(1)

Siden indførelsen af euroen af euroen har Unionen haft enekompetence med hensyn til monetære spørgsmål og valutakursspørgsmål for de medlemsstater, der har euroen som valuta. Når Unionen i traktaterne tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, og medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen.

(2)

I overensstemmelse med artikel 219, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastlægger Rådet passende arrangementer for forhandling og indgåelse af aftaler om monetære spørgsmål og spørgsmål vedrørende valutakursordninger.

(3)

Før indførelsen af euroen havde Frankrig indgået aftaler vedrørende valutakursspørgsmål med Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (Union économique et monétaire ouest-africaine, »UEMOA«), Det Centralafrikanske Økonomiske og Monetære Fællesskab (Communauté économique et monétaire de l’Afrique Centrale, »CEMAC«) og Comorerne, som havde til formål at garantere, at CFA-francen og den comoriske franc kunne konverteres til franske franc til en fast paritet (2). Efter erstatningen af den franske franc med euroen den 1. januar 1999 bemyndigede Rådet i medfør af rammerne i beslutning 98/683/EF (3) Frankrig til at videreføre sådanne aftaler, der var i kraft på nævnte dato (»aktuelle aftaler«).

(4)

I artikel 4 og 5 i beslutning 98/683/EF er der fastlagt forskellige procedurer for forhandling og ændring af de aktuelle aftaler, afhængigt af om karakteren og omfanget af disse aftaler skal ændres eller ej.

(5)

Frankrig og UEMOA-staterne er i færd med at erstatte den aktuelle aftale mellem dem af 4. december 1973 med en ny samarbejdsaftale vedrørende valutakursspørgsmål. Den nye samarbejdsaftale blev undertegnet den 21. december 2019 og ledsages af en ny garantiaftale, der skal indgås med centralbanken for UEMOA-staterne. Den 22. maj 2020 fremsatte den franske regering et lovforslag i den franske nationalforsamling om ratifikation af den nye samarbejdsaftale.

(6)

Erstatningen af aktuelle aftaler vedrørende valutakursspørgsmål mellem Frankrig og UEMOA, CEMAC og Comorerne er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4 og 5 i beslutning 98/683/EF. Det gælder også, hvis karakteren og omfanget af sådanne nye samarbejdsaftaler forbliver uændret, dvs. sikring af konvertibilitet mellem euroen og valutaerne i UEMOA, CEMAC og Comorerne til en fast paritet understøttet af en budgetmæssig forpligtelse fra Frankrigs side.

(7)

Frankrig bør bemyndiges til at erstatte de aktuelle aftaler med UEMOA, CEMAC og Comorerne. I overensstemmelse med beslutning 98/683/EF bør de forskellige procedurer fortsat finde anvendelse, afhængigt af om erstatningen berører eller ikke berører disse aftalers karakter eller område. I forhold til begge procedurer vil det være nødvendigt at inddrage de kompetente EU-organer i overensstemmelse med den eksisterende informationsudvekslings- og godkendelsesordning, alt efter omstændighederne, før de aktuelle aftaler erstattes med nye samarbejdsaftaler.

(8)

Beslutning 98/683/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

I henhold til artikel 287, nr. 8), i direktiv 2006/112/EF kan Estland momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med modværdien i national valuta af 16 000 EUR beregnet på grundlag af kursen på dagen for landets tiltrædelse.

(2)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/563 (2) fik Estland tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287, nr. 8) i direktiv 2006/112/EF (»fravigelsesforanstaltningen«), til at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 40 000 EUR. Estland fik bemyndigelse til at anvende fravigelsesforanstaltningen fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020 eller indtil datoen for ikrafttrædelsen af et direktiv om ændring af artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF, alt efter hvilken dato der kommer først.

(3)

Den 18. februar 2020 vedtog Rådet direktiv (EU) 2020/285 (3) om ændring af artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår særordningen for små virksomheder og om fastsættelse af nye regler for små virksomheder, herunder om fastsættelsen af tærsklen for den årlige omsætning i medlemsstaten på højst 85 000 EUR eller modværdien i national valuta.

(4)

Ved brev registreret i Kommissionen den 9. oktober 2020 anmodede Estland om tilladelse til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2024.

(5)

Ved brev af 15. oktober 2020 underrettede Kommissionen i henhold til artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF de øvrige medlemsstater om Estlands anmodning. Ved brev af 19. oktober 2020 meddelte Kommissionen Estland, at den rådede over alle de oplysninger, den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(6)

Fravigelsesforanstaltningen er i overensstemmelse med målsætningerne i Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008 med titlen »»Tænk småt først« — En »Small Business Act« for Europa«.

(7)

På grundlag af de oplysninger, som Estland har fremlagt, vil fravigelsesforanstaltningen kun have en ubetydelig indvirkning på Estlands samlede momsindtægter fra det endelige forbrug. Afgiftspligtige personer vil stadig kunne vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.

(8)

Fravigelsesforanstaltningen vil ikke påvirke Unionens egne indtægter hidrørende fra moms negativt, idet Estland vil foretage en kompensationsberegning i overensstemmelse med artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (4).

(9)

I betragtning af fravigelsesforanstaltningens potentielt positive virkning for forenklingen af momsforpligtelser med hensyn til at mindske den administrative byrde og omkostningerne for små virksomheder bør Estland gives tilladelse til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningen i endnu en periode.

(10)

Tilladelsen til at anvende fravigelsesforanstaltningen bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til direktiv (EU) 2020/285 senest den 31. december 2024 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 1, og anvende disse bestemmelser fra den 1. januar 2025. Estland bør derfor gives tilladelse til at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2024.

(11)

For at undgå forstyrrende virkninger bør Estland have mulighed for at anvende fravigelsesforanstaltningen uden afbrydelse. Den tilladelse, der anmodes om, bør derfor gives med virkning fra den 1. januar 2021 i umiddelbar forlængelse af den tidligere ordning, der blev bemyndiget ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/563.

(12)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/563 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2266 (2) bemyndigedes Nederlandene i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF til at anvende en lavere afgiftssats for elektricitet, der leveres til ladestationer til elektriske køretøjer frem til 31. december 2020.

(2)

Den 30. marts 2020 anmodede Nederlandene om tilladelse til fortsat at anvende en lavere afgiftssats på elektricitet, der leveres til ladestationer til elektriske køretøjer for perioden fra den 1. januar 2021 til den 1. januar 2025. Efter anmodning fra Kommissionen fremlagde Nederlandene den 20. november 2020 yderligere oplysninger til støtte for sin ansøgning.

(3)

Den lavere afgiftssats har til formål fortsat at fremme brugen af elektriske køretøjer ved at reducere udgifterne til den elektricitet, der anvendes til fremdrift i sådanne køretøjer.

(4)

Brugen af elektriske køretøjer indebærer ikke luftforurening, der stammer fra forbrænding af benzin og diesel samt andre fossile brændstoffer, og den bidrager derved til at forbedre luftkvaliteten i byerne. Brugen af elektriske køretøjer kan endvidere reducere CO2-emissioner, navnlig hvis den anvendte elektricitet stammer fra vedvarende energikilder. Anvendelsen af en lavere afgiftssats for elektricitet, der leveres til ladestationer til elektriske køretøjer, forventes derfor at bidrage til Unionens miljø-, sundheds- og klimapolitiske målsætninger.

(5)

Nederlandene fremhævede, at den lavere afgiftssats vil gælde for levering af elektricitet til ladestationer til elektriske køretøjer med direkte tilslutning til elnettet, herunder offentlige ladestationer og visse private eller virksomhedsbaserede ladestationer.

(6)

Nederlandene har anmodet om, at den lavere afgiftssats for elektricitet kun bliver anvendt på ladestationer, hvor elektriciteten bruges til at oplade et elektrisk køretøj direkte, og at den ikke finder anvendelse på elektricitet, der leveres ved udskiftning af batterier.

(7)

En lavere afgiftssats for elektricitet leveret til elektriske køretøjer via ladestationer vil forbedre forretningsgrundlaget for offentligt tilgængelige ladestationer i Nederlandene, hvilket vil bidrage til at gøre brugen af elbiler mere attraktiv og medføre en forbedring af luftkvaliteten.

(8)

Det relativt begrænsede antal elektriske køretøjer taget i betragtning samt det forhold, at beskatningsniveauet for elektricitet leveret til elektriske køretøjer via ladestationer til erhvervsmæssig brug vil ligge over minimumsafgiftssatsen, der er fastlagt i artikel 10 i direktiv 2003/96/EF, er det ikke sandsynligt, at den lavere afgiftssats vil være konkurrenceforvridende i løbet af den periode, som den ønskede tilladelse omhandler, og den vil således ikke påvirke det indre markeds korrekte funktion.

(9)

Afgiftssatsen for elektricitet leveret til elektriske køretøjer via ladestationer, der ikke er til erhvervsmæssig brug, vil være over minimumsafgiftssatsen for ikke-erhvervsmæssig brug, der er fastlagt i artikel 10 i direktiv 2003/96/EF.

(10)

Hver tilladelse, der er indrømmet i henhold til artikel 19, stk. 1, i direktiv 2003/96/EF skal være strengt tidsbegrænset. For at sikre, at tilladelsen er af en tilstrækkelig varighed til ikke at afholde de relevante økonomiske aktører fra at foretage de nødvendige investeringer, bør den ønskede tilladelse indrømmes for den periode, der anmodes om. Tilladelsen kan dog ophøre med at finde anvendelse fra datoen for anvendelse af generelle bestemmelser om afgiftsfordele for elektricitet, der leveres til elektriske køretøjer, som vedtaget af Rådet i henhold til artikel 113 eller enhver anden relevant bestemmelse i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, såfremt sådanne bestemmelser tages i brug før den 1. januar 2025.

(11)

For at undgå en potentiel stigning i den administrative byrde for distributører og videredistributører af elektricitet som følge af ændringer af de gældende afgiftssatser bør Nederlandene kunne anvende den lavere afgiftssats på elektricitet, der leveres til elektriske køretøjer, uden afbrydelse. Den tilladelse, der anmodes om, bør derfor gives med virkning fra den 1. januar 2021 i umiddelbar forlængelse af den tidligere ordning, der blev bemyndiget ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2266.

(12)

Denne afgørelse gælder med forbehold af anvendelsen af Unionens regler for statsstøtte —

(1)

I forordning (EU) 2020/1042 fastsættes midlertidige foranstaltninger i forbindelse med det europæiske borgerinitiativ med henblik på at håndtere de udfordringer, som initiativtagere til borgerinitiativer, nationale forvaltninger og EU-institutionerne har stået over for, efter at Verdenssundhedsorganisationen i marts 2020 erklærede, at covid-19-udbruddet havde udviklet sig til en verdensomspændende pandemi. I månederne efter denne erklæring vedtog medlemsstaterne restriktive foranstaltninger til håndtering af folkesundhedskrisen. Som følge heraf gik det offentlige liv i stå i næsten alle medlemsstater. Ved forordning (EU) 2020/1042 blev visse frister, der er fastsat i forordning (EU) 2019/788, derfor forlænget.

(2)

Forordning (EU) 2020/1042 giver Kommissionen beføjelse til under visse omstændigheder at forlænge indsamlingsperioderne yderligere med tre måneder for initiativer med en igangværende indsamlingsperiode på tidspunktet for et nyt udbrud af covid-19. Betingelserne for enhver yderligere forlængelse svarer til dem, der lå til grund for den oprindelige forlængelse efter covid-19-udbruddet i marts 2020, nemlig at mindst en fjerdedel af medlemsstaterne eller en række medlemsstater, der repræsenterer mere end 35 % af Unionens befolkning, anvender foranstaltninger som reaktion på covid-19-pandemien, der i væsentlig grad begrænser initiativtagernes mulighed for at indsamle støttetilkendegivelser på papir og informere offentligheden om deres igangværende initiativer.

(3)

Kommissionen har siden vedtagelsen af forordning (EU) 2020/1042 i juli 2020 nøje overvåget situationen i medlemsstaterne.

(4)

Den 17. december 2020 forlængede Kommissionen fristen med yderligere tre måneder for de initiativer, der den 1. november 2020 (3) var i færd med at indsamle støttetilkendegivelser, efter at den havde vurderet, at betingelserne for en sådan forlængelse i forordning (EU) 2020/1042 var opfyldt. Der blev foretaget en forholdsmæssig forlængelse for de initiativer, der startede deres indsamlingsperiode mellem den 1. november og den 17. december 2020.

(5)

Den situation, der er opstået i flere medlemsstater som følge af covid-19-pandemien, har ikke ændret sig væsentligt siden den 1. november 2020. Ved udgangen af januar 2021 havde et betydeligt antal medlemsstater stadig truffet foranstaltninger, der begrænsede den frie bevægelighed for borgere på deres område med henblik på at standse eller bremse overførslen af covid-19. Fem Medlemsstater oplyste, at de den 1. februar 2021 anvendte nationale nedlukningsforanstaltninger, som forbyder borgerne at bevæge sig frit rundt på de pågældende medlemsstaters område eller i væsentlig grad begrænser denne ret, mens 11 medlemsstater oplyste, at de anvendte lokale nedlukningsforanstaltninger. Disse nedlukningsforanstaltninger er blevet kombineret med yderligere foranstaltninger med lignende restriktive virkninger på det offentlige liv i deres område eller i det mindste væsentlige dele deraf, herunder restriktioner for adgangen til offentlige steder, lukning af eller begrænsede åbningstider for butikker, restauranter og barer, betydelige kapacitetsbegrænsninger for offentlige og private forsamlinger og møder samt indførelse af udgangsforbud. Kombinationen af disse foranstaltninger påvirker i væsentlig grad initiativtagernes mulighed for at indsamle støttetilkendegivelser på papir og informere offentligheden om deres igangværende initiativer. På grundlag af de foreliggende oplysninger forventes disse foranstaltninger eller foranstaltninger med tilsvarende virkning fortsat at blive opretholdt i en periode på mindst tre måneder.

(6)

De berørte medlemsstater repræsenterer mindst en fjerdedel af medlemsstaterne og mere end 35 % af Unionens befolkning.

(7)

På den baggrund kan det konkluderes, at betingelserne for at forlænge indsamlingsperioderne er opfyldt for de initiativer, hvis indsamlingsperiode var i gang den 1. februar 2021. Disse indsamlingsperioder bør derfor forlænges med tre måneder.

(8)

Indsamlingsperioden bør forlænges indtil den 1. maj 2022 for de initiativer, hvis indsamlingsperiode begyndte mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

(9)

Denne afgørelse bør anvendes med tilbagevirkende kraft på de initiativer, hvis indsamlingsperiode sluttede mellem den 1. februar 2021 og datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

(1)

Batrachochytrium salamandrivorans (Bsal) er en patogen svamp hos salamandre, der angriber opdrættede og vildtlevende salamandre og kan forårsage betydelig sygelighed og dødelighed i disse populationer. Bsal er dødelig for visse arter af salamandre, mens andre arter er helt eller delvist resistente over for svampen, men kan bære Bsal på deres hud og derfor fungere som reservoir for og kilde til infektion hos andre salamanderarter eller kontaminering af deres miljø.

(2)

Der er forekommet infektioner med Bsal i Belgien, Tyskland, Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Spanien, både i opdrættede og vildtlevende populationer af salamandre i henhold til data, der er indsamlet i forbindelse med og efter det europæiske projekt »Forebyggelse af ny infektionssygdom hos salamandre for at modvirke tabet af europæisk biodiversitet« (2). Bsal menes at have oprindelse i Østasien og at være vidt udbredt dér og endemisk i i hvert fald Japan, Thailand og Vietnam. Samtidig mangler der oplysninger om dens udbredelse i andre dele af Unionen og på verdensplan. Handel med salamandre, der er inficerede med eller bærere af svampen, bidrager til spredningen af Bsal, og sygdommen udgør en betydelig risiko for biodiversiteten i det område, den koloniserer.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/320 (3) som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1998 (4) fastsættes dyresundhedsmæssige beskyttelsesforanstaltninger for handel inden for Unionen med sendinger af salamandre og indførsel af sådanne sendinger til Unionen. Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/320 blev vedtaget på grundlag af en videnskabelig udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet af 25. oktober 2017 (5) (»EFSA's udtalelse«) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets videnskabelige og tekniske bistand af 21. februar 2017 (6) (»EFSA's videnskabelige og tekniske bistand«). Nævnte afgørelse finder anvendelse indtil den 20. april 2021.

(4)

EFSA's udtalelse, EFSA's videnskabelige og tekniske bistand og nyere videnskabelige publikationer (7) har fremhævet mange mangler og usikkerheder i den foreliggende viden om mange aspekter af Bsals karakteristika. Verdensorganisationen for Dyresundheds (OIE) internationale standarder er endnu ikke fuldstændige med hensyn til metoder til påvisning af Bsal og er endnu ikke blevet gennemgået med hensyn til anbefalinger vedrørende international handel med salamandre.

(5)

Bsal er opført i bilag II til forordning (EU) 2016/429 og falder i overensstemmelse hermed inden for definitionen af listeopførte sygdomme for så vidt angår forordning (EU) 2016/429. Bsal falder også inden for definitionen af en kategori D-sygdom som fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 (8) for dyr i Caudata-ordenen, der også omfatter salamandre. EU-regler om flytning inden for Unionen og indførsel til Unionen af sendinger af landdyr og akvatiske dyr som fastsat i Kommissionens delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i medfør af forordning (EU) 2016/429, finder imidlertid ikke anvendelse for Caudata-ordenen, da denne falder ind under definitionen af »andre dyr« i nævnte forordning. Da der på nuværende tidspunkt mangler viden om mange af Bsals karakteristika samt relevante internationale retningslinjer og anbefalinger med hensyn til handel med disse dyr, er Kommissionens delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter endnu ikke blevet tilpasset til Caudata, hvorimod de er blevet tilpasset til landdyr og akvatiske dyr.

(6)

Kommissionen har sammen med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne gennemgået den dyresundhedsmæssige situation med hensyn til Bsal i Unionen og de dyresundhedsmæssige beskyttelsesforanstaltninger som fastsat i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/320. Medlemsstaterne har ikke truffet yderligere handelsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af Bsal, da foranstaltningerne som fastsat i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/320 anses for at være hensigtsmæssige. Selv om udbrud af Bsal på nuværende tidspunkt synes at være begrænset til visse regioner i visse medlemsstater, udgør yderligere spredning af Bsal inden for Unionen en betydelig risiko.

(7)

Derfor bør der vedtages hasteforanstaltninger på EU-plan for at forebygge spredningen af Bsal og undgå uberettigede forstyrrelser i handelen med salamandre. Under hensyntagen til effektiviteten af de foranstaltninger, der er fastsat i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/320, bør der vedtages lignende foranstaltninger for flytninger inden for Unionen og for indførsel til Unionen af sendinger af salamandre fra den 21. april 2021 i en begrænset periode indtil vedtagelsen af mere permanente dyresundhedsmæssige foranstaltninger, som det er tilfældet med sygdomme, der angriber landdyr og akvatiske dyr.

(8)

Bsal kan overføres mellem salamanderarter fra forskellige regioner, og der finder muligvis krydskontaminering sted i forskellige virksomheder, der drives af operatører, som opdrætter og udveksler salamandre. Dette øger risikoen for overførsel af Bsal ved handlede salamandre uanset sundhedsstatussen på deres oprindelsessted og deres sundhedssituation i naturen. Derfor bør sendinger af salamandre, der flyttes mellem medlemsstater eller til indførsel til Unionen være underlagt foranstaltninger, der begrænser denne risiko. Disse foranstaltninger bør dog ikke finde anvendelse på ikke-kommercielle flytninger af salamandre, der holdes som selskabsdyr, da sådanne ikke-kommercielle flytninger er omfattet af de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 576/2013 (9). Disse ikke-kommercielle flytninger vedrører og er begrænset til dyr, der varetages af og ledsager deres ejere eller bemyndigede personer, og involverer ikke overdragelse af ejendomsretten. Derfor udgør ikke-kommercielle flytninger af salamandre, der holdes som selskabsdyr, en ubetydelig risiko for spredningen af Bsal til enten handlede salamandre eller salamandre, der lever i naturen.

(9)

Salamandre, der udveksles mellem afgrænsede virksomheder, som er godkendt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/429, bør ikke anbringes i karantæne eller testes, da de eksisterende biosikringsforanstaltninger i disse afgrænsede virksomheder er egnede til at begrænse spredningen af Bsal.

(10)

Sendinger af salamandre, der er indført til Unionen og allerede har været anbragt i karantæne og er blevet testet med negative resultater eller blevet tilfredsstillende behandlet i Unionen, bør ikke anbringes i karantæne eller testes på ny, hvis de skal flyttes til en anden medlemsstat, forudsat at de har været holdt isoleret fra salamandre med en anden sundhedsstatus.

(11)

Der mangler oplysninger om den tekniske kapacitet hos veterinærtjenester og laboratorier rundt om i verden med hensyn til at teste for Bsal, mens forskellige organer i Den Europæiske Union ligger i front med hensyn til diagnosticering og behandling af Bsal. Derfor bør sendinger af salamandre, der indføres til Unionen, anbringes i karantæne i egnet facilitet og testes og behandles efter deres indførsel til Unionen.

(12)

Tredjelande og territorier, der er godkendt til udstedelse af dyresundhedscertifikater til brug ved indførsel til Unionen af sendinger af salamandre, bør begrænses til dem, der er medlemmer af OIE og som derfor er forpligtet til at overholde internationale standarder for udstedelse af dyresundhedscertifikater.

(13)

Behandlinger bør være specificeret og i overensstemmelse med de protokoller, der allerede er beskrevet i peerevalueret videnskabelig litteratur som fremhævet i EFSA's videnskabelige og tekniske bistand eller sammenlignelige protokoller.

(14)

Sendinger af salamandre bør kun få tilladelse til indførsel i Unionen af indgangsgrænsekontrolstedets kompetente myndighed ved ankomst til Unionen, hvis denne myndighed modtager en erklæring fra den fysiske eller juridiske person med ansvar for bestemmelsesfaciliteten, der bekræfter, at sendingerne vil blive modtaget.

(15)

Hasteforanstaltningerne i denne afgørelse bør finde anvendelse fra anvendelsesdatoen for forordning (EU) 2016/429 og bør tages op til revision under hensyntagen til alvorligheden af den epidemiologiske situation grundet nye udviklinger og årlige rapporteringer fra medlemsstaternes kompetente myndigheder.

(16)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —