European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2510

16.11.2023

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/2510

af 15. november 2023

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF for så vidt angår tærskelværdierne for vareindkøbs-, tjenesteydelses- og bygge- og anlægskontrakter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF (1), navnlig artikel 68, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved afgørelse 2014/115/EU (2) godkendte Rådet protokollen om ændring af aftalen om offentlige udbud (3), som blev indgået inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen. Den ændrede aftale om offentlige udbud (»aftalen«) er et plurilateralt instrument, hvis formål er gensidigt at åbne markederne for offentlige udbud blandt parterne. Aftalen finder anvendelse på enhver indkøbskontrakt til en værdi af mindst de beløb (»tærskelværdier«), der er fastsat i aftalen og udtrykt i særlige trækningsrettigheder.

(2)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (4) skal bl.a. gøre det muligt for de ordregivende enheder og de ordregivende myndigheder, der anvender direktivet, samtidig at opfylde forpligtelserne i henhold til aftalen. I henhold til artikel 17 i direktiv 2014/25/EU skal Kommissionen hvert andet år kontrollere, at de tærskelværdier, der er fastsat i artikel 15, litra a) og b), i nævnte direktiv, svarer til de tærskelværdier, der er fastsat i aftalen, og om nødvendigt justere dem.

(3)

De tærskelværdier, der er fastsat i direktiv 2014/25/EU, er blevet justeret. I henhold til artikel 68, stk. 1, i direktiv 2009/81/EF, skal de tærskelværdier, der er fastsat i nævnte direktiv, tilpasses de justerede tærskelværdier, der er fastsat i direktiv 2014/25/EU.

(4)

I henhold til artikel 68, stk. 1, i direktiv 2009/81/EF skal Kommissionen også justere de tærskelværdier, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 8, samtidig med at tærskelværdierne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF (5) justeres. I henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU, som ophævede direktiv 2004/17/EF, skal Kommissionen hvert andet år justere tærskelværdierne med virkning fra den 1. januar. Tærskelværdierne for årene 2024-2025 bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2024.

(5)

Beregningen af tærsklerne kan tidligst påbegyndes den 1. september, da dataene først skal foreligge. De justerede tærskelværdier (i EUR) og modværdien af tærskelværdierne i andre nationale valutaer i EU-medlemsstaterne skal i henhold til artikel 68, stk. 3, i direktiv 2009/81/EF offentliggøres af Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende i begyndelsen af november. Set i lyset af ovenstående og for at overholde de nævnte frister gør Kommissionen brug af hasteproceduren til at vedtage denne forordning.

(6)

Direktiv 2009/81/EF bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 8 i direktiv 2009/81/EF foretages følgende ændringer:

1)

I litra a) ændres »431 000 EUR« til »443 000 EUR«.

2)

I litra b) ændres »5 382 000 EUR« til »5 538 000 EUR«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2024.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 216 af 20.8.2009, s. 76.

(2)  Rådets afgørelse 2014/115/EU af 2. december 2013 om indgåelse af protokollen om ændring af aftalen om offentlige udbud (EUT L 68 af 7.3.2014, s. 1).

(3)   EUT L 68 af 7.3.2014, s. 2.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (»forsyningsvirksomhedsdirektivet«) (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2510/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)