European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2308

19.10.2023

DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE Nr. 20/2023

af 3. februar 2023

om ændring af bilag IX (Finansielle tjenesteydelser) til EØS-aftalen [2023/2308]

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen"), særlig artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler samt om ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning (EU) nr. 236/2012 (1) blev indarbejdet i EØS-aftalen ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 18/2019 af 8. februar 2019 (2) og er omhandlet i punkt 31bf i bilag IX til EØS-aftalen.

(2)

Betingelserne for, at værdipapircentraler, der er etableret i et tredjeland, kan levere tjenesteydelser i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, er omfattet af artikel 25 i forordning (EU) nr. 909/2014.

(3)

Ved tilpasning c) i punkt 31bf i bilag IX til EØS-aftalen kan Liechtenstein som en undtagelse tillade værdipapircentraler fra tredjelande, der allerede leverer de tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) nr. 909/2014, til finansielle formidlere i Liechtenstein eller allerede har etableret en filial i Liechtenstein at fortsætte med at levere sådanne tjenesteydelser i op til fem år efter ikrafttrædelsen af Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 18/2019 af 8. februar 2019.

(4)

Tilpasning c) i punkt 31bf i bilag IX til EØS-aftalen bør ændres således, at værdipapircentraler fra tredjelande, der allerede leverer tjenesteydelser som omhandlet i artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) nr. 909/2014, til finansielle formidlere i Liechtenstein eller allerede har etableret en filial i Liechtenstein, kan fortsætte med at levere sådanne tjenesteydelser i en periode på højst syv år efter datoen for denne afgørelses ikrafttræden. Hvis artikel 25 eller 69 i forordning (EU) nr. 909/2014 ændres i løbet af denne periode, bør tilpasning c) dog tages op til fornyet revision.

(5)

Bilag IX til EØS-aftalen bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Teksten i tilpasning c) i punkt 31bf i bilag IX til EØS-aftalen affattes således:

"Liechtenstein kan tillade værdipapircentraler fra tredjelande, der allerede leverer de tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 25, stk. 2, til finansielle formidlere i Liechtenstein eller allerede har etableret en filial i Liechtenstein at fortsætte med at levere de i artikel 25, stk. 2, omhandlede tjenesteydelser i en periode på højst syv år efter ikrafttrædelsen af Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 20/2023 af 3. februar 2023."

Artikel 2

De kontraherende parter tager tilpasning c) i punkt 31bf i bilag IX op til fornyet revision, når en retsakt, der ændrer eller erstatter artikel 25 eller artikel 69 i forordning (EU) nr. 909/2014, skal indarbejdes i EØS-aftalen.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den 4. februar 2023, forudsat at alle meddelelser er indgivet, jf. EØS-aftalens artikel 103, stk. 1 (*1).

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. februar 2023.

På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

Nicolas VON LINGEN

Formand


(1)   EUT L 257 af 28.8.2014, s. 1.

(2)   EUT L 60 af 28.2.2019, s. 31.

(*1)  Ingen forfatningsmæssige krav angivet.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2308/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)