(1)

Den 13. april 2023 indgav den tyske energi- og vandforsyningsoperatører (Bundesverband der Energie- und Wasserwirtschaft e.V., »BDEW« eller »ansøgeren«) en anmodning til Kommissionen i henhold til artikel 35, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU (»anmodningen«). Anmodningen opfylder de formelle krav i artikel 1, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1804 (2) og i bilag I til nævnte gennemførelsesafgørelse.

(2)

BDEW er en sammenslutning, der repræsenterer virksomheder i den tyske energi- og vandsektor, som betragtes som ordregivende enheder i henhold til artikel 4 i direktiv 2014/25/EU. Anmodningen vedrører aktiviteter i forbindelse med produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder i Tyskland med undtagelse af elektricitet fra vedvarende energikilder, der er produceret i anlæg, der blev sat i drift før den 1. august 2014 og fortsat modtager offentlig finansiering.

(3)

Anmodningen var ledsaget af en begrundet og dokumenteret afgørelse fra forbundsmyndigheden for konkurrencespørgsmål (Bundeskartellamt, »BKartA«) af 25. maj 2022. I denne afgørelse har BKartA foretaget grundige analyser af betingelserne for at anvende artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU på den pågældende aktivitet i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2 og 3, i nævnte direktiv.

(4)

I henhold til punkt 1, litra a), i bilag IV til direktiv 2014/25/EU skal Kommissionen vedtage en gennemførelsesafgørelse om anmodningen inden for 90 arbejdsdage, i betragtning af at der kan formodes at være fri adgang til markedet på grundlag af artikel 34, stk. 3, første afsnit, i nævnte direktiv.

(5)

Den 16. maj 2023 fremlagde BDEW yderligere argumenter for, hvorfor den anså dele af BKartA's analyse af, at dele af produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder var udsat for konkurrence i Tyskland, for ikke at være fuldt ud begrundede.

(6)

Den 15. juni 2023 indgav Ørsted A/S en anmodning til Kommissionen i henhold til artikel 35, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU. Denne anmodning vedrører produktion og engrossalg af elektricitet fra havvindmølleparker i Tyskland, der blev sat i drift efter den 1. januar 2012 og er omfattet af lov om vedvarende energikilder (Erneuerbare-Energien-Gesetz, »EEG«) 2012. I henhold til artikel 35, stk. 5, i direktiv 2014/25/EU behandles denne anmodning ikke som en ny procedure og vil blive behandlet som led i den første anmodning. Kommissionen og BDEW blev enige om, at fristen for Kommissionens vedtagelse af en gennemførelsesretsakt som følge af denne anden anmodning ville blive fastsat til den 25. september 2023.

(7)

Direktiv 2014/25/EU finder anvendelse på tildeling af kontrakter vedrørende aktiviteter i forbindelse med produktion og engrossalg af elektricitet, jf. artikel 9, stk. 1, litra b), medmindre denne aktivitet er blevet undtaget i henhold til artikel 34 i nævnte direktiv.

(8)

I artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU fastslås det, at kontrakter, der indgås med henblik på at muliggøre udførelse af en af de aktiviteter, der er omhandlet i direktivet, på anmodning af en medlemsstat eller en ordregivende enhed ikke er underlagt nævnte direktiv, hvis den pågældende aktivitet i den medlemsstat, hvor den udøves, er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår på markeder, hvortil adgangen er fri.

(9)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår afgøres på grundlag af objektive kriterier under hensyntagen til den pågældende sektors særlige kendetegn. Denne vurdering er imidlertid begrænset af de korte frister og af behovet for at basere sig på de oplysninger, som Kommissionen har til rådighed. Disse oplysninger stammer enten fra allerede tilgængelige kilder eller fra de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med anmodningen i henhold til artikel 35 i direktiv 2014/25/EU, og kan ikke suppleres med mere tidskrævende metoder, herunder navnlig offentlige forespørgsler rettet til de berørte erhvervsdrivende.

(10)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, afgøres på grundlag af en række forskellige kriterier, hvoraf ingen af disse kriterier i sig selv er afgørende.

