European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/616

7.3.2024

KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2024/616

af 18. december 2023

om Nederlandenes udkast til ajourført integreret national energi- og klimaplan for perioden 2021-2030 og om de nederlandske foranstaltningers overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og med målet om at sikre fremskridt med hensyn til klimatilpasning

(Kun den nederlandske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (1), særlig artikel 9, stk. 2, og artikel 14, stk. 6,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (2), særlig artikel 7, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

Henstillinger om Nederlandenes udkast til ajourført integreret national energi- og klimaplan for perioden 2021-2030

(1)

Den 29. juni 2023 forelagde Nederlandene sit udkast til ajourført integreret national energi- og klimaplan.

(2)

I artikel 3 i forordning (EU) 2018/1999 (»forvaltningsforordningen«) og bilag I hertil fastsættes de elementer, der skal medtages i de ajourførte integrerede nationale energi- og klimaplaner. I december 2022 vedtog Kommissionen en vejledning til medlemsstaterne om processen for og omfanget af udarbejdelsen af udkastene til ajourførte nationale energi- og klimaplaner og de endelige udgaver heraf (3). Vejledningen indeholder eksempler på god praksis og redegør for konsekvenserne af den seneste politiske, retlige og geopolitiske udvikling på det energi- og klimapolitiske område.

(3)

I forbindelse med REPowerEU-planen (4) og som led i det europæiske semester 2022 og 2023 har Kommissionen lagt særlig vægt på medlemsstaternes energi- og klimarelaterede reform- og investeringsbehov for at styrke energisikkerheden og prisoverkommeligheden ved at fremskynde en grøn og retfærdig omstilling. Dette afspejles i landerapporterne for Nederlandene for 2022 og 2023 (5) og Rådets henstillinger til Nederlandene (6). Medlemsstaterne bør i deres endelige ajourførte integrerede nationale energi- og klimaplaner tage de seneste landespecifikke henstillinger i betragtning.

(4)

Kommissionens henstillinger vedrørende opfyldelsen af nationale mål i henhold til forordningen om indsatsfordeling (7) bygger på sandsynligheden for, at medlemsstaterne vil overholde 2030-målene, under hensyntagen til reglerne for anvendelse af fleksibilitet i henhold til nævnte forordning.

(5)

Formålet med Kommissionens henstillinger vedrørende opsamling, anvendelse og lagring af CO2 er at få et overblik over den planlagte udbredelse af disse teknologier på nationalt plan, herunder oplysninger om årlige mængder CO2, der efter planen skal opsamles inden 2030, opdelt efter kilde til opsamlet CO2 fra anlæg, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF (8), eller fra andre kilder såsom biogene kilder eller direkte opsamling fra luften, om planlagt infrastruktur til transport af CO2 og om den potentielle indenlandske CO2-lagringskapacitet og injicerede CO2-mængder, der efter planen vil være til rådighed i 2030.

(6)

Tilsvarende omhandler Kommissionens henstillinger vedrørende resultater i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (9) (om arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug —»LULUCF-forordningen«) medlemsstaternes overholdelse af »no debit«-reglen for perioden 2021-2025 (1. periode) og deres nationale mål for perioden 2026-2030 (2. periode) under hensyntagen til reglerne for brug af fleksibilitet som fastsat i nævnte forordning. I Kommissionens henstillinger tages der også højde for, at eventuelle emissionsoverskridelser i henhold til LULUCF-forordningen i 1. periode automatisk vil blive overført til forordningen om indsatsfordeling.

(7)

For at kunne støtte opfyldelsen af energi- og klimaafbødningsmålsætningerne via klimatilpasning ordentligt er det vigtigt at identificere eventuelle farer forårsaget af klimaændringer og analysere klimasårbarheder og -risici, der kan påvirke relevante områder, befolkninger og sektorer. I Kommissionens henstillinger om tilpasning vurderes det, i hvilket omfang Nederlandene i sin ajourførte nationale energi- og klimaplan har integreret tilpasningsmål, hvori der er taget højde for klimarisici, som kan forhindre Nederlandene i at nå målsætningerne og målene i energiunionen. Uden planlagte og gennemførte specifikke tilpasningspolitikker og -foranstaltninger bringes opfyldelsen af målsætningerne i energiunionens dimensioner i fare. Vandforvaltning under skiftende klimaforhold kræver særlig opmærksomhed på grund af risikoen for elektricitetsforstyrrelser, da oversvømmelser, varme og tørke påvirker energiproduktionen.

