(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 654/2014 (2) fastsætter en fælles lovgivningsmæssig ramme for udøvelsen af Unionens rettigheder i henhold til internationale handelsaftaler i visse specifikke situationer. En af disse situationer vedrører de tvistbilæggelsesmekanismer, der er indført ved overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler. Forordning (EU) nr. 654/2014 gør det muligt for Unionen at suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til internationale handelsaftaler, efter at en tvistbilæggelsesprocedure er afsluttet.

(2)

Forordning (EU) nr. 654/2014 omhandler ikke situationer, hvor Unionen har ret til at gribe ind over for en foranstaltning, der opretholdes af et tredjeland, men hvor tvistbilæggelse gennem retlige afgørelser er blokeret eller på anden måde ikke er tilgængelig på grund af manglende samarbejde fra det tredjeland, der har vedtaget foranstaltningen.

(3)

WTO's tvistbilæggelsesinstans har ikke kunnet besætte de ledige stillinger i WTO’s appelinstans (»WTO's appelinstans«). WTO's appelinstans er ikke længere i stand til at opfylde sin funktion fra det tidspunkt, hvor der er færre end tre medlemmer af WTO's appelinstans tilbage. Indtil denne situation er løst og for at bevare de væsentlige principper og elementer i WTO's tvistbilæggelsessystem og Unionens proceduremæssige rettigheder i igangværende og fremtidige tvister, har Unionen forsøgt at nå til enighed om midlertidige ordninger om appel af voldgiftssager i henhold til artikel 25 i WTO's forståelse vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister (»WTO's tvistbilæggelsesforståelse«). Denne tilgang blev godkendt af Rådet den 27. maj 2019, den 15. juli 2019 og den 15. april 2020 og støttet i Europa-Parlamentets beslutning af 28. november 2019 om krisen i WTO's appelinstans. Hvis et WTO-medlem nægter at indgå i en sådan ordning og indgiver en klage til en ikke-fungerende WTO's appelinstans, blokeres der reelt for bilæggelsen af tvisten.

(4)

En lignende situation kan opstå i forbindelse med andre internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, hvor et tredjeland ikke samarbejder på den måde, som er nødvendig for at tvistbilæggelse kan fungere, f.eks. ved at undlade at udpege en voldgiftsmand, og hvor der ikke er foreskrevet nogen mekanisme til sikring af, at tvistbilæggelsen fungerer i en sådan situation.

(5)

Hvis der er blokeret for tvistbilæggelse, er Unionen ikke i stand til at håndhæve internationale handelsaftaler. Det er derfor hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 654/2014 til at omfatte sådanne situationer.

(6)

Med henblik herpå bør Unionen hurtigt kunne suspendere indrømmelser eller andre forpligtelser i henhold til internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler, hvis en effektiv anvendelse af en bindende tvistbilæggelse ikke er mulig, fordi tredjelandet ikke samarbejder om at gøre en sådan anvendelse mulig.

(7)

Det er også hensigtsmæssigt at fastsætte, at når der træffes foranstaltninger til at begrænse handel med et tredjeland, bør sådanne foranstaltninger ikke overstige den annullering eller forringelse af Unionens kommercielle interesser, der er forårsaget af det pågældende tredjelands foranstaltninger, i overensstemmelse med Unionens forpligtelser i henhold til folkeretten.

(8)

Foranstaltninger, der skal træffes i henhold til denne forordning, vedrører specifikt international handel, for så vidt som de hovedsagelig har til formål at regulere en sådan handel og har direkte og umiddelbare virkninger for den og derfor er omfattet af Unionens enekompetence i henhold til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (3).

(9)

Tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder tegner sig for en stor og voksende andel af verdenshandelen og er omfattet af internationale handelsaftaler, herunder Unionens regionale eller bilaterale aftaler. Foranstaltninger inden for handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder bør derfor indgå i anvendelsesområdet for de handelspolitiske foranstaltninger, der er til rådighed for Unionen, for at gøre forordning (EU) nr. 654/2014 mere konsekvent og effektiv.

(10)

Denne forordning bør sikre en sammenhængende anvendelse af håndhævelsesmekanismen i handelstvister i forbindelse med internationale handelsaftaler, herunder regionale eller bilaterale aftaler. Håndhævelsesmekanismen i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i Unionens internationale handelsaftaler udgør en integreret del af Unionens handelspolitik, og denne forordning vil finde anvendelse på suspensionen af indrømmelser eller andre forpligtelser og vedtagelsen af foranstaltninger som reaktion på overtrædelser af disse kapitler, hvis og i det omfang sådanne foranstaltninger er tilladt og berettiget af omstændighederne.

(11)

Klausulen om gennemgang i forordning (EU) nr. 654/2014 bør også omfatte anvendelsen af de ændringer til nævnte forordning, som indføres ved nærværende forordning.

(12)

Forordning (EU) nr. 654/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1, litra b), affattes således:

2)

Artikel 2, litra b), affattes således:

3)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

4)

I artikel 4, stk. 2, foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 5 foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 6 tilføjes følgende stykke:

7)

Artikel 7, stk. 2, litra c), første afsnit, affattes således:

8)

I Artikel 9 foretages følgende ændringer:

9)

Artikel 10 affattes således:

» Artikel 10

Gennemgang

(1)

Med henblik på afdækning mod ugunstige valutakursbevægelser omfattende valutaer, der ikke er umiddelbart konvertible til en basisvaluta, eller omfattende valutaer, der er undergivet valutakontrol, indgår selskaber i Unionen i valutaderivater, såsom terminsforretninger og swaps, uden levering. Manglen på valutaspotbenchmarks til beregning af betaling fra valutaderivater vil få negative konsekvenser for selskaber i Unionen, der eksporterer til nye vækstmarkeder eller besidder aktiver eller passiver i disse markeder og derved eksponeres mod udsving i de nye vækstmarkeders valutaer. Efter udløbet af den periode, der udløber den 31. december 2021 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (4) (»overgangsperioden«), vil det ikke længere være muligt at bruge valutaspotbenchmarks leveret af en administrator, der er etableret i et tredjeland og ikke er en centralbank.

(2)

For at gøre det muligt for selskaber i Unionen at fortsætte deres forretningsaktiviteter, mens valutarisiciene minimeres, bør visse valutaspotbenchmarks, som anvendes i finansielle instrumenter til beregning af kontraktmæssig Betaling, og som er udpeget af Kommissionen i henhold til visse kriterier, undtages fra anvendelsesområdet for forordning (EU) 2016/1011.

(3)

I betragtning af behovet for at foretage en grundig gennemgang af anvendelsesområdet for forordning (EU) 2016/1011 og af dens bestemmelser vedrørende benchmarks leveret af administratorer, der er etableret i tredjelande, (»benchmarks fra tredjelande«) bør den nuværende overgangsperiode for benchmarks fra tredjelande forlænges. Kommissionen bør have beføjelse til yderligere at forlænge overgangsperioden ved hjælp af en delegeret retsakt med højst to år, hvis den vurdering, som gennemgangen beror på, viser, at det forventede udløb af overgangsperioden vil være skadeligt for den fortsatte anvendelse af benchmarks fra tredjelande i Unionen eller vil udgøre en trussel mod den finansielle stabilitet.

(4)

En forlængelse af overgangsperioden for benchmarks fra tredjelande kan skabe et incitament for EU-benchmarkadministratorer til at flytte deres aktiviteter til et tredjeland for ikke at være omfattet af kravene i forordning (EU) 2016/1011. For at forhindre en sådan omgåelse bør administratorer, der flytter fra Unionen til et tredjeland i overgangsperioden, ikke få adgang til EU-markedet uden at overholde kravene i forordning (EU) 2016/1011.

(5)

Fra den 31. december 2020 efter udløbet af overgangsperioden fastsat i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (5) kan rentebenchmarket London Interbank Offered Rate (LIBOR) ikke længere betragtes som et kritisk benchmark i henhold til forordning (EU) 2016/1011. Hertil kommer, at Det Forenede Kongeriges Financial Conduct Authority (FCA) i 2017 meddelte, at den ikke ville overtale eller tvinge panelbanker til at levere inputdata til LIBOR efter udgangen af 2021. Efterfølgende meddelelser fra FCA og LIBOR's administrator har gjort det klart, at LIBOR for de fleste af de løbetider og valutaers vedkommende, som det beregnes for, sandsynligvis afvikles senest ved udgangen af 2021 efterfulgt af LIBOR's øvrige løbetider og valutaer i 2023. LIBOR's ophør eller afvikling kan få negative konsekvenser, der væsentligt forstyrrer de finansielle markeders funktion i Unionen. Der er et stort antal kontrakter, der berører økonomiske operatører i Unionen, og som vedrører gæld, lån, tidsindskud, værdipapirer og derivater, der alle bruger LIBOR som reference, som forfalder efter den 31. december 2021, og som ikke indeholder tilstrækkelig robuste kontraktmæssige fallback-bestemmelser til at dække ophør eller afvikling af LIBOR som beregnet for den relevante valuta eller nogle af dens løbetider. Nogle af disse kontrakter og nogle finansielle instrumenter som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (6) kan ikke genforhandles med henblik på at indsætte en kontraktmæssig fallback-bestemmelse inden den 31. december 2021.

(6)

For at kunne sørge for en fortsat velordnet funktion af eksisterende kontrakter, der som reference bruger et udbredt benchmark, hvis ophør kunne få negative konsekvenser, der væsentligt forstyrrer af de finansielle markeders funktion i Unionen, og hvor sådanne kontrakter eller finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU ikke kan genforhandles til at omfatte en kontraktmæssig fallback-bestemmelse ved benchmarkets ophør, bør der fastsættes en ramme for ophøret eller den velordnede afvikling af sådanne benchmarks. Rammen bør omfatte en mekanisme til at overføre sådanne kontrakter eller finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU til en udpeget erstatning for et benchmark. En erstatning for et benchmark bør sikre undgåelse af kontraktmisligholdelse, som kunne forstyrre de finansielle markeders funktion i Unionen væsentligt.

(7)

Fraværet af en ramme på EU-plan til ophør eller velordnet afvikling af et benchmark vil sandsynligvis føre til divergerende reguleringsmæssige løsninger i medlemsstaterne, hvilket ville føre til, at interessenter i Unionen udsættes for risici i form af retlig usikkerhed og kontraktforstyrrelser. Sammen med af omfanget af eksponering mod sådanne benchmarks for eksisterende kontrakter og finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU kan den øgede risiko for kontraktmisligholdelse og retssager forstyrre de finansielle markeders funktion væsentligt. Under disse ekstraordinære omstændigheder og for at imødegå hermed forbundne systemiske risici er det nødvendigt at fastlægge en harmoniseret tilgang til at håndtere ophør eller afvikling af visse benchmarks af systemisk relevans for Unionen. Denne forordning berører ikke medlemsstaternes kompetencer med hensyn til benchmarks i videre omfang end de beføjelser, der tillægges Kommissionen.

(8)

Efter forordning (EU) 2016/1011 skal tilsynsbelagte enheder, der ikke er benchmarkadministratorer, have fastsat beredskabsplaner, i tilfælde af at et benchmark ændres væsentligt eller ikke længere leveres. Disse beredskabsplaner bør om muligt udpege en eller flere potentielle erstatninger for benchmarks. Som erfaringerne med LIBOR har vist, er det vigtigt, at der udarbejdes beredskabsplaner for tilfælde, hvor et benchmark ændres væsentligt eller ophører med at blive leveret. De kompetente myndigheder bør overvåge, om denne forpligtelse overholdes, og det bør være muligt for dem at foretage stikprøvekontrol af overholdelsen. Derfor bør tilsynsbelagte enheder sørge for, at deres beredskabsplaner og eventuelle ajourføringer af dem er umiddelbart tilgængelige, således at de efter anmodning straks kan videresende dem til de kompetente myndigheder.

(9)

Andre kontrakter end finansielle kontrakter som defineret i forordning (EU) 2016/1011 eller finansielle instrumenter, der ikke er omfattet af nævnte forordnings definition af finansielle instrumenter, men som også henviser til benchmarks, der er under ophør eller er ved at blive afviklet, kunne også forstyrre de finansielle markeders funktion i Unionen væsentligt. Mange enheder anvender sådanne benchmarks, men kan ikke betragtes som tilsynsbelagte enheder. Følgelig vil de kontraherende parter til sådanne kontrakter og indehaverne af sådanne finansielle instrumenter ikke have gavn af en erstatning for et benchmark. For at begrænse de potentielle virkninger for markedsintegriteten og den finansielle stabilitet mest muligt og sikre beskyttelse mod retsusikkerhed bør Kommissionens mandat til at udpege en erstatning for et benchmark finde anvendelse på enhver kontrakt og ethvert finansielt instrument som defineret i direktiv 2014/65/EU, der er underlagt en medlemsstats lovgivning. Desuden bør den udpegede erstatning for et benchmark finde anvendelse på kontrakter, der er underlagt lovgivningen i et tredjeland, men hvis kontraherende parter alle er etableret i Unionen, i tilfælde hvor kontrakten opfylder kravene i nærværende forordning, og hvor lovgivningen i det pågældende tredjeland ikke foreskriver en velordnet afvikling af et benchmark. Denne udvidelse af anvendelsesområdet bør ikke berøre de bestemmelser i forordning (EU) 2016/1011, som ikke ændres ved nærværende forordning.

(10)

Lovbestemt erstatning af et benchmark bør begrænses til kontrakter og til finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU, der ikke er blevet genforhandlet inden datoen for det pågældende benchmarks ophør. Når der anvendes masterkontrakter, finder den udpegede erstatning for et benchmark kun anvendelse på transaktioner, der er indgået inden den relevante dato for erstatningen, selv om senere transaktioner teknisk set kan være led i den samme kontrakt. Udpegelsen af erstatningen for et benchmark bør ikke påvirke kontrakter eller finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU, der allerede har en egnet kontraktmæssig fallback-bestemmelse, som imødegår permanent ophør af et benchmark.

(11)

Kommissionens vedtagelse af en gennemførelsesretsakt om udpegning af en erstatning for et benchmark bør ikke forhindre parterne i en kontrakt i at enes om at anvende en anden erstatning for det pågældende benchmark.

(12)

Benchmarks og deres kontraktmæssigt aftalte fallback-renter kan over tid afvige betydeligt og uventet, og de kan som følge heraf ikke længere repræsentere den samme underliggende økonomiske realitet eller føre til kommercielt uacceptable resultater. Sådanne tilfælde kan omfatte en betydelig udvidelse af spændet mellem benchmarket og den kontraktmæssigt aftalte fallback-rente over tid eller i situationer, hvor den kontraktmæssigt aftalte fallback-bestemmelse ændrer benchmarkets grundlag fra en variabel rente til en fast rente. Da dette problem kan opstå i en række medlemsstater, og da kontraherende parter fra forskellige medlemsstater ofte også vil blive berørt i sådanne tilfælde, bør det imødegås på en harmoniseret måde for at undgå retsusikkerhed, for mange retssager og som følge heraf mulige betydelige negative virkninger på det indre marked eller konsekvenser for den finansielle stabilitet i de enkelte medlemsstater eller i Unionen. Erstatningen for et benchmark, som er fastsat ved gennemførelsesretsakten, bør derfor under visse forudsætninger fungere som en erstatning, når relevante nationale myndigheder, f.eks. makroprudentielle myndigheder, systemiske risikoråd eller centralbanker, har fastslået, at den oprindeligt aftalte fallback-bestemmelse ikke længere afspejler den økonomiske realitet, som benchmarket under ophør havde til formål at måle, eller at en sådan bestemmelse kan udgøre en trussel mod den finansielle stabilitet. De relevante nationale myndigheder bør foretage en vurdering, når de gøres opmærksom på den potentielle uegnethed af en fallback-bestemmelse, som er almindeligt anvendt af én eller flere potentielt interesserede parter. En sådan vurdering bør dog ikke foretages for hver enkelt kontrakt. De berørte relevante nationale myndigheder bør være forpligtet til at underrette Kommissionen og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om denne vurdering.

(13)

De kontraherende parter er ansvarlige for at analysere deres kontraktlige ordninger med henblik på at afgøre, hvilke situationer en kontraktmæssig fallback-bestemmelse skal omfatte. Hvis fortolkningen af en kontrakt eller af et finansielt instrument som defineret i direktiv 2014/65/EU viser, at parterne ikke havde til hensigt at dække permanent ophør af et valgt benchmark, bør den lovbestemte erstatning for et benchmark, der er udpeget i overensstemmelse med denne forordning, udgøre en sikker havn for håndtering af dette benchmarks permanente ophør.

(14)

I betragtning af at erstatningen af et benchmark kan kræve ændringer af kontrakter eller af finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU, der henviser til sådanne benchmarks, hvis disse ændringer er nødvendige for den praktiske anvendelse eller indførelse af en sådan erstatning for et benchmark, bør Kommissionen tillægges beføjelser til at fastsætte de tilsvarende væsentlige tilpasningsændringer i gennemførelsesretsakten.

(15)

For benchmarks, der af Kommissionen er udpeget som kritiske i en medlemsstat i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/1011, og når ophør eller afvikling af et sådant benchmark kan føre til betydelige forstyrrelser af de finansielle markeders funktion i denne medlemsstat, bør den relevante kompetente myndighed træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå sådanne forstyrrelser i overensstemmelse med national ret.

(16)

Hvis en medlemsstat tiltræder euroområdet, og en efterfølgende mangel på inputdata til beregning af et nationalt benchmark kræver erstatning af dette benchmark, bør den pågældende medlemsstat kunne fastsætte en overgang fra det pågældende nationale benchmark til en erstatning for det. I så fald bør den pågældende medlemsstat tage hensyn til forbrugernes status som kontraherende parter og sikre, at de ikke påvirkes negativt i større omfang end nødvendigt af en sådan overgang.

(17)

For at udpege visse valutaspotbenchmarks fra tredjelande som undtaget fra anvendelsesområdet fra forordning (EU) 2016/1011 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår undtagelse af valutaspotbenchmarks for ikke-konvertible valutaer, når sådanne valutaspotbenchmarks anvendes til at beregne betalingen af valutaderivatkontrakter uden levering. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(18)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at udpege en erstatning for et benchmark, som skal erstatte alle henvisninger til dette benchmark i kontrakter eller i finansielle instrumenter som defineret i direktiv 2014/65/EU, der ikke er blevet genforhandlet inden datoen for gennemførelsesretsaktens anvendelse. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8). Af hensyn til retssikkerheden skal Kommissionen kun udøve sådanne gennemførelsesbeføjelser efter nøjagtigt definerede udløsende begivenheder, der klart viser, at administration og offentliggørelse af det benchmark, der skal erstattes, ophører permanent.

(19)

Kommissionen bør kun udøve sine gennemførelsesbeføjelser i situationer, hvor den vurderer, at et benchmarks ophør eller afvikling kan få negative konsekvenser, der væsentligt forstyrrer de finansielle markeders eller realøkonomiens funktion i Unionen. Endvidere bør Kommissionen kun udøve sine gennemførelsesbeføjelser, når det står klart, at det pågældende benchmarks repræsentativitet ikke kan genoprettes, eller at benchmarket vil ophøre permanent.

(20)

Inden udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne til at udpege en erstatning for et benchmark bør Kommissionen gennemføre en offentlig høring og tage hensyn til anbefalingerne fra relevante interessenter og navnlig arbejdsgrupper i den private sektor, der arbejder i regi af offentlige myndigheder eller af centralbanken. Disse anbefalinger bør være baseret på omfattende offentlige høringer og ekspertviden om den mest egnede erstatningssats for det ophørende rentebenchmark. Kommissionen bør også tage hensyn til anbefalingerne fra andre relevante interessenter, herunder fra den kompetente myndighed for benchmarkadministratoren og fra ESMA.

(21)

På tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) 2016/1011 var det forventet, at tredjelande ved udgangen af 2021 ville oprette lignende reguleringsmæssige ordninger for finansielle benchmarks, og at tilsynsbelagte enheders anvendelse i Unionen af benchmarks fra tredjelande ville blive sikret ved afgørelser om ækvivalens vedtaget af Kommissionen eller ved anerkendelse eller godkendelse fra kompetente myndigheders side. Der er imidlertid kun gjort begrænset fremskridt i så henseende. Anvendelsesområdet for reguleringsordningen er særdeles forskelligartet for finansielle benchmarks i Unionen og i tredjelande. For at sikre et velfungerende marked og tilgængeligheden af benchmarks fra tredjelande til anvendelse i Unionen efter udløbet af overgangsperioden bør Kommissionen senest den 15. juni 2023 forelægge en rapport om gennemgangen af anvendelsesområdet for forordning (EU) 2016/1011, som ændret ved nærværende forordning, navnlig hvad angår dets indvirkning på anvendelsen af benchmarks fra tredjelande i Unionen. I rapporten bør Kommissionen navnlig analysere konsekvenserne af en sådan forordnings vidtrækkende anvendelsesområde for EU-administratorer og -benchmarkbrugere, også med hensyn til den fortsatte anvendelse af benchmarks fra tredjelande. Navnlig bør Kommissionen vurdere, om der er behov for yderligere at ændre forordning (EU) 2016/1011 for at begrænse dens anvendelsesområde alene til administratorer af visse typer af benchmarks eller til administratorer, hvis benchmarks er udbredt i Unionen.

(22)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (9) er for nylig blevet ændret med henblik på at give markedsdeltagerne klarhed om, at kontrakter, der er indgået eller nyordnet inden starten på anvendelsen af clearing- eller marginkravene for over-the-counter (OTC) derivatkontrakter, der henviser til et benchmark (»tilbageværende kontrakter«), ikke vil være omfattet af disse krav, hvis disse kontrakter ændres for så vidt angår det benchmark, de henviser til, og disse ændringer udelukkende har til formål at gennemføre eller forberede gennemførelsen af en erstatning for et benchmark eller indføre fallback-bestemmelser under overgangen til et nyt benchmark som led i en benchmarkreform. Benchmarkreformer er resultatet af internationalt koordinerede arbejdsstrømme og initiativer, der tager sigte på at reformere benchmarks for at overholde de internationale principper for finansielle benchmarks, som er offentliggjort af Den Internationale Børstilsynsorganisation. I henhold til forordning (EU) 2016/1011 skal tilsynsbelagte enheder udarbejde og ajourføre robuste skriftlige planer med de foranstaltninger, de agter at træffe, hvis et benchmark ændres væsentligt eller ikke længere leveres, og sørge for, at disse planer afspejles i deres kontraktforhold med klienter. For at gøre det lettere for markedsdeltagerne at overholde disse forpligtelser og støtte markedsdeltagernes indsats for at øge robustheden af OTC-derivatkontrakter, der henviser til benchmarks, som potentielt er genstand for reformer, bør forordning (EU) nr. 648/2012 ændres yderligere for at præcisere, at tilbageværende kontrakter ikke vil være omfattet af clearing- eller marginkrav, hvis disse kontrakter ændres med det ene formål at erstatte det benchmark, de henviser til, på baggrund af en benchmarkreform.

Denne undtagelse finder derfor kun anvendelse på kontraktlige ændringer, der er nødvendige for at gennemføre eller forberede gennemførelsen af en erstatning for et benchmark som følge af en benchmarkreform eller er nødvendige for at indføre fallback-bestemmelser i forbindelse med et benchmark for at øge robustheden af de relevante kontrakter. Disse ændringer bør tjene til at skabe klarhed for markedsdeltagerne og bør ikke berøre anvendelsesområdet for clearings- og marginforpligtelserne i forbindelse med ændringer af OTC-derivatkontrakter til andre formål eller i forbindelse med erstatninger eller nyordninger såsom ændringer af modparter.

(23)

Forordning (EU) 2016/1011 og (EU) nr. 648/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(24)

Da LIBOR ikke længere vil være et kritisk benchmark som defineret i forordning (EU) 2016/1011 pr. 1. januar 2021, bør nærværende forordning træde i kraft hurtigst muligt på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

1)

I artikel 2, stk. 2, tilføjes følgende litra:

2)

Artikel 3, stk. 1, ændres således:

3)

I afsnit III affattes overskriften på kapitel 2 således:

» Rentebenchmarks og valutaspotbenchmarks «.

4)

Følgende artikel indsættes:

5)

I afsnit III indsættes følgende kapitel:

» KAPITEL 4a

Lovbestemt erstatning af et benchmark

6)

Artikel 28, stk. 2, affattes således:

7)

I artikel 29 tilføjes følgende stykke:

8)

Artikel 49 ændres således:

9)

Artikel 51, stk. 5, affattes således:

10)

Artikel 54, stk. 6, erstattes af følgende:

(1)

Der er ved Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (3) fastsat krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat til brug ved import til og transit, herunder oplagring under transit, gennem Unionen af fjerkræ og fjerkræprodukter (»varerne«). I henhold til nævnte forordning må varerne kun importeres til og sendes i transit gennem Unionen fra tredjelande, områder, zoner og segmenter, der er opført i kolonne 1 og 3 i skemaet i del 1 i bilag I til samme forordning.

(2)

Der er ved forordning (EF) nr. 798/2008 også fastsat betingelser for, hvornår et tredjeland, et område, en zone eller et segment kan betragtes som fri(t) for højpatogen aviær influenza (HPAI).

(3)

I overensstemmelse med aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (udtrædelsesaftalen), særlig artikel 5, stk. 4, i protokollen om Irland/Nordirland sammenholdt med bilag 2 til nævnte protokol, finder direktiv 2002/99/EF og 2009/158/EF og Kommissionens retsakter, der har disse som retsgrundlag, anvendelse på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland efter overgangsperiodens udløb som fastsat i udtrædelsesaftalen.

(4)

Det Forenede Kongerige, bortset fra Nordirland, er derfor opført i skemaet i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 som et tredjeland, hvorfra import til og transit gennem Unionen af visse fjerkræprodukter er tilladt fra visse dele af dets område, afhængigt af forekomsten af HPAI. Denne regionalisering af Det Forenede Kongerige er fastsat i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/130 (4).

(5)

Den 8. februar 2021 bekræftede Det Forenede Kongerige forekomsten af HPAI af subtype H5N8 på en fjerkræbedrift i Redcar og Cleveland i England.

(6)

Veterinærmyndighederne i Det Forenede Kongerige oprettede en kontrolzone på 10 km omkring den angrebne bedrift og gennemførte sanering med henblik på at bekæmpe HPAI og begrænse spredning af sygdommen. Desuden bekræftede veterinærmyndighederne i Det Forenede Kongerige, at de straks suspenderede udstedelsen af veterinærcertifikater for sendinger af varer bestemt til eksport til Unionen fra hele Det Forenede Kongeriges område, bortset fra Nordirland.

(7)

Det Forenede Kongerige har indsendt oplysninger til Kommissionen om den epidemiologiske situation i landet og de foranstaltninger, det har truffet for at forhindre yderligere spredning af HPAI, og Kommissionen har nu evalueret disse oplysninger. På grundlag af denne evaluering bør der indføres restriktioner for indførsel til Unionen af varer fra det område i England, der er berørt af HPAI, og for hvilket veterinærmyndighederne i Det Forenede Kongerige har indført restriktioner på grund af det nuværende udbrud.

(8)

Oplysningerne vedrørende Det Forenede Kongerige i skemaet i del 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres for at tage højde for den nuværende epidemiologiske situation i dette tredjeland.

(9)

Bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —