European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/601

16.2.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/601

af 14. december 2023

om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår certificering af humle og humleprodukter og den tilhørende kontrol

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 90a, stk. 6, første afsnit, litra c), og artikel 91, stk. 1, litra b), d) og g), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 ophævede og erstattede Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (2). Forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter bestemmelser om handelsnormer for humle og certificeringen af humle og tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i den henseende. For at sikre at handelsnormerne og certificeringen af humle og humleprodukter fungerer gnidningsløst i den nye retlige ramme, er det nødvendigt at vedtage visse regler ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse retsakter bør erstatte de relevante gennemførelsesbestemmelser i Kommissionens forordning (EF) nr. 1850/2006 (3), som ophæves ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/602 (4). Henvisninger til den ophævede forordning bør læses i overensstemmelse med bilag II til nævnte delegerede forordning, som indeholder en sammenligningstabel.

(2)

I henhold til artikel 77, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal humleprodukter, der er høstet eller fremstillet i Unionen, underkastes en certificeringsprocedure, der sikrer, at de opfylder minimumskvalitetskravene. For at sikre en ensartet anvendelse af certificeringsproceduren i medlemsstaterne bør det præciseres, hvornår og hvor certificeringsproceduren bør finde sted, hvem der bør bære omkostningerne herved, samt hvad der gælder som bevis for certificering. Der bør også indføres regler for de tilfælde, hvor emballeringen af humle eller humleprodukter ændres efter certificeringen.

(3)

For at sikre sporbarheden bør humle markedsføres i forseglede emballager, som bør mærkes med produktbeskrivelsen, sorten, høståret og partiets unikke referencenummer, som skal være identisk med referencenummeret på det certifikat, der er udstedt for det pågældende parti i medfør af artikel 77, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

(4)

Der bør fastlægges regler for fastsættelse af referencenumre for at gøre det muligt at identificere og spore hvert parti. For at sikre dette bør referencenummeret indeholde information om den certificeringsmedlemsstat eller det certificeringscenter, der har udstedt certifikatet, høståret og det unikke referencenummer, der er tildelt partiet. Ud over det unikke referencenummer bør certifikaterne for humle og humleprodukter indeholde en minimumsliste over egenskaber til beskrivelse af produktet. For at sikre sporbarheden af humleprodukter bør certifikatet for det endelige produkt også indeholde referencenumrene på certifikaterne for inputprodukterne og, hvis der er tale om en blanding af inputprodukter, andelene af humle af de anvendte humlesorter og/eller humledyrkningsområderne, udtrykt i humle omregnet til humlekopper (humlekopækvivalent).

(5)

For at sikre at humle kan spores fra og med høsten, bør hvert parti af ikke-tilberedt humle tildeles et identifikationsnummer, som bør angives på det certifikat, der udstedes for den tilberedte humle. Det bør præciseres, at certificeret ikke-tilberedt humle kun må forarbejdet til humleprodukter i en lukket forarbejdningsproces, og at der i denne proces ikke må anvendes andre tilsætningsstoffer end varmtvandsekstrakt baseret på humle og glucosesirup til standardisering af humleekstrakter.

(6)

Da alfasyreindholdet i humle naturligt falder over tid, bør der fastsættes en frist for certificering af humlekopper, hvorved medlemsstaterne gives mulighed for at fastsætte en tidligere dato. For hvert parti ikke-tilberedt humle, der forelægges til certificering, skal producenten udarbejde og underskrive en skriftlig høsterklæring.

(7)

Der bør fastsættes regler om metoder for prøvetagning og kontrol af overholdelse af de minimumskrav for markedsføring af humlekopper, der er fastsat i bilag I til delegeret forordning (EU) 2024/602.

(8)

For at sikre at humleprodukter er af en høj kvalitet, bør der fastsættes regler for at sikre, at kun certificerede inputprodukter kan anvendes til produktionen heraf. Dette kan opnås enten ved tilstedeværelse af repræsentanter for den kompetente certificeringsmyndighed eller ved forarbejdningsanlæggets tekniske indretning.