(8)

Kommissionens henstillinger vedrørende Nederlandenes ambition om vedvarende energi er baseret på den formel, der er fastsat i bilag II til forordning (EU) 2018/1999, og som er baseret på objektive kriterier, samt på de vigtigste politikker og foranstaltninger, der mangler i Nederlandenes udkast til ajourført national energi- og klimaplan som grundlag for en rettidig og omkostningseffektiv opfyldelse af Nederlandenes nationale bidrag til Unionens bindende mål for vedvarende energi på mindst 42,5 % i 2030 og de kollektive bestræbelser på at øge det til 45 % i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (10) om fremme af energi fra vedvarende energikilder. Kommissionens henstillinger er også baseret på Nederlandenes bidrag til de specifikke mål i direktivets artikel 15a, 22a, 23, 24 og 25 og de dertil knyttede politikker og foranstaltninger til hurtig gennemførelse af direktivet. Henstillingerne afspejler betydningen af at udarbejde omfattende langsigtede planer for udbredelsen af vedvarende energi, navnlig vindenergi, for at øge den europæiske fremstillingsindustris og netoperatørernes synlighed i overensstemmelse med den europæiske vindkraftpakke (11).

(9)

Kommissionens henstillinger vedrørende det nationale bidrag til energieffektivitet er baseret på artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 (12) om energieffektivitet og formlen i bilag I til nævnte direktiv samt de dertil knyttede politikker og foranstaltninger til gennemførelse heraf.

(10)

I Kommissionens henstillinger lægges der særlig vægt på mål, målsætninger og bidrag og dertil knyttede politikker og foranstaltninger til gennemførelse af REPowerEU-planen med henblik på hurtigt at udfase afhængigheden af fossile brændstoffer fra Rusland. I henstillingerne er erfaringerne med gennemførelsen af pakken »Spar på gassen til en sikker vinter« (13) ligeledes taget med i betragtning. Henstillingerne afspejler nødvendigheden af at gøre energisystemet mere modstandsdygtigt i lyset af de forpligtelser, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/941 (14) om risikoberedskab i elsektoren og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 (15) om gasforsyningssikkerhed, og i overensstemmelse med Kommissionens henstilling om energilagring (16).

(11)

I Kommissionens henstillinger er der taget højde for behovet for at fremskynde integrationen af det indre energimarked for at øge fleksibiliteten og styrke og beskytte forbrugerne. Der er også taget hensyn til betydningen af at vurdere antallet af energifattige husholdninger i overensstemmelse med kravene i artikel 3 i forordning (EU) 2018/1999 og Kommissionens henstilling (EU) 2023/2407 (17).

(12)

Kommissionens henstillinger afspejler betydningen af at sikre tilstrækkelige investeringer i forskning og innovation inden for ren energi for at fremme udviklings- og produktionskapacitet på dette område, herunder passende politikker og foranstaltninger for energiintensive industrier og andre virksomheder, samt behovet for at opkvalificere arbejdsstyrken til en nulemissionsindustri med henblik på at konsolidere en stærk, konkurrencedygtig og ren økonomi i Unionen.

(13)

Kommissionens henstillinger bygger på de forpligtelser, der er indgået i henhold til Parisaftalen, til at udfase anvendelsen af fossile brændstoffer samt på betydningen af at udfase subsidier til fossile brændstoffer.

(14)

Kommissionens henstillinger om investeringsbehov følger dens vurdering af, om Nederlandenes udkast til ajourført plan giver et generelt overblik over de investeringer, der skal til for at nå målsætningerne, målene og bidragene for alle dimensioner af energiunionen, angiver finansieringskilderne, idet der skelnes mellem private og offentlige kilder, redegør for investeringer, der er i overensstemmelse med Nederlandenes genopretnings- og resiliensplan, Nederlandenes territoriale plan for retfærdig omstilling og de landespecifikke henstillinger for 2022-2023, der er fremsat som led i det europæiske semester, og omfatter en robust makroøkonomisk vurdering af planlagte politikker og foranstaltninger. Der bør i den nationale energi- og klimaplan sikres gennemsigtighed og forudsigelighed i de nationale politikker og foranstaltninger til støtte for investeringssikkerheden.

(15)

Kommissionens henstillinger afspejler, hvor vigtigt det er at foretage en bred regional høring og sikre en tidlig og inklusiv høring om planen, herunder en reel offentlig deltagelse med tilstrækkelige oplysninger og en tilstrækkelig tidsplan, jf. Aarhuskonventionen (18).

(16)

Kommissionens henstillinger om retfærdig omstilling afspejler vurderingen af, om Nederlandene i sin plan i tilstrækkelig grad dækker de relevante sociale, beskæftigelsesmæssige og færdighedsmæssige virkninger af klima- og energiomstillingen og fremlægger passende ledsagende politikker og foranstaltninger til fremme af en retfærdig omstilling, samtidig med at planen bidrager til at fremme både menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene.

(17)

Kommissionens henstillinger til Nederlandene er baseret på vurderingen af landets udkast til ajourført national energi- og klimaplan (19), som offentliggøres sammen med denne henstilling.

(18)

Nederlandene bør tage behørigt hensyn til disse henstillinger ved udarbejdelsen af sin endelige ajourførte integrerede nationale energi- og klimaplan, der skal forelægges senest den 30. juni 2024.

Henstillinger om overensstemmelsen med Unionens mål om klimaneutralitet og med målet om at sikre fremskridt med hensyn til klimatilpasning

(19)

I henhold til forordning (EU) 2021/1119 (den europæiske klimalov) skal Kommissionen vurdere de nationale foranstaltningers overensstemmelse med målet om klimaneutralitet og med målet om at sikre fremskridt med hensyn til klimatilpasning. Kommissionen har vurderet de nederlandske foranstaltningers overensstemmelse med disse mål (20). Nedenstående henstillinger er baseret på denne vurdering. Nederlandene bør tage behørigt hensyn til nærværende henstillinger og følge op på dem i overensstemmelse med den europæiske klimalov.

(20)

Et vigtigt skridt i retning af at styrke ambitionen om tilpasning bør være færdiggørelsen af en passende retlig ramme for den nationale klimapolitik, der fastsætter bindende og regelmæssigt ajourførte tilpasningsmål, så de samlede fremskridt med hensyn til opbygning af modstandsdygtighed kan måles —

HENSTILLER, AT NEDERLANDENE TAGER SKRIDT TIL AT:

UDKASTET TIL AJOURFØRT INTEGRERET NATIONAL ENERGI- OG KLIMAPLAN I HENHOLD TIL FORORDNING (EU) 2018/1999

1.

Fastlægge omkostningseffektive supplerende politikker og foranstaltninger, navnlig i landbrugssektoren og for ikke-CO2-emissioner, herunder methan, N2O- og F-gasser fra industrielle processer og produktanvendelse, landbrugssektoren og sektoren for affaldshåndtering, til at dække det forventede hul på 9,3 procentpoint med henblik på at nå det nationale drivhusgasmål på –48 % i 2030 sammenlignet med 2005-niveauerne i henhold til forordningen om indsatsfordeling. Fremlægge ajourførte fremskrivninger for at vise, hvordan eksisterende og planlagte politikker vil medvirke til at nå målet, og om nødvendigt præcisere, hvordan den fleksibilitet, der er mulig i henhold til forordningen om indsatsfordeling, vil blive anvendt til at sikre overholdelse. Supplere oplysningerne om politikkerne og foranstaltningerne med en klar redegørelse for deres anvendelsesområde, tidsplan og, hvor det er muligt, forventede virkning på reduktionen af drivhusgasemissioner, navnlig for foranstaltninger i Unionens finansieringsprogrammer, f.eks. den fælles landbrugspolitik.

2.

Identificere kilderne til de CO2-emissioner, der efter planen skal opsamles. Identificere den samlede CO2-lagringskapacitet.

3.

Fremlægge yderligere oplysninger om de planlagte foranstaltninger, herunder en kvantificering af deres forventede virkninger for så vidt angår optag eller emissioner fra LULUCF-sektoren. Fremlægge klare oplysninger om, hvordan offentlige midler (både EU-midler, herunder inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og statsstøtte) og private midler gennem ordninger vedrørende kulstofbindende dyrkning anvendes konsekvent og effektivt til at nå det nationale mål for nettooptag. Fremlægge oplysninger om status og nødvendige fremskridt med hensyn til at sikre forbedringer af datasættene på de højere niveauer/de geografisk eksplicitte datasæt med henblik på overvågning, rapportering og verifikation i overensstemmelse med bilag V, del 3, til forordning (EU) 2018/1999.

