|
Tidende |
DA Serie L |
|
2024/441 |
5.2.2024 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/441
af 24. januar 2024
om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ »Det europæiske borgerinitiativ til forsvar for landbruget og økonomien i landdistrikterne i Europa« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788
(meddelt under nummer C(2024) 489)
(Kun den spanske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kommissionen modtog den 4. december 2023 en anmodning om registrering af et europæisk borgerinitiativ med titlen »Det europæiske borgerinitiativ til forsvar for landbruget og økonomien i landdistrikterne i Europa«. |
|
(2) |
Målene for initiativet som beskrevet af initiativtagerne er delt i tre: Gennem det første mål, »Beskyttelse af det europæiske landbrug og økonomien i landdistrikterne ved hjælp af en integreret lovgivningsramme«, opfordrer initiativtagerne til »en ny beskyttende lovgivningsramme« med fokus på »prioritetsanvendelse af landbrugsjord til fødevareproduktion«, sikring af »fødevaresuverænitet og -sikkerhed«, »håndtering af fødekædeproblemer og høje priser« samt sikring af »landbrugeres og landsbysamfunds adgang til infrastruktur og transport, finansiering, digitalisering, beskæftigelse, iværksætteri og uddannelse.« Med det andet mål, »Forbedring af vandforvaltning for at støtte fødevaresikkerhed og udarbejdelse af en europæisk vandplan«, opfordres der til »en europæisk vandplan, der sikrer forsyning og distribution af vand mellem alle Unionens områder.« Gennem initiativets tredje mål, »Oprettelse af et europæisk agentur for landbruget og økonomien i landdistrikterne«, opfordrer initiativtagerne til »en permanent europæisk myndighed« i form af et »EU-agentur eller et højtstående rådgivende udvalg til at overvåge og observere beskyttelsen af landbruget og økonomien i landdistrikterne i EU's beslutningsproces.« |
|
(3) |
I et bilag til initiativet findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for initiativet. I forbindelse med initiativets første mål mener initiativtagerne, at »europæiske politikker ikke tilvejebringer en bæredygtig og langsigtet strategi til de europæiske landbrugere«, og at landbrugsproduktionen og landdistrikterne »lider under spekulationer«, der »tvinger landbrugerne til at erstatte deres landbrugsjord med andre industrier, der ikke tjener målet om fødevaresikkerhed.« For så vidt angår initiativets andet mål, forklares det i bilaget, at »sundt og rigt vand og sund og rig jord er afgørende for økonomien i landdistrikterne, og det fastslås, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (2)»ikke har givet resultater i dets forsøg på at få medlemsstaterne til at investere i rene floder, søer, flodmundinger, kystfarvand og grundvand.« For så vidt angår initiativets tredje mål, fastslås det i bilaget, at oprettelsen af en »permanent europæisk myndighed«, der fungerer »som et rådgivende organ, der kan give sin mening til kende i forbindelse med politikker og lovgivningsmæssige sager, der påvirker landbruget og økonomien i landdistrikterne«, vil »sikre, at rettigheder og interesser i landbruget og økonomien i landdistrikterne opretholdes« i EU's beslutningsprocesser. |
|
(4) |
Initiativtagergruppen har også indsendt et supplerende dokument med en analyse af de foreslåede tiltag som en del af registreringsanmodningen. |
|
(5) |
For så vidt angår initiativets første og tredje mål, kan Kommissionen vedtage et forslag om at »beskytte det europæiske landbrug og økonomien i landdistrikterne ved hjælp af en integreret lovgivningsramme« og at »oprette et europæisk agentur for landbruget og økonomien i landdistrikterne« på grundlag af artikel 43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om den fælles landbrugspolitik. |
|
(6) |
For så vidt angår initiativets andet mål, hvor der opfordres til forbedring af »vandforvaltning for at støtte fødevaresikkerhed« og udarbejdelsen af »en europæisk vandplan, der sikrer forsyning og distribution af vand mellem alle Unionens områder«, har Kommissionen beføjelse til at fremsætte forslag til retsakter på grundlag af artikel 192 i TEUF, for så vidt disse forslag kan anses for at bidrage til opfyldelsen af målsætningerne i Unionens politik om miljø som fastsat i artikel 191 i TEUF. |
|
(7) |
Af disse grunde finder Kommissionen, at ingen dele af initiativet falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne. |
|
(8) |
Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde. |
|
(9) |
Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit. |
|
(10) |
Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. |
|
(11) |
Det europæiske borgerinitiativ med titlen »Det europæiske borgerinitiativ til forsvar for landbruget og økonomien i landdistrikterne i Europa« bør derfor registreres. |
|
(12) |
Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativets indhold afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Det europæiske borgerinitiativ med titlen »Det europæiske borgerinitiativ til forsvar for landbruget og økonomien i landdistrikterne i Europa« registreres.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til borgerinitiativet »Det europæiske borgerinitiativ til forsvar for landbruget og økonomien i landdistrikterne i Europa«, som repræsenteres ved Natalia CORBALAN ROMERA og Adolfo GARCÍA ALBALADEJO, der fungerer som kontaktpersoner.
Udfærdiget i Bruxelles, den 24. januar 2024.
På Kommissionens vegne
Věra JOUROVÁ
Næstformand
(1) EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/788/oj.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2000/60/2014-11-20).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/441/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)