ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 467

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

64. årgang
29. december 2021


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

AFGØRELSER

 

*

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2021/2321 af 10. december 2021 om delegation af afgørelser om udstedelse af passérsedler i Unionen til ansøgere, der er omfattet af Den Europæiske Centralbanks myndighed (ECB/2021/55)

1

 

 

RETNINGSLINJER

 

*

Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2021/2322 af 17. december 2021 om ændring af retningslinje (EU) 2015/280 om oprettelse af Eurosystemets system for produktion af og offentligt udbud vedrørende eurosedler (ECB/2021/56)

3

 

 

RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

 

*

Afgørelse nr. 2/2021 vedtaget af partnerskabsrådet, der er nedsat ved handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side af 21. december 2021 vedrørende forlængelsen af den overgangsperiode, i løbet af hvilken Det Forenede Kongerige kan fravige forpligtelsen til at slette passagerlisteoplysninger om passagerer efter deres udrejse fra Det Forenede Kongerige [2021/2323]

6

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

AFGØRELSER

29.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 467/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2021/2321

af 10. december 2021

om delegation af afgørelser om udstedelse af passérsedler i Unionen til ansøgere, der er omfattet af Den Europæiske Centralbanks myndighed (ECB/2021/55)

FORMANDEN FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Protokol nr. 7 vedrørende den europæiske unions privilegier og immuniteter, særlig artikel 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) godkender udstedelsen af EU-passérsedler til ansatte i ECB, korttidsansatte i ECB og disses familiemedlemmer. EU-passérsedlerne bør anerkendes af medlemsstaterne som gyldig rejselegitimation.

(2)

Beføjelsen til at udstede EU-passérsedler er tillagt formændene for de respektive EU-institutioner, hvilket i ECB's tilfælde betyder, at formanden for ECB har denne beføjelse.

(3)

Rådets forordning (EU) nr. 1417/2013 (1) fastsætter en fælles form for udstedelsen af EU-passérsedler. EU-passérsedler har siden 2015 været udstedt som e-rejsedokumenter i henhold til en centraliseret procedure, hvor Kommissionen har fungeret som et centralt punkt for andre EU-institutioner i overensstemmelse med serviceaftaler, der gennemfører Unionens ordning med passérsedler.

(4)

Som følge af mængden af anmodninger om udstedelse af passérsedler til ansatte i ECB, korttidsansatte i ECB og disses familiemedlemmer bør beføjelsen til at udstede dem delegeres til Chief Services Officer med mulighed for at videredelegere den til ECB's operationelle niveau —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

1)

»EU-passérseddel«: en gyldig rejselegitimation som omhandlet i artikel 6 i Protokol nr. 7 vedrørende den europæiske unions privilegier og immuniteter

2)

»ECB-ansøger«: a) en ansat i ECB som defineret i artikel 1 i ansættelsesvilkårene for ansatte i ECB, b) en korttidsansat i ECB som defineret i artikel 1 i ansættelsesvilkårene for korttidsansatte, og c) et familiemedlem til en sådan ansat eller korttidsansat.

Artikel 2

Delegation og videredelegation

1.   Formanden delegerer herved beføjelsen til at udstede EU-passérsedler til ECB-ansøgere til Chief Services Officer (CSO).

2.   Formanden giver herved CSO beføjelse til at videredelegere beføjelsen til at udstede EU-passérsedler til Generaldirektoratet for Virksomhedsservice og, hvis vedkommende ikke er tilgængelig, til Direktoratet for Administration.

3.   En afgørelse om at udstede en EU-passérseddel til en ECB-ansøger må kun vedtages på delegeret eller videredelegeret grundlag, såfremt kriterierne herfor, som fastsat i artikel 3, er opfyldt.

4.   Generaldirektoratet for Virksomhedsservice informerer en gang årligt formanden om, hvilke afgørelser der er vedtaget på delegeret grundlag, som omhandlet i denne artikel.

Artikel 3

Kriterier for vedtagelse af EU-passérsedler på delegeret eller videredelegeret grundlag

1.   En afgørelse om udstedelse af en EU-passérseddel til en ECB-ansøger træffes kun på delegeret eller videredelegeret grundlag, hvis udstedelsen af EU-passérsedlen er begrundet i et hensyn til tjenesten af forretningsmæssige årsager, navnlig hyppig rejsevirksomhed, en regelmæssig arbejdsplads uden for Frankfurt am Main eller i tilfælde af ekstern mobilitet.