(11)

Med henblik på at afgøre, om de pågældende aktiviteter er undergivet almindelige konkurrencevilkår på de markeder, der er omfattet af denne afgørelse, tages der hensyn til hovedaktørernes markedsandel, samt hvorvidt og i hvilket omfang der ydes støtte til produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder i Tyskland gennem ordninger.

(12)

Formålet med nærværende afgørelse er at fastslå, hvorvidt de aktiviteter, der er omfattet af anmodningen, er undergivet konkurrencevilkår i et sådant omfang på markeder, hvortil der er fri adgang, jf. artikel 34 i direktiv 2014/25/EU — selv uden udbudsdisciplin i henhold til de detaljerede EU-regler for offentlige indkøb i direktiv 2014/25/EU — at kontrakter vedrørende udøvelsen af den berørte aktivitet vil blive indgået på en gennemsigtig og ikkediskriminerende måde, på grundlag af kriterier, der gør det muligt for køberne at finde den løsning, som samlet set er den økonomisk mest fordelagtige.

(13)

Denne afgørelse er baseret på den retlige og faktiske situation i henholdsvis april og juni 2023 og på de oplysninger, der er fremlagt af BDEW, Ørsted, de tyske myndigheder og de oplysninger, der er offentligt tilgængelige. Den kan ændres, hvis betydelige ændringer af de retlige eller faktiske forhold medfører, at betingelserne for at anvende artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU ikke længere er opfyldt.

(14)

Adgangen til et marked betragtes som fri, hvis den pågældende medlemsstat har gennemført og anvender den relevante EU-lovgivning, der er opført i bilag III til direktiv 2014/25/EU, som for så vidt angår produktion og engrossalg af elektricitet omfatter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 (3).

(15)

Ud fra de oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har Tyskland gennemført og anvender direktiv (EU) 2019/944. I lyset heraf betragtes adgangen til det relevante marked som fri, jf. artikel 34, stk. 3, i direktiv 2014/25/EU.

(16)

Ifølge BDEW udgør det relevante marked produktion og engrossalg af elektricitet fra konventionelle og vedvarende energikilder i Tyskland med undtagelse af elektricitet fra vedvarende energikilder, der er produceret i anlæg, der blev sat i drift før den 1. august 2014 og fortsat modtager offentlig finansiering. Ifølge Ørsted omfatter det relevante marked produktion og engrossalg af elektricitet, der er omfattet af den direkte markedsføringsmulighed siden 2012, eller forpligtelsen til direkte markedsføring siden 2014.

(17)

BDEW har anført (4), at obligatorisk direkte markedsføring for alle anlæg, der blev sat i drift efter den 1. august 2014, er den form for markedsføring, der anvendes som standard. Anlæg med obligatorisk direkte markedsføring kan vælge mellem direkte markedsføring med markedspræmie og direkte markedsføring uden støtte (såkaldt anden direkte markedsføring). Der findes kun en undtagelse fra forpligtelsen til direkte markedsføring for små anlæg. For anlæg, der blev sat i drift før den 1. januar 2016, er der tale om anlæg på op til 500 kW, mens der for anlæg, der var sat i drift pr. 1. januar 2016, er tale om anlæg under og op til 100 kW. Sådanne små anlæg kan beslutte, om de vil vælge modellen med faste afregningstariffer eller direkte markedsføring.

(18)

Med hensyn til de anlæg, der stadig modtager offentlig støtte, anfører BDEW, at anlæg, der har modtaget støtte, er de anlæg, der er udelukket eller vil blive udelukket fra støtte efter 20 års støtte, fra den 1. januar 2021 og fremefter. Anlæg, der har modtaget støtte, med en installeret elkapacitet på over 100 kW skal markedsføre elektriciteten direkte uden støtte (anden direkte markedsføring). Anlæg med en installeret elkapacitet på op til og med 100 kW kan vælge mellem anden direkte markedsføring (uden støtte) og salg til netoperatøren mod betaling af en afregningstarif. Denne afregningstarif svarer nu kun til den »årlige markedsværdi« minus transmissionssystemoperatørernes gennemsnitlige markedsføringsomkostninger for den elektricitet, der sælges til netoperatøren (5). Den tyske lovgiver og Kommissionen behandler derfor dette vederlag som udelukkende markedsbaseret støtte (»overgangsforanstaltning«) og dermed ikke som statsstøtte (»ingen støtte«) (6). Med undtagelse af små anlæg finder anden obligatorisk direkte markedsføring anvendelse på anlæg, der har modtaget støtte.

