European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2820

18.12.2023

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/2820

af 15. december 2023

om finansiel nødhjælp til de landbrugssektorer, der er berørt af naturkatastrofer i Grækenland og Slovenien

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 221, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1465 (2) blevet ydet finansiel nødhjælp til flere medlemsstater, herunder Grækenland og Slovenien, til de landbrugssektorer, der er berørt af specifikke problemer, der påvirker landbrugsproducenternes økonomiske levedygtighed, herunder visse ugunstige vejrforhold. Efter nævnte gennemførelsesforordnings ikrafttræden har der i Grækenland og Slovenien fundet nye ekstraordinære naturkatastrofer sted, der har haft negativ indvirkning på landbrugsproducenternes økonomiske levedygtighed.

(2)

I august og september 2023 blev dele af Grækenland ramt af naturbrande af et hidtil uset omfang og efterfølgende af oversvømmelser, der i alvorlig grad har påvirket landbrugsjorden i de berørte regioner.

(3)

Mellem den 3. og 4. august 2023 registreredes der i Slovenien ekstraordinære mængder regn og voldsomme storme, der resulterede i jordskred og oversvømmelser, som har påvirket en betydelig del af den pågældende medlemsstats landbrugsjord.

(4)

Selv om der er tegn på, at lignende begivenheder generelt forekommer i en situation med stigende klimarelaterede risici for landbruget, har intensiteten af disse begivenheder i Grækenland og Slovenien været usædvanlig.

(5)

Disse begivenheder har forårsaget betydelige skader for landbrugsproducenterne, og det deraf følgende indkomsttab for de berørte landbrugere i Grækenland og Slovenien bringer landbrugsbedrifternes økonomiske levedygtighed i fare.

(6)

I henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2023/1465 har Grækenland og Slovenien modtaget støtte til at afhjælpe følgevirkningerne af specifikke problemer for landbrugsproducenterne. Støtten er imidlertid ikke tilstrækkelig i betragtning af omfanget og alvoren af de skader, som landbrugsproducenterne har lidt som følge af de usædvanlige vejrforhold, der indtræf i sommeren 2023. Der bør derfor vedtages en ny ekstraordinær foranstaltning for at bidrage til at løse de specifikke problemer, der er opstået i kølvandet på disse begivenheder.

(7)

De nævnte vanskeligheder udgør et specifikt problem som omhandlet i artikel 221 i forordning (EU) nr. 1308/2013, som ikke umiddelbart kan løses ved hjælp af foranstaltninger, der træffes i henhold til nævnte forordnings artikel 219 eller 220. Situationen er ikke specifikt knyttet til en bestemt enkeltstående markedsforstyrrelse eller en konkret trussel herom. Den er hverken relateret til foranstaltninger, der tager sigte på at standse spredningen af dyresygdomme eller rette op på manglende forbrugertillid som følge af risici for folke-, dyre- eller plantesundheden.

(8)

De beløb, der stilles til rådighed for Grækenland og Slovenien, bør navnlig fastsættes under hensyntagen til Grækenlands og Sloveniens respektive vægt i Unionens landbrugssektor, baseret på de nettolofter for direkte betalinger, der er fastsat i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 (3), samt virkningerne af de seneste begivenheder i disse medlemsstater.

(9)

Grækenland og Slovenien bør fordele støtten gennem de mest effektive kanaler på grundlag af objektive og ikkediskriminerende kriterier, der tager hensyn til omfanget af de vanskeligheder og økonomiske skader, som de pågældende landbrugere står over for. De bør sikre, at landbrugerne er de endelige modtagere af støtten, og undgå forvridning af markedet eller konkurrencen.

(10)

Da de beløb, der tildeles Grækenland og Slovenien, kun vil kompensere for en del af det faktiske tab, som landbrugere har lidt, bør disse medlemsstater have mulighed for at yde supplerende national støtte til producenter på de betingelser og inden for de frister, der er fastsat i denne forordning.

(11)

For at give Grækenland og Slovenien fleksibilitet til at fordele støtten alt efter de omstændigheder, der gør sig gældende for de berørte landbrugere, bør de have lov til at kumulere den med anden støtte, der finansieres af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, når blot dette ikke fører til overkompensation af landbrugerne.

(12)

For at undgå overkompensation bør Grækenland og Slovenien tage hensyn til den støtte, der ydes under andre nationale støtteinstrumenter eller EU-støtteinstrumenter eller private ordninger for at kompensere for de pågældende økonomiske tab.

(13)

Af budgetmæssige grunde bør Unionen kun finansiere de udgifter, som Grækenland og Slovenien har afholdt i forbindelse med denne ekstraordinære foranstaltning, hvis disse udgifter er afholdt inden en bestemt skæringsdato. Støtten i forbindelse med denne ekstraordinære foranstaltning bør udbetales senest den 31. maj 2024.

(14)

Grækenland og Slovenien bør meddele Kommissionen detaljerede oplysninger om gennemførelsen af denne forordning, således at Unionen kan overvåge effektiviteten af den foranstaltning, der indføres ved denne forordning.

(15)

For at sikre, at landbrugerne modtager støtten hurtigst muligt, bør Grækenland og Slovenien have mulighed for at gennemføre denne forordning uden ophold. Denne forordning bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(16)

Foranstaltningen i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der stilles EU-støtte på i alt 43 082 500 EUR til rådighed for Grækenland, og der stilles EU-støtte på i alt 8 585 500 EUR til rådighed for Slovenien med henblik på at yde ekstraordinær støtte til landbrugere på de betingelser, der er fastsat i denne forordning.

2.   Grækenland og Slovenien anvender de beløb, der er omhandlet i stk. 1, til foranstaltninger, der har til formål at kompensere de hårdest ramte landbrugere for de økonomiske tab, der påvirker deres levedygtighed.

3.   Foranstaltningerne træffes på grundlag af objektive og ikkediskriminerende kriterier, idet der tages hensyn til de berørte landbrugeres økonomiske tab, og det sikres, at de deraf følgende betalinger ikke forårsager markeds- eller konkurrenceforvridning.

4.   Hvis landbrugerne ikke er de direkte modtagere af EU-støtten, sikrer Grækenland og Slovenien, at de økonomiske fordele ved støtten videregives til landbrugerne i fuldt omfang.

5.   Der kan kun ydes EU-støtte til Grækenland og Slovenien til dækning af de i stk. 1 omhandlede udgifter i forbindelse med betalinger til de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, hvis betalingerne er foretaget senest den 31. maj 2024.

6.   Foranstaltninger i henhold til denne forordning kan kumuleres med anden støtte, der finansieres af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

7.   Grækenland og Slovenien kan yde supplerende national støtte til de foranstaltninger, der træffes i henhold til stk. 2, op til højst 200 % af de respektive beløb, der er fastsat i stk. 1, på grundlag af objektive og ikkediskriminerende kriterier, forudsat at de deraf følgende betalinger ikke forårsager markeds- eller konkurrenceforvridning eller overkompensation.

8.   For at undgå overkompensation tager Grækenland og Slovenien, når de yder støtte i henhold til denne forordning, hensyn til den støtte, der ydes i henhold til andre nationale støtteinstrumenter eller EU-støtteinstrumenter eller private ordninger for at kompensere for de pågældende økonomiske tab.

Artikel 2

1.   Grækenland og Slovenien underretter uden ophold og senest den 29. februar 2024 Kommissionen om følgende i forbindelse med foranstaltninger, der gennemføres i henhold til artikel 1:

a)

en beskrivelse af de foranstaltninger, der skal træffes

b)

kriterierne for fastlæggelse af, hvordan støtten ydes, og begrundelsen for fordelingen af støtten blandt landbrugerne

c)

foranstaltningernes tilsigtede virkning med henblik på at kompensere landbrugerne for økonomiske tab

d)

de tiltag, der er gennemført for at kontrollere, at foranstaltningernes tilsigtede virkning opnås

e)

de tiltag, der er gennemført for at undgå konkurrenceforvridning og overkompensation

f)

betalingsoverslaget over Unionens udgifter fordelt pr. måned indtil den 31. maj 2024

g)

omfanget af den supplerende støtte, der ydes i henhold til artikel 1, stk. 7

h)

de tiltag, der er gennemført for at kontrollere, at landbrugere kan komme i betragtning til at modtage støtte, og de tiltag der er gennemført for beskytte Unionens finansielle interesser.

2.   Senest den 15. oktober 2024 meddeler Grækenland og Slovenien Kommissionen de samlede udbetalte beløb pr. foranstaltning, om relevant opdelt i EU-støtte og supplerende national støtte, samt antallet og typen af støttemodtagere og vurderingen af foranstaltningens effektivitet.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1308/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1465 af 14. juli 2023 om finansiel nødhjælp til de landbrugssektorer, der er berørt af specifikke problemer, der påvirker landbrugsproducenternes økonomiske levedygtighed (EUT L 180 af 17.7.2023, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/1465/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (EUT L 435 af 6.12.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/2115/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/2820/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)