(1)

I Det Europæiske Råds konklusioner af 19.-20. december 2013 udtryktes tilfredshed med forberedelserne til næste generation af statslig satellitkommunikation gennem et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne, Kommissionen og Den Europæiske Rumorganisation (ESA). Statslig satellitkommunikation er også blevet fremhævet som ét af elementerne i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fra juni 2016. Statslig satellitkommunikation skal efter planen bidrage til EU's reaktion over for hybride trusler og yde støtte til EU-strategien for maritim sikkerhed og EU's politik for Arktis.

(2)

I Det Europæiske Råds konklusioner af 21.-22. marts 2019 blev det understreget, at Unionen er nødt til at gå videre med udviklingen af en konkurrencedygtig, sikker, inklusiv og etisk digital økonomi med konnektivitet i verdensklasse.

(3)

Det er anført i Kommissionens meddelelse af 22. februar 2021 med titlen »Handlingsplan for synergier mellem civil-, forsvars- og rumindustrierne«, at den har til formål at »gøre det muligt for alle i Europa at få adgang til højhastighedsforbindelser og tilvejebringe et modstandsdygtigt konnektivitetssystem, der gør det muligt for Europa fortsat at være forbundet, uanset hvad der sker«.

(4)

»Et strategisk kompas for sikkerhed og forsvar«, der blev vedtaget af Rådet den 21. marts 2022, anerkender, at Unionens og dens medlemsstaters ruminfrastruktur bidrager til vores modstandsdygtighed og tilbyder centrale tjenester, der erstatter eller supplerer jordbaserede infrastrukturer til telekommunikation. Det opfordrer derfor Unionen til at arbejde videre med forslaget om et EU-rumbaseret globalt sikkert kommunikationssystem.

(5)

En af komponenterne i Unionens rumprogram oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 (2) er GOVSATCOM, som har til formål at sikre, at GOVSATCOM-brugere har adgang til pålidelige, sikre, skalérbare og omkostningseffektive satellitkommunikationstjenester på længere sigt. I henhold til forordning (EU) 2021/696 er det planen i første fase af GOVSATCOM-komponenten frem til ca. 2025 at samle og dele den eksisterende kapacitet gennem GOVSATCOM-centret. I den forbindelse skal Kommissionen anskaffe GOVSATCOM-kapaciteter fra medlemsstater med nationale systemer og rumkapaciteter og fra kommercielle udbydere af satellitkommunikations eller -tjenester under hensyntagen til Unionens væsentlige sikkerhedsinteresser.

I denne første fase skal GOVSATCOM-tjenesterne indføres trinvis i lyset af opskaleringen af GOVSATCOM-centrets infrastrukturkapaciteter. Denne tilgang bygger endvidere på den antagelse, at det, hvis det i løbet af første fase efter en nærmere analyse af det fremtidige udbud og den fremtidige efterspørgsel skulle vise sig, at den ikke er tilstrækkelig til at dække udviklingen i efterspørgslen, vil blive nødvendigt at overgå til anden fase og udvikle yderligere skræddersyet ruminfrastruktur eller skræddersyede rumkapaciteter gennem samarbejde med den private sektor, f.eks. med Unionens satellitoperatører.

(6)

Den 22. marts 2017 godkendte Rådets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité analysen af civile militære brugerbehov på højt plan for statslig satellitkommunikation (High Level Civil Military User Needs for Governmental Satellite Communications) (GOVSATCOM), som blev udarbejdet af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), og som de militære brugerbehov, som Det Europæiske Forsvarsagentur har konstateret i sit fælles personalmål, som blev vedtaget i 2013, og de civile brugerbehov, som Kommissionen har indsamlet, er blevet lagt sammen med. Efterfølgende analyser fra Kommissionen viste, at Unionens nuværende satellitkommunikationsudbud på grundlag af kapaciteter fra medlemsstater med nationale systemer og fra den private sektor ikke kan tilgodese visse nye behov i den statslige efterspørgsel, som bevæger sig i retning af løsninger med højere sikkerhed, lav latenstid og global dækning. Disse behov bør overvåges og vurderes regelmæssigt.

(7)

Nylig teknisk udvikling har gjort det muligt at udvikle ikkegeostationære kommunikationskonstellationer (NGSO) og gradvist tilbyde konnektivitetstjenester med høj hastighed og lav latenstid. Der er derfor nu mulighed for at tilgodese statsligt autoriserede brugeres skiftende behov ved at udvikle og ibrugtage yderligere infrastruktur, da der i øjeblikket er adgang til ved Den Internationale Telekommunikations Union at anmelde de frekvenser, som er nødvendige for at levere de nødvendige tjenester i Unionen. Hvis disse anmeldelser af frekvenser ikke udnyttes, forældes de og tildeles andre aktører. Da frekvenser og kredsløbsbaner er stigende grad er blevet en mangelvare, bør Kommissionen gennem en åben og gennemsigtig proces med medlemsstaterne benytte lejligheden til med de medlemsstater, der indgiver anmeldelserne af frekvenserne, at indgå særlige licensaftaler om levering af statslige tjenester baseret på den statslige infrastruktur. Den private sektor er ansvarlig for at opnå de rettigheder vedrørende anmeldelser af de frekvenser, som er nødvendige for at kunne levere kommercielle tjenester.

(8)

Blandt Unionens statslige aktører er der stigende efterspørgsel efter sikre og pålidelige rumbaserede satellitkommunikationstjenester, primært fordi det er den mest gennemførlige løsning i mangel af jordbaserede kommunikationssystemer, eller hvor de er funktionsudygtige eller upålidelige. Økonomisk overkommelig og omkostningseffektiv adgang til satellitkommunikation er også uundværlig i områder, hvor der ikke findes terrestrisk infrastruktur, herunder over have og i luftrummet, i afsidesliggende områder, og hvor terrestrisk infrastruktur er udsat for alvorlige afbrydelser eller ikke er pålideligt i krisesituationer. Satellitkommunikation kan øge kommunikationsnets generelle modstandsdygtighed, idet den eksempelvis kan udgøre et alternativ i tilfælde af fysiske angreb eller cyberangreb på lokal terrestrisk infrastruktur, ulykker eller naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer.

(9)

Unionen bør sikre tilvejebringelse af robuste, globale, sikre, beskyttede, kontinuerlige, garanterede og fleksible løsninger for nye statslige behov og krav inden for satellitkommunikation, som hviler på et teknologisk og industrielt grundlag i Unionen, med henblik på at gøre medlemsstaternes og EU-institutionernes operationer mere modstandsdygtige.

(10)

Det er derfor vigtigt at oprette et nyt program, nemlig EU-programmet for sikker konnektivitet (»programmet«), for at tilvejebringe en satellitbaseret multiorbital EU-kommunikationsinfrastruktur til statslig brug og samtidig integrere og supplere eksisterende og fremtidige nationale og europæiske kapaciteter inden for rammerne af GOVSATCOM-komponenten og videreudvikle og gradvist integrere initiativet vedrørende europæisk kvantekommunikationsinfrastruktur (EuroQCI) i det sikre konnektivitetssystem.

(11)

Programmet bør opfylde de nye statslige behov for løsninger med højere sikkerhed, lav latenstid og global dækning. Det bør sikre levering og langsigtet tilgængelighed af uafbrudt adgang over hele verden til sikre, uafhængige, pålidelige og omkostningseffektive statslige satellitkommunikationstjenester, som støtter modstandsdygtigheden og beskyttelsen af kritisk infrastruktur, situationsbevidsthed, eksterne foranstaltninger, krisestyring samt anvendelser, som er afgørende for Unionens og medlemsstaternes økonomi, sikkerhed og forsvar, gennem en særlig statslig infrastruktur, der integrerer og supplerer GOVSATCOM's kapaciteter. Programmet bør desuden prioritere leveringen af statslige tjenester og gøre det muligt for den europæiske private sektor at levere kommercielle tjenester under hensyntagen til en markedsundersøgelse med bl.a. høring af statsligt autoriserede brugere gennem en kommerciel infrastruktur.

(12)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/2481 (3) fastsætter en række målsætninger og mål for at fremme udviklingen af modstandsdygtige, sikre, effektive og bæredygtige digitale infrastrukturer i Unionen, herunder et digitalt mål for Kommissionen og medlemsstaterne om at opnå gigabitkonnektivitet for alle senest i 2030. Programmet bør muliggøre konnektivitet i hele Unionen og hele verden for borgere og virksomheder, herunder, men ikke kun, ved at give økonomisk overkommelig adgang til højhastighedsbredbånd, som kan bidrage til at fjerne zoner uden kommunikationsdækning og øge samhørigheden i hele Unionen, herunder dens regioner i den yderste periferi, landdistrikter, perifere, afsidesliggende og isolerede områder og øer. Satellittjenesterne kan ikke på nuværende tidspunkt erstatte jordbaserede nets ydeevne, men kan bygge bro over den digitale kløft og, hvor det er relevant, endda bidrage til de generelle mål i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (4).

(13)

Programmet bør derfor omfatte definition, udformning, udvikling, og validering af den rum- og jordbaserede infrastruktur og dertil knyttede ibrugtagningsaktiviteter til opførelse af både den indledende rum- og jordbaserede infrastruktur, der er nødvendig for at levere de første statslige tjenester. Programmet bør derefter omfatte gradvise ibrugtagningsaktiviteter med sigte på at færdiggøre både den rum- og jordbaserede infrastruktur, der er nødvendig for at levere avancerede statslige tjenester, som i øjeblikket ikke er tilgængelige, og som rækker ud over den seneste teknologi for eksisterende europæiske satellitkommunikationstjenester. Desuden bør programmet fremme udvikling af brugerterminaler, der kan udnytte de avancerede kommunikationstjenester. Udnyttelsesaktiviteterne bør påbegyndes hurtigst muligt med leveringen af de første statslige tjenester senest i 2024, så de statsligt autoriserede brugeres behov opfyldes hurtigst muligt. Programmet bør derefter omfatte aktiviteter med sigte på at færdigbygge både den rum- og jordbaserede infrastruktur, der er nødvendig for fuld operationel kapacitet senest i 2027. Levering af statslige tjenester, drift, vedligeholdelse og løbende forbedring af den rum- og jordbaserede infrastruktur efter ibrugtagning samt udvikling af kommende generationer af statslige tjenester bør være en del af udnyttelsesaktiviteterne.

(14)

I juni 2019 undertegnede medlemsstaterne erklæringen vedrørende europæisk kvantekommunikationsinfrastruktur (»EuroQCI«) (»erklæringen«), hvorved de enedes om at arbejde sammen med Kommissionen og med støtte fra ESA hen imod at udvikle en kvantekommunikationsinfrastruktur, der dækker hele Unionen. I overensstemmelse med erklæringen sigter EuroQCI mod at ibrugtage en certificeret sikker end-to-end-kvantekommunikationsinfrastruktur, som gør det muligt at overføre og lagre oplysninger og data og være i stand til at sammenkoble kritiske offentlige kommunikationsaktiver i hele Unionen. Programmet vil bidrage til at opfylde målene i erklæringen ved at udvikle en EuroQCI-rum- og jordbaseret infrastruktur, der er integreret i programmets statslige infrastruktur, samt ved at udvikle og ibrugtage EuroQCI's terrestriske infrastruktur, som vil være ejet af medlemsstaterne. EuroQCI's rum-, jordbaserede og terrestriske infrastruktur bør udvikles inden for programmet i to hovedfaser, en indledende valideringsfase, som kan omfatte udvikling og validering af flere forskellige teknologier og kommunikationsprotokoller, og en fuldstændig ibrugtagningsfase omfattende passende løsninger til intersatellitkonnektivitet og dataoverførsel mellem satellitter, jorden og den terrestriske infrastruktur.

(15)

En af EuroQCI's vigtigste funktioner vil være at muliggøre kvantedistribution af kryptografinøgler (QKD). QKD-teknologien og -produkterne er endnu ikke tilstrækkeligt modne til at anvendes til beskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUCI). De vigtigste spørgsmål vedrørende QKD-sikkerhed, såsom standardisering af QKD-protokoller, sidekanalanalyse og evalueringsmetode, er endnu ikke løst. Programmet bør derfor støtte EuroQCI og gøre det muligt at medtage godkendte kryptografiske produkter i infrastrukturen, når de er til rådighed.

(16)

For at beskytte EUCI på en tilfredsstillende og sikker måde bør primære løsninger til imødegåelse af trusler fra kvantecomputing være kombinationen af konventionelle løsninger, post-kvantekryptografi og eventuelt QKD i hybride tilgange. Programmet bør derfor anvende sådanne tilgange med henblik på at sikre både den mest avancerede kryptografi og nøgledistribution.

(17)

For at udbygge Unionens satellitkommunikationskapaciteter bør programmets infrastruktur være baseret på, integrere og supplere den infrastruktur, der er udviklet med henblik på GOVSATCOM-komponenten. Navnlig bør programmets jordbaserede infrastruktur bygge på GOVSATCOM-centrene, som gradvist opskaleres på grundlag af brugerbehov gennem andre jordsegmentaktiver, herunder aktiver tilhørende de medlemsstater, der er villige til at bidrage yderligere, på grundlag af operationelle og sikkerhedsmæssige krav.

(18)

Programmet bør forbedre sikker konnektivitet over geografiske områder af strategisk interesse, såsom Afrika og Arktis samt regionerne Østersøen, Sortehavet, Middelhavet og Atlanterhavet. De tjenester, der leveres under programmet, bør også bidrage til geopolitisk modstandsdygtighed ved at tilbyde yderligere konnektivitet i overensstemmelse med de politiske mål i disse regioner og den fælles meddelelse af 1. december 2021 fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med titlen »Global Gateway«.

(19)

Uden at det berører kommunikationstjenesterne, kan de satellitter, der bygges med henblik på programmet, udstyres med delsystemer, herunder nyttelast, som kan gøre det muligt at øge kapaciteten og tjenesterne i komponenterne i Unionens rumprogram og dermed muliggøre udvikling af yderligere ikkekommunikationstjenester, som der skal træffes beslutning om af programudvalget, der mødes i den relevante konfiguration, som fastsat i forordning (EU) 2021/696, og som gennemføres på de betingelser, der er fastsat i nærværende forordning. Hvis fordelene for komponenterne i Unionens rumprogram fastslås behørigt under hensyntagen til brugerbehov og budgetmæssige begrænsninger, kan disse delsystemer udvikles for at tilbyde alternative positionsbestemmelses-, navigations- og tidsbestemmelsestjenester, som supplerer Galileo, sikre transmission af meddelelser fra den europæiske geostationære navigations-overlay-tjeneste (EGNOS) med en lavere latenstid, stille rumbaserede sensorer til rådighed til rumovervågning og støtte forbedringen af de nuværende Copernicuskapaciteter, navnlig til beredskabstjenester og civile sikkerhedstjenester. Desuden kan disse delsystemer levere ikkekommunikationstjenester til medlemsstaterne, forudsat at dette ikke påvirker programmets sikkerhed og budget.

