European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1485

27.5.2024

RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1485

af 27. maj 2024

om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2024/1484 af 27. maj 2024 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland (1),

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 27. maj 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/1484, som fastlægger en ramme for målrettede restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland og den interne undertrykkelse i landet. Den politiske kontekst og de politiske grunde til at indføre de restriktive foranstaltninger er anført i betragtningerne til nævnte afgørelse.

(2)

Intern undertrykkelse omfatter bl.a. tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf, summariske eller vilkårlige henrettelser, forsvindinger, vilkårlige arrestationer og andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder som fastsat i relevante internationale menneskerettighedsinstrumenter, herunder verdenserklæringen om menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

(3)

Afgørelse (FUSP) 2024/1484 indeholder bestemmelser om rejseforbud for de fysiske personer, der er opført på listen i bilaget dertil, og om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer samt forbud mod at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i nævnte bilag. Den indeholder også bestemmelser om visse sektorspecifikke restriktioner for eksport af produkter, der kan anvendes til intern undertrykkelse, samt produkter der primært er beregnet til overvågning eller aflytning i forbindelse med informationssikkerhed og telekommunikation.

(4)

De restriktioner, der indføres ved denne forordning for så vidt angår produkter, der er opført i bilag I og II hertil, berører ikke de restriktioner, der finder anvendelse i henhold til forordning (EU) nr. 833/2014 (2). Hvis et produkt falder ind under en af kategorierne i bilag I eller II til nærværende forordning samt inden for anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 833/2014, bør restriktionerne i forordning (EU) nr. 833/2014 finde anvendelse.

(5)

I bilag II til denne forordning specificeres de kategorier af produkter, der vurderes at være relevante for anvendelse til intern undertrykkelse på grundlag af deres tekniske kapacitet. Hvis et produkt er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 833/2014, bør restriktionerne i forordning (EU) nr. 833/2014 finde anvendelse, uanset om produktet opfylder den tekniske kapacitet, der er angivet i bilag II til nærværende forordning.

(6)

Oplysninger om påtænkte anvendelse af udstyr, teknologi eller software til intern undertrykkelse i Rusland kan indhentes på en hvilken som helst måde, herunder den erhvervsdrivendes egne undersøgelsesresultater, oplysninger fra de kompetente myndigheder eller offentligt tilgængelige kilder.

(7)

Da disse foranstaltninger falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender dem ensartet.

(8)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og navnlig adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, retten til et forsvar og retten til beskyttelse af personoplysninger. Forordningen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder.

(9)

Proceduren for ændring af listen i bilag IV til denne forordning bør omfatte, at begrundelserne for opførelsen på listen meddeles de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer for at give dem lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

(10)

Med henblik på gennemførelsen af denne forordning og for at sikre størst mulig retssikkerhed i Unionen bør navne og andre relevante oplysninger om fysiske og juridiske personer, enheder og organer, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer skal indefryses i overensstemmelse med denne forordning, gøres offentligt tilgængelige. Enhver behandling af personoplysninger bør ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3) og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4).

(11)

Medlemsstaterne og Kommissionen bør underrette hinanden om foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, og om andre relevante oplysninger, som de råder over i forbindelse med denne forordning.

(12)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelserne og have afskrækkende virkning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I denne forordning forstås ved:

a)

»mæglervirksomhed«:

i)

forhandling eller styring af transaktioner med henblik på køb, salg eller levering af produkter og teknologi eller af finansielle og tekniske tjenester, herunder fra et tredjeland til et andet tredjeland, eller

ii)

salg eller køb af produkter og teknologi eller af finansielle og tekniske tjenester, herunder hvis de befinder sig i tredjelande med henblik på overførsel til et andet tredjeland

b)

»fordring«: enhver omtvistet eller uomtvistet fordring, som er gjort gældende før eller efter datoen for denne forordnings ikrafttræden i henhold til eller i forbindelse med en kontrakt eller en transaktion, herunder navnlig:

i)

en fordring, som tager sigte på opfyldelse af enhver forpligtelse, som er resultatet af eller har tilknytning til en kontrakt eller transaktion

ii)

en fordring, som tager sigte på forlængelse eller betaling af en kaution, finansiel garanti eller godtgørelse, uanset dens form

iii)

et erstatningskrav i forbindelse med en kontrakt eller transaktion

iv)

en modfordring

v)

en fordring, som tager sigte på, herunder ved eksigibilitet, at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom, en voldgiftskendelse eller en tilsvarende afgørelse, uanset hvor den er afsagt eller truffet

c)

»kontrakt eller transaktion«: enhver transaktion uanset form og uanset hvilken lov der finder anvendelse på den, bestående af en eller flere kontrakter eller lignende forpligtelser, der er indgået mellem samme eller forskellige parter; udtrykket »kontrakt« omfatter med henblik herpå navnlig enhver finansiel garanti og modgaranti eller enhver kredit, også selv om de er juridisk uafhængige, samt enhver tilknyttet bestemmelse, som opstår i forbindelse med en sådan transaktion

d)

