European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2898

22.12.2023

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/2898

af 19. december 2023

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Verdenstoldorganisationen (WCO) til vedtagelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller øvrige udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til HS-konventionen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 31, artikel 43, stk. 2, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I medfør af Rådets afgørelse 87/369/EØF (1) godkendte Unionen den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (2) samt ændringsprotokollen hertil (3) (HS-konventionen), hvorved bl.a. Udvalget for det Harmoniserede System (HS-Udvalget) nedsattes.

(2)

I henhold til HS-konventionens artikel 7, stk. 1, litra b) og c), har HS-Udvalget til opgave at udarbejde forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser og andre udtalelser til vejledning ved fortolkningen af det harmoniserede system og at udarbejde rekommandationer med henblik på at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af det harmoniserede system.

(3)

I henhold til HS-konventionens artikel 8, stk. 3, betragtes de forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelserne og andre udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationerne til sikring af en ensartet fortolkning og anvendelse af det harmoniserede system, som udfærdiges under et møde i HS-Udvalget (»HS-Udvalgets afgørelser«), som værende godkendt af Verdenstoldsorganisationens råd (WCO-Rådet), såfremt ingen af de kontraherende parter i HS-konventionen inden udgangen af den anden måned efter den måned, i hvilken det møde, hvor de blev vedtaget, blev afsluttet, har meddelt WCO's generalsekretær, at de har indgivet en anmodning om at få spørgsmålet behandlet på ny i HS-Udvalget eller indbragt for WCO-Rådet.

(4)

I henhold til HS-konventionens artikel 8, stk. 4, skal WCO-Rådet, når et spørgsmål i medfør af bestemmelserne i nævnte artikels stk. 2 indbringes for det, godkende de pågældende forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser, andre udtalelser eller rekommandationer, medmindre et WCO-rådsmedlem, der er kontraherende part i HS-konventionen, anmoder om, at de alle som helhed eller visse af dem sendes tilbage til HS-Udvalget til nybehandling.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i WCO til vedtagelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller andre udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system og rekommandationer med henblik på at sikre en ensartet fortolkning af HS-konventionen, da de pågældende afgørelser udarbejdet af HS-Udvalget vil kunne få afgørende indflydelse på EU-retten, nærmere bestemt Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (4).

(6)

Det er i Unionens interesse at de holdninger, som Unionen giver udtryk for i HS-Udvalget, fastlægges i overensstemmelse med de principper, kriterier og retningslinjer, der gælder for tariferingen af varer. Det er også i Unionens interesse, at sådanne holdninger fastlægges hurtigt for at sætte Unionen i stand til at udøve sine rettigheder i HS-Udvalget.

(7)

For at fastholde Unionens rettigheder bør Kommissionen også have mulighed for på Unionens vegne at anmode om, at et spørgsmål indbringes for WCO-Rådet eller HS-Udvalget til nybehandling i henhold til HS-konventionens artikel 8, stk. 2, med henblik på at undgå, at der vedtages en afgørelse om et spørgsmål, hvor WCO-Rådet enten ikke er i stand til at fastlægge en holdning inden udløbet af den frist, der er fastsat i HS-konventionens artikel 8, stk. 3, eller har fastlagt en holdning, hvis indhold afviger fra den afgørelse, der er vedtaget af HS-Udvalget.

(8)

I betragtning af den løbende udvikling i og den meget tekniske karakter af tariferingen af varer i henhold til HS-konventionen, den store mængde spørgsmål, som behandles på de to møder i HS-Udvalget pr. år, og den korte tid, der er til rådighed til at kigge på dokumenter, som er udarbejdet af WCO-sekretariatet og de kontraherende parter forud for HS-Udvalgets møder, samt det deraf følgende behov for, at der i Unionens holdning tages hensyn til og handles ud fra nye oplysninger, som forelægges før eller på disse møder, bør nødvendige skridt til præcisering af Unionens holdning fastlægges i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne som fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(9)

Ved Rådets afgørelse (EU) 2020/1707 (5) blev der indført en effektiv og fremskyndet procedure for fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til godkendelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller øvrige udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til HS-konventionen og til udarbejdelsen af sådanne akter i WCO. Da den udløber den 31. december 2023, bør den erstattes af en ny afgørelse.

(10)

I lyset af den gentagne sene tilgængelighed af arbejdsdokumenter før møder i HS-Udvalget og for at fastholde Unionens rettigheder og interesser i WCO bør Kommissionen bestræbe sig på at opfordre WCO-sekretariatet til at sikre tilgængelighed af arbejdsdokumenter i overensstemmelse med HS-Udvalgets forretningsorden, således at sådanne arbejdsdokumenter sendes senest 30 dage før indledningen af den relevante møderække.

(11)

For at sikre, at Rådet kan vurdere og, hvor det er relevant, revidere politikken i denne afgørelse regelmæssigt, samt i den ånd af loyalt samarbejde mellem Unionens institutioner, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i TEU, bør gyldigheden af denne afgørelse være tidsbegrænset. Som forberedelse til en strategisk revision af det harmoniserede system, som efter planen skal drøftes i WCO's Kommission for Almindelig Politik og WCO-Rådet i juni 2024, kan denne afgørelses gyldighedsperiode på forslag af Kommissionen afkortes, inden den udløber.

(12)

For at opretholde Unionens holdning til godkendelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller øvrige udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til HS-konventionen og til udarbejdelsen af sådanne akter i WCO efter udløbet af afgørelse (EU) 2020/1707 den 31. december 2023 bør nærværende afgørelse finde anvendelse fra den 1. januar 2024 og bør derfor træde i kraft hurtigst muligt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til godkendelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller øvrige udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til HS-konventionen og til udarbejdelsen af sådanne akter i Verdenstoldorganisationen, fastlægges i overensstemmelse med de principper, kriterier og retningslinjer, der er fastsat i afsnit I i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Præciseringen af den holdning, der skal indtages af Unionen i henhold til artikel 1, skal ske i overensstemmelse med præciseringen i afsnit II i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den udløber den 31. december 2026.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2023.

På Rådets vegne

T. RIBERA RODRÍGUEZ

Formand


(1)  Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 om indgåelse af den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, samt ændringsprotokollen hertil (EFT L 198 af 20.7.1987, s. 1).

(2)   EFT L 198 af 20.7.1987, s. 3.

(3)   EFT L 198 af 20.7.1987, s. 11.

(4)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).

(5)  Rådets afgørelse (EU) 2020/1707 af 13. november 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Verdenstoldorganisationen for så vidt angår vedtagelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller andre udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til konventionen om det harmoniserede system (EUT L 385 af 17.11.2020, s. 11).


BILAG

I.   Holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Verdenstoldorganisationen for så vidt angår vedtagelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller andre udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til konventionen om det harmoniserede system

1.   PRINCIPPER

Inden for rammerne af Verdenstoldorganisationen (WCO) skal Unionen:

a)

fremme, bidrage til og lette tariferingen af varer og en ensartet fortolkning og anvendelse af det harmoniserede system (HS) samt mindske antallet af tilfælde af divergerende fortolkninger af HS og uoverensstemmelser i forbindelse dermed

b)

arbejde hen imod en passende inddragelse af interessenter i forberedelsen af afgørelser, der træffes af Udvalget for det Harmoniserede System (HS-udvalget), og sikre, at de afgørelser, der vedtages i WCO, er i overensstemmelse med målene for den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (HS-konventionen) (1)

c)

sikre, at de foranstaltninger, der vedtages i WCO, er forenelige med de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS

d)

fremme holdninger, der er forenelige med den bedste praksis, som Unionen har udviklet inden for det pågældende område

e)

fremme forenklingen og moderniseringen af HS-nomenklaturen alt efter udviklingen i brugernes behov og udviklingen af nye teknologier

f)

sikre sammenhængen med sine andre politikker, herunder målet om at beskytte Unionens finansielle interesser, og internationale forpligtelser i det omfang, det er relevant for tariferingsområdets specifikke karakter.

