|
Tidende |
DA Serie L |
|
2024/458 |
7.2.2024 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/458
af 1. februar 2024
om oprettelse af konsortium for en europæisk digital infrastruktur for alliancen for sprogteknologier (ALT-EDIC)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/2481 af 14. december 2022 om etablering af politikprogrammet for det digitale årti 2030 (1), særlig artikel 14, stk. 3, litra a), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Afgørelse (EU) 2022/2481 giver Kommissionen beføjelse til at oprette konsortier for en europæisk digital infrastruktur (»EDIC'er«). |
|
(2) |
Den 5. december 2023 opfordrede Bulgarien, Irland, Frankrig, Kroatien, Italien, Letland, Litauen, Nederlandene, Polen og Slovenien Kommissionen til at oprette et konsortium for en europæisk digital infrastruktur for alliancen for sprogteknologier (ALT-EDIC). Grækenland tilsluttede sig denne anmodning den 16. januar 2024. |
|
(3) |
Som værtsmedlemsstat har Frankrig afgivet en erklæring i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, litra d), i afgørelse (EU) 2022/2481, hvori det anerkender ALT-EDIC som et internationalt organ som omhandlet i artikel 143, stk. 1, litra g), og artikel 151, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF, og som en international organisation, som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv (EU) 2020/262 (2), fra datoen for EDIC'ets oprettelse. |
|
(4) |
Kommissionen vurderede ansøgningen i henhold til artikel 14, stk. 2, i afgørelse (EU) 2022/2481 og konkluderede, at den opfyldte betingelserne i artikel 13-21 i afgørelse (EU) 2022/2481. |
|
(5) |
I overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i afgørelse (EU) 2022/2481 er det udvalg, som er nedsat i henhold til nævnte afgørelses artikel 23, stk. 1, blevet hørt om oprettelsen af ALT-EDIC, og det har afgivet en positiv udtalelse. |
|
(6) |
ALT-EDIC sigter mod at udvikle en fælles europæisk infrastruktur inden for sprogteknologier med henblik på at øge Europas kapacitet, styrke konkurrenceevnen og opretholde Europas sproglige mangfoldighed og kulturelle rigdom. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Digitale Årti, der er nedsat i medfør af artikel 23, stk. 1, i afgørelse (EU) 2022/2481 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Herved oprettes konsortium for en europæisk digital infrastruktur for alliancen for sprogteknologier (ALT-EDIC).
2. ALT-EDIC har status som juridisk person og har i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, der tildeles retlige enheder i henhold til den pågældende medlemsstats ret. Det kan blandt andet erhverve, besidde og afhænde løsøre, fast ejendom og intellektuel ejendom, indgå aftaler og være part i retssager.
3. De væsentlige elementer i vedtægterne for ALT-EDIC, som er aftalt mellem medlemsstaterne, er knyttet som bilag til denne afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. februar 2024.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 323 af 19.12.2022, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/2481/oj.
(2) Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2020/262/oj).
BILAG
VÆSENTLIGE ELEMENTER I VEDTÆGTERNE FOR ALT-EDIC
1) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU) 2022/2481:
Artikel 2
Navn, hjemsted og arbejdssprog
[…]
2. EDIC'ets navn, som er omhandlet i stk. 1, er »alliance for sprogteknologier (Alliance for Language Technologies) – ALT-EDIC«, i det følgende benævnt »ALT-EDIC«.
3. ALT-EDIC har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Villers-Cotterêts, Frankrig.
2) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra d), i afgørelse (EU) 2022/2481:
Artikel 27
Varighed
ALT-EDIC oprettes på ubestemt tid.
Artikel 28
Afvikling
1. Afviklingen af ALT-EDIC besluttes på generalforsamlingen i overensstemmelse med artikel 10.
2. Uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest ti dage efter vedtagelsen af beslutningen om at afvikle ALT-EDIC underretter ALT-EDIC Europa-Kommissionen herom.
3. Tilbageværende aktiver, når ALT-EDIC har betalt sin gæld, fordeles blandt deltagerne i forhold til deres akkumulerede årlige bidrag til ALT-EDIC, jf. artikel 9, eller overføres til en anden retlig enhed, hvis denne enhed fortsætter EDIC'ets aktiviteter.
4. Når afviklingen er afsluttet, underretter ALT-EDIC uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest ti dage herefter Europa-Kommissionen herom.
5. ALT-EDIC ophører med at eksistere fra den dag, hvor Europa-Kommissionen offentliggør en bekendtgørelse herom i Den Europæiske Unions Tidende.
3) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra e), i afgørelse (EU) 2022/2481:
Artikel 19
Ansvar og forsikring
1. ALT-EDIC hæfter for sin gæld.
2. Deltagernes finansielle ansvar for ALT-EDIC's gæld er begrænset til deres respektive bidrag til EDIC'et som angivet i bilag III.
3. Den Europæiske Union hæfter ikke for ALT-EDIC's gæld.
4. ALT-EDIC tegner passende forsikringer til dækning af de risici, der er forbundet med dets aktiviteter.
4) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra i), i afgørelse (EU) 2022/2481:
Artikel 18
Fritagelse for moms og punktafgifter
1. Momsfritagelser på grundlag af artikel 143, stk. 1, litra g), og artikel 151, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF er begrænset til indkøb foretaget af ALT-EDIC og dettes medlemmer til ALT-EDIC's officielle og eksklusive brug, forudsat at disse indkøb alene foretages til ALT-EDIC's ikkeøkonomiske aktiviteter i overensstemmelse med dets aktiviteter.
2. Momsfritagelser er begrænset til indkøb på over 300 EUR.
3. Fritagelser for punktafgifter på grundlag af artikel 11, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv (EU) 2020/262 er begrænset til ALT-EDIC's indkøb til ALT-EDIC's officielle og eksklusive brug, forudsat i) at disse indkøb alene foretages til ALT-EDIC's ikkeøkonomiske aktiviteter i overensstemmelse med dets aktiviteter, og ii) at indkøbet er på over 300 EUR.
4. Den procedure på nationalt niveau, som er nødvendig for at lade ALT-EDIC registrere som en international organisation, indledes den dag, hvor ALT-EDIC oprettes.
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/458/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)