(1)

Kommissionen vedtog den 11. december 2019 en meddelelse med titlen »Den europæiske grønne pagt«, der indeholder en køreplan for en ny vækststrategi for Europa og ambitiøse mål for bekæmpelse af klimaforandringer og for miljøbeskyttelse. I overensstemmelse med målet om at nå Unionens klimamål for 2030 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (4) og opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 på en effektiv og socialt retfærdig måde blev der i den europæiske grønne pagt bebudet en mekanisme for retfærdig omstilling, der skal tilvejebringe midler til at konfrontere udfordringen i forbindelse med omstillingsprocessen hen imod Unionens klimamål for 2030 og målet om klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, uden at nogen lades i stikken. De mest sårbare regioner og mennesker er også dem, der er mest udsat for de skadelige virkninger af klimaforandringer og miljøforringelse. Omstillingen til en klimaneutral økonomi er en kilde til nye økonomiske muligheder med et betydeligt potentiale for jobskabelse, navnlig i områder, der i øjeblikket er afhængige af fossile brændstoffer. Den kan også bidrage til øget energisikkerhed og -modstandsdygtighed. Imidlertid kan omstillingen også udløse kortsigtede sociale og økonomiske omkostninger i områder, der gennemgår en tung dekarboniseringsproces, og som allerede er svækket af covid-19-krisens forstyrrende økonomiske og sociale virkninger.

(2)

Forvaltningen af omstillingen vil kræve betydelige strukturelle ændringer på både nationalt og regionalt plan. Hvis omstillingen skal lykkes, skal den mindske uligheder, skabe en nettobeskæftigelseseffekt med nye job af høj kvalitet og være retfærdig og socialt acceptabel for alle, samtidig med at konkurrenceevnen styrkes. I denne henseende er det afgørende, at de områder, der påvirkes mest negativt af omstillingen, navnlig kulmineregioner, kan støttes med henblik på at diversificere og puste nyt liv i deres lokale økonomier og i skabelse af bæredygtige beskæftigelsesmuligheder for de berørte arbejdstagere.

(3)

Kommissionen vedtog den 14. januar 2020 en meddelelse med titlen »Investeringsplan for et bæredygtigt Europa — en investeringsplan for den europæiske grønne pagt«, hvori den foreslog en mekanisme for retfærdig omstilling, som fokuserer på de regioner og sektorer, der er mest berørt af omstillingen som følge af deres afhængighed af fossile brændstoffer, såsom kul, tørv og olieskifer eller deres afhængighed af drivhusgasintensive industriprocesser, men har mindre kapacitet til at finansiere de fornødne investeringer. Oprettelsen af en mekanisme for retfærdig omstilling er også blevet bekræftet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 21. juli 2020. Mekanismen for retfærdig omstilling består af tre søjler: en fond for retfærdig omstilling (FRO), der gennemføres under delt forvaltning, en særskilt ordning for retfærdig omstilling under InvestEU og en lånefacilitet for den offentlige sektor for at mobilisere yderligere investeringer til de berørte regioner. Disse tre søjler yder supplerende støtte til disse regioner med henblik på at fremme omstillingen til en klimaneutral økonomi senest i 2050.

(4)

Med henblik på en bedre programmering og gennemførelse af FRO skal der fastlægges territoriale planer for retfærdig omstilling, der skal fastlægge de vigtigste trin og frister i omstillingsprocessen og kortlægge, hvilke områder der påvirkes mest negativt af omstillingen til en klimaneutral økonomi, og som har mindst kapacitet til at imødegå de udfordringer, som omstillingen vil indebære. De territoriale planer for retfærdig omstilling skal udarbejdes sammen med de relevante lokale og regionale myndigheder med inddragelse af alle relevante partnere i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 (5). De kan ændres sammen med de tilsvarende programmer, der støttes af FRO, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 24, så de omfatter nye områder, som vil blive hårdt ramt af klimaomstillingen på en måde, som ikke var forudset på tidspunktet for deres oprindelige vedtagelse.

(5)

Der bør oprettes en lånefacilitet for den offentlige sektor (»faciliteten«). Den udgør tredje søjle i mekanismen for retfærdig omstilling, som sigter mod at støtte offentlige enheders investeringer i betragtning af den offentlige sektors centrale rolle med hensyn til at afhjælpe markedssvigt. Sådanne investeringer bør opfylde de udviklingsbehov, som følger af de omstillingsudfordringer, der er beskrevet i de territoriale planer for retfærdig omstilling, som er blevet godkendt af Kommissionen. De aktiviteter, der påtænkes at yde støtte til under faciliteten, bør være i overensstemmelse med og supplere de aktiviteter, der støttes i henhold til de to andre søjler i mekanismen for retfærdig omstilling. Faciliteten bør oprettes for en periode på syv år, så dens varighed tilpasses den flerårige finansielle rammes periode fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2027 (»FFR 2021-2027«) som fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (6).

(6)

For at fremme samhørighed og økonomisk diversificering i områder, der påvirkes af omstillingen, bør faciliteten dække en bred vifte af bæredygtige investeringer, forudsat at sådanne investeringer bidrager til opfyldelsen af disse områders udviklingsbehov som følge af omstillingen til Unionens klimamål for 2030 som fastsat i forordning (EU) 2021/1119 og klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, som beskrevet i de territoriale planer for retfærdig omstilling. Med henblik på at forbedre facilitetens effektivitet bør den kunne støtte støtteberettigede projekter, hvis gennemførelsesfase er påbegyndt forud for støttemodtagerenes indgivelse af en ansøgning af under faciliteten. Faciliteten bør ikke støtte investeringer, der omfatter nogen af de aktiviteter, der er udelukket i henhold til artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 (7), men kan støtte investeringer i vedvarende energi og grøn og bæredygtig mobilitet, herunder fremme af grøn brint, effektive fjernvarmenet, offentlig forskning, digitalisering, miljøinfrastruktur til intelligent affaldshåndtering og vandforvaltning, og kan støtte bæredygtig energi, energieffektivitet og integrationsforanstaltninger, herunder renovering og ombygning af bygninger, byfornyelse og -sanering, omstillingen til en cirkulær økonomi, landskabs- og økosystemretablering og dekontaminering af jord og økosystemer under hensyntagen til princippet om, at forureneren betaler, biodiversitet samt opkvalificering, omskoling, erhvervsuddannelse og social infrastruktur, herunder plejefaciliteter og socialt boligbyggeri.

(7)

Infrastrukturudvikling kan også omfatte grænseoverskridende projekter og løsninger, der fører til øget modstandsdygtighed over for økologiske katastrofer, navnlig katastrofer, der forstærkes af klimaændringer. En omfattende investeringstilgang bør især foretrækkes i områder med betydelige omstillingsbehov. Investeringer i andre sektorer kan også støttes, hvis de er i overensstemmelse med de godkendte territoriale planer for retfærdig omstilling. Ved at støtte investeringer, som ikke genererer tilstrækkelige strømme af indtægter til at dække deres investeringsomkostninger, bør faciliteten have til formål at stille yderligere midler til rådighed for offentlige enheder, der er nødvendige for at håndtere de territoriale, sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer, der vil følge af tilpasningen til omstillingen. For at medvirke til at identificere investeringer, der er støtteberettigede under faciliteten, og som har en særligt positiv miljøvirkning, herunder i forbindelse med biodiversitet, bør Kommissionen, når den foretager en evaluering af faciliteten, tage hensyn til EU's klassificeringssystem for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Alle finansieringspartnere bør, hvor det er relevant, anvende EU's klassificeringssystem for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, herunder princippet om ikke at gøre væsentlig skade, for at sikre gennemsigtighed i forbindelse med bæredygtige projekter.