(19)

I en tidligere afgørelse vedrørende elproduktion i Tyskland (7) sondrede Kommissionen mellem markedet for konventionel elproduktion og markedet for produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder. Kommissionen fandt, at produktion og markedsføring af elektricitet reguleret ved EEG ikke var en del af markedet for produktion og første salg af elektricitet fremstillet fra konventionelle kilder, fordi elektricitet fra vedvarende energikilder normalt ikke sælges direkte på engrosmarkedet, men først købes af transmissionsnetoperatørerne til en lovbestemt afregningssats.

(20)

I senere afgørelser konstaterede Kommissionen, at konventionel og (i det mindste en del af) produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder var en del af det samme marked. I sin afgørelse vedrørende Nederlandene (8) bemærkede Kommissionen, at elektricitet fra vedvarende energikilder blev solgt direkte på markedet, og at det nederlandske SDE+-system tilskyndede til konkurrerende tilbud, mens konkurrenterne ville forsøge at minimere deres omkostninger (og dermed den præmie, de ville modtage). I sin afgørelse vedrørende Italien (9) bemærkede Kommissionen, at de nyere ordninger for elektricitet fra vedvarende energikilder var genstand for en udbudsprocedure med et stort antal ansøgere. I sin afgørelse vedrørende Litauen (10) anførte Kommissionen, at elektricitet produceret under den tredje støtteordning modtog præmiebaseret støtte, der var fastsat gennem en udbudsprocedure, og konstaterede, at den var en del af det samme marked som konventionel elproduktion. For så vidt angår Danmark (11), bemærkede Kommissionen i 2022, at tildelingen af subsidier er udsat for konkurrence gennem en udbudsprocedure, der disciplinerer adfærden hos producenterne af vedvarende energi med hensyn til deres indkøbspolitik. Den konkluderede derfor, at de anlæg til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, der var omfattet af anmodningen, tilhørte det samme marked som konventionel elproduktion.

(21)

BKartA har i sin afgørelse anført (12), at der mellem begyndelsen af 2012 og udgangen af 2020 er blevet installeret ca. 65 GW produktionskapacitet støttet under EEG, hvilket svarer til halvdelen af den kapacitet, der er støttet under EEG, og en fjerdedel af den samlede produktionskapacitet i Tyskland. I 2020 udgjorde den elektricitet, der modtog EEG-støtte, ca. 20 % af den samlede elproduktion i Tyskland. Udbetalingerne under EEG er kun steget moderat, da et stigende antal produktionsanlæg besluttede at sælge deres produktion på markedet (»direkte markedsføring«) i stedet for at modtage en fast præmie. Med hensyn til afgrænsningen af produktmarkedet har BKartA gentagne gange i sin beslutningspraksis på kartel- og monopolområdet indtaget det standpunkt, at EEG-elektricitet var et særskilt marked (13).

(22)

Kommissionen bemærker, at elproduktion fra vedvarende energikilder i Tyskland understøttes af en række ordninger med forskellige karakteristika.

(23)

I betragtning af de mange forskellige ordninger til støtte for elproduktion fra vedvarende energikilder i Tyskland vil markedet med henblik på analysen i disse betragtninger blive opdelt mellem på den ene side anlæg, der kan modtage et vederlag, der er uafhængigt af markedspriserne (fast afregningstarif, lejertillæg), og på den anden side anlæg, der modtager et vederlag, der er knyttet til markedspriserne (direkte markedsføring med en lovbestemt gældende værdi, direkte markedsføring med en gældende værdi, der fastsættes gennem udbud, gamle anlæg, der har modtaget tilskud, og anden direkte markedsføring). Denne tilgang er i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/218/EU om det tyske elmarked, hvori Kommissionen havde konstateret, at eksistensen af et lovbestemt vederlag var et centralt element i analysen af EEG-elektricitetens udsættelse for konkurrence.

(24)

Ifølge BDEW bør det relevante geografiske marked på grundlag af Kommissionens beslutningspraksis afgrænses som et nationalt marked, der omfatter Forbundsrepublikken Tysklands område (14).

