European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1158

19.4.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/1158

af 10. april 2024

om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ »My Voice, My Choice: Adgang til sikker abort« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788

(meddelt under nummer C(2024) 2353)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 23. februar 2024 en anmodning om registrering af et europæisk borgerinitiativ med titlen »My Voice, My Choice: Adgang til sikker abort«.

(2)

Formålet med initiativet som beskrevet af initiativtagerne er at opfordre Kommissionen til »i en ånd af solidaritet at fremsætte et forslag om finansiel støtte til medlemsstaterne, der vil kunne udføre sikker svangerskabsafbrydelse for alle i Europa, der stadig ikke har adgang til sikker og lovlig abort.«

(3)

I et bilag til initiativet findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for initiativet. I bilaget forklares det, at »manglende adgang til abort som kvinders basale sundhedspleje i mange dele af Europa ikke kun udsætter kvinder for risikoen for fysisk skade, men også lægger et uretmæssigt økonomisk og mentalt pres på kvinder, ofte i marginaliserede grupper, der mindst af alle kan overkomme det.« Der henvises til enighed blandt videnskabelige og internationale organer om, at det at »behandle reproduktiv sundhedspleje som en luksusvare ikke mindsker antallet af aborter, men blot får flere kvinder til at opsøge usikre aborter.« I bilaget præciseres det også, at den foreslåede finansielle støtte »kunne tage form af en tilvalgsordning, der er åben for medlemsstater på et frivilligt grundlag«.

(4)

Initiativtagergruppen har også indsendt et supplerende dokument med en analyse af de foreslåede tiltag som en del af registreringsanmodningen.

(5)

I bilaget og det supplerende dokument henvises der til EU4Health-programmet, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/522 (2) som blev vedtaget på grundlag af artikel 168, stk. 5, i TEUF. I artikel 4, litra g), i forordning (EU) 2021/522 opstilles det som et specifikt mål: »at styrke adgangen til patientcentrerede og resultatorienterede sundhedsydelser og relaterede plejeydelser af høj kvalitet med henblik på at opnå universel sundhedsdækning«. I listen over støtteberettigede tiltag fastsættes i punkt 7, litra c), i bilag I i denne forordning: »støtte til medlemsstaternes tiltag for at fremme adgangen til seksuel og reproduktiv sundhedspleje og støtte til integrerede og tværgående tilgange til forebyggelse, diagnosticering, behandling og pleje«.

(6)

På denne baggrund ville der i forbindelse med finansiering af de tiltag, der fremmer adgangen til seksuel og reproduktiv sundhedspleje generelt, ikke kræves en vedtagelse af et nyt lovgivningsforslag, da dette ville kunne gøres i det årlige arbejdsprogram i henhold til EU4Health-programmet.

(7)

For så vidt initiativet har til formål at opfordre Kommissionen til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt, der går ud over, hvad der er muligt i øjeblikket i henhold til EU4Health-programmet, kan finansiel støtte til medlemsstaternes tiltag, der fremmer sundhed, henhøre under Unionens understøttende kompetence i henhold til artikel 168, stk. 5, i TEUF. En sådan støtte skal derimod overholde begrænsningerne i artikel 168, stk. 7, i TEUF, for så vidt et EU-tiltag skal respektere medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, hvilket omfatter forvaltningen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet samt fordelingen af de midler, der afsættes hertil. En finansiel støtteordning kan ikke have til formål eller medføre undergravning af medlemsstaternes ordens- og sikkerhedsforskrifter eller mere generelt af sundhedspleje og etiske valg, der er truffet af medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence inden for sundhedsanliggender.

(8)

I bilaget til initiativet erklæres det især, at initiativet »ikke har til formål at harmonisere eller gribe ind over for medlemsstaternes love og forskrifter« om abort. Derfor synes der ikke at være et klart målrettet indgreb i medlemsstaternes kompetence for at fastlægge deres egen sundhedspolitik og organisationen af deres sundhedstjenester alene ved den simple kendsgerning at yde finansiel støtte til denne type sundhedstjeneste, men den konkrete oprettelse af en finansiel støtteordning ville ikke desto mindre kunne medføre et sådant indgreb.

(9)

Derfor finder Kommissionen, at initiativet kan registreres, for så vidt at det tager sigte på et lovgivningsforslag om finansiel støtte til medlemsstater, der ikke allerede er omfattet af EU4Health-programmet, og for så vidt den foreslåede finansielle støtteordning ikke har til formål eller medfører undergravning af medlemsstatens ordens- og sikkerhedsforskrifter eller mere generelt af sundhedspleje og etiske valg, der er truffet af medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence inden for sundhedsanliggender.

(10)

På grundlag af disse nærmere oplysninger finder Kommissionen, at ingen dele af initiativet falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

(11)

Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

(12)

Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

(13)

Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, underbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(14)

Initiativet med titlen »My Voice, My Choice: Adgang til sikker abort« bør derfor registreres.

(15)

Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativets indhold afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det europæiske borgerinitiativ med titlen »My Voice, My Choice: Adgang til sikker abort« registreres.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til borgerinitiativet »My Voice, My Choice: Adgang til sikker abort«, som repræsenteres ved Nika KOVAČ og Alice Hélène Sibylle COFFIN, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. april 2024.

På Kommissionens vegne

Věra JOUROVÁ

Næstformand


(1)   EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/788/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/522 af 24. marts 2021 om oprettelse af et EU-handlingsprogram for sundhed (»EU4Health-programmet«) for perioden 2021-2027 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 282/2014 (EUT L 107 af 26.3.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/522/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1158/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)