(1)

Ordningen for Unionens egne indtægter skal sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed til en velordnet udvikling af Unionens politikker, idet der tages hensyn til nødvendigheden af streng budgetdisciplin. Udviklingen af ordningen for egne indtægter kan og bør også i videst muligt omfang understøtte udviklingen af Unionens politikker.

(2)

Der blev med Lissabontraktaten indført ændringer af bestemmelserne om ordningen for Unionens egne indtægter, som gør det muligt at ophæve en eksisterende kategori af egne indtægter og at indføre nye kategorier af egne indtægter.

(3)

Det Europæiske Råd opfordrede den 7.-8. februar 2013 Rådet til at fortsætte arbejdet med Kommissionens forslag til en ny egen indtægt fra merværdiafgift (moms) med henblik på at gøre den så enkel og gennemsigtig som muligt, styrke forbindelsen til EU's momspolitik og de faktiske momsindtægter og sikre ligebehandling af skatteyderne i alle medlemsstaterne.

(4)

I juni 2017 vedtog Kommissionen et oplæg om fremtiden for EU's finanser. I oplægget fremsatte Kommissionen en række forslag til, hvordan egne indtægter kan knyttes mere synligt til Unionens politikker, navnlig det indre marked og bæredygtig vækst. Ifølge oplægget er det ved indførelsen af nye egne indtægter nødvendigt at lægge vægt på, at de er gennemsigtige, enkle og stabile, at de hænger sammen med Unionens politiske målsætninger, at der tages hensyn til deres betydning for konkurrenceevnen og den bæredygtige vækst, samt at de fordeles ligeligt på medlemsstaterne.

(5)

Den nuværende ordning for fastsættelsen af momsbaserede egne indtægter er blevet kritiseret gentagne gange af Revisionsretten, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne som værende alt for kompliceret. Det Europæiske Råd konkluderede derfor den 17.-21. juli 2020, at beregningen af denne egne indtægt bør forenkles.

(6)

For at opnå større overensstemmelse mellem Unionens finansieringsinstrumenter og dens politiske prioriteter, for bedre at afspejle betydningen af Unionens almindelige budget (»Unionens budget«) for det indre marked, for bedre at kunne understøtte målsætningerne for Unionens politikker og for at reducere medlemsstaternes bidrag baseret på bruttonationalindkomst (BNI) til Unionens årlige budget konkluderede Det Europæiske Råd den 17.-21. juli 2020, at Unionen i de kommende år vil arbejde hen imod en reform af ordningen for egne indtægter og indføre nye egne indtægter.

(7)

Som et første skridt bør der indføres en ny kategori af egne indtægter baseret på nationale bidrag, som beregnes på grundlag af ikkegenanvendt plastemballageaffald. Unionens budget kan i overensstemmelse med EU-strategien for plast bidrage til at reducere forureningen fra plastemballageaffald. Egne indtægter, der er baseret på nationale bidrag, som er proportionalt med mængden af ikkegenanvendt plastemballageaffald i hver medlemsstat, vil være et incitament til at mindske forbruget af engangsplast, fremme genanvendelse og sætte skub i den cirkulære økonomi. Samtidig vil medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet være frit stillet til at træffe de mest hensigtsmæssige foranstaltninger for at nå disse mål. For at undgå en umådeholden regressiv virkning på de nationale bidrag bør der anvendes en tilpasningsmekanisme med en årlig fast reduktion på bidrag fra medlemsstater, hvis BNI pr. indbygger i 2017 ligger under EU-gennemsnittet. Reduktionen bør svare til 3,8 kilogram multipliceret med de pågældende medlemsstaters befolkning i 2017.

(8)

Det Europæiske Råd noterede sig den 17.-21. juli 2020, at Kommissionen i første halvår af 2021 som grundlag for yderligere egne indtægter vil fremsætte forslag om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og en digital afgift med henblik på indførelse heraf senest den 1. januar 2023. Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at fremsætte et revideret forslag om EU's emissionshandelssystem, der eventuelt kan udvides til luftfart og søfart. Det konkluderede, at Unionen i løbet af den næste flerårige finansielle ramme for perioden 2021-2027 (»FFR for 2021-2027«) vil arbejde hen imod indførelsen af andre egne indtægter, som kan omfatte en afgift på finansielle transaktioner.

(9)

Det Europæiske Råd konkluderede den 17.-21. juli 2020, at ordningen for egne indtægter bør styres af de overordnede mål om forenkling, gennemsigtighed og lighed, herunder en retfærdig byrdefordeling. Det konkluderede også, at Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige samt, i forbindelse med støtten til genopretning og resiliens, Tyskland skal drage fordel af faste korrektioner af deres årlige BNI-baserede bidrag for perioden 2021-2027.