(20)

I betragtning af betydningen for programmet af en jordbaseret statslig infrastruktur og dennes indvirkning på dets sikkerhed bør placeringen af sådan infrastruktur bestemmes af Kommissionen i overensstemmelse med de generelle sikkerhedskrav og efter en åben og gennemsigtig proces med henblik på at sikre en afbalanceret fordeling mellem medlemsstaterne. Ibrugtagningen af programmets jordbaserede statslige infrastruktur, som også integrerer den infrastruktur, der er udviklet under GOVSATCOM-komponenten, kan involvere Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet (»agenturet«) eller, når dette er relevant og inden for dets kompetenceområder, ESA.

(21)

Det er afgørende for Unionens og medlemsstaternes sikkerhed og for at sikre de statslige tjenesters sikkerhed og integritet, at programmets rumaktiver opsendes fra Unionens område. Under særlige, behørigt begrundede omstændigheder bør det være muligt at foretage sådanne opsendelser fra et tredjelands område. Ud over tunge og mellemstore løfteraketter kan små løfteraketter og mikroløfteraketter give yderligere fleksibilitet, til at muliggøre en hurtig ibrugtagning af rumaktiverne.

(22)

Det er vigtigt, at Unionen ejer alle materielle og immaterielle aktiver i forbindelse med statslig infrastruktur, der udvikles under programmet, bortset fra EuroQCI's terrestriske infrastruktur, samtidig med at der sikres overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder artikel 17. Uanset Unionens ejerskab over disse aktiver bør Unionen dog i overensstemmelse med denne forordning, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt på grundlag af en konkret vurdering, have mulighed for at stille disse aktiver til rådighed for tredjeparter eller skille sig af med dem.

(23)

EU-dækkende initiativer, såsom initiativet for sikker konnektivitet, tager form gennem en bred deltagelse af innovative små og mellemstore virksomheder (SMV'er), nystartede virksomheder og store virksomheder i rumsektorens leverandør- og aftagerled i hele Unionen. I de seneste år har nogle rumaktører udfordret rumsektoren, navnlig nystartede virksomheder og SMV'er, som har udviklet innovative, markedsdrevne rumteknologier og -applikationer, undertiden med anderledes forretningsmodeller. For at sikre Unionens rumøkosystems konkurrenceevne bør programmet maksimere anvendelse af innovative og disruptive teknologier samt nye forretningsmodeller udviklet af det europæiske rumøkosystem, herunder New Space, navnlig hos SMV'er, midcapselskaber og nystartede virksomheder, der udvikler markedsdrevne rumteknologier og -applikationer, og samtidig omfatte hele rumværdikæden, heriblandt leverandør- og aftagerleddene.

(24)

Det er vigtigt at tilskynde den private sektor til at foretage investeringer gennem passende udbud og sammenlægning af tjenestekontrakter og dermed mindske usikkerheden og skabe langsigtet synlighed og forudsigelighed i den offentlige sektors behov for tjenester. For at sikre den europæiske rumindustris konkurrenceevne i fremtiden bør programmet også bidrage til at udvikle avancerede kompetencer på rumrelaterede områder og støtte uddannelsesaktiviteter samt fremme lige muligheder, ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og status med henblik på at udnytte unionsborgernes fulde potentiale på dette område.

(25)

I overensstemmelse med målene i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« bør programmets miljømæssige ind virkninger så vidt muligt minimeres. Selv om rumaktiverne ikke i sig selv udleder drivhusgasser, mens de er i brug, indvirker produktionen af dem og de tilhørende jordbaserede anlæg på miljøet. Der bør vedtages foranstaltninger for at afbøde denne indvirkning. Med henblik herpå bør de udbud, der omhandles i programmet, omfatte principper og foranstaltninger vedrørende bæredygtighed, såsom bestemmelser, der skal minimere og udligne de drivhusgasemissioner, der genereres af udviklingen, produktionen og ibrugtagningen af infrastrukturen, og foranstaltninger til forebyggelse af lysforurening, såsom indvirkningen på jordbaserede astronomiske observationer.

(26)

I betragtning af det stigende antal rumfartøjer og den stigende mængde rumaffald i kredsløb bør den nye europæiske konstellation også opfylde kriterier for bæredygtighed i rummet og være et eksempel på god praksis inden for rumtrafikstyring og overvågning og sporing i rummet (SST) med henblik på at reducere den mængde af rumaffald, der produceres, forhindre desintegreringer i kredsløb og kollisioner i kredsløb og sikre passende foranstaltninger for udtjente rumfartøjer. Da der drøftes legitime bekymringer med hensyn til beskyttelsen af rummiljøet i internationale fora, såsom i FN's Komité for Fredelig Udnyttelse af det Ydre Rum, er det yderst vigtigt, at Unionen viser lederskab med hensyn til bæredygtighed i rummet. De kontrakter, der indgås under programmet, bør sikre, at den anvendte teknologi muliggør de højest mulige standarder med hensyn til bæredygtighed, samt energi- og ressourceeffektivitet.

(27)

De operationelle krav til statslige tjenester bør være baseret på en vurdering af de statsligt autoriserede brugeres behov, samtidig med at der også tages hensyn til kapaciteten af det aktuelle markedsudbud. Ved vurderingen af disse krav bør der i videst muligt omfang anvendes for den aktuelle markedskapacitet. Ud fra disse operationelle krav bør tjenesteporteføljen for statslige tjenester udvikles i kombination med de generelle sikkerhedskrav og den stigende efterspørgsel efter statslige tjenester. Denne tjenesteportefølje bør fastsætte referencescenariet for de statslige tjenester. Den bør også identificere de kategorier af tjenester, der supplerer tjenesteporteføljen for de GOVSATCOM-tjenester, der er etableret inden for rammerne af forordning (EU) 2021/696. Kommissionen bør sikre konsekvens og sammenhæng i operationelle og sikkerhedsmæssige krav mellem GOVSATCOM-komponenten og programmet. For at opretholde den bedst mulige overensstemmelse mellem efterspørgslen og levering af tjenester bør tjenesteporteføljen for statslige tjenester kortlægges i 2023 og bør kunne opdateres regelmæssigt efter høring af medlemsstaterne på grundlag af disse operationelle og sikkerhedsmæssige krav.

(28)

Satellitkommunikation er en begrænset ressource, som begrænses af satellitkapacitet, frekvenser og geografisk dækning. For at være omkostningseffektivt og udnytte stordriftsfordele bør programmet således optimere overensstemmelsen mellem udbud af og efterspørgsel efter statslige tjenester og undgå overkapacitet. Eftersom både efterspørgslen og det potentielle udbud ændrer sig over tid, bør Kommissionen overvåge behovet for at tilpasse porteføljen for de statslige tjenester, når dette forekommer nødvendigt.

(29)

Medlemsstaterne, Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten samt EU-agenturer og -organer bør kunne blive programdeltagere, for så vidt som de vælger at godkende brugere af statslige tjenester eller stiller kapaciteter, steder eller faciliteter til rådighed. I betragtning af at den enkelte medlemsstat selv kan bestemme, om den ønsker at godkende nationale brugere af statslige tjenester, bør en medlemsstat ikke være forpligtet til at bidrage til programmet eller til at huse programmets infrastruktur.

(30)

Hver programdeltager bør udpege en kompetent myndighed for sikker konnektivitet til at overvåge, om brugere og andre nationale enheder, der spiller en rolle i programmet, overholder de relevante regler og sikkerhedsprocedurer som fastsat i de generelle sikkerhedskrav. Programdeltagere kan overdrage en sådan myndigheds funktioner til en eksisterende myndighed.

(31)

Denne forordning fastlægger en finansieringsramme for hele programmets varighed, som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 18 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter (5), herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter, for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(32)

Programmets mål er i overensstemmelse med og supplerer målene for andre EU-programmer, navnlig Horisont Europa, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (6) og Rådets afgørelse (EU) 2021/764 (7), programmet for et digitalt Europa, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/694 (8), instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde — et globalt Europa, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/947 (9), Connecting Europe-faciliteten, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1153 (10), samt i særdeleshed Unionens rumprogram.

(33)

Horisont Europa vil afsætte en vis andel af sine komponenter i klyngen »Digital. Industri og rummet« til forsknings- og innovationsaktiviteter i forbindelse med udvikling og validering af det sikre konnektivitetssystem, herunder til de potentielle teknologier, der vil blive udviklet under rumøkosystemet, herunder New Space. Instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde — et globalt Europa (NDICI) vil afsætte en vis andel af sine midler til et globalt Europa til aktiviteter i forbindelse med driften af det sikre konnektivitetssystem og levering af tjenester på verdensplan, som vil gøre det muligt at tilbyde en vifte af tjenester til internationale partnere. Unionens rumprogram vil afsætte en vis andel af GOVSATCOM-komponenten til aktiviteter i forbindelse med udviklingen af GOVSATCOM-centret, som vil udgøre en del af den jordbaserede infrastruktur i det sikre konnektivitetssystem. Finansieringen fra disse programmer bør gennemføres efter reglerne for disse programmer.

(34)

På grund af programmets iboende konsekvenser for Unionens og dens medlemsstaters sikkerhed deler programmet tillige mål og principper med Den Europæiske Forsvarsfond, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/697 (11). En del af finansieringen Den Europæiske Forsvarsfond bør derfor stilles til rådighed til finansiering af aktiviteterne under programmet, navnlig de aktiviteter, der vedrører ibrugtagning af dets infrastruktur.

(35)

For at sikre en vellykket gennemførelse af programmet er det vigtigt at sørge for, at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed. Medlemsstaterne bør kunne bidrage med deres tekniske kompetence, kundskaber og bistand, navnlig på sikkerhedsområdet, eller, hvor det er relevant og muligt, ved at stille de data, oplysninger og tjenester og den infrastruktur, som befinder sig på deres område, til rådighed for programmet. Programmet bør kunne modtage yderligere finansielle bidrag eller bidrag i naturalier fra tredjeparter, herunder EU-agenturer og -organer, medlemsstater, tredjelande, der deltager i programmet, eller internationale organisationer, i overensstemmelse med de relevante aftaler.

(36)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (12) (»finansforordningen«) finder anvendelse på programmet. Finansforordningen fastsætter regler for gennemførelsen af EU-budgettet, herunder reglerne for tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter.

(37)

I overensstemmelse med finansforordningens artikel 191, stk. 3, må de samme omkostninger under ingen omstændigheder finansieres to gange over Unionens budget.

(38)

Kommissionen bør efter behov og i det omfang, det er nødvendigt, kunne gøre brug af teknisk bistand fra visse eksterne parter, for så vidt som Unionens sikkerhedsinteresser beskyttes. Andre enheder, som er involveret i den offentlige forvaltning af programmet, bør kunne gøre brug af samme tekniske bistand i forbindelse med varetagelsen af opgaver, de har fået overdraget i henhold til denne forordning.

(39)

Offentlige kontrakter, der indgås under programmet, for aktiviteter, der finansieres af programmet, bør være i overensstemmelse med Unionens regler. I den forbindelse bør Unionen også være ansvarlig for at definere de mål, der bør forfølges med hensyn til offentlige udbud.

(40)

Programmet bygger på komplekse teknologier, som er under konstant udvikling. Brugen af sådanne teknologier medfører usikkerhed og risici for offentlige kontrakter, der indgås under programmet, for så vidt som disse kontrakter vedrører udstyr eller tjenester på lang sigt. Derfor er specifikke foranstaltninger vedrørende offentlige kontrakter ud over de regler, der er fastsat i finansforordningen, påkrævet. Det bør således være muligt at foreskrive et minimum af underentreprise. Med hensyn til sidstnævnte bør nystartede virksomheder og SMV'er om muligt prioriteres, navnlig for at muliggøre deres grænseoverskridende deltagelse.

(41)

For at opfylde programmets mål er det vigtigt, hvor det er relevant, at kunne trække på de kapaciteter, der tilbydes af offentlige og private enheder i Unionen, som er aktive på rumområdet, og være i stand til at arbejde på internationalt plan med tredjelande eller internationale organisationer. Det er således nødvendigt at give mulighed for at anvende alle de relevante værktøjer og forvaltningsmetoder i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og finansforordningen og fælles udbudsprocedurer.

(42)

Et offentlig-privat samarbejde er den mest hensigtsmæssige model til at sikre, at programmets mål kan opnås. Det bør give mulighed for at bygge videre på Unionens eksisterende teknologiske og industrielle grundlag for satellitkommunikation, herunder private aktiver, og levere robuste og innovative statslige tjenester, og det bør sætte de private partnere i stand til at tilføre programmets infrastruktur yderligere kapaciteter til at tilbyde kommercielle tjenester på markedsvilkår gennem yderligere egne investeringer. En sådan ordning bør optimere implementerings- og driftsomkostningerne ved at fordele udviklings- og implementeringsomkostningerne på de komponenter, der er fælles for både statslige og kommercielle infrastrukturer, og driftsomkostningerne ved at muliggøre en høj grad af gensidiggørelse med hensyn til kapacitetsudnyttelse. Det bør også stimulere til innovation inden for det europæiske rumøkosystem, herunder New Space, ved at skabe mulighed for at fordele forsknings- og udviklingsrisiciene mellem offentlige og private partnere.

(43)

Med henblik på gennemførelsen af programmet bør koncessionskontrakter, vareindkøbskontrakter, tjenesteydelseskontrakter, bygge- og anlægskontrakter eller blandede kontrakter følge centrale principper. Sådanne kontrakter bør fastlægge en klar fordeling af opgaver og ansvarsområder mellem de offentlige og private partnere, herunder en klar risikofordeling mellem dem, med henblik på at sikre, at kontrahenterne påtager sig ansvaret for følgerne af eventuelle mangler, som de er ansvarlige for. Kontrakterne bør sikre, at kontrahenterne ikke modtager overkompensation for levering af statslige tjenester, gøre det muligt for den private sektor at levere kommercielle tjenester og sikre en passende prioritering af de statsligt autoriserede brugeres behov. Kontrakterne bør sikre, at leveringen af tjenester baseret på kommerciel infrastruktur sikrer Unionens væsentlige interesser og programmets generelle og specifikke mål. Det er derfor vigtigt, at der er truffet foranstaltninger til at sikre, at disse væsentlige interesser og mål bevares. Kommissionen bør navnlig kunne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre driftskontinuitet i tilfælde af, at kontrahenten ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser.

