BILAG

Retningslinjer om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (*1)

INDLEDNING

1.1.

Ordningen for statsstøttekontrol

1.2.

Standstill-klausulen

GENERELLE PRINCIPPER FOR HÅNDHÆVELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE

2.1.

Princippet om loyalt samarbejde

2.2.

Anvendelse af principperne om ækvivalens og effektivitet i nationale procedurer

2.2.1.

Søgsmålskompetence

2.2.2.

Kompetence

2.2.3.

Princippet om retskraft (res judicata)

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS ROLLE

3.1.

EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence

3.2.

EFTA-Tilsynsmyndighedens beføjelser til at håndhæve statsstøttereglerne

DE NATIONALE DOMSTOLES ROLLE

4.1.

Afgrænsning af de nationale domstoles kompetence i forbindelse med anvendelse af statsstøttereglerne

4.1.1.

Efter en beslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

4.1.1.1.

Efter en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, der erklærer en støtte forenelig

4.1.1.2.

Efter en åbningsbeslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

4.2.

De nationale domstoles kompetencer

4.2.1.

Vurdering af tilstedeværelsen af støtte

4.2.2.

Vurdering af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af standstill-klausulen

4.2.2.1.

Anvendelse af betingelserne i gruppefritagelsesforordningerne

4.2.2.2.

Eksisterende støtte

4.2.3.

Beskyttelse af rettighederne for personer, der er berørt at en overtrædelse af standstill-klausulen

4.2.3.1

Indstilling eller ophævelse af gennemførelsen af foranstaltningen

4.2.3.2

Tilbagesøgning

4.2.3.3

Foreløbige forholdsregler

4.2.3.4

Erstatningssager

SAMARBEJDE MELLEM EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN OG DE NATIONALE DOMSTOLE

5.1.

Bistand fra EFTA-Tilsynsmyndigheden til de nationale domstole

5.1.1.

Former for samarbejde

5.1.1.1.

Meddelelse af oplysninger til de nationale domstole

5.1.1.2.

Videregivelse af udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne

5.1.1.3

Fremsættelse af skriftlige bemærkninger

5.2.

Bistand fra de nationale domstole til EFTA-Tilsynsmyndigheden

KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE OG BESLUTNINGER

6.1.

Procedurer om ulovlig støtte ved EFTA-Tilsynsmyndigheden

6.2.

Overtrædelsesprocedurer

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

1. INDLEDNING

(1)

Siden 2012 har Kommissionen haft fokus på at gennemføre dagsordenen for modernisering af statsstøttereglerne (1). Kommissionen har inden for rammerne af denne dagsorden vedtaget en pakke med lovgivning, retningslinjer, rammebestemmelser og meddelelser vedrørende vurdering af statsstøtteforanstaltninger. EFTA-Tilsynsmyndigheden har i overensstemmelse med denne pakke kunnet rette sin forudgående statsstøttekontrol mod de sager, der har størst indvirkning på EØS-aftalens virkemåde, samtidig med at den har styrket samarbejdet med EØS-EFTA-landene om håndhævelse af statsstøttereglerne. I dette øjemed har EØS-landene fået udvidet mulighederne for at yde støtte uden forudgående kontrol fra EFTA-Tilsynsmyndighedens eller Kommissionens side ved at indføre yderligere undtagelser fra pligten til at underrette om alle planlagte statsstøtteforanstaltninger. Dermed er omfanget af støtte, der ydes på grundlag af gruppefritagelser, steget (2). I den forbindelse har de nationale domstoles rolle med hensyn til at sikre overholdelse af statsstøttereglerne fået endnu større betydning.

(2)

I 2019 offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse af håndhævelsen af statsstøttereglerne og afgørelser truffet af de nationale domstole i 28 medlemsstater (3) (»håndhævelsesundersøgelsen«) (4). Håndhævelsesundersøgelsen omfattede mere end 750 nationale domme, som kan inddeles i to kategorier: 1) sager, hvor de nationale domstole er involveret i at drage konsekvenserne af den ulovlige gennemførelse af støtte (»privat håndhævelse«), og 2) sager, hvor de nationale domstole er involveret i gennemførelsen af kommissionsafgørelser om tilbagebetaling (»offentlig håndhævelse«).

(3)

Håndhævelsesundersøgelsen viste, at antallet af statsstøttesager indbragt for de nationale domstole er steget mellem 2007 og 2017. Til trods for denne stigning har de nationale domstole kun anordnet afbødende foranstaltninger i meget få tilfælde, og erstatningssager tegner sig kun for meget lille andel af sagerne. Derudover lader det ikke til, at de former for samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole, som blev indført dels i 2009 med Kommissionens meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (»håndhævelsesmeddelelsen fra 2009«) (5), dels i 2015 med Rådets forordning (EU) 2015/1589 (»procedureforordningen«) (6), er blevet anvendt i særlig vid udstrækning.

(3a)

I 2019 offentliggjorde EFTA-Tilsynsmyndigheden en undersøgelse af håndhævelsen af statsstøttereglerne og afgørelser truffet af de nationale domstole i de tre EØS-EFTA-lande (»håndhævelsesundersøgelsen«) (*). Håndhævelsesundersøgelsen vedrørende EØS-EFTA-landene tog udgangspunkt i 45 domme af forskellige relevans. Håndhævelsesundersøgelsen vedrørende EØS-EFTA-landene viste, at der i hvert EØS-EFTA-land havde været forholdsvis få private håndhævelsessager siden EØS-aftalens ikrafttræden. Ud af de 45 gennemgåede domme vedrørte 6 privat håndhævelse af standstill-klausulen, mens to vedrørte tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte på grundlag af en negativ beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden med pålæg om tilbagesøgning. På intet tidspunkt indledte den nationale domstol samarbejdsproceduren i henhold til EFTA-Tilsynsmyndighedens retningslinjer om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (*).

(4)

Disse retningslinjer indeholder praktiske oplysninger til de nationale domstole og andre interesserede parter om håndhævelsen af statsstøttereglerne på nationalt plan. De tager hensyn til de spørgsmål, der er blevet rejst af domstolene som led i håndhævelsesundersøgelsen vedrørende EØS-EFTA-landene eller i forbindelse med sager henvist til Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) med henblik på præjudicielle afgørelser eller til EFTA-Domstolen med henblik på rådgivende udtalelser (**). Dette omfatter eksempelvis sammenhængen mellem procedurer ved Kommissionen og sager ved de nationale domstole eller spørgsmål rejst i forbindelse med en ukorrekt anvendelse af gruppefritagelsesforordningerne.

(5)

Formålet med disse retningslinjer er at yde vejledning til EØS-EFTA-landenes domstole, jf. artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (herefter »tilsyns- og domstolsaftalen«) (7), samt at fremme et tættere samarbejde mellem EFTA-Tilsynsmyndigheden og de nationale domstole ved at skitsere, hvilke samarbejdsredskaber der er til rådighed. Den er ikke bindende for de nationale domstole, og den påvirker heller ikke deres uafhængighed (8). Det primære fokus for denne meddelelse er privat håndhævelse. Kommissionens meddelelse om tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte (9) (»tilbagebetalingsmeddelelsen«) vedrører aspekter vedrørende offentlig håndhævelse.

(6)

Der er sket en udvikling i Rettens, Domstolens og EFTA-Domstolens praksis siden vedtagelsen af retningslinjerne om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne i 2009 (tilsammen benævnt EØS-domstolene) (*). Disse retningslinjer indarbejder denne udvikling og erstatter retningslinjerne om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne fra 2009.

1.1. Ordningen for statsstøttekontrol

(7)

Statsstøtte er et retligt begreb, der er direkte defineret i EØS-aftalen og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer (10). EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, foreskriver, at »støtte, som ydes af [...]-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, [er] uforenelige med [EØS-aftalen] i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.« EFTA-Tilsynsmyndigheden har udstedt vejledning om fortolkningen af begrebet statsstøtte (11).

(8)

Det generelle forbud mod statsstøtte er baseret på et tostrenget system med forudgående og efterfølgende kontrol af indgreb, der involverer statsstøtte. I henhold til EØS-aftalens artikel 62 skal EFTA-Tilsynsmyndigheden løbende undersøge alle eksisterende støtteordninger og foretage vurderinger af EØS-EFTA-landenes eventuelle planer om at yde ny støtte eller ændre eksisterende støtte. For at EFTA-Tilsynsmyndigheden effektivt kan foretage disse undersøgelser, skal EØS-EFTA-landene samarbejde ved at stille alle relevante oplysninger til rådighed og anmelde statsstøtteforanstaltninger.

(9)

EØS-EFTA-landene er forpligtet til dels at meddele EFTA-Tilsynsmyndigheden enhver foranstaltning vedrørende indførelse af ny eller ændring af eksisterende støtte, og dels ikke at gennemføre en sådan foranstaltning, før EFTA-Tilsynsmyndigheden har vurderet dens forenelighed med EØS-aftalen (»standstill-klausulen«) (12). Standstill-klausulen i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen tillægger personer rettigheder, som de kan påberåbe sig ved de nationale domstole (13).

(9a)

Hvad angår EØS-EFTA-landene er gennemførelsen af EØS-reglerne underlagt protokol 35 til EØS-aftalen, i henhold til hvilken EØS-EFTA-landene skal garantere, at EØS-reglerne har forrang i tilfælde af konflikt mellem gennemførte EØS-regler og andre lovbestemmelser. Enkeltpersoner og økonomiske aktører skal have ret til på nationalt plan at påberåbe sig rettigheder, der følger af bestemmelser i EØS-aftalen, som er blevet indarbejdet i den nationale retsorden, hvis de er ubetingede og tilstrækkeligt præcise (*), f.eks. standstill-klausulen.

(10)

Det følger heraf, at gennemførelsen af ordningen for statsstøttekontrol, som bestemmelsen i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 er et grundlæggende element af, tilkommer såvel EFTA-Tilsynsmyndigheden som de nationale domstole, idet deres respektive roller supplerer hinanden, men er klart adskilte. EFTA-Tilsynsmyndigheden har enekompetence i forbindelse med vurderingen af en støtteforanstaltnings forenelighed med EØS-aftalen, mens det påhviler de nationale domstole at beskytte personers rettigheder i tilfælde af en eventuel overtrædelse af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (14).

1.2. Standstill-klausulen

(11)

Anvendelsen af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 indebærer, at de nationale domstole skal træffe alle passende foranstaltninger i henhold til national ret for at drage konsekvenser af en overtrædelse af denne bestemmelse (15).

(12)

For at en støtteforanstaltning er omfattet af standstill-kravet i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, skal to betingelser være opfyldt: for det første skal foranstaltningen kvalificere som ny statsstøtte, herunder ændringer af eksisterende støtte (16), og for det andet skal foranstaltningen været underlagt kravet om forudgående anmeldelse i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

(13)

Hvis en foranstaltning ikke udgør ny støtte, kan EØS-EFTA-landene således gennemføre den uden forudgående anmeldelse til EFTA-Tilsynsmyndigheden. EØS-EFTA-landene kan desuden gennemføre støtteforanstaltninger, som opfylder alle betingelserne for at være omfattet af en fritagelse for anmeldelsespligten.

(14)

De minimis-forordningerne (17) indeholder betingelserne for, hvornår støtte anses for ikke at påvirke samhandelen mellem EØS-landene og for ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (18). Hvis en støtteforanstaltning opfylder alle de relevante betingelser i de minimis-forordningerne, er det berørte EØS-EFTA-land fritaget for pligten til at anmelde støtten til EFTA-Tilsynsmyndigheden.

(15)

Gruppefritagelsesforordninger – f.eks. den generelle gruppefritagelsesforordning (19) – fastsætter betingelserne for, hvornår en støtteforanstaltning skal eller kan betragtes som forenelig med EØS-aftalens funktion efter artikel 61, stk. 2 eller 3 (20). Hvis en støtteforanstaltning opfylder alle de relevante betingelser i disse forordninger, er det berørte EØS-EFTA-land fritaget for pligten til at anmelde støtten til EFTA-Tilsynsmyndigheden.

(16)

Endelig fastsættes der i Kommissionens afgørelse 2012/21/EU (21) for så vidt angår statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 (22) for så vidt navnlig angår offentlig personbefordring med jernbane og ad vej betingelser for, hvornår kompensation for offentlig tjeneste kan betragtes som forenelig med det indre marked efter artikel 106, stk. 2 (*), og artikel 93 i TEUF (**). I disse tilfælde er de pågældende foranstaltninger heller ikke omfattet af standstill-klausulen.

2. GENERELLE PRINCIPPER FOR HÅNDHÆVELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE

2.1. Princippet om loyalt samarbejde

(17)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3, der bygger på artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (23) (TEU), har de kontraherende parter pligt at træffe alle foranstaltninger for at sikre, at de forpligtelser, EØS-aftalen afføder, overholdes, og til at fremme samarbejdet inden for aftalens rammer. Ifølge princippet om loyalt samarbejde, som er en iboende del af denne artikel, skal EFTA-Tilsynsmyndigheden og EØS-EFTA-landene inden for deres kompetence bistå hinanden i gennemførelsen af disse opgaver. I henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 skal EFTA-staterne træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af nævnte aftale. EFTA-staterne skal desuden afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der vil kunne bringe virkeliggørelsen af EØS-aftalens og tilsyns- og domstolsaftalens målsætninger i fare.

(18)

Den pligt til at yde gensidig bistand, som følger af EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstilsaftalens artikel 2, gælder også for de nationale domstole (24). Det betyder, at EFTA-Tilsynsmyndigheden bistår de nationale domstole i anvendelsen af EØS-retten (25), og omvendt at de nationale domstole bistår EFTA-Tilsynsmyndigheden i gennemførelsen af dens opgaver. De nationale domstole skal derfor træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EØS-aftalen, og afholde sig fra at træffe afgørelser, som kan forhindre opfyldelsen af formålene med EØS-aftalen (26).

2.2. Anvendelse af principperne om ækvivalens og effektivitet i nationale procedurer

(19)

Domstolen har konsekvent anerkendt princippet om procesautonomi i forbindelse med håndhævelsen af statsstøttereglerne (27). Ifølge dette princip er EØS-EFTA-landene, hvis der ikke findes EØS-lovgivning på området, frit stillet til at beslutte, hvordan de opfylder deres forpligtelser efter EØS-aftalen, forudsat at de midler, de gør brug af, ikke skader anvendelsesområdet for og effektiviteten af EØS-retten.

