(1)

Rådet anerkendte i sine konklusioner af 10. oktober 2014 om tiltag med henblik på bedre styring af migrationsstrømme, at alle medlemsstater under hensyntagen til de bestræbelser, der gøres af de medlemsstater, der er berørt af migrationsstrømme, bør yde deres bidrag til genbosætning på en retfærdig og afbalanceret måde.

(2)

Denne forordning bygger på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951, som suppleret ved New York-protokollen af 31. januar 1967 (»Genèvekonventionen«).

(3)

Der bør indføres en EU-ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager (»EU-rammen«) som supplement til andre muligheder for lovlig migration. EU-rammen bør give de mest sårbare tredjelandsstatsborgere eller statsløse med behov for international beskyttelse adgang til en varig løsning i overensstemmelse med EU-retten og national ret.

(4)

Den 19. september 2016 opfordrede De Forenede Nationers (FN's) Generalforsamling indtrængende staterne til at øge deres genbosætningsbestræbelser og fremsatte en plan for en samlet flygtningeberedskabsramme, inden for hvilken staterne søger at tilvejebringe genbosætningspladser og andre muligheder for lovlig migration i et omfang, der gør det muligt at imødegå det årlige behov for genbosætning, der identificeres af De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). Den globale aftale om flygtninge, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 17. december 2018, fastsætter, at der vil blive anmodet om frivillige bidrag fra staterne med henblik på at etablere eller udvide genbosætningsprogrammernes anvendelsesområde, størrelse og kvalitet.

(5)

Kommissionen anførte i sin meddelelse af 13. maj 2015 om en europæisk dagsorden for migration, at der er behov for en fælles tilgang til, hvordan der ved hjælp af genbosætning ydes beskyttelse til fordrevne personer, der har behov for beskyttelse.

(6)

Kommissionen anbefalede i sin henstilling til medlemsstaterne af 8. juni 2015 om en EU-ordning for genbosætning, at genbosætning bør baseres på en fair fordelingsnøgle. Dette blev efterfulgt af konklusioner vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, den 20. juli 2015 om genbosætning gennem multilaterale og nationale ordninger af 22 504 personer, der har et klart behov for international beskyttelse. Genbosætningspladserne blev fordelt blandt medlemsstaterne og Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz i overensstemmelse med de tilsagn, der fremgår af bilaget til nævnte konklusioner.

(7)

Den 15. december 2015 rettede Kommissionen en henstilling om en frivillig ordning med Tyrkiet om indrejse af humanitære årsager til medlemsstaterne og de associerede lande, hvori den henstillede, at de deltagende stater giver indrejsetilladelse til personer, der er fordrevet på grund af konflikten i Syrien, og som har behov for international beskyttelse.

(8)

Kommissionen bebudede i sin meddelelse af 6. april 2016 med titlen »Om en reform af det fælles europæiske asylsystem og om fremme af lovlige migrationsveje til Europa«, at den ville fremlægge et forslag til et struktureret genbosætningssystem til at udgøre rammen for Unionens genbosætningspolitik, og som indeholder en fælles tilgang med henblik på, at personer, der har behov for international beskyttelse, sikkert og lovligt kan komme ind i Unionen.

(9)

I sin beslutning af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration understregede Europa-Parlamentet behovet for et permanent EU genbosætningsprogram, som giver genbosættelse for et meningsfyldt antal flygtninge under hensyn til det samlede antal flygtninge, der søger beskyttelse i Unionen.

(10)

Den 27. september 2017 rettede Kommissionen en henstilling til medlemsstaterne om forbedring af mulighederne for lovlig migration for personer med behov for international beskyttelse. Som reaktion herpå gav medlemsstaterne tilsagn om at tilbyde 50 039 genbosætningspladser.

