|
Tidende |
DA Serie L |
|
2023/2756 |
7.12.2023 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/2756
af 4. december 2023
om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Staten Israel om en aftale om civil luftfartssikkerhed
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 3 og 4,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en aftale om civil luftfartssikkerhed med Staten Israel. |
|
(2) |
Kommissionen bør udpeges som Unionens forhandler. |
|
(3) |
Forhandlingerne bør føres af Kommissionen i samråd med det særlige udvalg, der er omhandlet i artikel 218, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og i overensstemmelse med institutionernes respektive roller som fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 218 i TEUF som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol. |
|
(4) |
Hovedformålet med den påtænkte aftale er at fastlægge en retlig ramme, der dækker certificering af luftfartøjsmateriel, -dele og -apparatur og tilsyn med produktion. Indtil for nylig var godkendelse af certifikater for luftfartøjsmateriel og dele og apparatur hertil mellem Unionen og Staten Israel baseret på en aftale mellem Italien og Staten Israel, der trådte i kraft den 2. maj 1990, sammenholdt med artikel 68, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1139 (1). Italien bragte imidlertid aftalen til ophør med virkning fra den 2. januar 2022 i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 140, stk. 6 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Kommissionen bemyndiges herved til at indlede forhandlinger om en aftale om civil luftfartssikkerhed med Staten Israel.
2. Forhandlingerne føres på grundlag af Rådets forhandlingsdirektiver, der er fastsat i addendummet til denne afgørelse.
Artikel 2
Kommissionen udpeges herved som Unionens forhandler.
Artikel 3
1. Forhandlingerne føres i samråd med Luftfartsgruppen, der hermed udpeges som det særlige udvalg, der er omhandlet i artikel 218, stk. 4, i TEUF.
2. Efter hver forhandlingsrunde aflægger Kommissionen straks skriftlig rapport til det særlige udvalg og til Rådet om resultaterne af forhandlingerne.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2023.
På Rådets vegne
O. PUENTE SANTIAGO
Formand
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1139 af 4. juli 2018 om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2111/2005, (EF) nr. 1008/2008, (EU) nr. 996/2010, (EU) nr. 376/2014 og direktiv 2014/30/EU og 2014/53/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 552/2004 og (EF) nr. 216/2008 og Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 (EUT L 212 af 22.8.2018, s. 1).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2756/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)