(20)

I henhold til EØS-domstolenes praksis må den gældende nationale lovgivning ikke være mindre gunstig ved anvendelsen af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 end den, der gælder for tilsvarende indenlandske situationer (»ækvivalensprincippet«), og den må ikke være udformet således, at den i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EØS-retten (»effektivitetsprincippet«) (28). I afsnit 2.2.1, 2.2.2 og 2.2.3 redegøres der for samspillet mellem princippet om procesautonomi på den ene side og principperne om ækvivalens og effektivitet på den anden side for så vidt angår søgsmålskompetence, de nationale domstoles kompetence og princippet om retskraft (res judicata) (29).

2.2.1. Søgsmålskompetence

(21)

Ifølge princippet om procesautonomi anvender EØS-staterne deres nationale regler om søgsmålskompetence i forbindelse med nationale retstvister vedrørende statsstøtte, forudsat at disse overholder ækvivalens- og effektivitetsprincippet.

(22)

Ifølge effektivitetsprincippet må nationale regler om søgsmålskompetence og retlig interesse ikke gøre indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med udøvelsen af de rettigheder, der følger af EØS-retten (30).

(23)

Det fremgår af håndhævelsesundersøgelsen, at de nationale domstole hovedsagelig træffer afgørelse i sager anlagt af støttemodtagerens konkurrenter, som er direkte påvirket af de konkurrencefordrejninger, der følger af gennemførelsen af den ulovlige støtte (31).

(24)

Ved anvendelsen af de nationale regler om søgsmålskompetence skal de nationale domstole imidlertid tage hensyn til deres pligt til at beskytte interesserne hos enhver part, der har en tilstrækkelig retlig interesse (»tredjeparter«), uanset om de er blevet direkte påvirket af de konkurrencefordrejninger, der følger af den ulovlige gennemførelse af støtteforanstaltningen.

(25)

De nationale domstole skal tage yderligere elementer i betragtning ved vurderingen af tredjeparters søgsmålskompetence i forbindelse med sager om statsstøtte, der er ydet i form af skattemæssige foranstaltninger. Tredjepartsskatteydere kan udelukkende anses for at have en retlig interesse i at opnå refusion af et afgiftsbeløb, der opkræves i strid med standstill-klausulen, hvis den pågældende afgift udgør en del af finansieringen af den ulovlige statsstøtte (32). Deres søgsmålskompetence beror ikke på tilstedeværelsen af et konkurrencemæssigt forhold til støttemodtageren (33).

(26)

Derimod kan tredjepartsskatteydere ikke påberåbe sig ulovligheden af en støtteforanstaltning, som fritager visse virksomheder eller brancher for en afgift, med henblik på at undgå at betale den pågældende afgift eller opnå tilbagebetaling heraf, medmindre skatteprovenuet udelukkende går til at finansiere den ulovlige statsstøtte, jf. punkt (25). Dette gælder også, når de er i konkurrence med støttemodtagerne (34). En sådan løsning ville de facto føre til en forøgelse af statsstøttens konkurrencebegrænsende virkning, da det ville øge antallet af virksomheder, som er omfattet af den afgiftsfritagelse, der udgør ulovlig statsstøtte (35).

(27)

Når der i forbindelse med nationale sager rejses spørgsmål vedrørende EØS-aftalen, tilsyns- og domstolsaftalen eller EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutninger kan parterne i sagen anmode de nationale domstole om at anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse. I henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34 har EFTA-Domstolen kompetence til at afgive rådgivende udtalelser om fortolkningen af EØS-aftalen, herunder bl.a. EØS-aftalens artikel 61. Ønskes en beslutning om statsstøtte vedtaget af EFTA-Tilsynsmyndigheden imidlertid annulleret, indgives en sådan anmodning i henhold til tilsyns- og domstolsafgørelsens artikel 36. […] (36).[…] (37) .

2.2.2. Kompetence

(28)

Princippet om procesautonomi indebærer, at det tilkommer hvert enkelt EØS-land i sin nationale retsorden at udpege de kompetente domstole i sager vedrørende tildeling af ulovlig støtte. Det indebærer også, at EØS-staterne fastsætter de nærmere procedureregler for sagsanlæg, forudsat at ækvivalens- og effektivitetsprincipperne er overholdt (38).

(29)

Da der ikke findes specifikke bestemmelser i EØS-retten, er der stor forskel på de enkelte EØS-staters retsordener. Nogle EØS-stater har oprettet særlige domstole, som behandler statsstøttespørgsmål, mens andre har tillagt afdelinger i eksisterende domstole enekompetence på området eller vedtaget procedureregler, der præciserer domstolenes kompetence i sager om offentlig og privat håndhævelse (39). I størsteparten af EØS-staterne har de civil- og forvaltningsretlige domstole kompetence til at anvende statsstøttereglerne (40).

2.2.3. Princippet om retskraft (res judicata)

(30)

Princippet om retskraft tilsiger, at retsafgørelser, der er blevet endelige, ikke længere kan anfægtes. Det er tilfældet, når alle appelmuligheder er blevet udtømt, eller når fristerne for anvendelse af disse muligheder er udløbet. Princippet om retskraft har til formål at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer samt en pålidelig retspleje og er forankret i såvel EØS' retsorden som i de nationale retsordener (41). Hvis der ikke findes EØS-retlige bestemmelser på området, tilkommer det ifølge den faste retspraksis nemlig EØS-staterne i deres interne retsorden at fastsætte fremgangsmåderne for gennemførelse af princippet om retskraft i medfør af princippet om EØS-staternes procesautonomi. Sådanne procedureregler skal imidlertid overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (42).

(31)

[…] (43). De nationale domstole har pligt til at sikre, at de EØS-retlige bestemmelser har fuld virkning. I henhold til protokol 35 til EØS-aftalen skal EØS-EFTA-landene garantere, at EØS-reglerne har forrang i tilfælde af konflikt mellem gennemførte EØS-regler og andre lovbestemmelser (*). Dette gælder også de nationale regler, som princippet om retskraft er forankret i (44).

(32)

EØS-domstolenes praksis har begrænset betydningen af princippet om retskraft på statsstøtteområdet. Anvendelsen af princippet om retskraft må ikke begrænse EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence som fastsat i EØS-aftalen til at vurdere statsstøttens forenelighed (45). Den omstændighed, at en national domstol har udelukket tilstedeværelsen af statsstøtte i forbindelse med en foranstaltning, forhindrer desuden ikke EFTA-Tilsynsmyndigheden i på et senere tidspunkt at fastslå, at den pågældende foranstaltning udgør ulovlig og uforenelig statsstøtte (46). Dette gælder også, hvis afgørelsen er truffet af en national domstol i sidste instans (47). Det gælder ligeledes, hvis de nationale regler om retskraft omfatter anbringender, der kunne være gjort gældende under en retssag, men ikke blev det (48).

3. EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS ROLLE

(33)

Formålet med den ordning med forudgående kontrol, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, er at sikre, at der kun gennemføres forenelig støtte (49). Med henblik på at nå dette mål, må en planlagt støtte, som ikke er gruppefritaget, ikke gennemføres, før EFTA-Tilsynsmyndigheden har vedtaget en beslutning om støttens forenelighed med EØS-aftalens funktion (50).

3.1. EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence

(34)

EFTA-Tilsynsmyndigheden udøver normalt sin kompetence til at vurdere en støtteforanstaltnings forenelighed i to trin. Først vurderer EFTA-Tilsynsmyndigheden, om foranstaltningen kan kvalificeres som statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1 (51), og derefter undersøger den, om foranstaltningen er forenelig med EØS-aftalens funktion. Første trin, dvs. vurderingen af tilstedeværelse af støtte, er en kompetence, der udøves af både EFTA-Tilsynsmyndigheden og de nationale domstole, idet sidstnævnte muligvis skal fastslå, om en foranstaltning er omfattet af standstill-klausulen (52) (se afsnit 4.2.1 og 4.2.2). Andet trin, dvs. vurderingen af forenelighed, falder ind under EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence. Forenelighedsvurderingen skal indgå i en beslutning (53), som kan efterprøves af EFTA-Domstolen (54).

(35)

EFTA-Tilsynsmyndigheden kan træffe en konklusion om en foranstaltnings forenelighed med EØS-aftalens funktion efter en foreløbig undersøgelse (når den ikke nærer tvivl om foranstaltningens forenelighed med EØS-aftalens funktion) (55) eller en formel undersøgelse (når den i forbindelse med den foreløbige undersøgelse nærer tvivl om foranstaltningens forenelighed med EØS-aftalens funktion) (56). Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden indleder en formel undersøgelse, vedtager den en beslutning, hvori den fremsætter sin foreløbige vurdering med hensyn til foranstaltningens støttekarakter og redegør for sin tvivl om foranstaltningens forenelighed med EØS-aftalens funktion (»åbningsbeslutningen«) (57).

(36)

EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence til at vurdere foreneligheden af statsstøtte kan begrænse de nationale domstoles udøvelse af deres kompetencer til at anvende artikel 61, stk. 1, samt artikel 1, stk. 3,i del I i protokol 3 (se afsnit 4.1) (58). Det er tilfældet ved åbningsbeslutninger, som i afventning af vurderingen af foranstaltningens forenelighed har visse retlige konsekvenser for sager ved de nationale domstole (se afsnit 4.1.1.2).

(37)

I henhold til EØS-aftalen skal de nationale domstole rette sig efter EFTA-Tilsynsmyndighedens vurdering af, at der er tale om statsstøtte, hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden har fastsat dette i en endelig beslutning truffet forud for den nationale domstols afgørelse (59). Hvis en national domstol derimod træffer afgørelse, før der foreligger en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndighedens side, kan en sådan afgørelse, selv om den har retskraft, ikke forhindre EFTA-Tilsynsmyndigheden i på et givet tidspunkt at udøve sin enekompetence som fastsat i EØS-aftalen (jf. afsnit 2.2.3) (60).

3.2. EFTA-Tilsynsmyndighedens beføjelser til at håndhæve statsstøttereglerne

(38)

Som en hovedregel skal EFTA-Tilsynsmyndigheden med henblik på at pålægge sanktioner for overtrædelse af statsstøttereglerne, hvis den fastslår, at den undersøgte foranstaltning udgør ulovlig og uforenelig statsstøtte, vedtage en endelig beslutning, som afslutter den formelle undersøgelse og indeholder et påbud om tilbagebetaling af støtten (»beslutning om tilbagebetaling«) (61).

(39)

Procedurereglerne på statsstøtteområdet kodificerer EFTA-Tilsynsmyndighedens håndhævelsesbeføjelser (62). I henhold til artikel 14, stk. 1, i del II i protokol 3 skal EFTA-Tilsynsmyndigheden kræve ulovlig og uforenelig støtte tilbagebetalt ved at træffe en beslutning herom. Når den i en beslutning fastslår, at en støtteforanstaltning er ulovlig og uforenelig med EØS-aftalens funktion, har EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke nogen skønsbeføjelse og skal kræve tilbagebetaling af støtten (63), medmindre dette vil være i modstrid med et generelt princip i EØS-retten (64). EFTA-Tilsynsmyndighedens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte er desuden omfattet af en forældelsesfrist på 10 år at regne fra datoen for tildeling af den ulovlige støtte til støttemodtageren (65).

(40)

I nogle tilfælde kan EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 11 i del II i protokol 3 efter eget skøn vedtage midlertidige foranstaltninger, indtil den har afsluttet sin forenelighedsvurdering. EFTA-Tilsynsmyndigheden kan navnlig udstede påbud om indstilling eller om tilbagebetaling, forudsat at en række betingelser er opfyldt (66). Disse foranstaltninger har til formål at begrænse den skade, der følger af gennemførelsen af støtte i strid med anmeldelsespligten og standstill-klausulen (67).

4. DE NATIONALE DOMSTOLES ROLLE

(41)

Mens EFTA-Tilsynsmyndigheden skal undersøge en støtteforanstaltnings forenelighed med EØS-aftalens funktion, selv når den har fastslået, at foranstaltningen er gennemført i strid med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, er det de nationale domstoles primære rolle at beskytte personers rettigheder i forbindelse med en sådan overtrædelse (68).

(42)

De nationale domstole har ansvar for at yde effektiv retsbeskyttelse til tredjeparter (69). Deres bidrag til ordningen for statsstøttekontrol er særligt nødvendigt i de tilfælde, hvor der ydes ulovlig støtte, og der ikke foreligger en endelig beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om den pågældende foranstaltning, eller indtil der vedtages en sådan beslutning, eller i de tilfælde, hvor der muligvis er ydet forenelig støtte i strid med standstill-klausulen (70).

4.1. Afgrænsning af de nationale domstoles kompetence i forbindelse med anvendelse af statsstøttereglerne

(43)

De nationale domstole har kompetence til at fortolke og anvende artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen og artikel 3, stk. 1, i del I i protokol 3. Hvis der ikke foreligger en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om den pågældende foranstaltning (71), er de nationale domstole således kun bundet af det objektive statsstøttebegreb ved udøvelsen af deres kompetence til at vurdere tilstedeværelsen af statsstøtte (72).

(44)

EFTA-Tilsynsmyndigheden foretager desuden vurderingen af tilstedeværelsen af statsstøtte, hvilket normalt er det første trin forud for vurderingen af støttens forenelighed. Derfor kan enhver sag, der behandles af EFTA-Tilsynsmyndigheden, før eller efter den behandles ved de nationale domstole, påvirke sidstnævnte (73), som det også forklares i afsnit 4.1.1.

4.1.1. Efter en beslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

(45)

De nationale domstole skal med henblik på at undgå tilsidesættelse af EØS-aftalen afholde sig fra at træffe afgørelser, som er i strid med en beslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden (74), og skal derfor rette sig efter EFTA-Tilsynsmyndighedens vurdering om tilstedeværelsen af statsstøtte. De nationale domstole har heller ikke kompetence til at erklære EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutninger ugyldige (75). Kun EFTA-Domstolen besidder denne kompetence, jf. artikel 36 i tilsyns- og domstolsaftalen (76).

(46)

Hvis en national domstol er i tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af en beslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden, kan den anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om afklaring (jf. afsnit 5.1). Hvis der rejses et spørgsmål om fortolkningen af EØS-aftalen, kan den nationale domstol (77) anmode EFTA-Domstolen om at afgive en rådgivende udtalelse, jf. artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen (78).