Kontrakterne bør indeholde tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for bl.a. at forhindre interessekonflikter og potentiel konkurrenceforvridning som følge af levering af kommercielle tjenester, uberettiget forskelsbehandling eller enhver anden skjult indirekte fordel. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger kan omfatte separate regnskaber for statslige og kommercielle tjenester, herunder oprettelse af en enhed, der er strukturelt og juridisk adskilt fra den vertikalt integrerede operatør, til levering af statslige tjenester, samt åben, retfærdig, rimelig og ikkediskriminerende adgang til den infrastruktur, der er nødvendig for levering af kommercielle tjenester. Kommercielle tjenester bør derfor være tilgængelige for eksisterende udbydere af terrestriske tjenester på gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår. Kontrakterne bør fremme nystartede virksomheders og SMV'ers deltagelse igennem hele værdikæden og på tværs af medlemsstaterne.

(44)

Et af programmets vigtigste mål er at garantere Unionens og dens medlemsstaters sikkerhed og at styrke modstandsdygtigheden på tværs af centrale teknologier og værdikæder, samtidig med at der bevares en åben økonomi. Dette mål kræver i specifikke tilfælde, at der fastsættes betingelser for støtteberettigelse og deltagelse for at sikre beskyttelsen af de operationelle EU-systemers integritet, sikkerhed og modstandsdygtighed. Dette bør ikke undergrave behovet for konkurrenceevne og omkostningseffektivitet.

(45)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (13) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (14), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (15) og (EU) 2017/1939 (16) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.

Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (17).

I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(46)

For at sikre, at Unionens finansielle interesser beskyttes, er det nødvendigt at kræve, at tredjelande giver den ansvarlige anvisningsberettigede, OLAF og Revisionsretten de fornødne rettigheder og den fornødne adgang, således at de fuldt ud kan udøve deres respektive beføjelser.

(47)

For at optimere programmets effektivitet og virkning bør der træffes tiltag til at fremme anvendelse og udvikling af åbne standarder, open source-teknologier og interoperabilitet i det sikre konnektivitetssystems arkitektur. Med en mere åben udformning af systemet kan synergier med andre komponenter i Unionens rumprogram eller nationale tjenester og applikationer forbedres, omkostningerne optimeres ved at hindre dobbeltarbejde i udviklingen af den samme teknologi, pålideligheden forbedres, innovation fremmes og fordelene ved bred konkurrence høstes.

(48)

En forsvarlig offentlig forvaltning af programmet kræver en klar fordeling af ansvarsområder og opgaver mellem de forskellige involverede aktører for at undgå unødvendigt overlap og reducere omkostningsoverskridelser og forsinkelser. Alle de forskellige aktører i forvaltningen bør inden for deres kompetenceområde og i overensstemmelse med deres ansvarsområder støtte opnåelsen af programmets mål.

(49)

Medlemsstaterne har længe været aktive på rumområdet. De har systemer, infrastruktur, nationale agenturer og organer på dette område. De kan således yde et stort bidrag til programmet, navnlig i forbindelse med gennemførelse. De kan samarbejde med Unionen om at fremme programmets tjenester og applikationer og sikre sammenhæng mellem de relevante nationale initiativer og programmet. Kommissionen kan eventuelt mobilisere de midler, som medlemsstaterne råder over, få gavn af deres bistand og på betingelse af gensidigt aftalte vilkår overdrage opgaver i forbindelse med gennemførelsen af programmet. Hvor det er relevant, bør medlemsstaterne tilstræbe at sikre sammenhæng og komplementaritet mellem deres genopretnings- og resiliensplaner og programmet. Derudover bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af jordbaseret infrastruktur placeret på deres områder. Medlemsstaterne bør desuden kunne sikre, at de frekvenser, der er nødvendige for programmet, er tilgængelige og tilstrækkeligt beskyttede, for at muliggøre den fulde udvikling og gennemførelse af applikationer på grundlag af de tjenester, der tilbydes, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU (18). De frekvenser, der stilles til rådighed for programmet, bør ikke have nogen finansiel indvirkning på programmet.

(50)

I overensstemmelse med artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og som en institution, der fremmer Unionens almene interesser, er det Kommissionens ansvar at gennemføre programmet, påtage sig det overordnede ansvar og fremme dets anvendelse. Med henblik på at optimere udnyttelsen af de forskellige interessenters ressourcer og kompetencer bør Kommissionen i begrundede tilfælde kunne overdrage visse opgaver til andre enheder. Kommissionen bør fastlægge de vigtigste tekniske og operationelle krav, der er nødvendige for at gennemføre udviklingen af systemer og tjenester. Den bør gøre dette efter høring af medlemsstaternes eksperter, brugerne og andre relevante offentlige eller private interessenter. Endelig er Unionens udøvelse af kompetence i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i TEUF ikke til hinder for, at medlemsstaterne udøver deres respektive kompetencer. For at gøre god brug af EU-midlerne er det imidlertid hensigtsmæssigt, at Kommissionen så vidt muligt sikrer sammenhæng mellem de aktiviteter, der udføres i forbindelse med programmet, og medlemsstaternes aktiviteter, uden at der skabes unødvendigt dobbeltarbejde.

(51)

Finansforordningens artikel 154 fastsætter, at Kommissionen på grundlag af resultaterne af en forudgående vurdering skal kunne forlade sig på de systemer og procedurer, der anvendes af personer eller enheder, der overdrages ansvaret for gennemførelse af EU-midler. Om nødvendigt bør der fastsættes konkrete tilpasninger af disse systemer og procedurer (tilsynsforanstaltninger) samt ordningerne for eksisterende kontrakter i den tilsvarende bidragsaftale.

(52)

I kraft af programmets verdensomspændende dækning har det en klar international dimension. Internationale partnere, deres regeringer og borgere vil være modtagere af programmets vifte af tjenester med påløbne fordele for Unionens og medlemsstaternes internationale samarbejde med disse partnere. For så vidt angår spørgsmål vedrørende programmet kan Kommissionen inden for sit kompetenceområde og på Unionens vegne eventuelt koordinere aktiviteterne på den internationale arena.

(53)

På grundlag af den ekspertise, der i de seneste år er oparbejdet inden for forvaltning, drift og levering af tjenester i forbindelse med Galileo- og EGNOS-komponenterne i Unionens rumprogram, er agenturet det mest hensigtsmæssige organ til under Kommissionens tilsyn at varetage opgaver i forbindelse med driften af den statslige infrastruktur og leveringen af statslige tjenester. Det bør derfor udvikle yderligere relevante kapaciteter til dette formål. Agenturet bør dernæst få overdraget den opgave at levere statslige tjenester og bør kunne få overdraget hele eller en del af den operationelle forvaltning af den statslige infrastruktur.

(54)

Med hensyn til sikkerhed bør agenturet i kraft af sin erfaring på dette område og gennem Komitéen for Sikkerhedsgodkendelse være ansvarligt for at sørge for sikkerhedsgodkendelse af de statslige tjenester og den statslige infrastruktur. Med forbehold af agenturets operationelle beredskab, navnlig med hensyn til tilstrækkelige menneskelige ressourcer, bør agenturet desuden udføre de opgaver, som Kommissionen har overdraget det. Agenturet bør, hvor det er muligt, udnytte sin ekspertise, f.eks. gennem det europæiske globale satellitnavigationssystems (EGNSS') aktiviteter. Ved overdragelsen af opgaver til agenturet bør der stilles tilstrækkelige menneskelige, administrative og finansielle ressourcer til rådighed til, at agenturet fuldt ud kan udføre sine opgaver og missioner.

(55)

For at sikre driften af den statslige infrastruktur og facilitere leveringen af statslige tjenester bør agenturet have mulighed for gennem bidragsaftaler at overdrage bestemte aktiviteter til andre enheder inden for deres respektive kompetenceområder på de betingelser for indirekte forvaltning, der efter finansforordningen gælder for Kommissionen.

(56)

ESA er en international organisation med omfattende ekspertise på rumområdet, herunder inden for satellitkommunikation, og er derfor en vigtig partner i gennemførelsen af de forskellige aspekter af Unionens rumpolitik. I den forbindelse bør ESA kunne stille ekspertise til rådighed for Kommissionen, herunder til forberedelse af specifikationer og gennemførelse af programmets tekniske aspekter. Til dette formål bør ESA få overdraget at forestå tilsynet med programmets udviklings- og valideringsaktiviteter og støtte evalueringen af de kontrakter, der indgås i forbindelse med programmets gennemførelse.

(57)

På grund af vigtigheden af rumrelaterede aktiviteter for Unionens økonomi og unionsborgernes hverdag bør det være en hovedprioritet for programmet at opnå og fastholde en høj grad af sikkerhed, navnlig for at beskytte Unionens og medlemsstaternes interesser, herunder i forbindelse med klassificerede og følsomme ikkeklassificerede informationer.

(58)

I lyset af EU-Udenrigstjenestens særlige ekspertise og regelmæssige kontakt med tredjelandes og internationale organisationers myndigheder bør EU-Udenrigstjenesten have mulighed for bistå Kommissionen i varetagelsen af visse opgaver vedrørende programmets sikkerhed på området eksterne forbindelser i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/427/EU (19).

(59)

Uden at det berører medlemsstaternes eneansvar på området national sikkerhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i TEU og medlemsstaternes ret til at beskytte deres væsentlige sikkerhedsinteresser i overensstemmelse med artikel 346 i TEUF, bør der indføres specifik sikkerhedsforvaltning med henblik på at sikre en gnidningsløs gennemførelse af programmet. Denne forvaltning bør bygge på tre centrale principper. For det første er det bydende nødvendigt, at medlemsstaternes omfattende og enestående erfaring i sikkerhedsspørgsmål tages i betragtning i videst muligt omfang. For det andet bør de operationelle funktioner være adskilt fra sikkerhedsgodkendelsesfunktionerne for at forhindre interessekonflikter og eventuelle mangler ved anvendelsen af sikkerhedsreglerne. For det tredje er den enhed, som er ansvarlig for at forvalte hele eller dele af programmets infrastruktur, også bedst egnet til at forvalte sikkerheden i forbindelse med de opgaver, den har fået overdraget. Programmets sikkerhed vil bygge på de erfaringer, der er indhøstet i forbindelse med gennemførelsen af Unionens rumprogram i de seneste år. En forsvarlig sikkerhedsforvaltning kræver også, at rollerne fordeles hensigtsmæssigt mellem de forskellige aktører. Som ansvarlig for programmet bør Kommissionen, uden at det berører medlemsstaternes beføjelser på området national sikkerhed, sammen med medlemsstaterne fastlægge de generelle sikkerhedskrav, som gælder for programmet. Navnlig bør sikkerhedsforvaltningen af programmet på området klassificerede informationer afspejle Rådets og medlemsstaternes respektive roller og kompetenceområder i forbindelse med evaluering og godkendelse af kryptografiske produkter til beskyttelse af EUCI.

(60)

Cybersikkerhed og fysisk sikkerhed i programmets infrastruktur, både på jorden og i rummet, såvel som dets fysiske redundans er afgørende for at sikre kontinuitet i systemets tjenester og drift. Der bør derfor ved fastsættelsen af generelle sikkerhedskrav tages behørigt hensyn til nødvendigheden af at beskytte systemet og dets tjenester mod cyberangreb og trusler mod satellitter, herunder ved at gøre brug af nye teknologier og støtte reaktionen på og genopretningen efter sådanne cyberangreb.

(61)

Hvis det efter risiko- og trusselsanalysen skønnes hensigtsmæssigt, bør Kommissionen fastlægge en sikkerhedsovervågningsstruktur. Denne sikkerhedsovervågningsstruktur bør være den enhed, der efterkommer de instrukser, der er udarbejdet inden for rammerne af Rådets afgørelse (FUSP) 2021/698 (20).

(62)

Uden at det berører medlemsstaternes beføjelser på området national sikkerhed, bør Kommissionen og den højtstående repræsentant i overensstemmelse med deres respektive kompetenceområde sikre programmets sikkerhed i overensstemmelse med denne forordning og, hvor det er relevant, afgørelse (FUSP) 2021/698.

(63)

De statslige tjenester, der leveres af programmet, vil blive anvendt af Unionens statslige aktører inden for sikkerhed, forsvar, sikkerhedskritiske missioner og operationer samt beskyttelse af kritisk infrastruktur. Sådanne tjenester og sådan infrastruktur bør derfor være underlagt sikkerhedsgodkendelse.

(64)

Det er absolut nødvendigt, at sikkerhedsgodkendelsesaktiviteterne gennemføres med kollektivt ansvar for Unionens og dens medlemsstaters sikkerhed, idet man forsøger at skabe konsensus og inddrage alle aktører i forbindelse med sikkerhedsspørgsmål, og at der indføres en procedure for permanent risikoovervågning. Det er ligeledes nødvendigt, at de tekniske sikkerhedsgodkendelsesaktiviteter udføres af fagfolk, som er behørigt kvalificerede med hensyn til godkendelse af komplekse systemer, og som er sikkerhedsgodkendt til et passende niveau.

(65)

I henhold til artikel 17 i TEU er Kommissionen ansvarlig for forvaltningen af programmer, som i overensstemmelse med reglerne i finansforordningen kan uddelegeres til tredjeparter ved indirekte forvaltning. I den forbindelse er det nødvendigt, at Kommissionen sikrer, at de opgaver, der varetages af tredjeparter i forbindelse med gennemførelsen af programmet ved indirekte forvaltning, ikke kompromitterer programmets sikkerhed, navnlig med hensyn til kontrol med klassificerede informationer. Det bør derfor præciseres, at når Kommissionen overdrager opgaver til ESA i henhold til programmet, skal de tilsvarende bidragsaftaler sikre, at klassificerede informationer, der genereres af ESA, betragtes som EUCI i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (21) og Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 (22) og frembringes under Kommissionens myndighed.

(66)

Programmets statslige tjenester kan også anvendes af EU- og medlemsstatsaktører i forbindelse med sikkerhedskritiske missioner og operationer. Med henblik på at beskytte Unionens og medlemsstaternes væsentlige sikkerhedsinteresser er der derfor behov for foranstaltninger til at sikre den fornødne uafhængighed af tredjeparter (tredjelande og enheder fra tredjelande), som omfatter alle programmets elementer. Sådanne foranstaltninger kunne omfatte rum- og jordbaserede teknologier på komponent-, delsystem- eller systemniveau, fremstillingsindustrier, ejere og operatører af rumsystemer og fysisk placering af jordbaserede komponenter.

(67)

Medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), tiltrædende lande, kandidatlande og potentielle kandidatlande, lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, og andre tredjelande kan udelukkende deltage i programmet på grundlag af en aftale indgået i overensstemmelse med artikel 218 i TEUF.

(68)

I henhold til Rådets afgørelse (EU) 2021/1764 (23) kan personer og enheder, som er etableret i oversøiske lande eller territorier, modtage finansiering under overholdelse af de regler og mål, der gælder for programmet, og eventuelle ordninger, som finder anvendelse på den medlemsstat, som det pågældende oversøiske land eller territorium hører under.