(9)

Humleforarbejdningsanlæg bør give den kompetente certificeringsmyndighed alle oplysninger vedrørende forarbejdningsvirksomhedens tekniske indretning og de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at alfasyreindholdet i humlepulver, humlepulver tilsat lupulin, humleekstrakt og humleblandingsprodukter ikke er lavere end indholdet heraf i den humle, som de er fremstillet af. Der bør fastsættes regler for de fortegnelser, som forarbejdningsvirksomhederne skal føre for hvert parti humleprodukter, således at hvert enkelt inputprodukt kan spores til de endelige humleprodukter.

(10)

For at sikre at certificeringen af humleprodukter fungerer korrekt, bør medlemsstaterne udpege kompetente certificeringsmyndigheder, der er ansvarlige for at foretage den nødvendige kontrol og udarbejde procedurehåndbøger med henblik på at sikre en minimumskvalitet og fuld sporbarhed af den certificerede humle og de certificerede humleprodukter. Den kompetente certificeringsmyndighed bør godkende certificeringscentre, der kan certificere humle og/eller humleprodukter, og tildele hver af dem et kodenummer, som vil være en del af det unikke referencenummer for hvert certifikat, som de udsteder.

(11)

Der bør fastsættes minimumskrav til godkendte certificeringscentre og en minimumshyppighed for deres kontrol gennem kontrol på stedet, der foretages af den kompetente certificeringsmyndighed.

(12)

Humleprodukters høje kvalitet og gode omdømme beror på de certificerede produkters sporbarhed fra ikke-tilberedt humle til det endelige humleprodukt. Det er derfor vigtigt, at certificeringsmyndigheden er bemyndiget til at inddrage godkendelsen af et certificeringscenter, hvis der er afgivet ukorrekte angivelser i et certifikat, som de har udstedt, eller hvis meddelelsesforpligtelsen over for certificeringsmyndigheden tilsidesættes. Godkendelsen bør trækkes tilbage i mindst 12 måneder og bør kun indrømmes på ny efter anmodning fra ansøgeren, hvis certificeringsmyndigheden anser de afhjælpende foranstaltninger for at være tilfredsstillende.

(13)

For at sikre fuld sporbarhed bør oplysningerne om de certifikater, der udstedes for humle og humleprodukter, centraliseres på nationalt niveau. For at mindske den administrative byrde bør medlemsstaterne have mulighed for at fastsætte, i hvilken form og på hvilken måde disse oplysninger skal meddeles dem.

(14)

For at lette meddelelsen af oplysninger fra medlemsstaterne til Kommissionen om alle relevante aspekter af certificeringsordningen for humleprodukter bør der fastsættes regler for indhold, tidsplan, hyppighed og frister for meddelelser om denne ordning. Med henblik på en korrekt forvaltning af humlesektoren bør det fastsættes, at alle meddelelser fra medlemsstaterne til Kommissionen, der kræves i henhold til denne forordning, bør ske i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1183 (5) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1185 (6).

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFDELING 1

INDLEDENDE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

Definitionerne i artikel 3 i delegeret forordning (EU) 2024/602 finder anvendelse på nærværende forordning.

AFDELING 2

CERTIFICERING AF HUMLE OG HUMLEPRODUKTER

Artikel 2

Certificeringsprocedure

1.   Proceduren for certificering af humlekopper henhørende under KN-kode 1210 10 00, der er omfattet af del VI i bilag I til forordning (EU) nr. 1308/2013, og humleprodukter henhørende under KN-kode 1210 20 og 1302 13 00, der er omfattet af del VI i bilag I til nævnte forordning, jf. artikel 77 i nævnte forordning, gennemføres, inden produktet markedsføres, og består i en analyse af det pågældende parti.

2.   For at blive certificeret skal humlekopper opfylde de minimumskrav ved afsætning, der er fastsat i bilag I til delegeret forordning (EU) 2024/602. Humleprodukter skal opfylde kravene i artikel 77, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 for at blive certificeret, og det skal sikres, at de udelukkende stammer fra humle, der opfylder minimumskravene ved afsætning. Certificeret humle og certificerede humleprodukter skal ledsages af et certifikat, der er udstedt i medfør af artikel 77 i forordning (EU) nr. 1308/2013.

3.   Certificeringsproceduren foretages for humlekopper i den medlemsstat, hvori humlen dyrkes, og for forarbejdet humle og humleprodukter i den medlemsstat, hvor humleproduktet er fremstillet.