(11)

Med udgangspunkt i de eksisterende initiativer og inden for rammerne af den eksisterende internationale arkitektur bør der indføres en stabil og troværdig EU-ramme for indrejse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som har behov for international beskyttelse, der skal gennemføres i overensstemmelse med en EU-plan for genbosætning og indrejse af humanitære årsager (»EU-planen«), og som fuldt ud bør respektere medlemsstaternes konkrete tilkendegivelser med hensyn til deres tilsagn.

(12)

EU-rammen bør ses som et led i den internationale indsats for genbosætning og indrejse af humanitære årsager. EU-rammens bidrag til imødegåelse af globale behov for genbosætning og indrejse af humanitære årsager bør medvirke til at styrke Unionens partnerskab med tredjelande med henblik på at vise solidaritet med lande i regioner, hvortil et stort antal personer med behov for international beskyttelse er blevet fordrevet, ved at bidrage til at lette presset på disse lande, fremme disse landes kapacitet til at forbedre modtagelsesforholdene og vilkårene for international beskyttelse og mindske irregulære og farefulde videre rejser foretaget af tredjelandsstatsborgere og statsløse med behov for international beskyttelse i forbindelse med migration.

(13)

For at bidrage til at øge indsatsen for genbosætning og indrejse af humanitære årsager og mindske forskelle i national praksis og nationale genbosætningsprocedurer bør der fastlægges en fælles procedure samt fælles kriterier for berettigelse og fælles grunde til nægtelse af indrejse samt fælles principper for så vidt angår den status, som indrømmes personer, som får indrejsetilladelse.

(14)

Den fælles indrejseprocedure bør bygge på medlemsstaternes og, hvis det er relevant, UNHCR's eksisterende erfaringer med og standarder for genbosætning og indrejse af humanitære årsager.

(15)

Indrejse for familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere eller statsløse med lovligt ophold i en medlemsstat eller til unionsborgere bør ikke berøre de rettigheder, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/86/EF (4), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (5) eller national ret om familiesammenføring. Sådan indrejse bør derfor fokusere på de familiemedlemmer, der ikke er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde eller relevant national ret, eller som af andre årsager ikke har kunnet genforenes med deres familier.

(16)

For at sikre familiens enhed bør alle familiemedlemmer, for hvem en medlemsstat agter at gennemføre en indrejseprocedure, og som opfylder kriterierne for berettigelse og ikke er omfattet af grundene til afslag, som hovedregel og så vidt muligt have tilladelse til at indrejse sammen. Er dette ikke muligt, bør familiemedlemmer, der ikke har fået tilladelse til at indrejse sammen, have indrejsetilladelse snarest muligt på et senere tidspunkt. I forbindelse med fastsættelse af parametrene for en given familie, som en tredjelandsstatsborger eller statsløs person er afhængig af som omhandlet i denne forordning, bør medlemsstaterne anerkende, at udvidede forhold kan være den sidste livline for personer, der udelukkende er afhængige af familien med hensyn til overlevelse, psykologisk støtte og følelsesmæssig omsorg.

(17)

Medlemsstaterne bør kunne vælge, hvem de gennemfører en indrejseprocedure for, herunder på grundlag af hensyn vedrørende familiesammensætning. Medlemsstaterne bør i forbindelse med et sådant valg overholde princippet om familiens enhed. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at tredjelandsstatsborgere eller statsløse dokumenterer eksistensen af et familieforhold.

(18)

Ved begrebet trussel mod den offentlige sundhed forstås en sygdom, der er potentielt epidemisk i den i Verdenssundhedsorganisationens internationale sundhedsregulativ anvendte betydning.

(19)

En indrejseprocedure består af følgende faser: henvisning, hvor det er relevant, identifikation, registrering, vurdering og en afgørelse med hensyn til indrejse samt i tilfælde af genbosætning en afgørelse om tildeling af international beskyttelse eller i tilfælde af tilladelse til indrejse af humanitære årsager en afgørelse om tildeling af international beskyttelse eller humanitær status i henhold til national ret.

(20)

Ved en positiv afgørelse med hensyn til indrejse forstås, at en person, for hvem der er gennemført en indrejseprocedure med henblik på genbosætning eller indrejse af humanitære årsager, er blevet accepteret med henblik på indrejse af den medlemsstat, som har truffet den pågældende afgørelse. Ved en negativ afgørelse med hensyn til indrejse forstås, at en sådan person ikke er blevet accepteret med henblik på indrejse af den pågældende medlemsstat.

(21)

Før der tildeles international beskyttelse, bør der gennemføres en fuldstændig vurdering af tredjelandsstatsborgerens eller den statsløses behov for international beskyttelse.

(22)

I tilfælde af indrejse i hastetilfælde bør vurderingen af de indrejsekrav, der er fastsat i denne forordning, fremskyndes. Indrejse i hastetilfælde bør ikke nødvendigvis være knyttet til de regioner eller tredjelande, hvorfra indrejse skal finde sted i henhold til denne forordning. Alle medlemsstater bør tilskyndes til at stille nødpladser til rådighed.

(23)

En indrejseprocedure bør afsluttes hurtigst muligt, samtidig med at det sikres, at medlemsstaterne har tilstrækkelig tid til en passende behandling af hver enkelt sag. Medlemsstaterne bør gøre deres yderste for at sikre, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, for hvem der er truffet en positiv afgørelse om indrejse, indrejser på deres område senest tolv måneder fra datoen for denne afgørelse.

(24)

Eventuelle personoplysninger om personer, der er indrømmet international beskyttelse eller humanitær status i overensstemmelse med denne forordning, bør opbevares i fem år fra datoen for registrering på nationalt plan. Denne femårsperiode bør anses som værende tilstrækkelig med henblik på indrejseproceduren, idet de fleste sådanne personer efterfølgende vil have haft bopæl i Unionen i en årrække og vil have opnået statsborgerskab i en medlemsstat. Eftersom tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som inden for de tre år før indrejse er blevet nægtet indrejsetilladelse i en given medlemsstat med den begrundelse, at der var rimelige grunde til at formode, at de ville udgøre en fare for samfundet, den offentlige orden, sikkerheden eller folkesundheden i den medlemsstat, der behandler sagen om indrejse, eller med den begrundelse, at der er indberettet i Schengeninformationssystemet eller i en medlemsstats nationale database med henblik på nægtelse af indrejse, bør nægtes indrejsetilladelse i henhold til denne forordning, bør oplysningerne om dem opbevares i en periode på tre år fra den dato, hvor den negative afgørelse om indrejse blev truffet. Eftersom tredjelandsstatsborgere, som i de tre år før indrejsen ikke har givet samtykke til at få indrejsetilladelse til en bestemt medlemsstat eller har trukket dette samtykke tilbage, vil kunne nægtes indrejse i henhold til denne forordning, bør oplysningerne opbevares i en periode på tre år fra datoen for afbrydelsen. Opbevaringsperioden bør være kortere i visse særlige situationer, hvor der ikke er behov for at opbevare personoplysninger i så lang en periode. Personoplysninger om en tredjelandsstatsborger eller en statsløs bør slettes straks og permanent, når den pågældende opnår statsborgerskab i en medlemsstat.

(25)

Der er ingen ret til at anmode om indrejsetilladelse eller til at få indrejsetilladelse af en medlemsstat. Der er desuden ingen forpligtelse for medlemsstaterne til at give en person indrejsetilladelse i henhold til denne forordning.

(26)

Genbosætning bør være den primære indrejsetype, suppleret af indrejse af humanitære årsager og indrejse i hastetilfælde, alt efter hvad der er relevant, under hensyn til særlige omstændigheder.

(27)

EU-rammen bør tilsigte, at alle medlemsstaterne bidrager til gennemførelsen af EU-planen og øger deres indsats med hensyn til genbosætning og indrejse af humanitære årsager med henblik på at bidrage betydeligt til at opfylde de globale genbosætningsbehov, herunder i nødstilfælde.

(28)

Med henblik herpå bør Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1147 (6), yde målrettet bistand i form af økonomiske incitamenter til enhver person, der får indrejsetilladelse i henhold til EU-rammen, og til tiltag med henblik på at etablere passende infrastruktur og tjenester til gennemførelse af EU-rammen.

(29)

Den Europæiske Unions Asylagentur (»Asylagenturet«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2303 (7), bør på medlemsstaternes foranledning og i henhold til sit mandat støtte dem i gennemførelsen af EU-planen, såsom ved at bistå dem i forbindelse med gennemførelsen af visse elementer i indrejseproceduren og ved at koordinere det tekniske samarbejde og lette delingen af infrastruktur mellem dem.

(30)

Udveksling af god praksis i relevante fora blandt aktører på området genbosætning og indrejse af humanitære årsager, herunder i forbindelse med konsultationer om genbosætning og supplerende adgangsveje, bør fremmes.

(31)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af EU-rammen bør Rådet tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge og ændre den toårige EU-plan, fastsætte det samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse, og angive, hvor stor en andel heraf der bør afsættes til genbosætning, indrejse af humanitære årsager og indrejse i hastetilfælde, nærmere oplysninger om medlemsstaternes deltagelse i EU-planen og deres bidrag til det samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse, en beskrivelse af den eller de specifikke grupper af personer, som EU-planen bør omfatte, samt nærmere angivelse af de regioner eller tredjelande, hvorfra indrejse skal finde sted.

(32)

Tildelingen af sådanne gennemførelsesbeføjelser til Rådet er begrundet henset til det forhold, at disse gennemførelsesbeføjelser vedrører nationale udøvende beføjelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres tilladelse til indrejse på medlemsstaternes område.

(33)

Ændringer af EU-planen med henblik på at tage hensyn til nye omstændigheder kan omfatte bidrag til nye regioner eller tredjelande, som fuldt ud overholder tilkendegivelser, som medlemsstaterne på frivillig basis har givet i udvalget på højt plan for genbosætning og indrejse af humanitære årsager (udvalget på højt plan) gennem omfordeling af eksisterende eller nye bidrag.

(34)

Disse gennemførelsesbeføjelser bør udøves på grundlag af et forslag fra Kommissionen om det samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse, og den nærmere angivelse af de regioner eller tredjelande, hvorfra indrejse kan finde sted, og fuldt ud overholde de tilkendegivelser, som medlemsstaterne før forslaget har givet på frivillig basis i udvalget på højt plan. Kommissionen bør fremsætte sit forslag til EU-planen samtidig med sit forslag til udkast til Unionens årlige budget i året før den toårige periode, hvor EU-planen skal gennemføres. Kommissionen bør, hvor det er nødvendigt, fremsætte sit forslag til en ændring af EU-planen samtidig med et tilsvarende forslag til ændringsbudget. Rådet bør sigte mod at vedtage forslaget inden for to måneder.

(35)

Bestemmelserne om indholdet af international beskyttelse, der er omfattet af asylreglerne, bør finde anvendelse fra det øjeblik, hvor en person, der har fået indrejsetilladelse og er tildelt international beskyttelse, ankommer til den pågældende medlemsstats område, eller, hvis den pågældende person er blevet tildelt international beskyttelse efter sin ankomst til medlemsstatens område, i samme øjeblik den pågældende person er tildelt international beskyttelse.

(36)

Det er vigtigt for en vellykket indrejseprocedure, at personer, der har fået indrejsetilladelse, integreres i deres værtssamfund. Personer, der har fået indrejsetilladelse, bør have samme adgang til integrationstiltag som personer med international beskyttelse i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 (8). Medlemsstaterne bør kun kunne kræve deltagelse i sådanne integrationsforanstaltninger, hvis disse foranstaltninger er let tilgængelige, til rådighed og gratis. Medlemsstaterne bør også, hvor det anses for praktisk muligt, tilbyde tredjelandsstatsborgere eller statsløse et informationsprogram forud for afrejsen. Et sådant program vil kunne indeholde oplysninger om deres rettigheder og pligter, sprogundervisning og oplysninger om medlemsstatens sociale, kulturelle og politiske forhold. Sådanne oplysninger kan også gives efter indrejse på den pågældende medlemsstats område eller indgå i integrationsforanstaltninger under hensyntagen til de særlige sårbarheder hos den person, der har fået indrejsetilladelse. Medlemsstaterne bør ligeledes kunne tilrettelægge informationsprogrammer efter ankomsten, der er skræddersyet til behovene hos personer, der har fået indrejsetilladelse, med henblik på navnlig at kunne vejlede disse personer om indlæring af værtsmedlemsstatens sprog, uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, idet der tages hensyn til deres specifikke sårbarheder. Efter nærmere ordninger, som fastsættes af medlemsstaterne, bør de berørte organer og personer, såsom lokale myndigheder og personer, der allerede har fået indrejsetilladelse, så vidt muligt inddrages i gennemførelsen af sådanne programmer.

(37)

Sekundære bevægelser blandt alle personer, der har fået indrejsetilladelse i henhold til denne forordning, herunder hvor der er tildelt humanitær status i henhold til national ret, bør demotiveres. Medlemsstaterne bør inden for rammerne af EU-retten og -politikkerne samarbejde effektivt og uden unødigt ophold tilbagetage personer, der har fået indrejsetilladelse i overensstemmelse med denne forordning, og som antræffes i en medlemsstat, hvor de ikke har ret til at opholde sig.

(38)

Uden at det berører retten til at ansøge om international beskyttelse, kan medlemsstaterne i tilfælde af indrejse af humanitære årsager træffe afgørelse om at tillade en tredjelandsstatsborger eller en statsløs at indrejse på dens område på grundlag af en indledende vurdering og tildele den pågældende person humanitær status i henhold til national ret.

(39)

Den humanitære status i henhold til national ret bør fastsætte rettigheder og forpligtelser, der svarer til dem, som i henhold til artikel 20-26 og 28-35 i forordning (EU) 2024/1347 indrømmes personer med subsidiær beskyttelse. En sådan status bør kun fratages, hvis der efter afgørelsen om tildeling af denne status fremkommer nye omstændigheder eller ny dokumentation for personens berettigelse.

(40)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 (9) og for overordnet at afspejle de enkelte medlemsstaters indsats bør antallet af tredjelandsstatsborgere, som har fået ret til indrejse af medlemsstaterne gennem Unionens eller nationale genbosætningsordninger eller humanitære adgangsordninger, tages i betragtning i vurderingen af den generelle situation i Unionen som led i den årlige europæiske asyl- og migrationsrapport.

(41)

I betragtning af den ekspertise, som UNHCR har i at lette de forskellige former for indrejsetilladelse for personer med behov for international beskyttelse fra tredjelande, hvortil de er blevet fordrevet, til medlemsstater, som er villige til at tage imod dem, bør UNHCR fortsat spille en vigtig rolle i forbindelse med EU-rammen. Det bør være muligt at opfordre internationale aktører ud over UNHCR såsom Den Internationale Organisation for Migration til at bistå medlemsstaterne med gennemførelsen af EU-rammen.

(42)

Der bør nedsættes et udvalg på højt plan til at foretage høringer af interessenter om gennemførelsen af EU-rammen. Udvalget på højt plan bør rådgive Kommissionen vedrørende spørgsmål i tilknytning til gennemførelsen af EU-rammen, herunder vedrørende det antal personer, som det anbefales at tillade at indrejse, og de regioner eller tredjelande, hvorfra indrejse bør kunne finde sted, under hensyn til UNHCR's forventede globale genbosætningsbehov. Udvalget på højt plan bør kunne fremsætte henstillinger. Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til, at de på mødet i udvalget på højt plan frivilligt angiver nærmere oplysninger om deres deltagelse, herunder typen af indrejsetilladelse og de lande, hvorfra indrejse skal finde sted, samt om deres bidrag til det samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse i henhold til EU-planen.