2.   KRITERIER

De holdninger, der skal indtages på Unionens vegne i WCO:

a)

skal fastlægges på grundlag af følgende generelle kriterier:

princippet om, at det afgørende kriterium for tarifering af varer med henblik på at sikre retssikkerheden og at lette kontrollen normalt må søges i disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i HS og de bestemmelser, der er knyttet til de pågældende afsnit og kapitler, og

de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS som angivet i bilaget til HS-konventionen.

b)

skal, hvis det er relevant, fastlægges under hensyntagen til følgende specifikke kriterier:

Den Europæiske Unions Domstols retspraksis vedrørende tarifering af varer

HS-nomenklaturen og de forklarende bemærkninger til HS, tariferingsudtalelser og afgørelser truffet af HS-udvalget

underpositioner i den kombinerede nomenklatur (KN) (2) og forklarende bemærkninger til KN

tariferingsforordninger og -afgørelser vedtaget af Kommissionen

konklusioner vedtaget af Toldkodeksudvalget, Gruppen for Told- og Statistiknomenklaturen, og

enhver anden retsakt eller vejledning vedrørende tarifering af varer, der er udarbejdet af Rådet eller Kommissionen.

3.   RETNINGSLINJER

Unionen bestræber sig, når det er hensigtsmæssigt, på at støtte vedtagelsen af følgende afgørelser i WCO i overensstemmelse med de principper og kriterier, der er anført i punkt 1 og 2:

a)

at foreslå og udarbejde forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller andre udtalelser til vejledning ved fortolkningen af HS

b)

det udarbejder rekommandationer med henblik på at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af HS;

II.   Præcisering af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Verdenstoldorganisationen for så vidt angår vedtagelsen af forklarende bemærkninger, tariferingsudtalelser eller andre udtalelser vedrørende fortolkningen af det harmoniserede system samt rekommandationer med henblik på at sikre ensartethed i fortolkningen af det harmoniserede system i henhold til konventionen om det harmoniserede system

Forud for hvert møde i HS-udvalget, hvor HS-udvalget skal vedtage afgørelser, der har retsvirkninger for Unionen, tages de nødvendige skridt, så den holdning, der skal udtrykkes på Unionens vegne, tager hensyn til de seneste tekniske og andre relevante oplysninger, som er fremsendt til Kommissionen, i overensstemmelse med principperne, kriterierne og retningslinjerne i bilag I. For at fastholde Unionens rettigheder og interesser i WCO lægger Kommissionen særlig vægt på tilgængelighed af arbejdsdokumenter i overensstemmelse med HS-udvalgets forretningsorden.

Med henblik herpå og på baggrund af disse oplysninger forelægger Kommissionen i tilstrækkelig god tid inden hvert møde i HS-udvalget, jf. punkt 1, Rådet et skriftligt dokument, der fastlægger enkelthederne i den foreslåede præcisering af Unionens holdning til drøftelse og godkendelse af de nærmere detaljer i den holdning, der skal udtrykkes på Unionens vegne. Rådet gennemgår Kommissionens dokumenter inden for den bedst mulige tidsramme.

Hvis Rådet ikke godkender en specifik del af forslaget, fremlægger Kommissionen ikke Unionens holdning vedrørende denne del for HS-udvalget.

I de tilfælde, hvor Unionens holdning til et spørgsmål adskiller sig væsentligt fra den afgørelse, der er vedtaget af HS-udvalget, forelægger Kommissionen i tilstrækkelig god tid inden udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, i HS-konventionen, Rådet et skriftligt dokument til drøftelse og godkendelse, hvori det angives, om den eller de pågældende afgørelser kan accepteres, eller om spørgsmålet skal indbringes for WCO-rådet eller HS-udvalget til nybehandling i henhold til HS-konventionens artikel 8, stk. 2.

Med henblik på at bevare Unionens rettigheder og undgå, at en afgørelse om et spørgsmål, for hvilket Rådet ikke er i stand til at fastlægge en holdning inden udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 8, stk. 3, i HS-konventionen, vedtages i WCO, anmoder Kommissionen på Unionens vegne om, at spørgsmålet indbringes for WCO-rådet eller HS-udvalget til nybehandling, jf. HS-konventionens artikel 8, stk. 2.


(1)   EFT L 198 af 20.7.1987, s. 3.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 9). 1.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2898/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)