(8)

Respekt for grundlæggende rettigheder og overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig ligestilling mellem kønnene, bør, hvor det er relevant, sikres under hele forberedelsen, evalueringen, gennemførelsen og overvågningen af støtteberettigede projekter under faciliteten. Ligeledes bør støttemodtagere og Kommissionen undgå enhver forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering under hele gennemførelsen af faciliteten. Facilitetens mål bør forfølges i overensstemmelse med De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling, den europæiske søjle for sociale rettigheder, princippet om, at forureneren betaler, Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (8) (»Parisaftalen«), og princippet om ikke at gøre væsentlig skade.

(9)

Horisontale finansielle regler, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), finder anvendelse på denne forordning. Disse regler er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (9) (»finansforordningen«) og fastlægger navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter samt fastsætter kontrol med finansielle aktørers ansvar. Regler, der er vedtaget på grundlag af artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(10)

Faciliteten bør yde støtte i form af tilskud fra Unionen kombineret med lån ydet af en finansieringspartner i overensstemmelse med dennes regler, långivningspolitikker og procedurer. Finansieringsrammen for tilskudsdelen, som gennemføres af Kommissionen ved direkte forvaltning, bør have form af finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger, i overensstemmelse med finansforordningens artikel 125. Denne finansieringsform bør bidrage til at tilskynde projektpromotorer til at deltage i og bidrage til opfyldelsen af facilitetens mål på en effektiv måde i forhold til lånets størrelse. Lånedelen bør stilles til rådighed af Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Faciliteten bør også kunne udvides, for at give andre finansieringspartnere mulighed for at tilvejebringe lånedelen, hvis der bliver yderligere midler til rådighed til tilskudsdelen, eller hvis det er nødvendigt for en korrekt gennemførelse af faciliteten. I så fald bør Kommissionen underrette medlemsstaterne og Europa-Parlamentet om, at den har til hensigt at udvide faciliteten, og udvælge yderligere finansieringspartnere under hensyntagen til deres evne til at opfylde facilitetens mål, bidrage med deres egne midler og sikre en passende geografisk dækning.

(11)

Der bør undertegnes administrative aftaler mellem Kommissionen og finansieringspartnere. Disse aftaler bør indeholde gennemførelsesordninger for evaluering og overvågning af projekter såvel som de respektive rettigheder og forpligtelser for hver part, herunder detaljerede ordninger for revision, rapportering og kommunikation. Kommunikationsordningerne bør navnlig omfatte forpligtelsen til offentliggørelse af oplysninger om hvert projekt eller hver låneordning, der modtager støtte under faciliteten.

(12)

Ved at imødekomme investeringsbehov i de områder, der påvirkes mest negativt af omstillingen til en klimaneutral økonomi, bør faciliteten yde et vigtigt bidrag til integration af klimaindsatsen. Midler fra facilitetens tilskudsdel vil derfor bidrage til opfyldelsen af klimamålene i samme udstrækning som FRO.

(13)

250 000 000 EUR af facilitetens tilskudsdel bør blive finansieret over EU-budgettet i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) 2020/2093 og bør udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 18 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (10), for Europa-Parlamentet og Rådet i den årlige budgetprocedure.

(14)

275 000 000 EUR af facilitetens tilskudsdel bør finansieres ved tilbagebetalinger, der stammer fra de finansielle instrumenter, der er oprettet i henhold til de programmer, som er opført i bilag I til denne forordning. Disse indtægter stammer fra afsluttede programmer, der er uafhængige af faciliteten, og bør betragtes som eksterne formålsbestemte indtægter uanset finansforordningens artikel 21, stk. 3, litra f), på grundlag af artikel 322, stk. 1, i TEUF.

(15)

1 000 000 000 EUR af facilitetens tilskudsdel bør finansieres ved det forventede overskud af den tilførsel til EU-garanti, der er indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 (11). Derfor bør der gøres en undtagelse fra finansforordningens artikel 213, stk. 4, litra a), som foreskriver, at eventuelle overskud af tilførsel til en budgetgaranti skal tilbageføres til budgettet, med henblik på at overføre dette overskud til faciliteten. Disse formålsbestemte indtægter bør betragtes som eksterne formålsbestemte indtægter uanset finansforordningens artikel 21, stk. 3, litra f), på grundlag af artikel 322, stk. 1, i TEUF.

(16)

I henhold til finansforordningens artikel 12, stk. 4, litra c), kan de bevillinger, der svarer til eksterne formålsbestemte indtægter, automatisk overføres til det eller den efterfølgende program eller foranstaltning. Denne bestemmelse gør det muligt at matche den flerårige plan for formålsbestemte indtægter med gennemførelsen af de projekter, der finansieres af faciliteten.

(17)

Der bør også afsættes midler til rådgivningsstøtte for at fremme forberedelsen, udviklingen og gennemførelsen af støtteberettigede projekter samt tidlig forberedelse af projekter forud for støttemodtagerens indgivelse af ansøgning under faciliteten. En del af disse midler bør afsættes til at støtte støttemodtagernes egen kapacitet til at sikre støtteberettigede projekters bæredygtighed.

(18)

For at sikre, at alle medlemsstater kan drage fordel af tilskudsdelen, bør der oprettes en mekanisme til forhåndstildeling af nationale andele i første fase, jf. bilag I til forordning (EU) 2021/1056. For at forene dette mål med behovet for at optimere de økonomiske virkninger af faciliteten og dens gennemførelse bør sådanne nationale andele dog ikke tildeles på forhånd for perioden efter den 31. december 2025. Derefter bør de resterende midler, der er til rådighed til tilskudsdelen, stilles til rådighed uden nogen på forhånd tildelt national andel og på konkurrencemæssigt grundlag på EU-plan, samtidig med at der sikres forudsigelighed med hensyn til investeringer og følges en tilgang, som er behovsbaseret og tilgodeser regional konvergens.

(19)

Støtteberettigelsesbetingelserne og tildelingskriterierne bør opstilles i arbejdsprogrammerne og indkaldelserne af forslag. I disse støtteberettigelsesbetingelser og tildelingskriterier bør der tages hensyn til projektrelevans set i lyset af de udviklingsbehov, der er beskrevet i de territoriale planer for retfærdig omstilling, det overordnede mål om at fremme regional og territorial konvergens samt tilskudsdelens betydning for projekters levedygtighed. Arbejdsprogrammerne bør også fastsætte tildelingskriterier for de tilfælde, hvor der ikke er tilstrækkelige midler til at støtte støtteberettigede projekter. Der bør gives prioritet til projekter i mindre udviklede regioner, projekter, der bidrager direkte til opfyldelsen af Unionens klimamål, og projekter, der fremmes af offentlige enheder, som har vedtaget dekarboniseringsplaner efter denne tilhørende rangordning af kriterier, når det er relevant. EU-støtte, der ydes inden for rammerne af faciliteten, bør således kun stilles til rådighed for medlemsstater, der har mindst én godkendt territorial plan for retfærdig omstilling. I arbejdsprogrammerne og indkaldelserne af forslag bør der også blive taget hensyn til de territoriale planer for retfærdig omstilling, som medlemsstaterne forelægger, for at sikre sammenhæng på tværs af mekanismens forskellige søjler. For at optimere virkningen af faciliteten bør individuelle projekter, der støttes under faciliteten, ikke modtage støtte fra andre EU-programmer, bortset fra støtte i forbindelse med forberedelse af projekter. I forbindelse med operationer, der består af identificerbare særskilte projekter, kan disse projekter dog modtage støtte fra forskellige EU-programmer i overensstemmelse med de gældende regler for støtteberettigelse.

