1.   Dette direktiv finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere og statsløse personer, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse på medlemsstaternes område, herunder ved den ydre grænse, i deres territorialfarvande eller i deres transitområder, forudsat at disse tredjelandsstatsborgere og statsløse personer har tilladelse til at opholde sig på dette område som ansøgere. Dette direktiv finder også anvendelse på en ansøgers familiemedlemmer, såfremt disse familiemedlemmer er omfattet af en sådan ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med national ret.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på anmodninger om diplomatisk eller territorialt asyl, der indgives til medlemsstaternes repræsentationer.

3.   Medlemsstaterne kan beslutte at anvende dette direktiv på procedurerne for behandling af ansøgninger om andre former for beskyttelse end dem, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1347.

1.   Medlemsstaterne giver ansøgere oplysninger om modtagelsesforholdene fastsat i dette direktiv, herunder oplysninger, der er specifikke for deres modtagelsessystemer, så hurtigt som muligt og i god tid, således at ansøgerne reelt er i stand til at nyde godt af de rettigheder og opfylde de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv.

Medlemsstaterne giver navnlig ansøgerne standardoplysninger om modtagelsesforhold fastsat i dette direktiv, ved brug af en model, der skal udarbejdes af Den Europæiske Unions Asylagentur (»Asylagenturet«). Disse oplysninger skal gives så hurtigt som muligt og senest tre dage efter indgivelsen af ansøgningen eller inden for tidsrammen for dens registrering i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348.

Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere gives oplysninger om organisationer eller grupper af personer, der yder specifik juridisk bistand og repræsentation, herunder oplysninger om organisationer eller grupper af personer, der yder juridisk bistand og repræsentation gratis, og om organisationer, der måske kan hjælpe eller oplyse dem om de modtagelsesforhold, der er til rådighed, herunder sundhedspleje.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, gives skriftligt på en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig måde i et klart og enkelt sprog samt på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed forventes at forstå. Oplysningerne gives, hvor det er nødvendigt, også mundtligt eller, hvor det er relevant, i visuel form såsom ved brug af videoer eller piktogrammer og tilpasses ansøgerens behov.

I tilfælde af en uledsaget mindreårig giver medlemsstaterne de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, på en alderssvarende måde og på en måde, der sikrer, at den uledsagede mindreårige forstår dem, ved at anvende informationsmateriale, der er specifikt tilpasset mindreårige, hvor det er hensigtsmæssigt. Disse oplysninger gives under tilstedeværelse af den mindreåriges repræsentant eller af en person, der er egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, indtil repræsentanten er udnævnt.

I ekstraordinære tilfælde kan en medlemsstat give ansøgeren de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, ved hjælp af en mundtlig oversættelse eller, hvor det er relevant, i en visuel form såsom videoer eller piktogrammer, hvor:

I de i tredje afsnit omhandlede tilfælde indhenter medlemsstaten så hurtigt som muligt en oversættelse af de i stk. 1 omhandlede oplysninger på skrift og giver dem til ansøgeren, medmindre det er klart, at oplysningerne ikke længere er nødvendige.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren får udleveret det dokument, der er omhandlet i artikel 29, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1348.

2.   Medlemsstaterne må ikke kræve af ansøgerne udelukkende af den grund, at de er ansøgere om international beskyttelse, eller udelukkende på grundlag af deres nationalitet, at de skal fremlægge en unødvendig eller uforholdsmæssig mængde dokumentation, og ej heller pålægge ansøgere andre administrative krav, inden de tildeler dem de rettigheder, som de er berettiget til i henhold til dette direktiv.

3.   Medlemsstaterne må kun udstede et rejsedokument til ansøgere, når tungtvejende humanitære årsager eller andre bydende nødvendige årsager kræver deres tilstedeværelse i en anden stat. Rejsedokumentets gyldighed begrænses efter formålet og til den varighed, der er nødvendig i betragtning af årsagen til dets udstedelse.

1.   Medlemsstaterne kan frit tilrettelægge deres modtagelsessystemer i overensstemmelse med dette direktiv. Ansøgere kan færdes frit på den pågældende medlemsstats område.

2.   Forudsat at alle ansøgere reelt nyder godt af deres rettigheder i henhold til dette direktiv, kan medlemsstaterne tildele ansøgere indkvartering på deres område med henblik på at forvalte deres asyl- og modtagelsessystemer.

3.   Medlemsstaterne tager ved fordelingen eller omfordelingen af ansøgere til indkvartering hensyn til objektive faktorer, herunder familiens enhed som omhandlet i artikel 14 og ansøgernes særlige modtagelsesbehov.

4.   De materielle modtagelsesforhold, der stilles til rådighed af medlemsstaterne, kan gøres betinget af, at ansøgerne faktisk opholder sig i den indkvartering, de har fået tildelt i overensstemmelse med stk. 2.

5.   Medlemsstaterne kan også indføre mekanismer til at vurdere og håndtere deres modtagelsessystemers behov, herunder mekanismer med henblik på at kontrollere, at ansøgerne faktisk opholder sig i den indkvartering, de har fået tildelt i overensstemmelse med stk. 2.

6.   Medlemsstaterne kræver, at ansøgere meddeler de kompetente myndigheder deres aktuelle adresse, et telefonnummer, hvor de kan kontaktes, og en elektronisk postadresse, hvis en sådan er til rådighed. Medlemsstaterne kræver også, at ansøgere så hurtigt som muligt underretter disse myndigheder om enhver ændring af adresse, telefonnummer eller elektroniske postadresse.

7.   Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at træffe administrative afgørelser med henblik på anvendelsen af denne artikel.

1.   Medlemsstater kan fordele ansøgere til et geografisk område inden for deres område, hvor de har lov til at bevæge sig frit under hele proceduren for international beskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348.

2.   Medlemsstater må kun fordele ansøgere til et geografisk område på deres område i henhold til stk. 1 med henblik på at sikre en hurtig og effektiv behandling af deres ansøgninger i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348 eller med henblik på geografisk fordeling af disse ansøgere under hensyntagen til de pågældende geografiske områders kapacitet.

Medlemsstaterne underretter i overensstemmelse med artikel 5 ansøgerne om fordelingen til et geografisk område, herunder om de geografiske grænser for dette område.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har effektiv adgang til deres rettigheder i henhold til dette direktiv og de proceduremæssige garantier i proceduren for international beskyttelse inden for det geografiske område, disse ansøgere er fordelt til. Dette geografiske område skal være tilstrækkeligt stort, skal muliggøre adgang til den nødvendige offentlige infrastruktur og må ikke berøre ukrænkelighed af ansøgernes privatliv.

