer til fjerne dem fra Israel og de palæstinensiske områder.

Ben-Zion »Bentzi« Gopstein opfordrede åbent til krig mod palæstinenserne. Israels højesteret forbød ham at stille op til valget til Knesset i 2019 for »systematisk at tilskynde til racisme mod den arabiske offentlighed«.

Ben-Zion »Bentzi« Gopstein er derfor ansvarlig for systematiske og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som består i tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, der er en tilskyndelse til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024«.

2)

Følgende punkter tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer under overskriften »B. Juridiske personer, enheder og organer«:

 

Navn (Translitteration til det latinske alfabet)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»29.

Moshe's Farm

alias Tirza Valley Farm Outpost

החווה של משה

(hebræisk skrivemåde)

Adresse: West Bank, Occupied Palestinian Territories

Registreringsdato: 2021

Tilknyttede personer: Moshe Sharvit

Moshe's Farm ejes af den israelske bosætter Moshe Sharvit, og den blev etableret af ham i 2020. Moshe Sharvit er involveret i bosættervold og trusler mod de palæstinensiske indbyggere i hyrdesamfund tæt på hans bakketopforpost på Vestbredden.

Moshe's Farm er en ulovlig forpost, der ligger ca. 1,5  km sydøst for bosættelsen Hamra på Vestbredden. Moshe's Farm er blevet udvidet, siden den blev etableret, og den omfatter i øjeblikket flere beboelsesejendomme, en gæstehytte til rejsende og lokaler til arrangementer. Gæstehytten kan huse op til 100 personer, og alle bygningerne er opført uden tilladelse og er derfor ulovlige. Siden etableringen af Moshe's Farm er den blevet centrum for vold og chikane mod palæstinensiske hyrdesamfund og har været den base, hvorfra Moshe Sharvit og andre bønder udøver vold og chikane mod palæstinensere.

Moshe's Farm er derfor en enhed med tilknytning til Moshe Sharvit, som er listeopført for alvorlige og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelse af ethvert menneskes ret til at nyde den højest opnåelige fysiske og psykiske integritet. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

30.

Zvi's Farm

החווה של צב

(hebræisk skrivemåde)

Adresse: Halamish, West Bank, Occupied Palestinian Territories

Tilknyttede personer: Zvi Bar Yosef

Zvi's Farm er et ulovligt landbrug inde på palæstinensisk territorium, tæt på Halamish på Vestbredden.

Zvi's Farm ligger på en strækning af Vestbredden, som er under fuld israelsk militær kontrol, og hvor der bor palæstinensere.

Zvi's Farm drives af Zvi Bar Yosef, som bruger forposten som base for at udøve vold mod palæstinensiske indbyggere og forhindre palæstinensiske landbrugere i at få adgang til og dyrke deres jord. Forposten har overtaget ca. 2 500 dunam/250 ha, som blev dyrket af landsbyerne Jibya, Kaubar (Kobar) og Umm Safa.

Zvi Bar Yosef har gentagne gange i 2019, 2021 og 2023 angrebet og udøvet vold mod palæstinensere fra disse landsbyer, og har såret nogle alvorligt.

Zvi's Farm er en enhed med tilknytning til Zvi Bar Yosef, som er listeopført for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelser af retten til fysisk og mental integritet, ejendomsretten samt retten til privatliv og familieliv. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024

31.

Tzav 9

alias Tsav 9; Order 9

 

Websted: https://www.tzav9.co.il/faq/

Tzav 9 er en israelsk gruppe af voldelige aktivister, der blev oprettet i januar 2024 af Reut Ben Haim og Aviad Shlomo Sarid. Reut Ben Haim og Yossef (Sefi) Ben Haim leder i øjeblikket gruppen.

Ifølge Tzav 9's websted er dens to hovedmissioner at blokere lastbiler, der leverer humanitær bistand, bl.a. fødevarer, vand og brændstof, til Gaza, og at skade legitimiteten af De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Det Mellemste Østen i Israel.

Siden januar 2024 har Tzav 9 regelmæssigt blokeret lastbiler med humanitær bistand. Den 18. januar 2024 foretog gruppen de første blokeringer af nødhjælpsleverancer i Kerem Shalom. Den 13. maj 2024 deltog Tzav 9 ved kontrolstedet Tarqumiyah i en voldelig protest mod en lastbilchauffør. Den 16. maj 2024 i Binyamin var Tzav 9 involveret i et angreb på en lastbil, der transporterede fødevarer. Andre hændelser fandt sted i bl.a. områderne Kerem Shalom og Nitzana. Aktionerne omfatter voldelige protester, angreb på lastbiler, der transporterer fødevarer, og destruktion af fødevarer. Disse aktioner har yderligere bidraget til den allerede forfærdelige situation for civilbefolkningen i Gaza.

Tzav 9 er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder krænkelse af ethvert menneskes ret til at nyde den højest opnåelige fysiske og psykiske integritet. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring for så vidt angår målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

15.7.2024«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1960/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)