European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1436

27.5.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1436

af 24. maj 2024

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Ligustrum ovalifolium og Ligustrum vulgare med oprindelse i Det Forenede Kongerige og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 for så vidt angår de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af disse planter til plantning

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 42, stk. 4, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (2) oprettes der på grundlag af en foreløbig risikovurdering en liste over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter.

(2)

Efter en foreløbig vurdering blev 34 slægter og én art af planter til plantning med oprindelse i tredjelande midlertidigt opført på listen i gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 som højrisikoplanter. Denne liste omfatter slægten Ligustrum L.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 (3) fastsættes de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af visse planter, planteprodukter og andre objekter, som er udgået fra bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, men for hvilke de plantesundhedsmæssige risici endnu ikke er vurderet fuldt ud. Det er fordi en eller flere skadegørere, som de pågældende planter er vært for, endnu ikke er opført på listen over EU-karantæneskadegørere i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (4), men de opfylder muligvis kriterierne for opførelse på den liste efter en yderligere fuldstændig risikovurdering.

(4)

Den 31. marts 2023 indgav Det Forenede Kongerige (5) en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af op til 7 år gamle ikkepodede planter til plantning af Ligustrum ovalifolium og Ligustrum vulgare med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen og med oprindelse i Det Forenede Kongerige (»de relevante planter«). Anmodningen var ledsaget af de relevante tekniske dossierer.

(5)

Den 1. februar 2024 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) en videnskabelig udtalelse om risikovurderingen af de relevante planter (6). Autoriteten identificerede Bemisia tabaci (europæiske populationer), Diaprepes abbreviatus og Scirtothrips dorsalis som skadegørere, der er relevante for de pågældende planter, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret, og vurderede sandsynligheden for, at de relevante planter er fri for disse skadegørere.

(6)

På grundlag af autoritetens udtalelse anses den plantesundhedsmæssige risiko, der er forbundet med indførsel af de relevante planter til Unionens område, for at være reduceret til et acceptabelt niveau.

(7)

Dermed bør alle op til 7 år gamle ikkepodede planter til plantning af Ligustrum ovalifolium og Ligustrum vulgare med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen og med oprindelse i Det Forenede Kongerige ikke længere anses for at være højrisikoplanter. De bør derfor udgå af listen over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019.

(8)

Gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 bør derfor ændres.

(9)

De foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har beskrevet i dossiererne, anses for tilstrækkelige til at reducere risikoen ved indførsel til Unionens område af de relevante planter til et acceptabelt niveau. Disse foranstaltninger bør derfor vedtages som plantesundhedsmæssige importkrav for at sikre den plantesundhedsmæssige beskyttelse af Unionens område.

(10)

Bemisia tabaci (europæiske populationer) er opført som en beskyttet zone-karantæneskadegører i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, og Scirtothrips dorsalis er opført som en EU-karantæneskadegører i bilag II til nævnte gennemførelsesforordning.

(11)

Diaprepes abbreviatus er endnu ikke opført på listen over EU-karantæneskadegørere. Der skal foreligge en fuldstændig risikovurdering for at kunne fastslå, om skadegøreren skal opføres i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, og om de relevante planter med oprindelse i Det Forenede Kongerige som følge heraf skal opføres i bilag VII til nævnte forordning sammen med de respektive specifikke krav.

(12)

Gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 bør derfor ændres.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 2

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. maj 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/2031/2019-12-14.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 af 18. december 2018 om oprettelse af en midlertidig liste over højrisikoplanter, -planteprodukter eller andre -objekter, jf. artikel 42 i forordning (EU) 2016/2031, og en liste over planter, for hvilke der ikke kræves plantesundhedscertifikater ved indførelse på Unionens område, jf. artikel 73 i nævnte forordning (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 10, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2018/2019/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 af 21. august 2020 om de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af visse planter, planteprodukter og andre objekter, som er udgået fra bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 275 af 24.8.2020, s. 5, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/1213/oj).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/2072/oj).

(5)  I overensstemmelse med aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 5, stk. 4, i Windsorrammen (se Unionens og Det Forenede Kongeriges fælles erklæring nr. 1/2023 i Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 102 af 17.4.2023, s. 87)) sammenholdt med bilag 2 til nævnte ramme, omfatter henvisninger til Det Forenede Kongerige i denne forordning ikke Nordirland.

(6)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2024. Scientific Opinion on the commodity risk assessment of Ligustrum ovalifolium and Ligustrum vulgare plants from the UK. https://doi.org/10.2903/j.efsa.2024.8648.


BILAG I

I tabellen i punkt 1 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, anden kolonne »Beskrivelse«, affattes rækken » Ligustrum L., bortset fra op til 20 år gamle planter til plantning af Ligustrum delavayanum og Ligustrum japonicum i vækstmedium med en diameter på højst 18 cm nederst på stammen med oprindelse i Det Forenede Kongerige« således:

» Ligustrum L., bortset fra:

op til 20 år gamle planter til plantning af Ligustrum delavayanum og Ligustrum japonicum i vækstmedium med en diameter på højst 18 cm nederst på stammen og med oprindelse i Det Forenede Kongerige og

op til 7 år gamle ikkepodede planter til plantning af Ligustrum ovalifolium og Ligustrum vulgare med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen og med oprindelse i Det Forenede Kongerige.«


BILAG II

I tabellen i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 indsættes følgende række mellem » Ligustrum delavayanum og Ligustrum japonicum, op til 20 år gamle planter til plantning i vækstmedium med en diameter på højst 18 cm nederst på stammen« og » Malus sylvestris, op til syv år gamle planter til plantning med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen«:

Planter, planteprodukter og andre objekter

KN-kode

Oprindelsestredjelande

Foranstaltninger

»Ligustrum ovalifolium og Ligustrum vulgare,

op til syv år gamle planter til plantning med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen.

ex 0602 90 45

ex 0602 90 46

ex 0602 90 48

Det Forenede Kongerige

a)

Det er officielt konstateret, at

i)

planterne er frie for Diaprepes abbreviatus

ii)

produktionsanlægget er fundet frit for Diaprepes abbreviatus ved officielle inspektioner gennemført på passende tidspunkter siden starten af seneste vækstperiode, og

iii)

sendinger af planter umiddelbart forud for eksporten er blevet underkastet en officiel inspektion for forekomst af Diaprepes abbreviatus, og antallet af prøver med henblik på inspektion har gjort det muligt at påvise en angrebsgrad på mindst 1 % med et konfidensniveau på 99 %

b)

plantesundhedscertifikaterne for de pågældende planter under overskriften »Tillægserklæring« inkluderer:

i)

følgende erklæring: »Denne sending opfylder betingelserne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213«, og

ii)

nærmere angivelse af de registrerede produktionsanlæg.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1436/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)