»kompetente myndigheder«: medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. listen over webstederne i bilag III

e)

»økonomiske ressourcer«: aktiver af enhver art, både materielle og immaterielle, såvel løsøre som fast ejendom, som ikke er pengemidler, men som kan bruges til at erhverve pengemidler, varer eller tjenesteydelser

f)

»finansieringsmidler eller finansiel bistand«: enhver foranstaltning, uanset de konkret valgte midler, hvorved den pågældende fysiske eller juridiske person, enhed eller organ betinget eller ubetinget udbetaler eller forpligter sig til at udbetale egne midler eller økonomiske ressourcer, herunder, men ikke begrænset til, tilskud, lån, garantier, kautioner, obligationer, remburser, leverandørkreditter, køberkreditter, import- eller eksportforskud og alle former for forsikring og genforsikring, herunder eksportkreditforsikring betaling samt vilkår og betingelser for betaling af den aftalte pris for en vare eller en tjenesteydelse, der foretages i overensstemmelse med normal forretningspraksis, udgør ikke finansieringsmidler eller finansiel bistand

g)

»indefrysning af økonomiske ressourcer«: hindring af, at økonomiske ressourcer på nogen måde bruges til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser, herunder, men ikke kun, ved salg, leje eller pantsætning

h)

»indefrysning af pengemidler«: hindring af enhver form for flytning, overførsel, ændring, brug af, adgang til eller håndtering af pengemidler, der ville resultere i en ændring under en hvilken som helst form med hensyn til omfang, beløb, anbringelsessted, ejerforhold, besiddelse, art eller formål eller andre ændringer, som ville gøre det muligt at bruge de pågældende pengemidler, herunder porteføljeforvaltning

i)

»pengemidler«: finansielle aktiver og fordele af enhver art, herunder bl.a.:

i)

kontante pengebeløb, checks, pengefordringer, veksler, betalingsordrer og andre betalingsinstrumenter

ii)

indeståender i finansielle institutioner eller andre enheder, saldi på konti, tilgodehavender og tilgodehavendebeviser

iii)

børsnoterede og unoterede værdipapirer og gældsinstrumenter, herunder aktier og andre ejerandele, værdipapircertifikater, obligationer, gældsbeviser, warrants, usikrede værdipapirer og derivatkontrakter

iv)

rente, udbytte eller anden form for indtægt fra aktiver eller værditilvækst hidrørende fra aktiver

v)

kreditter, modregningsrettigheder, garantier, opfyldelsesgarantier eller andre finansielle forpligtelser

vi)

remburser, konnossementer, løsørepantebreve

vii)

dokumenter, der godtgør en rettighed til pengemidler eller økonomiske ressourcer

j)

»teknisk bistand«: enhver form for teknisk bistand i forbindelse med reparation, udvikling, fremstilling, samling, prøvning, vedligeholdelse eller enhver anden form for teknisk tjeneste, uanset at bistanden ydes i form af instruktion, rådgivning, oplæring, overførsel af driftskendskab eller færdigheder eller konsulentservice; teknisk bistand omfatter også mundtlig bistand

k)

»Unionens område«: de af medlemsstaternes områder, hvorpå traktaten om Den Europæiske Union finder anvendelse, på de betingelser, der er fastsat deri, herunder deres luftrum.

Artikel 2

1.   Det er forbudt:

a)

direkte eller indirekte at sælge, levere, overføre eller eksportere udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, jf. listen i bilag I, uanset om det har oprindelse i eller uden for Unionen, til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland

b)

direkte eller indirekte at levere teknisk bistand eller yde mæglervirksomhed i tilknytning til det i litra a) omhandlede udstyr til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland

c)

direkte eller indirekte at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring, samt forsikring og genforsikring i tilknytning til det i litra a) omhandlede udstyr til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på beskyttelsesudstyr, der midlertidigt eksporteres til Rusland udelukkende til personlig brug af personel fra FN, Unionen eller dens medlemsstater, repræsentanter for medierne, humanitært hjælpepersonale, ulandsfrivillige og tilknyttet personale.

3.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder på sådanne vilkår, som de finder hensigtsmæssige, meddele tilladelse til salg, levering, overførsel eller eksport af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, jf. bilag I, og tilknyttet finansieringsmidler samt finansiel og teknisk bistand, som udelukkende er bestemt til humanitær brug eller beskyttelsesbrug, til brug for FN's og Unionens institutionsopbygningsprogrammer eller for FN's og Unionens eller regionale eller subregionale organisationers krisestyringsoperationer.

4.   De i stk. 3 omhandlede tilladelser kan kun gives forud for gennemførelsen af den aktivitet, som der anmodes om tilladelse til. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af denne artikel, senest fire uger efter meddelelsen af tilladelse.