(43)

Medlemsstaternes bestræbelser med henblik på genbosætning og indrejse af humanitære årsager i henhold til denne forordning bør understøttes af de nødvendige midler fra Unionens almindelige budget. Med henblik på, at EU-rammen kan fungere korrekt og være bæredygtig, bør forordning (EU) 2021/1147 ændres.

(44)

Denne forordning berører ikke medlemsstaternes mulighed for at vedtage eller gennemføre nationale genbosætningsordninger, f.eks. hvis de bidrager med et yderligere antal indrejsetilladelser til det samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse i henhold til EU-planen.

(45)

Der bør sikres komplementaritet med igangværende initiativer til fordel for genbosætning og indrejsemuligheder af humanitære årsager, som er iværksat som led i EU-rammen.

(46)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og bør derfor anvendes på en måde, der er i overensstemmelse med disse rettigheder og principper, navnlig hvad angår børns rettigheder, retten til respekt for familieliv og det generelle princip om ikkeforskelsbehandling.

(47)

Enhver behandling af personoplysninger, som foretages af medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med denne forordning, bør foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (10).

(48)

Enhver behandling af personoplysninger, som foretages af Asylagenturet i forbindelse med denne forordning, bør foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (11) samt med forordning (EU) 2021/2303 og bør overholde principperne om nødvendighed og proportionalitet.

(49)

Målet for denne forordning, nemlig fastlæggelse af en EU-ramme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af EU-genbosætningsrammens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(50)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(51)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

1)

»genbosætning«: tilladelse til indrejse på en medlemsstats område efter henvisning fra De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) for en tredjelandsstatsborger eller en statsløs fra et tredjeland, hvortil den pågældende person er blevet fordrevet, som:

2)

»international beskyttelse«: international beskyttelse som defineret i artikel 3, nr. 3), i forordning (EU) 2024/1347

3)

»indrejse af humanitære årsager«: tilladelse til indrejse på en medlemsstats område efter, såfremt en medlemsstat anmoder herom, en henvisning fra Den Europæiske Unions Asylagentur (»Asylagenturet«), fra UNHCR eller fra et andet relevant internationalt organ, for en tredjelandsstatsborger eller en statsløs fra et tredjeland, hvortil den pågældende person er blevet tvangsmæssigt fordrevet, og som i det mindste på grundlag af en indledende vurdering:

4)

»indrejse i hastetilfælde«: tilladelse til indrejse i form af genbosætning eller indrejse af humanitære årsager for personer med presserende behov for retsbeskyttelse eller fysisk beskyttelse eller med akutte medicinske behov.

a)

sikre, at tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er berettiget til at få indrejsetilladelse, og som ikke er omfattet af grundene til afslag i henhold til denne forordning, lovligt og sikkert kan indrejse på en medlemsstats område med henblik på at få tildelt international beskyttelse i overensstemmelse med denne forordning eller humanitær status i henhold til national ret som omhandlet i artikel 2, nr. 3), litra c), og tilskynde alle medlemsstater til at øge deres indsats med henblik herpå

b)

bidrage til at øge Unionens bidrag til internationale initiativer vedrørende genbosætning og indrejse af humanitære årsager med henblik på at øge det samlede antal tilgængelige pladser til genbosætning og indrejse af humanitære årsager

c)

bidrage til at styrke Unionens partnerskaber med tredjelande i regioner, til hvilke et stort antal personer med behov for international beskyttelse er blevet fordrevet.

a)

UNHCR's forventede globale genbosætningsbehov

b)

muligheden for at forbedre beskyttelsesmiljøet og øge beskyttelsesområdet i tredjelande

c)

omfanget og indholdet af de forpligtelser til genbosætning og indrejse af humanitære årsager, som tredjelande påtager sig med henblik på i fællesskab at bidrage til at opfylde UNHCR's globale genbosætningsbehov.

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 19, stk. 1, 2 og 3, affattes således: