European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1784

24.6.2024

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2024/1784

af 24. juni 2024

om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/2135 om restriktive foranstaltninger på baggrund af aktiviteter, der underminerer stabiliteten og den politiske overgang i Sudan

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 9. oktober 2023 afgørelse (FUSP) 2023/2135 (1).

(2)

Den 27. november 2023 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) på Unionens vegne en erklæring om den aktuelle situation i Sudan, hvori Unionen og dens medlemsstater gentog deres kraftige fordømmelse af de fortsatte kampe mellem Sudans væbnede styrker (SAF) og Rapid Support Forces (RSF) og deres respektive tilknyttede militser. I erklæringen beklagedes også den dramatiske optrapning af volden og de uoprettelige omkostninger for menneskeliv i Darfur og i hele landet samt krænkelserne af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret.

(3)

Den 22. januar 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/383 (2), hvorved det vedtog et første sæt restriktive foranstaltninger over for seks enheder i SAF og RSF, der er ansvarlige for at støtte aktiviteter, der underminerer stabiliteten og den politiske overgang i Sudan.

(4)

Den 1. marts 2024 fordømte den højtstående repræsentant sammen med kommissæren med ansvar for krisestyring kraftigt de sudanesiske de facto-myndigheders nylige forbud mod levering af grænseoverskridende humanitær bistand fra Tchad til Sudan til civile, der påføres lidelser af både SAF og RSF, hvilket er en åbenlys krænkelse af den humanitære folkeret.

(5)

I betragtning af den alvorlige situation bør seks personer opføres i bilaget til afgørelse (FUSP) 2023/2135.

(6)

Afgørelse (FUSP) 2023/2135 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til afgørelse (FUSP) 2023/2135 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. juni 2024.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2023/2135 af 9. oktober 2023 om restriktive foranstaltninger på baggrund af aktiviteter, der underminerer stabiliteten og den politiske overgang i Sudan (EUT L, 2023/2135, 11.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2135/oj).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2024/383 af 22. januar 2024 om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/2135 om restriktive foranstaltninger på baggrund af aktiviteter, der underminerer stabiliteten og den politiske overgang i Sudan (EUT L, 2024/383, 22.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/383/oj).


BILAG

I bilaget til afgørelse (FUSP) 2023/2135 tilføjes under overskriften »A. Liste over fysiske personer, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, og i artikel 2, stk. 1« følgende tabel og punkter:

 

»Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

1.

Mirghani Idriss SULEIMAN

Nationalitet: sudanesisk

Køn: mand

Stilling: generalløjtnant i SAF;

generaldirektør for Defense Industries System;

chef for Sudans Army Production Agency

Tilknyttede personer: general Abdelfattah Al-Burhan, øverstbefalende for SAF

Tilknyttede enheder: Defense Industry System, SMT Engineering; SAF

Generalløjtnant Mirghani Idriss Suleiman er officer i SAF og generaldirektør for Defense Industries System (DIS), en virksomhed, der er omfattet af Den Europæiske Unions sanktioner, for at yde støtte til handlinger og politikker, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Sudan.

DIS beskrives som Sudans største forsvarsvirksomhed, der genererer anslåede 2 mia. USD i indtægter gennem hundredvis af datterselskaber på tværs af forskellige sektorer i Sudans økonomi. DIS fremstiller en række håndvåben, konventionelle våben, ammunition og militærkøretøjer til SAF.

Som generaldirektør for DIS har Mirghani Idriss Suleiman siden krigens begyndelse rejst meget sammen med general Abdelfattah Al-Burhan, den øverstbefalende for SAF, angiveligt for at styrke SAF's kapacitet til at bekæmpe RSF på flere fronter i Khartoum, Darfur og Kordofan.

Mirghani Idriss Suleiman yder derfor støtte til handlinger eller politikker, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Sudan.

24.6.2024

2.

EL TAHIR Mohamed EL AWAD EL AMIN

alias:

EL TAHIR Mohamed

EL AWAD EL AMIN

AL-TAHER;

Mohammed AL-AWAD AL-AMIN

Nationalitet: sudanesisk

Køn: mand

Stilling: generalløjtnant, øverstbefalende for Sudans luftvåben siden den 1. september 2022;

tidligere dekan på det sudanesiske flyvevåbens akademi. Tidligere øverstbefalende for Khartoum Air Base

Tilknyttede personer: general Abdelfattah Al-Burhan, øverstbefalende for SAF;

generalløjtnant Yasir Al-Atta, viceøverstbefalende for SAF;

general Mohamed Osman al-Hussein, stabschef for SAF Landforces

Tilknyttede enheder: SAF

El Tahir Mohamed El Awad El Amin har været generalløjtnant i SAF og øverstbefalende for Sudans luftvåben siden den 1. september 2022. Han har således været ansvarlig for de operationer, som SAF's luftvåben har udført siden konflikten mellem SAF, RSF og deres allierede militser brød ud den 15. april 2023, hvilket understreges af hans deltagelse i på højt plan mellem højtstående befalingsmænd i SAF under ledelse af øverstbefalende Abdelfattah Al-Burhan i generalkommandoen for SAF i Khartoum i maj og juli 2023, hvilket er kommet til offentlighedens kendskab.