5.   Uanset stk. 1 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder meddele tilladelse til salg, levering, overførsel, eksport eller ydelse af den bistand eller de tjenester, der er omhandlet deri, efter at have konstateret, at dette er nødvendigt for:

a)

Unionens og medlemsstaternes eller partnerlandenes diplomatiske og konsulære repræsentationers funktion i Rusland, herunder delegationer, ambassader og missioner, eller internationale organisationer i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten

b)

levering af elektroniske kommunikationstjenester fra Unionens telekommunikationsoperatører, med henblik på levering af tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester, der er nødvendige for sådanne elektroniske kommunikationstjenesters drift, vedligeholdelse og sikkerhed i Rusland, i Ukraine, i Unionen, mellem Rusland og Unionen og mellem Ukraine og Unionen, og for datacentertjenester i Unionen.

Artikel 3

1.   Det er forbudt direkte eller indirekte at sælge, levere, overføre eller eksportere det udstyr og den teknologi eller software, som er opført i bilag II, uanset om det har oprindelse i Unionen, til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland, medmindre den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat forudgående har givet tilladelse hertil.

2.   De kompetente myndigheder giver ikke tilladelse i medfør af stk. 1, hvis de har rimelig grund til at antage, at det pågældende udstyr, den pågældende teknologi eller software vil blive anvendt til intern undertrykkelse af den russiske regering, offentlige organer, selskaber eller agenturer i Rusland, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres instruks.

3.   Bilag II omfatter informationssikkerheds- og telekommunikationsudstyr, teknologi eller software, der kan misbruges til intern undertrykkelse.

4.   Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder meddele tilladelse til salg, levering, overførsel, eksport eller ydelse af de deri omhandlede tjenester på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, efter at have konstateret, at dette er nødvendigt for:

a)

Unionens og medlemsstaternes eller partnerlandenes diplomatiske og konsulære repræsentationers funktion i Rusland, herunder delegationer, ambassader og missioner, eller internationale organisationer i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten

b)

Unionens telekommunikationsoperatørers levering af elektroniske kommunikationstjenester, der er nødvendige for driften, vedligeholdelsen og sikkerheden, herunder cybersikkerheden, af elektroniske kommunikationstjenester i Rusland, Ukraine, Unionen, mellem Rusland og Unionen og mellem Ukraine og Unionen og for datacentertjenester i Unionen.

5.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af denne artikel, senest fire uger efter meddelelsen af tilladelsen.

6.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der afvises i medfør af denne artikel, senest fire uger efter meddelelsen af denne afvisning.

7.   Denne artikel berører ikke artikel 2a i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014.

Artikel 4

1.   Medmindre den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat forudgående har givet tilladelse i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, er det forbudt at:

a)

direkte eller indirekte yde teknisk bistand eller mæglerservice i forbindelse med det udstyr eller den teknologi eller software, som er opført i bilag II, i forbindelse med installation, levering, fremstilling, vedligeholdelse, reparation og anvendelse af udstyr og teknologi, der er opført i bilag II eller i forbindelse med levering, installation, drift eller ajourføring af software, der er opført i bilag II til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland

b)

direkte eller indirekte yde finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til det udstyr og den teknologi og software, der er opført i bilag II, til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland eller til brug i Rusland

c)

direkte eller indirekte yde tjenester i form af overvågning eller aflytning af telekommunikation eller internetkommunikation til gavn for det russiske styre eller offentlige organer, selskaber eller agenturer i Rusland eller personer eller enheder, der optræder på deres vegne eller efter deres instruks.

2.   Med henblik på stk. 1, litra a), omfatter forbuddet mod vedligeholdelse og reparation af det relevante udstyr et forbud mod vedligeholdelse, opdatering og reparation af indlejret software, der er indbygget i udstyret.

3.   Med henblik på stk. 1, litra c), forstås ved »tjenester i form af overvågning eller aflytning af telekommunikation eller internetkommunikation« sådanne tjenester, som navnlig ved hjælp af udstyr, teknologi eller software, der er opført i bilag II, giver adgang til og viser en persons indgående og udgående telekommunikation og samtalerelaterede data med henblik på uddragelse, afkodning, optagelse, behandling, analyse eller lagring eller enhver anden aktivitet i tilknytning hertil.

Artikel 5

1.   Forbuddene i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, finder anvendelse, hvis udstyr, teknologi eller software, der ikke er opført i bilag I og II, helt eller delvis er beregnet til at blive anvendt i forbindelse med intern undertrykkelse i Rusland. Hvis den erhvervsdrivende bliver bekendt hermed, underretter den straks de kompetente myndigheder herom.

2.   Forbuddene i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende ikke havde nogen grund til at nære mistanke om, at udstyr, teknologi eller software, der ikke er opført i bilag I og II, helt eller delvis er beregnet til at blive anvendt i forbindelse med intern undertrykkelse i Rusland

Artikel 6

1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV, indefryses.

2.   Pengemidler eller økonomiske ressourcer må ikke hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller stilles til rådighed til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV.

3.   Bilag IV omfatter fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer:

a)

der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne eller undertrykkelsen af civilsamfundet og den demokratiske opposition, eller hvis aktiviteter i alvorlig grad undergraver demokratiet eller retsstaten i Rusland

b)

der yder finansiel, teknisk eller materiel støtte til eller på anden måde er involveret i de handlinger, der er omhandlet i litra a), herunder ved at planlægge, lede, beordre, bistå, forberede, lette eller tilskynde til sådanne handlinger

c)

med tilknytning til de fysiske og juridiske personer samt enheder og organer, der er omhandlet i litra a) eller b).

Artikel 7

1.   Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan de kompetente myndigheder på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer:

a)

er nødvendige til dækning af basale behov hos de fysiske eller juridiske personer, organer eller enhed, der er anført på listen i bilag IV, og hos de familiemedlemmer, som disse fysiske personer har forsørgerpligt over for, herunder til betaling af fødevarer, husleje, renter og afdrag på hypotekslån, medicin, lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer eller godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c)

alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig opbevaring eller forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer

d)

er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, på betingelse af, at den kompetente myndighed mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen har meddelt de andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen, hvorfor den finder, at der bør gives særlig tilladelse

e)

skal betales til eller fra en konto, der indehaves af en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en international organisation, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten, for så vidt de pågældende betalinger skal anvendes til den diplomatiske eller konsulære repræsentations eller internationale organisations officielle formål

f)

er nødvendige for Unionens og medlemsstaternes eller partnerlandenes diplomatiske og konsulære repræsentationers funktion i Rusland, herunder delegationer, ambassader og missioner, eller internationale organisationer i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten

g)

er nødvendige for levering af elektroniske kommunikationstjenester fra Unionens telekommunikationsoperatører, med henblik på levering af tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester, der er nødvendige for sådanne elektroniske kommunikationstjenesters drift, vedligeholdelse og sikkerhed i Rusland, i Ukraine, i Unionen, mellem Rusland og Unionen og mellem Ukraine og Unionen, og for datacentertjenester i Unionen, eller

h)

er nødvendige for salg og overførsel senest den 28. august 2024 eller inden for seks måneder efter datoen for opførelsen i bilag IV, alt efter hvilken dato der er den seneste, af ejendomsrettigheder over en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret i Unionen, hvis disse ejendomsrettigheder direkte eller indirekte ejes af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag IV, og efter at have konstateret, at indtægterne fra dette salg og denne overførsel forbliver indefrosset.

2.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 1, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

Artikel 8

1.   Uanset artikel 6, stk. 1 og 2, kan de kompetente myndigheder på sådanne betingelser, som de finder hensigtsmæssige, meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at have konstateret, at tilvejebringelse af sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendig for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller for at understøtte andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov.

2.   Foreligger der ikke et afslag, en anmodning om oplysninger eller en meddelelse om yderligere tid fra den relevante kompetente myndighed senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning om tilladelse i medfør af stk. 1, anses tilladelsen for at være givet.

3.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i henhold til denne artikel, senest fire uger efter meddelelsen af tilladelsen.

Artikel 9

1.   Uanset artikel 6, stk. 1, kan de kompetente myndigheder meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, forudsat at:

a)

pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en voldgiftsmæssig afgørelse, der er truffet forud for den dato, hvor de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 6, blev opført på listen i bilag IV, eller af en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i Unionen eller en retslig afgørelse, der kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, forud for eller efter den dato

b)

pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at opfylde fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse eller er anerkendt som gyldige ved en sådan afgørelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder

c)

afgørelsen ikke er til fordel for en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag IV, og

d)

anerkendelse af afgørelsen er ikke i strid med almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat.

2.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 1, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

Artikel 10

1.   Uanset artikel 6, stk. 1, kan de kompetente myndigheder, når fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV, skal betale forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ har indgået eller pådraget sig inden den dato, hvor den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ blev opført på listen i bilag IV, meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer på sådanne vilkår, som de finder hensigtsmæssige, når den pågældende kompetente myndighed har konstateret:

a)

at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer vil blive anvendt til en betaling, der skal foretages af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som er opført på listen i bilag IV, og

b)

at betalingen ikke er i strid med artikel 6, stk. 2.

2.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 1, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

Artikel 11

1.   Artikel 6, stk. 2, er ikke til hinder for, at finansielle institutioner eller kreditinstitutter, der modtager pengemidler overført af tredjeparter til en konto tilhørende en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen, krediterer de indefrosne konti med disse beløb, forudsat at således tilførte beløb på disse konti også indefryses. Den finansielle institution eller kreditinstituttet underretter straks den relevante kompetente myndighed om sådanne transaktioner.

2.   Artikel 6, stk. 2, finder ikke anvendelse på beløb, der tilføres indefrosne konti i form af:

a)

renter eller anden form for afkast fra disse konti

b)

forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået forud for den dato, hvor den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, jf. artikel 6, blev opført på listen i bilag IV, eller

c)

forfaldne beløb i henhold til judicielle, administrative eller voldgiftsmæssige afgørelser, der er truffet i en medlemsstat, eller som kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat

forudsat at sådanne renter, andre indtægter og beløb indefryses i henhold til artikel 6, stk. 1.