(20)

For at optimere EU-bistandens effektivitet og undgå erstatning af potentiel støtte og potentielle investeringer fra alternative midler bør støtte under faciliteten kun ydes til projekter, der ikke genererer tilstrækkelige strømme af indtægter til at dække deres investeringsomkostninger. Disse indtægter bør svare til indtægter, bortset fra budgetoverførsler, der er genereret direkte af de aktiviteter, der udføres af projektet, såsom salg, gebyrer eller vejafgifter, og yderligere besparelser som følge af opgradering af eksisterende aktiver.

(21)

Eftersom tilskudsdelen bør tage hensyn til de forskellige udviklingsbehov i regionerne i de forskellige medlemsstater, bør denne støtte justeres til fordel for mindre udviklede regioner. Set i lyset af at enheder i den offentlige sektor i mindre udviklede regioner generelt har ringere offentlig investeringskapacitet, bør de tilskudssatser, der anvendes på lån til sådanne enheder, være tilsvarende højere.

(22)

For at sikre en effektiv gennemførelse af faciliteten kan det være nødvendigt at yde rådgivningsstøtte til forberedelse, udvikling og gennemførelse af projekter. Denne støtte bør ydes gennem InvestEU-rådgivningsplatformen til støtteberettigede projekter og til forberedelse af projekter forud for indgivelsen af ansøgninger, idet der lægges særlig vægt på støttemodtagere, der har mindre administrativ kapacitet eller er beliggende i mindre udviklede regioner. En sådan støtte bør også kunne ydes i henhold til andre EU-programmer.

(23)

For at måle facilitetens effektivitet og dens evne til at opfylde sine mål og for at støtte forberedelsen af en eventuel forlængelse heraf efter 2027 bør Kommissionen foretage en midtvejsevaluering og en endelig evaluering, herunder, hvis det er relevant, en vurdering af muligheden for at vedtage bestemmelser om en kønsspecifik konsekvensanalyse, og bør aflægge evalueringsrapporterne herom til Europa-Parlamentet og Rådet. I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (12) bør faciliteten evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at en administrativ byrde, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås.

(24)

For at fremskynde gennemførelsen og sikre, at midlerne udnyttes rettidigt, bør denne forordning fastsætte specifikke garantier, der skal indgå i tilskudsaftalerne. I betragtning af dette mål bør Kommissionen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet kunne nedsætte eller afslutte enhver EU-støtte i tilfælde af alvorlig mangel på fremskridt i gennemførelsen af projekter. Finansforordningen finder anvendelse på faciliteten. For at sikre sammenhæng i gennemførelsen af Unionens finansieringsprogrammer bør finansforordningen finde anvendelse på tilskudsdelen og på midler til rådgivningsstøtte, som ydes under faciliteten.

(25)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (13) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (14), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (15) og (EU) 2017/1939 (16) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (17). I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(26)

For at ændre visse ikkevæsentlige elementer i denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår de centrale resultatindikatorer til overvågning af gennemførelsen af og fremskridtene med faciliteten. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(27)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår arbejdsprogrammer og betingelser og procedurer for udvælgelse af andre finansieringspartnere end EIB. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (18).

(28)

Målene for denne forordning, nemlig at gavne de områder, som påvirkes mest negativt af omstillingen til klimaneutralitet, ved at tilgodese de tilsvarende udviklingsbehov gennem mobilisering af offentlige investeringer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene som følge af offentlige enheders vanskeligheder ved at støtte investeringer, som ikke generer tilstrækkelige strømme af indtægter til at dække deres investeringsomkostninger, men kan på grund af behovet for en sammenhængende ramme for gennemførelse under direkte forvaltning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 (4) er blevet ændret væsentligt flere gange (5). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Af hensyn til et velfungerende indre marked og for at lette den grænseoverskridende handel i Unionen er det afgørende, at gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro er de samme som for tilsvarende betalinger inden for en medlemsstat.

(3)

Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende princippet om lige store gebyrer for betalingsinstrumenter, der hovedsagelig eller udelukkende er papirbaserede, som f.eks. checks, eftersom de i sagens natur ikke kan håndteres så effektivt som elektroniske betalinger.

(4)

Princippet om lige store gebyrer bør finde anvendelse på betalinger, der er påbegyndt eller afsluttet på papir eller i kontanter og som er blevet behandlet elektronisk i løbet af betalingskæden, bortset fra checks, samt på alle gebyrer, der er direkte eller indirekte forbundet med en betalingstransaktion, herunder gebyrer forbundet med en kontrakt. Indirekte gebyrer omfatter gebyrer for oprettelse af en fast betalingsordre eller gebyrer for anvendelse af et betalingskort eller debet- eller kreditkort, som bør være de samme for indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner inden for Unionen.

(5)

Med henblik på at forebygge, at betalingsmarkedet opsplittes, er det hensigtsmæssigt at følge princippet om lige store gebyrer. Der bør til dette formål for hver kategori af grænseoverskridende betalingstransaktion identificeres en indenlandsk betaling med samme eller meget tilsvarende karakteristika som den grænseoverskridende betaling. Det bør være muligt bl.a. at anvende følgende kriterier til identifikation af den indenlandske betaling, der svarer til en grænseoverskridende betaling: den kanal, som benyttes til at initiere, udføre og afslutte betalingen, automatiseringsgraden, en eventuel betalingsgaranti, kundestatus og forbindelse med udbyderen af betalingstjenester eller det betalingsinstrument, der anvendes, som defineret i artikel 4, nr. 14), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (6). Disse kriterier bør ikke betragtes som udtømmende.

(6)

De kompetente myndigheder bør udstede retningslinjer for identifikation af tilsvarende betalinger, når de finder det nødvendigt. Kommissionen bør, om nødvendigt med bistand fra Betalingsudvalget, der er oprettet ved artikel 85, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF (7), give passende vejledning og bistå de kompetente myndigheder.

(7)

For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og for at undgå ulighederne for brugere af betalingstjenester i medlemsstater i og uden for euroområdet i forhold til grænseoverskridende betalinger i euro, er det nødvendigt at sikre, at gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro inden for Unionen bringes på samme niveau som gebyrerne for tilsvarende nationale betalinger i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens udbyder af betalingstjenester har hjemsted. En udbyder af betalingstjenester anses for at have hjemsted i den medlemsstat, hvor denne udbyder sine tjenester til brugeren af betalingstjenester.

