(1)

Unionen udgør et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og bør derfor sikre, at der ikke foretages personkontrol ved de indre grænser, udforme en fælles politik for asyl og migration, kontrol ved de ydre grænser og tilbagesendelse samt forhindre ulovlige bevægelser mellem medlemsstaterne på grundlag af solidaritet og en rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, som også er retfærdig over for tredjelandsstatsborgere og statsløse og i fuld overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder.

(2)

Formålet med denne forordning er at strømline, forenkle og harmonisere medlemsstaternes proceduremæssige ordninger ved at indføre en grænseprocedure ved tilbagesendelse. Denne procedure bør finde anvendelse på tredjelandsstatsborgere og statsløse, hvis ansøgning er blevet afvist i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 (4) (»grænseproceduren ved asyl«).

(3)

For de medlemsstater, der ikke er bundet af forordning (EU) 2024/1348 bør henvisninger i nærværende forordning til bestemmelser i forordning (EU) 2024/1348 forstås som henvisninger til tilsvarende bestemmelser, som de kunne have indført i deres nationale ret.

(4)

Med hensyn til behandlingen af de personer, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, er medlemsstaterne bundet af forpligtelserne i henhold til de folkeretlige instrumenter, som de er part i.

(5)

Barnets tarv bør komme i første række, når medlemsstaterne anvender de bestemmelser i denne forordning, der muligvis vedrører mindreårige.

(6)

Mange ansøgninger om international beskyttelse fremsættes ved en medlemsstats ydre grænse eller i en medlemsstats transitområde, herunder af personer, der pågribes i forbindelse med en uautoriseret passage af den ydre grænse, det vil sige på det tidspunkt, hvor den irregulære passage af den ydre grænse finder sted, eller nær ved den ydre grænse, efter at passagen har fundet sted, eller af personer, der sættes i land efter en eftersøgnings- og redningsoperation. For at kunne foretage identifikations-, sikkerheds- og helbredstjek ved de ydre grænser og henvise de berørte tredjelandsstatsborgere og statsløse til de relevante procedurer er det nødvendigt at foretage en screening. Efter screeningen bør tredjelandsstatsborgere og statsløse kanaliseres videre til den relevante asyl- eller tilbagesendelsesprocedure eller nægtes indrejse. Der bør derfor indføres en fase forud for indrejse bestående af en screening og en grænseprocedure ved asyl og tilbagesendelse. Der bør være gnidningsløse og effektive forbindelser mellem alle faser af de relevante procedurer for alle irregulære indrejser.

(7)

Der gives ikke tilladelse til indrejse på området, hvis en ansøger ikke har ret til at forblive på det pågældende område, hvis vedkommende ikke har anmodet om tilladelse til at forblive på det pågældende område i forbindelse med den klageprocedure, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1348, eller hvis en ret har truffet afgørelse om, at vedkommende ikke bør have tilladelse til at forblive på det pågældende område, indtil resultatet af en sådan klage foreligger. For at sikre kontinuitet mellem asylproceduren og tilbagesendelsesproceduren bør tilbagesendelsesproceduren i sådanne tilfælde i forbindelse med en grænseprocedure også gennemføres inden for en periode på højst 12 uger. Denne periode bør regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren, tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse ikke længere har ret eller tilladelse til at forblive på det pågældende område.

(8)

For at sikre ligebehandling af alle tredjelandsstatsborgere og statsløse, der inden for rammerne af grænseproceduren har fået afslag på deres ansøgninger, bør det gælde, at hvis en medlemsstat har besluttet ikke at anvende bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (5), i henhold til de relevante undtagelser fastsat i nævnte direktiv, på tredjelandsstatsborgere og statsløse og ikke udsteder en afgørelse om tilbagesendelse til den pågældende tredjelandsstatsborger, bør behandlingen og niveauet af beskyttelse af den pågældende ansøger, tredjelandsstatsborger eller statsløse være i overensstemmelse med bestemmelsen i direktiv 2008/115/EF om gunstigere bestemmelser, hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er undtaget fra nævnte direktivs anvendelsesområde, og svare til det, der gælder for personer, der er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse.

(9)

Ved anvendelsen af grænseproceduren ved tilbagesendelse bør visse bestemmelser i direktiv 2008/115/EF finde anvendelse, da de regulerer elementer af grænseproceduren ved tilbagesendelse, der ikke er fastsat i denne forordning, navnlig dem, der vedrører definitioner, gunstigere bestemmelser, non-refoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand, risiko for forsvinden, forpligtelse til at samarbejde, frist for frivillig udrejse, afgørelse om tilbagesendelse, udsendelse, udsættelse af udsendelse, tilbagesendelse og udsendelse af uledsagede mindreårige, indrejseforbud, garantier i perioden frem til tilbagesendelsen, frihedsberøvelse, betingelser for frihedsberøvelse, frihedsberøvelse af mindreårige og familier og nødsituationer. For at mindske risikoen for uautoriseret indrejse og uautoriserede bevægelser for så vidt angår tredjelandsstatsborgere og statsløse med ulovligt ophold, der er omfattet af grænseproceduren ved tilbagesendelse, bør der indrømmes en frist for frivillig udrejse. Denne frist for frivillig udrejse bør kun gives efter anmodning, og den bør hverken overstige 15 dage eller give ret til indrejse på den pågældende medlemsstats område. Berørte personer bør overgive ethvert gyldigt rejsedokument, som de er i besiddelse af, til de kompetente myndigheder, så længe det er nødvendigt for at forhindre, at de forsvinder. De bestemmelser om tilbagesendelse, der er fastsat i denne forordning, berører ikke medlemsstaternes skønsmæssige mulighed for til enhver tid at beslutte at tildele en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, der giver ret til ophold af menneskelige, humanitære eller andre grunde.

(10)

Når tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse med ulovligt ophold ikke vender tilbage eller ikke udsendes inden for maksimumsperioden for grænseproceduren ved tilbagesendelse, bør tilbagesendelsesproceduren fortsætte som fastsat i direktiv 2008/115/EF.

(11)

Når en ansøger, en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, der er blevet frihedsberøvet i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1348, ikke længere har ret til at forblive og ikke har fået tilladelse til at forblive på det pågældende område, bør medlemsstaterne kunne opretholde frihedsberøvelsen med henblik på at forhindre indrejse på området og gennemføre en tilbagesendelsesprocedure under overholdelse af de garantier og betingelser for frihedsberøvelse, der er fastsat i direktiv 2008/115/EF. Det bør også være muligt at frihedsberøve en ansøger, en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, som ikke er blevet frihedsberøvet i forbindelse med en sådan grænseprocedure ved asyl, som ikke længere har ret til at forblive, og som ikke har fået tilladelse til at forblive på det pågældende område, hvis der er risiko for forsvinden, eller hvis vedkommende søger at undgå eller hindre tilbagesendelsen eller udgør en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed. Denne frihedsberøvelse bør være så kort som mulig og bør ikke være af længere varighed end grænseproceduren ved tilbagesendelse. Når tredjelandsstatsborgeren eller den statsløse med ulovligt ophold ikke vender tilbage eller ikke udsendes inden for nævnte periode, og grænseproceduren ved tilbagesendelse ikke længere finder anvendelse, bør direktiv 2008/115/EF finde anvendelse. Maksimumsperioden for frihedsberøvelse som fastsat i nævnte direktiv bør omfatte den periode med frihedsberøvelse, der er anvendt under grænseproceduren ved tilbagesendelse.

(12)

Grænseproceduren ved tilbagesendelse bør i en krisesituation som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1359 (6) lette tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere eller statsløse med irregulært ophold, hvis ansøgning er blevet afvist i forbindelse med en krise inden for rammerne af grænseproceduren ved asyl, og som ikke har ret eller tilladelse til at forblive på det pågældende område, ved at give de kompetente nationale myndigheder de redskaber og den tid, der skal til for at gennemføre tilbagesendelsesprocedurerne med den fornødne omhu. For at kunne reagere effektivt på krisesituationer bør det også være muligt at anvende grænseproceduren ved tilbagesendelse i en krisesituation for ansøgere, tredjelandsstatsborgere og statsløse, der er omfattet af grænseproceduren for tilbagesendelse, hvis ansøgning er blevet afvist før vedtagelse af en gennemførelsesafgørelse fra Rådet som fastsat i forordning (EU) 2024/1359, der fastslår, at en medlemsstat står i en krisesituation, og som ikke har ret eller tilladelse til at forblive på det pågældende område efter vedtagelse af en sådan afgørelse.

(13)

I overensstemmelse med artikel 72 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) berører denne forordning ikke medlemsstaternes beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den interne sikkerhed.

(14)

Med henblik på at sikre en konsekvent gennemførelse af bestemmelserne om grænseproceduren ved tilbagesendelse, der er fastsat i denne forordning på det tidspunkt, hvor den finder anvendelse, bør der på EU-plan og nationalt plan udarbejdes og gennemføres gennemførelsesplaner, der identificerer mangler og operationelle skridt for hver medlemsstat.

(15)

Anvendelsen af denne forordning bør evalueres med jævne mellemrum.

(16)

Det politiske mål med instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik (IGFV), der blev oprettet som del af Fonden for Integreret Grænseforvaltning ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1148 (7), er at sikre en solid og effektiv integreret europæisk grænseforvaltning ved de ydre grænser, herunder ved at forhindre og opdage ulovlig indvandring og effektivt forvalte migrationsstrømmene. At give mulighed for finansiering af støtte inden for rammerne af dette instrument med henblik på solidaritetstiltag i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 (8) vil bidrage til at nå målene i forordning (EU) 2021/1148. Forordning (EU) 2021/1148 bør derfor ændres.

(17)

Det bør være muligt at mobilisere midlerne fra IGFV og andre relevante EU-fonde (»fondene«) for at støtte medlemsstaterne i deres indsats for at anvende forordning (EU) 2024/1351 i overensstemmelse med reglerne for anvendelsen af fondene og uden at dette berører andre prioriteter, der støttes af fondene. I den forbindelse bør medlemsstaterne kunne gøre brug af tildelingerne under deres respektive programmer, herunder de beløb, der stilles til rådighed efter midtvejsrevisionen. Det bør være muligt at stille yderligere støtte til rådighed under de relevante tematiske faciliteter, navnlig til de medlemsstater, der kunne blive nødt til at øge deres kapacitet ved grænserne.

(18)

Forordning (EU) 2021/1148 bør ændres for at sikre et fuldt bidrag fra EU-budgettet til de samlede støtteberettigede udgifter til solidaritetstiltag og for at indføre specifikke rapporteringskrav i forbindelse med disse tiltag som led i de eksisterende rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemførelsen af fondene. Nævnte forordning bør også ændres for at give medlemsstaterne mulighed for at yde finansielle bidrag til IGFV i form af eksterne formålsbestemte indtægter.

(19)

Målene for denne forordning, nemlig at oprette en grænseprocedure ved tilbagesendelse, at fastsætte specifikke midlertidige regler med henblik på at sikre, at medlemsstaterne kan håndtere krisesituationer, og give mulighed for finansiering af støtte i henhold til forordning (EU) 2021/1148 med henblik på solidaritetstiltag i forbindelse med forordning (EU) 2024/1351, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af nærværende forordnings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(20)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(21)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (9); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(22)

For så vidt angår Island og Norge, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (10), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (11).

(23)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (12), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (13).

(24)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (14), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (15).

(25)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Denne forordning tilstræber navnlig at sikre, at den menneskelige værdighed respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af chartrets artikel 1, 4, 8, 18, 19, 21, 23, 24, og 47 fremmes —