European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1243

29.4.2024

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1243

af 26. april 2024

om gennemførelse af forordning (EU) 2023/888 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2023/888 af 28. april 2023 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (1), særlig artikel 13, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 28. april 2023 vedtog Rådet forordning (EU) 2023/888.

(2)

Rådet har foretaget en gennemgang af listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag I til forordning (EU) 2023/888. På grundlag af denne gennemgang bør oplysningerne om fem personer ændres.

(3)

Forordning (EU) 2023/888 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2023/888 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. april 2024.

På Rådets vegne

H. LAHBIB

Formand


(1)   EUT L 114 af 2.5.2023, s. 1.


BILAG

I bilag I til forordning (EU) 2023/888 i afdeling »A. Fysiske personer« affattes oplysningerne vedrørende punkt 1, 2, 5, 6 og 7 således:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

»1.

Ilan Mironovich SHOR

alias

Ilan Mironovici ȘOR

Stilling: forretningsmand, formand for det politiske parti »SHOR« (»ȘOR«)

Fødselsdato: 6.3.1987

Fødested: Tel Aviv, Israel

Køn: mand

Nationalitet: Republikken Moldova, israelsk

Statsidentifikationsnummer (IDNP): 0971007884125 (Republikken Moldova)

Ilan Shor er en politiker fra Republikken Moldova (leder af det politiske parti »ŞOR«) og forretningsmand, der er involveret i ulovlig finansiering af politiske partier i Republikken Moldova samt tilskyndelse til vold mod den politiske opposition. Inden partiet ȘOR, som Ilan Shor leder, blev erklæret forfatningsstridigt i juni 2023, var det involveret i betaling og uddannelse af personer med henblik på at fremkalde kaos og uro under protesterne i Republikken Moldova.

Appeldomstolen i Chișinău fandt ved afgørelse af 13. april 2023 Ilan Shor skyldig i svig og hvidvask af penge i sagen om »banksvindel« og idømte ham 15 års fængsel og konfiskation af aktiver til en værdi af 254 mio. EUR. Pengemidler fra denne omfattende banksvindel og forbindelser til korrupte oligarker og Moskva-baserede enheder er ifølge myndighederne i Republikken Moldova blevet anvendt og anvendes stadig til kunstigt at skabe politisk uro i landet.

Hans handlinger, der har til formål at undergrave demokratiet i Republikken Moldova, omfatter ulovlig finansiering til støtte for Kremlvenlige politiske aktiviteter i Republikken Moldova. Et eksempel på anvendelsen af sådanne pengemidler er afholdelsen af voldelige protester og demonstrationer, primært i hovedstaden Chișinău, med hjælp fra demonstranter betalt af partiet ȘOR i hele 2022 og 2023. Efter at partiet ȘOR blev erklæret forfatningsstridigt, fortsatte Ilan Shor med at fremme russisk indflydelse på den politiske scene i Republikken Moldova ved ulovligt at finansiere andre partier og forsøge at bestikke politikere.

Ved at lede og planlægge voldelige demonstrationer og gennem sine alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital er Ilan Shor ansvarlig for handlinger, der underminerer og truer Republikken Moldovas suverænitet og uafhængighed samt demokratiet, retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova.

30.5.2023

2.

Gheorghe Petru CAVCALIUC

Stilling: politiker, formand for det politiske parti »Building Europe at Home Party« (PACE)

tidligere vicechef for politiets generalinspektorat

Fødselsdato: 25.10.1982

Fødested: landsbyen Micăuți, regionen Strășeni, Republikken Moldova

Køn: mand

Nationalitet: Republikken Moldova, rumænsk

Statsidentifikationsnummer (IDNP): 2000033042660 (Republikken Moldova)

Pasnr.: AB0664715 (Republikken Moldova)

058117566 (Rumænien)

Gheorghe Petru Cavcaliuc er tidligere vicechef for politiets generalinspektorat i Republikken Moldova. Han er kendt for at have organiseret og deltaget i de voldelige protester i oktober 2022 sammen med Ilan Shor. Han har benyttet sine forbindelser i politiets generalinspektorat til at rekruttere tidligere politifolk og oprette en paramilitær gruppe til at »beskytte« de voldelige demonstranter mod Republikken Moldovas regering. I denne sammenhæng har han etableret en såkaldt »skyggeregering« med det formål at udskifte Republikken Moldovas demokratisk valgte regering.

Ved at lede og planlægge voldelige demonstrationer er Gheorghe Cavcaliuc ansvarlig for handlinger, der underminerer og truer Republikken Moldovas suverænitet og uafhængighed samt demokratiet, retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova.

30.5.2023

5.

