(1)

EU-civilbeskyttelsesmekanismen (»EU-mekanismen«), der er omhandlet i afgørelse nr. 1313/2013/EU, sigter mod at styrke samarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne og fremme koordineringen på civilbeskyttelsesområdet for at gøre Unionens indsats i tilfælde af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer mere effektiv.

(2)

I henhold til artikel 13 i afgørelse nr. 1313/2013/EU oprettes der et EU-vidensnetværk om civilbeskyttelse (»vidensnetværket«) med henblik på at samle, behandle og udbrede viden og oplysninger, der er relevante for EU-mekanismen, og med inddragelse af relevante aktører inden for civilbeskyttelse og katastrofehåndtering, ekspertisecentre, universiteter og forskere.

(3)

I henhold til artikel 13, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU støtter Kommissionen gennem vidensnetværket sammenhængen i planlægnings- og beslutningsprocesserne ved at fremme løbende udveksling af viden og information, der involverer alle aktivitetsområder under EU-mekanismen. I forbindelse med denne fremme af løbende udveksling af viden og information udarbejder Kommissionen, gennem vidensnetværket, strategiske planer, som fastlægger vidensnetværkets strategiske retning for de kommende år.

(4)

For at skabe synergier med andre relevante grupper og netværk arbejder vidensnetværket tæt sammen med det i artikel 33, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU omhandlede udvalg og med de af Kommissionens ekspertgrupper, der arbejder med civilbeskyttelse og katastrofehåndtering, som er registreret i Kommissionens register over ekspertgrupper og lignende enheder. Vidensnetværket og Katastrofeberedskabskoordinationscentret (»ERCC«) arbejder tæt sammen for at sikre komplementaritet og gensidig støtte i forbindelse med deres respektive aktiviteter.

(5)

Vidensnetværket bør ikke lave dobbeltarbejde, men benytte sig af de resultater, der er opnået af Kommissionens andre initiativer, som er relevante for netværkets arbejdsområde.

(6)

Med henblik på formelt at oprette vidensnetværket er det nødvendigt at vedtage bestemmelser om vidensnetværkets organisatoriske struktur og arbejde.

(7)

Vidensnetværkets organisatoriske struktur bør udgøres af rådgivende organer og et sekretariat. Vidensnetværkets rådgivende organer er bestyrelsen og arbejdsgrupperne for hver af vidensnetværkets søjler.

(8)

Bestyrelsen bør primært agere strategisk forum, dvs. yde rådgivning til Kommissionen om den strategiske retning, og have rådgivende tilsynsfunktioner over for vidensnetværket.

(9)

Med henblik på at sikre en effektiv organisering af vidensnetværkets aktiviteter er det nødvendigt at oprette vidensnetværkets sekretariat. Sekretariatsfunktionen bør varetages af Kommissionen og navnlig omfatte forvaltning, administration og koordinering af vidensnetværket. Sekretariatets primære funktion er at sikre sammenhæng, synergier og en smidig informationsstrøm i vidensnetværket og koordinere vidensnetværkets aktiviteter i overensstemmelse med den strategiske planlægning.

(10)

Vidensnetværket og dets aktiviteter bør inddeles i to søjler, der skal udstikke rammerne for vidensnetværkets aktiviteter og fremme netværksbaserede udvekslinger i henhold til den enkelte søjles emneområde: kapacitetsopbygningssøjlen og forskningssøjlen. Kapacitetsopbygningssøjlen bør have til formål at samle, fremme og styrke kapacitetsopbygningsinitiativer, der er relevante for de interesserede parter på området for civilbeskyttelse og katastrofehåndtering, særligt med henblik på EU-mekanismen. Forskningssøjlen bør have til formål at samle den akademiske verden, fagfolk og beslutningstagere med henblik på et samarbejde på tværs af fag, sektorer og grænser om at anvende videnskabelig viden mere effektivt på katastroferisikostyring, navnlig forebyggelses- og beredskabsaktiviteter.

(11)

Kapacitetsopbygningssøjlen bør have fokus på velkendte, eksisterende programmer og projekter, såsom EU-mekanismens uddannelses- og øvelsesprogram, udvekslingen af eksperter i civilbeskyttelse, vidensnetværkets partnerskaber og EU-mekanismens forebyggelses- og beredskabsprogram. Disse programmer bør konsolideres ved en gradvis og fortløbende proces og suppleres af andre kapacitetsopbygningsaktiviteter. Forskningssøjlen bør bygge på og integrere eksisterende videnskabelige strukturer og netværk, der understøtter EU-mekanismen, navnlig videnscentret for katastroferisikostyring, der forvaltes af Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter, og relevante Horisont Europa-programmer, der finansierer forsknings- og innovationsaktiviteter og relaterede netværksinitiativer inden for katastroferisikostyring.

(12)

Reglerne for vidensnetværksmedlemmernes offentliggørelse af oplysninger bør overholde reglerne om behandling af fortrolige oplysninger.

