European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1429

17.5.2024

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2024/1429

af 17. maj 2024

om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 31. juli 2014 afgørelse 2014/512/FUSP (1).

(2)

I sine konklusioner af 24. februar 2022 fordømte Det Europæiske Råd på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine og erklærede, at Rusland med sine ulovlige militære aktioner overtrådte groft folkeretten og FN-pagtens principper og underminerede europæisk og global sikkerhed og stabilitet. Det Europæiske Råd opfordrede til omgående udarbejdelse og vedtagelse af en yderligere individuel og økonomisk sanktionspakke. Det Europæiske Råd opfordrede Rusland og russiskstøttede væbnede grupperinger til at standse deres desinformationskampagne.

(3)

I sine konklusioner af 10. maj 2021 understregede Rådet behovet for yderligere at styrke Unionens og medlemsstaternes modstandsdygtighed og deres evne til at imødegå hybride trusler, herunder desinformation, og sikre koordineret og integreret brug af eksisterende og mulige nye værktøjer til imødegåelse af hybride trusler på EU- og medlemsstatsplan og mulige reaktioner på hybride trusler, herunder bl.a. udenlandsk indblanding og påvirkningsoperationer, der både kan omfatte forebyggende foranstaltninger og pålægning af omkostninger for fjendtligtsindede statslige og ikkestatslige aktører.

(4)

I sine konklusioner af 21. og 22. marts 2024 bekræftede Det Europæiske Råd, at det er urokkeligt i sin støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for landets internationalt anerkendte grænser samt Ukraines naturlige ret til selvforsvar mod den russiske aggression. Det opfordrede også til, at der tages yderligere skridt til at svække Ruslands evne til fortsat at føre sin angrebskrig, herunder ved at styrke sanktionerne.

(5)

Den Russiske Føderation har deltaget i en systematisk, international kampagne for manipulation af medierne og fordrejning af fakta for at styrke sin strategi for destabilisering af sine nabolande og af Unionen og dens medlemsstater. Navnlig har propagandaen gentagne gange og konsekvent været rettet mod europæiske politiske partier, navnlig i valgperioderne, samt været rettet mod civilsamfundet, asylansøgere, russiske etniske mindretal, kønsidentitetsbaserede mindretal og de demokratiske institutioners funktion i Unionen og dens medlemsstater.

(6)

For at retfærdiggøre og støtte sin aggression mod Ukraine har Den Russiske Føderation været involveret i løbende og samordnede propagandaaktioner rettet mod civilsamfundet i Unionen og nabolandene, hvilket i alvorlig grad forvrider og manipulerer fakta.

(7)

Disse propagandaaktioner er blevet kanaliseret gennem en række medieforetagender under Den Russiske Føderations permanente direkte eller indirekte kontrol. Sådanne aktioner udgør en betydelig og direkte trussel mod Unionens offentlige orden og sikkerhed. Disse medieforetagender er afgørende for og medvirkende til at fremme og støtte Ruslands angrebskrig mod Ukraine og til destabiliseringen af dets nabolande.

(8)

I betragtning af den alvorlige situation og som svar på Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, er det nødvendigt, i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og friheder, der er anerkendt i chartret om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til ytrings- og informationsfrihed som anerkendt i chartrets artikel 11, hurtigst muligt at suspendere yderligere medieforetagenders udsendelse af radio og TV i Unionen eller rettet mod Unionen. Disse foranstaltninger bør opretholdes indtil den russiske aggression mod Ukraine er bragt til ophør, og indtil Den Russiske Føderation og dens tilknyttede medieforetagender ophører med at gennemføre propagandaaktioner mod Unionen og dens medlemsstater.

(9)

I overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og friheder, der er anerkendt i chartret om grundlæggende rettigheder, navnlig ytrings- og informationsfriheden, friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten som anerkendt i henholdsvis chartrets artikel 11, 16 og 17, forhindrer foranstaltningerne i denne afgørelse ikke, at de berørte medieforetagender og deres medarbejdere udfører andre aktiviteter i Unionen end udsendelse af radio og TV, f.eks. research og interviews. De pågældende foranstaltninger ændrer navnlig ikke på forpligtelsen til at respektere de rettigheder, friheder og principper, der er omhandlet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder, og i medlemsstaternes forfatninger, inden for deres respektive anvendelsesområder.

(10)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger.

(11)

Afgørelse 2014/512/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag IX til afgørelse 2014/512/FUSP ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Den ændring, der er omhandlet i stk. 1, finder anvendelse fra den 25. juni 2024, forudsat at Rådet efter at have gennemgået de respektive sager for de i denne ændring opførte enheder træffer afgørelse herom med enstemmighed.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2024.

På Rådets vegne

H. LAHBIB

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13).


BILAG

I bilag IX til afgørelse 2014/512/FUSP tilføjes følgende oplysninger:

»Voice of Europe

RIA Novosti

Izvestija

Rossiiskaja Gazeta«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1429/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)