2.   Udstedelsen af en EU-passérseddel til et familiemedlem til en ansat i ECB eller en korttidsansat i ECB er kun muligt under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende hvis det er i Unionens interesse. I tilfælde af et langvarigt ophold uden for Unionen, herunder langvarig udstationering, tildeles EU-passérsedlen med det ene formål at sikre, at tjenesten kan udføres på en sikker og korrekt måde, når ekstraordinære omstændigheder og den manglende mulighed for at anvende nationalt pas eller rejselegitimation begrunder det, navnlig hvis det kræves i forbindelse med rejse, behørig underretning og residens i et tredjeland. Gyldighedsperioden for en EU-passérseddel, som indehaves af et familiemedlem, må aldrig overstige gyldighedsperioden for den EU-passérseddel, som indehaves af den ansatte eller den korttidsansatte.

Artikel 4

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 10. december 2021.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  Rådets forordning (EU) nr. 1417/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af formen på de passérsedler, som udstedes af Den Europæiske Union (EUT L 353 af 28.12.2013, s. 26).


RETNINGSLINJER

29.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 467/3


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE (EU) 2021/2322

af 17. december 2021

om ændring af retningslinje (EU) 2015/280 om oprettelse af Eurosystemets system for produktion af og offentligt udbud vedrørende eurosedler (ECB/2021/56)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, 14.3 og 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) (1) fastsætter et armslængdeprincip, hvorefter der kræves effektive interne foranstaltninger, som sikrer, at der er fuld adskillelse mellem et offentligt trykkeris regnskaber og dets offentlige myndigheds regnskaber, og at et offentligt trykkeri tilbagebetaler alle de omkostninger til administrativ og organisatorisk støtte, som det har modtaget fra sin offentlige myndighed. Det er nødvendigt yderligere at præcisere kravene vedrørende armslængdeprincippet for at sikre, at et offentligt trykkeri skal påvise, at det har indført princippet, inden det deltager i en udbudsprocedure i en gruppe af nationale centralbanker, der anvender udbud.

(2)

I henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) kan nationale centralbanker i en gruppe, der anvender internt trykkeri, oprette et ikke-institutionaliseret horisontalt samarbejde på grundlag af en samarbejdsaftale med henblik på fælles udførelse af offentlige opgaver. En national centralbank, som lukker sit trykkeri, kan forblive i gruppen, der anvender internt trykkeri, ved at deltage i et sådant horisontalt samarbejde, såfremt den opfylder de relevante krav. Således kan en national centralbank, som lukker sit trykkeri, vælge mellem at blive en del af gruppen, der anvender offentligt udbud, som omhandlet i artikel 3 i retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) eller at deltage i et horisontalt samarbejde. For at lette overgangen for de nationale centralbanker, der lukker deres trykkeri, bør disse nationale centralbanker have lov til at skifte mellem de to muligheder (»model med to søjler«) i en overgangsperiode på fem år, inden de træffer en endelig afgørelse. For at sikre ligebehandling af de nationale centralbanker bør en national centralbank, som anvender internt trykkeri, og som har lukket sit trykkeri, også have lov til at skifte mellem de to muligheder i en overgangsperiode på fem år fra datoen for lukningen af dens trykkeri, forudsat at den nationale centralbank blev meddelt om beslutningen om inddragelsen af godkendelsen af dens interne seddeltrykkeri efter 1. november 2019. Overgangsperioden påbegyndes med tilbagevirkende kraft fra datoen for denne meddelelse.

(3)

For at lette deltagelsen i samarbejdet mellem de nationale centralbanker, der anvender internt trykkeri, bør de nationale centralbanker fra medlemsstater, der tiltræder euroområdet i fremtiden, have mulighed for at vælge mellem at blive en del af gruppen, der anvender udbud, i henhold til artikel 3 i retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) eller at deltage i et horisontalt samarbejde.

(4)

I nødsituationer, som skal fastlægges af Styrelsesrådet, kan der indrømmes større fleksibilitet ved gennemførelsen af modellen med to søjler.