(10)

Medlemsstaterne bør tilbageholde 25 % af de beløb, der opkræves som traditionelle egne indtægter, i opkrævningsomkostninger.

(11)

Integrationen af Den Europæiske Udviklingsfond i Unionens budget bør ledsages af en forhøjelse af de lofter for egne indtægter, der er fastsat i denne afgørelse. Der skal være en tilstrækkelig margen mellem betalingerne og loftet for egne indtægter for at sikre, at Unionen er i stand til — under alle omstændigheder — at opfylde sine finansielle forpligtelser, selv i tider med økonomisk nedgang.

(12)

Der bør opretholdes en tilstrækkelig margen under lofterne for de egne indtægter til, at Unionen i et givet år kan opfylde alle sine finansielle forpligtelser og eventualforpligtelser. De samlede egne indtægter, som Unionen tildeles til dækning af de årlige betalingsbevillinger, bør ikke overstige 1,40 % af summen af alle medlemsstaternes BNI. De samlede årlige forpligtelsesbevillinger, der opføres på Unionens budget, bør ikke overstige 1,46 % af summen af alle medlemsstaternes BNI.

(13)

For at beløbet af de finansielle ressourcer, der stilles til rådighed for Unionen forbliver uændret, bør lofterne for egne indtægter til betalingsbevillinger og forpligtelsesbevillinger tilpasses udtrykt i procent af BNI, i tilfælde af ændringer af Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EU) nr. 549/2013 (2), som medfører væsentlige ændringer af BNI-niveauet.

(14)

De økonomiske konsekvenser af covid-19-krisen understreger, hvor vigtigt det er at sørge for, at Unionen har tilstrækkelig finansiel kapacitet i tilfælde af økonomiske chok. Unionen er nødt til at tilvejebringe de midler, der er nødvendige for, at den kan nå sine mål. Der er behov for finansielle midler af ekstraordinært omfang for at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen uden at lægge større pres på medlemsstaternes finanser på et tidspunkt, hvor der allerede er et enormt pres på deres budgetter, som skal finansiere de nationale økonomiske og sociale foranstaltninger relateret til krisen. Der bør derfor træffes ekstraordinære foranstaltninger på EU-plan. Følgelig bør Kommissionen undtagelsesvis midlertidigt tillægges beføjelser til på Unionens vegne at låne op til 750 000 mio. EUR i 2018-priser på kapitalmarkederne. Op til 360 000 mio. EUR i 2018-priser af de lånte midler vil blive anvendt til at yde lån og op til 390 000 mio. EUR i 2018-priser af de lånte midler vil blive anvendt til at dække udgifter, begge med det ene formål at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen.

(15)

Denne ekstraordinære foranstaltning har til formål at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen og hindre, at den opstår igen. Støtten bør derfor være tidsbegrænset, og hovedparten af midlerne bør tildeles i tiden umiddelbart efter krisen, hvilket betyder, at de retlige forpligtelser af et program, der er finansieret ved hjælp af disse yderligere midler, skal være indgået senest den 31. december 2023. Godkendelsen af betalinger under genopretnings- og resiliensfaciliteten vil være betinget af, at de relevante delmål og slutmål, der er fastsat i genopretnings- og resiliensplanen, opfyldes på tilfredsstillende vis, hvilket vil blive vurderet efter den relevante procedure i forordningen om oprettelse af en genopretnings- og resiliensfacilitet, som afspejler konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 17.-21. juli 2020.

(16)

For at opfylde de forpligtelser, der er forbundet med at låne midler, er en ekstraordinær og midlertidig forhøjelse af lofterne for egne indtægter nødvendig. Udelukkende med henblik på opfyldelsen af alle de forpligtelser, der påhviler Unionen som følge af dens låntagning for at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen, bør loftet for betalingsbevillinger og loftet for forpligtelsesbevillinger derfor hver især forhøjes med 0,6 procentpoint. Kommissionens beføjelser til på Unionens vegne at låne midler på kapitalmarkederne til det ene formål at finansiere foranstaltninger til afhjælpning af konsekvenserne af covid-19-krisen er tæt knyttet til den forhøjelse af loftet for egne indtægter, der er fastsat i denne afgørelse, og i sidste ende til den måde, som ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter fungerer på. Disse beføjelser bør derfor indsættes i denne afgørelse. Eftersom der er tale om en hidtil uset foranstaltning og ekstraordinært store beløb, der skal lånes, kræver det sikkerhed med hensyn til det samlede omfang af Unionens forpligtelser og de væsentlige betingelser for tilbagebetaling samt gennemførelsen af en diversificeret låntagningsstrategi.