Vladimir Gheorghe PLAHOTNIUC

alias Vladimir ULINICI

alias Vladimir PLAKHOTNYUK

alias Vladislav Vladimir NOVAK

(Владимир (Влад) Георгиевич ПЛАХОТНЮК)

Stilling: forretningsmand, politiker

Fødselsdato: 1.1.1966 eller 25.12.1965

Fødested: Pitușca, Călărași, tidligere USSR (nu Republikken Moldova)

Køn: mand

Nationalitet: Republikken Moldova, rumænsk, russisk

Statsidentifikationsnummer (IDNP): 0962706018030 (Republikken Moldova)

Pasnr.: AB 0671328, AA 1203658 (Republikken Moldova)

Vladimir Plahotniuc er genstand for talrige straffesager i Republikken Moldova vedrørende forbrydelser i forbindelse med underslæb med Republikken Moldovas statslige midler og ulovlig overførsel heraf uden for Republikken Moldova. Han var anklaget i Republikken Moldova i sagen om »banksvindel«, hvis økonomiske virkninger landet stadig er ramt af. Han er også genstand for en efterforskning for at have bestukket Republikken Moldovas tidligere præsident med en pose med kontanter til gengæld for politiske tjenester.

Gennem sine alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og den uautoriserede eksport af kapital og undermineringen af den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova er Vladimir Plahotniuc ansvarlig for handlinger og gennemfører politikker, der underminerer og truer demokratiet, retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova.

30.5.2023

6.

Chiril GUZUN

Tidligere grænsebetjent og nuværende leder af en paramilitær gruppe, »SCUTUL POPORULUI«

Fødselsdato: 27.4.1979

Fødested: Ratus, Criuleni, SSR Moldova

Køn: mand

Nationalitet: Republikken Moldova, rumænsk

Chiril Guzun er grundlægger og nuværende leder af »Scutul Poporului«, en paramilitær organisation i Republikken Moldova, som bl.a. består af tidligere militært personel, tidligere politifolk og tidligere retshåndhævende personale, der bruger vold, mens de deltager i protester, navnlig for at destabilisere Republikken Moldova. Under forsøgene i februar 2023 på at destabilisere den nationale regering blev de grupper af demonstranter, der var tilknyttet den efterfølgende forbudte »Partidul ȘOR« og partiet »Building Europe at Home«, »Partidul Acasă Construim Europa« (PACE), støttet og omgivet af medlemmer af »Scutul Poporului«, som deltog i optøjer og voldelige demonstrationer.

Chiril Guzun er også en mangeårig bekendt af Gheorghe Cavcaliuc, der er opført på listen, og som er leder af partiet »PACE«. Cavcaliuc tilstod at have koordineret med Chiril Guzuns organisation vedrørende de voldelige protester. Desuden er Natalia Guzun, hustru til Chiril Guzun, næstformand for partiet »PACE«.

I rollen som leder af »Scutul Poporului« er Chiril Guzun ved at lede, deltage i og støtte voldelige demonstrationer ansvarlig for handlinger, der underminerer og truer retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova. Desuden har Chiril Guzun tilknytning til Gheorghe Cavcaliuc og »Scutul Poporului«.

22.2.2024

7.

Dmitry MILYUTIN

Дмитрий Милютин

Vicechef for afdelingen for operationelle efterretninger i direktorat 5, Ruslands føderale sikkerhedstjeneste (FSB)

Fødselsdato: 30.5.1967

Fødested: Ijevsk, USSR (nu Den Russiske Føderation)

Køn: mand

Nationalitet: russisk

ID-kortnummer: 0134180

Dmitry Milyutin er vicechef for den russiske føderale sikkerhedstjenestes (FSB's) afdeling for operationelle efterretninger og ansvarlig for Ruslands hemmelige operationer i Republikken Moldova siden 2016, navnlig i Transdnestrienområdet, som destabiliserer den forfatningsmæssige orden. Gennem sine agenter leder, koordinerer og manipulerer Dmitry Milyutin udvalgte politiske aktører i Republikken Moldova med henblik på at forfølge prorussiske dagsordener og underminerer dermed den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova. Desuden er Dmitry Milyutins gruppe med til at organisere de voldelige protester og andre voldshandlinger, der finder sted i Republikken Moldova.

Ved alvorligt at underminere den demokratiske politiske proces, forsøge at destabilisere den forfatningsmæssige orden og fremme voldelige demonstrationer og andre voldshandlinger støtter Dmitry Milyutin handlinger, der underminerer og truer Republikken Moldovas suverænitet og uafhængighed, demokrati, retsstat, stabilitet og sikkerhed. Han har også tilknytning til Igor Chaika, der er opført på listen.

22.2.2024«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1243/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)