(5)

Retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Ændringer

Retningslinje (EU) 2015/280 (ECB/2014/44) ændres som følger:

1)

Artikel 1, nr. 1), affattes således:

»1)

»armslængdeprincip«: effektive interne foranstaltninger, som sikrer, at der er fuld adskillelse mellem et offentligt trykkeris regnskaber og dets offentlige myndigheds regnskaber, og at et offentligt trykkeri tilbagebetaler samtlige de omkostninger til administrativ og organisatorisk støtte, som det har modtaget fra sin offentlige myndighed«.

2)

Artikel 4, stk. 3, affattes således:

»3.   De nationale centralbanker i gruppen, der anvender udbud, skal anføre i udbudsdokumentationen, at offentlige trykkerier for at kunne godkendes til at deltage i et udbud skal have indført armslængdeprincippet, før de deltager i udbuddet. For at sikre fair konkurrence, når offentlige trykkerier deltager i et udbud, skal følgende være opfyldt for at opfylde dette kriterium for godkendelse:

a)

trykningen af eurosedler er økonomisk fuldt adskilt fra det offentlige trykkeris øvrige aktiviteter

b)

der ydes ikke direkte eller indirekte statsstøtte til det offentlige trykkeri, som på nogen måde er uforenelig med traktaten

c)

det offentlige trykkeri er ansvarligt for at gennemføre en passende organisatorisk struktur og et omkostningsregnskabssystem, der sikrer en klar omkostningsfordeling og fuld økonomisk adskillelse mellem aktiviteter, der består i trykning af eurosedler, og andre aktiviteter

d)

alle omkostninger til produktion af eurosedler, herunder omkostninger til administrativ og organisatorisk støtte til produktionen af eurosedler, henføres til det offentlige trykkeri

e)

fordelingen af de afholdte omkostninger skal kunne spores, skal anvendes konsekvent og skal ledsages af dokumentation for omkostningsfordelingen, og

f)

den økonomiske adskillelse kontrolleres og bekræftes årligt af en uafhængig ekstern revisor og indberettes til den nationale centralbank, der anvender udbud, som skal fremsende en kopi af revisorens erklæring for hvert kalenderår til ECB.«

3)

Artikel 6 ændres således:

a)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Med forbehold af gældende EU-lovgivning og national lovgivning om offentlige udbud kan en national centralbank, som lukker sit interne trykkeri, beslutte at blive en del af gruppen, der anvender udbud, som omhandlet i artikel 3, eller at deltage i et horisontalt samarbejde på grundlag af en samarbejdsaftale som omhandlet i artikel 8.

I en overgangsperiode på fem år fra den dato, hvor den nationale centralbank, der er en del af gruppen, der anvender internt trykkeri, underrettes om tilbagekaldelsen af godkendelsen af dens interne trykkeri, kan den nationale centralbank, der lukker sit trykkeri, skifte mellem at deltage i gruppen, der anvender internt trykkeri, eller gruppen, der anvender udbud, såfremt de respektive lovkrav er opfyldt.

Andet afsnit finder også anvendelse på en national centralbank, der allerede har lukket sit trykkeri, såfremt lukningen fandt sted efter den 1. november 2019, forudsat at den nationale centralbank blev meddelt om beslutningen om inddragelsen af godkendelsen af dens interne seddeltrykkeri efter 1. november 2019. Overgangsperioden påbegyndes med tilbagevirkende kraft fra datoen for denne meddelelse.«

b)

Som stk. 4 og 5 indsættes følgende:

»4.   Med forbehold af gældende EU-lovgivning og national lovgivning om offentlige udbud, kan en national centralbank fra en medlemsstat, der tiltræder euroområdet i fremtiden, vælge mellem at blive en del af gruppen, der anvender udbud, som omhandlet i artikel 3, eller at deltage i et horisontalt samarbejde på grundlag af en samarbejdsaftale som omhandlet i artikel 8, såfremt der er indgået en samarbejdsaftale som omhandlet i artikel 8, stk. 2, litra b), fra den første tildeling af eurosedler.

5.   Med forbehold af gældende EU-lovgivning og national lovgivning om offentlige udbud kan Styrelsesrådet i nødsituationer og fra sag til sag træffe afgørelse om at afvige fra den i artikel 6 fastsatte model med to søjler.«

Artikel 2

Virkning

Denne retningslinje får virkning på den dato, hvor den meddeles de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

Artikel 3

Adressater

Denne retningslinje er rettet til alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 17. december 2021.

For ECB's Styrelsesråd

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/280 af 13. november 2014 om oprettelse af Eurosystemets system for produktion af og offentligt udbud vedrørende eurosedler (ECB/2014/44) (EUT L 47 af 20.2.2015, s. 29).


RETSAKTER VEDTAGET AF ORGANER OPRETTET VED INTERNATIONALE AFTALER

29.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 467/6


AFGØRELSE nr. 2/2021 VEDTAGET AF PARTNERSKABSRÅDET, DER ER NEDSAT VED HANDELS- OG SAMARBEJDSAFTALEN MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB PÅ DEN ENE SIDE OG DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND PÅ DEN ANDEN SIDE

af 21. december 2021

vedrørende forlængelsen af den overgangsperiode, i løbet af hvilken Det Forenede Kongerige kan fravige forpligtelsen til at slette passagerlisteoplysninger om passagerer efter deres udrejse fra Det Forenede Kongerige [2021/2323]

PARTNERSKABSRÅDET HAR —

Under henvisning til handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (»handels- og samarbejdsaftalen«), særlig artikel 552, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 552, stk. 4, skal Det Forenede Kongerige slette passagerlisteoplysninger (herefter benævnt »PNR-oplysninger«) om passagerer efter deres udrejse fra Det Forenede Kongerige, medmindre en risikovurdering viser, at det er nødvendigt at opbevare de pågældende PNR-oplysninger.

(2)

I handels- og samarbejdsaftalens artikel 552, stk. 11, fastsættes det, at Det Forenede Kongerige midlertidigt kan fravige samme artikels stk. 4 i en overgangsperiode, indtil Det Forenede Kongerige så hurtigt som muligt har gennemført tekniske tilpasninger (herefter benævnt »overgangsperioden«). I overgangsperioden skal Det Forenede Kongeriges kompetente myndigheder forhindre anvendelsen af de PNR-oplysninger, der skal slettes ved at anvende de supplerende sikkerhedsforanstaltninger på de pågældende PNR-oplysninger, som er nævnt i artikel 552, stk. 11, litra a) -d).

(3)

I henhold til artikel 552, stk. 10, finder denne fravigelse anvendelse på grund af de særlige omstændigheder, der forhindrer Det Forenede Kongerige i at foretage de tekniske tilpasninger, der er nødvendige for at omdanne de PNR-behandlingssystemer, som Det Forenede Kongerige anvendte, mens EU-retten fandt anvendelse på det, til systemer, der vil gøre det muligt at slette PNR-oplysninger i overensstemmelse med artikel 552, stk. 4 (herefter benævnt »de særlige omstændigheder«).

(4)

I artikel 552, stk. 13, fastsættes det, at hvis de særlige omstændigheder varer ved, skal Partnerskabsrådet forlænge overgangsperioden med et år.

(5)

Det Forenede Kongerige forelagde i henhold til artikel 552, stk. 12, litra b), Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde en vurdering af, om de særlige omstændigheder fortsat består, sammen med en beskrivelse af de bestræbelser, Det Forenede Kongerige har gjort for at omdanne sine PNR-behandlingssystemer til systemer, som vil gøre det muligt at slette PNR-oplysninger i overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 552, stk. 4, og i henhold til artikel 552, stk. 12, litra a), en rapport fra det uafhængige administrative organ, der er omhandlet i artikel 552, stk. 7, samt en udtalelse fra Det Forenede Kongeriges tilsynsmyndighed, jf. artikel 525, stk. 3, om, hvorvidt de sikkerhedsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 552, stk. 11, er blevet anvendt effektivt, hvilket blev suppleret af en rapport fra Det Forenede Kongeriges tilsynsmyndighed, der blev modtaget den 30. november 2021.

(6)

Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde behandlede vurderingen og rapporten den 19. oktober 2021, jf. artikel 552, stk. 13.

(7)

Parterne konkluderede, at de særlige omstændigheder varer ved —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den overgangsperiode, i løbet af hvilken Det Forenede Kongerige kan fravige forpligtelsen i handels- og samarbejdsaftalens artikel 552, stk. 4, forlænges indtil den 31. december 2022.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles og London, den 21. december 2021.

På Partnerskabsrådets vegne

Maroš ŠEFČOVIČ

Elizabeth TRUSS

Formænd