(69)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (24) bør programmet evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at administrative byrder, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås. Disse krav bør, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for evaluering af programmets virkninger. Evalueringen af programmet bør tage hensyn til resultaterne af evalueringen af Unionens rumprogram vedrørende GOVSATCOM-komponenten, der foretages inden for rammerne af forordning (EU) 2021/696.

(70)

For at sikre, at indikatorerne til rapportering om programmets fremskridt og dets overvågnings- og evalueringsramme fortsat er tilstrækkelige, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at ændre bilaget til denne forordning for så vidt angår indikatorerne, for at supplere denne forordning med bestemmelser om oprettelse af en overvågnings- og evalueringsramme og for at supplere denne forordning ved at præcisere karakteristikaene for en database over programmets rumaktiver samt metoden og processerne til vedligeholdelse og ajourføring heraf. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(71)

Af hensyn til en forsvarlig offentlig forvaltning og i betragtning af synergierne mellem programmet og GOVSATCOM-komponenten bør det programudvalg, der er nedsat inden for rammerne af forordning (EU) 2021/696 i GOVSATCOM-konfigurationen, tillige fungere som udvalg i forbindelse med programmet. Ved behandling af spørgsmål vedrørende programmets sikkerhed bør programudvalget mødes i en særlig sikkerhedskonfiguration.

(72)

Eftersom forsvarlig offentlig forvaltning kræver en ensartet forvaltning af programmet, en hurtigere beslutningsproces og lige adgang til oplysninger, kan repræsentanter for enheder, der har fået overdraget opgaver i forbindelse med programmet, eventuelt deltage som observatører i arbejdet i det programudvalg, der er nedsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (25). Af samme årsager kan repræsentanter for tredjelande og internationale organisationer, der har indgået en international aftale med Unionen i relation til programmet, eventuelt deltage i programudvalgets arbejde med forbehold af sikkerhedsbegrænsninger og som foreskrevet i en sådan aftale. Repræsentanterne for enheder, der har fået overdraget opgaver i forbindelse med programmet, tredjelande og internationale organisationer bør ikke have ikke stemmeret i programudvalget. Betingelserne for observatørers og ad hoc-deltageres deltagelse bør fastsættes i programudvalgets forretningsorden.

(73)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser vedrørende vedtagelse af: detaljerede regler for levering af statslige tjenester, de operationelle krav til statslige tjenester, tjenesteporteføljen for statslige tjenester, bidragsafgørelser, der vedrører bidragsaftalerne og arbejdsprogrammerne, samt fastsætter yderligere krav til tredjelandes og internationale organisationers deltagelse i programmet. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(74)

Statslige tjenester, der er baseret på statslig infrastruktur, bør som hovedregel leveres gratis til statsligt autoriserede brugere. Disse tjenesters kapacitet er imidlertid begrænset. Hvis Kommissionen efter en analyse konkluderer, at der er mangel på kapaciteter, bør den i behørigt begrundede tilfælde, hvor efterspørgslen overstiger adgangskapaciteten, have mulighed for at vedtage en prispolitik som led i disse detaljerede regler for levering af tjenester for at sikre overensstemmelse mellem udbuddet af og efterspørgslen efter tjenester. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår vedtagelse af en sådan prispolitik. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(75)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår fastlæggelse af de fornødne foranstaltninger til at bestemme placeringen af anlæg, der tilhører den jordbaserede statslige infrastruktur. Ved udvælgelsen af sådan beliggenhed bør Kommissionen kunne tage hensyn til operationelle krav og sikkerhedskrav samt til den eksisterende infrastruktur. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011.

(76)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til generelle sikkerhedskrav. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011. Medlemsstaterne bør kunne udøve maksimal kontrol over programmets generelle sikkerhedskrav. Når Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter om programmets sikkerhed, bør den bistås af programudvalget i en særlig sikkerhedskonfiguration. I betragtning af den følsomme karakter af sikkerhedsspørgsmål bør programudvalgets formand tilstræbe at finde løsninger, der nyder den bredest mulige tilslutning i programudvalget. Kommissionen bør ikke vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger de generelle sikkerhedskrav for programmet, i de tilfælde, hvor programudvalget ikke har afgivet en udtalelse. Hvis der andetsteds er fastsat bestemmelser om inddragelse af programudvalgets sikkerhedskonfiguration, bør en sådan inddragelse finde sted i overensstemmelse med programudvalgets forretningsorden.

(77)

Programmet supplerer Unionens eksisterende rumprogram ved at integrere og udvide dets mål og tiltag med henblik på at skabe et sikkert og rumbaseret konnektivitetssystem for Unionen. Der bør ved evalueringen af programmet tages hensyn hertil.

(78)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger, som overstiger, hvad en enkelt medlemsstat økonomisk og teknisk kan klare alene, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(79)

Programmet bør oprettes for en periode på fem år, så dets varighed tilpasses varigheden af den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 som fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (26) (»FFR 2021-2027«).

(80)

For at gennemførelsen af denne forordning kan påbegyndes snarest muligt med henblik på at nå målene heri, bør den træde i kraft hurtigst muligt —

(1)

Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/127 (2) er der bl.a. fastsat særlige krav til sammensætningen af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af hydrolyseret protein. I henhold til nævnte forordning skal modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af hydrolyseret protein opfylde kravene til proteinindhold, proteinkilde, proteinforarbejdning samt kravene til essentielle og semiessentielle aminosyrer og L-carnitin som fastsat i punkt 2.3 i bilag I og punkt 2.3 i bilag II til nævnte forordning.

(2)

Som nævnt i delegeret forordning (EU) 2016/127 bemærkede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) i sin udtalelse af 24. juli 2014 om den essentielle sammensætning af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger (3), at sikkerheden ved og egnetheden af de enkelte modermælkserstatninger eller tilskudsblandinger, der indeholder hydrolyseret protein, skal vurderes på grundlag af en klinisk evaluering i målpopulationen. Indtil videre har autoriteten foretaget positive vurderinger af to former for hydrolyseret protein, som anvendes i modermælkserstatninger og tilskudsblandinger. Sammensætningen af disse to former for hydrolyseret protein afspejles i de krav, der i øjeblikket er fastsat i delegeret forordning (EU) 2016/127. Disse krav vil imidlertid kunne opdateres for at muliggøre markedsføring af modermælkserstatninger eller tilskudsblandinger fremstillet af hydrolyseret protein med en anden sammensætning end dem, der allerede er vurderet positivt, efter at autoriteten har foretaget en individuel vurdering af deres sikkerhed og egnethed.

(3)

Den 6. februar 2019 modtog Kommissionen en anmodning fra meyer.science GmbH på vegne af HIPP-Werk Georg Hipp OHG og Arla Foods Ingredients om, at autoriteten foretager en evaluering af sikkerheden og egnetheden af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af et hydrolyseret protein, hvis sammensætning ikke opfylder kravene i punkt 2.3 i bilag I og punkt 2.3 i bilag II til delegeret forordning (EU) 2016/127.

(4)

Efter anmodning fra Kommissionen afgav autoriteten den 9. marts 2022 en videnskabelig udtalelse om den ernæringsmæssige sikkerhed og egnethed af disse modermælkserstatninger og tilskudsblandinger (4). I den udtalelse konkluderede autoriteten, at det pågældende hydrolyserede protein er en ernæringsmæssigt sikker og egnet proteinkilde til anvendelse i modermælkserstatninger og tilskudsblandinger, forudsat at det produkt, hvori det anvendes, indeholder mindst 0,45 g/100 kJ (1,9 g/100 kcal) protein og overholder de andre kriterier for sammensætning, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2016/127, og det aminosyremotiv, der fremgår af afsnit A i bilag III til nævnte forordning.

(5)

Under hensyntagen til autoritetens konklusioner bør der gives tilladelse til markedsføring af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af det pågældende hydrolyserede protein. Kravene til hydrolyseret protein i delegeret forordning (EU) 2016/127 bør derfor ajourføres og tilpasses, så de også omfatter kravene vedrørende dette hydrolyserede protein.

(6)

Bilag I, II og III til delegeret forordning (EU) 2016/127 bør derfor ændres.

(7)

Delegeret forordning (EU) 2016/127 finder anvendelse på modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af hydrolyseret protein pr. 22. februar 2022. For at muliggøre markedsføring af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger fremstillet af hydrolyseret protein i overensstemmelse med kravene i denne forordning uden unødvendig forsinkelse, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt —

(1)

Den lettiske udgave af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035 (2) indeholder fejl i titlen og i betragtning 1 for så vidt angår regler for virksomheder, der holder landdyr, og rugerier, i betragtning 2 for så vidt angår godkendelse af rugerier, i betragtning 11 for så vidt angår rugerier med fugle i fangenskab og fjerkrærugerier. Nævnte forordning indeholder også en række fejl, som berører anvendelsesområdet for følgende bestemmelser: artikel 1, stk. 3, for så vidt angår rugerier med fugle i fangenskab, artikel 1, stk. 3, andet afsnit, litra b), for så vidt angår rugeæg fra rugerier, artikel 1, stk. 6, litra b), for så vidt angår den kompetente myndigheds oplysningsforpligtelser med hensyn til dennes registre over rugerier, artikel 1, stk. 9, for så vidt angår registrerede eller godkendte rugerier, del II, afsnit I, overskriften på kapitel 2 for så vidt angår rugerier, artikel 7, overskriften og indledningen, for så vidt angår kravene vedrørende godkendelse af rugerier, hvorfra rugeæg af fjerkræ eller daggamle kyllinger skal flyttes til en anden medlemsstat, artikel 18, overskriften og indledningen, for så vidt angår registre over virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier, del II, afsnit III, overskriften på kapitel 2 for så vidt angår rugerier, artikel 33, titlen, indledningen og litra a), for så vidt angår forpligtelser vedrørende føring af fortegnelser for operatører af rugerier, bilag I, del 3, overskriften, for så vidt angår kravene vedrørende godkendelse af rugerier, bilag I, del 3, punkt 1, indledningen og litra a) og b), for så vidt angår krav vedrørende biosikringsforanstaltninger på rugerier, bilag I, del 3, punkt 2, indledningen og litra b), for så vidt angår krav vedrørende overvågning af rugerier, bilag I, del 3, punkt 3, indledningen og litra a), c) og f), for så vidt angår krav vedrørende faciliteter og udstyr på rugerier, bilag I, del 3, punkt 5, indledningen og litra a), nr. i), for så vidt angår krav vedrørende den kompetente myndigheds tilsyn med rugerier, bilag I, del 4, punkt 1, litra a), nr. ii), for så vidt angår kravene vedrørende biosikringsforanstaltninger på virksomheder, der holder fjerkræ, bilag I, del 4, punkt 2, litra b), for så vidt angår kravene vedrørende overvågning på virksomheder, der holder fjerkræ, bilag I, del 4, punkt 3, litra b), nr. iii), og punkt 3, litra e), for så vidt angår kravene vedrørende faciliteter og udstyr på virksomheder, der holder fjerkræ, bilag II, overskriften, for så vidt angår program for mikrobiologisk kontrol på rugerier samt sygdomsovervågningsprogrammer på virksomheder, der holder fjerkræ, og rugerier, bilag II, del 1, overskriften, for så vidt angår programmet for mikrobiologisk kontrol på rugerier, bilag II, del 2, overskriften, for så vidt angår sygdomsovervågningsprogrammer på rugerier og på virksomheder, der holder fjerkræ, bilag II, del 2, punkt 2.4, litra b), indledningen og nr. iv), for så vidt angår krav vedrørende prøvematrix, bilag II, del 2, punkt 2.5, litra b), første punktum, og nr. i) og ii), for så vidt angår kravene vedrørende prøveudtagningsramme og -hyppighed.

(2)

Den lettiske udgave af delegeret forordning (EU) 2019/2035 bør derfor berigtiges. De øvrige sprogudgaver er ikke berørt —

(1)

Den 17. januar 2019 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) (»den pågældende vare«) ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 (»den oprindelige forordning«).

(2)

I den oprindelige undersøgelse blev der anvendt stikprøveudtagning til at undersøge de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036.

(3)

Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 10,3 % og 62,1 % på importen af elektriske cykler for de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Folkerepublikken Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven (med undtagelse af de virksomheder, der er omfattet af den parallelle udligningstold for alle andre virksomheder, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/72 (3)), blev der indført en vejet gennemsnitlig told på 24,2 %. Disse samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilag I til den oprindelige forordning. Der blev indført en vejet gennemsnitlig told på 16,2 % for andre samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven (omfattet af den sideløbende udligningstold for alle andre virksomheder — i gennemførelsesforordning (EU) 2019/72). Disse er opført i bilag II til den oprindelige forordning. Desuden blev der indført en landsdækkende told på 70,1 % for elektriske cykler fra virksomheder i Folkerepublikken Kina, som enten ikke gav sig til kende eller ikke samarbejdede i forbindelse med antidumpingundersøgelsen, men samarbejdede i forbindelse med den sideløbende antisubsidieundersøgelse (opført i bilag III til den oprindelige forordning).

(4)

I henhold til artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning kan stk. 2 i nævnte artikel ændres ved at tilføje den nye eksporterende producent til det relevante bilag med de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven og derfor er omfattet af den passende vejede gennemsnitlige antidumpingtold, hvis denne nye eksporterende producent i Folkerepublikken Kina fremlægger tilstrækkelig dokumentation for Kommissionen for, at:

(5)

Virksomheden Zhejiang Jollo Technology Co., Ltd (»ansøgeren«) indgav en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Folkerepublikken Kina, der ikke indgik i stikprøven, og af den parallelle udligningstold for alle andre virksomheder, dvs. 16,2 %, og hævdede, at den opfyldte alle tre betingelser i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning.

(6)

For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, sendte Kommissionen først et spørgeskema til ansøgeren med en anmodning om dokumentation for, at denne opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent. Ansøgeren indsendte en spørgeskemabesvarelse.

(7)

Kommissionen bestræbte sig på at efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent.

(8)

Med hensyn til betingelsen i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning om, at ansøgeren ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der ligger til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«), fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren ikke kunne have eksporteret elektriske cykler til Unionen i undersøgelsesperioden, da ansøgeren fremlagde bevis for, at den blev etableret i 2021.

(9)

Med hensyn til betingelsen i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, som forudsætter, at ansøgeren ikke må være forretningsmæssigt forbundet med nogen eksportør eller producent, der er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina, som er genstand for de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, og som kunne have samarbejdet i den oprindelige undersøgelse.

(10)

For så vidt angår betingelsen i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, som forudsætter, at ansøgeren faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen, fastslog Kommissionen ud fra den fremlagte dokumentation i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren havde eksporteret elektriske cykler efter den oprindelige undersøgelsesperiode. Ansøgeren fremlagde salgsdokumenter for transaktioner til Spanien (juni 2021) og Italien (august 2022).

(11)

Derfor konkluderede Kommissionen, at ansøgeren opfylder betingelsen i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning.

(12)

Ansøgeren opfylder således alle tre betingelser for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, og anmodningen bør derfor imødekommes. Ansøgeren bør derfor pålægges en antidumpingtold på 16,2 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, og som er omfattet af den sideløbende udligningstold for alle andre virksomheder — i gennemførelsesforordning (EU) 2019/72.

(13)

Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, til Zhejiang Jollo Technology Co., Ltd.

(14)

Parterne fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(15)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

(1)

Importen af biodiesel med oprindelse i Argentina er omfattet af den endelige udligningstold, der blev indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/244 (2) (»den oprindelige undersøgelse«).

(2)

Oleaginosa Moreno Hermanos S.A.C.I.F.I. y A (ansøgeren), en argentinsk eksporterende producent, Taric (3)-tillægskode C497, der er pålagt en individuel udligningstold på 25,0 %, meddelte den 23. maj 2022 Kommissionen, at virksomheden havde ændret navn til Viterra Argentina S.A.

(3)

Virksomheden fandt, at navneændringen ikke påvirker dens ret til at drage fordel af den individuelle udligningstold, der gjaldt for den under dens tidligere navn, og anmodede Kommissionen om at bekræfte det.

(4)

Den europæiske sammenslutning af biodieselproducenter (EBB) var ikke enig med ansøgeren og anførte, at virksomheden havde undergået mere komplekse strukturelle ændringer, der påvirkede dens ret til fortsat at drage fordel af det niveau af foranstaltninger, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse.

(5)

Kommissionen indsamlede oplysninger og undersøgte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt, og fandt, at navneændringen var korrekt registreret hos de relevante myndigheder og ikke førte til nye forbindelser med andre grupper af virksomheder, som ikke blev undersøgt af Kommissionen i den oprindelige undersøgelse.

(6)

Dokumentationen i sagen bekræftede ansøgerens påstand om, at navneændringen blev godkendt af Argentinas offentlige handelsregister den 3. maj 2022 og den føderale forvaltning af offentlige indtægter den 1. juli 2022. Kommissionen konkluderede derfor, at navneændringen ikke påvirker konklusionerne i gennemførelsesforordning (EU) 2019/244 og navnlig den udligningstold, der gælder for den.

(7)

På grundlag af ovenstående bør navneændringen træde i kraft fra den dato, hvor virksomheden officielt drev virksomhed under det nye navn, dvs. den 1. juli 2022.

(8)

EU-erhvervsgrenen (EBB) gentog i sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger de argumenter, der oprindeligt blev fremsat i forbindelse med anmodningen om en navneændring. Den hævdede, at navneændringen skjulte en mere kompleks strukturel ændring, at ansøgeren øgede sine biodieselaktiviteter ved forskellige erhvervelser, skiftede administrerende direktør, blev førende i landbrugssektoren i Argentina, og at den på en eller anden måde var forretningsmæssigt forbundet med en anden eksporterende producent, som var gået konkurs.

(9)

Det skal erindres, at alle eksporterende producenter i Argentina er omfattet af et pristilsagn, hvorved de skal overholde en minimumsimportpris og eksportere deres biodiesel til Unionen under en mængdetærskel, som revideres årligt for hele landet.

(10)

Kommissionen undersøgte ovennævnte påstande og bemærkede, at erhvervsgrenen ikke fremlagde tilstrækkelige beviser til støtte for sine påstande. Kommissionen fandt ingen beviser, der tydede på en indvirkning af ansøgerens aktiviteter i landbrugssektoren eller dennes påståede forøgelse af produktionskapaciteten på de gældende foranstaltninger. Den blotte navneændring vil ikke gøre det muligt for ansøgeren at eksportere en større mængde til Unionen eller sælge under den minimumspris, som Kommissionen regelmæssigt fastsætter, og kan derfor ikke påvirke eller undergrave de gældende foranstaltninger. EU-erhvervsgrenens påstande kunne ikke tages i betragtning og blev derfor afvist.

(11)

I betragtning af overvejelserne i ovenstående betragtninger fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at ændre gennemførelsesforordning (EU) 2019/244 for at afspejle navneændringen på den virksomhed, der tidligere var tildelt Taric-tillægskode C497.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (4) —

(1)

Efter en antidumpingundersøgelse i henhold til artikel 5 i grundforordningen vedtog Kommissionen den 2. maj 2017 gennemførelsesforordning (EU) 2017/763 (2) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Republikken Korea (»det pågældende land«) (»den omtvistede forordning«). Foranstaltningerne havde form af en fast toldsats: 104,46 EUR pr. nettoton for både Hansol-gruppen og for alle andre virksomheder.

(2)

Hansol-gruppen (Hansol Paper Co. Ltd. og Hansol Artone Paper Co. Ltd.) (»Hansol«) anfægtede den omtvistede forordning for Retten. Den 2. april 2020 afsagde Retten sin dom i sag T-383/17 om annullation af gennemførelsesforordning (EU) 2017/763, for så vidt angår Hansol. Den 11. juni 2020 appellerede Kommissionen Rettens dom (sag C-260/20 P). Den 12. maj 2022 forkastede Domstolen appellen.

(3)

Retten fandt, at Kommissionen havde begået en fejl, da den fastsatte den normale værdi for mindst én varetype solgt af Hansol Artone Paper Co. Ltd. (»Artone«). I mangel af hjemmemarkedssalg af denne varetype havde Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, beregnet den normale værdi for Artone på grundlag af Artones produktionsomkostninger. Da Hansol Paper Co. Ltd. (»Hansol Paper«) havde et repræsentativt hjemmemarkedssalg af den pågældende varetype i normal handel, fandt Retten, at Kommissionen burde have anvendt denne parts hjemmemarkedssalgspris som en normal værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1.

(4)

Retten fastslog ligeledes, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vægtningen af salget i Den Europæiske Union af jumboruller til uafhængige kunder sammenlignet med salget til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på omspoling til små ruller. Kommissionen havde anvendt en sådan vægtning for korrekt at afspejle Hansols samlede dumpingadfærd, mens Hansol efter anmodning var blevet indrømmet en fritagelse for tre af sine forretningsmæssigt forbundne omspoleres udfyldelse af et spørgeskema. Retten fandt, at Kommissionen ved ikke at redegøre for et vist videresalg af Schades Nordic, som er en af disse tre forretningsmæssigt forbundne omspolere i Unionen, havde undervurderet vægtningen af Hansols salg af jumboruller til uafhængige kunder, som havde en betydeligt lavere dumpingmargen end virksomhedens salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg i form af små ruller til uafhængige forhandlere. Kommissionen havde derfor overtrådt grundforordningens artikel 2, stk. 11, da de beregninger, som Kommissionen havde foretaget, ikke afspejlede det fulde omfang af Hansols dumpingpraksis.

(5)

Endelig fastslog Retten, at den vægtningsfejl, der er beskrevet i betragtning 4, også påvirkede beregningen af underbuds- og skadesmargenen, eftersom Kommissionen havde anvendt den samme vægtning i forbindelse med disse beregninger. Retten fandt således, at Kommissionen havde overtrådt grundforordningens artikel 3, stk. 2, og 3.

(6)

Disse konklusioner blev stadfæstet af Domstolen (5).

(7)

I henhold til artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) har EU-institutionerne pligt til at gennemføre de til opfyldelse af Unionens retsinstansers domme nødvendige foranstaltninger. Når en retsakt, der er vedtaget af EU-institutionerne som led i en administrativ procedure, som f.eks. antidumpingundersøgelsen i dette tilfælde, annulleres, består gennemførelsen af Rettens dom i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Retten havde påpeget, ikke indgår (6).

(8)

I henhold til Rettens og Domstolens praksis kan proceduren for at lade en annulleret retsakt erstatte genoptages netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte (7). Det betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter, som f.eks. indledningen af antidumpingproceduren. I en situation, hvor en forordning om indførelse af endelige antidumpingforanstaltninger annulleres, betyder dette for eksempel, at antidumpingproceduren stadig pågår, fordi det er kun den retsakt, der afsluttede antidumpingproceduren, der ikke længere indgår i EU's retsorden (8), medmindre ulovligheden indtrådte i forbindelse med indledningen af proceduren. Genoptagelsen af den administrative procedure med genindførelsen af antidumpingtold på importen i den periode, hvor den annullerede forordning fandt anvendelse, kan ikke anses for at være i strid med reglen om forbud mod tilbagevirkende kraft (9).

(9)

I den foreliggende sag annullerede Retten den omtvistede forordning for så vidt angår Hansol af de i betragtning 3-5 nævnte årsager.

(10)

De konstateringer i den omtvistede forordning, som ikke blev anfægtet, eller som blev anfægtet, men som Retten afviste, eller som Retten ikke undersøgte, og som derfor ikke førte til annullationen af den omtvistede forordning, forbliver gyldige i fuldt omfang (10).

(11)

Efter Domstolens dom i sag C-260/20 P besluttede Kommissionen delvist at genoptage den antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse typer letvægtstermopapir, som førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning, og at genoptage undersøgelsen på det tidspunkt, hvor uregelmæssighederne fandt sted. En meddelelse (»meddelelsen om genoptagelse«) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. juni 2022 (11). Genoptagelsen var begrænset til gennemførelsen af Domstolens dom for så vidt angår Hansol.

(12)

Samtidig besluttede Kommissionen at gøre importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Republikken Korea og fremstillet af Hansol til genstand for registrering og anmodede de nationale toldmyndigheder om at afvente offentliggørelsen af Kommissionens relevante gennemførelsesforordning om genindførelse af told, inden der træffes afgørelse om eventuelle krav om godtgørelse af eller fritagelse for antidumpingtold for så vidt angår importen af Hansols varer (12) (»forordningen om registrering«).

(13)

Kommissionen informerede de interesserede parter om genoptagelsen og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger.

(14)

Kommissionen modtog bemærkninger fra Hansol og European Thermal Paper Association (»ETPA«) og dens medlemmer.

(15)

Hansol bemærkede, at Kommissionen i forordningen om registrering havde baseret sig på Rettens domme i sag T-440/20 og T-441/20 (»Jindal Saw«) (13) for at konkludere, at registrering var et redskab, således at der senere kan anvendes foranstaltninger over for importen fra registreringsdatoen. Hansol gjorde gældende, at disse domme endnu ikke var endelige, og at de ikke fandt anvendelse på den foreliggende situation, da Retten i sag T-383/17 havde fastslået, at forordningen var ulovlig, hvorimod den ikke havde fastslået dette i sag T-440/20 og sag T-441/20. Virksomheden hævdede også, at i Jindal Saw-sagen var den pågældende virksomhed, Jindal Saw, en af flere eksporterende producenter, og at der var flere berørte lande, hvorimod Hansol er den eneste eksporterende producent i den foreliggende sag, som kun vedrører Korea. På det grundlag fremførte Hansol, at Kommissionen derfor ikke kan påberåbe sig Jindal Saw-dommene med henblik på med tilbagevirkende kraft at opkræve den endelige betaling af antidumpingtolden på importen af den pågældende vare fremstillet af Hansol.

(16)

Hvad angår det forhold, at Jindal Saw-dommen stadig kan appelleres, har ETPA gjort gældende, at disse domme er en gentagelse af fast retspraksis. ETPA bestred ligeledes de af Hansol påberåbte forskelle mellem Jindal Saw-dommene og dommen i sag T-383/17, da Retten i domskonklusionerne i sag T-300/16 og T-301/16 (de sager, der gik forud for T-440/20 og T-441/20, hvorved de oprindelige forordninger vedrørende Jindal Saw blev annulleret), såvel som i sag T-383/17 annullerede den omtvistede forordning i sin helhed, for så vidt angik sagsøgeren. Ifølge ETPA indebærer det forhold, at dommen kun annullerede den omtvistede forordning for Hansols vedkommende, også, at den i modsætning til Hansols påstand stadig er en del af Unionens retsorden.

(17)

Hertil bemærkede Kommissionen, at det forhold, at dommen i sag T-440/20 stadig ikke var endelig på tidspunktet for offentliggørelsen af forordningen om registrering, ikke indebærer, at registrering ikke var mulig i den foreliggende sag. Retten tilsluttede sig i denne sag Kommissionens praksis med at registrere import i forbindelse med gennemførelsen af dommene og støttede den omstændighed, at Kommissionen faktisk kan registrere import i sådanne situationer. Retten anførte, at grundforordningens artikel 14, der giver Kommissionen beføjelse til at kræve, at nationale myndigheder træffer passende foranstaltninger til registrering af import, er almengyldig. Retten bemærkede navnlig, at »[d]enne forordnings artikel 14, stk. 5, ikke er undergivet nogen begrænsning med hensyn til de omstændigheder, hvorunder Kommissionen har beføjelse til at pålægge nationale toldmyndigheder at registrere varer«. Retten fastslog endvidere, at »det kan skade den effektive virkning af forordninger, der kan føre til en sådan genindførelse, hvis Kommissionen fratages retten til at foretage registrering inden for rammerne af en procedure om genindførelse af en endelig antidumpingtold«. Dommen er under alle omstændigheder blevet endelig i mellemtiden. Påstanden blev derfor afvist.

(18)

Med hensyn til Hansols påstand om, at den omtvistede forordning ikke længere er gyldig, da Hansol, for hvilken den blev annulleret, var den eneste eksporterende producent, der var berørt af denne forordning, bemærkede Kommissionen uden at gå ind på den retlige relevans af påstanden, at påstanden er faktuelt ukorrekt, Det forhold, at ingen andre producenter fra Republikken Korea, der eksporterer til Unionen i undersøgelsesperioden, var blevet identificeret, betyder faktisk ikke, at gennemførelsesforordning (EU) 2017/763 kun finder anvendelse på Hansol. I den omtvistede forordning indførte Kommissionen ret beset også told over for andre eksporterende producenter via resttolden (14). Desuden annullerede Retten kun den anfægtede forordning, »for så vidt som den angår Hansol Paper Co. Ltd.«. Påstanden blev derfor afvist.

(19)

Hansol gav også udtryk for bekymring over, at Kommissionen muligvis ikke ville forstå, hvordan problematikken med hensyn til vægtningen skulle løses. Hansol hævdede, at den procentdel, der repræsenterer mængden af jumboruller, der blev videresolgt af Schades Ltd. i den samlede mængde af jumboruller, der blev solgt af Hansol Paper, Artone, og dennes forretningsmæssigt forbundne forhandler Hansol Europe til virksomhedens forretningsmæssigt forbundne forhandler Schades Ltd., ifølge Rettens dom bør anvendes på salgsmængden af jumboruller til virksomhedens forretningsmæssigt forbundne omspolere (Schades Nordic, Heipa og R+S) med henblik på videresalg. Den deraf resulterende mængde bør lægges til den salgsmængde af jumboruller (direkte og indirekte), der anvendtes til beregning af dumpingmargenen, og trækkes fra salgsmængden af jumboruller til Schades Nordic, Heipa og R+S med henblik på omspoling. På det grundlag foretog Hansol en ny beregning af vægtningen af det direkte og indirekte salg af jumboruller til uafhængige kunder i forhold til salget til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg i form af små ruller til uafhængige kunder. ETPA understregede, at ud over Schades Ltd., var den eneste omspoler, der også i løbet af undersøgelsen videresolgte jumboruller, Schades Nordic, og at en sådan tilgang allerede derfor og alene af den grund ikke ville være i overensstemmelse med de beviser, som Kommissionen havde til rådighed. ETPA understregede også, at selv om Retten konstaterede visse fejl i den tilgang, som Kommissionen anvendte i den oprindelige undersøgelse, pålagde den ikke en tilgang til en revideret vægtningsberegning og præciserede, at det er op til Kommissionen at afgøre, hvilke foranstaltninger der er egnede til at sikre gennemførelsen af dommen.

(20)

Med hensyn til dette spørgsmål bemærkede Kommissionen, at den af Hansol foreslåede metode grundlæggende er forskellig fra den metode, som Kommissionen anvendte i sin dumpingberegning i forbindelse med den omtvistede forordning. I forbindelse med beregningen af Hansols margener kvantificerede Kommissionen Hansol-gruppens samlede direkte og indirekte salg af jumboruller til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder som helhed, som anført i spørgeskemabesvarelserne fra de forskellige koncernenheder i deres salgstabeller. Ud fra dette fastsatte Kommissionen vægten af dette salg i forhold til vægten af jumboruller, der omspoles til små ruller. Hansols forslag om at anvende den beregnede andel af jumboruller, der blev videresolgt af Schades Ltd. — i forhold til de samlede mængder, som blev købt af Schades Ltd — til de tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere er en grundlæggende anderledes og mindre nøjagtig metode hvad angår videresalgsmængder af jumboruller for de tre forretningsmæssigt forbundne omspolere, som ikke besvarede spørgeskemaet, som oplyst af Hansol i løbet af proceduren.

(21)

Kommissionen præciserede endvidere, at selv om Retten fandt, at Kommissionen havde begået en fejl ved ikke i beregningen at medtage de videresalgsmængder af jumboruller, som Schades Nordic havde indberettet i proceduren (15), havde den ikke afvist Kommissionens metode som sådan. Kommissionen har derfor nøje fulgt Rettens dom ved at bevare metoden til fastsættelse af den respektive vægt uændret, bortset fra det forhold, at den nu tilføjede de mængder jumboruller, der blev solgt af Schades Nordic, Heipa og R+S, som krævet af Retten. Denne beregning blev yderligere forklaret i den begrænsede virksomhedsspecifikke fremlæggelse af oplysninger.

(22)

For to varetyper, som Artone eksporterede til Unionen, havde Kommissionen ved sin dumpingberegning beregnet den normale værdi, da denne part ikke havde et repræsentativt hjemmemarkedssalg. I præmis 148 og præmis 152-158 i dommen i sag T-383/17 og præmis 79 og 85 i dommen i sag C-260/20 P fastslog Unionens retsinstanser, at det både i henhold til ordlyden og opbygningen af grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, var den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales i normal handel, som fortrinsvis skal tages i betragtning ved fastsættelsen af den normale værdi. Når eksportøren ikke sælger samme vare på hjemmemarkedet, fastsættes den normale værdi først og fremmest på grundlag af andre sælgeres eller producenters priser og ikke på grundlag af den pågældende virksomheds produktionsomkostninger.

(23)

En af de to varetyper, der er omhandlet i betragtning 22, blev faktisk solgt på hjemmemarkedet i repræsentative mængder og i normal handel af den forretningsmæssigt forbundne virksomhed Hansol Paper, og Retten fandt derfor, at Kommissionen havde overtrådt grundforordningens artikel 2, stk. 1, i forbindelse med beregningen af den normale værdi for Artone.

(24)

Kommissionen reviderede således beregningen af den normale værdi for denne varetype ved at erstatte Artones beregnede normale værdi med Hansol Papers normale værdi for denne varetype.

(25)

Den anden varetype, som blev eksporteret af Artone, for hvilken den normale værdi blev beregnet, havde ikke et repræsentativt hjemmemarkedssalg fra Hansol Paper. Hansol Papers salg på hjemmemarkedet faldt faktisk et godt stykke under tærsklen på 5 %, der er nævnt i grundforordningens artikel 2, stk. 2. Derfor og i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, blev den normale værdi for denne varetype også beregnet for Hansol Paper. Da der ikke fandtes repræsentative salgspriser i normal handel for andre sælgere eller producenter i eksportlandet, blev beregningen af Artones normale værdi for denne varetype derfor opretholdt.

(26)

I den undersøgelse, der førte til den omtvistede forordning, havde Kommissionen modtaget spørgeskemabesvarelser fra Hansol, Artone, Hansol Europe (som er en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Unionen) og Schades UK Ltd., som er en forretningsmæssigt forbundet forhandler/omspoler i Unionen. Tre omspolere i Unionen, der er forretningsmæssigt forbundet med Hansol-gruppen, dvs. Schades Nordic, Heipa og R+S, havde anmodet om fritagelse for at udfylde spørgeskemaet for virksomheder, der er forretningsmæssigt forbundet med den eksporterende producent (bilag I til spørgeskemaet). Disse parter omdannede den pågældende vare med henblik på videresalg i små ruller til uafhængige kunder. Kommissionen accepterede deres anmodning om fritagelse, som var baseret på disse parters manglende eller begrænsede salg af den pågældende vare.

(27)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 11, er Kommissionen forpligtet til at tage hensyn til alle eksporttransaktioner til Unionen ved beregningen af dumpingmargenen. For i sin dumpingberegning at medtage Hansol-gruppens betydelige salgsmængde til de forretningsmæssigt forbundne omspolere, som var blevet fritaget for at udfylde et spørgeskema, havde Kommissionen udvidet resultaterne af dumpingberegningen ved at anvende en vægtning af dumpingmargenerne beregnet på grundlag af de kontrollerede spørgeskemabesvarelser fra Hansol Paper, Artone, Hansol Europe og Schades UK Ltd. Med henblik herpå lagde Kommissionen en vægtning på mellem 15 % og 25 % til den dumpingmargen, der var fastsat for direkte salg og salg af den pågældende vare gennem forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og en vægtning på mellem 75 % og 85 % til den dumpingmargen, der var fastsat for salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne parter (16).

(28)

Retten og Domstolen fandt, at Kommissionen havde overtrådt grundforordningens artikel 2, stk. 11, og artikel 9, stk. 4. De fandt, at den anvendte vægtning var behæftet med en åbenbar fejl, idet en vis mængde af den pågældende vare, som Schades Nordic videresolgte, var blevet overset. Mængden af direkte og indirekte salg af den pågældende vare var således blevet undervurderet i beregningen af vægtningen, og dumpingens fulde omfang var derfor ikke afspejlet i beregningerne (17).

(29)

I lyset af Unionens retsinstansers konklusioner som sammenfattet i betragtning 28 gennemgik Kommissionen beregningen af vægtningen. Det gjorde den ved at lægge mængden af direkte og indirekte salg af den pågældende vare, der blev anvendt til denne beregning, til mængden af Hansol jumboruller, som blev videresolgt gennem Schades Nordic, som oplyst af Hansol i forbindelse med undersøgelsen. Vægtningen af Hansols direkte og indirekte salg af den pågældende vare sammenlignet med virksomhedens samlede salg til Unionen steg derfor med 0,7 procentpoint, mens vægtningen af Hansols salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne parter faldt med samme procentdel.

(30)

Kommissionen genberegnede dumpingmargenen for Hansol ved at erstatte den beregnede normale værdi for en varetype, der blev solgt af Artone, med en normal værdi baseret på den salgspris på hjemmemarkedet for denne varetype, som Hansol Paper havde opnået, jf. betragtning 24, og ved at revidere vægtningen af de fastsatte dumpingmargener for de to typer salg, jf. betragtning 29.

(31)

På dette grundlag blev Hansol-gruppens reviderede endelige vejede gennemsnitlige dumpingmargen, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, sænket fra 10,3 % til 10,2 %.

(32)

I den omtvistede forordning var den samme vægtning, som var blevet anvendt på dumpingmargenerne dels for direkte og indirekte salg af den pågældende vare, og dels for salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne parter, også blevet anvendt til at beregne Hansols underbudsmargen.

(33)

Unionens retsinstanser fandt, at den fejl, der påvirkede beregningen af vægtningen af salget, også påvirkede prisunderbudsberegningen og vurderingen af dumpingimportens indvirkning på samme vare fra EU-erhvervsgrenen (18).

(34)

Med hensyn til beregningen af underbud gennemførte Kommissionen Domstolens dom ved også at anvende de reviderede vægtningssatser, jf. betragtning 29, på underbudsmargenerne for det direkte og indirekte salg af den pågældende vare på den ene side og for salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne parter på den anden side.

(35)

Resultatet af sammenligningen viste en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på 9,3 % udtrykt som en procentdel af de stikprøveudtagne EU-producenters omsætning i undersøgelsesperioden.

(36)

Den underbudsmargen, der blev konstateret i forbindelse med den undersøgelse, der førte til den omtvistede forordning, var på 9,4 %. I betragtning af den uvæsentlige forskel mellem denne margen og den reviderede underbudsmargen konkluderede Kommissionen, at denne ændring ikke berettigede en fornyet vurdering af analysen af skade eller årsagssammenhæng. Den bekræftede derfor konklusionerne i den henseende som sammenfattet i afsnit 4 og 5 i forordningen om indførelse af midlertidige foranstaltninger (19) og i betragtning 102 i den omtvistede forordning.

(37)

Den 14. november 2022 informerede Kommissionen alle interesserede parter om ovenstående resultater, på grundlag af hvilke den havde til hensigt at foreslå en genindførelse af antidumpingtolden på importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Republikken Korea, der er fremstillet af Hansol, og tilpasse resttolden på grundlag af de oplysninger, der er indsamlet og indsendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger blev der modtaget bemærkninger fra Hansol, ETPA og Republikken Koreas regering (»GOK«).

(38)

GOK gav udtryk for sine betænkeligheder med hensyn til den måde, hvorpå Kommissionen havde gennemført Unionens retsinstansers domme, da den mente, at de reviderede dumpingberegninger ikke fuldt ud afhjalp de fejl, som var blevet konstateret i disse domme. GOK præciserede imidlertid ikke yderligere, i hvilken forstand Kommissionen havde begået en fejl.

(39)

ETPA støttede kraftigt Kommissionens påtænkte fremgangsmåde.

(40)

Hansol fremførte i sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, at Kommissionen ikke havde rettet fejlen med hensyn til beregningen af den normale værdi. Hansol gjorde også gældende, at Kommissionen ikke havde rettet op på den vægtningsfejl, som Retten havde konstateret og som Domstolen havde bekræftet.

(41)

Hansol fremførte, at virksomheden var enig i, at Kommissionen havde gennemført Unionens retsinstansers domme ved til sammenligning med Artones eksportpris at anvende Hansol Papers hjemmemarkedssalgspris for en varetype, som denne part havde solgt på hjemmemarkedet i repræsentative mængder og i normal handel (se betragtning 23 og 24). Hansol var imidlertid uenig i, at Kommissionen som forklaret i betragtning 25 ikke havde gjort det for en anden varetype, som Artone ikke solgte på hjemmemarkedet.

(42)

Hansol hævdede, at Kommissionen ikke desto mindre burde have anvendt Hansol Papers salgspriser for den pågældende varetype, i det følgende også benævnt »varetype X« (det faktiske varenummer er fortroligt). Virksomheden fremførte, at Retten havde fastslået, at Kommissionen burde anvende andre parters salgspriser »som en prioritet«, hvis de forelå. I den forbindelse hævdede virksomheden, at hele Hansols hjemmemarkedssalg af varetype X var rentabelt, og som følge heraf var Hansol Papers beregnede normale værdi for denne varetype lig med en normal værdi baseret på salgspriser. Hansol hævdede, at den beregnede normale værdi var lig med salgsprisen, og hævdede, at Kommissionen var forpligtet til at anvende Hansol Papers salgspris.

(43)

Kommissionen var uenig. For det første præciserede den, at Retten havde bekræftet, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, første afsnit, i tilfælde af manglende eller utilstrækkeligt salg af samme vare i normal handel skal fravige princippet om at anvende salgspriser til at fastsætte den normale værdi og basere den normale værdi på grundlag af andre sælgeres eller producenters priser eller, hvis disse ikke foreligger, beregne den normale værdi på grundlag af produktionsomkostningerne. Den præciserede i præmis 150 i dommen i sag T-383/17, at et utilstrækkeligt salg omfatter den situation, hvor salget af samme vare i eksportlandet udgør mindre end 5 % af salgsmængden af den pågældende vare til Unionen. Retten bekræftede derfor, at Kommissionen i dette scenarie ikke må anvende salgspriserne på hjemmemarkedet (20). I dette tilfælde udgjorde Hansol Papers hjemmemarkedssalg af varetype X mindre end 1 % af salget af denne varetype til Unionen, hvilket er et godt stykke under den tærskel på 5 %, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 2, og derfor blev virksomhedens normale værdi for den pågældende varetype beregnet af Kommissionen. Retten mindede også om, at Hansol i løbet af undersøgelsen aldrig hævdede, at Kommissionen ikke burde have beregnet den normale værdi for den pågældende varetype for Hansol Paper. Da der ikke var nogen anden samarbejdsvillig producent, og da Kommissionen som forklaret ovenfor havde beregnet den normale værdi for varetype X for Hansol Paper, og der derfor ikke fandtes nogen alternativ salgspris på hjemmemarkedet for denne varetype, beregnede Kommissionen den normale værdi for varetype X for Artone.

(44)

For det andet betyder den blotte omstændighed, at den beregnede normale værdi for en given varetype er identisk med salgsprisen, ikke, at det er en normal værdi baseret på salgspriser. En normal værdi, der er fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, er en beregnet normal værdi. Med henblik på beregningen af dumping kan denne beregnede normale værdi således ikke anvendes til en sammenligning med andre parters eksportpriser, da grundforordningen ikke indeholder bestemmelser herom. Hansols påstand om, at Unionens retsinstansers domme forpligtede Kommissionen til at anvende Hansol Papers salgspris på hjemmemarkedet i Artones dumpingberegning for den pågældende varetype, blev derfor afvist.

(45)

Hansol anførte endvidere, at Kommissionen ikke havde forstået den metode, som den burde anvende for at korrigere vægtningsfejlen, korrekt. Den påberåbte sig præmis 86 i dommen i sag T-383/17 og præmis 64 i dommen i sag C-260/20 P for at hævde, at Kommissionen burde have afspejlet andelen af salget foretaget af Schades UK Ltd. uden omspoling i Hansols salg til andre forretningsmæssigt forbundne forhandlere og ikke blot tilføje mængden af salg foretaget af Schades Nordic uden omspoling til Hansols direkte og indirekte salg til uafhængige kunder. Hansol fremførte også, at hvis Retten havde fundet, at Kommissionen ville korrigere vægtningsfejlen som forklaret i betragtning 29, ville den i lyset af den begrænsede indvirkning ikke være nået frem til den konklusion, at vægtningsfejlen kunne have påvirket beregningen af prisunderbud og vurderingen af dumpingimportens indvirkning på samme varer fra EU-erhvervsgrenen.

(46)

Indledningsvis antyder Hansols påstand, at Kommissionen havde anvendt stikprøver, dvs. at den havde anvendt grundforordningens artikel 17, stk. 1, da den besluttede at anvende data fra Schades UK Ltd. til at beregne dumpingmargenen for salget af den pågældende vare til forretningsmæssigt forbundne omspolere. Kommissionen bemærkede, at Retten i præmis 63-69 i dommen i sag T-383/17 forkastede den samme påstand. Kommissionen besluttede faktisk at beregne dumpingmargenen for Hansols salg til de tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere på grundlag af eksportprisoplysningerne fra Schades UK Ltd, fordi den blev anset for bedst egnet til at fremlægge de mest nøjagtige tal med hensyn til størstedelen af Hansol-gruppens salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere i Unionen med henblik på efterfølgende videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (21). Med henblik på Hansol-gruppens dumpingberegning fandt Kommissionen, at Schades UK Ltd. var den eneste omspoler, der var forretningsmæssigt forbundet med Hansol-gruppen, og som havde videresolgt den pågældende vare til uafhængige kunder. Denne konklusion blev af Unionens retsinstanser anset for ukorrekt i lyset af de foreliggende beviser vedrørende Schades Nordic.

(47)

Kommissionen bemærkede rent faktisk, at Hansol i den oprindelige undersøgelse havde meddelt Kommissionen, at Schades Nordic havde videresolgt [170-190] ton uden omspoling til uafhængige kunder. Den oplyste også, at de to andre forretningsmæssigt forbundne omspolere, der var blevet fritaget, Heipa og R+S, ikke havde noget videresalg uden omspoling (22). Hansol fremlagde ingen beviser for salg af jumboruller foretaget af enten Heipas eller R+S. Hansols påstand var derfor i direkte modstrid med de oplysninger, som Hansol havde fremlagt i forbindelse med undersøgelsen.

(48)

I dommen i sag C-260/20 P fastslog Domstolen klart, at Kommissionen ikke kan udelukke oplysninger fra interesserede parter alene med den begrundelse, at de blev fremlagt på anden måde end ved besvarelse af antidumpingspørgeskemaet (23). Efter at have genoptaget undersøgelsen efterkom Kommissionen denne konklusion, da den havde taget hensyn til Hansols oplysninger i forbindelse med undersøgelsen om videresalg af jumboruller foretaget af Schades Nordic, Heipa og R+S. Da Hansol havde oplyst, at Heipa og R+S ikke havde noget videresalg af den pågældende vare, var det ikke nødvendigt at korrigere de mængder, der var fastsat for disse parter.

(49)

Hansol baserede desuden sin påstand om, at Kommissionen burde anvende andelen af salget uden omspoling foretaget af Schades UK Ltd. til Hansols tre andre forretningsmæssigt forbundne forhandlere, navnlig på teksten i præmis 86 i dommen i sag T-383/17, der har følgende ordlyd: »(…) det skal bemærkes, at Kommissionen besluttede at anvende oplysninger fra Shades (UK Ldt) til at beregne dumpingmargenen på sagsøgerens salg til de tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere.(…)«. I denne forbindelse henviste virksomheden også til Domstolens udtalelse i præmis 64 i dommen i sag C-260/20 P, der lyder således: »Som det fremgår af den appellerede doms præmis 85 og 86, besluttede Kommissionen at anvende Schades' (UK Ldt) oplysninger til at beregne dumpingmargenen for Hansols salg til tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere. (…) Henset til, at Kommissionen vidste, at Schades (Nordic) havde videresolgt visse mængder af den pågældende vare til uafhængige kunder uden omspoling, fandt Retten, at Kommissionen burde have afspejlet denne situation med hensyn til salget af de pågældende varer til andre forbundne omspolere. (…)«.

(50)

Efter Kommissionens opfattelse læste Hansol Unionens retsinstansers udtalelser forkert. Data fra Schades UK Ltd. blev anvendt til at beregne dumpingmargenen for Hansols salg til de tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere, da den dumpingmargen, der blev fastsat for salget af jumboruller foretaget af Schades UK Ltd. og omspolet til små ruller, fandt anvendelse på omspoling af de relevante mængder af koreansk oprindelse, der blev solgt til disse tre andre forretningsmæssigt forbundne omspolere. I præmis 64 bemærkede Domstolen imidlertid, at den repræsentative karakter af data fra Schades UK Ltd. nemlig på ingen måde »udelukker (…), at en beregning, der er baseret på disse oplysninger, kan være behæftet med fejl, henset til den manglende hensyntagen til alle relevante oplysninger i denne henseende«. Domstolen fandt med andre ord, at anvendelsen af Schades UK Ltd. som repræsentant for Hansols salg til de andre forretningsmæssigt forbundne omspolere ikke indebar, at Kommissionen kunne se bort fra de foreliggende beviser for så vidt angår salget af jumboruller til uafhængige kunder, som indberettet af Schades Nordic. Den krævede ikke, at Kommissionen skulle afspejle eller udvide den samme andel af Schades Ltd's salg uden omspoling i Hansols salg til sine andre forretningsmæssigt forbundne forhandlere. Dette ville være i strid med de foreliggende beviser, som Hansol ikke har gjort indsigelse mod. Gennem genoptagelsen af undersøgelsen og i modsætning til tidligere, tog Kommissionen fuldt ud de mængder jumboruller i betragtning, der solgtes til Hansols forretningsmæssigt forbundne omspolere i Unionen, og som videresolgte jumboruller uden omspoling.

(51)

Det er med hensyn til Schades Nordics videresalg af den pågældende vare til uafhængige kunder på [170-190] ton, at Retten og Domstolen havde fastslået en fejl, da Kommissionen ikke havde taget hensyn til dette videresalg, som Hansol havde indberettet i forbindelse med proceduren på anden måde end gennem en spørgeskemabesvarelse. Det blev som forklaret i betragtning 29 rettet ved til mængden af direkte og indirekte salg af den pågældende vare at lægge denne mængde af Hansols videresalg af jumboruller, som fandt sted gennem Schades Nordic, og som blev oplyst af Hansol i forbindelse med undersøgelsen. Det var ikke nødvendigt at foretage yderligere justeringer, da Hansol havde oplyst, at omspolerne Heipa og R+S ikke havde videresolgt den pågældende vare til uafhængige kunder.

(52)

Endelig afviste Kommissionen, at det forhold, at den korrektion, som Kommissionen foretog, kun havde en lille indvirkning på underbudsmargenen og ingen indvirkning på analysen af skade og årsagssammenhæng, ville vise, at Kommissionen havde misforstået Unionens retsinstansers domme. I Rettens dom hedder det, at »det ikke kan udelukkes«, at Kommissionens fejl kunne have haft en indvirkning, og ikke at den havde en indvirkning på analysen af skaden og årsagssammenhængen (24). På samme måde bemærkede Domstolen i præmis 62: »Den omstændighed, at det, henset til de nævnte oplysninger, i det mindste var muligt, at Kommissionen havde tillagt salget til de forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på omdannelse til små ruller for stor vægtning, hvorved Hansols faktiske dumping blev forøget, var tilstrækkelig til at rejse tvivl om pålideligheden og den objektive karakter af Kommissionens vurdering af Hansols dumping«. Den omstændighed, at korrektionen af vægtningen havde en lille indvirkning på det reviderede underbud, viser således kun, at den fejl, som Retten konstaterede, var uden betydning. Påstanden blev derfor afvist.

(53)

Den fejl, som Retten konstaterede og som blev opretholdt af Domstolen vedrørende vægtningen af salget, påvirkede også beregningen af skadesmargenen. Kommissionen gennemførte Unionens retsinstansers domme ved også at anvende de reviderede vægtningssatser, jf. betragtning 29, på skadesmargenerne for det direkte og indirekte salg af den pågældende vare på den ene side og for salg til forretningsmæssigt forbundne omspolere med henblik på videresalg som små ruller til ikke forretningsmæssigt forbundne parter på den anden side.

(54)

Resultatet af sammenligningen førte til en skadesmargen for Hansol på 36,9 %, mens den skadesmargen, der blev fastsat under den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning, var på 37 % (25). Eftersom den genberegnede dumpingmargen er lavere end skadesmargenen, i overensstemmelse med de gældende regler, bør antidumpingtolden fastsættes på samme niveau som dumpingsatsen. Den genindførte antidumpingtold for Hansol er således på 10,2 %.

(55)

Kommissionen mindede om, at antidumpingtolden blev indført som et fast beløb i euro pr. nettoton. Den reviderede endelige toldsats på 10,2 % udgør en fast toldsats på 103,16 EUR pr. nettoton.

(56)

Kommissionen mindede også om, at samarbejdsniveauet i denne sag var højt, da Hansols import udgjorde den samlede eksport til Unionen i undersøgelsesperioden. Derfor var restantidumpingtolden fastsat på niveauet for den samarbejdsvillige virksomhed. Den endelige resttold, der fandt anvendelse på alle andre virksomheder, blev som følge heraf ændret til en fast toldsats på 103,16 EUR pr. nettoton.

(57)

Den ændrede antidumpingtold finder anvendelse uden afbrydelse fra det tidspunkt, hvor den omtvistede forordning trådte i kraft (dvs. fra den 4. maj 2017 og fremefter). Toldmyndighederne pålægges at opkræve det korrekte beløb af import for så vidt angår Hansols varer og refundere eventuelle overskydende beløb, der hidtil er opkrævet i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

(58)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (26) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(59)

På grundlag af ovenstående finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at genindføre en endelig antidumpingtold på importen af visse typer letvægtstermopapir af vægt 65 g/m2 eller derunder, i ruller af en bredde på 20 cm eller derover med en vægt (inklusive papiret) på 50 kg eller derover og en diameter (inklusive papiret) på 40 cm eller derover (»jumboruller«), med eller uden basecoat på den ene eller begge sider, overtrukket med en varmefølsom belægning på den ene eller begge sider, og med eller uden dæklag, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 4809 90 00, ex 4811 90 00, ex 4816 90 00 og ex 4823 90 85 (Taric-kode: 4809900010, 4811900010, 4816900010 og 4823908520) med oprindelse i Folkerepublikken Korea, med et fast beløb på 103,16 EUR pr. ton.

(60)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

(1)

Afrikansk svinepest er en infektiøs virussygdom, der rammer opdrættede og vildtlevende svin og kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende dyrebestand og landbrugets rentabilitet og forårsage forstyrrelser i flytninger af sendinger af disse dyr og produkter heraf inden for Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

Ved forordning (EU) 2016/429 er der indført en lovramme for forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker. Afrikansk svinepest falder ind under definitionen af en listeopført sygdom i nævnte forordning og er omfattet af de deri fastsatte sygdomsforebyggelses- og -bekæmpelsesregler. I bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 (2) er afrikansk svinepest desuden opført som en kategori A-, D- og E-sygdom for Suidae, mens Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 (3) supplerer de regler om bekæmpelse af kategori A-, B- og C-sygdomme, der er fastsat ved forordning (EU) 2016/429, herunder sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 (4) er der fastsat dyresundhedsbestemmelser for animalske biprodukter med henblik på at forebygge og minimere risici for dyresundheden som følge af disse biprodukter. Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 (5) er der desuden fastsat visse dyresundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1069/2009, herunder regler vedrørende certifikatkrav i forbindelse med flytning af sendinger af sådanne biprodukter til Unionen. Nævnte retsakter dækker ikke alle de nærmere detaljer og aspekter vedrørende risikoen for spredning af afrikansk svinepest via animalske biprodukter hidrørende fra svin holdt i restriktionszoner II og III og animalske biprodukter hidrørende fra vildtlevende svin fra restriktionszoner I, II og III. Der bør derfor ved nærværende forordning fastsættes særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende sådanne animalske biprodukter og flytning af sendinger af disse animalske biprodukter fra restriktionszoner I, II og III.

(4)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 (6) blev vedtaget på grundlag af forordning (EU) 2016/429, og den foreskriver særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, som skal anvendes i et begrænset tidsrum af de medlemsstater, der er opført i samme forordnings bilag I, i restriktionszoner I, II og III som opført i samme bilag. Reglerne i denne gennemførelsesforordning blev så vidt muligt tilpasset til internationale standarder såsom dem, der er fastsat i kapitel 15.1 — »Infektion med afrikansk svinepest-virus« — i Verdensorganisationen for Dyresundheds sundhedskodeks for terrestriske dyr (7) (WOAH-kodeksen).

(5)

Der bør ved nærværende forordning tillige fastlægges en regionaliseringstilgang, idet denne bør anvendes som supplement til de sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, der er fastsat ved delegeret forordning (EU) 2020/687, ligesom den bør indeholde en liste over restriktionszoner i medlemsstater, der er berørt af udbrud af afrikansk svinepest, eller som er i risiko på grund af deres nærhed til sådanne udbrud (»de berørte medlemsstater«). Disse restriktionszoner bør differentieres efter den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest og risikoniveauet og klassificeres som restriktionszoner I, II og III, således at restriktionszone III omfatter de områder, hvor der er størst risiko for spredning af sygdommen og den mest dynamiske sygdomssituation hos opdrættede svin. Restriktionszonerne bør desuden opføres i bilag I til denne forordning under hensyntagen til oplysningerne fra de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder om sygdomssituationen, videnskabeligt baserede principper og kriterier for geografisk afgrænsning af regionaliseringen på grund af afrikansk svinepest og Unionens retningslinjer vedrørende afrikansk svinepest, som er aftalt med medlemsstaterne i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, og som er offentligt tilgængelige på Kommissionens websted (8), samt risikoniveauet for så vidt angår spredning af afrikansk svinepest og den generelle epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i den berørte medlemsstat og i de tilgrænsende medlemsstater eller tredjelande, hvor det er relevant. Ydermere bør eventuelle efterfølgende ændringer i afgrænsningen af restriktionszonerne I, II og III i bilag I til nærværende forordning baseres på overvejelser svarende til dem, der blev anvendt ved listeopførelsen, og der bør tages hensyn til internationale standarder såsom WOAH-kodeksen, med angivelse af fravær af sygdommen i et tidsrum på mindst 12 måneder i zonen eller i et land. I visse situationer bør dette tidsrum nedsættes til tre måneder under hensyntagen til den begrundelse, som den berørte medlemsstats kompetente myndighed har fremlagt, og de videnskabeligt baserede principper og kriterier for geografisk afgrænsning af regionaliseringen på grund af afrikansk svinepest og de EU-retningslinjer, der foreligger.

(6)

Den epidemiologiske situation i Unionen har udviklet sig siden vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, og der er høstet nye erfaringer og indsamlet ny viden om epidemiologien for afrikansk svinepest i medlemsstaterne. De nuværende særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, der er fastsat ved nævnte gennemførelsesforordning, bør derfor revideres og tilpasses, så der tages hensyn til denne udvikling, og for at forhindre spredning af sygdommen i Unionen. I overensstemmelse hermed bør der med de særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, der fastsættes ved denne forordning, tages hensyn til erfaringerne med anvendelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2021/605.

(7)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 er der fastsat særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, der — som et generelt princip — gælder for flytning fra restriktionszoner I, II og III af sendinger af svin holdt i de pågældende restriktionszoner og produkter heraf. Flytning af sendinger af svin holdt i restriktionszoner I, II og III og produkter heraf inden for restriktionszonerne udgør imidlertid også risici med hensyn til spredning af sygdommen og bidrager til sygdommens langvarige persistens i de pågældende restriktionszoner. Under hensyntagen til den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i de berørte medlemsstater bør der derfor fastsættes særlige forbud og risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende flytning af sendinger af opdrættede svin inden for de pågældende restriktionszoner, ligesom anvendelsesområdet for de nuværende særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, der er fastsat i EU-lovgivningen, bør udvides i overensstemmelse hermed.

(8)

Kommissionen har hidtil, for at sikre en effektiv og hurtig indsats over for nye risici, såsom bekræftelse af et udbrud af afrikansk svinepest i en hidtil sygdomsfri medlemsstat eller zone, vedtaget individuelle gennemførelsesafgørelser, hvor det var relevant, med henblik på hurtigt på EU-plan at afgrænse restriktionszonen for udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede svin, som omfattede beskyttelses- og overvågningszoner, eller den inficerede zone i tilfælde af et udbrud af den pågældende sygdom hos vildtlevende svin, jf. delegeret forordning (EU) 2020/687. For at sikre klarhed og gennemsigtighed i EU-reglerne bør de berørte områder, efter bekræftelse af et udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede eller vildtlevende svin i en hidtil sygdomsfri medlemsstat eller zone, afgrænses på EU-plan som beskyttelses- og overvågningszoner eller, hvis der er tale om vildtlevende svin, som en inficeret zone og opføres i nærværende forordnings bilag II, med angivelse af regionaliseringens varighed. Med henblik på at sikre territorial kontinuitet for restriktionszoner for opdrættede eller vildtlevende svin bør det i særlige situationer og under hensyntagen til risikovurderingen, i det omfang det er relevant, desuden være muligt, efter bekræftelse af et udbrud af afrikansk svinepest, at opføre hidtil sygdomsfrie zoner som restriktionszoner II eller III i denne forordnings bilag I i stedet for at opføre de pågældende zoner på listen i bilag II.

(9)

Ud over de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 63-66 i delegeret forordning (EU) 2020/687, bør de særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, der gælder for restriktionszoner II, herunder de relevante undtagelser, i henhold til nærværende forordning — under hensyntagen til udviklingen i den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i Unionen — også finde anvendelse i de inficerede zoner, der er opført i nærværende forordnings bilag II. På grund af den umiddelbare risiko for yderligere spredning af sygdommen, påvist hos vildtlevende svin, bør det ikke være tilladt at flytte sendinger af opdrættede svin og produkter heraf til andre medlemsstater eller til tredjelande fra de inficerede zoner, der er opført i denne forordnings bilag II.

(10)

Artikel 16, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 giver mulighed for at dispensere fra kravet om sikker indhegning for visse virksomheder med opdrættede svin i en periode på tre måneder efter bekræftelse af et første udbrud af afrikansk svinepest i den berørte medlemsstat, forudsat at visse betingelser er opfyldt. Under hensyntagen til den særlige situation i medlemsstater, hvor det af tekniske og administrative årsager ikke er muligt hurtigt at etablere sådanne sikre indhegninger, bør der ved denne forordning fastsættes en udvidet frist på seks måneder for at sikre korrekt gennemførelse af de særlige sygdomsbekæmpelsesregler vedrørende afrikansk svinepest i en hidtil sygdomsfri medlemsstat eller zone.

(11)

I henhold til artikel 166 og 167 i forordning (EU) 2016/429 skal sendinger af animalske produkter af landdyr, som er produceret eller forarbejdet på virksomheder/fødevarevirksomheder eller i zoner, der er omfattet af hasteforanstaltninger eller flytningsrestriktioner, ledsages af de relevante dyresundhedscertifikater. Ved artikel 19 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 er der fastsat forpligtelser for operatørerne vedrørende dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af sendinger af fersk kød og kødprodukter, herunder naturtarme, hidrørende fra svin fra restriktionszoner I, II og III samt en liste over sendinger, for hvilke sundheds- eller identifikationsmærket kan træde i stedet for dyresundhedscertifikatet ved flytning af visse sendinger fra de pågældende restriktionszoner. Med henblik på at sikre, at de særlige sygdomsbekæmpelsesregler vedrørende afrikansk svinepest implementeres, er det nødvendigt at fastsætte tilpassede bestemmelser i denne forordning vedrørende listen over virksomheder, for hvilke den berørte medlemsstats kompetente myndighed kan erstatte dyresundhedscertifikatet med sundheds- eller identifikationsmærket ved flytning af visse sendinger.

(12)

Ved artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 er der fastsat særlige forbud vedrørende flytning af sendinger af avlsmateriale hidrørende fra svin holdt i restriktionszoner II og III ud af de pågældende restriktionszoner. Derudover er der ved nævnte gennemførelsesforordnings artikel 31 fastsat særlige betingelser vedrørende undtagelser, der giver tilladelse til flytning af sendinger af avlsmateriale hidrørende fra svin holdt i en restriktionszone II fra den pågældende restriktionszone på samme medlemsstats område. Under hensyntagen til det høje niveau af biosikringsforanstaltningerne på godkendte avlsmaterialevirksomheder bør der ved denne forordning fastsættes særlige betingelser vedrørende undtagelser, der giver tilladelse til flytning af sendinger af avlsmateriale hidrørende fra svin holdt i en restriktionszone III fra den pågældende restriktionszone på samme medlemsstats område. Blandt andre betingelser bør sådanne flytninger kun tillades af den berørte medlemsstats kompetente myndighed, hvis donorhanner og donorhunner er blevet holdt på godkendte avlsmaterialevirksomheder siden fødslen eller i mindst de sidste tre måneder før indsamlingen af avlsmaterialet, jf. WOAH-kodeksen. Der bør også på grundlag af WOAH-kodeksen indføres en forpligtelse til mindst én gang om året at teste alle opdrættede svin på godkendte avlsmaterialevirksomheder, som er godkendt med hensyn til flytning af sendinger af avlsmateriale fra en restriktionszone III, for afrikansk svinepest.

(13)

Artikel 14 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 indeholder almindelige betingelser vedrørende undtagelser fra særlige forbud vedrørende flytning af sendinger af svin holdt i restriktionszoner I, II og III ud af de pågældende zoner. Der henvises i nævnte forordnings artikel 14, stk. 1, litra a), til en almindelig betingelse i artikel 28, stk. 2, litra a), i delegeret forordning (EU) 2020/687, i henhold til hvilken alle tilladte flytninger i beskyttelseszonen skal foregå udelukkende ad udpegede ruter. Under hensyntagen til andre etablerede risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende flytning af sendinger af svin holdt i restriktionszoner I, II og III som fastsat ved nærværende forordning og for at undgå unødvendige restriktioner bør en henvisning til de almindelige betingelser vedrørende indrømmelse af undtagelser fra forbud i beskyttelseszonen i artikel 28 i delegeret forordning (EU) 2020/687 erstattes af en henvisning til de almindelige betingelser for indrømmelse af undtagelser fra forbud, der er relevante for overvågningszonen, i samme delegerede forordnings artikel 43, hvoraf det bl.a. følger, at alle tilladte flytninger så vidt muligt skal foregå ad hovedveje eller hovedjernbanelinjer.

(14)

Der er ved artikel 35 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 fastsat særlige betingelser vedrørende tilladelse til flytning af sendinger af kategori 3-materiale hidrørende fra svin holdt i restriktionszoner II ud af de pågældende restriktionszoner inden for samme medlemsstat med henblik på forarbejdning af animalske biprodukter ved tryksterilisering eller visse alternative metoder, fremstilling af foder til selskabsdyr eller omdannelse af animalske biprodukter og afledte produkter til biogas eller kompost, jf. forordning (EF) nr. 1069/2009. Under hensyntagen til, hvor effektivt risikoen for afrikansk svinepest kan begrænses med de relevante forarbejdningsmetoder, bør der ved denne forordning også fastsættes særlige betingelser vedrørende tilladelse til flytning af sendinger af kategori 3-materiale hidrørende fra svin holdt i en restriktionszone III ud af den pågældende restriktionszone inden for samme medlemsstat med henblik på forarbejdning af animalske biprodukter ved tryksterilisering eller visse alternative metoder, fremstilling af foder til selskabsdyr eller omdannelse af animalske biprodukter og afledte produkter til biogas eller kompost.

(15)

Artikel 44 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 indeholder bestemmelser om særlige sundheds- eller, hvis det er relevant, identifikationsmærker for visse animalske produkter. Disse produkter bør mærkes med et særligt sundhedsmærke eller, hvis det er relevant, et identifikationsmærke, som ikke er ovalt, og som ikke kan forveksles med det sundhedsmærke eller identifikationsmærke, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 (9). Under hensyntagen til reglerne i nævnte forordning og med henblik på en effektiv anvendelse af de særlige sygdomsbekæmpelsesregler vedrørende afrikansk svinepest i relation til flytning inden for eller ud af restriktionszoner af visse sendinger af fersk kød og kødprodukter hidrørende fra opdrættede eller vildtlevende svin samt af klarhedshensyn bør det ved denne forordning fastlægges, hvilken konkret udformning særlige mærker skal have, med et omfattende sæt tekniske foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen. Der bør desuden indføres en overgangsperiode for en harmoniseret udformning af sådanne særlige mærker for at tage hensyn til den særlige situation for kompetente myndigheder og fødevarevirksomhedsledere i medlemsstater, der er angrebet af afrikansk svinepest, som skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at denne forordning overholdes.

(16)

Erfaringerne med bekæmpelsen af afrikansk svinepest i Unionen viser, at det er nødvendigt med visse risikobegrænsende foranstaltninger og skærpede biosikringsforanstaltninger for at forhindre spredning af sygdommen på virksomheder med opdrættede svin. Disse foranstaltninger bør fastsættes i nærværende forordnings bilag III og bør omfatte virksomheder, der er omfattet af undtagelser vedrørende flytning af sendinger af svin holdt i restriktionszoner I, II og III.

(17)

Den epidemiologiske situation i Unionen med hensyn til afrikansk svinepest har udviklet sig yderligere i flere medlemsstater siden vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, især i bestande af vildtlevende svin, som i væsentlig grad har medvirket til overførsel af virusset og dets persistens i Unionen. På trods af de sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet i overensstemmelse med EU-reglerne, er vildtlevende svin fortsat en væsentlig kilde til overførsel af sygdommen og dennes fortsatte forekomst i Unionen. Udbruddene af sygdommen hos vildtlevende svin udgør også en risiko for de sygdomsfrie medlemsstater på grund af vildtlevende svins bevægelser eller i forbindelse med menneskers spredning af sygdommen via inficeret materiale. Under hensyntagen til den nuværende epidemiologiske situation i Unionen med hensyn til afrikansk svinepest bør medlemsstaterne træffe velkoordinerede og konsekvente bekæmpelsesforanstaltninger. Den videnskabelige rådgivning fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i autoritetens videnskabelige udtalelse af 12. juni 2018 om afrikansk svinepest hos vildsvin (10) og i dens videnskabelige rapport af 18. december 2019 om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i Den Europæiske Union (11) omfatter også en anbefaling om at anvende særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, inden afrikansk svinepest er blevet indslæbt.

(18)

For at forhindre spredning af afrikansk svinepest via vildtlevende svin er det derfor afgørende, at medlemsstaterne træffer velkoordinerede foranstaltninger, så man undgår dobbeltarbejde. Af samme grund bør medlemsstaterne ved denne forordning forpligtes til at udarbejde nationale handlingsplaner for vildtlevende svin med henblik på at forhindre spredning af afrikansk svinepest i Unionen, ved at der sikres en koordineret og konsekvent tilgang på tværs af medlemsstaterne (»nationale handlingsplaner«). Der bør med minimumskravene til de nationale handlingsplaner tages hensyn til den videnskabelige rådgivning fra EFSA, navnlig vedrørende forebyggende foranstaltninger til reduktion og stabilisering af vildsvinetætheden, inden sygdommen indslæbes, passiv overvågning og biosikringsforanstaltninger under jagt på vildtlevende svin, for at sikre en harmoniseret tilgang i medlemsstaterne. Disse nationale handlingsplaner og de årlige resultater af deres gennemførelse bør forelægges for Kommissionen og de øvrige medlemsstater.

(19)

De foranstaltninger vedrørende forvaltning af vildtlevende svin, der træffes inden for rammerne af de nationale handlingsplaner, bør, i det omfang det er relevant, være forenelige med EU-miljøreglerne, herunder naturbeskyttelseskravene, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (12) og Rådets direktiv 92/43/EØF (13).

(20)

For at tage hensyn til den senere tids udvikling i den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i Unionen samt de nye erfaringer, der er gjort, og den nye viden, der er indsamlet i Unionen, og med henblik på proaktivt at bekæmpe de risici, der er forbundet med spredning af sygdommen, bør der fastsættes reviderede og udvidede særlige sygdomsbekæmpelsesregler ved denne forordning. Gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 bør derfor ophæves og erstattes af nærværende forordning.

(21)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 finder anvendelse indtil den 20. april 2028. Under hensyntagen til den nuværende epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i Unionen er det nødvendigt at opretholde de særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, der fastsættes ved nærværende forordning, indtil denne dato.

(22)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —