European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2393

3.10.2023

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/2393

af 28. september 2023

om visse midlertidige hasteforanstaltninger over for afrikansk svinepest i Italien

(meddelt under nummer C(2023) 6633)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1), særlig artikel 259, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Afrikansk svinepest er en infektiøs virussygdom, der rammer opdrættede og vildtlevende svin og kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende dyrepopulation og landbrugets rentabilitet og forårsage forstyrrelser i flytninger af sendinger af disse dyr og produkter heraf inden for Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

I tilfælde af udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede svin er der alvorlig risiko for spredning af sygdommen til andre virksomheder med opdrættede svin.

(3)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 (2) supplerer reglerne om bekæmpelse af de listeopførte sygdomme, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) 2016/429, og som er defineret som kategori A-, B- og C-sygdomme i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 (3). Navnlig indeholder artikel 21 og 22 i delegeret forordning (EU) 2020/687 bestemmelser om oprettelse af en restriktionszone i tilfælde af udbrud af en kategori A-sygdom, herunder afrikansk svinepest, og om anvendelse af visse foranstaltninger deri. Desuden fastsættes det i artikel 21, stk. 1, i nævnte delegerede forordning, at restriktionszonen skal omfatte en beskyttelseszone, en overvågningszone og om nødvendigt supplerende restriktionszoner rundt om eller op til beskyttelses- og overvågningszonerne.

(4)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/594 (4) er der fastsat særlige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest. Navnlig fastsættes det i nævnte gennemførelsesforordnings artikel 3, litra a), at der skal oprettes en restriktionszone i tilfælde af et udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede svin i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2020/687.

(5)

Italien har underrettet Kommissionen om den aktuelle situation med hensyn til afrikansk svinepest i landet efter bekræftelsen af et udbrud af sygdommen hos opdrættede svin i regionen Sardinien, der blev bekræftet den 22. september 2023, og i overensstemmelse med delegeret forordning (EU) 2020/687 og gennemførelsesforordning (EU) 2023/594 har medlemsstaten oprettet en restriktionszone, der omfatter beskyttelses- og overvågningszoner, hvor de generelle sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger i delegeret forordning (EU) 2020/687 anvendes, for at forhindre yderligere spredning af sygdommen.

(6)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen i Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt på EU-plan i samarbejde med denne medlemsstat at afgrænse restriktionszonen, der omfatter beskyttelses- og overvågningszoner, for afrikansk svinepest i Italien i samarbejde med denne medlemsstat.

(7)

Da den epidemiologiske situation i Unionen med hensyn til spredningen af afrikansk svinepest tilsiger en hurtig indsats, er det vigtigt, at de foranstaltninger, der fastsættes ved denne gennemførelsesafgørelse, finder anvendelse hurtigst muligt.

(8)

I afventning af udtalelsen fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder bør restriktionszonen i Italien derfor straks oprettes og opføres i bilaget til denne afgørelse, ligesom varigheden af zoneafgræsningen bør fastsættes.

(9)

Denne afgørelse vil blive taget op til fornyet vurdering på det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Italien sikrer, at:

a)

Italien straks opretter en restriktionszone, der omfatter en beskyttelseszone og en overvågningszone, i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2020/687 og på de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel

b)

de beskyttelses- og overvågningszoner, der er omhandlet i litra a), som minimum omfatter de områder, der er angivet i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 22. december 2023.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. september 2023.

På Kommissionens vegne

Stella KYRIAKIDES

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 af 17. december 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler om forebyggelse og bekæmpelse af visse listeopførte sygdomme (EUT L 174 af 3.6.2020, s. 64).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 af 3. december 2018 om anvendelse af visse sygdomsforebyggelses- og -bekæmpelsesregler på kategorier af listeopførte sygdomme og om fastlæggelse af en liste over arter og grupper af arter, der udgør en betydelig risiko for spredning af disse listeopførte sygdomme (EUT L 308 af 4.12.2018, s. 21).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/594 af 16. marts 2023 om særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 (EUT L 79 af 17.3.2023, s. 65).


BILAG

Områder afgrænset som restriktionszone i Italien, jf. artikel 1

Anvendelsen ophører (dato)

Beskyttelseszone: The part of Sardinia Region contained within a circle of radius of ten kilometres, centred on Latitude 40.26746; Longitude 9.57974

22.12.2023

Overvågningszone: The part of Sardinia Region contained within a circle of radius of fifteen kilometres, centred on Latitude 40.26746; Longitude 9.57974

22.12.2023


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2393/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)