4.1.1.1. Efter en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, der erklærer en støtte forenelig

(47)

En endelig beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om at erklære en ulovlig støtte forenelig, efter at denne støtte er blevet ydet, indebærer ikke en efterfølgende lovliggørelse af de gennemførelsesforanstaltninger, som blev vedtaget i strid med standstill-klausulen i protokol 3 (79).

(48)

I den forbindelse skal de nationale domstole sikre, at der over for de berørte personer dragers alle konsekvenser (80) af en overtrædelse af standstill-klausulen, herunder ved at kræve tilbagebetaling af renter for den periode, hvor ulovligheden forelå, i overensstemmelse med national ret (81).

(49)

Det følger heraf, at hvis en tredjepart anlægger sag ved en national domstol med henblik på ophævelse af de fordele, som er forbundet med en støtte, der gennemføres for tidligt, bør domstolen give denne medhold, selv om EFTA-Tilsynsmyndigheden allerede har erklæret den pågældende støtte forenelig. Enhver anden fortolkning ville give EØS-EFTA-landene mulighed for at tilsidesætte bestemmelserne i protokol 3 og dermed gøre bestemmelserne virkningsløse (82).

4.1.1.2. Efter en åbningsbeslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

(50)

Situationen er en anden, hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 4, stk. 4, i del II i protokol 3 blot har indledt en undersøgelsesprocedure vedrørende en støtteforanstaltning, der er indbragt for en national domstol. I åbningsbeslutningen udtrykker EFTA-Tilsynsmyndigheden principielt tvivl om, hvorvidt en støtteforanstaltning er forenelig med EØS-aftalens funktion. Selv om denne tvivl normalt vedrører støttens forenelighed, er vurderingen af tilstedeværelsen af statsstøtte af præliminær karakter og bygger på en indledende undersøgelse af den pågældende foranstaltning (83).

(51)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 skal de nationale domstole tage hensyn til den retlige situation, der følger af igangværende procedurer ved EFTA-Tilsynsmyndigheden, selv om disse er midlertidige.

(52)

Det betyder, at de nationale domstole skal drage de retlige konsekvenser af selve åbningsbeslutningen, så længe undersøgelsesproceduren pågår. Hvis en national domstol efter at der er vedtaget en åbningsbeslutning fastslår, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte efter artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen, svækker det den effektive anvendelse af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (84).

(53)

Det er derfor de nationale domstoles ansvar at træffe alle passende foranstaltninger til at imødegå den mulige overtrædelse af standstill-klausulen. De nationale domstole kan beslutte at indstille gennemførelsen af den pågældende foranstaltning og påbyde tilbagebetaling af allerede udbetalte beløb. De kan også beslutte at træffe afgørelse om midlertidige foranstaltninger til at beskytte såvel de berørte parters interesser som den effektive virkning af EFTA-Tilsynsmyndighedens åbningsbeslutning (85).

(54)

Derudover kan de nationale domstole ikke blot udsætte sagen, indtil EFTA-Tilsynsmyndigheden har truffet en endelig beslutning (86), da dette ville svare til at opretholde fordelen på markedet til trods for den potentielle overtrædelse af standstill-klausulen.

(55)

De nationale domstole kan stå over for de samme begrænsninger, når en endelig beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden (87) er blevet annulleret af EFTA-Domstolen, eftersom EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke er forpligtet til at starte proceduren forfra, men kan genoptage den fra det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (88). Åbningsbeslutningen kan derfor være gyldig, indtil EFTA-Tilsynsmyndigheden træffer en ny beslutning. I denne situation er de nationale domstole derfor forpligtet til at sikre overholdelse af den standstill-klausul, der følger af indledningen af den formelle procedure, f.eks. ved at forhindre tilbagebetaling af tilbagesøgt støtte.

4.2. De nationale domstoles kompetencer

(56)

Som nævnt i punkt (11)-(13) skal de nationale domstole fastslå, om der er ydet statsstøtte i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, inden for de grænser, der følger af EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence til at vurdere støttens forenelighed eller af eventuelle eksisterende beslutninger fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om den pågældende foranstaltning.

(57)

De nationale domstole foretager deres vurdering i to trin: Først vurderer de foranstaltningens karakter med henblik på at fastslå, om den udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvorefter de, hvis de finder, at foranstaltningen udgør statsstøtte, skal fastslå, om foranstaltningen er omfattet af standstill-klausulen. Hvis de nationale domstole finder, at der er tale om en overtrædelse af standstill-klausulen, skal de træffe egnede foranstaltninger til at beskytte rettighederne for de personer, der er berørt af denne overtrædelse.

4.2.1. Vurdering af tilstedeværelsen af støtte

(58)

EØS-domstolene har bekræftet, at de nationale domstole, ligesom EFTA-Tilsynsmyndigheden, har kompetence til at fortolke statsstøttebegrebet (89).

(59)

For at afgøre, om der er tale om statsstøtte, skal der ofte tages stilling til en række komplekse spørgsmål (se punkt 14). EFTA-Tilsynsmyndigheden offentliggjorde detaljeret vejledning i meddelelsen om begrebet statsstøtte i artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen (90), med henblik på at bistå de nationale domstole.

(60)

Hvis der er tvivl om, hvorvidt der foreligger elementer af statsstøtte, kan de nationale domstole anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om at afgive en udtalelse (jf. afsnit 5.1.1.2). De nationale domstole har også mulighed for at henvise sagen til EFTA-Domstolen med henblik på en rådgivende udtalelse, jf. artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen.

4.2.2. Vurdering af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af standstill-klausulen

(61)

I forbindelse med vurderingen af, om en støtteforanstaltning er omfattet af standstill-klausulen, skal de nationale domstole undersøge, om foranstaltningen kan være fritaget for anmeldelsespligten (jf. afsnit 1.2). De nationale domstole skal navnlig vurdere, om den pågældende foranstaltning opfylder kriterierne i en gruppefritagelsesforordning, eller om den udgør eksisterende støtte.

(62)

Hvis en støtteforanstaltning opfylder alle de relevante betingelser i en gruppefritagelsesforordning, er den fritaget for forudgående anmeldelse til EFTA-Tilsynsmyndigheden og betragtes som forenelig med EØS-aftalens funktion.

(63)

Eksisterende støtte er ikke underlagt EØS-EFTA-landenes anmeldelsespligt efter artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, men er i henhold til EØS-aftalens artikel 62, stk. 1, litra b), underlagt en anden ordning med undersøgelse foretaget af EFTA-Tilsynsmyndigheden. Ændringer af eksisterende støtte, jf. artikel 1,litra c), i del II i protokol 3, falder ikke ind under begrebet eksisterende støtte.

4.2.2.1. Anvendelse af betingelserne i gruppefritagelsesforordningerne

(64)

EFTA-staterne kan gå ud fra, at en foranstaltning er fritaget for anmeldelsespligten, hvis den opfylder de generelle og specifikke betingelser i en gruppefritagelsesforordning. Hvis et EØS-EFTA-land imidlertid gennemfører en støtteforanstaltning, som ikke opfylder alle betingelserne i den relevante gruppefritagelsesforordning, uden forudgående anmeldelse til EFTA-Tilsynsmyndigheden, er gennemførelsen af denne støtte ulovlig.

(65)

Anmeldelsespligten og standstill-klausulen i protokol 3 er ikke alene bindende for de nationale domstole, men også for alle EØS-EFTA-landenes administrative organer (91).

(66)

Ved vurderingen af, om en statsstøtteforanstaltning er blevet gennemført lovligt, skal de nationale domstole kontrollere, om betingelserne i en gruppefritagelsesforordning er opfyldt med henblik på at fastslå, at foranstaltningen var fritaget for anmeldelsespligten. Domstolen har defineret omfanget af de nationale domstoles kompetence, når de skal fastslå, om betingelserne i gruppefritagelsesforordningen er anvendt korrekt (92), dvs. hvorvidt de nationale domstole kan fortolke dens bestemmelser.

(67)

Vedtagelsen af gruppefritagelsesforordninger har ikke til formål at overdrage ansvaret for vurderingen af statsstøttens forenelighed med EØS-aftalens funktion til EØS-EFTA-landene, idet dette forbliver EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence (93). De nationale domstole har imidlertid ansvar for at vurdere, om de nationale myndigheder har ydet støtte, som er i fuld overensstemmelse med de generelle og de specifikke betingelser i den relevante gruppefritagelsesforordning, strengt fortolket (94).

(68)

Hvis der er ydet støtte i henhold til en gruppefritagelsesforordning, uden at denne støtte opfyldte alle de gældende betingelser, kan modtageren af denne støtte på det pågældende tidspunkt ikke have haft en berettiget forventning om, at støtten blev ydet lovligt (95). Det skyldes, at de nationale myndigheder ikke har beføjelse til at vedtage endelige afgørelser, som fastslår, at der ikke er nogen forpligtelse til at anmelde støtte (96).

4.2.2.2. Eksisterende støtte

(69)

Som nævnt i punkt (63) er eksisterende støtte i modsætning til ny støtte ikke anmeldelsespligtig. Det hører ind under EFTA-Tilsynsmyndighedens enekompetence at vurdere, om eksisterende støtte stadig er forenelig med EØS-aftalens funktion og foreslå egnede foranstaltninger i de tilfælde, hvor den finder, at ordningen ikke længere er forenelig. Ved anvendelse af statsstøttereglerne er de nationale domstoles beføjelser begrænset til vurderingen af, om en støtte udgør eksisterende støtte efter artikel 1, stk. 1, i del I i protokol 3. Hvis foranstaltningen udgør eksisterende støtte, er der ikke tale om en overtrædelse af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, som skal afhjælpes af de nationale domstole.

(70)

EØS-aftalen indeholder ingen vejledning om kvalificeringen af en støtteforanstaltning som eksisterende støtte. De omstændigheder, der skal foreligge, for at en støtte kan betragtes som eksisterende støtte, er defineret i artikel 1, litra b) i del II i protokol 3 (97). Protokol 3 indeholder imidlertid ingen bestemmelser om de nationale domstoles beføjelser eller forpligtelser (98).

4.2.3. Beskyttelse af rettighederne for personer, der er berørt at en overtrædelse af standstill-klausulen

(71)

For at beskytte personers rettigheder mod ulovlig gennemførelse af statsstøtte kan de nationale domstole træffe forskellige afhjælpende foranstaltninger afhængigt af situationen. De kan eksempelvis beslutte at indstille eller ophæve gennemførelsen af foranstaltningen (afsnit 4.2.3.1), pålægge tilbagebetaling af beløb, der allerede er udbetalt (afsnit 4.2.3.2), eller træffe forskellige midlertidige foranstaltninger for på anden vis at beskytte de berørte parters interesser (afsnit 4.2.3.3) (99). Endelig kan de blive anmodet om at tilkende erstatning for skader lidt af tredjeparter som følge af den ulovlige gennemførelse af statsstøtte (afsnit 4.2.3.4). Under alle omstændigheder skal de nationale domstole give personer sikkerhed for, at alle passende foranstaltninger vil blive truffet i henhold til national ret med henblik på at drage konsekvenserne af overtrædelsen af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (100).

4.2.3.1 Indstilling eller ophævelse af gennemførelsen af foranstaltningen

(72)

Når en statslig myndighed endnu ikke har gennemført en statsstøtteforanstaltning, der er tildelt i strid med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, skal de nationale domstole forhindre foranstaltningens gennemførelse, enten ved at indstille den eller ved at ophæve den. En sådan afhjælpning kan også være hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor statsstøtteforanstaltningen er trådt i kraft, men hvor støtten endnu ikke er blevet udbetalt (helt eller delvist), uanset nødvendigheden af yderligere afhjælpende foranstaltninger for den del af støtten, der allerede er blevet udbetalt.

(73)

EØS-retten indeholder intet krav om, at de nationale domstole nødvendigvis må drage specifikke konsekvenser med hensyn til gyldigheden af retsakten om tildeling af ulovlig statsstøtte. Det kræves alene, at domstolene træffer effektive foranstaltninger til at forhindre udbetalingen af ulovlig statsstøtte til modtageren. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor den ulovlige gennemførelse af foranstaltningen i henhold til national ret kan suspenderes ved at annullere tildelingsretsakten (101).

(74)

De nationale domstole kan således erklære den kontrakt, hvorved støtten ydes, ugyldig, annullere beslutningen om tildeling af støtte truffet af EØS-EFTA-landenes myndigheder eller indstille gennemførelsen heraf (f.eks. i tilfælde, hvor støtten ydes i form af adgang til en facilitet eller tjeneste).

(75)

Hvis støtten ydes i rater, bør de nationale domstole kræve, at fremtidige betalinger indstilles.

4.2.3.2 Tilbagesøgning

(76)

Hvis den ulovlige støtte allerede er blevet udbetalt til modtageren, skal de nationale domstole principielt, forudsat at der ikke findes en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, hvorved støtten erklæres forenelig, kræve fuld tilbagebetaling af det ulovligt udbetalte beløb (102). Ophævelse af støtte gennem tilbagesøgning er den logiske konsekvens af støttens ulovlighed (103).

(77)

Med henblik på at genoprette situationen, som den så ud, før støtten blev ydet, skal de nationale domstole fuldstændig fjerne den fordel, der er givet støttemodtageren ulovligt. En sådan fordel omfatter støtten (»hovedstolen«) samt manglende betaling af renter, som virksomheden ville have betalt, hvis den havde skullet låne støttebeløbet på markedet i den periode, hvor ulovligheden forelå, hvilket ville have forbedret virksomhedens konkurrencemæssige stilling i den pågældende periode (»ulovlighedsrenter«) (104). De nationale domstole skal derfor kræve tilbagebetaling af såvel støttens hovedstol som af ulovlighedsrenterne.

(78)

Hvis der sideløbende med hinanden verserer sager ved både en national domstol og EFTA-Tilsynsmyndigheden, og hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden erklærer støtten uforenelig, bør den nationale domstol drage de passende konsekvenser heraf, i overensstemmelse med de nationale regler for håndhævelse af tilbagebetalingsbeslutninger (105).

(79)

Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden som nævnt i punkt (48) erklærer støtten forenelig, kræves det i henhold til EØS-retten alene, at EØS-EFTA-landene skal tilbagesøge ulovlighedsrenterne for den periode, hvor ulovligheden forelå (106), som løber fra datoen for udbetaling af støtten og indtil forenelighedserklæringen.

(80)

Hvis en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, hvorved støtten erklæres forenelig, annulleres, kan foranstaltningen ikke betragtes som godkendt af EFTA-Tilsynsmyndigheden, og gennemførelsen heraf betragtes som ulovlig (107). I så fald kan støttemodtageren ikke påberåbe sig en berettiget forventning om, at støtten var lovlig, eftersom der var anlagt en annullationssøgsmål vedrørende den positive beslutning (108).

