|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2024/1497 |
28.5.2024 |
RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1497
af 27. maj 2024
om ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,
under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådet vedtog den 18. januar 2012 forordning (EU) nr. 36/2012 (1), og den 31. maj 2013 vedtog det afgørelse 2013/255/FUSP (2) efter vedtagelsen af Rådets konklusioner, hvori Rådet fordømte volden og de udbredte og systematiske alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Syrien. |
|
(2) |
Det tragiske jordskælv den 6. februar 2023 forværrede yderligere de alvorlige forhold og øgede den syriske befolknings lidelser. |
|
(3) |
Den 23. februar 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/408 (3) og forordning (EU) 2023/407 (4), som indførte en fritagelse fra indefrysningen af aktiver og fra restriktionerne for at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for udpegede fysiske eller juridiske personer og enheder. Rådet besluttede, at denne fritagelse bør gælde for internationale organisationer og visse definerede kategorier af aktører, der er involveret i humanitære aktiviteter, og i første omgang for en periode på seks måneder, indtil den 24. august 2023. |
|
(4) |
Den 14. juli 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/1467 (5) og forordning (EU) 2023/1462 (6), som forlængede fritagelsen indtil den 24. februar 2024. Den 18. december 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/2876 (7) og forordning (EU) 2023/2877 (8), som forlængede fritagelsen yderligere indtil den 1. juni 2024. |
|
(5) |
Den 27. maj 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/1496 (9) , som erstatter ovennævnte fritagelse med en fritagelse, der finder anvendelse indtil den 1. juni 2025 i overensstemmelse med slutdatoen for anvendelsen af afgørelse 2013/255/FUSP, og påtænker, uden at dette berører revisionen af afgørelse 2013/255/FUSP, at forlænge denne fritagelse yderligere efter den 1. juni 2025. |
|
(6) |
Foranstaltningerne i denne forordning hører ind under traktatens anvendelsesområde, og derfor, navnlig for at sikre, at de finder ensartet anvendelse i alle medlemsstaterne, er det nødvendigt at indføre regulering på EU-plan for at gennemføre dem. |
|
(7) |
Forordning (EU) nr. 36/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 16a i forordning (EU) nr. 36/2012 affattes således:
»Artikel 16a
1. Forbuddene i artikel 14, stk. 1 og 2, finder først anvendelse fra den 1. juni 2025 på tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller for støtte andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov, hvis en sådan bistand og sådanne andre aktiviteter udføres af:
|
a) |
De Forenede Nationer, herunder De Forenede Nationers programmer, fonde og andre enheder og organer samt De Forenede Nationers særorganisationer og tilknyttede organisationer |
|
b) |
internationale organisationer |
|
c) |
humanitære organisationer, der har observatørstatus i De Forenede Nationers Generalforsamling og medlemmer af disse humanitære organisationer |
|
d) |
bilateralt eller multilateralt finansierede ikkestatslige organisationer, der deltager i De Forenede Nationers beredskabsplaner for humanitær bistand, De Forenede Nationers flygtningeberedskabsplaner, andre appeller fra De Forenede Nationer eller humanitære grupper, der koordineres af De Forenede Nationers Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender |
|
e) |
organisationer og agenturer, som Unionen har udstedt certifikatet for det humanitære partnerskab til, eller som er certificeret eller anerkendt af en medlemsstat i overensstemmelse med nationale procedurer |
|
f) |
medlemsstaters særorganisationer, eller |
|
g) |
ansatte, støttemodtagere, datterselskaber eller gennemførelsespartnere hos de i litra a)-f) omhandlede enheder, mens og i det omfang de handler i denne egenskab. |
2. Forbuddet i artikel 14, stk. 2, finder ikke anvendelse på pengemidler eller økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed af offentlige organer eller af juridiske personer, enheder eller organer, der modtager offentlig støtte fra Unionen eller medlemsstaterne til at yde humanitær hjælp i Syrien eller bistand til civilbefolkningen i Syrien, forudsat at tilvejebringelsen af sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er med henblik på køb eller transport af olieprodukter eller dermed forbundne finansieringsmidler eller finansiel bistand udelukkende med det formål at yde humanitær nødhjælp i Syrien eller at yde bistand til civilbefolkningen i Syrien i overensstemmelse med artikel 6a, stk. 1.
3. I tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2 i denne artikel, og uanset artikel 14, stk. 1 og 2, kan medlemsstaternes kompetente myndigheder på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendige for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller understøtte andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov.
4. Foreligger der ikke et afslag, en anmodning om oplysninger eller en meddelelse om yderligere tid fra den relevante kompetente myndighed senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning om tilladelse i medfør af stk. 2, anses tilladelsen for at være givet.
5. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der er meddelt i medfør af stk. 3 og 4, senest fire uger efter meddelelsen af en sådan tilladelse.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. maj 2024.
På Rådets vegne
J. BORRELL FONTELLES
Formand
(1) Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 442/2011 (EUT L 16 af 19.1.2012, s. 1).
(2) Rådets afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 147 af 1.6.2013, s. 14).
(3) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/408 af 23. februar 2023 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 56 I af 23.2.2023, s. 4).
(4) Rådets forordning (EU) 2023/407 af 23. februar 2023 ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 56 I af 23.2.2023, s. 1).
(5) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1467 af 14. juli 2023 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 180 af 17.7.2023, s. 41).
(6) Rådets forordning (EU) 2023/1462 af 17. juli 2023 ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L 180 af 17.7.2023, s. 8).
(7) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/2876 af 18. december 2023 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L, 2023/2876, 19.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2876/oj).
(8) Rådets forordning (EU) 2023/2877 af 18. december 2023 ændring af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L, 2023/2877, 19.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/2877/oj).
(9) Rådets afgørelse (FUSP) 2024/1496 af 27. maj 2024 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT L, 2024/1496, 28.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1496/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1497/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)