(8)

Vekselgebyrerne tegner sig for en betydelig del af de omkostninger, der er forbundet med grænseoverskridende betalinger, når der anvendes forskellige valutaer i betalerens medlemsstat og betalingsmodtagerens medlemsstat. I artikel 45 i direktiv (EU) 2015/2366 stilles der krav om, at gebyrer og den anvendte vekselkurs skal være gennemsigtige. Nævnte direktivs artikel 52, nr. 3), specificerer oplysningskravene med hensyn til betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale, og artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv omfatter oplysningskravene for parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet. Det er nødvendigt at fastlægge yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte forbrugerne mod overdrevent høje gebyrer for valutaomregningstjenester og sikre, at forbrugerne gives de informationer, som de har brug for til at vælge den bedste valutaomregningsmulighed.

(9)

De foranstaltninger, der skal gennemføres, bør være passende, hensigtsmæssige og omkostningseffektive. I situationer, hvor betaleren står over for forskellige valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør de oplysninger, der gives, samtidig gøre det muligt at foretage en sammenligning, således at betaleren kan træffe et informeret valg.

(10)

For at opnå sammenlignelighed bør vekselgebyrer for alle kortbaserede betalinger udtrykkes på samme måde, nemlig som procentuelle avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har udstedt. Et avancetillæg skal muligvis baseres på en kurs, der beregnes ud fra to ECB-kurser i tilfælde af en omregning mellem to ikkeeurovalutaer.

(11)

I overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2015/2366 fastsatte generelle oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer, bør udbydere af valutaomregningstjenester offentliggøre oplysninger om deres vekselgebyrer, før betalingstransaktionen initieres. Parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør give oplysninger om deres gebyrer for sådanne tjenester på en klar og tilgængelig måde, f.eks. ved at angive deres gebyrer ved skranken eller digitalt på terminalen eller på skærmen i tilfælde af onlinekøb. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 bør disse parter, før betalingen initieres, give klare oplysninger om det beløb, der skal udbetales til betalingsmodtageren i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i. Det beløb, der skal betales i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, bør udtrykke prisen på de varer eller tjenesteydelser, der skal købes, og kan angives ved kassen frem for på betalingsterminalen. Den valuta, som betalingsmodtageren anvender, er generelt den lokale valuta, men kan ifølge princippet om aftalefrihed i visse tilfælde være en anden EU-valuta. Det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i, bør bestå af prisen på varerne eller tjenesteydelserne og vekselgebyrerne. Begge beløb bør desuden dokumenteres på kvitteringen eller på et andet varigt medium.

(12)

Med hensyn til artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, hvor en valutaomregningstjeneste tilbydes i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør det være muligt for betaleren at afvise denne tjeneste og i stedet betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender.

(13)

For at give betalere mulighed for at sammenligne vekselgebyrmulighederne i en pengeautomat eller på salgsstedet bør betalernes betalingstjenesteudbydere ikke kun medtage fuldt sammenlignelige oplysninger om de gældende vekselgebyrer på de vilkår og betingelser, der er fastsat i deres rammeaftale, men bør også offentliggøre disse oplysninger på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform, navnlig på deres kundewebsteder, på deres websted for netbank og på deres mobilbankapplikation, på en let forståelig og tilgængelig måde. Dette ville gøre det muligt at udvikle sammenligningswebsteder for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne priser, når de rejser eller handler i udlandet. Betaleres betalingstjenesteudbydere bør desuden minde betalerne om de gældende vekselgebyrer, når en kortbaseret betaling foretages i en anden valuta, ved hjælp af bredt tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanaler såsom sms-beskeder, e-mails eller push-meddelelser via betalers mobilbankapplikation. Betalingstjenesteudbydere bør aftale den elektroniske kommunikationskanal, hvorigennem de vil tilvejebringe oplysninger om vekselgebyrer, med betalingstjenestebrugerne under hensyntagen til den mest effektive kanal til at nå ud til betaleren. Betalingstjenesteudbydere bør også acceptere anmodninger fra betalingstjenestebrugere om at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser, der indeholder oplysninger om vekselgebyrerne.

(14)

Regelmæssige påmindelser er passende i situationer, hvor betaleren opholder sig i udlandet i længere tid, f.eks. hvis betaleren er udstationeret eller studerer i udlandet, eller hvis betaleren jævnligt benytter et kort til onlinekøb i den lokale valuta. En forpligtelse til at sørge for sådanne påmindelser ville sikre, at betaleren informeres, når denne overvejer de forskellige valutaomregningsmuligheder.

(15)

Det er væsentligt at lette udførelsen af grænseoverskridende betalinger for udbyderne af betalingstjenester. I den forbindelse bør standardiseringsbestræbelserne fremmes, især brugen af det internationale nummer til identifikation af en betalingskonto (IBAN) og forretningsidentifikationskode (BIC). Det er derfor hensigtsmæssigt, at udbydere af betalingstjenester oplyser betalingstjenesternes brugere om IBAN og BIC for den pågældende konto.

(16)

For at garantere, at betalingsbalancestatistikker inden for rammerne af det fælles eurobetalingsområde (SEPA) forelægges løbende, rettidigt og på effektiv vis, bør det sikres, at lettilgængelige betalingsdata, f.eks. IBAN, BIC og transaktionsbeløbet og basale, aggregerede betalingsdata for forskellige betalingsinstrumenter fortsat kan indsamles, hvis ikke indsamlingsprocessen forstyrrer den automatiske gennemførelse af betalinger og kan gøres helt automatisk. Denne forordning berører ikke indberetningsforpligtelser til andre politiske formål som f.eks. forebyggelse af hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme eller til skattemæssige formål.

(17)

De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at udføre deres tilsynsopgaver effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at betalingstjenesteudbyderne overholder denne forordning.

(18)

For at gøre det muligt at klage og få erstatning i tilfælde hvor denne forordning er blevet anvendt ukorrekt, bør medlemsstaterne fastlægge hensigtsmæssige og effektive klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af enhver tvist mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Det er også vigtigt at udpege kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister.

(19)

Det er afgørende at sikre, at de kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister i Unionen aktivt samarbejder med henblik på en gnidningsløs og rettidig bilæggelse af tvister på tværs af landegrænser i relation til denne forordning. Det bør være muligt for et sådant samarbejde at udformes som en udveksling af oplysninger om lovgivningen eller den juridiske praksis i deres jurisdiktioner eller en overdragelse eller overtagelse af klage- og erstatningsprocedurer, hvis det er relevant.

(20)

Medlemsstaterne bør i deres nationale lovgivning fastsætte sanktioner for manglende overholdelse af denne forordning, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

(21)

Det ville rumme indlysende fordele at udvide denne forordnings anvendelsesområde til andre valutaer end euroen, især hvad angår det antal betalinger, der er omfattet. Der bør fastlægges en notifikationsprocedure, således at medlemsstater, der ikke benytter euroen som deres valuta, kan lade denne forordning omfatte grænseoverskridende betalinger, der foretages i deres nationale valuta.

(22)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af reglen om udligning af omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger i euro med omkostningerne ved nationale transaktioner i nationale valutaer og effektiviteten af de oplysningskrav vedrørende valutaomregning, der er fastsat i denne forordning. Kommissionen bør også undersøge yderligere muligheder og den tekniske gennemførlighed af disse muligheder for at udvide reglen om lige gebyrer for alle EU-valutaer og for yderligere at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden af vekselgebyrer samt muligheden for at aktivere og deaktivere valgmuligheden for at acceptere den valutaomregning, der tilbydes af andre parter end betalerens betalingstjenesteudbyder.

(23)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne men kan snarere på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på Unionsplan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

Efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/833 (3) vedtog Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) på sit 41. og 42. årsmøde i henholdsvis 2019 og 2020 en række juridisk bindende afgørelser om bevarelse af fiskeressourcerne under dens kompetenceområde.

(2)

Disse afgørelser er rettet til de kontraherende parter i NAFO, men omfatter også forpligtelser for operatørerne (f.eks. fartøjsføreren). NAFO's nye bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger, som er bindende for alle kontraherende parter i NAFO, er trådt i kraft. De skal indarbejdes i EU-retten, i det omfang de ikke allerede er fastsat i EU-retten.

(3)

Forordning (EU) 2019/833 bør derfor tilpasses for at anvende NAFO's norm for måling af masker, indføre den definition af »fiskerfartøjer«, som NAFO anvender for at give Unionens kontrol- og håndhævelsesmyndigheder mulighed for at arbejde på samme måde som andre kontraherende parter i NAFO og forbedre informationsstrømmen mellem medlemsstaternes myndigheder, Kommissionen og NAFO's eksekutivsekretariat.

(4)

I overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/473 (4) skal EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) bl.a. tilrettelægge den operative koordinering af medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion med henblik på at gennemføre internationale kontrol- og inspektionsprogrammer såsom NAFO's ordning for fælles inspektion og overvågning og bistå medlemsstaterne med at indberette oplysninger om fiskeriaktiviteter og kontrol og inspektion til Kommissionen og tredjemand. EFCA bør derfor udpeges som det organ, der modtager oplysninger om kontrol og inspektion, såsom rapporter fra inspektioner til havs og indberetninger fra observatørordningen fra medlemsstaterne, og fremsender disse til NAFO's eksekutivsekretariat.

(5)

Proceduren for bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger, med hvilken de kontraherende parter fremsender oplysninger til NAFO's (MCS-)websted for tilsyn, kontrol og overvågning, omfatter at sende de oplysninger, der skal fremsendes, til NAFO's eksekutivsekretariat. Det er derfor nødvendigt, at de relevante bestemmelser i forordning (EU) 2019/833 ajourføres for at afspejle denne ændring og præcisere, hvilke kanaler medlemsstaterne skal anvende til at fremsende de relevante oplysninger.

(6)

Det er også nødvendigt at indføre bestemmelserne om bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne for at beskytte grønlandsk haj (Somniosus microcephalus), at tilpasse bestemmelserne om charteraftaler til bestemmelserne i bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne og at præcisere behovet for, at den kontraherende havnestat giver sit samtykke til, at inspektører fra en anden kontraherende part kan deltage.

(7)

Visse bestemmelser i bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne må forventes at blive ændret på NAFO's årlige møder på grund af indførelsen af nye tekniske foranstaltninger vedrørende ændringer i bestandenes biomasse og en revideret områderestriktion for bundfiskeri. For hurtigt at kunne indarbejde kommende ændringer af bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne i EU-retten, før fangstsæsonen indledes, bør beføjelsen til at vedtage retsakter derfor i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde delegeres til Kommissionen for så vidt angår regulering af maskestørrelser, sorteringsgitre eller -riste og ophængskæder i fiskeri efter dybvandsrejer og for så vidt angår områderestriktioner for bundfiskeri. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (5). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(8)

Forordning (EU) 2019/833 bør derfor ændres —

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (3) indeholder bestemmelser, der sikrer retten til privatliv og fortrolighed for så vidt angår behandling af personoplysninger i forbindelse med udveksling af data inden for den elektroniske kommunikationssektor. Dette direktiv præciserer og supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (4).

(2)

Direktiv 2002/58/EF finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med ydelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. Indtil den 21. december 2020 fandt definitionen af »elektronisk kommunikationstjeneste« i artikel 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (5) anvendelse. På den dato blev direktiv 2002/21/EF ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (6). Definitionen af »elektronisk kommunikationstjeneste« i artikel 2, nr. 4, i direktiv (EU) 2018/1972 omfatter nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i nævnte direktivs artikel 2, nr. 7. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som omfatter f.eks. internettelefoni, meddelelsestjenester og webbaserede e-mailtjenester, blev derfor bragt inden for anvendelsesområdet for direktiv 2002/58/EF den 21. december 2020.

(3)

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) anerkender Unionen de rettigheder, friheder og principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). I artikel 7 i chartret beskyttes enhvers ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation, hvilket omfatter kommunikationshemmelighed. Chartrets artikel 8 indeholder retten til beskyttelse af personoplysninger.

(4)

Artikel 3, stk. 1, i De Forenede Nationers konvention fra 1989 om barnets rettigheder (»børnekonventionen«) og chartrets artikel 24, stk. 2, fastslår, at barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner. Børnekonventionens artikel 3, stk. 2, og chartrets artikel 24, stk. 1, fremhæver derudover børns ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel.

(5)

Beskyttelse af børn, såvel offline som online, er en af Unionens prioriteter. Seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, navnlig børns ret til beskyttelse mod alle former for vold, misbrug, forsømmelse, mishandling og udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, som fastlagt ved børnekonventionen og chartret. Digitalisering har medført mange fordele for samfundet og økonomien, men har også medført udfordringer, herunder en stigning i seksuelt misbrug af børn online. Kommissionen vedtog den 24. juli 2020 en meddelelse med titlen »EU-strategi om en mere effektiv bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn« (»strategien«). Strategien har til formål at sikre, at der gøres en effektiv indsats på EU-plan for at bekæmpe seksuelt misbrug af børn.

(6)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU (7) regulerer denne forordning ikke medlemsstaternes politik med hensyn til kønslig omgængelse, til hvilken der er givet samtykke, som børn deltager i, og som kan betragtes som normal opdagelse af seksualitet i menneskets udvikling, under hensyntagen til de forskellige kulturelle og juridiske traditioner og nye måder at etablere og vedligeholde relationer mellem børn og unge på, herunder gennem informations- og kommunikationsteknologier.

(7)

Nogle udbydere af visse nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester (»udbydere«), såsom webmail- og meddelelsestjenester, anvender allerede på frivillig basis specifikke teknologier til at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det til de retshåndhævende myndigheder og til organisationer, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, ved at scanne enten indholdet såsom billeder og tekst eller trafikdataene for kommunikation, idet der i visse tilfælde benyttes historiske data. Den teknologi, der anvendes til disse aktiviteter, kunne være hashkodeteknologi til billeder og videoer og klassifikatorer og kunstig intelligens til analyse af tekst- eller trafikdata. Når hashkodeteknologi anvendes, bliver der rapporteret om online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, når der kommer et positivt hit, hvilket vil sige et match fra en sammenligning mellem et billede eller en video og en unik, ikkekonvertibel digital signatur (»hash«) fra en database, der forvaltes af en organisation, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, og som indeholder verificeret online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn. Disse udbydere henvender sig til nationale hotlines til indberetning af online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, og til organisationer, såvel inden for Unionen som i tredjelande, der har til formål at identificere børn, begrænse seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug af børn og forebygge, at børn bliver ofre. Sådanne organisationer er måske ikke omfattet af forordning (EU) 2016/679. Tilsammen spiller sådanne frivillige aktiviteter en værdifuld rolle med hensyn til at gøre det muligt at identificere og redde ofre, hvis grundlæggende rettigheder til menneskelig værdighed og til fysisk og mental integritet krænkes alvorligt. Sådanne frivillige aktiviteter er også vigtige med hensyn til at reducere den yderligere udbredelse af online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn og bidrage til identifikation og efterforskning af gerningsmænd og til forebyggelse, opdagelse, efterforskning og retsforfølgning af tilfælde af seksuelt misbrug af børn.