(81)

Hvad angår beregningen af ulovlighedsrenter finder hverken artikel 14, stk. 2, i del II i protokol 3 eller artikel 9 og 11 i beslutning nr. 195/04/KOL (109) anvendelse på et EØS-EFTA-lands tilbagesøgning af ulovlig støtte, når EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke har vedtaget en beslutning om tilbagebetaling. I sådanne tilfælde skal det pågældende EØS-EFTA-lands myndigheder derfor beregne ulovlighedsrenterne i overensstemmelse med de gældende regler i national ret, forudsat at to betingelser er opfyldt. For det første skal reglerne overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (jf. afsnit 2.2), og for det andet skal ulovlighedsrenterne som minimum beregnes efter en sats, der svarer til den sats, som ville være blevet anvendt, hvis støttemodtageren havde skullet låne det pågældende støttebeløb på markedet i den nævnte periode (110).

(82)

Hvad angår forældelsesfristen for de nationale domstoles beføjelser til at kræve tilbagesøgning af støtte har EØS-domstolene statueret, at den 10-årige forældelsesfrist, der er fastsat i procedureforordningen og i del II i protokol 3, alene gælder for Kommissionen og EFTA-Tilsynsmyndigheden (111). Hvis der i forbindelse med en national procedure gælder en længere forældelsesfrist, skal den nationale domstol kræve tilbagesøgning af støtte ydet i strid med standstill-klausulen, selv efter at EFTA-Tilsynsmyndighedens forældelsesfrist er udløbet. Nationale forældelsesfrister på mindre end 10 år er også bindende for de nationale domstole, medmindre der foreligger en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om tilbagebetaling (112). Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtager en beslutning om tilbagebetaling, kan EØS-EFTA-landene ikke begrunde en manglende gennemførelse af denne beslutning med krav i national ret såsom nationale forældelsesfrister (113).

4.2.3.3 Foreløbige forholdsregler

(83)

Det indgår også som en del af de nationale domstoles pligter i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 at træffe foreløbige forholdsregler, når dette er hensigtsmæssigt for at sikre personers rettigheder og effektiviteten af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 som gennemført i national ret (114). De nationale domstole træffer disse forholdsregler, som tager sigte på midlertidigt at fjerne støttens konkurrencebegrænsende virkninger (115), i henhold til national ret, forudsat at betingelserne med hensyn til ækvivalens og effektivitet er opfyldt (jf. afsnit 2.2).

(84)

De nationale domstole kan beslutte at træffe foreløbige forholdsregler, hvor der allerede er (116) eller vil blive udbetalt formodet ulovlig støtte. I det førstnævnte tilfælde kan de nationale domstole kræve tilbagebetaling af støtten med ulovlighedsrenter eller midlertidig overførsel af støtten, inklusive renter for perioden mellem gennemførelsen af støtten og dens overførsel, til en spærret konto. Disse muligheder sikrer, at støttemodtageren ikke længere nyder den fordel, der knytter sig til den formodede ulovlige støtte. Hvis der er risiko for umiddelbar udbetaling af støtten, kan domstolen afsige en foreløbig kendelse, som forhindrer udbetalingen af den formodede ulovlige støtte, indtil spørgsmålene vedrørende sagens realitet er afklaret (117).

(85)

En igangværende undersøgelse i EFTA-Tilsynsmyndigheden fritager ikke den nationale domstol for dens forpligtelse til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (118). Den nationale domstol kan derfor træffe egnede foreløbige forholdsregler for at imødegå konsekvenserne af en potentiel overtrædelse af standstill-klausulen.

(86)

De nationale domstole har pligt til at træffe foreløbige forholdsregler, når følgende betingelser er opfyldt: a) der er ingen tvivl om tilstedeværelsen af statsstøtte, b) støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og c) der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning uhensigtsmæssig (119).

4.2.3.4 Erstatningssager

(87)

Det indgår som en del af de nationale domstoles rolle i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, at de kan træffe afgørelse i sager om erstatning for tab lidt af tredjeparter som følge af ulovlig statsstøtte. Såfremt sagsøgeren gives medhold, gives vedkommende en direkte økonomisk kompensation for det lidte tab.

(88)

Domstolen har gentagne gange fastslået, at berørte tredjeparter kan anlægge sådanne erstatningssøgsmål for de nationale domstole i henhold til national ret (120), som bør overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (afsnit 2.2).

(89)

[…] (121) […] (122). Ifølge EFTA-Domstolens praksis i »Sveinbjörnsdóttir«-sagen (123) er EØS-EFTA-landene erstatningsansvarlige for tab, som er forvoldt personer på grund af en tilsidesættelse af EØS-retten, der må tilregnes staten (124). Et sådant erstatningsansvar foreligger, når følgende betingelser er opfyldt: a) den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge personer rettigheder, b) tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og c) der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af EØS-EFTA-landenes forpligtelse og de skadelidtes tab (125).

(90)

De to første betingelser i punkt (89) vil generelt være opfyldt med hensyn til overtrædelser af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3. Domstolen har bekræftet eksistensen af personers rettigheder i henhold til denne bestemmelse og har præciseret, at det er de nationale domstoles egentlige opgave at beskytte disse rettigheder (126).

(91)

Eftersom EØS-EFTA-landenes myndigheder principielt har pligt til at anmelde statsstøtteforanstaltninger, før de gennemføres, vil tilsidesættelsen af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 desuden i de fleste tilfælde ifølge EØS-domstolenes praksis være tilstrækkelig til at fastslå eksistensen af en kvalificeret tilsidesættelse. Ved tilstedeværelsen af statsstøtte kan EØS-EFTA-landenes myndigheder normalt ikke hævde, at de ikke var bekendt med standstill-klausulen, idet der foreligger en omfattende retspraksis og vejledning fra EFTA-Tilsynsmyndighedens side vedrørende anvendelsen af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og artikel 1, stk. 3 i del I i protokol 3. I tvivlstilfælde og af hensyn til retssikkerheden kan EØS-EFTA-landene altid anmelde foranstaltningen til EFTA-Tilsynsmyndigheden, før den gennemføres (127).

(92)

Den tredje betingelse i punkt (89) om, at tilsidesættelsen af EØS-retten skal have påført sagsøgeren et faktisk og reelt økonomisk tab, kan opfyldes på forskellige måder. Det fremgår af håndhævelsesundersøgelsen, at de nationale domstole sjældent har tilkendt erstatning, og præciseres, at tabsbestemmelse og udpegning af den direkte årsagsforbindelse mellem den lidte skade og den ulovlige støtte er blandt de største hindringer for sagsøger (128). EØS-EFTA-håndhævelsesundersøgelsen viste, at de nationale domstole i EØS-EFTA-landene hidtil aldrig har tilkendt erstatning.

(93)

Sagsøgeren vil ofte gøre gældende, at støtten direkte forårsagede en tabt fortjeneste. Stillet over for et sådant krav bør den nationale domstol tage følgende i betragtning:

(a)

I kraft af de EØS-retlige krav om ækvivalens og effektivitet kan nationale regler ikke udelukke et EØS-EFTA-lands ansvar for tabt fortjeneste (129). Såfremt national ret skulle indeholde en sådan udelukkelse, bør den nationale domstol undlade at anvende bestemmelsen med hensyn til erstatningskrav i forbindelse med tilsidesættelse af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

(b)

Det vil være lettere at fastslå det faktiske omfang af tabt fortjeneste i de tilfælde, hvor den ulovlige støtte gjorde det muligt for støttemodtageren at vinde en kontrakt eller opnå en specifik forretningsmulighed på bekostning af sagsøgeren, og hvor denne mulighed allerede er blevet udnyttet af modtageren.

(c)

Mere komplicerede tabsbestemmelser er nødvendige i tilfælde, hvor støtten alene medfører et tab af markedsandel. En mulig fremgangsmåde i sådanne tilfælde kunne være at sammenligne sagsøgerens faktiske indkomstsituation (på grundlag af resultatopgørelsen) med den hypotetiske indkomstsituation, såfremt den ulovlige støtte ikke var blevet ydet (130).

(d)	Der kan være omstændigheder, hvor det af sagsøgeren lidte tab overstiger den tabte fortjeneste. Dette kunne være tilfældet, hvis sagsøgeren som følge af den ulovlige støtte tvinges til at ophøre med sin virksomhed.

(94)

Nationale procedureregler gør det undertiden muligt for de nationale domstole at søge rådgivning hos en sagkyndig med henblik på at fastsætte det faktiske erstatningsbeløb. Når det er tilfældet, og forudsat at effektivitetsprincippet (131) overholdes, vil det også være muligt at anvende sådanne skøn i forbindelse med erstatningskrav, som opstår i forbindelse med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3.

(95)

Muligheden for at kræve erstatning er principielt uafhængig af en eventuel parallel undersøgelse, som EFTA-Tilsynsmyndigheden måtte være i gang med at foretage af den samme støtteforanstaltning. En igangværende undersøgelse hos EFTA-Tilsynsmyndigheden fritager ikke de nationale domstole for deres forpligtelse til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 (132). Da sagsøgeren muligvis kan godtgøre, at vedkommende har lidt tab som følge af den for tidlige gennemførelse af støtten og navnlig som følge af støttemodtagerens ulovlige tidsfordel, er vellykkede erstatningskrav heller ikke udelukket i tilfælde, hvor EFTA-Tilsynsmyndigheden allerede har erklæret støtten forenelig på det tidspunkt, hvor den nationale domstol træffer afgørelse (133).

(96)

Domstolen mindede om, at statsstøtte i retlig henseende er fundamentalt forskellig fra erstatning, som de nationale myndigheder måtte blive tilpligtet til at betale til enkeltpersoner for tab, de har påført dem (praksis i Asteris-sagen) (134). Når de nationale domstole træffer afgørelse om erstatning til en tredjepart for omkostninger, der er en direkte følge af ulovlig støtte, skal de imidlertid bestræbe sig på ikke at træffe afgørelser, hvis virkning er at tildele støtte (135) eller udvide kredsen af støttemodtagere (136).

(97)

Skønt personer kan anmode de nationale domstole om at tilkende erstatning, som de mener at have ret til, kan sådanne søgsmål ikke føre til omgåelse af den effektive anvendelse af EØS-statsstøttereglerne (137). Navnlig kan personer, som muligvis har ret til efter national lovgivning at modtage støtte, der ikke er blevet anmeldt til og godkendt af EFTA-Tilsynsmyndigheden, men som ikke har modtaget sådan støtte, ikke kræve erstatning for et beløb svarende til den ikke modtagne støtte, eftersom dette vil udgøre en indirekte tildeling af ulovlig støtte (138). Det følger heraf, at Asteris-dommen ikke vedrører sager, hvor sagsøger anmoder en national domstol om at tildele vedkommende tidligere statsstøtte, som sagsøger uanset årsagen ikke har modtaget (139).

(98)

Modtagere af ulovlig støtte forsøger undertiden at kræve erstatning fra staten efter at være blevet pålagt at tilbagebetale støttebeløbet. Disse støttemodtagere fremfører som regel argumenter vedrørende en påstået tilsidesættelse af deres berettigede forventninger. Ikke desto mindre fastslog Domstolen, at en ulovligt tildelt støtteforanstaltning ikke kan give modtageren en berettiget forventning, idet denne bør kunne vurdere, om den korrekte procedure for tildeling af støtte er blevet fulgt (140). Deres påstande bør derfor afvises.

(99)

Skønt det i retspraksis er blevet anerkendt, at tredjeparter, der har lidt tab som følge af ulovlig gennemførelse af støtte, har en EØS-ret til at kræve erstatning af den pågældende EØS-stat, er det muligt at anlægge erstatningssager mod støttemodtagere, men ikke et krav efter EØS' statsstøtteregler, eftersom EØS-aftalens artikel 61 og artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 ikke pålægger modtagerne nogen direkte forpligtelser. I »SFEI«-dommen konkluderede Domstolen, at eftersom artikel 108, stk. 3, i TEUF (artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3) ikke pålægger modtageren direkte forpligtelser, danner tilsidesættelsen af den pågældende artikel ikke tilstrækkeligt grundlag for, at modtageren ifalder ansvar (141). Dette berører ikke muligheden for at anlægge erstatningssøgsmål mod støttemodtageren i henhold til national ret, eksempelvis på grundlag af nationale bestemmelser vedrørende ansvar uden for kontraktforhold (142).

5. SAMARBEJDE MELLEM EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN OG DE NATIONALE DOMSTOLE

(100)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 skal EFTA-Tilsynsmyndigheden bistå de nationale domstole ved opfyldelsen af deres hovedopgave med at håndhæve statsstøttereglerne. Til gengæld kan de nationale domstole anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om bistand i forbindelse med anvendelsen af disse regler i en given sag. Tæt samarbejde mellem nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden bidrager til større konsekvens (143) og effektivitet i anvendelsen af statsstøttereglerne i hele EØS.

5.1. Bistand fra EFTA-Tilsynsmyndigheden til de nationale domstole

(101)

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden bistår de nationale domstole, skal den overholde sin tavshedspligt og beskytte sin egen funktion og uafhængighed (144). I opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 over for de nationale domstole er EFTA-Tilsynsmyndigheden forpligtet til at forholde sig neutral og objektiv. EFTA-Tilsynsmyndigheden kan anmode de nationale domstole om at fremsende oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at yde den ønskede bistand. Når EFTA-Tilsynsmyndigheden bistår de nationale domstole, vil den ikke varetage parternes private interesser. EFTA-Tilsynsmyndighedens bidrag er således led i dens forpligtelse til at sikre en korrekt gennemførelse af statsstøttereglerne og varetage offentlighedens interesse (145). EFTA-Tilsynsmyndigheden vil derfor ikke konsultere nogen af parterne i den nationale sag.

(102)

Den bistand, der ydes de nationale domstole i henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2, berører ikke de nationale domstoles mulighed (146) for at anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse (147) om fortolkningen af EØS-retten efter artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen (148). […] (149).

5.1.1. Former for samarbejde

(103)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3, der bygger på artikel 4, stk. 3, i TEU, har de kontraherende parter pligt at træffe alle foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af aftalen, de skal afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der vil kunne bringe virkeliggørelsen af aftalens målsætninger i fare, og de skal fremme samarbejde inden for rammerne af aftalen. Samtidig pålægger tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 EØS-EFTA-landene pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af aftalen, og til at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der vil kunne bringe virkeliggørelsen af aftalens målsætninger i fra (*) (**) (***). I afsnit 5.1.1.1, 5.1.1.2 og 5.1.1.3 i disse retningslinjer redegøres der yderligere for de forskellige former for samarbejde.