(17)

Forhøjelsen af loftet for egne indtægter er nødvendig, eftersom lofterne ellers ikke er tilstrækkelige til at sikre, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed, som Unionen har brug for til at opfylde de forpligtelser, der følger af de ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at låne midler. Behovet for denne yderligere tildeling vil også kun være midlertidigt, eftersom de relevante finansielle forpligtelser og eventualforpligtelser vil mindskes over tid, i takt med at de lånte midler betales tilbage, og lånene udløber. Forhøjelsen bør derfor ophøre med at finde anvendelse, når alle lånte midler er tilbagebetalt, og alle eventualforpligtelser som følge af lån, der er ydet på grundlag af disse midler, er opfyldt, hvilket bør være senest den 31. december 2058.

(18)

De aktiviteter, som Unionen udfolder, for at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen er nødt til at være omfattende og finde sted i løbet af en relativt kort periode. Låntagningen er nødt til at følge denne tidsplan. Ny nettolåntagning bør derfor ophøre senest ved udgangen af 2026. Efter 2026 bør lånoptagelsestransaktioner være strengt begrænset til refinansieringstransaktioner for at sikre en effektiv gældsforvaltning. Kommissionen bør ved gennemførelsen af transaktionerne i henhold til en diversificeret finansieringsstrategi gøre bedst mulig brug af markedernes evne til at absorbere låntagning af så omfattende beløb med forskellige løbetider, herunder kortfristet finansiering med henblik på likviditetsstyring, og sikre sig de mest gunstige tilbagebetalingsbetingelser. Desuden bør Kommissionen regelmæssigt og på en omfattende måde orientere Europa-Parlamentet og Rådet om alle aspekter af sin gældsforvaltning. Når tidsplanerne for tilbagebetaling for så vidt angår de politikker, der skal finansieres gennem låntagningen, er kendt, meddeler Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en udstedelsestidsplan med de forventede udstedelsesdatoer og de forventede volumener for det kommende år samt en plan for forventede rentebetalinger og afdrag på hovedstolen. Kommissionen bør regelmæssigt ajourføre denne tidsplan.

(19)

Tilbagebetalingen af lån, der er optaget med henblik på at yde ikketilbagebetalingspligtig såvel som tilbagebetalingspligtig støtte gennem finansielle instrumenter eller med henblik på at yde budgetgarantier, bør ligesom påløbne renter finansieres over Unionens budget. De lånte midler, der anvendes til at yde lån til medlemsstaterne, bør tilbagebetales af de beløb, som modtages fra de støttemodtagende medlemsstater. Det er nødvendigt at tildele Unionen de fornødne midler og stille dem til rådighed, således at den i et givet år og under alle omstændigheder er i stand til at opfylde de finansielle forpligtelser og eventualforpligtelser, der følger af de ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at låne midler, jf. artikel 310, stk. 4, og artikel 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(20)

Beløb, som ikke er anvendt til rentebetalinger som planlagt, vil blive anvendt til førtidige tilbagebetalinger inden udgangen af FFR for 2021-2027 med et mindstebeløb og kan forhøjes over dette niveau, forudsat at der efter 2021 er indført nye egne indtægter efter proceduren i artikel 311, stk. 3, i TEUF. Alle forpligtelser, der er indgået som følge af de ekstraordinære og midlertidige beføjelser til at optage lån, bør være fuldt tilbagebetalt senest den 31. december 2058. For sikre en effektiv budgetforvaltning af de bevillinger, der er nødvendige for at dække tilbagebetalingerne de lånte midler, bør de underliggende budgetmæssige forpligtelser kunne opdeles i årlige trancher.

(21)

Tidsplanen for tilbagebetaling bør overholde princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og dække hele det beløb, der lånes inden for rammerne af Kommissionens beføjelser, således at der opnås en regelmæssig og forudsigelig nedbringelse af forpligtelserne over hele perioden. Med henblik herpå bør de beløb, som Unionen i et givet år skal betale tilbage af hovedstolen, ikke overstige 7,5 % af maksimumsbeløbet på 390 000 mio. EUR til udgifter.