(13)

Med henblik på gennemsigtighed i forbindelse med de aktiviteter, som vidensnetværkets organer gennemfører, bør Kommissionen offentliggøre relevante mødedokumenter på den onlineplatform, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

(14)

Personoplysninger bør behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (2).

(15)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 33, stk. 1, i afgørelse nr. 1313/2013/EU —

a)

bestyrelsen

b)

søjlernes arbejdsgrupper.

(1)

Forordning (EU) 2016/429, delegeret forordning (EU) 2020/990, gennemførelsesforordning (EU) 2020/2002 og gennemførelsesforordning (EU) 2020/2236 har fundet anvendelse i staterne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter EØS-staterne) med virkning fra den 21. april 2021.

(2)

Ved forordning (EU) 2016/429 fastlægges der en ny lovgivningsramme for forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker. I henhold til artikel 226, stk. 1, kan Norge og Island vedtage nationale foranstaltninger for at forhindre introduktion eller bekæmpe spredning af en sygdom, der ikke er en listeopført sygdom som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra d), i nævnte forordning, hvis sygdommen udgør en betydelig risiko for vanddyrs sundhed i den pågældende EØS-stat. Andre sygdomme end en listeopført sygdom som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra d), i forordning (EU) 2016/429 omfatter vanddyrssygdomme, der ikke er omfattet af nogen af kategorierne af listeopførte sygdomme i artikel 9, stk. 1 (ikke-listeopførte sygdomme), og den listeopførte koi-herpesvirussygdom, for hvilken der er behov for overvågning inden for EØS i henhold til artikel 9, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2016/429.

(3)

Sådanne nationale foranstaltninger må ikke gå ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at forhindre introduktion eller bekæmpe spredning af den pågældende sygdom i Norge eller Island.

(4)

I henhold til samme forordnings artikel 226, stk. 2, 3 og 4, skal Norge og Island underrette EFTA-Tilsynsmyndigheden (herefter Tilsynsmyndigheden) forud for eventuelle foreslåede nationale foranstaltninger, og Tilsynsmyndigheden skal godkende sådanne nationale foranstaltninger, hvis det er nødvendigt at indføre flytningsrestriktioner mellem Norge eller Island og andre EØS-stater for at forhindre introduktion eller bekæmpe spredning af den pågældende sygdom under hensyntagen til den pågældende sygdoms samlede indvirkning på EØS og de trufne foranstaltninger.

(5)

Med henblik på at beskytte sundhedsstatussen i Norge og Island, for så vidt som begge lande har fået godkendt nationale foranstaltninger for en specifik sygdom i henhold til artikel 226, stk. 3, i forordning (EU) 2016/429, skal sendinger af arter af akvatiske dyr, som er modtagelige for den pågældende sygdom, og som flyttes til eller inden for Norge eller Island (relevante sendinger), have oprindelse i en EØS-stat, eller en del heraf, som er fri for denne sygdom. Denne slags foranstaltninger skal ledsages af et officielt certifikat, som viser denne status som sygdomsfri.

(6)

I henhold til artikel 13, stk. 2, litra c), i delegeret forordning (EU) 2020/990 skal operatører sikre, at det af dyresundhedscertifikaterne for relevante sendinger fremgår, at akvatiske dyr af de relevante arter opfylder de sundhedsmæssige garantier, der er nødvendige for at overholde de pågældende nationale foranstaltninger.

(7)

Dyresundhedscertifikater, hvorved de relevante sendingers oprindelsessted attesteres, er inkluderet i de relevante officielle standardcertifikater for flytning af akvatiske dyr mellem EØS-stater i gennemførelsesforordning (EU) 2020/2236, og skal anvendes, hvis der er tale om relevante sendinger.

(8)

Norske eller islandske nationale foranstaltninger, der er godkendt i henhold til artikel 226, stk. 3, i forordning (EU) 2016/429, bør kun anvendes, så længe de fortsat er hensigtsmæssige og nødvendige for at forhindre introduktion eller bekæmpe spredning af den pågældende sygdom i det pågældende land. For at gøre det muligt for Tilsynsmyndigheden at foretage regelmæssige vurderinger af relevansen og nødvendigheden af sådanne foranstaltninger, og for at gøre det muligt eventuelt at ændre dem, bør Norge og Island indsende en årlig rapport til Tilsynsmyndigheden med en detaljeret beskrivelse af foranstaltningernes virkning i det foregående år. Sådanne årlige rapporter og anden relevant rapportering bør indeholde bestemte oplysninger som fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2020/2002.