5.1.1.1. Meddelelse af oplysninger til de nationale domstole

(104)

De nationale domstole kan anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om at videregive oplysninger, som den har til sin rådighed (150).

(105)

De nationale domstole kan anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om oplysninger om statsstøtteprocedurer, som den er i færd med at behandle. Dette omfatter f.eks. oplysninger om: a) hvorvidt der er en igangværende procedure vedrørende en statsstøtteforanstaltning, b) hvorvidt et EØS-EFTA-land har anmeldt en bestemt støtteforanstaltning i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, c) hvorvidt EFTA-Tilsynsmyndigheden har indledt en formel undersøgelse, og d) hvorvidt EFTA-Tilsynsmyndigheden allerede har truffet en beslutning (151).

(106)

Desuden kan de nationale domstole anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om at videregive dokumenter, som den er i besiddelse af. Dette kan omfatte kopier af eksisterende beslutninger fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, for så vidt disse beslutninger ikke allerede er offentliggjort på EFTA-Tilsynsmyndighedens websted, faktuelle oplysninger, statistikker, markedsundersøgelser og økonomiske analyser.

(107)

Pligten til loyalt samarbejde, jf. EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2, kræver, at EFTA-Tilsynsmyndigheden giver de nationale domstole de oplysninger, de måtte anmode om (152), herunder også oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt.

(108)

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger til de nationale domstole, skal den overholde de garantier, der gives fysiske og juridiske personer i henhold til EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 (153). I henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 er EFTA-Tilsynsmyndighedens medlemmer, tjenestemænd og øvrige ansatte forpligtet til ikke at give oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt. Dette kan være både fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder.

(109)

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden agter at videregive oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, til en national domstol, anmoder den den nationale domstol om at bekræfte, at den vil garantere beskyttelsen af sådanne fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder. Når den nationale domstol giver en sådan garanti (f.eks. ved at henvise til det nationale retsgrundlag), videregiver EFTA-Tilsynsmyndigheden de ønskede oplysninger med angivelse af, hvilke dele der er omfattet af tavshedspligt og derfor ikke bør offentliggøres. Hvis den nationale domstol til gengæld ikke kan give en sådan garanti, videregiver EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke de pågældende oplysninger (154).

(110)

Der kan også være andre tilfælde, hvor EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke er i stand til at videregive oplysninger til de nationale domstole. Navnlig kan EFTA-Tilsynsmyndigheden afslå at videregive oplysninger til et EØS-EFTA-lands domstol, hvis dette vil gribe ind i EFTA-Tilsynsmyndighedens funktion og uafhængighed. Dette er tilfældet, hvis en videregivelse vil skade gennemførelsen af de opgaver, EFTA-Tilsynsmyndigheden har fået tillagt (155) (f.eks. oplysninger om EFTA-Tilsynsmyndighedens interne beslutningsproces).

(111)

For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole bestræber EFTA-Tilsynsmyndigheden sig på at meddele de nationale domstole de ønskede oplysninger inden for en måned fra anmodningsdatoen. Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger vedrørende den oprindelige anmodning eller er nødt til at konsultere tredjeparter, som påvirkes direkte af videregivelsen af oplysningerne, begynder denne periode på en måned at løbe på ny fra det tidspunkt, hvor EFTA-Tilsynsmyndigheden modtager de supplerende oplysninger, eller hvor konsultationen er afsluttet (156).

5.1.1.2. Videregivelse af udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne

(112)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 har de nationale domstole mulighed for at anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om en udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (157).

(113)

Når de nationale domstole anvender statsstøttereglerne i en sag, skal de overholde de relevante EØS-regler og EØS-domstolenes retspraksis. Uden at dette berører EØS-domstolenes ret til endelig fortolkning af EØS-aftalen, kan de nationale domstole søge vejledning om anvendelsen af statsstøttereglerne i EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutningspraksis samt i EFTA-Tilsynsmyndighedens relevante meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser. De nationale domstole kan også søge vejledning om tidligere udtalelser fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, som er offentliggjort på EFTA-Tilsynsmyndighedens websted, når de pågældende spørgsmål indeholder elementer svarende til sager, der er behandlet af andre nationale domstole (158).

(114)

Der kan imidlertid være omstændigheder, hvor tidligere beslutninger og udtalelser fra EFTA-Tilsynsmyndigheden eller meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser fra EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke indeholder tilstrækkelig vejledning til de nationale domstole. I overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, jf. EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2, og i betragtning af de nationale domstoles afgørende rolle med hensyn til håndhævelse af statsstøttereglerne giver EFTA-Tilsynsmyndigheden de nationale domstole mulighed for at anmode den om at afgive udtalelse om relevante spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (159).

(115)

En anmodning om udtalelse fra EFTA-Tilsynsmyndigheden kan principielt vedrøre alle økonomiske, faktuelle eller juridiske spørgsmål vedrørende statsstøtte, der opstår som led i den nationale sag. De nationale domstole kan bl.a. spørge EFTA-Tilsynsmyndigheden:

(a)

Om en bestemt foranstaltning indeholder elementer af statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og i givet fald vejledning i beregningen af støttebeløbet. Sådanne anmodninger kan vedrøre et specifikt statsstøtteelement i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, (navnlig begrebet virksomhed, eksistensen af en selektiv fordel, tilregnelse til EØS-EFTA-landet og anvendelse af statsmidler, mulig fordrejning af konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem kontraherende parter).

(b)

Om en bestemt støtteforanstaltning opfylder en betingelse i en gruppefritagelsesforordning eller i de minimis-forordningen, således at der ikke er behov for forudgående anmeldelse til EFTA-Tilsynsmyndigheden, og standstill-klausulen i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, ikke finder anvendelse.

(c)

Om en individuel støtte falder ind under en støtteordning, der er anmeldt til EFTA-Tilsynsmyndigheden og erklæret forenelig med EØS-aftalens funktion ved en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, eller om den udgør eksisterende støtte, og standstill-klausulen i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 ikke finder anvendelse.

(d)	Om der foreligger ekstraordinære omstændigheder (160), som forhindrer den nationale domstol i at kræve fuld tilbagebetaling i henhold til EØS-retten.

(e)	Om, hvilke retlige forudsætninger der gælder for erstatningskrav i henhold til EØS-retten, og om vejledning om beregningen af den lidte skade.

(f)	Om, hvordan størrelsen af den støtte, der skal tilbagebetales, beregnes, og hvordan tilbagebetalingsrenten fastlægges.

(116)

De nationale domstole har ikke kompetence til at vurdere en støtteforanstaltnings forenelighed på grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 eller 3, artikel 59, stk. 2, eller artikel 49 (161). De kan derfor ikke anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om at afgive udtalelse om en bestemt støtteforanstaltnings forenelighed med EØS-aftalens funktion. De nationale domstole kan imidlertid spørge EFTA-Tilsynsmyndigheden, om den allerede er i færd med at vurdere en bestemt støtteforanstaltnings forenelighed som beskrevet i afsnit 5.1.1.1.

(117)

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden afgiver udtalelse, vil den i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, jf. EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2, give den nationale domstol de faktuelle oplysninger eller den økonomiske eller juridiske afklaring, den har bedt om. EFTA-Tilsynsmyndighedens udtalelse er ikke retligt bindende for den nationale domstol.

(118)

EFTA-Tilsynsmyndigheden afgiver udtalelse til de nationale domstole i overensstemmelse med deres processuelle regler og praksis. For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole bestræber EFTA-Tilsynsmyndigheden sig på at meddele de nationale domstole den ønskede udtalelse inden for fire måneder fra anmodningsdatoen. Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger vedrørende dens anmodning, kan denne firemånedersperiode forlænges.

(119)

De nationale domstoles pligt til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 gælder også i den periode, hvor EFTA-Tilsynsmyndigheden udarbejder den ønskede udtalelse. Som nævnt ovenfor (162) gælder de nationale domstoles pligt til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, herunder ved hjælp af foreløbige forholdsregler, uanset om der stadig afventes en udtalelse fra EFTA-Tilsynsmyndigheden.

5.1.1.3 Fremsættelse af skriftlige bemærkninger

(120)

I henhold til princippet om loyalt samarbejde i EØS-retten (EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- af domstolsaftalens artikel 2) kan EFTA-Tilsynsmyndigheden bistå EØS-EFTA-landenes nationale domstole med anvendelsen af statsstøttereglerne.

(121)

EFTA-Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med EØS-EFTA-landenes nationale lovgivning fremsætte skriftlige bemærkninger i forbindelse med nationale retssager med henblik på at bidrage til en konsekvent anvendelse af statsstøttereglerne i EØS-aftalen.

(122)

Beslutningen om at fremsætte skriftlige bemærkninger i overensstemmelse med national ret henhører under EFTA-Tilsynsmyndighedens skøn (163). I sin vurdering af nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at bidrage kan EFTA-Tilsynsmyndigheden bl.a. tage følgende i betragtning:

(a)	Om sagen forventes at få bredere betydning ud over den konkrete sag (f.eks. hvis sagen involverer et generelt spørgsmål om statsstøtte).

(b)	Om EFTA-Tilsynsmyndighedens bemærkninger kan bidrage til en mere effektiv håndhævelse af statsstøttereglerne fra de nationale domstoles side.

(c)	Om sagen indebærer et nyt realitetsspørgsmål, som ikke er omfattet af EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutningspraksis eller meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser.

(d)	Om sagen verserer for en domstol, hvis afgørelse ikke kan gøres til genstand for yderligere appel.

(123)

[...].

(124)

For at kunne fremsætte nyttige bemærkninger kan EFTA-Tilsynsmyndigheden opfordre den relevante nationale domstol til at tilsende den de dokumenter, som domstolen har til sin rådighed, og som er nødvendige med henblik på EFTA-Tilsynsmyndighedens vurdering af spørgsmålet. EFTA-Tilsynsmyndigheden anvender kun disse dokumenter til at udarbejde sine bemærkninger.

(125)

EFTA-Tilsynsmyndigheden respekterer fuldt ud de nationale domstoles uafhængighed og virkemåde. EFTA-Tilsynsmyndigheden fremsætter derfor sine bemærkninger i henhold til EØS-EFTA-landenes procedureregler og praksis, herunder vedrørende beskyttelse af parternes rettigheder.

(126)

[…].

(127)

De nationale domstole kan rette alle anmodninger om bistand efter disse retningslinjers afsnit 5.1.1.1, 5.1.1.2 og 5.1.1.3 såvel som andre skriftlige (fortrinsvis pr. e-mail) eller mundtlige spørgsmål om statsstøttepolitikken, der måtte opstå som led i deres arbejde, til:

EFTA Surveillance Authority

Competition and State Aid Directorate

Avenue des Arts 19H

1000 Brussels

Belgien

Tlf.: +32 2 286 18 11

E-mail: registry@eftasurv.int

(128)

[…] (164).

(129)

[…].

(130)

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden afgiver udtalelser eller fremsætter skriftlige bemærkninger, beder den den pågældende nationale domstol om lov til at offentliggøre dem. Det giver EFTA-Tilsynsmyndigheden mulighed for at offentliggøre sine udtalelser og skriftlige bemærkninger på sit websted sammen med de nationale domstoles afgørelser i den pågældende sag, når disse foreligger.

5.2. Bistand fra de nationale domstole til EFTA-Tilsynsmyndigheden

(131)

[…].

(132)

I henhold til EØS-aftalens artikel 3, der bygger på artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), har de kontraherende parter pligt at træffe alle foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af EØS-aftalen, og til at fremme samarbejdet inden for aftalens rammer. Ifølge princippet om loyalt samarbejde, som er en iboende del af denne artikel, skal EFTA-Tilsynsmyndigheden og EØS-EFTA-landene, herunder deres judicielle myndigheder, inden for deres kompetence bistå hinanden i gennemførelsen af disse opgaver. Tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 danner et yderligere grundlag for dette samarbejde.

(133)

For at sikre en effektiv håndhævelse af statsstøttereglerne opfordres de nationale domstole til hurtigst muligt at sende en genpart af enhver dom, de har afsagt, til EFTA-Tilsynsmyndigheden, efter at denne har givet oplysninger, afgivet udtalelse eller fremsat skriftlige bemærkninger. Det vil give EFTA-Tilsynsmyndigheden mulighed for rettidigt at få kendskab til sager, som det kunne være hensigtsmæssigt at fremsætte skriftlige bemærkninger til, hvis en af parterne appellerer dommen. Når de nationale domstole fremsender en genpart af en dom, skal de meddele EFTA-Tilsynsmyndigheden, om de indvilliger i, at dommen offentliggøres på EFTA-Tilsynsmyndighedens websted.

(134)

For at sikre en mere effektiv og konsekvent anvendelse af statsstøttereglerne opfordrer EFTA-Tilsynsmyndigheden EØS-EFTA-landene til at oprette koordinationsenheder for de nationale dommere, der beskæftiger sig med statsstøttespørgsmål. Disse koordinationsenheder bør indgå i EØS-EFTA-landenes administrative struktur og respektere de judicielle myndigheders uafhængighed. EFTA-Tilsynsmyndigheden mener også, at det af hensyn til videnudveksling kan være særlig relevant at oprette formelle eller uformelle dommernetværk inden for statsstøttespørgsmål, enten på nationalt plan eller europæisk plan. Centrale koordinationsenheder og dommernetværk vil give de nationale dommere mulighed for at udveksle bedste praksis på statsstøtteområdet og gøre det lettere for EFTA-Tilsynsmyndigheden at videreformidle oplysninger om den seneste udvikling inden for statsstøttepolitikken gennem eksempelvis uddannelseskurser og nyhedsbreve.

6. KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE OG BESLUTNINGER

(135)

Det fremgår af afsnit 4.2.1 og 4.2.2 i disse retningslinjer, at de nationale domstole kan blive anmodet om direkte at anvende bestemmelserne i artikel 61, stk. 1, og artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, i deres nationale retsordener. Hvis de nationale domstole ved deres afgørelser tildeler ny støtte i strid med standstill-klausulen, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden indlede en undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 med henblik på at undersøge den ulovlige støttes forenelighed med EØS-aftalens funktion. Samtidig kan EFTA-Tilsynsmyndigheden indlede en overtrædelsesprocedure over for det berørte EØS-EFTA-land, hvis den nationale domstol ikke sikrer overholdelse af de forpligtelser, der følger af en beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om tilbagebetaling eller af EØS-aftalen (165).