Artikel 12

1.   Fysiske og juridiske personer, enheder og organer skal:

a)

øjeblikkeligt videregive oplysninger, der kan lette overholdelsen af denne forordning, herunder oplysninger om konti og beløb, som er indefrosset i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, eller oplysninger, der besiddes om pengemidler og økonomiske ressourcer på Unionens område, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV, og som ikke er blevet behandlet som indefrosset af de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er forpligtet hertil, til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de er bosat eller befinder sig, og direkte eller via medlemsstaten fremsende oplysningerne til Kommissionen, og

b)

samarbejde med de kompetente myndigheder om efterprøvning af de i litra a) omhandlede oplysninger.

2.   Stk. 1 gælder med forbehold af nationale eller andre gældende regler vedrørende fortroligheden af oplysninger, som retslige myndigheder er i besiddelse af, og i overensstemmelse med respekten for fortroligheden af kommunikationen mellem advokater og deres klienter som garanteret i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Med henblik herpå omfatter sådan kommunikation også kommunikation vedrørende juridisk rådgivning fra andre certificerede fagfolk, som i henhold til national ret er bemyndigede til at repræsentere klienter i retssager, for så vidt som en sådan juridisk rådgivning ydes i forbindelse med verserende eller fremtidige retssager.

3.   Alle yderligere oplysninger, som Kommissionen modtager direkte, stilles til rådighed for medlemsstaterne.

4.   Alle oplysninger, der afgives eller modtages i medfør af denne artikel, må kun anvendes til de formål, til hvilke de blev afgivet eller modtaget.

5.   De kompetente myndigheder, herunder håndhævelsesmyndigheder, toldmyndigheder som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (5), kompetente myndigheder som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (6), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (7) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (8) samt administratorer af officielle registre, hvori fysiske personer, juridiske personer, enheder og organer samt fast ejendom eller løsøre registreres, behandler og udveksler uden ophold oplysninger, herunder personoplysninger og om nødvendigt de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, med andre kompetente myndigheder i deres medlemsstat, andre medlemsstater og Kommissionen, hvis en sådan behandling og udveksling er nødvendig for at udføre den behandlende eller den modtagende myndigheds opgaver i henhold til nærværende forordning, navnlig når de opdager tilfælde af en overtrædelse eller omgåelse eller forsøg på overtrædelse eller omgåelse af de forbud, der er fastsat i nærværende forordning.

Artikel 13

1.   Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, der har til formål eller følge at omgå de foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, er forbudt.

2.   Fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV, skal:

a)

senest seks uger fra datoen for opførelsen på listen i bilag IV indberette pengemidler eller økonomiske ressourcer under en medlemsstats jurisdiktion, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af dem, til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor disse pengemidler eller økonomiske ressourcer befinder sig, og

b)

samarbejde med den kompetente myndighed om efterprøvning af sådanne oplysninger.

3.   Manglende overholdelse af denne artikels stk. 2 betragtes som deltagelse, jf. denne artikels stk. 1, i aktiviteter, der har til formål eller følge at omgå de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 6.

4.   Den pågældende medlemsstat underretter inden for to uger Kommissionen om de oplysninger, den har modtaget i henhold til stk. 2, litra a).

5.   Alle oplysninger, der afgives eller modtages i medfør af denne artikel, må kun anvendes til de formål, til hvilke de blev afgivet eller modtaget.

6.   Enhver behandling af personoplysninger må kun foretages i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 i det omfang, det er nødvendigt for anvendelsen af nærværende forordning.

Artikel 14

1.   Når indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer eller afvisning af at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed er sket i god tro i forvisning om, at det er i overensstemmelse med denne forordning, kan den fysiske eller juridiske person, den enhed eller det organ, som har foretaget indefrysningen eller afvisningen, herunder dens ledelse og personale, ikke på nogen måde drages til ansvar herfor, medmindre det godtgøres, at indefrysningen eller tilbageholdelsen skyldtes forsømmelighed.

2.   Handlinger foretaget af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer medfører ikke ansvar af nogen form for de pågældende, hvis de ikke vidste og ikke havde rimelig grund til at antage, at deres handling ville være i strid med foranstaltningerne i denne forordning.

Artikel 15

1.   Fordringer, der er opstået i forbindelse med en kontrakt eller transaktion, hvis opfyldelse eller gennemførelse direkte eller indirekte er blevet berørt helt eller delvis af foranstaltninger i medfør af denne forordning, herunder krav om godtgørelse og andre tilsvarende fordringer, såsom erstatningskrav og krav som følge af en kautions- eller garantiforpligtelse, navnlig krav om forlængelse eller indfrielse af kautioner, garantier eller godtgørelser, navnlig en finansiel garanti og økonomisk godtgørelse, må uanset fordringens form ikke indfries, hvis fordringen gøres gældende af:

a)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag IV

b)

andre fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som handler gennem eller på vegne af en eller et af de i litra a) omhandlede fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer.