(8)

Uanset deres legitime formål udgør udbyderes frivillige aktiviteter for at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det en indgriben i den grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv og til beskyttelse af personoplysninger for alle brugere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester (»brugere«). Enhver begrænsning af udøvelsen af den grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv, herunder kommunikationshemmeligheden, kan ikke begrundes alene med, at udbydere brugte visse teknologier på et tidspunkt, hvor nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ikke faldt ind under definitionen af »elektroniske kommunikationstjenester«. Sådanne begrænsninger er kun mulige på visse betingelser. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal sådanne begrænsninger være fastlagt i lovgivningen og skal respektere det væsentligste indhold i rettighederne til privatliv og familieliv og til beskyttelse af personoplysninger og, under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, de skal være nødvendige og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for at beskytte andres rettigheder og friheder. Hvor sådanne begrænsninger permanent indebærer en generel og vilkårlig overvågning og analyse af alle brugeres kommunikation, griber de ind i retten til kommunikationshemmelighed.

(9)

Indtil den 20. december 2020 var behandlingen af personoplysninger foretaget af udbydere ved hjælp af frivillige foranstaltninger med det formål at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, udelukkende reguleret ved forordning (EU) 2016/679. Direktiv (EU) 2018/1972, som skulle gennemføres i national ret inden den 20. december 2020, bragte udbydere ind under anvendelsesområdet for direktiv 2002/58/EF. For at fortsætte med at anvende sådanne frivillige foranstaltninger efter den 20. december 2020 bør udbydere opfylde betingelserne i nærværende forordning. Forordning (EU) 2016/679 vil fortsat finde anvendelse på behandling af personoplysninger, der udføres ved hjælp af sådanne frivillige foranstaltninger.

(10)

Direktiv 2002/58/EF indeholder ingen specifikke bestemmelser om udbyderes behandling af personoplysninger i forbindelse med ydelse af elektroniske kommunikationstjenester med det formål at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester. I henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF kan medlemsstaterne imidlertid vedtage retsforskrifter med henblik på at indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der er omhandlet bl.a. i nævnte direktivs artikel 5 og 6, som vedrører kommunikationshemmeligheden og trafikdata, med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger knyttet til seksuelt misbrug af børn. I mangel af sådanne nationale retsforskrifter og i afventning af vedtagelsen af en mere langsigtet retlig ramme for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på EU-plan kan udbydere ikke længere påberåbe sig forordning (EU) 2016/679 som grundlag for at fortsætte med at bruge frivillige foranstaltninger for at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og for at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester efter den 21. december 2020. Nærværende forordning fastsætter ikke noget retsgrundlag for udbyderes behandling af personoplysninger med det ene formål at afsløre seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester, men den fastsætter, at der kan gøres en undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF. Nærværende forordning fastsætter yderligere garantier, som skal respekteres af udbyderne, hvis de ønsker at påberåbe sig den.

(11)

Behandlingen af oplysninger med henblik på denne forordning vil kunne indebære behandling af særlige kategorier af personoplysninger som fastsat i forordning (EU) 2016/679. Behandling af billeder og videoer ved hjælp af specifikke tekniske midler, der muliggør en entydig identifikation eller autentificering af en fysisk person, betragtes som behandling af særlige kategorier af personoplysninger.

(12)

Nærværende forordning foreskriver en midlertidig undtagelse fra artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, som beskytter kommunikationshemmeligheden og trafikdata. Udbyderes frivillige brug af teknologier til at behandle personoplysninger og andre data i det omfang, det er nødvendigt for at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester hører under anvendelsesområdet for undtagelsen foreskrevet i denne forordning, forudsat at sådan brug opfylder betingelserne fastlagt i denne forordning, og er derfor er underlagt de garantier og betingelser, der er fastlagt i forordning (EU) 2016/679.

(13)

Direktiv 2002/58/EF blev vedtaget på grundlag af artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Derudover har ikke alle medlemsstater vedtaget lovgivningsmæssige foranstaltninger i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF for at begrænse anvendelsesområdet for de rettigheder og forpligtelser, der vedrører kommunikationshemmeligheden og trafikdata som fastsat i nævnte direktiv, og vedtagelsen af sådanne foranstaltninger indebærer en betydelig risiko for fragmentering, der sandsynligvis vil påvirke det indre marked negativt. Som følge heraf bør denne forordning baseres på artikel 114 i TEUF.

(14)

Eftersom data relateret til elektronisk kommunikation, der involverer fysiske personer, sædvanligvis betragtes som personoplysninger, bør denne forordning også baseres på artikel 16 i TEUF, som udgør et specifikt retsgrundlag for vedtagelsen af regler for beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt af medlemsstaterne under udøvelse af aktiviteter, der er omfattet af EU-retten, og regler for den frie udveksling af personoplysninger.

(15)

Forordning (EU) 2016/679 finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med udbyderes udbud af elektroniske kommunikationstjenester med det ene formål at opdage seksuelt misbrug af børn online på deres tjenester og indberette det og at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra deres tjenester i det omfang denne behandling er omfattet af anvendelsesområdet for undtagelsen i nærværende forordning.

(16)

De typer teknologier, der anvendes med henblik på denne forordning, bør være dem, der griber mindst muligt ind i privatlivets fred i overensstemmelse med det aktuelle tekniske niveau i branchen. Disse teknologier bør ikke anvendes til systematisk filtrering og scanning af tekst i kommunikation, medmindre det udelukkende tjener til at afsløre mønstre, der peger på mulige konkrete grunde til at mistænke seksuelt misbrug af børn online, og de bør ikke være i stand til at udlede substansen af kommunikationens indhold. I tilfælde af teknologi, der anvendes til at identificere hvervning af børn, bør sådanne konkrete grunde til mistanke baseres på objektivt identificerede risikofaktorer såsom aldersforskel og sandsynligheden for, at et barn er involveret i den scannede kommunikation.

(17)

Passende procedurer og klagemekanismer bør være på plads for at sikre, at enkeltpersoner kan klage til udbyderne. Sådanne procedurer og klagemekanismer er navnlig relevante, hvor indhold, der ikke udgør seksuelt misbrug af børn online, er blevet fjernet eller indberettet til retshåndhævende myndigheder eller til en organisation, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn online.

(18)

For at sikre nøjagtigheden og pålideligheden så meget som muligt bør den teknologi, der anvendes med henblik på denne forordning, i overensstemmelse med det aktuelle tekniske niveau i branchen begrænse antallet og andel af fejl (falske positiver) i videst muligt omfang og bør, hvor det er nødvendigt, straks berigtige sådanne fejl, der alligevel måtte forekomme.