4.

Fremlægge yderligere analyser af de relevante klimasårbarheder og -risici i forbindelse med opfyldelsen af de nationale målsætninger, mål og bidrag samt politikker og foranstaltninger inden for energiunionens forskellige dimensioner. Forelægge en bedre redegørelse for og kvantificering af sammenhængen med de specifikke målsætninger og politikker i energiunionen, der bør understøttes af tilpasningspolitikker og -foranstaltninger. Fastlægge yderligere tilpasningspolitikker og -foranstaltninger i tilstrækkelige detaljer til støtte for Nederlandenes opfyldelse af nationale målsætninger, mål og bidrag inden for rammerne af energiunionen.

5.

Øge ambitionen betydeligt, så andelen af energi fra vedvarende energikilder udgør mindst 39 % som bidrag til EU's bindende mål for vedvarende energi for 2030, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001 som ændret, i overensstemmelse med formlen i bilag II til forordning (EU) 2018/1999. Bekræfte den dertil knyttede vejledende forløbskurve, der når referencepunkterne for 2025 og 2027, jf. artikel 4, litra a), nr. 2), i forordning (EU) 2018/1999. Sikre, at der træffes tilstrækkelige foranstaltninger til at dække forskellen i forhold til 2021-referenceandelen af vedvarende energi, som ikke må være lavere end det obligatoriske nationale overordnede mål for andelen af energi fra vedvarende energikilder i 2020, jf. artikel 32, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1999.

6.

Fremlægge anslåede forløbskurver og en langsigtet plan for udbredelsen af teknologier for vedvarende energi for de næste 10 år, med en prognose frem til 2040. Medtage et vejledende mål for innovative teknologier for vedvarende energi senest i 2030 i overensstemmelse med direktiv (EU) 2018/2001 som ændret. Medtage specifikke mål for at bidrage til vejledende delmål for bygninger og industri for 2030. Bekræfte, at fremskrivningerne i planen bidrager til de bindende delmål for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, i industrien for 2030. Bekræfte de bindende mål for opvarmning og køling for både 2021-2025 og 2026-2030 og medtage et vejledende mål til opnåelse af de tillæg, der er omhandlet i bilag IA til direktiv (EU) 2018/2001. Angive, hvilket mål Nederlandene har til hensigt at nå i transportsektoren gennem forpligtelsen for brændstofleverandører, herunder ved hjælp af et delmål for avancerede biobrændstoffer og brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, idet det sikres, at minimumsniveauet for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, overholdes i 2030.

7.

Medtage detaljerede og kvantificerede politikker og foranstaltninger på en måde, der muliggør en rettidig og omkostningseffektiv opfyldelse af det nationale bidrag til EU's bindende mål for vedvarende energi på mindst 42,5 % i 2030 og de kollektive bestræbelser på at øge det til 45 %. Beskrive nærmere, hvordan landet vil fremskynde udstedelsen af tilladelser, navnlig med hensyn til andre teknologier end offshore vindenergi. Beskrive de vedvarende energiteknologier detaljeret, for hvilke der er planer om at udpege »områder til fremskyndelse af vedvarende energi« med hurtigere og enklere procedurer. Beskrive, hvordan Nederlandene agter at udforme forpligtelsen for brændstofleverandører i transportsektoren samt sammenlignelige foranstaltninger til fremme af brint i industrien.

8.

Medtage prognoser for efterspørgsel efter og udbud af bioenergi pr. sektor og tilvejebringe data om import af og kilden til skovbiomasse, der anvendes til energi. Medtage en vurdering af den indenlandske forsyning af skovbiomasse til energiformål i 2021-2030 i overensstemmelse med de styrkede bæredygtighedskriterier i artikel 29 i direktiv (EU) 2018/2001 som ændret og en vurdering af foreneligheden af den forventede anvendelse af skovbiomasse til energiproduktion med Nederlandenes forpligtelser i henhold til den reviderede LULUCF-forordning, navnlig for 2026-2030, sammen med nationale foranstaltninger og politikker til sikring af en sådan forenelighed. Medtage yderligere foranstaltninger til fremme af bæredygtig produktion af biomethan i betragtning af Nederlandenes muligheder for produktion af bæredygtig biogas/biomethan, profil for naturgasforbrug og eksisterende infrastruktur, udnyttelse af afgasset biomasse og biogene CO2-anvendelser.

9.

Fastsætte, så vidt det er muligt, en forventet tidsplan for de skridt, der skal føre til vedtagelsen af lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige politikker og foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelserne i direktiv (EU) 2018/2001 som ændret, navnlig hvad angår de foranstaltninger, der er nævnt i de foregående punkter.

10.

Medtage et nationalt energieffektivitetsbidrag for det endelige energiforbrug i EU's bindende mål for det endelige energiforbrug for 2030 i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv (EU) 2023/1791 og bilag I hertil eller svarende til det korrigerede vejledende nationale bidrag, som Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 5, i nævnte direktiv forelægger hver medlemsstat senest den 1. marts 2024. Angive den reduktion af energiforbruget, der skal opnås af alle offentlige organer, opdelt efter sektor, det samlede etageareal i opvarmede og/eller kølede bygninger, der ejes af offentlige organer, og som skal renoveres årligt, eller tilsvarende årlige energibesparelser, der skal opnås, samt de samlede energibesparelser, der skal opnås i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030, og om nødvendigt beskrive, hvordan den årlige besparelsesrate og beregningsgrundlaget er blevet fastlagt.

11.

Fastlægge fuldstændige politikker og foranstaltninger med henblik på at opnå de nationale bidrag til energieffektivitet og navnlig energibesparelsesforanstaltninger, så det sikres, at de krævede samlede energibesparelser i slutanvendelserne nås senest i 2030, og fastlægge foranstaltninger til fremme af energisyn og energiledelsessystemer. Angive robuste finansieringsprogrammer for energieffektivitet og ordninger for finansiel støtte, der kan mobilisere private investeringer og yderligere samfinansiering.

12.

Medtage milepæle for energibesparelser i bygningsmassen og beskrive virkningen med hensyn til energibesparelser af hver ny foranstaltning, der fastlægges.

13.

Forklare nærmere, hvordan Nederlandene vil styrke energisikkerhedsdimensionen betydeligt, navnlig ved at sætte klare mål for diversificering af energikilder, reducere energiforsyningen fra russiske fossile brændstoffer og tilskynde yderligere til en reduktion af gasefterspørgslen. Medtage detaljerede politikker og foranstaltninger for at nå disse mål frem mod 2030. Styrke modstandsdygtigheden og fleksibiliteten i energisystemet, navnlig ved at fastsætte et mål for udbredelsen af energilagring og ved at foreslå politikker og foranstaltninger til integration af den nødvendige klimatilpasning i energisystemet. Formulere en klar strategi for udnyttelsen af eksisterende anlæg, der indgår i det nukleare brændselskredsløb i Nederlandene, navnlig med henblik på isotopberigning. Fastsætte passende foranstaltninger til diversificering og langsigtet forsyning af nukleart materiale og brændsel, reservedele og tjenesteydelser i forbindelse hermed samt langsigtet håndtering af nukleart affald, navnlig i betragtning af planerne om at opføre nye kernekraftenheder. Foretage en yderligere vurdering af gasinfrastrukturens forenelighed med dekarboniseringsmålene. Vurdere tilstrækkeligheden af olieinfrastrukturen (raffinaderier, olielagre) i betragtning af det forventede fald i olieefterspørgslen og udviklingen hen imod kulstoffattige alternativer.

14.

Fremlægge klare målsætninger og mål, navnlig for efterspørgselsreaktion med henblik på at forbedre energisystemets fleksibilitet, på baggrund af en vurdering af fleksibilitetsbehovene samt redegøre for specifikke foranstaltninger til fremme af integrationen af energisystemet, jf. artikel 20a i direktiv (EU) 2018/2001 som ændret. Øge forbrugernes indflydelse på detailmarkedet yderligere.

15.

Videreudvikle tilgangen til bekæmpelse af energifattigdom ved at medtage et specifikt målbart reduktionsmål som krævet i forordning (EU) 2018/1999 og under hensyntagen til henstilling (EU) 2023/2407. Færdiggøre tilgangen ved at medtage yderligere oplysninger om eksisterende og potentielle foranstaltninger og finansielle midler til bekæmpelse af energifattigdom og om de øremærkede finansielle midler set både ud fra et socialpolitisk perspektiv (prisoverkommelighed) og i forhold til strukturelle energiforanstaltninger. Beskrive, hvordan man planlægger at udrulle anvendelsen af energieffektivitetsforanstaltninger inden for rammerne af ordningen for energispareforpligtelser for at afhjælpe energifattigdom som krævet i forordning (EU) 2018/1999.

16.

Præcisere de nationale mål inden for forskning, innovation og konkurrenceevne yderligere med henblik på at indføre rene teknologier og fastlægge en kurs for 2030 og 2050 til støtte for dekarboniseringen af industrien og fremme af virksomheders omstilling til en klimaneutral og cirkulær økonomi. Fastlægge politikker for og foranstaltninger til fremme af udviklingen af projekter inden for nettonulteknologi, herunder projekter, der er relevante for energiintensive industrier. Redegøre for en forudsigelig og forenklet lovramme for tilladelsesprocedurer og for, hvordan adgangen til national finansiering vil blive forenklet, hvor det er nødvendigt. Fastlægge detaljerede politikker for og foranstaltninger til digitalisering af energisystemet og udvikling af færdigheder vedrørende ren energi og fremme åben handel inden for modstandsdygtige og bæredygtige forsyningskæder inden for nettonulkomponenter og -udstyr af central betydning.

17.

Angive de reformer og foranstaltninger, der skal mobilisere de private investeringer, som er nødvendige for at nå energi- og klimamålene. Give et samlet og sammenhængende overblik over de aggregerede offentlige og private investeringsbehov pr. sektor. Supplere en top-down-tilgang for hele økonomien med en projektspecifik bottom-up-vurdering i overensstemmelse med energiunionens fem dimensioner. Medtage en opdeling af de samlede investeringsbehov med yderligere oplysninger om de nationale, regionale og europæiske finansieringskilder samt private finansieringskilder, der skal mobiliseres. Tilføje en kort beskrivelse af den type finansiel støtteordning, der er valgt til gennemførelse af de politikker og foranstaltninger, som finansieres over det offentlige budget, og anvendelsen af blandede finansielle instrumenter, hvor der gøres brug af tilskud, lån, teknisk bistand, offentlige garantier, herunder nationale erhvervsfremmende bankers rolle i de respektive ordninger, og/eller hvordan privat finansiering mobiliseres. Overveje omkostningseffektive overførsler til andre medlemsstater som finansieringskilde i henhold til forordningen om indsatsfordeling. Fremlægge en solid vurdering af de planlagte politikkers og foranstaltningers makroøkonomiske virkning.

18.

Skitsere, hvordan de politikker og foranstaltninger, der er medtaget i den ajourførte plan, er i overensstemmelse med Nederlandenes nationale genopretnings- og resiliensplan, herunder REPowerEU-kapitlet.

19.

Redegøre nærmere for, hvordan og hvornår Nederlandene agter at udfase subsidier til fossile brændstoffer.

20.

Fremlægge detaljerede oplysninger om de sociale, beskæftigelsesmæssige og færdighedsmæssige konsekvenser eller andre fordelingsmæssige virkninger af klima- og energiomstillingen og om de planlagte målsætninger, politikker og foranstaltninger til støtte for en retfærdig omstilling. Præcisere støtteformen, virkningen af initiativerne, målgrupperne og de øremærkede ressourcer under hensyntagen til Rådets henstilling om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (21). Medtage, så vidt det er muligt, flere elementer for at sikre et passende analytisk grundlag for udarbejdelsen af en fremtidig social klimaplan i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/955 (22), herunder oplysninger om, hvordan man vurderer, hvilke udfordringer og sociale virkninger emissionshandelssystemet for forbrænding af brændsel i bygninger, vejtransport og andre sektorer har for de mest sårbare, og hvordan potentielle støttemodtagere kan identificeres og en relevant politisk ramme fastlægges. Redegøre for, hvordan den politiske ramme, der er fastlagt i den nationale energi- og klimaplan, vil bidrage til udarbejdelsen af Nederlandenes sociale klimaplan, og hvordan der sikres overensstemmelse mellem de to planer.

21.

Sikre en inklusiv offentlig deltagelse inden for en rimelig tidsramme og en bred deltagelse af lokale myndigheder og civilsamfundet i udarbejdelsen af planen. Give et klart overblik over, hvordan høringsprocessen vil muliggøre en bred offentlig deltagelse af alle relevante myndigheder, borgere og interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, i udarbejdelsen af både udkastet til ajourført plan og den endelige udgave heraf. Fremlægge en sammenfatning af de synspunkter, som de forskellige aktører har givet udtryk for, og en sammenfatning af, hvordan de synspunkter, der er kommet til udtryk under høringerne, integreres i planen.

22.

Udvide det allerede gode regionale samarbejde med nabolande, især ved at beskrive, hvordan Nederlandene planlægger at etablere en ramme for samarbejde med andre medlemsstater senest i 2025 i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv (EU) 2018/2001 som ændret. Fortsætte bestræbelserne på at få undertegnet de fire resterende bilaterale solidaritetsordninger for gasforsyningssikkerhed med nabolandene (Irland, Belgien og Tyskland).

DE NATIONALE FORANSTALTNINGERS OVERENSSTEMMELSE MED MÅLET OM KLIMANEUTRALITET OG MED MÅLET OM AT SIKRE FREMSKRIDT MED HENSYN TIL KLIMATILPASNING I HENHOLD TIL FORORDNING (EU) 2021/1119

1.

Fastlægge relevante retsregler for klimatilpasningspolitikken og -indsatsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2023.

På Kommissionens vegne

Kadri SIMSON

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1.

(2)   EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1.

(3)  Meddelelse fra Kommissionen — Vejledning til medlemsstaterne om ajourføring af de nationale energiog klimaplaner for 2021-2030 (EUT C 495 af 29.12.2022, s. 24.)

(4)  COM(2022) 230 final.

(5)  SWD(2022) 621 final og SWD(2023) 619 final.

(6)  COM (2022) 621 (henstilling med henblik på Rådets henstilling) og COM(2023) 619 final (henstilling med henblik på Rådets henstilling).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26) som ændret ved forordning (EU) 2023/857 af 19. april 2023 om ændring af forordning (EU) 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og af forordning (EU) 2018/1999 (EUT L 111 af 26.4.2023, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/839 af 19. april 2023 (EUT L 107af 21.4.2023, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652 (EUT L, 2023/2413, 31.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2023/2413/oj).

(11)  Meddelelse om en europæisk handlingsplan for vindkraft (COM(2023) 669 final af 24.10.2023) og meddelelse om opfyldelse af EU's ambitioner for vedvarende offshoreenergi (COM(2023) 668 final).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 af 13. september 2023 om energieffektivitet og om ændring af forordning (EU) 2023/955 (EUT L 231 af 20.9.2023, s. 1).

(13)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – »Spar på gassen til en sikker vinter« (COM(2022) 360 final).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/941 af 5. juni 2019 om risikoberedskab i elsektoren og om ophævelse af direktiv 2005/89/EF (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 1).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010 (EUT L 280 af 28.10.2017, s. 1).

(16)  Kommissionens henstilling af 14. marts 2023 om energilagring, der understøtter et dekarboniseret og sikkert energisystem i EU (EUT C 103 af 20.3.2023, s. 1).

(17)  Kommissionens henstilling (EU) 2023/2407 af 20. oktober 2023 om energifattigdom (C/2023/4080) (EUT L, 2023/2407, 23.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2023/2407/oj).

(18)  Konvention af 25. juni 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Aarhuskonventionen«).

(19)  SWD(2023) 921.

(20)  Statusrapport om EU's klimaindsats 2023 (COM(2023) 653 final) og arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om vurdering af fremskridt med hensyn til klimatilpasning i de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med den europæiske klimalov (SWD(2023) 932).

(21)  Rådets henstilling af 16. juni 2022 om sikring af en retfærdig omstilling til klimaneutralitet (EUT C 243 af 27.6.2022, s. 35).

(22)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/955 af 10. maj 2023 om oprettelse af en social klimafond og om ændring af forordning (EU) 2021/1060 (EUT L 130 af 16.5.2023, s. 1).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2024/616/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)