2.   I forbindelse med enhver retlig procedure vedrørende inddrivelse af en fordring påhviler det den fysiske eller juridiske person, den enhed eller det organ, der søger fordringen inddrevet, at bevise, at indfrielsen af fordringen ikke er forbudt i henhold til stk. 1.

3.   Denne artikel berører ikke de rettigheder, som de i stk. 1 omhandlede fysiske og juridiske personer, enheder og organer har til ved en domstol at få prøvet lovligheden af den manglende opfyldelse af de kontraktlige forpligtelser i henhold til denne forordning.

Artikel 16

1.   Kommissionen og medlemsstaterne underretter hinanden om foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, og udveksler andre relevante oplysninger, som de råder over i forbindelse denne forordning, navnlig oplysninger om:

a)

pengemidler, der indefryses i medfør af artikel 6, og tilladelser, der gives i medfør af de undtagelser, der er fastsat i denne forordning

b)

overtrædelser, håndhævelsesproblemer og domme afsagt af nationale retter.

2.   Medlemsstaterne underretter straks hinanden og Kommissionen om andre relevante oplysninger, som de råder over, og som kan påvirke den effektive gennemførelse af denne forordning.

Artikel 17

1.   Såfremt Rådet træffer afgørelse om at lade en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ være omfattet af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, ændrer det bilag IV i overensstemmelse hermed.

2.   Rådet meddeler den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ om en afgørelse i medfør af stk. 1, herunder om begrundelsen for opførelsen på listen, enten direkte, hvis adressen er kendt og hvis en sådan meddelelse kan finde sted, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ mulighed for at fremsætte bemærkninger.

3.   Fremsættes der bemærkninger, eller forelægges der væsentlig ny dokumentation, tager Rådet de pågældende afgørelser op til fornyet overvejelse og underretter den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ herom.

4.   Listen i bilag IV gennemgås regelmæssigt og mindst hver 12. måned.

5.   Kommissionen bemyndiges til at ændre bilag III på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne.

Artikel 18

1.   Bilag IV skal indeholde begrundelsen for opførelsen af de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på listen.

2.   Bilag IV skal, hvis de er tilgængelige, indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at identificere de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer. For så vidt angår fysiske personer kan sådanne oplysninger omfatte navne og aliasser, fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse, hvis denne er kendt, og funktion eller erhverv. For så vidt angår juridiske personer, enheder eller organer kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted.

Artikel 19

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne fastsætter også passende foranstaltninger til konfiskation af udbyttet af sådanne overtrædelser.

2.   Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de i stk. 1 omhandlede regler hurtigst muligt efter denne forordnings ikrafttræden og underretter den om senere ændringer dertil.

Artikel 20

1.   Rådet, Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) kan behandle personoplysninger for at kunne udføre deres opgaver i henhold til denne forordning. Disse opgaver omfatter:

a)

for så vidt angår Rådet, forberedelse og vedtagelse af ændringer til bilag IV

b)

for så vidt angår den højtstående repræsentant, forberedelse af ændringer til bilag IV

c)

for så vidt angår Kommissionen:

i)

tilføjelse af indholdet af bilag IV i den elektroniske, konsoliderede liste over fysiske og juridiske personer, grupper og enheder, der er omfattet af Unionens finansielle sanktioner, og på det interaktive kort over sanktioner, som begge er offentligt tilgængelige

ii)

behandling af oplysninger om konsekvensen af foranstaltningerne i denne forordning, såsom værdien af de indefrosne pengemidler og oplysninger om tilladelser givet af de kompetente myndigheder.

2.   Rådet, Kommissionen og den højtstående repræsentant må kun, hvor det er relevant, behandle relevante data vedrørende strafbare handlinger begået af fysiske personer, straffedomme mod sådanne personer eller sikkerhedsforanstaltninger vedrørende sådanne personer i det omfang, at en sådan behandling er nødvendig for forberedelsen af bilag IV.

3.   Med henblik på denne forordning udpeges Rådet, Kommissionen og den højtstående repræsentant som »dataansvarlig«, jf. artikel 3, nr. 8), i forordning (EU) 2018/1725, for at sikre, at de pågældende fysiske personer kan udøve deres rettigheder i henhold til nævnte forordning.

Artikel 21

1.   Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, der henvises til i denne forordning, og angiver dem på de websteder, der er opført i bilag III. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen eventuelle ændringer af deres webadresse, som er opført i bilag III.

2.   Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om deres kompetente myndigheder, herunder disses kontaktoplysninger, efter denne forordnings ikrafttræden og underretter den om alle senere ændringer dertil.

3.   Når der i denne forordning fastsættes krav om, at der skal gives meddelelse eller underretning til eller på anden måde kommunikeres med Kommissionen, benyttes de adresser og øvrige kontaktoplysninger, der er opført i bilag III.

Artikel 22

Alle oplysninger, der meddeles til eller modtages i medfør af denne forordning, må kun anvendes til de formål, til hvilke de blev meddelt eller modtaget.

Artikel 23

Denne forordning gælder:

a)

på Unionens område, herunder også i dens luftrum

b)

om bord på fly og skibe under en medlemsstats jurisdiktion

c)

for enhver statsborger i en medlemsstat, der opholder sig inden for eller uden for Unionens område

d)

for juridiske personer, enheder eller organer inden for eller uden for Unionens område, som er stiftet eller oprettet i henhold til en medlemsstats ret

e)

for juridiske personer, enheder eller organer i relation til virksomhed, der helt eller delvis udøves i Unionen.

Artikel 24

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. maj 2024.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)   EUT L, 2024/1484, 27.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1484/oj.

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).


BILAG I

Liste over udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, jf. artikel 2

1.   Følgende skydevåben, ammunition og tilbehør hertil:

1.1.

Skydevåben, der ikke er underlagt ML 1 og ML 2 på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr (den fælles liste over militært udstyr)

1.2.

Ammunition, der er specielt konstrueret til skydevåben opført i punkt 1.1 og specielt konstruerede komponenter dertil.

2.   Simulatorer til undervisning i brug af skydevåben og specielt konstrueret software hertil, undtagen simulatorer, som er underlagt kontrol i henhold til ML 14 på den fælles liste over militært udstyr.

3.   Bomber og håndgranater, som ikke er underlagt den fælles liste over militært udstyr.

4.   Andre sprængladninger, som ikke er underlagt den fælles liste over militært udstyr, og tilknyttede stoffer, som angivet nedenfor:

a.

amatol

b.

nitroglycol

c.

picrylchlorid.

5.   Barberbladspigtråd.

6.   Militærknive, kampknive og bajonetter med en bladlængde på mere end 10 cm.

7.   Produktionsudstyr specielt konstrueret til de produkter, der er opført i dette bilag.


BILAG II

Liste over udstyr, teknologi og software, jf. artikel 3

Generel note

Uanset indholdet af dette bilag finder bilaget ikke anvendelse:

a)

på det udstyr og den teknologi eller software, der er specificeret i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/821 (1) eller den fælles liste over militært udstyr

b)

på software, der er udviklet til installation af brugeren uden yderligere væsentlig støtte fra leverandøren, og som generelt er tilgængeligt for offentligheden ved salg uden begrænsninger fra lager ved detailsalgssteder i en af følgende former:

i)

salg fra fysiske butikker

ii)

postordresalg

iii)

elektroniske transaktioner, eller

iv)

postordresalg

c)

software, der er til fri, offentlig anvendelse, eller

d)

hvor artikel 2a i forordning (EU) nr. 833/2014 finder anvendelse.

Afsnit A, B, C, D og E henviser til de afsnit, der er omhandlet i forordning (EU) 2021/821.

A.

Liste over udstyr

Deep Packet Inspection-udstyr

Netværksaflytningsudstyr, herunder Interception Management-udstyr (IMS) og Data Retention Link Intelligence-udstyr

Radiofrekvensovervågningsudstyr

Netværks- og satellitjammingsudstyr

Fjernstyret inficeringsudstyr

Talegenkendelses- og talebehandlingsudstyr

IMSI- (4), MSISDN- (5), IMEI- (6), TMSI- (7) aflytnings- og overvågningsudstyr

Taktisk SMS- (8), GSM- (9), GPS- (10), GPRS- (11), UMTS- (12), CDMA- (13) og PSTN- (14) aflytnings- og overvågningsudstyr

DHCP- (15), SMTP- (16) og GTP- (17) informationsaflytnings- og overvågningsudstyr

Mønstergenkendelses- og mønsterprofileringsudstyr

Fjernstyret retsteknisk udstyr

Semantisk processorudstyr

WEP- og WPA-kodebrydningsudstyr

Aflytningsudstyr for proprietære protokoller og standardprotokoller for VoIP

B.

Ikke brugt

C.

Ikke brugt

D.

»Software« til brug for »udvikling«, »produktion« eller »anvendelse« af udstyret specificeret i A ovenfor.

E.

»Teknologi« til brug for »udvikling«, »produktion« eller »anvendelse« af udstyret specificeret i A ovenfor.

Udstyr, teknologi og software i disse afsnit falder kun under anvendelsesområdet for dette bilag, i den udstrækning de falder ind under den generelle beskrivelse »systemer til aflytning og overvågning af internet-, telefon- og satellitkommunikation«.

Med henblik på dette bilag forstås ved »overvågning«: indhentning, uddragelse, afkodning, optagelse, behandling, analyse og arkivering af opkaldsindhold og netværksdata.

Fodnoter:

(4)

IMSI: International Mobile Subscriber Identity. Det er en unik identifikationskode for hvert enkelt mobiltelefonapparat, som er integreret i SIM-kortet og muliggør identifikation af SIM-kortet via GSM- og UMTS-nettene.