El Tahir Mohamed El Awad El Amin har derfor et direkte kommandoansvar for de vilkårlige luftbombardementer, der udføres af SAF's luftvåben i tætbefolkede beboelsesområder, navnlig i Khartoum, Omdurman, Nyala (Syddarfur) og i Nordkordofan, som er dokumenteret af De Forenede Nationers integrerede overgangsbistandsmission i Sudan (UNITAMS) i dens rapporter af 31. august 2023 og 13. november 2023 til generalsekretæren, af De Forenede Nationers højkommissær for menneskerettigheder i dennes rapport af 22. februar 2024 og af De Forenede Nationers ekspertpanel om Sudan i dets rapport af 15. januar 2024.

El Tahir Mohamed El Awad El Amin har således deltaget direkte i fortsættelsen af den sudanesiske konflikt, som truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Sudan, og har været involveret i planlægning, ledelse og udførelse af luftoperationer, der har resulteret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og krænkelser af den humanitære folkeret ved at forårsage et stort antal civile tab, og har ført til fordrivelse af civilbefolkningen og ødelæggelse af kritisk infrastruktur, herunder medicinske faciliteter såsom East Nile Hospital i Khartoum i maj 2023 og børnehospitalet Babiker Nahar i El-Fasher i maj 2024.

24.6.2024

3.

Ali Ahmed Karti MOHAMED

Fødselsdato: 11.3.1953

Fødested: Hagar Elassal — Sudan

Nationalitet: sudanesisk

Køn: mand

Stilling: trofast partimedlem i National Congress Party;

generalsekretær i Sudanese Islamist Movement;

tidligere sudanesisk udenrigsminister

ID-nummer: 11822483949

Tilknyttede enheder:

Sudans udenrigsministerium;

Sudanese Islamic Movement

Ali Ahmed Karti Mohamed var Sudans udenrigsminister i Omar al-Bashirs regering. Efter al-Bashir-regimets fald blev Ali Ahmed Karti Mohamed udvalgt som en af lederne af Sudanese Islamist Movement (SIM) og førte an i bestræbelserne på at afspore Sudans udvikling hen imod en fuldstændig demokratisk overgang ved at underminere den tidligere civilt ledede overgangsregering og processen med den politiske aftale. Dette har bidraget til konflikten mellem SAF og RSF, som begyndte den 15. april 2023.

Sammen med andre kompromisløse sudanske islamister hindrer han aktivt bestræbelserne på at opnå en våbenhvile, der skal bringe konflikten til ophør, og de modsætter sig civile bestræbelser på at genoprette Sudans overgang til demokrati. Ali Ahmed Karti Mohamed er trofast partimedlem i National Congress Party (NCP), der blev grundlagt af Omar Al-Bashir i 1998. NCP er efterfølgeren til National Islamic Front, som har tilknytning til Brotherhood.

Ali Ahmed Karti Mohamed er i øjeblikket generalsekretær for SIM, en bred alliance af islamistiske grupper, og anses for at være manden bag NCP's genopståen. Den islamistiske bevægelse har stor indflydelse på SAF, politiet og efterretningstjenesterne.

Ali Ahmed Karti Mohamed deltager derfor direkte eller indirekte i at yde støtte til eller drage fordel af handlinger eller politikker, som truer freden, stabiliteten eller sikkerheden i Sudan.

24.6.2024

4.

Abdulrahman Juma BARAKALLAH

alias:

generalmajor Abdulrahman GOMAA;

Abdul Rahman JUMA BARAKALLAH

Fødested: AlDaein- Abu Matareq, Østdarfur, Sudan

Nationalitet: sudanesisk

Køn: mand

Stilling: generalmajor i RSF og øverstbefalende i RSF i Vestdarfur

Tilknyttede enheder: RSF

Abdulrahman Juma Barakallah er en fremtrædende general i RSF, og han er øverstbefalende for RSF's militære styrke i Vestdarfur.

Han er ansvarlig for at begå grusomheder og andre overgreb, tilskynde til etnisk motiverede drab, målrettede angreb på menneskerettighedsaktivister og -forkæmpere, konfliktrelateret seksuel vold og plyndring og afbrænding af lokalsamfund.

Han er også ansvarlig for kidnapningen af og mordet på guvernøren for Vestdarfur, Khamis Abbakar, og dennes bror. Khamis Abbakar blev dræbt få timer efter, at han i et interview med den saudiarabiskejede TV-station Al Hadath og Emirati TV Al Arabiya anklagede RSF og allierede militser for at angribe en række lokalsamfund i Al Geneina, hovedstaden i Vestdarfur.

Abdulrahman Juma Barakallah er også af internationale ikkestatslige organisationer blevet anklaget for at være ansvarlig for folkedrabet på masalitterne.