(136)

Som EØS-EFTA-landenes instanser er de nationale domstole forpligtet til at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at beslutninger om tilbagebetaling gennemføres effektivt. Konsekvenserne af EØS-EFTA-landenes manglende gennemførelse af EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutninger om tilbagebetaling fremgår af tilbagebetalingsmeddelelsen (166).

(137)

De nationale domstole skal også beskytte rettighederne for personer, der er berørt af en mulige overtrædelse af standstill-klausulen (167). Det fremgår af disse retningslinjers afsnit 6.2, at EØS-EFTA-lande, herunder deres nationale domstole, som ikke beskytter disse rettigheder, ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til EØS-retten (168).

6.1. Procedurer om ulovlig støtte ved EFTA-Tilsynsmyndigheden

(138)

De nationale domstole kan direkte overtræde artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 ved at tildele ny støtte som led i en sag. Det kan ske, hvis en national domstol træffer en afgørelse, som påvirker gennemførelsen af en retsakt om tildeling af statsstøtte. Det er f.eks. tilfældet, når fortolkningen af en kontrakt eller en beslutning om tildeling af støtte indebærer, at en støtteforanstaltnings oprindelige varighed forlænges (169).

(139)

Derfor skal de nationale domstole overholde artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 og sikre sig, at enhver afgørelse om ændring eller forlængelse af en retsakt om tildeling af statsstøtte, f.eks. som følge af fortolkning (170), anmeldes, før den gennemføres, i overensstemmelse med de gældende administrative regler i EØS-EFTA-landet.

(140)

Hvis den nationale domstol ikke sikrer overholdelse af standstill-klausulen, og den ny støtte ikke anmeldes, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden i forbindelse med sin gennemgang indlede en undersøgelse af den ulovlige støtte på eget initiativ eller efter at have modtaget en klage fra en interesseret part, jf. artikel 20 i del II i protokol 3.

6.2. Overtrædelsesprocedurer

(141)

I henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 31 kan EFTA-Tilsynsmyndigheden indlede en overtrædelsesprocedure, hvis den finder, at et EØS-EFTA-land ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler det i henhold til EØS-aftalen. Formålet med proceduren er at bringe overtrædelsen til ophør. Efter en administrativ fase, hvor EFTA-Tilsynsmyndigheden efter en formel udveksling af synspunkter med det berørte EØS-EFTA-land fremsætter en begrundet udtalelse, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden indbringe sagen for EFTA-Domstolen (171).

(142)

Hvis de nationale domstole ikke drager passende konsekvenser af overtrædelsen af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, tilsidesætter de deres forpligtelser i henhold til EØS-aftalen. Det kan være tilfældet, hvis de nationale domstole ikke forhindrer en ulovlig foranstaltning i at blive gennemført eller ikke pålægger tilbagebetaling (172).

(143)

Hvis de nationale domstole i strid med deres forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, undlader at beskytte personers rettigheder, kan dette indebære et ansvar for EØS-EFTA-landet. Domstolen har fastslået, at EØS-EFTA-landene er ansvarlige for skade lidt som følge af tilsidesættelser af EØS-retten, herunder tilsidesættelser som følge af en afgørelse truffet af en national domstol som sidste instans (173).

7. AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

(144)

Disse retningslinjer erstatter de EFTA-Tilsynsmyndighedens nuværende statsstøtteretningslinjer om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne.

(145)

Disse retningslinjer udgør vejledning til de nationale domstole om anvendelsen af statsstøttereglerne. De er ikke bindende for de nationale domstole, og de påvirker heller ikke deres uafhængighed.

(146)

EFTA-Tilsynsmyndigheden kan revidere disse retningslinjer, når den finder det hensigtsmæssigt, bl.a. på grundlag af ændringer af de gældende EØS-regler eller fremtidig udvikling i retspraksis.

(*1) Disse retningslinjer svarer til meddelelsen fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT C 305 af 30.7.2021, s. 1). En del af teksten er dog udeladt i forhold til Kommissionens meddelelse. Udeladelserne vedrører retlige instrumenter og bestemmelser, som ikke indgår i, eller for hvilke der ikke findes tilsvarende i EØS-aftalen, samt tekst, hvor der på nuværende tidspunkt er for stor uvished om, hvilke virkninger de omhandlede retlige instrumenter vil have i forbindelse med EØS-aftalen. Udeladt tekst er angivet med [...].

(1) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Modernisering af EU's statsstøttepolitik (COM(2012) 209 final).

(2) […]. I 2019 var mere end 86 % af de igangværende støtteforanstaltninger i EU omfattet af en gruppefritagelsesforordning. Se http://ec.europa.eu/competition/state_aid/scoreboard/index_en.html. For EØS-EFTA-landene drejede det sig om 67 %. Der findes yderligere oplysninger på: https://www.eftasurv.int/state-aid/state-aid-scoreboards.

(3) Håndhævelsesundersøgelsen blev foretaget, før Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab blev undertegnet (24. januar 2020), og før den trådte i kraft (1. februar 2020). Alle henvisninger til medlemsstaterne i håndhævelsesundersøgelsen skal læses som omfattende Det Forenede Kongerige.

(4) Jf. Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019.

(5) Meddelelse fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT C 85 af 9.4.2009, s. 1).

(6) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (kodificering) (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9). Forordningen er endnu ikke indarbejdet i EØS-aftalen.

(*) Undersøgelse af de nationale domstoles private håndhævelse af statsstøttereglerne i EØS-EFTA-landene, offentliggjort i juli 2019: https://www.eftasurv.int/state-aid/private-enforcement.

(*) EUT L 115 af 5.5.2011, s. 13, og EØS-tillæg nr. 25 af 5.5.2011, s. 1.

(**) EFTA-Domstolens dom af 15. december 2016 i sag E-1/16, Synnøve Finden AS mod Staten v/Landbruks- og matdepartmentet, EFTA Ct Rep [2016] s. 931, præmis 47-48, og af 14. juli 2000 i sag E-1/00, State Debt Management Agency mod Íslandsbanki-FBA hf, EFTA Ct. Rep. [2000-2001] s. 8, præmis 37.

(7) For at bedømme, om et organ er en »ret« i henhold til artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen (svarende til artikel 267 i TEUF), har EFTA-Domstolen gentagne gange fastslået, at anvendelsen af tilsyns- og domstolsafgørelsens artikel 34 ikke nødvendiggør en snæver fortolkning af begrebet »ret«, som er et selvstændigt begreb i EØS-retten (se EFTA-Domstolens dom af 16. juli 2020 i sag E-8/19, Scanteam AS mod Den norske regering, endnu ikke offentliggjort, præmis 41 og den deri nævnte praksis). [...].

(8) Selv om disse retningslinjer imidlertid ikke tilsigter at være bindende, skal de nationale retsinstanser tage hensyn til dem ved afgørelsen af tvister, der indbringes for dem. Jf. Domstolens dom af 3. september 2014, Baltlanta, C-410/13, ECLI:EU:C:2014:2134, præmis 64 og dom af 13. december 1989, Grimaldi, C-322/88, EU:C:1989:646, præmis 18, Domstolens dom af 13. februar 2014, Mediaset, C-69/13, EU:C:2014:71, præmis 31.

(9) EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtager retningslinjer vedrørende fortolkningen og anvendelsen af statsstøttereglerne, enten i form af EØS-EFTA-udgaver af de relevante kommissionsinstrumenter, eller ved henvisning til det pågældende instrument. Europa-Kommissionen har vedtaget en meddelelse om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1), som erstatter tilbagesøgningsmeddelelsen fra 2007 (EUT C 272 af 15.11.2007, s. 4). Meddelelsen om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte følger i et vist omfang Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9), »procedureforordningen«, som endnu ikke er blevet indarbejdet i EØS-aftalen. EFTA-Tilsynsmyndigheden henviser derfor til den nugældende tilbagesøgningsmeddelelse fra 2008 i EUT L 105 af 21.4.2011, s. 32.

(*) Se f.eks. EFTA-Domstolens dom af 15. december 2016 i sag E-1/16, Synnøve Finden AS mod Staten v/Landbruks- og matdepartmentet, EFTA Ct Rep [2016] s. 931, præmis 47-48, og af 14. juli 2000 i sag E-1/00, State Debt Management Agency mod Íslandsbanki-FBA hf, EFTA Ct. Rep. [2000-2001] s. 8, præmis 37.

(10) Domstolens dom af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 111 og dom af 16. maj 2000, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, C-83/98 P, EU:C:2000:248, præmis 25.

(11) Se f.eks. retningslinjerne for begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 61, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EUT L 342 af 21.12.2017, s. 35, og EØS-tillæg nr. 82 af 21.12.2017, s. 1), for statsstøttereglernes anvendelse på kompensation for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 161 af 13.6.2013, s. 12, og EØS-tillæg nr. 34 af 13.6.2013, s. 1), retningslinjerne om statsstøtte i form af garantier (EUT L 105 af 21.4.2011, s. 32. og EØS-tillæg nr. 23 af 21.4.2011, s. 1), og retningslinjerne om statsstøtte til forskning og udvikling og innovation (EUT L 209 af 6.8.2015, s. 17 og EØS-tillæg nr. 44 af 6.8.2015, s. 1).

(12) Domstolens dom af 14. november 2019, Dilly's Wellnesshotel, C-585/17, EU:C:2019:969, præmis 54.

(13) Standstill-klausulen i artikel 108, stk. 3, i TEUF, som afspejles af artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3, har direkte virkning i EU-medlemsstaterne. Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 88, Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 22, og Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 29.

(*) Dom i sag E-1/94, Restamark, [1994-1995] EFTA Ct. Rep. 15, præmis 77, sag E-2/12, HOB-vín ehf mod Áfengis- og tóbaksverslun ríkisins, [2012] EFTA Ct. R. 1092, præmis 122, og sag E-6/17, Fjarskipti hf. mod síminn hf., [2018] EFTA Ct. R. 78, præmis 27 og 28.

(14) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 38, dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, EU:C:2010:136, præmis 26, dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 21, og dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 21.

(15) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 88 og 89, samt Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 22 og 23. EFTA-Domstolens dom af 15. december 2016 i sag E-1/16, Synnøve Finden AS mod Staten v/Landbruks- og matdepartmentet, EFTA Ct Rep [2016] p. 931, præmis 48.

(16) I henhold til artikel 1, litra c), i del II i protokol 3 defineres »ny støtte« som enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte. Denne bestemmelse, som er formuleret i brede vendinger, kan omfatte såvel selve ændringen som den af denne ændring omfattede støtte. Endvidere skal »eksisterende støtte« i henhold til artikel 1, litra b), nr. ii), i del II i protokol 3 forstås således, at det bl.a. omfatter »godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af EFTA-Tilsynsmyndigheden eller af EFTA-staterne efter fælles aftale, jf. artikel 1, stk. 2, tredje afsnit, i del I«. En støtte, som har været genstand for en godkendelsesbeslutning, der som følge af en ændring, som tilsidesætter en i denne beslutning fastsat betingelse med henblik på at sikre denne støttes forenelighed med det indre marked, ikke længere er omfattet af den beslutning, hvorved støtten blev godkendt, kan således udgøre ny støtte. Jf. Domstolens dom af 25. oktober 2017, Kommissionen mod Italien, C-467/15 P, EU:C:2017:799, præmis 46 og 47. Se også afsnit 4.2.2.2 i disse retningslinjer.

(17) Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 1). Forordningen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 1ea i Bilag XV ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 98/2014 af 16. maj 2014 (EUT L 310 af 30.10.2014, s. 65, og EØS-tillæg nr. 63 af 30.10.2014, s. 56), Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 114 af 26.4.2012, s. 8). Forordningen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 1ha i Bilag XV ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 225/2012 af 7. december 2012 (EUT L 81 af 21.3.2013, s. 27, og EØS-tillæg nr. 18 af 21.3.2013, s. 32).

(18) Disse forordninger er vedtaget på grundlag af Rådets bemyndigelsesforordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 1).

(19) Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1). Forordningen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 1j i Bilag XV ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 152/2014 af 27. juni 2014 (EUT L 342 af 27.11.2014, s. 63, og EØS-tillæg nr. 71 af 27.11.2014, s. 61).

(20) I henhold til artikel 109 i TEUF kan Rådet på forslag af Kommissionen udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 107 og 108 i TEUF og fastlægge de former for støtte, som skal være undtaget fra anmeldelsespligten. Det fremgår desuden af artikel 108, stk. 4, i TEUF, at Kommissionen kan vedtage forordninger vedrørende de former for statsstøtte, som Rådet i overensstemmelse med artikel 109 i TEUF har bestemt kan være undtaget.

(21) Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (meddelt under nummer K(2011) 9380) (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3). Afgørelsen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 1h i Bilag XV ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 66/2012 af 30. marts 2012 (EUT L 207 af 2.8.2012, s. 46, og EØS-tillæg nr. 43 af 2.8.2012, s. 56).

(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1). Forordningen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 4a i Bilag XIII ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 85/2008 af 4. juli 2008 (EUT L 280 af 23.10.2008, s. 20, og EØS-tillæg nr. 64 af 23.10.2008, s. 13).

(*) Artikel 106, stk. 2, i TEUF svarer til artikel 59, stk. 2, i EØS-aftalen.

(**) Artikel 93 i TEUF svarer til artikel 49 i EØS-aftalen

(23) EUT C 202 af 7.6.2016, s. 13.

(24) Domstolens dom af 22. oktober 2002, Roquette Frères, C-94/00, EU:C:2002:603, præmis 31, og EFTA-Domstolens dom af 28. september 2012 i sag E-18/11, Irish Bank Resolution Corporation Ltd mod Kaupþing, hf EFTA Ct. R. [2012] s. 592, præmis 58 og 123.

(25) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 50, og dom af 28. februar 1991, Delimitis mod Henninger Bräu, C-234/89, EU:C:1991:91, præmis 53.

(26) Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 56, og dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 41, og EFTA-Domstolens dom af 17. oktober 2014 i sag E-28/13, LBI hf mod Merril Lynch Int Ltd, EFTA Ct. R. [2014] s. 970, præmis 40.

(27) Domstolens dom af 21. september 1983, Deutsche Milchkontor GmbH, C-205/82, EU:C:1983:233, præmis 22 og 23, dom af 13. juni 2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis 90, dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 39-42, dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 72, dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 40 og 41, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 135.