4.   Certificeringsproceduren finder sted på bedriften eller på certificeringscentre under officielt tilsyn.

5.   Certificeringsudgifterne afholdes af de berørte erhvervsdrivende, medmindre medlemsstaterne beslutter andet.

6.   Den mærkning, som angives på hver enkelt forseglet emballeret enhed, og certifikatet. som ledsager humleproduktet, udgør bevis for, at certificeringen har fundet sted.

7.   Hvis humlen eller humleprodukterne efter certificeringen skifter emballage, med eller uden videre forarbejdning, skal produktet gennemgå en ny certificeringsprocedure. Hvis ompakning foretages under officielt tilsyn uden nogen forarbejdning af produktet, omfatter certificeringsproceduren dog kun mærkningen af den nye emballage og angivelsen på det originale certifikat af denne mærkning og oplysningen »ompakning«.

Artikel 3

Mærkning og forsegling

1.   Mærkningen af kolli i overensstemmelse med bilag I foretages efter forsegling under officielt tilsyn på hver enkelt emballage, hvori produktet skal afsættes. Referencenummeret skal være det samme for alle kolli i et parti og skal svare til det unikke referencenummer for certifikatet for det pågældende parti, der genereres i overensstemmelse med bilag II.

2.   Hver kolli skal være forsynet med mindst følgende angivelser på et af Unionens officielle sprog:

a)

produktbeskrivelsen, herunder oplysningen »tilberedt humle« eller »ikke-tilberedt humle«, alt efter hvad der er relevant

b)

sorten eller sorterne

c)

høståret

d)

det unikke referencenummer for det certifikat, der er udstedt i medfør af artikel 4.

Mærkningen påføres emballagen med let læselige, lige store bogstaver, som ikke må kunne slettes.

3.   I forbindelse med humle, som hidrører fra forsøgsstammer under udvikling, og som er produceret enten af et forskningsinstitut på dets egne anlæg eller af en producent for et sådant instituts regning, kan de i stk. 2, første afsnit, litra b), omhandlede angivelser erstattes med en angivelse af navn eller tal til identificering af den pågældende stamme.

Artikel 4

Certifikat

1.   Hvert certifikat forsynes et unikt referencenummer bestående af koderne til identifikation af medlemsstaten, jf. bilag II, det kodenummer, der er tildelt certificeringscentret, høståret og det referencenummer, som certificeringscentret har tildelt det pågældende parti.

2.   For humlekopper skal certifikatet mindst indeholde følgende:

a)

produktbeskrivelsen, herunder oplysningen »med frø« eller »uden frø«, alt efter hvad der er relevant, og »tilberedt humle« eller »ikke-tilberedt humle«, alt efter hvad der er relevant

b)

det unikke referencenummer for partiets certifikat

c)

partiets nettovægt og/eller bruttovægt

d)

humlens produktionsområde

e)

sorten

f)

betegnelsen »humle med frø« eller »humle uden frø« alt efter, hvad der er relevant

g)

høståret

h)

den angivelse, der er anført i bilag III, på mindst et af Unionens officielle sprog.

Hvad angår humle fra forsøgsstammer, kan de angivelser, der er nævnt i første afsnit, litra e), erstattes af et navn eller et nummer, der identificerer den pågældende stamme.

3.   For humlekopper skal certifikatet indeholde mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

produktbeskrivelsen

b)

det unikke referencenummer for partiets certifikat

c)

partiets nettovægt og/eller bruttovægt

d)

det unikke referencenummer for certifikatet eller certifikaterne for den humle, der er anvendt

e)

sorten eller sorterne af den anvendte humle

f)

produktionsområdet eller produktionsområderne for den anvendte humle

g)

høståret

h)

sted og dato for forarbejdningen

i)

den angivelse, der er anført i bilag III, på mindst et af Unionens officielle sprog.

4.   Hvis humlekopper af forskellige sorter og/eller fra forskellige produktionsområder blandes med henblik på omdannelse til et humleprodukt, skal det certifikat, der ledsager produktet, angive den procentvise vægt af hver af de forskellige humlesorter og produktionsområder, der anvendes i blandingen.

5.   Hvis humleprodukter anvendes i kombination med humlekopper ved fremstillingen af humleprodukter, eller hvis der anvendes forskellige humleprodukter, skal procentdelen af hvert inputprodukt angives i certifikatet på grundlag af vægten af de humlekopper, der er anvendt til fremstillingen af inputprodukterne.

6.   De unikke referencenumre for de certifikater, der er udstedt for de inputprodukter, der indgår i blandingen, skal angives ved siden af produktet.

Artikel 5

Fælles certificeringskrav for humle og humleprodukter

1.   Det originale ikke-tilberedte humleparti tildeles et nummer før tilberedningen. Dette nummer skal angives på det certifikat, der udfærdiges for den tilberedte humle.

2.   Humleprodukter, der er fremstillet af certificeret ikke-tilberedt humle, kan kun certificeres, hvis tilberedningen har fundet sted i en lukket forarbejdningsproces.

3.   Med undtagelse af varmtvandsekstrakt fremstillet af humle og glucosesirup til standardisering af humleekstrakter må kun certificeret humle og certificerede humleprodukter indgå i den lukkede forarbejdningsproces. En vare må kun indgå i den lukkede forarbejdningsproces i den form, hvori den er certificeret.

AFDELING 3

YDERLIGERE CERTIFICERINGSKRAV FOR HUMLE

Artikel 6

Ikke-tilberedt humle, der forelægges til certificering

1.   For humlekopper finder certificeringen sted senest den 31. marts i det år, der følger efter høståret. Medlemsstaterne kan fastsætte en tidligere dato.

2.   Hvert parti ikke-tilberedt humle, der forelægges til certificering, skal ledsages af en skriftlig høsterklæring, som er underskrevet af producenten med angivelse af følgende data:

a)

producentens navn og adresse

b)

produktionsstedet

c)

sorten

d)

høståret

e)

parcelreferencen i matrikelregistret eller en tilsvarende officiel angivelse

f)

antal kolli i partiet.

3.   Den høsterklæring, der er omhandlet i stk. 2, skal ledsage humlepartiet, indtil certifikatet udstedes.

Artikel 7

Kontrol af minimumskvalitetskriterierne for ikke-tilberedt humle

1.   Overholdelsen af minimumskravene ved afsætning angående humlens fugtighedsindhold som fastsat i bilag I til delegeret forordning (EU) 2024/602 kontrolleres af repræsentanter for den kompetente certificeringsmyndighed efter en af de metoder, der beskrives i del B i bilag IV til denne forordning, og resultaterne skal ligge inden for to standardafvigelser. I tilfælde af tvist skal kontrollen gennemføres efter den metode, der er anført i afsnit B, punkt 1, i bilag IV til denne forordning.

2.   Kontrol med overholdelsen af minimumskravene ved afsætning bortset fra vandindholdet sker i overensstemmelse med almindelig handelssædvane.

I tilfælde af tvist vedrørende indholdet af fremmedlegemer anvendes dog den metode, der er beskrevet i afsnit C i bilag IV.

3.   I forbindelse med de kontrolmetoder, der omhandles i stk. 1 og 2, skal stikprøverne udtages og behandles efter den metode, der er anført i afsnit A i bilag IV. Prøveudtagningen omfatter for hvert parti mindst en kolli ud af hver ti og under alle omstændigheder mindst to kolli i et parti.

AFDELING 4

YDERLIGERE CERTIFICERINGSKRAV FOR HUMLEPRODUKTER

Artikel 8

Beskyttelsesforanstaltninger ved fremstilling af humleprodukter

1.   Humleprodukter kan kun certificeres, hvis repræsentanter for den kompetente certificeringsmyndighed til enhver tid er til stede, når forarbejdningen finder sted. Repræsentanterne for den kompetente myndighed fører tilsyn med forarbejdningen i alle trin, dvs. fra åbningen af den forseglede pakning, der indeholder den certificerede humle eller det certificerede humleprodukt, der skal forarbejdes, til afslutningen af emballeringen, forseglingen og mærkningen af det endelige humleprodukt.

2.   Der stilles ikke krav om tilstedeværelse af repræsentanter for den kompetente certificeringsmyndighed, når forarbejdningen finder sted, så længe det ved hjælp af tekniske midler, der er godkendt af den kompetente certificeringsmyndighed, kan sikres, at bestemmelserne i denne forordning overholdes.

3.   Humleprodukter kan kun certificeres, hvis det inden overgangen til et nyt batch i et forarbejdningssystem er sikret, at forarbejdningssystemet er tomt, i det mindste i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at indholdet i to forskellige batches ikke kan blive sammenblandet.

Artikel 9

Information og registrering i forarbejdningsanlæggene

1.   Lederne af humleforarbejdningsanlæg skal give den kompetente certificeringsmyndighed alle oplysninger om forarbejdningsanlæggets tekniske indretning samt de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at kravet i artikel 77, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 overholdes.

2.   Lederne af humleforarbejdningsvirksomheder skal føre nøjagtige fortegnelser over den forarbejdede humlemængde. For hver batch humle, der skal forarbejdes, føres der en fortegnelse med detaljerede oplysninger om inputprodukternes vægt og det fremstillede forarbejdede produkts vægt.

Hvad angår inputprodukterne, skal fortegnelsen endvidere indeholde certifikatets unikke referencenummer for alle berørte humlepartier og humlesorter og humlens produktionsområder. Hvis der anvendes mere end én humlesort eller humle fra mere end ét produktionsområde til fremstillingen af samme batch, skal deres respektive andel angives i fortegnelserne.

Med hensyn til det forarbejdede produkt skal sorten og produktionsområdet også fremgå af fortegnelsen, eller hvis det forarbejdede produkt er en blanding, sammensætningen af sorter og/eller produktionsområderne. Alle vægtangivelser kan afrundes til nærmeste kg.

3.   Fortegnelserne over forarbejdningsmængderne underskrives af den kompetente certificeringsmyndigheds repræsentanter, så snart forarbejdningen af et batch er afsluttet. De opbevares af lederen af forarbejdningsanlægget i mindst tre år.

AFDELING 5

CERTIFICERINGSMYNDIGHEDER OG CERTIFICERINGSCENTRE

Artikel 10

Kompetent certificeringsmyndighed

1.   Medlemsstaterne udpeger en kompetent certificeringsmyndighed og sikrer, at der er indført de nødvendige kontrolforanstaltninger og procedurehåndbøger for at sikre en minimumskvalitet af certificeret humle og certificerede humleprodukter, overholdelse af kravet i artikel 77, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 samt sporbarhed af alle partier af humle og humleprodukter.

2.   Den kompetente certificeringsmyndighed godkender certificeringscentre, der har tilladelse til at certificere humle og/eller humleprodukter, og tildele dem et kodenummer i overensstemmelse med punkt 1 i bilag II.

Artikel 11

Godkendelse og kontrol af certificeringscentre

1.   Den kompetente certificeringsmyndighed godkender certificeringscentre med status som juridisk person eller tilstrækkelig retsevne til efter den nationale lovgivning at have rettigheder og forpligtelser og sikrer, at centrene har tilstrækkelige ressourcer til at udføre de nødvendige opgaver vedrørende prøveudtagning, analyse, statistik og registrering.

2.   På grundlag af en risikoanalyse foretager den kompetente certificeringsmyndighed mindst én gang hvert kalenderår stikprøvekontrol på stedet af certificeringscentre for at efterprøve, om stk. 1 overholdes. Effektiviteten af de risikoanalyseparametre, der er benyttet de foregående år, tages hvert år op til vurdering.

Artikel 12

Tilbagekaldelse af godkendelse

1.   Den kompetente certificeringsmyndighed kan trække godkendelsen af et certificeringscenter tilbage, hvis den konstaterer, at der ved fremstillingen af humleprodukter er blevet anvendt bestanddele, som ikke er tilladt, eller at de anvendte bestanddele ikke er i overensstemmelse med angivelserne i certifikatet, jf. artikel 4, stk. 2 og 3, og hvis dette kan tilskrives det pågældende certificeringscenter, eller hvis certificeringscentret tilsidesætter meddelelsespligten i artikel 13 eller indgiver ukorrekte meddelelser.

2.   En ny godkendelse kan ikke indrømmes de første tolv måneder, efter at godkendelsen er trukket tilbage. Efter anmodning fra certificeringscentret, hvis godkendelse er trukket tilbage, kan der indrømmes en ny godkendelse efter udløbet denne periode, hvis certificeringsmyndigheden anser de afhjælpende foranstaltninger for at være tilfredsstillende.

AFDELING 6

MEDDELELSER

Artikel 13

Meddelelse til den kompetente certificeringsmyndighed

Oplysningerne om de certifikater, der udstedes for humle og humleprodukter, centraliseres på nationalt niveau.

Medlemsstaterne fastsætter, i hvilken form og på hvilken måde disse oplysninger skal meddeles dem af certificeringscentrene.

Artikel 14

Meddelelser til Kommissionen

1.   Medlemsstaterne meddeler senest den 30. juni hvert år Kommissionen følgende:

a)

en liste over deres produktionssteder for humle

b)

navn og adresse på deres kompetente certificeringsmyndigheder

c)

en liste over certificeringscentrene på deres område og det kodenummer, som hvert certificeringscenter er tildelt.

2.   De meddelelser til Kommissionen, der er nævnt i stk. 1, foretages i overensstemmelse med delegeret forordning (EU) 2017/1183 og gennemførelsesforordning (EU) 2017/1185.

3.   Kommissionen underrettes straks, hvis et certificeringscenter er fjernet fra den nationale liste.

Artikel 15

Offentliggørelse af lister

Kommissionen tilser, at listen over produktionssteder for humle og listen over disse certificeringscentre og deres kodenumre ajourføres regelmæssigt og stilles til rådighed på Kommissionens websted.

AFDELING 7

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 347, 20.12.2013, s. 671, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1308/oj.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2007/1234/oj).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1850/2006 af 14. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser for certificering af humle og humleprodukter (EUT L 355 af 15.12.2006, s. 72, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/1850/oj).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/602 14. december 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår handelsnormer i humlesektoren og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 1850/2006 (EUT L, 2024/602, 16.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/602/oj).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1183 af 20. april 2017 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 og (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår formidling til Kommissionen af oplysninger og dokumenter (EUT L 171 af 4.7.2017, s. 100, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/1183/oj).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1185 af 20. april 2017 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 og (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår indberetning til Kommissionen af oplysninger og dokumenter og ændring og ophævelse af flere af Kommissionens forordninger (EUT L 171 af 4.7.2017, s. 113, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/1185/oj).


BILAG I

MÆRKNING AF KOLLI SOM OMHANDLET I ARTIKEL 3

Afhængig af emballagetypen mærkes emballage på følgende måde:

a)

humlekopper pakket i store eller små baller

ved påtryk på emballagen, eller

ved påtryk på den selvklæbende forsegling

b)

humlepulver i pakker

ved påtryk på pakken, eller

ved påtryk på den selvklæbende forsegling

c)

humlepulver eller humleekstrakt i beholdere

ved påtryk på beholderen

ved påtryk på den selvklæbende forsegling eller prægning af beholderen

d)

forseglet emballage indeholdende et parti pakker eller beholdere med humlepulver eller humleekstrakt

ved påtryk på den forseglede emballage eller på den selvklæbende forsegling, og

ved påtryk på hver pakke eller beholder med humlepulver eller humleekstrakt indeholdt i den forseglede emballage eller på dennes selvklæbende forsegling.


BILAG II

SAMMENSÆTNING AF CERTIFIKATETS UNIKKE REFERENCENUMMER, JF. ARTIKEL 4

1.   CERTIFICERINGSCENTER

Et tal med tre cifre mellem 000 og 099, der er tildelt af medlemsstatens certificeringsmyndighed.

2.   DE MEDLEMSSTATER, DER FORETAGER CERTIFICERINGEN

BE

for Belgien

BG

for Bulgarien

CZ

for Tjekkiet

DK

for Danmark

DE

for Tyskland

EE

for Estland

EL

for Grækenland

ES

for Spanien

FR

for Frankrig

HR

for Kroatien

IE

for Irland

IT

for Italien

CY

for Cypern

LV

for Letland

LT

for Litauen

LU

for Luxembourg

HU

for Ungarn

MT

for Malta

NL

for Nederlandene

AT

for Østrig

PL

for Polen

PT

for Portugal

RO

for Rumænien

SI

for Slovenien

SK

for Slovakiet

FI

for Finland

SE

for Sverige

3.   HØSTÅR

De to sidste cifre i høståret.

4.   UNIKT IDENTIFIKATIONSNUMMER

Hvert certificeringscenter tildeler de partier, som det/de certificerer, særskilte og fortløbende numre.

5.   IDENTIFICERING AF PARTIET

Det unikke referencenummer, der er tildelt partiet (f.eks. 012 BE 23 170225) af certificeringscentret


BILAG III

ANGIVELSER, JF. ARTIKEL 4, STK. 2, FØRSTE AFSNIT, LITRA h), OG ARTIKEL 4, STK. 3, LITRA i)

På bulgarsk:

Сертифициран продукт — Регламент за изпълнение (ЕС) 2024/601

På spansk:

Producto certificado — Reglamento de Ejecución (UE) 2024/601

På tjekkisk:

Ověřený produkt — Prováděcí nařízení Komise (EU) 2024/601

På dansk:

Certificeret produkt — Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/601

På tysk:

Zertifiziertes Erzeugnis — Durchführungsverordnung (EU) 2024/601

På estisk:

Sertifitseeritud toode — Komisjoni rakendusmäärus (EL) 2024/601

På græsk:

Πιστοποιημένο προϊόν — Εκτελεστικός κανονισμός (ΕΕ) 2024/601

På engelsk:

Certified product — Commission Implementing Regulation (EU) 2024/601

På fransk:

Produit certifié — Règlement d'exécution (UE) 2024/601

På kroatisk:

Certificirani proizvod — Provedbena uredba Komisije (EU) 2024/601

På irsk:

Táirge deimhnithe — Rialachán Cur Chun Feidhme (AE) 2024/601

På italiensk:

Prodotto certificato — Regolamento di esecuzione (UE) 2024/601

På lettisk:

Sertificēts produkts — Komisijas Īstenošanas regula (ES) 2024/601

På litauisk:

Sertifikuotas produktas — Komisijos įgyvendinimo reglamentas (ES) 2024/601

På ungarsk:

Tanúsított termék — A Bizottság (EU) 2024/601 végrehajtási rendelete

På maltesisk:

Prodott Iccertifikat — Regolament ta' Implimentazzjoni tal-Kummissjoni (UE) 2024/601

På nederlandsk:

Gecertificeerd product — Uitvoeringsverordening (EU) 2024/601

På polsk:

Produkt certyfikowany — Rozporządzenie wykonawcze Komisji (UE) 2024/601

På portugisisk:

Produto certificado — Regulamento de Execução (UE) 2024/601

På rumænsk:

Produs certificat — Regulamentul de punere în aplicare (UE) 2024/601

På slovakisk:

Certifikovaný výrobok — Vykonávacie nariadenie Komisie (EÚ) 2024/601

På slovensk:

Certificiran pridelek — Izvedbena uredba Komisije (EU) 2024/601

På finsk:

Varmennettu tuote — Komission täytäntöönpanoasetus (EU) 2024/601

På svensk:

Certifierad produkt — Kommissionens genomförandeförordning (EU) 2024/601


BILAG IV

METODER, JF. ARTIKEL 7

A.   PRØVEUDTAGNINGSMETODE

Der anvendes følgende metode for prøveudtagning af humlekopper for at fastslå humlens indhold af vand og, om nødvendigt, indhold af fremmedlegemer:

1.   Stikprøver

a)   Humle i emballage

Fra det antal kolli, der er nævnt i artikel 7, stk. 3, udtages en andel humle, der står i forhold til kollienes vægt. Antallet af udtagne humlekopper skal være tilstrækkeligt til at være repræsentative for kolliet.

b)   Humle i løs afladning

Der udtages lige store portioner fra fem til ti forskellige steder i dyngen, såvel fra overfladen som fra forskellig dybde i dyngen for at samle en stikprøve. Prøven anbringes hurtigst muligt i en beholder. For at undgå en hurtig forringelse skal den udtagne mængde humle være tilstrækkelig stor til, at den sammenpresses stærkt, når beholderen lukkes.

Prøven skal veje mindst 250 gram.

2.   Blanding

Prøverne blandes omhyggeligt for at være repræsentative for partiet.

3.   Underinddeling af prøverne

Efter blandingen tages en eller flere repræsentative prøver; de anbringes i en hermetisk lukket beholder, som f.eks. en metaldåse, en glaskrukke eller en plastpose, undtagen i de tilfælde, hvor kun indholdet af fremmedlegemer skal konstateres.

4.   Opbevaring

Undtagen under transport skal prøverne opbevares koldt. Ved undersøgelse eller analyse af prøven åbnes beholderne først, når disse har fået omgivelsernes temperatur.

B.   METODER TIL BESTEMMELSE AF HUMLENS VANDINDHOLD

1.   Metode i)

Prøver til bestemmelse af vandindholdet må ikke sønderdeles. Prøverne bør udsættes så kort tid som muligt for luftens påvirkning, når de flyttes fra beholderen til vejeglasset (dette forsynes med låg).

Udstyr

Vægt med en følsomhed på 0,005 gram.

Elektrisk tørreapparat med termostatregulering på 105-107 °C, hvis effektivitet kontrolleres med en kobbersulfattest.

Metaldåser med en diameter på 70 til 100 mm og en dybde på 20 til 30 mm, forsynet med tætsluttende låg.

Almindelige tørrekasser, hvori dåserne kan anbringes, og som indeholder et tørringsmiddel, som f.eks. silicagel, med farveangivelse af mætningsgrad.

Fremgangsmåde

Der afvejes nøjagtigt mellem 3 og 5 gram humle i en tareret dåse med låg. Der afvejes så hurtigt som muligt. Låget fjernes, og dåsen anbringes i tørreapparat i nøjagtig en time. Dåsen tildækkes hurtigt og sættes til afkøling i mindst 20 minutter i tørrekassen før vejning.

Beregning

Vægttabet beregnes og udtrykkes i procent af humlens oprindelige vægt. Den tilladte maksimale forskel for en enkelt afvejning er 1 %.

2.   Metode ii)

Der anvendes enten en elektronisk vægt, hvorved humlen tørres ved hjælp af infrarøde stråler eller varm luft, eller et elektrisk måleapparat, således at prøvens vandindhold angives på en skala.

C.   METODE TIL BESTEMMELSE AF INDHOLD AF FREMMEDLEGEMER

1.   Bestemmelse af den forholdsmæssige andel af blade, stængler og humleaffald

Prøver på 5 × 100 gram (eller en prøve på 250 gram) sies med en 2-3 mm-si. Den lupulin, det affald og de frø, der falder igennem, opsamles, og frøene frasorteres i hånden. Prøverne sættes til side. 2-3 mm-siens indhold hældes nu over i en 8-10 mm-si og sies på ny.

Humlekopper, blade, stængler og fremmede partikler fjernes fra sien med hånden, mens humlekoppernes blade, frø, lupulinaffald og en smule blade og stængler falder igennem sien. Dette materiale sorteres i hånden og opdeles i følgende grupper:

a)

blade og stængler

b)

humle (blade fra humlekopper, humlekopper og lupulin)

c)

affald

d)

frø.

Det er meget vanskeligt at foretage en fuldstændig adskillelse af affald og lupulin, men ved hjælp af en sigte med 0,8 mm maskestørrelse er det dog muligt tilnærmelsesvis at bestemme den relative procentdel af affald og lupulin.

Ved beregningen af lupulinets andel forudsættes lupulinets massefylde at være fire gange så stor som affaldets.

De forskellige grupper vejes, og hver gruppes procentvise andel fastsættes i forhold til den oprindelige prøves vægt.

2.   Bestemmelse af frøindhold

En prøve på 25 gram anbringes i en metalbeholder med låg og sættes ind i en 115 °C varm tørreovn i to timer for at neutralisere den klæbende harpiksholdige substans.

Den tørrede prøve indhylles i et stykke grovmasket bomuldsklæde og gnides kraftigt — eller bankes mekanisk — for at løsgøre humlefrøene. Den tørrede, findelte humle adskilles fra humlefrøene ved hjælp af en »clipper mill«, eller ved anvendelse af en 1 mm si af metal.

De raklestængler, der er tilbage mellem frøene, fraskilles enten ved hjælp af en sliske med smergellærred eller ved hjælp af andre anordninger, som går ud på at tilbageholde raklestænglerne m.v., medens frøene passerer.

Frøene vejes derefter. Frøene beregnes i procent i forhold til den oprindelige prøves vægt.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/601/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)