(5)

MSISDN: Mobile Subscriber Integrated Services Digital Network Number. Det er et unikt nummer, der identificerer et abonnement på et GSM- eller UMTS-mobilnet. Det er kort sagt det telefonnummer, der hører til SIM-kortet i en mobiltelefon, og som derfor identificerer en mobilabonnent på samme måde som IMSI, men i forbindelse med routing af opkald til den pågældende.

(6)

IMEI: International Mobile Equipment Identity. Det er et sædvanligvis unikt nummer, der bruges til at identificere GSM-, WCDMA- og IDEN-mobiltelefoner samt nogle satellittelefoner. Det er normalt trykt i telefonens batteriholder. Aflytning kan specificeres ved hjælp af IMEI-nummeret samt IMSI og MSISDN.

(7)

TMSI: Temporary Mobile Subscriber Identity. Det er den identitet, der hyppigst sendes mellem mobiltelefonen og nettet.

(8)

SMS: Short Message System.

(9)

GSM: Global System for Mobile Communications.

(10)

GPS: Global Positioning System.

(11)

GPRS: General Package Radio Service.

(12)

UMTS: Universal Mobile Telecommunication System.

(13)

CDMA: Code Division Multiple Access.

(14)

PSTN: Public Switch Telephone Networks.

(15)

DHCP: Dynamic Host Configuration Protocol.

(16)

SMTP: Simple Mail Transfer Protocol.

(17)

GTP: GPRS Tunneling Protocol.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/821 af 20. maj 2021 om en EU-ordning for kontrol med eksport, mæglervirksomhed, teknisk bistand, transit og overførsel i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (omarbejdning) (EUT L 206 af 11.6.2021, s. 1).


BILAG III

Websteder med oplysninger om de kompetente myndigheder og adresse til brug ved meddelelser til Kommissionen

BELGIEN

https://diplomatie.belgium.be/en/policy/policy_areas/peace_and_security/sanctions

BULGARIEN

https://www.mfa.bg/en/EU-sanctions

TJEKKIET

https://fau.gov.cz/en/international-sanctions

DANMARK

https://um.dk/udenrigspolitik/sanktioner

TYSKLAND

https://www.bmwi.de/Redaktion/DE/Artikel/Aussenwirtschaft/embargos-aussenwirtschaftsrecht.html

ESTLAND

https://vm.ee/sanktsioonid-ekspordi-ja-relvastuskontroll/rahvusvahelised-sanktsioonid

IRLAND

https://www.dfa.ie/our-role-policies/ireland-in-the-eu/eu-restrictive-measures/

GRÆKENLAND

http://www.mfa.gr/en/foreign-policy/global-issues/international-sanctions.html

SPANIEN

https://www.exteriores.gob.es/es/PoliticaExterior/Paginas/SancionesInternacionales.aspx

FRANKRIG

http://www.diplomatie.gouv.fr/fr/autorites-sanctions/

KROATIEN

https://mvep.gov.hr/vanjska-politika/medjunarodne-mjere-ogranicavanja/22955

ITALIEN

https://www.esteri.it/it/politica-estera-e-cooperazione-allo-sviluppo/politica_europea/misure_deroghe/

CYPERN

https://mfa.gov.cy/themes/

LETLAND

https://www.mfa.gov.lv/en/sanctions

LITAUEN

http://www.urm.lt/sanctions

LUXEMBOURG

https://maee.gouvernement.lu/fr/directions-du-ministere/affaires-europeennes/organisations-economiques-int/mesures-restrictives.html

UNGARN

https://kormany.hu/kulgazdasagi-es-kulugyminiszterium/ensz-eu-szankcios-tajekoztato

ΜΑLTA

https://smb.gov.mt/

NEDERLANDENE

https://www.rijksoverheid.nl/onderwerpen/internationale-sancties

ØSTRIG

https://www.bmeia.gv.at/themen/aussenpolitik/europa/eu-sanktionen-nationale-behoerden/

POLEN

https://www.gov.pl/web/dyplomacja/sankcje-miedzynarodowe

https://www.gov.pl/web/diplomacy/international-sanctions

PORTUGAL

https://portaldiplomatico.mne.gov.pt/politica-externa/medidas-restritivas

RUMÆNIEN

http://www.mae.ro/node/1548

SLOVENIEN

http://www.mzz.gov.si/si/omejevalni_ukrepi

SLOVAKIET

https://www.mzv.sk/europske_zalezitosti/europske_politiky-sankcie_eu

FINLAND

https://um.fi/pakotteet

SVERIGE

https://www.regeringen.se/sanktioner

Europa-Kommissionen underrettes på følgende adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser

og Kapitalmarkedsunionen (GD FISMA)

Rue Joseph II 54

1049 Bruxelles,

Belgien

E-mail: relex-sanctions@ec.europa.eu


BILAG IV

Liste over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, jf. artikel 6

A.   Fysiske personer

[…]

B.   Juridiske personer, enheder og organer

[…]


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1485/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)