(28) Overholdelsen af effektivitetsprincippet vurderes på grundlag af denne bestemmelses enkeltheder og dens betydning i den pågældende fremgangsmåde. I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 40, og Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 138-140. EFTA-Domstolens dom af 17. september 2018 i Case E-10/17, Nye Kystlink AS mod Color Group AS and Color Line AS, EFTA Ct. Rep. [2018] s. 292, præmis 73-75 og 110-111 og den deri nævnte retspraksis.

(29) De gældende nationale procedurereglers overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet kan imidlertid vedrøre andre aspekter af den nationale lovgivning, herunder f.eks. de omkostninger, der er forbundet med den private håndhævelse af statsstøttereglerne for de nationale domstole.

(30) Domstolens dom af 13. januar 2005, Streekgewest, C-174/02, EU:C:2005:10, præmis 18, og EFTA-Domstolens dom af 13. juni 2013 i Case E-11/12, Beatrix Koch, Dipl. Kfm. Lothar Hummel og Stefan Muller mod Swiss Life AG, EFTA Ct. R. [2013] s. 272, præmis 117.

(31) Eksempelvis har enhver person i Rumænien, som påvirkes at en ulovlig statsstøtteforanstaltning, søgsmålskompetence ved domstolene. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 404. I Letland er søgsmålskompetencen direkte baseret på artikel 108, stk. 3, i TEUF, og de nationale domstole kan derfor anvende procedureforordningens definition af »interesserede parter« til at fastslå, hvorvidt en person har søgsmålskompetence i en sag. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 300.

(32) Der henvises eksempelvis til sager, hvor den ulovlige støtte finansieres med en afgift, som sagsøgeren er pålagt. Det forholder sig dog anderledes, når tvisten ikke vedrører en anmodning om fritagelse for den omtvistede afgift, men derimod lovligheden af de bestemmelser, der regulerer afgiften. Se i den forbindelse Domstolens dom 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 25, og dom af 26. april 2018, ANGED, C-233/16, EU:C:2018:280, præmis 26.

(33) Domstolens dom af 13. januar 2005, Streekgewest, C-174/02, EU:C:2005:10, præmis 19.

(34) Domstolens dom af 10. november 2016, DTS Distribuidora de Televisión Digital mod Kommissionen, C-449/14 P, EU:C:2016:848, præmis 81 og 82; dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P, EU:C:2016:990, præmis 121; og dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 24 og 28.

(35) Domstolens dom af 15. juni 2006, Air Liquide Industries Belgium, C-393/04, EU:C:2006:403, præmis 45.

(36) […].

(37) […].

(38) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 72.

(39) Eksempelvis har Irland tillagt en særlig underret under landsretten (Competition List of the High Court) enekompetence til at behandle konkurrenceretlige tvister, herunder statsstøttesager. I Italien har forvaltningsdomstolene siden den 19. januar 2013 haft tæt ved enekompetence til at behandle sager vedrørende offentlig og privat håndhævelse af statsstøttereglerne. Civilretterne har bevaret deres kompetencer vedrørende bestemte typer af sager eller søgsmål. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 253 og 263-264. Se også Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), s. 103.

(40) Navnlig er forvaltningsdomstolene i de fleste EU-medlemsstater kompetente, hvis sagsøger anfægter en afgørelse fra en offentlig myndighed om f.eks. gennemførelse af et påbud om tilbagesøgning eller tildeling af støtte, mens civilretterne er kompetente i spørgsmål vedrørende tilbagebetaling af statsstøtte i forbindelse med sager om insolvens eller tilkendelse af skadeserstatning. Jf. Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 64. I Norge og Island findes der heller ikke særlige domstole, idet de nationale domstole behandler alle spørgsmål. I Liechtenstein har de nationale domstole kompetence til at annullere eller tilbagekalde den aftale eller lov, i henhold til hvilken støtten er ydet, med tilbagevirkende kraft. Den støtteydende myndighed kan revidere sin egen beslutning eller kræve tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte som følge af en negativ beslutning fra EFTA-Tilsynsmyndigheden, mens der kan indgives tilsynsmæssige klager til den nationale myndighed.

(41) Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 38.

(42) Domstolens dom af 3. september 2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 24. Domstolens dom af 10. juli 2014, Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 54, og dom af 4. maj 2020, Telecom Italia, C-34/19, EU:C:2020:148, præmis 58.

(43) […].

(*) EFTA-Domstolens dom af 22. februar 2022 i sag E-1/01, Hörður Einarsson mod Den islandske stat, EFTA Ct. R. [2002], s. 1, præmis 52-53.

(44) Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 60 og 61.

(45) Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 61-63, dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 44, dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 92-96, dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, EU:C:2020:150, præmis 92-96, og dom af 3. september 2009, Deutsche Lufthansa, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 22-25.

(46) »[...] en national regel, der forhindrer en national ret i at drage alle konsekvenser af en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, tredje punktum, i TEUF [artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3] på grund af en national retsafgørelse, som er blevet retskraftig, og som er truffet med henblik på at afgøre en retlig tvist, der ikke havde den samme genstand, og som ikke omfattede de omhandlede aftalers karakter af statsstøtte, skal anses for uforenelig med effektivitetsprincippet«, Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 45.

(47) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 92-96.

(48) Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 30 og 42-43.

(49) Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 19.

(50) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 25 og 26, dom af 18. maj 2017, Fondul Proprietatea, C-150/16, EU:C:2017:388, præmis 40, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 84.

(51) [...]. Retningslinjerne for begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 61, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EUT L 342 af 21.12.2017, s. 35, og EØS-tillæg nr. 82 af 21.12.2017, s. 1).

(52) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 90.

(53) Se artikel 4 og 7 i del II i protokol 3.

(54) Domstolens dom af 19. juli 2016, Kotnik m.fl., C-526/14, EU:C:2016:570, præmis 37.

(55) Beslutning om ikke at gøre indsigelse, jf. artikel 4, stk. 3, i del II i protokol 3.

(56) Se begreberne »positiv beslutning« og »negativ beslutning« i artikel 7, henholdsvis stk. 3 og stk. 5, i del II i protokol 3.

(57) Se artikel 4, stk. 3 og 4, i del II i protokol 3.

(58) Se Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen,, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 93-94: »Udøvelsen af en sådan kompetence indebærer, at Kommissionen i medfør af artikel 108 i TEUF kan undersøge, om en foranstaltning udgør statsstøtte, som burde have været anmeldt til den i henhold til denne artikels stk. 3, i en situation, hvor myndighederne i en medlemsstat har vurderet, at denne foranstaltning ikke opfyldte de betingelser, der er fastsat i artikel 107, stk. 1, i TEUF, herunder når disse myndigheder i denne henseende har efterlevet en national rets vurdering. Denne konklusion kan ikke svækkes ved den omstændighed, at denne retsinstans har vedtaget en retskraftig afgørelse. Det skal nemlig fremhæves, at reglen om Kommissionens enekompetence er bindende i den nationale retsorden som fælge af princippet om EU-rettens forrang«.

(59) Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, EU:C:2016:686, præmis 33 og 36-37.

(60) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 92-96, og dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, EU:C:2020:150, præmis 92-96.

(61) Domstolens dom af 14. februar 1990, Frankrig mod Kommissionen (»Boussac«), C-301/87, EU:C:1990:67, præmis 9-22. Dette udelukker ikke EFTA-Tilsynsmyndighedens mulighed for at udstede et påbud om tilbagebetaling, før den har afsluttet forenelighedsvurderingen i bestemte sager, jf. artikel 11, stk. 1, i del II i protokol 3.

(62) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 66, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 110. I begge tilfælde henviste Domstolen til procedureforordningen (som revideret), der, for så vidt som den indeholder processuelle regler, der gælder for alle administrative procedurer på statsstøtteområdet, som verserer for Kommissionen, kodificerer og støtter Kommissionens praksis vedrørende kontrol af statsstøtte. Den reviderede procedureforordning (forordning (EU) 2105/1589) er endnu ikke indarbejdet i EØS-aftalen.

(63) Domstolens dom af 7. marts 2002, Italien mod Kommissionen, C-310/99 P, EU:C:2002:143, præmis 99.

(64) Se artikel 14, stk. 1, i del II i protokol 3.

(65) Se artikel 15, stk. 1, i del II i protokol 3.

(66) Domstolens dom af 14. februar 1990, Frankrig mod Kommissionen, C-301/87 P, EU:C:1990:67, præmis 19 og 20, og dom af 21. marts 1991, Italien mod Kommissionen, C-303/88, EU:C:1991:136, præmis 46. Hvis den pågældende medlemsstat ikke retter sig efter en beslutning med påbud om indstilling eller tilbagebetaling, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden, samtidig med at den undersøger sagens fakta på grundlag af de foreliggende oplysninger, indbringe sagen direkte for EFTA-Domstolen og anmode om, at den manglende overholdelse af påbuddet erklæres for en tilsidesættelse af EØS-aftalen, jf. procedureforordningens artikel 12.

(67) Jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i del II i protokol 3.

(68) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 38, og dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 11 og 12.

(69) Domstolens dom af 11. december 1973, Lorenz GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland m.fl., C-120/73, EU:C:1973:152, præmis 8, dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 11, og dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 39.

(70) Hvad angår de nationale domstoles rolle i forbindelse med offentlig håndhævelse af statsstøttereglerne henvises til tilbagebetalingsmeddelelsen (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1). EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtager retningslinjer vedrørende fortolkningen og anvendelsen af statsstøttereglerne, enten i form af EØS-EFTA-udgaver af de relevante kommissionsinstrumenter, eller ved henvisning til det pågældende instrument. Europa-Kommissionen har vedtaget en meddelelse om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1), som erstatter tilbagesøgningsmeddelelsen fra 2007 (EUT C 272 af 15.11.2007, s. 4). Meddelelsen om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte er i et vist omfang baseret på Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9), »procedureforordningen«, som endnu ikke er blevet indarbejdet i EØS-aftalen. Derfor har EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke kunnet vedtage en meningsfuld EØS-EFTA-udgave af meddelelsen om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte, hvorfor der henvises til den nugældende tilbagesøgningsmeddelelse fra 2008, som findes i EUT L 105 af 21.4.2011, s. 32.

(71) Se også Rettens dom af 20. juni 2019, A&O hostel and hotel Berlin mod Kommissionen, T-578/17, EU:T:2019:437, præmis 72.

(72) I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 22. marts 1977, Steineke e Weinlig, 78/76, EU:C:1977:52, præmis 14.

(73) Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, EU:C:2020:150, præmis 92-93, og dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, EU:C:2020:152, præmis 96.

(74) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 41.

(75) Domstolens dom af 22. oktober 1987, Foto-Frost mod Hauptzollamt Lübeck-Ost, C-314/85, EU:C:1987:452, præmis 20.

(76) Domstolens dom af 21. februar 1991, Zuckerfabrik Süderdithmarschen og Zuckerfabrik Soest mod Hauptzollamt Itzehoe og Hauptzollamt Itzehoe og Hauptzollamt Paderborn, C-143/88 og C-92/89, EU:C:1991:65, præmis 23, dom af 9. november 1995, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. (I) mod Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft, C-465/93, EU:C:1995:369, præmis 51, og dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 53.

(77) […] I henhold til artikel 34 i tilsyns- og domstolsaftalen har EFTA-Domstolen kompetence til at afgive rådgivende udtalelser om fortolkningen af EØS-aftalen. Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i et EØS-EFTA-land, kan denne ret, hvis den skønner, at det er nødvendigt, før den afsiger sin dom, anmode EFTA-Domstolen om at afgive en sådan udtalelse.

(78) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 50-51, og dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 44.

(79) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 40, dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 76, og dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 59.

(80) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 30, dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 89, dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 23, og dom af 13. december 2018, Rittinger m.fl., C-492/17, EU:C:2018:1019, præmis 42.

(81) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 52-55. Den nationale domstol kan i givet fald inden for rammerne af sin nationale lovgivning endvidere anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, uden at det har betydning for EØS-statens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten. Den kan endvidere foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter (Ibid, præmis 53).

(82) Se i den forbindelse Domstolens dom af 19. december 2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 85.

(83) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 37-40.

(84) Ibid, præmis 38.

(85) Ibid, præmis 41-43.

(86) Domstolens dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, EU:C:2010:136, præmis 31 ff., og Domstolens kendelse af 4. april 2014, Flughafen Lübeck, C-27/13, EU:C:2014:240, præmis 30.

(87) Dvs. en beslutning om at afslutte den formelle procedure, jf. artikel 7 i del II i protokol 3.

(88) Se i den forbindelse Domstolens dom af 12. november 1998, Spanien mod Kommissionen, C-415/96, EU:C:1998:533, præmis 31, dom af 3. oktober 2000, CSTP Industrie des poudres sphériques mod Rådet, C-458/98 P, EU:C:2000:531, præmis 82, og Rettens dom af 9. juli 2008, Alitalia mod Kommissionen, T-301/01 P, EU:C:2008:262, præmis 99 og 142.

(89) Domstolens dom af 22. marts 1977, Steinike & Weinlig, C-78/76, EU:C:1977:52, præmis 14, dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 49, dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 10, dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 50, og dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 39.

(90) EUT C 262 af 19.7.2016, s. 1.

(91) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 90 og 92.

(92) Ibid, præmis 101; Domstolens dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 151.

(93) Domstolens dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 132 og 133, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 67.

(94) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 60. I den forbindelse har Domstolen præciseret, at kriterierne for anvendelse af fritagelsen skal være klare og lette at anvende, og at de nationale domstoles efterprøvelse heraf ikke skal kræve, at der fra sag til sag skal foretages komplekse økonomiske vurderinger (Ibid, præmis 61 og 68).

(95) Domstolens dom af 15. december 2005, Unicredito Italiano, C-148/04, EU:C:2005:774, præmis 104, dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 77, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 104.

(96) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 101, og dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 151.

(97) Artikel 1, litra b), og artikel 15, stk. 3, i del II i protokol 3.

(98) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 66, og dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 110. Til eksempel indeholder artikel 15, stk. 1, i del II i protokol 3, som fastsætter, at EFTA-Tilsynsmyndighedens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter 10 år, og samme artikels stk. 3, som fastsætter, at »enhver støtte, for hvilken forældelsesfristen er udløbet, anses for at være eksisterende støtte«, ikke noget generelt princip for de nationale domstole (se punkt (82) nedenfor).

(99) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 43, og dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 29.