(25)

Med hensyn til det geografiske marked fandt Kommissionen i sin tidligere praksis (15), at markedet for elproduktion er nationalt. Ansøgerens holdning er i overensstemmelse med Kommissionens praksis.

(26)

Idet der ikke foreligger oplysninger om et andet anvendelsesområde for det geografiske marked, for så vidt angår vurderingen i forbindelse med denne afgørelse og med forbehold af konkurrencelovgivningen, antages det, at det geografiske anvendelsesområde for produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende kilder dækker Tysklands område.

(27)

Kommissionen vil foretage en analyse af markedet for produktion og engrossalg af elektricitet i Tyskland på grundlag af tilgængelige data for henholdsvis konventionel og vedvarende elproduktion.

(28)

BKartA giver et overblik over markedsandele i sin årlige markedsrapport for konventionel elproduktion. I perioden 2019-2021 var de fem største konventionelle elproducenters årlige markedsandele forholdsvis stabile: RWE (26 %, 25,3 %, 26,1 %), LEAG (16,2 %, 14,9 %, 15,7 %), EnBW (12,7 %, 9,9 %, 11,4 %), EON (8,8 %, 9,6 %, 9,2 %) og Vattenfall (6,4 %, 5,6 %, 4,5 %). Kun to af disse selskaber, EnBW og Vattenfall, er ordregivende enheder. Ørsted havde en markedsandel på under 1 % på markedet for kombineret produktion af konventionel og vedvarende elektricitet i 2020, 2021 og 2022 (16).

(29)

Navnene på og markedsandelene for de tre største producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder er ikke offentligt tilgængelige. Dette skyldes til dels det store antal aktører, der er aktive på markedet for elektricitet fra vedvarende energikilder.

(30)

BKartA har fastslået, at markedsandelene for de fem ovennævnte selskaber med det største salg inden for konventionel elproduktion udgjorde den produktionsmængde, der blev støttet under EEG for det tyske marked i 2021, ca. 6,4 % (17).

(31)

Ifølge BDEW kan det med rimelighed antages, at markedsandelene for producenter af elektricitet fra vedvarende energikilder er relativt små, og at ingen af dem har en markedsandel på over 10 %.

(32)

BKartA anfører i sin afgørelse (18), at der er et effektivt konkurrencepres på det generelle engrosmarked for elektricitet i Tyskland, og at engrosprissignaler er resultatet af effektiv konkurrence. Kommissionen anerkender derfor, at der er et konkurrencepres fra konventionel produktion og engrossalg af elektricitet fra produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder, med forbehold af en mere detaljeret analyse af støtteordningerne for elektricitet fra vedvarende energikilder.

(33)

Anlæg til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, der blev sat i drift mellem den 1. januar 2012 og den 1. august 2014, er undtaget fra forpligtelsen til direkte markedsføring og kan benytte muligheden med faste afregningstariffer. Ifølge BKartA modtager disse anlæg et fast vederlag fra en ikkemarkedsaktør (transmissionsnetoperatørerne) og er ikke involveret i nogen markedsaktivitet. I overensstemmelse med den analyse, som Kommissionen foretog i sin beslutning fra 2012 vedrørende produktion og engrossalg af elektricitet i Tyskland, kan sådanne anlæg ikke anses for at være undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(34)

Små anlæg, der blev sat i drift den 1. august 2014 eller senere (dvs. anlæg på mindre end 100 kW eller, hvis de er sat i drift ved udgangen af 2015, 500 kW), er undtaget fra forpligtelsen til direkte markedsføring og kan benytte muligheden for faste afregningstariffer. Ifølge BKartA modtager disse anlæg et fast vederlag fra en ikkemarkedsaktør og er ikke involveret i nogen markedsaktivitet. I overensstemmelse med den analyse, som Kommissionen foretog i sin beslutning fra 2012 vedrørende produktion og engrossalg af elektricitet i Tyskland, kan sådanne anlæg ikke anses for at være undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(35)

For så vidt angår »lejertillægget« eller den elektricitet, som anlægsoperatøren ikke sælger til sine lejere, vil anlægsoperatøren ifølge BKartA kun vælge lejertillægget, hvis dette giver yderligere økonomiske fordele. Dette er derfor som udgangspunkt en mulighed, der involverer mere støtte. BKartA konkluderer, at anlæg til elektricitet fra vedvarende energikilder, der er underlagt »lejertillægget«, ikke er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår. Kommissionen har ikke afdækket noget, der giver anledning til at afvige fra denne konklusion.

(36)

Med henblik på denne afgørelse, og uden at det berører konkurrencelovgivningen, bør de faktorer, der er beskrevet ovenfor, betragtes som en indikation af, at produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder og engrossalg, der er underlagt afregningstariffer og lejertillæg i Tyskland, ikke er udsat for konkurrence. Da betingelserne fastsat i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er opfyldt, bør det fastsættes, at direktiv 2014/25/EU derfor fortsat bør anvendes på kontrakter, hvis formål er at udøve disse aktiviteter i Tyskland.

(37)

Operatører af EEG-anlæg, der markedsføres direkte med en lovbestemt værdi, genererer indtægter fra:

(38)

BKartA har i sin afgørelse anført, at det med hensyn til dens konkrete praktiske og økonomiske konsekvenser er afgørende, at markedspræmien kompenserer for forskellen mellem den anlægsspecifikke gældende værdi og markedsværdien af den pågældende teknologi. Da den ikke kan blive negativ, har den en stigende indvirkning på anlægsoperatørens overskud, hvis den er positiv, dvs. hvis den anlægsspecifikke gældende værdi er højere end den tilsvarende markedsværdi. BKartA foretog en analyse af begge værdier over 23 måneder mellem maj 2020 og april 2022. Pr. 1. januar 2021 blev de gældende værdier fastsat ved lov og falder over tid med en sats på mellem 0,5 og 1,5 % om året. I hvert fald indtil midten af 2021 lå de gældende værdier for det meste betydeligt over de respektive markedsværdier i de sidste 12 måneder. Det betød, at der blev betalt en tilsvarende høj markedspræmie, som udelukkede de pågældende VE-anlæg fra det effektive marked og konkurrencepresset fra anden elproduktion. Anlæg, hvis anlægsspecifikke gældende værdi overstiger den normale markedsværdi, og som derfor støttes af den lovbestemte markedspræmie, er derfor efter BKartA's opfattelse ikke udsat for direkte konkurrence fra andre produktionsanlæg.

(39)

Med hensyn til specifikke teknologier bemærkede BKartA, at det indtil midten af 2021 kun var de anlægsspecifikke gældende værdier for individuelle nye anlæg til vandkraft og lossepladsgas, der i nogle måneder lå mærkbart under EPEX-markedsværdien. Dette gjaldt for vandkraft med en kapacitet på over 50 MW i september 2020 og fra november 2020 vandkraft med en kapacitet på mellem 20 MW og 50 MW i september 2020 og fra december 2020 og frem og vandkraft med en kapacitet på mellem 10 MW og 20 MW i januar og april 2021. Dette påvirkede også lossepladsgas med en kapacitet på 1-5 MW i september 2020 og fra december 2020 og frem og lossepladsgas med en kapacitet på 5 MW eller derover i november 2020. Det samme gælder for havvindmølleparker. Siden midten af 2021 er et stort antal gældende værdier faldet til under de relevante månedlige markedsværdier, og siden slutningen af 2021 har dette påvirket langt størstedelen af de gældende værdier.

(40)

Ifølge BKartA ville markedspræmien for disse anlæg ikke længere have nogen økonomisk virkning, hvis denne tendens stabiliseres. De ville derfor operere uden begrænsninger på konkurrenceprægede markedsvilkår og være udsat for effektiv konkurrence. BKartA ville imidlertid kun antage en sådan stabil tendens, hvis den anlægsspecifikke gældende værdi faldt til under markedsværdien (eller et tilsvarende, men langsigtet indeks for elkøbsaftaler) i en passende periode. En sådan periode ville være 12 på hinanden følgende måneder. Kommissionen er enig med BKartA i, at det er hensigtsmæssigt at knytte det forhold, at denne aktivitet er undergivet almindelige konkurrencevilkår, til det forhold, at den anlægsspecifikke værdi faldt til under markedsværdien (eller et tilsvarende, men langsigtet indeks for elkøbsaftaler) i 12 på hinanden følgende måneder.