(22)

Eftersom der er tale om ekstraordinære, midlertidige og begrænsede beføjelser til Kommissionen til at låne midler med det formål at afhjælpe konsekvenserne af covid-19-krisen, bør det præciseres, at Unionen som hovedregel ikke bør anvende de midler, den har lånt på kapitalmarkederne, til at finansiere driftsudgifter.

(23)

For at sikre, at Unionen til enhver tid er i stand til rettidigt at opfylde sine juridiske forpligtelser over for tredjepart, bør der i denne afgørelse fastsættes særlige regler, hvorved Kommissionen bemyndiges til i den periode, hvor den midlertidige forhøjelse af lofterne for egne indtægter finder anvendelse, gennem indkaldelser at anmode medlemsstaterne om midlertidigt at stille de relevante likvide midler til rådighed, hvis de godkendte bevillinger, der er opført på Unionens budget, ikke er tilstrækkelige til at opfylde de forpligtelser, der følger af låntagning i forbindelse med den midlertidige forhøjelse. Kommissionen bør som en sidste udvej kun kunne indkalde likvide midler, hvis den ikke rettidigt kan skaffe den nødvendige likviditet ved at aktivere andre foranstaltninger til aktiv likviditetsstyring, herunder om nødvendigt ved hjælp af kortfristet finansiering på kapitalmarkederne, med henblik på at sikre en rettidig overholdelse af Unionens forpligtelser over for långivere. Det bør fastsættes, at sådanne indkaldelser bør bekendtgøres behørigt i forvejen af Kommissionen til medlemsstaterne og nøje bør ske i forhold til hver medlemsstats anslåede budgetindtægter og i alle tilfælde begrænses til deres andel af det midlertidigt forhøjede loft for egne indtægter, dvs. 0,6 % af medlemsstaternes BNI. Hvis en medlemsstat imidlertid helt eller delvis undlader at efterkomme en indkaldelse rettidigt, eller hvis den meddeler Kommissionen, at den ikke vil kunne efterkomme indkaldelsen, bør Kommissionen alligevel bemyndiges til midlertidigt at foretage yderligere indkaldelser fra andre medlemsstater på et forholdsmæssigt grundlag. Der bør fastsættes et maksimumsbeløb, som Kommissionen hvert år kan indkalde fra en medlemsstat. Kommissionen forventes at fremsætte de nødvendige forslag med henblik på at opføre de udgifter, der dækkes af de likvide midler, som medlemsstaterne midlertidigt har stillet til rådighed, i Unionens budget, for at sikre, at disse midler tages i betragtning så tidligt som muligt med henblik på medlemsstaternes indbetaling af egne indtægter, dvs. i overensstemmelse med den gældende retlige ramme og dermed på grundlag af de respektive BNI-nøgler, og uden at det berører andre egne indtægter og indtægter fra anden side.

(24)

I henhold til artikel 311, stk. 4, i TEUF skal der ved en rådsforordning vedtages gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Unionens egne indtægter. Disse foranstaltninger bør omfatte generelle og tekniske bestemmelser, som skal finde anvendelse på alle kategorier af egne indtægter. Disse foranstaltninger bør omfatte de nærmere bestemmelser for beregning og budgettering af saldoen samt de bestemmelser og ordninger, der er nødvendige for kontrol og tilsyn med opkrævningen af egne indtægter.

(25)

Denne afgørelse bør først træde i kraft, når den er blevet godkendt af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser og dermed under fuld iagttagelse af deres nationale suverænitet. Det Europæiske Råd noterede sig den 17.-21. juli 2020, at medlemsstaterne agter at godkende denne afgørelse snarest muligt.

(26)

For at sikre konsistens, kontinuitet og retssikkerhed bør der fastsættes bestemmelser, der sikrer en gnidningsløs overgang fra den ordning, der blev indført ved Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom (3), til den, der fastsættes ved nærværende afgørelse.

(27)

Afgørelse 2014/335/EU, Euratom bør ophæves.

(28)

I forbindelse med denne afgørelse bør alle pengebeløb udtrykkes i euro.

(29)

Da det er nødvendigt hurtigst muligt at kunne optage lån med henblik på at finansiere foranstaltninger til afhjælpning af konsekvenserne af covid-19-krisen, bør denne afgørelse træde i kraft den første dag i den første måned, der følger efter modtagelsen af den sidste meddelelse om afslutning af proceduren for vedtagelsen af denne afgørelse.

(30)

For at sikre overgangen til den reviderede ordning for egne indtægter og sammenfald med regnskabsåret bør denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2021 —

a)

proceduren for beregning og opførelse på budgettet af den årlige budgetsaldo som fastsat i artikel 8

b)

de bestemmelser og ordninger, som er nødvendige til at føre kontrol og tilsyn med opkrævning af egne indtægter, jf. artikel 2, stk. 1, og eventuelle relevante rapporteringskrav.