Abdulrahman Juma Barakallah er derfor ansvarlig for planlægning, ledelse eller udførelse af handlinger i Vestdarfur, der udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne eller overtrædelser af den humanitære folkeret, herunder drab og lemlæstelser, voldtægt og andre alvorlige former for seksuel og kønsbaseret vold, bortførelse og tvangsfordrivelse. Som general for RSF i Vestdarfur deltager han også direkte eller indirekte i handlinger eller politikker, der truer freden, stabiliteten eller sikkerheden i Sudan.

24.6.2024

5.

Mustafa Ibrahim ABDEL NABI MOHAMED

Nationalitet: sudanesisk

Køn: mand

Stilling: direktør for al-Khaleej Bank; hovedaktionær i Shield Protective Solutions Co. Ltd. (Sudan); finansiel rådgiver for RSF's leder

Pasnummer: B CH 4930920

Tilknyttede personer: Musa Hamdan Dagalo Musa, bror til leder i RSF Mohamed Hamdan Dagalo

Tilknyttede enheder: Al-Khaleej Bank; Shield Protective Solutions Co. Ltd. (Sudan)

Mustafa Ibrahim Abdel Nabi Mohamed er en tidligere højtstående embedsmand i Sudans centralbank, som blev finansiel rådgiver for (RSF), som han har hjulpet med hensyn til forvaltningen af et netværk af stedfortrædende virksomheder og enheder.

En rapport fra FN's ekspertpanel om sanktioner i Darfur omtalte for nylig, uden at nævne vedkommendes navn, en tidligere højtstående embedsmand i Sudans centralbank, som har hjemme i Dubai og er blevet finansiel rådgiver for RSF. Det forklares også i rapporten, at al Khaleej Bank blev afgørende for finansieringen af RSF i 2019, da bankens ejermajoritet blev erhvervet af enkeltpersoner og enheder med tilknytning til RSF.

Medierapporter og tænketanke har identificeret vedkommende som Mustafa Ibrahim Abdel Nabi Mohamed. Han er direktør for Al Khaleej Bank, en sudanesisk bank.

Over 60 % af aktierne i Al Khaleej Bank ejes af selskaber med tilknytning til familien Mohammad Hamdan Dagalo (Hemedti), der står i spidsen for RSF.

Mustafa Ibrahim Abdel Nabi Mohamed er også hovedaktionær i Shield Protective Solutions Co. Ltd. Den anden aktionær i dette selskab, Musa Hamdan Dagalo Musa, er bror til Hemedti, og dette selskab ejer over 14 % af aktierne i al Khaleej Bank.

Som finansiel rådgiver for RSF og Dagalofamilien deltager Mustafa Ibrahim Abdel Nabi Mohamed direkte eller indirekte i at yde støtte til eller drage fordel af handlinger eller politikker, som truer freden, stabiliteten eller sikkerheden i Sudan.

24.6.2024

6.

Masar Abdurahman ASEEL

alias:

Massar Abdelrahman ASSIL

Masar Abdelrahman ESEIL

Massar ASSEL

Masar ASIL

Køn: mand

Stilling: emir for Mahamidklanen i Vestdarfur;

medlem af de oprindelige folks forvaltning i Vestdarfur

Masar Abdurahman Aseel er en fremtrædende stammeleder for Mahamidklanen i Vestdarfur. Mahamidklanen tilhører Rizeigatstammen, som omfatter arabiske samfund, der bor i Darfur og Tchad. Han har titel af emir og er medlem af de oprindelige folks forvaltning i Vestdarfur.

Masar Abdurahman Aseel har siden april 2023 muliggjort angrebene under ledelse af Rapid Support Forces (RSF) og deres allierede militser mod lokalsamfund i El Geneina (Vestdarfur), navnlig massalitterne. Han har navnlig bidraget til RSF's rekruttering og udrustning af militser og til koordineringen mellem disse styrker, således som det fremgår af den 15. endelige rapport fra De Forenede Nationers ekspertpanel om Sudan, der blev offentliggjort i januar 2024, med henblik på at udførelse af deres etnisk målrettede angreb, navnlig mod massalitterne, i Vestdarfur mellem slutningen af april og begyndelsen af november 2023. RSF offentliggjorde propagandavideoer med Masar Abdurahman Aseel i marts og april 2024, hvilket viser, at han siden den 15. april 2023 har støttet RSF som krigsmager, og at han har spillet en rolle med hensyn til at samle tropper bag RSF i fælles kamp mod SAF.

Masar Abdurahman Aseel er derfor direkte involveret i at yde støtte til og drage fordel af handlinger og politikker, som truer freden, stabiliteten eller sikkerheden i Sudan. Ved at støtte RSF's indtagelse af Vestdarfur har Masar Abdurahman Aseel styrket sin position og indflydelse i Vestdarfurs oprindelige folks forvaltning på bekostning af andre samfundsledere, navnlig fra massalitterne, som har været målet for RSF og de allierede militser.

24.6.2024«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1784/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)