(19)

De indholdsdata og trafikdata, der behandles, og de personoplysninger, der genereres i forbindelse med udførelse af de aktiviteter, der er omfattet af denne forordning, samt den periode, hvor dataene efterfølgende lagres i tilfælde af identifikation af formodet seksuelt misbrug af børn online, bør forblive begrænsede til, hvad der er strengt nødvendigt for at udføre disse aktiviteter. Alle data bør straks og permanent slettes, så snart de ikke længere er strengt nødvendige for et af de formål, der er angivet i denne forordning, herunder hvor der ikke er identificeret formodet seksuelt misbrug af børn online, og under alle omstændigheder senest 12 måneder efter opdagelsen af det formodede seksuelle misbrug af børn. Dette bør ikke berøre muligheden for at lagre relevant indholdsdata og trafikdata i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF. Denne forordning berører ikke anvendelsen af en eventuel retlig forpligtelse i henhold til EU-retten eller national ret til at opbevare data, som gælder for udbydere.

(20)

Denne forordning forhindrer ikke en udbyder, der har indberettet seksuelt misbrug af børn online til de retshåndhævende myndigheder, i at anmode disse myndigheder om at bekræfte modtagelse af indberetningen.

(21)

For at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med de aktiviteter, der foretages i henhold til undtagelsen, der er foreskrevet ved denne forordning, bør udbydere senest den 3. februar 2022 og herefter senest den 31. januar hvert år offentliggøre og forelægge rapporter for den kompetente tilsynsmyndighed udpeget i henhold til forordning (EU) 2016/679 (»tilsynsmyndighed«) og for Kommissionen. Sådanne rapporter bør omfatte behandling, der falder ind under nærværende forordnings anvendelsesområde, herunder typen og mængden af de behandlede data, det specifikke grundlag for behandlingen af personoplysninger i henhold til forordning (EU) 2016/679, grundlaget for overførsler af personoplysninger ud af Unionen i henhold til kapitel V i forordning (EU) 2016/679, hvor det er relevant, antallet af identificerede tilfælde af seksuelt misbrug af børn online, idet der skelnes mellem online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, og hvervning af børn, antallet af tilfælde, hvor en bruger har indgivet en klage til den interne klagemekanisme eller anmodet om retsmidler, samt resultatet af sådanne klager og retsprocedurer, antallet og andelen af fejl (falske positiver) for de forskellige anvendte teknologier, de foranstaltninger, der træffes for at begrænse fejlprocenten, og den fejlprocent, der er opnået, opbevaringspolitikken og de databeskyttelsesgarantier, der er anvendt i henhold til forordning (EU) 2016/679, og navnene på de organisationer, som handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, og med hvilke data er blevet delt i overensstemmelse med nærværende forordning.

(22)

For at støtte tilsynsmyndighederne med deres opgaver bør Kommissionen anmode Det Europæiske Databeskyttelsesråd om at udstede retningslinjer om overholdelsen af forordning (EU) 2016/679 for så vidt angår den behandling, der falder ind under anvendelsesområdet for den undtagelse, der er fastsat i nærværende forordning. Når tilsynsmyndighederne vurderer, hvorvidt en etableret eller ny teknologi, der skal anvendes, er i overensstemmelse med det aktuelle tekniske niveau i branchen, er den mindst indgribende i privatlivets fred og fungerer på et passende retsgrundlag i henhold til forordning (EU) 2016/679, bør disse retningslinjer navnlig hjælpe tilsynsmyndighederne med at give rådgivning inden for rammerne af proceduren for forudgående høring, der er fastsat i nævnte forordning.

(23)

Nærværende forordning begrænser retten til beskyttelse af kommunikationshemmeligheden og udgør en undtagelse fra den afgørelse, der er truffet i henhold til direktiv (EU) 2018/1972, om, at nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er underlagt de samme regler, som gælder for alle andre elektroniske kommunikationstjenester for så vidt angår privatlivets fred, med det ene formål at opdage seksuelt misbrug af børn online på disse tjenester og indberette det til de retshåndhævende myndigheder eller til organisationer, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn og fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra disse tjenester. Denne forordnings anvendelsesperiode bør derfor begrænses til tre år fra dens anvendelsesdato for at give tilstrækkelig tid til at vedtage en ny, langsigtet retlig ramme. Hvor den langsigtede retlige ramme vedtages og træder i kraft inden den nævnte dato, bør den langsigtede retlige ramme ophæve denne forordning.

(24)

Med hensyn til alle andre aktiviteter, der falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2002/58/EF, bør udbydere være omfattet af de specifikke forpligtelser, der er fastsat i nævnte direktiv, og dermed af de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt de kompetente myndigheder, som er udpeget i henhold til nævnte direktiv.

(25)

End-to-end-kryptering er et vigtigt værktøj til at sikre sikkerheden og fortroligheden af brugeres, herunder børns, kommunikation. En hvilken som helst svækkelse af kryptering kan potentielt misbruges af ondsindede tredjeparter. Intet i denne forordning bør derfor fortolkes som forbud mod eller svækkelse af end-to-end-kryptering.

(26)

Retten til respekt for privatliv og familieliv, herunder kommunikationshemmeligheden, er en grundlæggende rettighed, som er sikret i chartrets artikel 7. Den er således også en forudsætning for sikker kommunikation mellem ofre for seksuelt misbrug af børn og en betroet voksen eller organisationer, der er aktive i bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn, samt for kommunikation mellem ofre og deres advokater.

(27)

Denne forordning bør ikke berøre regler om tavshedspligt i national ret såsom reglerne om beskyttelse af erhvervsmæssig kommunikation mellem læger og deres patienter, mellem journalister og deres kilder eller mellem advokater og deres klienter, navnlig fordi kommunikationshemmeligheden mellem advokater og deres klienter er helt afgørende for at sikre en effektiv udøvelse af retten til forsvar som en væsentlig del af retten til en retfærdig rettergang. Denne forordning bør heller ikke berøre nationale regler om registre over offentlige myndigheder eller organisationer, der tilbyder rådgivning til personer i nød.

(28)

Udbydere bør meddele Kommissionen navnene på de organisationer, som handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, og som de indberetter potentielt seksuelt misbrug af børn online til i henhold til denne forordning. Selv om det er udbyderne, der som følge af deres funktion som dataansvarlige har eneansvaret for at vurdere, hvilken tredjepart de kan dele personoplysninger med i henhold til forordning (EU) 2016/679, bør Kommissionen sikre gennemsigtighed med hensyn til overførsel af potentielle tilfælde af seksuelt misbrug af børn online ved på sit websted at offentliggøre en liste over de organisationer, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, som den har fået meddelelse om. Denne offentlige liste bør være let tilgængelig. Det bør også være muligt for udbydere at anvende denne liste til at identificere relevante organisationer i den globale kamp mod seksuelt misbrug af børn online. Denne liste bør ikke berøre de forpligtelser, der påhviler udbyderne som følge af deres funktion som dataansvarlige i henhold til forordning (EU) 2016/679, herunder for så vidt angår deres forpligtelse til at foretage enhver overførsel af personoplysninger ud af Unionen i henhold til nævnte forordnings kapitel V og deres forpligtelse til at opfylde alle forpligtelser i henhold til nævnte forordnings kapitel IV.

(29)

De statistikker, som skal indgives af medlemsstaterne i henhold til denne forordning, er vigtige indikatorer for evalueringen af politikker, herunder lovgivningsmæssige foranstaltninger. Desuden er det vigtigt at anerkende virkningen af sekundær viktimisering, som er iboende i deling af billeder og videoer af ofre for seksuelt misbrug af børn, som kan have været i cirkulation i årevis, og som ikke afspejles fuldt ud i sådanne statistikker.

(30)

I overensstemmelse med kravene fastsat i forordning (EU) 2016/679, navnlig kravet om, at medlemsstaterne skal sikre, at tilsynsmyndighederne råder over de menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer, der er nødvendige for, at de effektivt kan udføre deres opgaver og udøve deres beføjelser, bør medlemsstaterne sikre, at tilsynsmyndighederne har tilstrækkelige ressourcer til effektivt at udføre deres opgaver og udøve deres beføjelser i henhold til nærværende forordning.

(31)

Hvor en udbyder har gennemført en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse og hørt tilsynsmyndighederne med hensyn til en teknologi i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 forud for nærværende forordnings ikrafttræden, bør denne udbyder ikke være forpligtet under nærværende forordning til at foretage endnu en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse eller en høring, forudsat at tilsynsmyndighederne har tilkendegivet, at behandlingen af data ved hjælp af den pågældende teknologi ikke vil medføre en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, eller at den dataansvarlige har truffet foranstaltninger til at begrænse en sådan risiko.

(32)

Brugerne bør have ret til effektive retsmidler, hvor deres rettigheder er blevet krænket som følge af behandling af personoplysninger og andre data, med det formål at opdage seksuelt misbrug af børn online på nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester og indberette det og at fjerne online materiale, der viser seksuelt misbrug af børn, fra disse tjenester, for eksempel hvor en brugers indhold eller identitet er blevet indberettet til en organisation, der handler i offentlighedens interesse mod seksuelt misbrug af børn, eller til retshåndhævende myndigheder, eller hvor en brugers indhold er blevet fjernet, eller en brugers konto er blevet spærret, eller en tjeneste, der tilbydes en bruger, er blevet suspenderet.

(33)

I overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF og princippet om dataminimering bør behandlingen af personoplysninger og andre data begrænses til indholdsdata og relaterede trafikdata, i det omfang det er strengt nødvendigt for at opfylde denne forordnings formål.

(34)

Den undtagelse, der foreskrives ved denne forordning, bør omfatte de kategorier af oplysninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, som finder anvendelse på behandling af både personoplysninger og andre data end personoplysninger, der behandles i forbindelse med ydelse af en nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjeneste.

(35)

Denne forordnings mål er at indføre en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF uden at skabe fragmentering på det indre marked. Derudover er det usandsynligt, at alle medlemsstater vil kunne vedtage nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger i tide. Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Den indfører en midlertidig og strengt begrænset undtagelse fra anvendelsen af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF med en række garantier, der sikrer, at den ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det fastsatte mål.

(36)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (8) og afgav en udtalelse den 10. november 2020 —

(1)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2397 (3) fastsættes overgangsforanstaltninger for at sikre den fortsatte gyldighed af kvalifikationscertifikater, søfartsbøger og logbøger, der er udstedt inden udløbet af gennemførelsesperioden, og for at give faglærte besætningsmedlemmer en rimelig frist til at ansøge om et EU-kvalifikationscertifikat eller et andet certifikat, der er anerkendt som ækvivalent. Bortset fra de certifikater for sejlads på Rhinen, der er omhandlet i artikel 1, stk. 5, i Rådets direktiv 96/50/EF (4), finder nævnte overgangsforanstaltninger dog ikke anvendelse på kvalifikationscertifikater, søfartsbøger og logbøger, som er udstedt af tredjelande, og som medlemsstaterne i øjeblikket anerkender i henhold til nationale krav eller internationale aftaler gældende inden ikrafttrædelsen af direktiv (EU) 2017/2397.

(2)

I artikel 10, stk. 3, 4 og 5, i direktiv (EU) 2017/2397 fastsættes proceduren og betingelserne for anerkendelse af certifikater, søfartsbøger eller logbøger, der er udstedt af myndighederne i et tredjeland.

(3)

Eftersom proceduren for anerkendelse af dokumenter fra tredjelande er baseret på en vurdering af certificeringssystemerne i det anmodende tredjeland og har til formål at afgøre, om udstedelsen af de certifikater, søfartsbøger eller logbøger, der er angivet i anmodningen, er underlagt krav, der er identiske med kravene i direktiv (EU) 2017/2397, er det usandsynligt, at anerkendelsesproceduren vil blive fuldført inden den 17. januar 2022.

(4)

For at sikre en gnidningsløs overgang til den ordning for anerkendelse af dokumenter fra tredjelande, der er fastsat i artikel 10 i direktiv (EU) 2017/2397, bør der vedtages overgangsforanstaltninger, som giver tredjelande den tid, der er nødvendig for, at de kan tilpasse deres krav til kravene i nævnte direktiv, og for at Kommissionen kan vurdere deres certificeringssystemer og, hvis det er relevant, vedtage en gennemførelsesretsakt i henhold til nævnte direktivs artikel 10, stk. 5. Disse foranstaltninger vil ligeledes sikre retssikkerheden for enkeltpersoner og erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med transport ad indre vandveje. I lyset af disse mål bør skæringsdatoen for dokumenter fra tredjelande, der er omfattet af disse overgangsforanstaltninger, fastsættes under henvisning til fristen for gennemførelse af nævnte direktiv forlænget med to år.

(5)

For at sikre overensstemmelse med de overgangsforanstaltninger, der gælder for medlemsstaterne i henhold til artikel 38 i direktiv (EU) 2017/2397, bør overgangsforanstaltningerne for kvalifikationscertifikater, søfartsbøger og logbøger, som er udstedt af tredjelande, og som medlemsstaterne anerkender, ikke finde anvendelse efter den 17. januar 2032. Anerkendelsen af sådanne kvalifikationscertifikater, søfartsbøger og logbøger bør desuden begrænses til de af Unionens indre vandveje, der befinder sig i den pågældende medlemsstat.

(6)

For at sikre overensstemmelse med de overgangsforanstaltninger, der gælder for kvalifikationscertifikater udstedt af medlemsstaterne, bør det præciseres, at kravene omhandlet i artikel 10, stk. 3, i direktiv (EU) 2017/2397, for så vidt angår tredjelandscertifikater også omfatter kravene til den ombytning af eksisterende certifikater, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 38, stk. 1 og 3.

(7)

Af hensyn til den juridiske klarhed og retssikkerheden for virksomheder og arbejdstagere, der beskæftiger sig med transport ad indre vandveje, bør direktiv (EU) 2017/2397 derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

I overensstemmelse med artikel 39, stk. 4, i direktiv (EU) 2017/2397 er medlemsstater, hvor sejlads på indre vandveje ikke er teknisk muligt, ikke forpligtede til at gennemføre nævnte direktiv. Denne undtagelse bør gælde tilsvarende for nærværende direktiv.

(9)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastsætte overgangsforanstaltninger for anerkendelse af tredjelandscertifikater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(10)

For at medlemsstaterne straks kan gå videre med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat ved nærværende direktiv, bør det træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Den 15. juni 2018 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Kongeriget Thailand om en aftale om ændring af indrømmelserne for alle de toldkontingenter, der er omfattet af EU-liste CLXXV, som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

(2)

Forhandlingerne er afsluttet, og aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Thailand i henhold til artikel XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) 1994 om ændring af indrømmelserne for alle de toldkontingenter, der er omfattet af EU-liste CLXXV, som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union (»aftalen«) blev paraferet den 7. januar 2021.

(3)

Aftalen blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2021/373 (2) undertegnet den 7. maj 2021.

(4)

Aftalen bør godkendes —