(100) Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, EU:C:2020:139, præmis 23 og dom af 19. december 2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 84.

(101) Domstolens dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 44-47.

(102) Domstolens dom af 21. juli 2005, Xunta de Galicia, C-71/04, EU:C:2005:493, præmis 49, dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 40 og 68, dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 12, og dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 43.

(103) Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P og C-165/15 P, EU:C:2016:990, præmis 116, dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 70, og dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 33. EFTA-Domstolens dom af 8. april 2013, Hurtigruten ASA, Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, sag E-10/11, E-11/11, EFTA Ct. Rep. [2012] s.758, præmis 283 og 284, og EFTA-Domstolens dom af 21. juli 2005, Fesil ASA og Finnfjord Smelteverk AS (sag E-5/04), Prosessindustriens Landsforening m.fl. (sag E-6/04), Kongeriget Norge (sag E-7/04) mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, EFTA [2005] Ct. Rep. s.117, præmis 178. EFTA-Domstolens dom af 29. juli 2016, EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Island, sag E-25/15, EFTA Ct.Rep [2016] s.631, præmis 43.

(104) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 132, og dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 39.

(105) […].

(106) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 134.

(107) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 63.

(108) Ibid, præmis 68.

(109) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1). Forordningen er blevet indarbejdet i EØS-aftalen i punkt 2 i Bilag II ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 123/2005 af 30. september 2005 (EUT L 339 af 22.12.2005, s. 32, og EØS-tillæg nr. 66 af 22.12.2005, s. 18).

(110) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 141.

(111) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 61.

(112) Ibid, præmis 71-75.

(113) Domstolens dom af 20. marts 1997, Land Rheinland-Pfalz mod Alcan Deutschland, C-24/95, EU:C:1997:163, præmis 34-37, dom af 29. marts 2012, Kommissionen mod Italien, C-243/10, EU:C:2012:182, præmis 35, og dom af 30. april 2020, Nelson Antunes da Cunha, C-627/18, EU:C:2020:321, præmis 60.

(114) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 12, dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 29, dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 52, og dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 46.

(115) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 52, dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 46.

(116) Håndhævelsesundersøgelsen indeholder oplysninger om en interessant fransk domstolsafgørelse truffet efter en negativ kommissionsafgørelse: For at kompensere for den automatiske opsættende virkning af en klage over tilbagebetalingsafgørelsen pålagde den nationale domstol støttemodtageren at indbetale de skyldige beløb på en spærret konto. Domstolen anvendte således en bestemmelse i fransk ret, hvorefter det er muligt at kræve foreløbig betaling i sager, hvor der ikke kan rejses alvorlig tvivl om tilbagebetalingspligten. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 156, sagsresumé FR8: Cour administrative d'appel de Bordeaux, 10. december 2015.

(117) Domstolens dom af 26. oktober 2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, EU:C:2016:797, præmis 101. Håndhævelsesundersøgelsen vedrørende EØS-EFTA-landene viste, at der ikke findes nogen beslutningspraksis om foreløbige forholdsregler i EØS-EFTA-landene.

(118) En national domstol kan også beslutte at træffe midlertidige foranstaltninger, mens den afventer en udtalelse eller oplysninger fra EFTA-Tilsynsmyndigheden eller en dom fra en højere national retsinstans eller EFTA-Domstolen.

(119) Domstolens dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, EU:C:2010:136, præmis 36, og Rettens kendelse af 3. marts 2015, Gemeente Nijmegen mod Kommissionen, T-251/13, EU:T:2015:142, præmis 45.

(120) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 55, dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 56, dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 75, og dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 56.

(121) […].

(122) […].

(123) Domstolens dom af 13. juni 2006, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 41. […].

(124) […]. EFTA-Domstolens domme af 10. december 1998 i sag E-9/97, Erla María Sveinbjörnsdóttir, EFTA Ct. R. [1998] s. 95, præmis 62-63, af 30. maj 2002 i sag E-4/01, Karl K.Karlsson mod Den islandske stat, [2002] EFTA Ct. R. 240, præmis 25, af 20. juni 2008 i sag E-8/07, Celina Ngyen mod Staten v/Justis-og politidepartementet, [2008] EFTA Ct. R. 224, præmis 31, og af 11. december 2012 i sag E-2/12, HOB vín ehf. mod Áfengis-og tóbaksverslun ríkisins, [2012] EFTA Ct. R. 1092, præmis 119.

(125) Domstolens dom af 13. juni 2006, Traghetti del Mediterraneo, C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 45, og EFTA-Domstolens dom af 10. december 1998 i sag E-9/97, Erla María Sveinbjörnsdóttir, EFTA Ct. R. [1998] s. 95, præmis 66.

(126) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 12-14, dom af 21. oktober 2003, van Calster og Cleeren, C-261/01 og C-262/01, EU:C:2003:571, præmis 53, og dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 38.

(127) I nogle tilfælde har EØS-domstolene imidlertid indtaget det synspunkt, at de nationale domstole med henblik på at fastslå, om et EØS-EFTA-lands overtrædelse af EØS-retten udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, skal tage hensyn til adskillige forhold, herunder om den pågældende tilsidesættelse er undskyldelig, eller det forhold, at en EØS-institutions holdning kan have bidraget til tilsidesættelsen. I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 25. januar 2007, Robins m.fl., C-278/05, EU:C:2007:56, præmis 71, dom af 4. juli 2000, Haim, C-424/97, EU:C:2000:357, præmis 38, og dom af 23. maj 1996, The Queen mod Ministry of Agriculture, Fisheries and Food, ex parte Hedley Lomas (Ireland), C-5/94, EU:C:1996:205, præmis 28.

(128) I nogle tilfælde har de nationale domstole imidlertid anerkendt princippet om statens ansvar. I den forbindelse henvises til afgørelse truffet den 12. februar 2018 af Forvaltningsdomstolen i Marseille i sagen CTC mod Corsica Ferries France; ekspertundersøgelse af 28. februar 2019, CTC mod Corsica Ferries France, N/REF: 500060, bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 152.

(129) Domstolens dom af 5. marts 1996, Brasserie du Pêcheur mod Bundesrepublik Deutschland og The Queen / Secretary of State for Transport, ex parte Factortame m.fl., C-46/93 og C-48/93, EU:C:1991:428, præmis 87 og 90.

(130) I håndhævelsesundersøgelsen henvises der til et interessant tilfælde, hvor en fransk forvaltningsdomstol, efter at Kommissionen havde truffet afgørelse om tilbagebetaling af uforenelig statsstøtte, besluttede at tilkende erstatning for tab af markedsandele til støttemodtagerens største konkurrent. Appeldomstolen ophævede delvist den tidligere dom om beregning af den lidte skade og udpegede en uafhængig sagkyndig til at beregne det præcise erstatningsbeløb. Den sagkyndige undersøgte, hvor mange kunder støttemodtageren havde overtaget fra klageren som følge af den uforenelige støtte, og beregnede beløbet for den deraf følgende tabte indkomst. En sådan beregning er ofte meget kompleks og afhænger af de specifikke markedsforhold og antallet af konkurrenter. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 152, sagsresumé FR6: Tribunal administratif de Bastia, 23. februar 2017. Se også afgørelse truffet den 12. februar 2018 af Forvaltningsdomstolen i Marseille i sagen CTC mod Corsica Ferries France; ekspertundersøgelse af 28. februar 2019, CTC mod Corsica Ferries France, N/REF: 500060.

(131) Se afsnit 2.2.

(132) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 44, og dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 57-58.

(133) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 53 og 55, og dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 60.

(134) Domstolens dom af 27. september 1988, Asteris m.fl. mod Grækenland og EØF, C-106 to 120/87, EU:C:1988:457, præmis 23, og dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P og C-165/15 P, EU:C:2016:990, præmis 72.

(135) Jf. Kommissionens afgørelse 2014/201/EU af 2. oktober 2013 om kompensations til Simet SpA for offentlige transportydelser leveret mellem 1987 og 2003 (Statsstøtte SA.33037 (2012/C) Italien) (EUT L 114 af 16.4.2014, s. 48), stadfæstet på dette punkt ved Rettens dom af 3. marts 2016, Simet mod Kommissionen, T-15/14, EU:T:2016:124, præmis 102-104. Se også Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1470 af 30. marts 2015 om statsstøtte SA.38517 (2014/C) (ex 2014/NN) gennemført af Rumænien — Voldgiftskendelse i Micula mod Rumænien af 11. december 2013 (EUT L 232 af 4.9.2015, s. 43), annulleret ved Rettens dom af 18. juni 2019, European Food m.fl. mod Kommissionen, T-624/15, EU:T:2019:423, undersøges i øjeblikket af Domstolen i sag C-638/19 P, Kommissionen mod European Food m.fl.

(136) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 57.

(137) Domstolens dom af 29. juni 2004, Kommissionen mod Rådet, C-110/02, EU:C:2004:395, præmis 43, dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 59-63, og dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 42-44.

(138) Se i den forbindelse også generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse af 28. april 2005 i forenede sager C-346/03 og C-529/03, Atzeni m.fl., EU:C:2005:256, præmis 198.

(139) Asteris-dommen vedrører de tilfælde, hvor sagsøger blot anmoder om kompensation (f.eks. genoprettelse af skader forvoldt ulovligt af offentlige myndigheder), som en anden person i en lignende situation ville have ret til i den pågældende EØS-stat. I sidstnævnte tilfælde indebærer det forhold, at sagsøgte er en offentlig enhed, ikke, at den kompensation, som en part ville have modtaget i en lignende situation, f.eks. en lignende retstvist mellem to private enheder, bliver til statsstøtte.

(140) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 98 og 104, dom af 15. december 2005, Unicredito Italiano, C-148/04, EU:C:2005:774, præmis 104, og dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 77.

(141) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 72-74.

(142) […].

(143) […].

(144) Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., EU:C:1990:440, præmis 10 og 11, og Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 93.

(145) […].

(146) Jf. Domstolens dom af 6. oktober 1982, CILFIT mod Ministero della Sanità, C-283/81, EU:C:1982:335, præmis 14-20, Domstolens dom af 11. september 2008, Unión General de Trabajadores de La Rioja, C-428/06 til C-434/06, EU:C:2008:488, præmis 42 og 43, Domstolens dom af 28. juli 2016, Association France Nature Environnement, C-379/15, EU:C:2016:603, præmis 47-50, Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, EU:C:2016:686, præmis 40, og Domstolens dom af 4. oktober 2018, Kommissionen mod Frankrig (kædebeskatning), C-416/17, EU:C:2018:811, præmis 108 ff.

(147) Anmodninger om oplysninger eller udtalelser har den fordel, at de er mindre formalistiske og altid kan suppleres af en anmodning om rådgivende udtalelse — se i den forbindelse Domstolens dom af 28. oktober 2020, INAIL, C-608/19, EU:C:2020:865, hvor begge muligheder er blevet udnyttet.

(148) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 44, Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, ECLI:EU:C:2016:686, præmis 40.

(149) […].

(*) De tre former for samarbejde mellem Europa-Kommissionen og EU-medlemsstaterne er nu blevet kodificeret i artikel 29 i den reviderede procedureforordning (Forordning (EU) 2015/1589), som endnu ikke er blevet indarbejdet i EØS-aftalen.

(**) Sag C-39/94, SFEI m.fl., præmis 50; kendelse af 13. juli 1990 i sag C-2/88 Imm. Zwartveld m.fl. [1990] ECR I-3365, præmis 16 to 22; og sag C-234/89, Delimitis mod Henninger Bräu, [1991] ECR I-935, præmis 53.

(***) Sag C-94/00, Roquette Frères, [2002] ECR I-9011, præmis 31.

(150) […].

(151) Når den nationale domstol har modtaget disse oplysninger, kan den anmode om at blive løbende orienteret om situationen.

(152) Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 64, og Domstolens kendelse af 13. juli 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., EU:C:1990:315, præmis 16-22.

(153) Domstolens dom af 28. februar 1991, Delimitis mod Henninger Bräu, C-234/89, EU:C:1991:91, præmis 53, og Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 90.

(154) Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 93, og Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., EU:C:1990:440, præmis 10 og 11.

(155) Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., EU:C:1990:440, præmis 11, Domstolens dom af 26. november 2002, First og Franex, C-275/00, EU:C:2002:711, præmis 49, og Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 93.

(156) Dette kunne f.eks. være tilfældet med hensyn til visse typer oplysninger, der videregives af en privatperson, eller hvis en domstol i ét EØS-EFTA-land anmoder om oplysninger, der er videregivet af et andet EØS-EFTA-land.

(157) […].

(158) Se afsnit 5.1.2.

(159) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 50,

(160) Se i den forbindelse Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 68-71.

(161) Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, EU:C:2020:150, præmis 90, og Domstolens dom af 19. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 50-52.

(162) Se afsnit 4.2.3.3 ovenfor.

(163) […].

(164) […].

(165) Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 56.

(166) […]. EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtager retningslinjer vedrørende fortolkningen og anvendelsen af statsstøttereglerne, enten i form af EØS-EFTA-udgaver af de relevante kommissionsinstrumenter, eller ved henvisning til det pågældende instrument. Europa-Kommissionen har vedtaget en meddelelse om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1), som erstatter tilbagesøgningsmeddelelsen fra 2007 (EUT C 272 af 15.11.2007, s. 4). Meddelelsen om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte er i et vist omfang baseret på Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9), »procedureforordningen«, som endnu ikke er blevet indarbejdet i EØS-aftalen. Derfor har EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke kunnet vedtage en meningsfuld EØS-EFTA-udgave af meddelelsen om tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte, hvorfor der henvises til den nugældende tilbagesøgningsmeddelelse fra 2008, som findes i EUT L 105 af 21.4.2011, s. 32.

(167) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, EU:C:2006:644, præmis 38, Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 28.

(168) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 66. dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 110.

(169) Det er irrelevant, om den nationale domstol træffer afgørelse i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler eller i forbindelse med substansbehandlingen, eftersom afgørelsen i begge tilfælde vil kunne påvirke støtteforanstaltningen, selv om det kun er midlertidigt.

(170) Domstolens dom af 26. oktober 2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, EU:C:2016:797, præmis 107 og 108.

(171) Hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden finder, at et EØS-EFTA-land ikke har opfyldt de forpligtelser, der er fastsat i en dom i medfør af tilsyns- og domstolsaftalens artikel 31, stk. 2, kan EFTA-Tilsynsmyndigheden indbringe sagen for EFTA-Domstolen.

(172) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 12, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 70,

(173) Domstolens dom af 30. september 2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 50.