(1)

Overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Schweiz (»overenskomsten«) blev indgået af Unionen ved Rådets forordning (EØF) nr. 2840/72 (1) og trådte i kraft den 1. januar 1973.

(2)

Overenskomsten indeholder en protokol 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 3«). I henhold til artikel 3 i protokol 3 kan Den blandede Komité, som er nedsat ved overenskomstens artikel 29 (»Den blandede Komité«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 3.

(3)

Den blandede Komité vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af overenskomsten ved erstatning af protokol 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den blandede Komité, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Schweiz blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Den blandede Komité bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Danmarks regering og Færøernes landsstyre på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 97/126/EF (1) og trådte i kraft den 1. januar 1997.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 3«). I henhold til artikel 3 i protokol 3 kan Den Blandede Komité, som er nedsat ved aftalens artikel 31 (»Den Blandede Komité«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 3.

(3)

Den Blandede Komité vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den Blandede Komité, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Færøerne blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Den Blandede Komité bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (»overenskomsten«) blev indgået af Unionen ved Rådets forordning (EØF) nr. 1691/73 (1) og trådte i kraft den 1. juli 1973.

(2)

Overenskomsten indeholder en protokol nr. 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol nr. 3«). I henhold til artikel 3 i protokol nr. 3 kan Den blandede Komité, som er nedsat ved overenskomstens artikel 29 (»Den blandede Komité«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol nr. 3.

(3)

Den blandede Komité vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af overenskomsten ved erstatning af protokol nr. 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den blandede Komité, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol nr. 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Kongeriget Norge blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Den blandede Komité bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Island (»overenskomsten«) blev indgået af Unionen ved Rådets forordning (EØF) nr. 2842/72 (1) og trådte i kraft den 1. april 1973.

(2)

Overenskomsten indeholder en protokol nr. 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol nr. 3«). I henhold til artikel 3 i protokol nr. 3 kan Den blandede Komité, som er nedsat ved overenskomstens artikel 30 (»Den blandede Komité«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol nr. 3.

(3)

Den blandede Komité vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af overenskomsten ved erstatning af protokol nr. 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den blandede Komité, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol nr. 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Island blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Den blandede Komité bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 94/1/EF, EKSF (1) og trådte i kraft den 1. januar 1994.

(2)

EØS-aftalens protokol 4 fastsætter oprindelsesreglerne. I henhold til EØS-aftalens artikel 98 kan Det Blandede EØS-Udvalg, som er nedsat ved EØS-aftalens artikel 92 (»Det Blandede Udvalg«), træffe afgørelse om at ændre protokol 4.

(3)

Det Blandede Udvalg vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede Udvalg, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er EØS-parterne blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(7)

Unionens holdning i Det Blandede Udvalg bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (1) (»aftalen«), der blev undertegnet den 30. juli 2009, fastlagde en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale. Aftalen er blevet midlertidigt anvendt af Den Uafhængige Stat Papua New Guinea og Republikken Fiji siden henholdsvis den 20. december 2009 og den 28. juli 2014. Efter deres tiltrædelse af aftalen har Den Uafhængige Stat Samoa og Salomonøerne også anvendt aftalen midlertidigt siden henholdsvis den 31. december 2018 og den 17. maj 2020.

(2)

I henhold til aftalens artikel 68 og artikel 41 i protokol II vedrørende definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde (»protokol II«) kan Handelsudvalget, der er nedsat i henhold til aftalen (»Handelsudvalget EU-Stillehavslandene«), beslutte at ændre bestemmelserne i protokol II.

(3)

Handelsudvalget EU-Stillehavslandene skal på sit ottende møde vedtage en afgørelse om ændring af visse bestemmelser i protokol II.

(4)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Handelsudvalget EU-Stillehavslandene bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse får bindende virkning for Unionen.

(5)

Det er nødvendigt at ændre visse bestemmelser i protokol II for at ajourføre oprindelsesreglerne med den seneste udvikling, for at tilvejebringe mere fleksible og enklere oprindelsesregler, der letter samhandelen for økonomiske aktører, og for at optimere udnyttelsesgraden for præferencebehandling.

(6)

Det er nødvendigt at ændre positioner og beskrivelser for visse produkter omfattet af bilag II til protokol II for at afstemme dem med Verdenstoldorganisationens ajourføringer i 2012- og 2017-udgaven af nomenklaturen i det harmoniserede system (HS) og bevare overensstemmelsen mellem produktbeskrivelser og klassificering i det harmoniserede system.

(7)

Traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union blev undertegnet den 9. december 2011 og trådte i kraft den 1. juli 2013. Aftalen gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastlagt i nævnte traktat, og på den anden side for de undertegnende Stillehavslandes område. Bilag IV til protokol II bør derfor ændres for at omfatte den kroatiske udgave af fakturaerklæringen.

(8)

Bilag VIII til protokol II indeholder en liste over oversøiske lande og territorier i Unionen. I protokol II forstås ved »oversøiske lande og territorier« de lande og territorier, der er omhandlet i fjerde del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab: Listen i bilag VIII til protokol II bør ajourføres for at tage højde for nogle af de oversøiske landes og territoriers nylige statusændring.

(9)

Efter Den Uafhængige Stat Samoas og Salomonøernes tiltrædelse af aftalen bør begge stater fjernes fra listen over »andre AVS-stater« i bilag X til protokol II —

(1)

Den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (1) (»aftalen«), der fastlægger en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale, blev undertegnet i London den 30. juli 2009. Aftalen er blevet midlertidigt anvendt af Den Uafhængige Stat Papua Ny Guinea og Republikken Fiji siden henholdsvis den 20. december 2009 og den 28. juli 2014.

(2)

I aftalens artikel 80 fastsættes det, at andre Stillehavsølande kan tiltræde aftalen. Ved henholdsvis afgørelse (EU) 2018/1908 (2) og (EU) 2020/409 (3) godkendte Rådet Den Uafhængige Stat Samoas (Samoas) tiltrædelse og Salomonøernes tiltrædelse af aftalen. Samoa tiltrådte aftalen den 21. december 2018 og har siden den 31. december 2018 anvendt aftalen midlertidigt. Salomonøerne tiltrådte aftalen den 7. maj 2020 og har siden den 17. maj 2020 anvendt den midlertidigt.

(3)

Efter Samoas og Salomonøernes tiltrædelse er det nødvendigt at ændre bilag II til aftalen med henblik på at tilføje disse landes tilbud om markedsadgang til nævnte bilag.

(4)

Ved aftalens artikel 68 nedsættes et Handelsudvalg, der skal behandle alle spørgsmål, som er nødvendige for aftalens gennemførelse.

(5)

Ved afgørelse (EU) 2019/1707 (4) fastlagde Rådet den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Handelsudvalget til de pågældende ændringer. På sit syvende møde afholdt den 3.-4. oktober 2019 vedtog Handelsudvalget en henstilling til parterne i aftalen, hvori der bl.a. henstilles til, at aftalen ændres for at tage hensyn til Samoas tiltrædelse og andre Stillehavsølandes tiltrædelse i fremtiden.

(6)

I aftalens artikel 13 fastsættes det, at Handelsudvalget kan aftale at ændre aftalens bilag II på en måde, der anses for hensigtsmæssig. På sit ottende møde vil Handelsudvalget derfor kunne indarbejde nævnte tekniske ændring i aftalen for at tage hensyn til Samoas og Salomonøernes tiltrædelse.

(7)

Unionen bør fastlægge den holdning, der skal indtages i Handelsudvalget på dets ottende møde til den foreslåede afgørelse.

(8)

Den holdning, som Unionen skal indtage i Handelsudvalget på dets ottende møde, bør derfor baseres på udkastet til Handelsudvalgets afgørelse —

(1)

Den 30. juli 2009 undertegnede Unionen en foreløbig partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side (1) (»aftalen«), hvori der fastlægges en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale. Papua Ny Guinea har siden den 20. december 2009, Fiji siden den 28. juli 2014, Samoa siden den 31. december 2018 og Salomonøerne siden den 17. maj 2020 midlertidigt anvendt aftalen.

(2)

Ved aftalens artikel 68 nedsættes et Handelsudvalg (»Handelsudvalget EU-Stillehavslandene«), som skal behandle alle spørgsmål, som er nødvendige for gennemførelsen af aftalen.

(3)

I henhold til aftalens artikel 68 skal Handelsudvalget EU-Stillehavslandene fastsætte sin forretningsorden, og det kan nedsætte særlige udvalg hvortil det uddelegerer bestemte gennemførelses- og beslutningsbeføjelser som fastsat i aftalens relevante bestemmelser.

(4)

Handelsudvalget EU-Stillehavslandene vil på sit ottende møde vedtage sin egen og de særlige udvalgs forretningsorden.

(5)

Unionen bør fastlægge den holdning, der skal indtages i Handelsudvalget EU-Stillehavslandene, for så vidt angår vedtagelsen af sådanne forretningsordener —

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2009/332/EF, Euratom (1) og trådte i kraft den 1. april 2009.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder til administrativt samarbejde (»protokol 4«). I henhold til artikel 3 i protokol 4 kan Stabiliserings- og Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 116 (»Stabiliserings- og Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 4.

(3)

Stabiliserings- og Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 4 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Albanien blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Stabiliserings- og Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/998 (1) og trådte i kraft den 1. juni 2015.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 2 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 2«). I henhold til artikel 3 i protokol 2 kan Stabiliserings- og Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 115 (»Stabiliserings- og Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 2.

(3)

Stabiliserings- og Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 2 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 2 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Bosnien-Hercegovina blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Stabiliserings- og Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2004/635/EF (1) og trådte i kraft den 1. juni 2006.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 4«). I henhold til artikel 3 i protokol 4 kan Associeringsrådet, som er nedsat ved aftalens artikel 74, stk. 1, (»Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 4.

(3)

Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 4 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Den Arabiske Republik Egypten blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

Unionens holdning i Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Georgien på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2014/495/Euratom (1) og trådte i kraft den 1. juli 2016.

(2)

Aftalen indeholder en protokol I om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol I«). I henhold til artikel 3 i protokol I kan Toldunderudvalget, som er nedsat ved aftalens artikel 74, stk. 1 (»Toldunderudvalget«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol I.

(3)

Toldunderudvalget vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol I (»aftalen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Toldunderudvalget, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol I tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Georgien blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Toldunderudvalget bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2000/384/EF, EKSF (1) og trådte i kraft den 1. juni 2000.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 4«). I henhold til artikel 39 i protokol 4 kan Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 67 (»Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 4.

(3)

Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 4 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Staten Israel blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

Unionens holdning i Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/357/EF, EKSF (1) og trådte i kraft den 1. maj 2002.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 3«). I henhold til artikel 39 i protokol 3 kan Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 89 (»Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 3.

(3)

Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Det Hashemitiske Kongerige Jordan blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

Unionens holdning i Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Kosovo (*) på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2016/342 (1) og trådte i kraft den 1. april 2016.

(2)

Aftalen indeholder en protokol III om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« (»protokol III«). I henhold til artikel 4 i protokol III kan Stabiliserings- og Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 126 (»Stabiliserings- og Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol III.

(3)

Stabiliserings- og Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol III (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse bør vil afgørelsen i protokol III tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Kosovo (*) blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Stabiliserings- og Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2006/356/EF (1) og trådte i kraft den 1. april 2006.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om ordninger for administrativt samarbejde (»protokol 4«). I henhold til artikel 38 i protokol 4 kan Associeringsrådet, som er oprettet efter aftalens artikel 74, stk. 1, (»Associeringsrådet«) træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 4.

(3)

Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 4 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Den Libanesiske Republik blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

Unionens holdning i Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2004/239/EF, Euratom (1) og trådte i kraft den 1. april 2004.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol 4«). I henhold til artikel 3 i protokol 4 kan Stabiliserings- og Associeringsrådet, som er oprettet efter aftalens artikel 108 (»Stabiliserings- og Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 4.

(3)

Stabiliserings- og Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 4 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 4 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Nordmakedonien blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Stabiliserings- og Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2014/493/Euratom (1) og trådte i kraft den 1. juli 2016.

(2)

Aftalen indeholder en protokol II om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol II«). I henhold til artikel 3 i protokol II kan Toldunderudvalget, som er nedsat ved aftalens artikel 200 (»Toldunderudvalget«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol II.

(3)

Toldunderudvalget vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol II (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Toldunderudvalget, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol II tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Moldova blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Toldunderudvalget bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2013/490/EU, Euratom (1) og trådte i kraft den 1. september 2013.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder til administrativt samarbejde (»protokol 3«). I henhold til artikel 3 i protokol 3 kan Stabiliserings- og Associeringsrådet, som er oprettet ved aftalens artikel 119 (»Stabiliserings- og Associeringsrådet«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 3.

(3)

Stabiliserings- og Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Serbien blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Stabiliserings- og Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Afgørelse nr. 1/98 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet af 25. februar 1998 om handelsordningen for landbrugsprodukter (1) (»afgørelse nr. 1/98«) blev godkendt af Unionen ved Rådets afgørelse 98/223/EF og trådte i kraft den 1. januar 1998.

(2)

Afgørelse nr. 1/98 indeholder en protokol 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og ordninger for administrativt samarbejde (»protokol 3«). Protokol 3 blev erstattet af en ny protokol ved afgørelse nr. 3/2006 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet (2). I henhold til artikel 39 i protokol 3 kan Associeringsrådet træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 3.

(3)

Associeringsrådet vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af afgørelse nr. 1/98 ved erstatning af protokol 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (3) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Tyrkiet blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Associeringsrådet bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Aftalen mellem Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Republikken Tyrkiet om handel med produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (»aftalen«), blev indgået af Unionen ved Kommissionens afgørelse 96/528/EKSF (1) og trådte i kraft den 1. august 1996.

(2)

Aftalen indeholder en protokol 1 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om ordninger for administrativt samarbejde (»protokol 1«). I henhold til artikel 39 i protokol 1 kan Det Blandede Udvalg, som er nedsat ved aftalens artikel 14, stk. 1, (»Det Blandede Udvalg«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol 1.

(3)

Det Blandede Udvalg vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol 1 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede Udvalg, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol 1 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Tyrkiet blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Det Blandede Udvalg bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2014/670/Euratom (1) og trådte i kraft den 1. september 2017.

(2)

Aftalen indeholder en protokol I om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol I«). I henhold til artikel 3 i protokol I kan Toldunderudvalget, som er nedsat ved aftalens artikel 83 (»Toldunderudvalget«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol I.

(3)

Toldunderudvalget vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af aftalen ved erstatning af protokol I (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Toldunderudvalget, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol I tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Ukraine blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Toldunderudvalget bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

(1)

Den 10. december 2019, 20. januar 2020, 3. februar 2020 og 26. marts 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2019/2157 (1), (EU) 2020/102 (2), (EU) 2020/144 (3) og (EU) 2020/511 (4) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2020 til den 25. januar 2025. Den 8. juni 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2020/766 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 1. februar 2020 til den 25. januar 2025 (5). Den 30. juli 2020 vedtog Rådet en yderligere afgørelse, (EU) 2020/1153, om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget (6).

(2)

Der er blevet en plads ledig som suppleant til Regionsudvalget, efter at Monica MARINIs mandatperiode er udløbet.

(3)

Der er blevet en plads ledig som suppleant til Regionsudvalget efter udløbet af det mandat, på grundlag af hvilket Nicola MARINI (Sindaco del Comune di Albano Laziale (RM)) blev indstillet —

—

Nicola MARINI, Consigliere comunale di Albano Laziale (RM) (ændret mandat)

—

Enrico ROSSI, Assessore del Comune di Signa (FI).

(1)

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Canada om toldsamarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål (»toldsamarbejdsaftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 98/18/EF (1) og trådte i kraft den 1. januar 1998.

(2)

Toldsamarbejdsaftalens artikel 2 opfordrer toldmyndighederne til at opbygge et toldsamarbejde på det bredest mulige grundlag.

(3)

I henhold til toldsamarbejdsaftalens artikel 20 i skal et blandet toldsamarbejdsudvalg (»toldsamarbejdsudvalget«) træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for toldsamarbejdet.

(4)

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Canada om toldsamarbejde vedrørende spørgsmål om forsyningskædesikkerhed (»forsyningssamarbejdsaftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2014/941/EU (2) og trådte i kraft den 1. november 2013.

(5)

I henhold til forsyningssamarbejdsaftalens artikel 5 er toldsamarbejdsudvalget bemyndiget til at vedtage afgørelser om gensidig anerkendelse af risikostyringsteknikker, risikostandarder, sikkerhedskontroller og handelspartnerskabsprogrammer.

(6)

Toldsamarbejdsudvalget agter på sit femte møde og under alle omstændigheder inden udgangen af 2022 at vedtage en afgørelse om gensidig anerkendelse af Canadas »Partners in Protection«-program og Den Europæiske Unions program for autoriserede økonomiske operatører.

(7)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i toldsamarbejdsudvalget, da afgørelsen om gensidig anerkendelse af Canadas »Partners in Protection«-program og Den Europæiske Unions program for autoriserede økonomiske operatører får retsvirkninger i Unionen.

(8)

Den holdning, som Unionen skal indtage i toldsamarbejdsudvalget vedrørende gensidig anerkendelse af Canadas »Partners in Protection«-program og Den Europæiske Unions program for autoriserede økonomiske operatører, bør derfor baseres på toldsamarbejdsudvalgets udkast til afgørelse —