(41)

For så vidt angår direkte markedsføring med en gældende værdi, der fastsættes ved udbud, er visse træk fælles for alle udbud ifølge BKartA. EEG-udbuddene er kendetegnet ved en mindre udbudsstruktur. Størrelsen af de enkelte bud er lille i forhold til efterspørgslen i det pågældende udbud og langt fra den formodning om markedsdominans, der er fastsat i tysk kartelret. Bag disse bud er der en tilstrækkeligt lille leverandørstruktur, og for vindkraft på land og solenergi er den næsten atomistisk. Den ordregivende myndighed er Forbundsrepublikken Tyskland, som ikke selv er aktiv som tilbudsgiver.

(42)

BKartA tilføjer, at udbudsordningen for alle vedvarende energikilder på grund af klimapolitiske hensyn og på baggrund af tilsvarende politiske udvidelsesmål og specifikationer har til formål at øge udbuddet af elektricitet fra vedvarende energikilder og en tilsvarende høj efterspørgsel efter støtteberettigede projekter. Tilbudsgivernes faktiske og potentielle tilbud i forbindelse med udbuddet afhænger på den anden side bl.a. af, om der er tilsvarende jord til rådighed til nye projekter. Bud, der dækker eksisterende anlæg, er i øjeblikket kun praktisk taget relevante i biomassesektoren. I forbindelse med landbaseret vindenergi findes der allerede bud på væsentligt teknisk opgraderede anlæg på samme sted (repowering). Det er muligt at byde på nye anlæg i hele processen, og dette er i praksis det mest udbredte. Markedsadgangen lettes også af, at forsyningen af elektricitet fra vedvarende energikilder ikke er kendetegnet ved et intensivt, lokalt personalebehov. Desuden er konkurrence om de gældende værdier for støtte til elproduktion fra vedvarende energikilder ikke en konkurrence om markedet. En kontrakt giver ikke et monopol eller en dominerende stilling på markedet i det efterfølgende omsætningsled, da salget af den elektricitet, der produceres på engrosmarkedet, finder sted i et konkurrencepræget miljø til priser, der bestemmes af markedsmekanismerne.

(43)

I tidligere afgørelser (25) fastslog Kommissionen, at eksistensen af udbud med henblik på at fastlægge niveauet for støtte til ordninger for elektricitet fra vedvarende energikilder var en vigtig faktor for at fastslå, om de er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår. I den foreliggende sag vedrørende Tyskland foreslår BKartA, selv om den anerkender Kommissionens beslutningspraksis, at indføre et yderligere kriterium, der gør det muligt at differentiere efter intensiteten af konkurrencen om støtten i det enkelte udbud. Dette kriterium kan være en overtegning på mindst 25 % af den udbudte kapacitet. BDEW sætter spørgsmålstegn ved, om det er muligt at anvende et sådant kriterium, da overtegning først kan måles efter udbuddet, mens ordregivende enheder skal tilrettelægge deres eget indkøb, inden de deltager i sådanne udbud. Dette ville de facto gøre en undtagelse ugyldig.

(44)

Kommissionen har i tidligere afgørelser fastslået, at en udbudsprocedure for tilskud til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder var et tegn på, at den var udsat for konkurrence. I sin afgørelse vedrørende Nederlandene bemærkede Kommissionen (26) f.eks., at »tildelingen af støtte under SDE+ er undergivet almindelige konkurrencevilkår gennem en udbudsprocedure, hvilket betyder, at producenter af vedvarende elektricitet skal følge visse regler i forbindelse med deres udbudspolitik«. Tilsvarende bemærkede Kommissionen i afgørelse 2020/1499 vedrørende Italien (27), at de nyere støtteordninger fungerede i et konkurrencepræget miljø i betragtning af det store antal ansøgere og bud i de respektive udbud. I sin afgørelse 2020/1500 vedrørende Litauen bemærkede Kommissionen (28), at elektricitet produceret under den tredje støtteordning modtager præmiebaseret støtte, der var fastlagt gennem en udbudsprocedure, og konstaterede, at den var undergivet almindelige konkurrencevilkår. Endelig bemærkede Kommissionen i sin afgørelse vedrørende Danmark (29), at tildelingen af subsidier var udsat for konkurrence gennem en udbudsprocedure. I overensstemmelse med disse tidligere afgørelser mener Kommissionen derfor, at anlæg til elektricitet fra vedvarende energikilder, der er genstand for direkte markedsføring med en gældende værdi fastsat gennem udbud, er undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(45)

BKartA er af den opfattelse, at anlæg, der har modtaget støtte, er udsat for direkte konkurrence, for så vidt som netoperatøren betaler dem en afregningstarif, der svarer til markedsværdien minus faste markedsføringsomkostninger. Kommissionen er enig i denne analyse.

(46)

Ifølge BKartA er andre EEG-anlæg, der har modtaget støtte, ikke berettiget til EEG-støtte. De er genstand for anden direkte markedsføring i henhold til § 21a i EEG. Alle EEG-anlæg i anden direkte markedsføring i henhold til § 21a i EEG deltager på markedet for første salg af elektricitet på samme måde som ethvert andet elproduktionssystem, der ikke støttes under EEG. I mellemtiden er denne vederlagskategori allerede relevant for nyopførte anlæg såsom jordmonterede solcelleanlæg. Disse anlæg er udsat for almindelige markedskræfter. Kommissionen er enig i, at anlæg til elektricitet fra vedvarende energikilder, der er genstand for anden direkte markedsføring, er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår.

(47)

Med henblik på denne afgørelse, og uden at det berører konkurrencelovgivningen, bør de faktorer, der er anført ovenfor, betragtes som en indikation af, at anlæg til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, der er underlagt direkte markedsføring med en lovbestemt gældende værdi, direkte markedsføring med gældende værdi fastsat gennem udbud, gamle anlæg til elektricitet fra vedvarende energikilder, der har modtaget støtte, og anlæg til elektricitet fra vedvarende energikilder, der er genstand for anden direkte markedsføring i Tyskland, er udsat for konkurrence. Da betingelserne fastsat i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er opfyldt, bør det fastsættes, at direktiv 2014/25/EU derfor ikke finder anvendelse på kontrakter, hvis formål er at udøve disse aktiviteter i Tyskland.

(48)

På baggrund af de faktorer, der er gennemgået ovenfor, bør betingelsen om, at de pågældende aktiviteter skal være direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, jf. artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU, anses for at være opfyldt, hvad angår aktiviteter i forbindelse med produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder, der er underlagt afregningstariffer og lejertillæg i Tyskland.

(49)

Direktiv 2014/25/EU bør derfor fortsat finde anvendelse, når ordregivende enheder indgår kontrakter, der har til formål at muliggøre disse aktiviteter, eller når der afholdes projektkonkurrencer med henblik på udøvelse af sådanne aktiviteter i det pågældende geografiske område.

(50)

På baggrund af de faktorer, der er gennemgået ovenfor, bør betingelsen om, at den pågældende aktivitet skal være direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, jf. artikel 34, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU, anses for at være opfyldt i Tyskland for så vidt angår aktiviteter i forbindelse med produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder, der markedsføres direkte med en lovbestemt gældende værdi (forudsat at den anlægsspecifikke gældende værdi er lavere end markedsværdien (eller et tilsvarende, men langsigtet indeks for elkøbsaftaler) i 12 på hinanden følgende måneder), direkte markedsføring med en gældende værdi fastsat gennem udbud, anden direkte markedsføring samt gamle anlæg til vedvarende energi, der har modtaget støtte.

(51)

Da betingelsen om fri adgang til markedet anses for at være opfyldt, bør direktiv 2014/25/EU ikke finde anvendelse, når ordregivere indgår kontrakter, hvis formål er udøvelsen af de pågældende aktiviteter i Tyskland, eller når der afholdes projektkonkurrencer med henblik på udøvelsen af sådanne aktiviteter i det pågældende geografiske område.

(52)

Denne afgørelse indskrænker ikke anvendelsen af EU-konkurrencereglerne og bestemmelserne på andre områder af EU-retten. Navnlig er de kriterier og den metode, der anvendes til at vurdere, om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår i henhold til artikel 34 i direktiv 2014/25/EU, ikke nødvendigvis identiske med dem, der anvendes til at foretage en vurdering i henhold til artikel 101 eller 102 i TEUF eller Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (30), som bekræftet af Retten (31) —