4.   Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at træffe administrative afgørelser med henblik på anvendelsen af stk. 1.

5.   Medlemsstaterne skal på ansøgerens anmodning give vedkommende tilladelse til midlertidigt at forlade det geografiske område som følge af behørigt begrundede hastende og tungtvejende familiemæssige årsager eller med henblik på nødvendig medicinsk behandling, som ikke er til rådighed inden for det geografiske område.

Hvor en ansøger forlader det geografiske område uden tilladelse, må en medlemsstat ikke anvende andre sanktioner end dem, der er fastsat i dette direktiv.

Ansøgeren er ikke forpligtet til at anmode om tilladelse til at deltage i aftaler med myndigheder og domstole, hvis denne ansøgers tilstedeværelse er nødvendig. Ansøgeren underretter på forhånd de kompetente myndigheder om sådanne aftaler.

6.   Hvor det er fastslået, herunder som følge af en ansøgers klage eller anmodning om prøvelse i overensstemmelse med artikel 29, at en ansøger ikke har fået effektiv adgang til sine rettigheder i henhold til dette direktiv eller til de proceduremæssige garantier i proceduren for international beskyttelse inden for det geografiske område, finder denne ansøgers fordeling til det pågældende geografiske område ikke længere anvendelse.

7.   Inden den pågældende medlemsstat anvender denne artikel, fastsætter den betingelserne for anvendelsen af denne artikel i national ret og underretter Kommissionen og Asylagenturet i overensstemmelse med kapitel 5 i forordning (EU) 2021/2303.

1.   Hvor det er nødvendigt, kan medlemsstaterne træffe afgørelse om, at en ansøger kun har tilladelse til at opholde sig et bestemt sted, der egner sig til indkvartering af ansøgere, ud fra hensynet til den offentlige orden eller for effektivt at forhindre ansøgeren i at forsvinde, når der er risiko for forsvinden, navnlig for så vidt angår:

Hvor en ansøger kun har tilladelse til at opholde sig et bestemt sted i overensstemmelse med dette stykke, gøres adgangen til materielle modtagelsesforhold betinget af ansøgerens reelle ophold på dette bestemte sted.

2.   Medlemsstaterne kan, hvor det er nødvendigt, give ansøgere pligt til at melder sig hos de kompetente myndigheder på et specifikt tidspunkt eller med rimelige intervaller, uden at ansøgernes rettigheder i henhold til dette direktiv påvirkes uforholdsmæssigt.

Sådan meldepligt kan pålægges for at sikre, at de i stk. 1 omhandlede afgørelser overholdes, eller for effektivt at forhindre ansøgere i at forsvinde.

3.   På ansøgerens anmodning kan medlemsstaterne give vedkommende tilladelse til midlertidigt at opholde sig uden for det bestemte sted, der er udpeget i overensstemmelse med stk. 1. Afgørelser vedrørende en sådan tilladelse træffes objektivt og upartisk på grundlag af den enkelte sags realiteter og skal begrundes, hvis der ikke gives en sådan tilladelse.

Ansøgeren er ikke forpligtet til at anmode om tilladelse til at deltage i aftaler med myndigheder og domstole, hvis ansøgerens tilstedeværelse er nødvendig. Ansøgeren underretter de kompetente myndigheder om sådanne aftaler.

4.   De afgørelser, der træffes i overensstemmelse med stk. 1 og 2, skal være forholdsmæssige og tage hensyn til relevante aspekter af ansøgerens individuelle situation, herunder vedkommendes særlige modtagelsesbehov.

5.   Medlemsstaterne anfører de faktuelle og, hvor det er relevant, retlige begrundelser for enhver afgørelse, der træffes i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 2, i den pågældende afgørelse. Ansøgerne skal underrettes skriftligt om en sådan afgørelse samt om procedurerne for at anfægte afgørelsen i overensstemmelse med artikel 29 og om følgerne af manglende overholdelse af de forpligtelser, der pålægges ved afgørelsen. Medlemsstaterne giver ansøgerne sådanne oplysninger på et sprog, de forstår eller med rimelighed forventes at forstå, samt i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig form i et klart og enkelt sprog. Medlemsstaterne sikrer, at de afgørelser, der træffes i overensstemmelse med denne artikel underkastes prøvelse af en judiciel myndighed ex officio, når disse afgørelser har været anvendt i mere end to måneder, eller at disse afgørelser kan påklages på den pågældende ansøgers anmodning i overensstemmelse med artikel 29.

1.   Medlemsstaterne må ikke frihedsberøve en person alene af den grund, at vedkommende er en ansøger eller på grundlag af vedkommendes nationalitet. Frihedsberøvelsen må kun baseres på en eller flere af de grunde til frihedsberøvelse, der er fastsat i stk. 4. Frihedsberøvelsen må ikke have karakter af straf.

2.   Hvor det er nødvendigt og på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag kan medlemsstaterne frihedsberøve en ansøger, hvis andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt.

3.   Ved frihedsberøvelse af en ansøger tager medlemsstaterne hensyn til eventuelle synlige tegn, erklæringer eller adfærd, der tyder på, at ansøgeren har særlige modtagelsesbehov. Hvor den i artikel 25 omhandlede vurdering endnu ikke er afsluttet, afsluttes den uden unødigt ophold, og resultaterne heraf tages i betragtning, når det afgøres, hvorvidt frihedsberøvelsen skal fortsættes, eller hvorvidt vilkårene under frihedsberøvelsen skal tilpasses.

4.   En ansøger må kun frihedsberøves af en eller flere af følgende grunde:

Grundene til den i første afsnit omhandlede frihedsberøvelse fastsættes i national ret.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at regler vedrørende alternativer til frihedsberøvelse såsom regelmæssigt at melde sig hos myndighederne, at stille en økonomisk garanti eller en pligt til at opholde sig på et bestemt sted er fastsat i national ret.

1.   Frihedsberøvelse af en ansøger skal være så kort som mulig og må kun opretholdes, så længe som de i artikel 10, stk. 4, fastsatte grunde gør sig gældende.

Administrative procedurer, som vedrører de i artikel 10, stk. 4, fastsatte grunde til frihedsberøvelse, gennemføres med rettidig omhu. Forsinkelser i administrative procedurer, som ikke kan tilskrives ansøgeren, berettiger ikke til fortsat frihedsberøvelse.

2.   Afgørelser om frihedsberøvelse af ansøgere træffes skriftlig af judicielle eller administrative myndigheder. Afgørelsen om frihedsberøvelse skal indeholde den faktiske og retlige begrundelse, som den bygger på, samt hvorfor mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt.

3.   Træffes afgørelsen om frihedsberøvelse af administrative myndigheder, giver medlemsstaterne mulighed for en hurtig retlig prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen, der skal foretages af en judiciel myndighed ex officio eller på ansøgerens anmodning eller af begge grunde. Foretages en sådan prøvelse ex officio, skal den afsluttes så hurtigt som muligt under hensyntagen til hver enkelt sags omstændigheder og senest 15 dage eller, i ekstraordinære situationer, senest 21 dage efter påbegyndelsen af frihedsberøvelsen. Foretages en sådan prøvelse på ansøgerens anmodning, skal den afsluttes så hurtigt som muligt under hensyntagen til hver enkelt sags omstændigheder og senest 15 dage eller, i ekstraordinære situationer, senest 21 dage efter indledningen af den relevante procedure.

Hvor den i første afsnit omhandlede retlige prøvelse, når denne sker ex officio, ikke er blevet afsluttet inden for 21 dage efter påbegyndelsen af frihedsberøvelsen, eller, hvor den, når den sker på ansøgerens anmodning, ikke er afsluttet inden for 21 dage efter indledningen af den relevante procedure, løslades ansøgeren omgående.

4.   Frihedsberøvede ansøgere skal omgående underrettes skriftligt, på et sprog de forstår eller med rimelighed forventes at forstå, om grundene til frihedsberøvelsen og om procedurerne i national ret for at anfægte afgørelsen om frihedsberøvelse samt om muligheden for at anmode om gratis juridisk bistand og repræsentation.

5.   Frihedsberøvelsen prøves med passende mellemrum af den judicielle myndighed, ex officio eller på den pågældende ansøgers anmodning, navnlig når den er af længere varighed, der opstår nye forhold, eller der fremkommer nye oplysninger, som kan have betydning for frihedsberøvelsens lovlighed.

Uden at det berører første afsnit, underkastes frihedsberøvelsen af uledsagede mindreårige regelmæssigt prøvelse ex officio.

Hvor det efter en judiciel prøvelse konstateres, at frihedsberøvelsen er ulovlig, løslades ansøgeren omgående.

6.   I tilfælde af judiciel prøvelse af afgørelsen om frihedsberøvelse som foreskrevet i denne artikels stk. 3 og 5 sikrer medlemsstaterne, at ansøgere har adgang til gratis juridisk bistand og repræsentation på de i artikel 29 fastsatte betingelser.

1.   Frihedsberøvelse af ansøgere skal som hovedregel finde sted i særlige faciliteter til brug for frihedsberøvelse. Hvor en medlemsstat ikke kan stille indkvartering til rådighed i en særlig facilitet til brug for frihedsberøvelse og som følge heraf er nødt til at benytte fængsler, holdes den frihedsberøvede ansøger adskilt fra de almindelige indsatte, og de vilkår under frihedsberøvelsen, der er fastlagt i dette direktiv, finder anvendelse.

Frihedsberøvede ansøgere skal så vidt muligt holdes adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, som ikke har indgivet ansøgning om international beskyttelse.

Kan ansøgere ikke frihedsberøves adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, sikrer den pågældende medlemsstat, at de vilkår under frihedsberøvelsen, der er fastlagt i dette direktiv, finder anvendelse.

2.   Frihedsberøvede ansøgere skal have adgang til udendørsområder.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at personer, der repræsenterer De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR), har mulighed for at kommunikere med og aflægge besøg hos ansøgere på betingelser, der respekterer privatlivets fred. Denne mulighed gælder også en organisation, som arbejder på den pågældende medlemsstats område på vegne af UNHCR ifølge en aftale med denne medlemsstat.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at familiemedlemmer, juridiske eller andre rådgivere og personer, som repræsenterer relevante ikkestatslige organisationer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat, har mulighed for at kommunikere med og aflægge besøg hos ansøgere på betingelser, der respekterer privatlivets fred. Adgangen til faciliteten til brug for frihedsberøvelse må kun begrænses, hvis begrænsningen i medfør af national ret er objektiv nødvendig af hensyn til sikkerhed, offentlig orden eller den administrative ledelse af faciliteten til brug for frihedsberøvelse, forudsat at adgangen ikke dermed begrænses alvorligt eller gøres umulig.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede ansøgere systematisk får oplysninger om de regler, der gælder i faciliteten, og om disse ansøgeres rettigheder og forpligtelser på et sprog, de forstår eller med rimelighed forventes at forstå. Frihedsberøves ansøgeren ved et grænseovergangssted eller i et transitområde, kan medlemsstaterne fravige dette krav i behørigt begrundede tilfælde og for et rimeligt tidsrum, som skal være så kort som muligt. Denne undtagelse finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 43 i forordning (EU) 2024/1348.

1.   Helbredet, herunder den mentale sundhed, hos frihedsberøvede ansøgere med særlige modtagelsesbehov er et væsentligt anliggende for de nationale myndigheder.

Hvor frihedsberøvelse af ansøgere med særlige modtagelsesbehov vil kunne udgøre en alvorlig risiko for deres fysiske og mentale sundhed, frihedsberøves disse ansøgere ikke.

Frihedsberøves ansøgere med særlige modtagelsesbehov, sikrer medlemsstaterne regelmæssigt tilsyn med og rettidig passende støtte til disse ansøgere under hensyntagen til deres særlige situation, herunder deres fysiske og mentale sundhed.

2.   Mindreårige frihedsberøves som hovedregel ikke. De placeres i passende indkvartering i overensstemmelse med artikel 26 og 27.

Passende alternativer til frihedsberøvelse skal som hovedregel anvendes for familier med mindreårige i overensstemmelse med princippet om familiens enhed. Sådanne familier placeres i indkvartering, der egner sig for dem.

Mindreårige kan under ekstraordinære omstændigheder frihedsberøves som en sidste udvej, efter at det er fastslået, at andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt, og efter at frihedsberøvelse er vurderet at være i deres tarv i overensstemmelse med artikel 26:

Sådan frihedsberøvelse skal være for det kortest mulige tidsrum. Mindreårige må aldrig frihedsberøves i fængsler eller i andre faciliteter, der anvendes til retshåndhævelsesformål. Enhver indsats skal gøres for at løslade frihedsberøvede mindreårige og placere dem i passende indkvartering for mindreårige.

Barnets tarv som omhandlet i artikel 26 skal være et primært hensyn for medlemsstaterne.

Frihedsberøves mindreårige, skal de have ret til uddannelse i overensstemmelse med artikel 16, medmindre tilvejebringelse af uddannelse er af begrænset værdi for dem som følge af frihedsberøvelsen meget kort varighed. Disse mindreårige skal også have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, herunder leg og rekreation, der er passende til deres alder.

3.   Frihedsberøves uledsagede mindreårige, indkvarteres de i faciliteter, der er tilpasset indkvartering af uledsagede mindreårige. Sådanne faciliteter skal være udstyret med personale, som er kvalificeret til at beskytte uledsagede mindreåriges rettigheder og tage sig af deres behov.

Frihedsberøves uledsagede mindreårige, sikrer medlemsstaterne, at de indkvarteres adskilt fra voksne.

4.   Frihedsberøvede familier skal have separat indkvartering, der sikrer tilstrækkelig beskyttelse af privatlivet.

Frihedsberøvede familier med mindreårige indkvarteres i faciliteter til brug for frihedsberøvelse, der er tilpasset mindreåriges behov.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at frihedsberøvede mandlige og kvindelige ansøgere indkvarteres adskilt, medmindre disse frihedsberøvede ansøgere er familiemedlemmer, og alle berørte personer har givet deres samtykke til at blive indkvarteret sammen.

Undtagelser fra første afsnit kan også gælde for brugen af fællesområder bestemt til rekreation eller sociale aktiviteter, herunder til indtagelse af måltider.

6.   Frihedsberøves ansøgeren ved et grænseovergangssted eller i et transitområde, kan medlemsstaterne i behørigt begrundede tilfælde og for et rimeligt tidsrum, som skal være så kort som mulig, fravige stk. 3, første afsnit, stk. 4 og stk. 5, første afsnit, med undtagelse af i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 43 i forordning (EU) 2024/1348. Medlemsstaterne skal råde over tilstrækkelige faciliteter og ressourcer til at sikre, at de kun anvender undtagelserne i dette stykke i ekstraordinære situationer. Når medlemsstaterne anvender disse undtagelser, informerer de Kommissionen og Asylagenturet herom.

1.   Medlemsstaterne giver mindreårige børn af ansøgere samt mindreårige ansøgere samme adgang til uddannelse, som gives til deres egne statsborgere og på tilsvarende betingelser, så længe en udsendelsesforanstaltning vedrørende sådanne mindreårige eller deres forældre ikke rent faktisk er gennemført.

Der tages hensyn til mindreåriges særlige behov, navnlig hvad angår overholdelse af børns ret til uddannelse og adgang til sundhedspleje. Undervisningen af mindreårige skal som hovedregel integreres med uddannelsen af medlemsstaternes egne statsborgere og være af samme kvalitet. Medlemsstaterne udfolder enhver bestræbelse for at sikre kontinuitet i uddannelsen af mindreårige, så længe en udsendelsesforanstaltning vedrørende dem eller deres forældre ikke rent faktisk er gennemført.

Medlemsstaterne må ikke afbryde uddannelse på sekundærtrinnet for en mindreårig, blot fordi den mindreårige har nået myndighedsalderen.

2.   Medlemsstaterne giver mindreårige omhandlet i stk. 1 adgang til et uddannelsessystem så hurtigt som muligt og må ikke udsætte denne adgang i mere end to måneder fra den dato, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet, under hensyntagen til skoleferier. Medlemsstaterne giver adgang til uddannelse i det almindelige uddannelsessystem. Som en midlertidig foranstaltning og i en periode på højst én måned kan medlemsstaterne dog tilbyde denne uddannelse uden for det almindelige uddannelsessystem.

Mindreårige tilbydes indslusningskurser, herunder sprogkurser, hvor det er nødvendigt for at lette deres adgang til og deltagelse i det almindelige uddannelsessystem.

3.   Er der ikke mulighed for adgang til det almindelige uddannelsessystem som følge af den mindreåriges særlige situation, tilbyder den pågældende medlemsstat andre ordninger for uddannelse i overensstemmelse med dens nationale ret og praksis.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har adgang til arbejdsmarkedet senest seks måneder fra datoen for registreringen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at den kompetente myndighed ikke har truffet en administrativ afgørelse, og forsinkelsen ikke kan tilskrives ansøgeren.

Hvis medlemsstaten har fremskyndet realitetsbehandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, litra a)-f), i forordning (EU) 2024/1348, gives der ikke adgang til arbejdsmarkedet, eller, såfremt adgang allerede er givet, trækkes den tilbage.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, som har adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse med stk. 1, har effektiv adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse med national ret.

Af arbejdsmarkedspolitiske hensyn, herunder med hensyn til niveauet af ungdomsarbejdsløshed, kan medlemsstaterne kontrollere, om en specifik ledig stilling, som en arbejdsgiver overvejer at besætte med en ansøger, der har adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse med stk. 1, vil kunne besættes af den pågældende medlemsstats egne statsborgere, af andre unionsborgere eller af tredjelandsstatsborgere og statsløse personer, der har lovligt ophold i den pågældende medlemsstat. Hvis medlemsstaten finder, at den specifikke ledige stilling vil kunne besættes med sådanne personer, kan medlemsstaten eller arbejdsgiveren afvise ansættelsen af ansøgeren til denne ledige stilling.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, som har adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse med stk. 1, har ret til ligebehandling med deres egne statsborgere, hvad angår følgende:

4.   Medlemsstaterne kan begrænse ligebehandlingen af ansøgere, som har adgang til arbejdsmarkedet i overensstemmelse med stk. 1:

5.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, som er beskæftiget eller på grundlag af tidligere beskæftigelse har ret til sociale sikringsydelser, har ret til ligebehandling med deres egne statsborgere med hensyn til de sociale sikringsområder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004.

6.   Medlemsstaterne kan, uden at det berører forordning (EU) nr. 1231/2010, begrænse ligebehandling i henhold til denne artikels stk. 5 ved at udelukke sociale sikringsydelser, der ikke afhænger af beskæftigelsesperioder eller af bidrag.

7.   Retten til ligebehandling i henhold til denne artikel giver ikke ret til ophold i tilfælde, hvor en afgørelse truffet i henhold til forordning (EU) 2024/1348 har bragt ansøgerens ret til ophold til ophør.

8.   Med henblik på nærværende artikels stk. 3, litra d), og uden at det berører artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 3, i direktiv 2005/36/EF, faciliterer medlemsstaterne så vidt muligt fuld adgang til eksisterende procedurer for anerkendelse af udenlandske kvalifikationer for ansøgere, der ikke kan fremlægge dokumentation for deres kvalifikationer.

9.   Adgangen til arbejdsmarkedet må ikke trækkes tilbage under en klageprocedure, hvor ansøgeren har ret til at forblive på medlemsstatens område under denne procedure, og indtil der er meddelt negativ afgørelse i klagesagen.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der er materielle modtagelsesforhold til rådighed for ansøgere fra det tidspunkt, hvor de indgiver ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med artikel 26 i forordning (EU) 2024/1348.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at materielle modtagelsesforhold og sundhedspleje modtaget i overensstemmelse med artikel 22 muliggør en passende levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold, beskytter deres fysiske og mentale sundhed, og respekterer deres rettigheder i henhold til chartret.

Medlemsstaterne sikrer, at den passende levestandard omhandlet i første afsnit opretholdes, når det drejer sig om ansøgere med særlige modtagelsesbehov og frihedsberøvede personer.

3.   Medlemsstaterne kan gøre alle eller nogle af de materielle modtagelsesforhold betinget af, at ansøgere ikke har tilstrækkelige midler til at opretholde en passende levestandard som omhandlet i stk. 2.

4.   Uden at det berører stk. 2, kan medlemsstaterne kræve, at ansøgere dækker eller bidrager til dækningen af omkostningerne i forbindelse med de materielle modtagelsesforhold, hvor disse ansøgere råder over tilstrækkelige midler til at gøre dette, f.eks. hvis de har arbejdet i et rimeligt tidsrum.

Uden at det berører stk. 2, kan medlemsstaterne også kræve, at ansøgere dækker eller bidrager til dækningen af omkostningerne i forbindelse med den modtagne sundhedspleje, hvor disse ansøgere råder over tilstrækkelige midler til at gøre dette, dog ikke når sundhedspleje ydes gratis til disse medlemsstaters statsborgere.

5.   Viser det sig, at en ansøger havde tilstrækkelige midler til at dække omkostningerne til de materielle modtagelsesforhold eller den modtagne sundhedspleje i overensstemmelse med stk. 4 på det tidspunkt, hvor ansøgeren blev sikret en passende levestandard, kan medlemsstaterne kræve at ansøgeren tilbagebetaler omkostningerne til disse materielle modtagelsesforhold eller denne sundhedspleje.

6.   Ved vurderingen af en ansøgers midler, når det kræves, at en ansøger dækker eller bidrager til at dække omkostningerne til de materielle modtagelsesforhold og den modtagne sundhedspleje, eller når en ansøger påkræves at tilbagebetale omkostningerne i overensstemmelse med stk. 5, skal medlemsstaterne respektere proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne skal også tage hensyn til ansøgerens individuelle forhold og behovet for at respektere den pågældendes værdighed eller personlige integritet, herunder ansøgerens særlige modtagelsesbehov.

7.   Yder medlemsstaterne materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, fastlægges størrelsen heraf på grundlag af de niveauer, som den pågældende medlemsstat har fastlagt enten ved lov eller praksis for at sikre en passende levestandard for egne statsborgere. Medlemsstaterne oplyser Kommissionen og Asylagenturet om disse niveauer. Medlemsstaterne kan i den forbindelse indrømme ansøgere en mindre gunstig behandling end egne statsborgere, navnlig hvor materiel støtte fuldt ud eller delvis ydes i form af naturalier, eller hvor disse niveauer, når de anvendes på egne statsborgere, tager sigte på at sikre en levestandard, der er højere end den, som er krævet for ansøgere i henhold til dette direktiv.

1.   Stiller medlemsstater indkvartering til rådighed, sikrer de, at sådan indkvartering giver ansøgeren en passende levestandard i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, samt den nødvendige støtte for så vidt angår vedkommendes særlige modtagelsesbehov. Indkvarteringen skal ske i en af følgende former eller en kombination heraf:

2.   Uden at det berører eventuelle særlige vilkår under frihedsberøvelsen, jf. artikel 12 og 13, i forbindelse med den indkvartering, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, litra a), b) og c), sikrer medlemsstaterne, at:

3.   Medlemsstaterne tager hensyn til køn og aldersspecifikke forhold og til den situation, som ansøgere med særlige modtagelsesbehov befinder sig i, når der stilles materielle modtagelsesforhold til rådighed.

4.   Når medlemsstaterne stiller indkvartering til rådighed i overensstemmelse med stk. 1, træffer de passende foranstaltninger til i videst muligt omfang at sikre forebyggelse af overfald og vold, herunder vold begået med seksuelt, kønsmæssigt, racistisk eller religiøst motiv.

5.   Hvor kvindelige ansøgere er placeret i indkvarteringscentre, sørger medlemsstaterne for adskilte sanitære faciliteter og et sikkert sted i disse centre til dem og deres mindreårige børn.

6.   Medlemsstaterne sikrer så vidt muligt, at voksne ansøgere, der er økonomisk afhængige, og som har særlige modtagelsesbehov, indkvarteres sammen med nære voksne slægtninge, som allerede befinder sig i den samme medlemsstat, og som i henhold til den pågældende medlemsstats ret eller praksis har ansvaret for dem.

7.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere kun overføres fra en indkvartering til en anden, når det er nødvendigt. Medlemsstaterne giver ansøgere mulighed for at informere deres juridiske eller andre rådgivere om overførslen og om deres nye adresse.

8.   Personer, der yder materielle modtagelsesforhold, herunder de personer, der yder sundhedspleje og uddannelse i indkvarteringscentrene, skal have en passende uddannelse og være bundet af de i national ret fastsatte regler om tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, de får kendskab til under deres arbejde.

9.   Medlemsstaterne kan inddrage ansøgere i forvaltningen af de materielle ressourcer og de ikkematerielle aspekter af livet i indkvarteringscentret gennem et repræsentativt rådgivende organ eller råd bestående af beboere. Uden at det berører artikel 17, kan medlemsstaterne også tillade ansøgere at udføre frivilligt arbejde uden for indkvarteringscentret på de betingelser, der er fastsat i national ret.

10.   I behørigt begrundede tilfælde og i et rimeligt tidsrum, der skal være så kort som muligt, kan medlemsstaterne undtagelsesvis stille materielle modtagelsesforhold, der er anderledes end dem, der er fastsat i denne artikel, til rådighed, hvor:

Anderledes materielle modtagelsesforhold omhandlet i dette stykkes første afsnit skal under alle omstændigheder sikre adgang til sundhedspleje i overensstemmelse med artikel 22 og en levestandard for alle ansøgere, der er i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret, og internationale forpligtelser.

Hvor en medlemsstat stiller anderledes materielle modtagelsesforhold til rådighed i overensstemmelse med dette stykkes første afsnit, informerer denne medlemsstat straks Kommissionen og Asylagenturet om aktiveringen af beredskabsplanen i overensstemmelse med artikel 32, stk. 2. Denne medlemsstat informerer også Kommissionen og Asylagenturet, så snart årsagerne til at stille sådanne anderledes materielle forhold til rådighed ophører.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, uanset hvor de er forpligtet til at opholde sig i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1351, får den nødvendige sundhedspleje, uanset om denne ydes af praktiserende læger eller, hvor det er nødvendigt, af en speciallæge. Sådan nødvendig sundhedspleje skal være af en passende kvalitet og mindst omfatte akut behandling, absolut nødvendig behandling af sygdomme, herunder alvorlige mentale forstyrrelser, samt seksuel og reproduktiv sundhedspleje, som er nødvendig for at tage hånd om en alvorlig fysisk tilstand.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at de mindreårige børn af ansøgere og mindreårige ansøgere får samme type sundhedspleje som deres egne mindreårige statsborgere. Medlemsstaterne sikrer, at særlig behandling, der ydes i henhold til denne artikel, som er påbegyndt, inden den mindreårige nåede myndighedsalderen, og som vurderes at være nødvendig, ydes uden afbrydelse eller forsinkelse efter, at den mindreårige er blevet myndig.

3.   Hvor det er nødvendigt af sundhedsrelaterede grunde, yder medlemsstaterne nødvendig medicinsk eller anden bistand, såsom nødvendig genoptræning og nødvendige medicinske hjælpeanordninger, til ansøgere med særlige modtagelsesbehov, herunder passende mental sundhedspleje.

1.   Medlemsstaterne kan for så vidt angår ansøgere, der er forpligtet til at opholde sig på deres område i overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1351, indskrænke eller inddrage lommepengene.

Hvis det er behørigt begrundet og rimeligt, kan medlemsstaterne endvidere:

2.   Medlemsstaterne kan træffe en afgørelse i overensstemmelse med stk. 1, hvor en ansøger:

3.   Hvor en medlemsstat har truffet en afgørelse i en situation omhandlet i stk. 2, litra a), b) eller f), og de omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen, ophører med at eksistere, skal den overveje, om adgangen til nogle eller alle de materielle modtagelsesforhold, der er inddraget eller indskrænket, kan genetableres. Såfremt ikke alle materielle modtagelsesforhold genetableres, træffer medlemsstaten en behørigt begrundet afgørelse og meddeler den til ansøgeren.

4.   Afgørelser i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 træffes objektivt og upartisk på grundlag af den enkelte sags realiteter og angivet de grunde, de er baseret på. Afgørelser baseres på ansøgerens særlige situation, specielt med hensyn til ansøgere med særlige modtagelsesbehov, under hensyn til proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne sikrer adgang til sundhedspleje i overensstemmelse med artikel 22 og sikrer en levestandard, der er i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret, og internationale forpligtelser, for alle ansøgere.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at materielle modtagelsesforhold ikke inddrages eller indskrænkes, før der er truffet en afgørelse i en situation omhandlet i stk. 2.

1.   Med henblik på en effektiv gennemførelse af artikel 24 vurderer medlemsstaterne i hvert enkelt tilfælde så tidligt som muligt efter fremsættelsen af en ansøgning om international beskyttelse, hvorvidt ansøgeren har særlige modtagelsesbehov, hvor det er nødvendigt ved hjælp af mundtlig oversættelse.

Den i dette stykkes første afsnit omhandlede vurdering kan indarbejdes i eksisterende nationale procedurer eller i den vurdering, der er omhandlet i artikel 20 i forordning (EU) 2024/1348.

Den i dette stykkes første afsnit omhandlede vurdering iværksættes ved at identificere særlige modtagelsesbehov på grundlag af synlige tegn eller ansøgernes erklæringer eller adfærd eller, hvor det er relevant, erklæringer fra ansøgerens forældre eller repræsentant.

Den i dette stykkes første afsnit omhandlede vurdering skal være afsluttet senest 30 dage efter, at ansøgningen om international beskyttelse er indgivet, eller, hvor den integreres i vurderingen omhandlet i artikel 20 i forordning (EU) 2024/1348 inden for den frist, der er fastsat i nævnte forordning, og der skal tages hånd om de særlige modtagelsesbehov, der er konstateret på basis af en sådan vurdering.

Hvor særlige modtagelsesbehov først viser sig på et senere tidspunkt i proceduren for international beskyttelse, vurderer medlemsstaterne disse behov og tager hånd om dem.

Medlemsstaterne sikrer, at støtten til ansøgere med særlige modtagelsesbehov i overensstemmelse med dette direktiv tager hensyn til disses særlige modtagelsesbehov under hele proceduren for international beskyttelse, og fører tilstrækkeligt tilsyn med deres situation.

2.   Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at personalet, der vurderer særlige modtagelsesbehov i overensstemmelse med nærværende artikel:

De kompetente myndigheder tager hensyn til resultatet af den i litra c) omhandlede vurdering, når der træffes afgørelse om, hvilken type særlig modtagelsesstøtte der kan ydes til ansøgeren.

3.   Den i stk. 1, første afsnit, omhandlede vurdering behøver ikke antage form af en administrativ procedure.

4.   Kun ansøgere med særlige modtagelsesbehov kan omfattes af den særlige støtte, der ydes i overensstemmelse med dette direktiv.

5.   Den i stk. 1, første afsnit, foreskrevne vurdering berører ikke vurderingen af behovet for international beskyttelse i medfør af forordning (EU) 2024/1347.

1.   Barnets tarv kommer i første række, når medlemsstaterne gennemfører de bestemmelser i dette direktiv, der muligvis berører mindreårige. Medlemsstaterne sikrer en levestandard, der er passende for den mindreåriges fysiske, mentale, åndelige, moralske og sociale udvikling.

2.   Ved vurdering af barnets tarv tager medlemsstaterne især behørigt hensyn til følgende faktorer:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige har adgang til fritidsaktiviteter, herunder leg og rekreation, der er passende for deres alder, og til udendørsaktiviteter i de lokaler og indkvarteringscentre, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra a) og b), samt til undervisningsmaterialer, hvor det er nødvendigt.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige, der har været udsat for enhver form for misbrug, vanrøgt, udnyttelse, tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller som har lidt under væbnede konflikter, får adgang til rehabiliteringstjenester, og tilbyder dem passende mental sundhedspleje og kvalificeret rådgivning, hvor der er behov derfor.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige børn af ansøgere og mindreårige ansøgere indkvarteres sammen med deres forældre eller den voksne, der i henhold til den pågældende medlemsstats ret eller praksis har ansvaret for dem og deres ugifte mindreårige søskende, forudsat at det er i den mindreåriges tarv.

6.   Personer, der arbejder med mindreårige, herunder repræsentanter og personer, der er egnede til midlertidigt at fungere som repræsentanter som omhandlet i artikel 27, må ikke have en straffeattest indeholdende forbrydelser eller lovovertrædelser vedrørende børn eller forbrydelser eller lovovertrædelser, der fører til alvorlig tvivl om deres evne til at påtage sig en ansvarsrolle med hensyn til mindreårige, skal følge grundlæggende og løbende relevant undervisning vedrørende mindreåriges rettigheder og behov, herunder dem, der vedrører alle gældende standarder for beskyttelse af børn, og skal være bundet af regler om tavshedspligt fastsat i national ret i forbindelse med de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

1.   Hvor en ansøgning indgives af en person, der hævder at være mindreårig, eller der er objektive grunde til at tro, at denne person er mindreårig, udpeger medlemsstaterne:

Repræsentanten og den person, der er egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, skal mødes med den uledsagede mindreårige og tage hensyn til den mindreåriges egen mening om sine behov.

Hvor en medlemsstat har vurderet, at en person, der hævder at være en mindreårig, uden tvivl er ældre end 18 år, er det ikke nødvendigt, at den pågældende medlemsstat udnævner en repræsentant eller udpeger en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant i overensstemmelse med henholdsvis første eller andet afsnit.

Medlemsstaterne medtager i deres i artikel 32 omhandlede beredskabsplaner foranstaltninger, der skal træffes for at sikre udnævnelsen af repræsentanter og udpegelsen af personer egnet til midlertidigt at fungere som repræsentanter i overensstemmelse med nærværende artikel i tilfælde, hvor de står over for et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger indgivet af uledsagede mindreårige.

Hvor gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i det fjerde afsnit, er utilstrækkelig til at håndtere et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger indgivet af uledsagede mindreårige eller i andre ekstraordinære situationer, kan udnævnelsen af repræsentanter udsættes i yderligere ti arbejdsdage, og antallet af uledsagede mindreårige pr. repræsentant kan øges til højst 50 uledsagede mindreårige.

Når medlemsstaterne anvender femte afsnit, informerer de Kommissionen og Asylagenturet herom.

Forpligtelserne for repræsentanten og den person, der er egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, ophører, hvor de kompetente myndigheder efter den i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) nr. 2024/1348 omhandlede aldersvurdering ikke antager, at ansøgeren er mindreårig, eller vurderer, at ansøgeren ikke er mindreårig, eller hvor ansøgeren ikke længere er en uledsaget mindreårig.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at den person, der er egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, omgående underrettes, når en ansøgning om international beskyttelse indgives af en uledsaget mindreårig, om alle relevante kendsgerninger vedrørende den pågældende mindreårige. En person, hvis interesser strider mod, eller potentielt kunne stride mod, den uledsagede mindreåriges interesser, må ikke udpeges som en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant. Den uledsagede mindreårige underrettes omgående om, at en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant er blevet udpeget.

3.   Hvor en organisation udnævnes som repræsentant eller udpeges som en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, udnævner den en fysisk person til at udføre repræsentantens opgaver i forhold til den uledsagede mindreårige i overensstemmelse med dette direktiv.

4.   Den i denne artikels stk. 1 foreskrevne repræsentant kan være den samme person som foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) nr. 2024/1348.

5.   De kompetente myndigheder underretter omgående:

6.   Repræsentanten eller den person, der er egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant, må kun udskiftes, hvor det er nødvendigt, navnlig hvis de kompetente myndigheder finder, at den pågældende repræsentant eller person ikke har udført dennes opgaver på passende vis.

Organisationer eller fysiske personer, hvis interesser strider mod eller potentielt kunne stride mod den uledsagede mindreåriges interesser, må ikke udnævnes som repræsentant eller udpeges som en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant.

7.   Medlemsstaterne giver en fysisk person udnævnt som repræsentant eller udpeget som en person egnet til midlertidigt at fungere som repræsentant ansvar for et forholdsmæssigt og begrænset antal uledsagede mindreårige og, under normale omstændigheder, højst 30 uledsagede mindreårige samtidigt for at sikre, at den pågældende er i stand til at udføre sine opgaver effektivt.

8.   Medlemsstaterne sikrer, at der er administrative eller retslige myndigheder eller andre enheder, der er ansvarlige for at overvåge, at repræsentanterne og personerne egnede til midlertidigt at fungere som repræsentanter udfører deres opgaver korrekt, herunder ved at gennemgå disse udnævnte repræsentanters og udpegede personer straffeattester med regelmæssige mellemrum med henblik på at identificere potentielle uforeneligheder med deres rolle. Disse administrative eller judicielle myndigheder eller andre enheder behandler klager indgivet af uledsagede mindreårige over deres udnævnte repræsentanter eller udpegede personer.

9.   Uledsagede mindreårige, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse, anbringes fra det tidspunkt, hvor de tillades indrejse på en medlemsstats område, i hvilken medlemsstat ansøgningen om international beskyttelse er indgivet eller behandles, til det tidspunkt, hvor de er forpligtet til at forlade denne medlemsstats område:

Medlemsstaterne kan anbringe uledsagede mindreårige på 16 år og derover i indkvarteringscentre for voksne ansøgere, hvis det er i deres tarv, som foreskrevet i artikel 26, stk. 2.

Så vidt muligt holdes søskende sammen, idet der tages hensyn til den pågældende mindreåriges tarv og navnlig til dennes alder og modenhed. Flytning af uledsagede mindreårige fra ét indkvarteringssted til et andet skal begrænses til et minimum.

10.   Medlemsstaterne begynder at opspore den uledsagede mindreåriges familiemedlemmer, hvor det er nødvendigt med bistand fra internationale eller andre relevante organisationer, så hurtigt som muligt efter, at en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, idet de beskytter den uledsagede mindreåriges tarv. Hvor der er en mulig trussel mod den mindreåriges eller dennes nære slægtninges liv eller integritet, navnlig hvis disse slægtninge er blevet i oprindelseslandet, skal det sikres, at indsamlingen, behandlingen og videregivelsen af oplysninger om de pågældende foretages på et fortroligt grundlag, så det undgås at bringe deres sikkerhed i fare.

1.   Medlemsstaterne sørger for, at personer, der har været udsat for menneskehandel, tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter, herunder vold begået med seksuelt, kønsmæssigt, racistisk eller religiøst motiv, modtager den nødvendige medicinske og psykologiske behandling og pleje, herunder, hvor det er nødvendigt, rehabiliteringstjenester og rådgivning, for de skader, som sådanne handlinger har forårsaget. Disse personer modtager, hvor det er nødvendigt, en mundtlig oversættelse i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, litra c).

Adgangen til en sådan behandling og pleje gives snarest muligt, efter at disse personers behov er blevet konstateret.

2.   De personer, der arbejder med de i stk. 1 omhandlede personer, herunder sundhedspersonale, skal have fulgt og løbende følge relevant undervisning vedrørende disse personers behov og egnede behandlinger, herunder nødvendige rehabiliteringstjenester. De er også omfattet af de regler om tavshedspligt, som er fastsat i national ret og gældende fagetiske regler for så vidt angår de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser vedrørende modtagelse, inddragelse eller indskrænkning af ydelser i henhold til dette direktiv, afgørelser om afslag på den i artikel 8, stk. 5, første afsnit, omhandlede tilladelse eller afgørelser truffet i henhold til artikel 9, som berører ansøgere individuelt, kan gøres til genstand for klage i henhold til de procedurer, der er fastsat i national ret. Der skal i det mindste i sidste instans gives mulighed for klage over eller prøvelse af de faktiske omstændigheder og den retlige vurdering ved en judiciel myndighed.

2.   I tilfælde af klage eller prøvelse ved en judiciel myndighed omhandlet i denne artikels stk. 1 og i tilfælde af retlig prøvelse omhandlet i. artikel 11, stk. 3 og 5, sikrer medlemsstaterne, at der er adgang til gratis juridisk bistand og repræsentation, for så vidt som det er nødvendigt for at sikre effektiv adgang til retlig prøvelse. Sådan juridiske bistand og repræsentation skal bestå i udarbejdelse af klagen eller anmodningen om prøvelse, herunder som minimum udarbejdelse af de nødvendige procesdokumenter og deltagelse i retsmødet ved den judicielle myndighed på ansøgerens vegne.

Gratis juridisk bistand og repræsentation ydes af juridiske rådgivere eller af andre personer med passende kvalifikationer, som er godkendt eller som det er tilladt i henhold til national ret, og hvis interesser ikke strider mod eller potentielt kunne stride mod ansøgerens interesser.

3.   Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at yde gratis juridisk bistand og repræsentation, hvis:

I tilfælde hvor en myndighed, der ikke er en domstol eller ret, træffer en afgørelse om ikke at yde gratis juridisk bistand og repræsentation med den begrundelse, at klagen eller prøvelsen anses for at være udsigtsløs, har ansøgeren ret til effektive retsmidler mod denne afgørelse ved en domstol eller ret og har til dette formål ret til at anmode om gratis juridisk bistand og repræsentation.

Medlemsstaterne kan også fastsætte bestemmelser om, at gratis juridisk bistand og repræsentation kun må ydes af juridiske rådgivere eller andre rådgivere, der er specifikt udpeget nævnt i henhold til national ret til at bistå og repræsentere ansøgere, eller af ikkestatslige organisationer, der i henhold til national lovgivning er akkrediteret til at yde gratis juridisk bistand og repræsentation.

4.   Medlemsstaterne kan også:

5.   Uden at det berører dette direktivs artikel 19, stk. 2, kan medlemsstaterne anmode om fuld eller delvis godtgørelse af alle de udgifter, som de har afholdt, hvor ansøgerens finansielle situation har forbedret sig betydeligt under proceduren for international beskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348, eller hvor afgørelsen om at yde gratis juridisk bistand og repræsentation er blevet truffet på grundlag af urigtige oplysninger fra ansøgeren.

6.   Medlemsstaterne fastsætter særlige processuelle regler for den måde, hvorpå anmodninger om gratis juridisk bistand og repræsentation skal fremsættes og behandles, eller anvender gældende regler for indenlandske krav af tilsvarende karakter, forudsat at disse regler ikke gør adgangen til gratis juridisk bistand og repræsentation umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.

1.   Medlemsstaterne indfører under behørig hensyntagen til deres forfatningsmæssige struktur relevante ordninger til at sikre, at der etableres passende styring, overvågning og kontrol af modtagelsesforholdenes niveau. Medlemsstaterne tager hensyn til tilgængelige, ikkebindende operationelle standarder, indikatorer, retningslinjer eller bedste praksis for modtagelsesforhold, som Asylagenturet har udviklet i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EU) 2021/2303, uden at dette berører medlemsstaternes kompetence til at tilrettelægge deres modtagelsessystemer i overensstemmelse med dette direktiv.

2.   Medlemsstaternes modtagelsessystemer underlægges den overvågningsmekanisme, der er fastsat i kapitel 5 i forordning (EU) 2021/2303.

1.   Hver medlemsstat udarbejder en beredskabsplan i samråd med lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet og internationale organisationer, i det omfang det er hensigtsmæssigt. Beredskabsplanen skal fastsætte de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre en passende modtagelse af ansøgere i overensstemmelse med dette direktiv, i tilfælde hvor medlemsstaterne oplever et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger om international beskyttelse, herunder fra uledsagede mindreårige. Beredskabsplanen skal også omfatte foranstaltninger til at håndtere de situationer, der er omhandlet i artikel 20, stk. 10, litra b), så hurtigt som muligt.

2.   Den i stk. 1 omhandlede beredskabsplan, skal tage hensyn til de specifikke nationale omstændigheder, bruge en model, der skal udarbejdes af Asylagenturet, og meddeles Asylagenturet senest den 12. april 2025. Den pågældende plan revideres, når dette nødvendiggøres af ændrede omstændigheder, og mindst hvert tredje år og meddeles Asylagenturet, såfremt den ajourføres. Medlemsstaterne informerer Kommissionen og Asylagenturet, når deres beredskabsplan aktiveres.

3.   Medlemsstaterne orienterer på dettes anmodning Asylagenturet om deres i stk. 1 omhandlede beredskabsplaner, og Asylagenturet bistår med disses samtykke medlemsstaterne med udarbejdelsen og revisionen af deres beredskabsplaner.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at personalet hos de myndigheder og andre organisationer, der er direkte ansvarlige for at gennemføre dette direktiv, har modtaget den nødvendige undervisning for så vidt angår ansøgeres, herunder mindreåriges, behov. Med henblik herpå inkluderer medlemsstaterne relevante centrale dele af det europæiske uddannelsesprogram på asylområdet vedrørende modtagelsesforhold samt værktøjet til identifikation af personer med særlige modtagelsesbehov, som Asylagenturet har udformet, i undervisningen af deres personale.

2.   Medlemsstaterne afsætter de midler, herunder personale, oversættere og tolke, der er nødvendige for gennemførelsen af dette direktiv, under hensyntagen til sæsonmæssige udsving i antallet af ansøgere. Hvor lokale og regionale myndigheder, civilsamfundsorganisationer eller internationale organisationer deltager i gennemførelsen af dette direktiv, får de tilført de nødvendige ressourcer.

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1-10, 12, 13, 17-29 og 31-34 senest den 12. juni 2026. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.