European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1664

13.6.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1664

af 12. juni 2024

om fastlæggelse af en tilpasningssats for direkte betalinger som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår kalenderåret 2024

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (1), særlig artikel 17, stk. 1, tredje afsnit,

efter høring af Komitéen for Landbrugsfondene, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det fremgår af artikel 17, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) 2021/2116, at der skal fastsættes en tilpasningssats for de interventioner med direkte betalinger, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 5, stk. 2, litra c), og for de særlige foranstaltninger, der er omhandlet i samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra e), når prognoserne for finansieringen af de interventioner og foranstaltninger, der finansieres under det pågældende underloft for et givet budgetår, viser, at de gældende årlige lofter vil blive overskredet.

(2)

I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2021/2116 oprettes der ved begyndelsen af hvert år en EU-landbrugsreserve under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL). I henhold til artikel 16, stk. 2, andet afsnit, i samme forordning kan der, hvis de disponible bevillinger ikke er tilstrækkelige, som en sidste udvej tages finansiel disciplin i anvendelse for at finansiere reserven, jf. nævnte forordnings artikel 17.

(3)

De prognoser for de direkte betalinger og markedsrelaterede udgifter, der er fastsat i Kommissionens budgetforslag for 2025, viser, at der i øjeblikket ikke er behov for finansiel disciplin. Der hersker dog stor usikkerhed med hensyn til de fremtidige behov for støtte fra landbrugsreserven i betragtning af de konsekvenser, Ruslands invasion af Ukraine får for landbrugsfødevareindustrien, og hyppigheden af ugunstige vejrforhold, der påvirker landbruget. Desuden kan den nuværende høje grad af ustabilitet i landbrugssektoren i hele Europa påvirke det anslåede budgetbehov for regnskabsåret 2025.

(4)

I henhold til artikel 17, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) 2021/2116 skal tilpasningssatsen fastsættes senest den 30. juni i det kalenderår, for hvilket tilpasningssatsen finder anvendelse. I henhold til samme forordnings artikel 17, stk. 2, kan tilpasningssatsen tilpasses på grundlag af nye oplysninger frem til den 1. december samme kalenderår. Det er dog kun muligt at tilpasse satsen på grundlag af nye oplysninger, hvis der er blevet fastsat en sats inden den 30. juni.

(5)

I betragtning af den usikkerhed, der er forbundet med budgetprognoserne, og for at bevare muligheden for at tilpasse tilpasningssatsen indtil den 1. december 2024 og dermed sikre, at de årlige lofter overholdes, samt muligheden for yderligere finansiering til landbrugsreserven, skulle en af disse blive nødvendig, bør der fastsættes en tilpasningssats på 0 % for kalenderåret 2024.

(6)

Det fastsættes i artikel 17, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) 2021/2116, at tilpasningssatsen skal finde anvendelse på betalinger, der overstiger 2 000 EUR, og som ydes til landbrugere til interventioner med direkte betalinger som omhandlet i samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra c), og til særlige foranstaltninger som omhandlet i samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra e), det tilsvarende kalenderår.

(7)

Som hovedregel modtager de landbrugere, der indgiver en støtteansøgning om direkte betalinger for ét kalenderår (N), betaling inden for en fastsat betalingsperiode, som ligger i regnskabsåret (N + 1). Medlemsstaterne kan dog inden for visse grænser foretage sene betalinger til landbrugerne efter betalingsperioden. Sådanne sene betalinger kan foretages i et efterfølgende regnskabsår. Når der anvendes finansiel disciplin i et givet kalenderår, bør tilpasningssatsen ikke anvendes på betalinger, som der er indgivet støtteansøgninger om i andre kalenderår end det år, for hvilket den pågældende finansielle disciplin finder anvendelse. For at sikre ligebehandling af landbrugerne bør det derfor fastsættes, at tilpasningssatsen kun anvendes på betalinger, som der er indgivet ansøgning om i det kalenderår, hvor den pågældende tilpasningssats finder anvendelse, uafhængigt af hvornår betalingen til landbrugerne finder sted —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Med henblik på at fastsætte tilpasningssatsen i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2021/2116 skal betalinger, der ydes til landbrugere til interventioner med direkte betalinger som omhandlet i samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra c), og til særlige foranstaltninger som omhandlet i samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra e), og som overstiger 2 000 EUR for en støtteansøgning, der er indgivet for kalenderåret 2024, nedsættes med en tilpasningssats på 0 %.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 435 af 6.12.2021, s. 187, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/2116/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1664/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)