(9)

Udryddelsesprogrammer, som er godkendt i overensstemmelse med artikel 226, stk. 3, i forordning (EU) 2016/429, bør medføre en forbedring af sygdomssituationen inden for en rimelig frist. Af hensyn til sammenhængen bør denne frist ikke være længere end den tid, det tager at gennemføre et udryddelsesprogram for en sygdom som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2016/429. Anvendelsesperioden for et udryddelsesprogram, som er godkendt i overensstemmelse med artikel 226, stk. 3, i forordning (EU) 2016/429, bør derfor ikke overstige seks år fra datoen for Tilsynsmyndighedens første godkendelse. I behørigt begrundede tilfælde og efter anmodning fra enten Norge eller Island bør Tilsynsmyndigheden have mulighed for at forlænge udryddelsesprogrammets anvendelsesperiode med yderligere seks år. Denne maksimumsanvendelsesperiode fastsættes med henblik på at give en rimelig frist for gennemførelsen af et udryddelsesprogram, samtidig med at uforholdsmæssige og længevarende afbrydelser af flytning af akvatiske dyr inden for EØS undgås.

(10)

Ved afgørelse nr. 58/16/COL-D af 3. marts 2016 (herefter afgørelse nr. 58/16/COL-D) godkendte Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 43 i direktiv 2006/88/EF nationale foranstaltninger, som Norge havde truffet med henblik på at begrænse virkningen af infektion med Gyrodactylus salaris i områder i Norge, der betragtes som frie for denne sygdom. (5) Ved forordning (EU) 2016/429 ophævedes direktiv 2006/88/EF, der både er retsgrundlag for afgørelse nr. 58/16/COL-D og visse andre retsakter (forordning (EF) nr. 1251/2008 (6) og Kommissionens afgørelse nr. 2010/221/EF (7)), som der henvises til i afgørelsen. Af klarhedshensyn ophæves afgørelse nr. 58/16/COL-D derfor ved nærværende afgørelse.

(11)

Tilsynsmyndigheden har i tæt samarbejde med Europa-Kommissionen vurderet de nationale foranstaltninger, der har til formål at begrænse virkningen af infektion med Gyrodactylus salaris (en ikke-listeopført sygdom), og som Norge har anmeldt i henhold til artikel 226, stk. 2, i forordning (EU) 2016/429 (dok. nr. 1207866), under hensyntagen til standarderne fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) (8) og den pågældende sygdoms samlede indvirkning på EØS samt de anmeldte foranstaltninger.

(12)

Tilsynsmyndigheden finder det godtgjort, at Norge har udformet et effektivt udryddelsesprogram for de områder af Norge, der fortsat er inficeret med Gyrodactylus salaris. Tilsynsmyndigheden finder det endvidere godtgjort, at Norge har opretholdt status som sygdomsfri for de områder i Norge, der betragtes som frie for Gyrodactylus salaris, jf. afgørelse nr. 58/16/COL-D, og har påvist status som sygdomsfri i alle andre områder i Norge, der ikke er omfattet af udryddelsesprogrammet. Endelig finder Tilsynsmyndigheden det godtgjort, at Norge har påvist, at de nationale foranstaltninger, hvorved der indføres flytningsrestriktioner, er hensigtsmæssige og nødvendige for at forhindre introduktion eller bekæmpe spredning af sygdommen. Tilsynsmyndigheden godkender derfor i kraft af denne afgørelse de nationale foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 226, stk. 3 og 4, i forordning (EU) 2016/429.

(13)

Ved sin delegerede afgørelse nr. 201/21/COL (dokument nr. 1212279) forelagde Tilsynsmyndigheden behørigt udkastet til afgørelse for udvalget i overensstemmelse med artikel 226, stk. 3, og 266, stk. 2, i forordning (EU) 2016/429. Udvalget godkendte udkastet til afgørelse. Udkastet til afgørelse er således i overensstemmelse med udvalgets udtalelse —

a)

har oprindelse i et EØS-land eller en del af en EØS-stat, der er godkendt som fri for den pågældende sygdom og

b)

ledsages af et officielt certifikat, der er udstedt af den kompetente myndighed i EØS-oprindelsesstaten og udfærdiget i overensstemmelse med et passende standarddyresundhedscertifikat som anført i kapitel 1, 2, 3 eller 5 i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2020/2236, hvori det i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, litra c), i delegeret forordning (EU) 2020/990 præciseres, at de sundhedsgarantier, der er nødvendige for at overholde de relevante norske eller islandske nationale foranstaltninger, er opfyldt.

a)

oplysninger om de foranstaltninger, som er blevet truffet i det foregående kalenderår med henblik på at opretholde status som sygdomsfri, herunder som minimum de oplysninger, som er nævnt i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2020/2002,

b)

oplysninger om udryddelsesprogrammets udvikling, herunder detaljer om den testning, som er blevet udført i det foregående kalenderår og som minimum de oplysninger, som er nævnt i del 4 i bilag V til gennemførelsesforordning (EU) 2020/2002, og

c)

en redegørelse for årsagerne til, at den relevante status som sygdomsfri eller det iværksatte udryddelsesprogram fortsat bør gælde i yderligere et kalenderår. Der skal navnlig henvises til behandlinger, vacciner, sygdomsresistente bestande eller andre relevante metoder, hvis der en realistisk mulighed for, at de kan benyttes til at forhindre og bekæmpe spredning af Gyrodactylus salaris efter udfærdigelsen af den foregående rapport.