1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning anmoder:

2.   Der må ikke anmodes om optagelse af bevis, der ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.

1.   Anmodninger omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), fremsendes af den ret, hvor sagen er påbegyndt eller påtænkt (»anmodende ret«), direkte til den kompetente ret i en anden medlemsstat (»anmodede ret«), med henblik på optagelse af bevis.

2.   Hver medlemsstat udarbejder en liste over de retter, der er kompetente til at optage bevis i medfør af denne forordning. På denne liste angives også de pågældende retters stedlige kompetence og eventuelt deres specielle kompetence.

1.   Hver medlemsstat udpeger et centralt organ, som har til opgave:

2.   Forbundsmedlemsstater, medlemsstater med flere retssystemer og medlemsstater med autonome territoriale områder kan udpege flere centrale organer.

3.   Hver medlemsstat udpeger også det i denne artikels stk. 1 omhandlede centrale organ eller en eller flere kompetente myndigheder til at være ansvarlige for at træffe afgørelse om anmodninger i henhold til artikel 19.

1.   Anmodninger fremsættes under anvendelse af formular A eller i givet fald formular L i bilag I. Hver anmodning skal indeholde oplysning om:

2.   Der kan ikke kræves legalisering eller anden lignende formalitet i forbindelse med anmodningen og samtlige vedlagte bilag.

3.   Bilag, som den anmodende ret anser for nødvendigt at vedlægge, for at anmodningen kan efterkommes, ledsages af en oversættelse af dokumenterne til det sprog, anmodningen er affattet på.

1.   Anmodninger og meddelelser udført efter denne forordning fremsendes via et sikkert og pålideligt decentralt IT-system under behørig hensyntagen til de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Det decentrale IT-system skal være baseret på en interoperabel løsning som f.eks. e-CODEX.

2.   Den generelle lovramme for brug af kvalificerede tillidstjenester i forordning (EU) nr. 910/2014 gælder for anmodninger og meddelelser, der fremsendes gennem det decentrale IT-system.

3.   Hvor de i denne artikels stk. 1 omhandlede anmodninger og meddelelser kræver eller er forsynet med et segl eller en håndskrevet underskrift, kan der i stedet anvendes kvalificerede elektroniske segl eller kvalificerede elektroniske signaturer som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014.

4.   Hvor fremsendelse i overensstemmelse med stk. 1 ikke er mulig på grund af forstyrrelse af det decentrale IT-system eller på grund af det pågældende bevismateriales art, eller på grund af andre ekstraordinære omstændigheder, sker fremsendelsen på den hurtigste, mest hensigtsmæssige alternative måde under hensyntagen til behovet for at sikre pålideligheden og sikkerheden.

1.   Den anmodede kompetente ret sender senest syv dage efter modtagelsen af anmodningen den anmodende ret et modtagelsesbevis under anvendelse af formular B i bilag I. Opfylder anmodningen ikke betingelserne i artikel 6 og 7, anfører den anmodede ret en bemærkning herom i modtagelsesbeviset.

2.   Er den anmodede ret ikke kompetent til at efterkomme en anmodning, der er fremsat under anvendelse af formular A i bilag I, og som opfylder betingelserne i artikel 6, sender denne ret anmodningen videre til den kompetente ret i samme medlemsstat og underretter den anmodende ret herom under anvendelse af formular C i bilag I.

1.   Kan en anmodning ikke efterkommes, fordi den ikke indeholder alle nødvendige oplysninger i henhold til artikel 5, underretter den anmodede ret hurtigst muligt og senest 30 dage efter modtagelsen den anmodende ret herom under anvendelse af formular D i bilag I og opfordrer den anmodende ret til at fremsende de manglende oplysninger, idet de manglende oplysninger udspecificeres mest muligt.

2.   Kan en anmodning ikke efterkommes, fordi der er anmodet om sikkerhed eller forskud i henhold til artikel 22, stk. 3, underretter den anmodede ret hurtigst muligt og senest 30 dage efter modtagelsen den anmodende ret herom under anvendelse af formular D i bilag I og oplyser, hvordan sikkerheden skal stilles eller forskuddet erlægges. Den anmodede ret kvitterer for modtagelsen af sikkerheden eller forskuddet hurtigst muligt og senest ti dage efter modtagelsen under anvendelse af formular E i bilag I.

1.   Har den anmodede ret i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i modtagelsesbeviset bemærket, at anmodningen ikke opfylder betingelserne i artikel 6 og 7, eller har den i overensstemmelse med artikel 10 underrettet den anmodende ret om, at anmodningen ikke kan efterkommes, fordi den ikke indeholder alle nødvendige oplysninger omhandlet i artikel 5, begynder den i artikel 12 anførte frist først at løbe fra det tidspunkt, hvor den anmodede ret har modtaget en behørigt suppleret anmodning.

2.   Har den anmodede ret anmodet om sikkerhed eller forskud i henhold til artikel 22, stk. 3, begynder fristen i henhold til artikel 12 først at løbe fra det tidspunkt, hvor sikkerheden er stillet eller forskuddet erlagt.

1.   Den anmodede ret efterkommer en anmodning hurtigst muligt og senest 90 dage efter modtagelsen.

2.   Den anmodede ret efterkommer anmodningen efter dens nationale ret.

3.   Den anmodende ret kan under anvendelse af formular A i bilag I fremsætte ønske om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav i dens nationale ret. Den anmodede ret efterkommer anmodningen under iagttagelse af de særlige formkrav, medmindre det ville være uforeneligt med dens nationale ret, eller den ikke kan efterkomme anmodningen på grund af større praktiske vanskeligheder. Efterkommer den anmodede ret af en af ovennævnte grunde ikke ønsket om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav, underretter den den anmodende ret herom under anvendelse af formular H i bilag I.

4.   Den anmodende ret kan bede den anmodede ret om at anvende særlig kommunikationsteknologi ved bevisoptagelsen, navnlig videokonference og telekonference.

Den anmodede ret anvender den kommunikationsteknologi, der er angivet i henhold til første afsnit, medmindre dette ville være uforeneligt med dens nationale ret, eller den anmodede ret ikke har mulighed herfor på grund af større praktiske vanskeligheder.

Efterkommer den anmodede ret ikke ønsket om anvendelse af en særlig kommunikationsteknologi af en af ovennævnte grunde, underretter den den anmodende ret herom under anvendelse af formular H i bilag I.

Har den anmodende ret eller den anmodede ret ikke adgang til den i første afsnit omhandlede kommunikationsteknologi, kan retterne efter fælles overenskomst stille denne kommunikationsteknologi til rådighed.

1.   Hvis det er hjemlet i national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.

2.   Den anmodende ret oplyser i sin anmodning under anvendelse af formular A i bilag I den anmodede ret om, at sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige vil være til stede ved bevisoptagelsen, og i givet fald at deres deltagelse i bevisoptagelsen ønskes. En sådan oplysning kan også gives på et andet relevant tidspunkt.

3.   Hvis der fremsættes ønske om, at sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige deltager i bevisoptagelsen, fastsætter den anmodede ret i henhold til artikel 12 de betingelser, hvorpå de kan deltage.

4.   Den anmodede ret underretter under anvendelse af formular I i bilag I sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige om tidspunkt og sted for bevisoptagelsen samt i givet fald om de betingelser, hvorpå de kan deltage.

5.   Stk. 1-4 berører dog ikke, at den anmodede ret kan anmode sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige om at være til stede ved bevisoptagelsen eller deltage heri, hvis dette er hjemlet i nationale ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende.

1.   Hvor det er foreneligt med national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har befuldmægtigede for den anmodende ret ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.

2.   I denne artikel forstås ved »befuldmægtigede« retsmedlemmer udpeget af den anmodende ret i overensstemmelse med dens nationale ret. Den anmodende ret kan også i overensstemmelse med dens nationale ret udpege enhver anden person, såsom en sagkyndig.

3.   Den anmodende ret oplyser i sin anmodning under anvendelse af formular A i bilag I den anmodede ret om, at sådanne befuldmægtigede vil være til stede, og i givet fald, at de ønsker at deltage ved bevisoptagelsen. En sådan oplysning kan også gives på et andet relevant tidspunkt.

4.   Hvis der fremsættes ønske om, at befuldmægtigede fra den anmodende ret deltager i bevisoptagelsen, fastsætter den anmodede ret i overensstemmelse med artikel 12 de betingelser, hvorpå de kan deltage.

5.   Den anmodede ret underretter under anvendelse af formular I i bilag I den anmodende ret om tidspunkt og sted for bevisoptagelsen samt i givet fald om de betingelser, hvorpå dens befuldmægtigede kan deltage ved bevisoptagelsen.

1.   En anmodning om afhøring af en person efterkommes ikke, hvis den pågældende person påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund:

2.   Efterkommelsen af en anmodning kan ud over de i stk. 1 omhandlede grunde kun afslås, hvis en eller flere af de følgende forhold finder anvendelse:

3.   En anmodet ret kan ikke afslå en anmodning alene under henvisning til, at en anden ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, efter national ret i denne medlemsstat har enekompetence for så vidt angår sagens genstand, eller at national ret i denne medlemsstat ikke hjemler det rettergangsskridt, som ligger til grund for anmodningens anvendelsesområde.

4.   Afslås efterkommelsen af en anmodning af en af de i stk. 2 anførte grunde, underretter den anmodede ret den anmodende ret herom under anvendelse af formular K i bilag I senest 60 dage efter, at anmodningen er kommet den anmodede ret i hænde.

1.   Hvor en ret ønsker direkte bevisoptagelse i en anden medlemsstat, sender den en anmodning herom til den pågældende medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed, under anvendelse af formular L i bilag I.

2.   Bevis må kun optages direkte, hvis det kan foregå på frivillig basis uden anvendelse af tvangsmidler.

Hvor den direkte bevisoptagelse indebærer, at en person skal afhøres, underretter den anmodende ret den pågældende om, at bevisoptagelsen foregår på frivillig basis.

3.   Direkte bevisoptagelse foretages af et retsmedlem eller af enhver anden person som f.eks. en sagkyndig, der er udpeget efter national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

4.   Senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen om direkte bevisoptagelse oplyser den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed under anvendelse af formular M i bilag I den anmodende ret om, hvorvidt anmodningen er accepteret, og i givet fald oplyser den anmodende ret om, på hvilke betingelser beviset kan optages efter national ret i den anmodede medlemsstat.

Det centrale organ eller den kompetente myndighed kan udpege en ret i den medlemsstat, som organet eller myndigheden hører under, til at deltage i den direkte bevisoptagelse for at sikre, at denne artikel anvendes korrekt, og at de fastsatte betingelser for direkte bevisoptagelse overholdes.

5.   Hvor den anmodende ret ikke senest 30 dage efter beviset for modtagelse af anmodningen om direkte bevisoptagelse har modtaget oplysninger om, hvorvidt anmodningen er accepteret, kan den sende en påmindelse til den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed. Hvis den anmodende ret ikke modtager et svar senest 15 dage efter modtagelsesbeviset for påmindelsen, anses anmodningen om direkte bevisoptagelse for at være accepteret. I ekstraordinære situationer, hvor det centrale organ eller den kompetente myndighed er forhindret i at reagere på anmodningen inden for fristen efter påmindelsen, kan grunde til at afslå direkte bevisoptagelse dog undtagelsesvis til enhver tid stadig påberåbes efter udløbet af denne frist og indtil tidspunktet for den faktiske direkte bevisoptagelse.

6.   Den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed kan udpege en ret i sin medlemsstat til at yde praktisk bistand i forbindelse med den direkte bevisoptagelse.

7.   Den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed kan kun afslå en anmodning om direkte bevisoptagelse, hvis:

8.   Uden at det berører alle de betingelser, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 4, udfører den anmodende ret den direkte bevisoptagelse i henhold national ret i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.

1.   Skal der optages bevis ved afhøring af en person, der befinder sig i en anden medlemsstat, og retten anmoder om direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 19, optager denne ret bevis ved anvendelse af videokonference eller anden fjernkommunikationsteknologi, forudsat at retten har adgang hertil, og at retten finder det passende at anvende denne teknologi under hensyntagen til de særlige omstændigheder i sagen.

2.   En anmodning om direkte bevisoptagelse ved anvendelse af videokonference eller anden fjernkommunikationsteknologi fremsættes ved anvendelse af formular N i bilag I. Den anmodende ret og det centrale organ eller den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat eller den ret, som er udpeget til at yde praktisk bistand i forbindelse med den direkte bevisoptagelse, aftaler den praktiske tilrettelæggelse af afhøringen.

Den anmodende ret yder på anmodning bistand til at finde en tolk, hvis det er nødvendigt.

1.   Efterkommelse af en anmodning om bevisoptagelse i henhold til artikel 12 giver ikke anledning til krav om refusion af afgifter og omkostninger.

2.   Uanset stk. 1 kan den anmodede ret kræve refusion af afgifter eller omkostninger. Såfremt den anmodede ret kræver det, sørger den anmodende ret for, at følgende straks refunderes:

Parternes pligt til at bære sådanne godtgørelser eller omkostninger afgøres efter national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

3.   Hvor der skal indhentes udtalelse fra en sagkyndig, kan den anmodede ret, før den efterkommer anmodningen om bevisoptagelse, anmode den anmodende ret om passende sikkerhed eller forskud til dækning af de forventede omkostninger forbundet med den sagkyndige udtalelse. I alle andre tilfælde må efterkommelsen af anmodningen om bevisoptagelse ikke gøres betinget af, at der stilles sikkerhed eller erlægges forskud.

Det påhviler parterne at stille sikkerheden eller erlægge forskuddet, hvis dette er hjemlet i national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

1.   Kommissionen udarbejder og ajourfører regelmæssigt en håndbog med de oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt i henhold til artikel 31, og gældende aftaler og arrangementer i henhold til artikel 29, stk. 3. Den gør håndbogen elektronisk tilgængelig, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område og på den europæiske e-justiceportal.

2.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 24 med henblik på at ændre bilag I for at ajourføre formularerne heri eller foretage tekniske ændringer af disse.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 23, stk. 2, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 22. december 2020. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 23, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter om oprettelse af det decentrale IT-system, der fastsætter følgende:

2.   De i denne artikels stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakter vedtages senest den 23. marts 2022 efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 26, stk. 2.

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

1.   Kommissionen er ansvarlig for skabelse, vedligeholdelse og fremtidig udvikling af referencegennemførelsessoftware, som medlemsstaterne kan vælge at anvende som deres back-end-system i stedet for et nationalt IT-system. Skabelse, vedligeholdelse og fremtidig udvikling af referencegennemførelsessoftwaren finansieres over Unionens almindelige budget.

2.   Kommissionen leverer, vedligeholder og supporterer gratis gennemførelse af de softwarekomponenter, der ligger grund for adgangspunkter.

1.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne i forbindelse med installation, drift og vedligeholdelse af sine adgangspunkter, der forbinder de nationale IT-systemer inden for rammerne af det decentrale IT-system.

2.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne i forbindelse med oprettelse og tilpasning af sine nationale IT-systemer for at gøre dem interoperable med adgangspunkterne og bærer omkostningerne i forbindelse med forvaltning, drift og vedligeholdelse af disse systemer.

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke medlemsstaternes mulighed for at søge om tilskud til de i disse stykker omhandlede aktiviteter fra Unionens finansielle programmer.

1.   Denne forordning har forrang inden for sit anvendelsesområde for andre bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer indgået af medlemsstaterne, navnlig Haagerkonventionen af 1. marts 1954 angående civilprocessen og Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, i forbindelserne mellem de medlemsstater, der er part i disse aftaler eller arrangementer.

2.   Denne forordning er ikke til hinder for, at to eller flere medlemsstater opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer med henblik på yderligere at lette bevisoptagelse, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med denne forordning.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen:

1.   Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning, herunder de kompetente myndigheders udveksling eller fremsendelse af personoplysninger, skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Enhver udveksling eller fremsendelse af oplysninger fra kompetente myndigheders side på EU-plan skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725.

Personoplysninger, som ikke er relevante for behandling af en konkret sag, skal slettes.

2.   Den eller de kompetente myndigheder i henhold til national ret betragtes som dataansvarlige som omhandlet i forordning (EU) 2016/679 med hensyn til behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning.

3.   Uanset stk. 1 og 2 må oplysninger, der fremsendes efter nærværende forordning, af den anmodede ret kun anvendes til det formål, der lå til grund for fremsendelsen.

4.   De anmodede retter sikrer, at sådanne oplysninger behandles fortroligt, i overensstemmelse med deres nationale ret.

5.   Stk. 3 og 4 berører ikke national ret, i henhold til hvilken registrerede har ret til at blive holdt orienteret om den anvendelse, der gøres af oplysninger, som fremsendes efter denne forordning.

6.   Denne forordning berører ikke direktiv 2002/58/EF.

1.   Medlemsstaterne sender Kommissionen følgende oplysninger:

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af oplysningerne, der er omhandlet i stk. 1.

3.   Hver medlemsstat meddeler Kommissionen, hvilke andre myndigheder der har kompetence til at optage bevis i forbindelse med retssager på det civil- og handelsretlige område. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af disse oplysninger.

4.   Medlemsstaterne kan meddele Kommissionen, hvis de er i stand til at drive det decentrale IT-system tidligere end krævet efter denne forordning. Kommissionen gør disse oplysninger tilgængelige elektronisk, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

1.   Senest den 2. juli 2023 fastlægger Kommissionen et detaljeret program for overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning.

2.   I overvågningsprogrammet præciseres, hvilke foranstaltninger Kommissionen og medlemsstaterne skal træffe med henblik på overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning. Det fastsætter, hvornår de i stk. 3 omhandlede data første gang skal indsamles, hvilket er senest den 2. juli 2026, og med hvilke yderligere intervaller disse data skal indsamles.

3.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen følgende data, der er nødvendige med henblik på overvågning, hvis de foreligger:

4.   Referencegennemførelsessoftwaren og, hvis det forefindes, det nationale back-end-system indsamler programmeringsmæssigt de data, der er omhandlet i stk. 3, litra a) og b), og fremsender dem regelmæssigt til Kommissionen.

1.   Senest fem år efter datoen for anvendelse af denne forordnings artikel 7 i henhold til artikel 35, stk. 3, foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og fremlægger en rapport om dens vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ledsaget af et lovgivningsforslag, hvis det er relevant.

2.   Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport.

1.   Forordning (EF) nr. 1206/2001 ophæves med virkning fra datoen for anvendelse af nærværende forordning, med undtagelse af artikel 6 i forordning (EF) nr. 1206/2001, der ophæves fra datoen for anvendelse af artikel 7, jf. nærværende forordnings artikel 35, stk. 3.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. juli 2022.

2.   Artikel 31, stk. 3, finder anvendelse fra den 23. marts 2022.

3.   Artikel 7 finder anvendelse fra den første dag i den måned, der følger efter en periode på tre år efter datoen for ikrafttræden af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 25.

1.   Denne forordning finder anvendelse på grænseoverskridende forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager. Den omfatter navnlig ikke skat, told eller administrative anliggender eller en medlemsstats ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Med undtagelse af artikel 7 finder denne forordning ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem et dokument skal forkyndes, ikke er kendt.

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på forkyndelse af et dokument i domsstaten for en repræsentant godkendt af den person, der skal ske forkyndelse overfor, uanset denne persons bopæl.

1.   Hver medlemsstat udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, der er kompetente til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, som skal forkyndes i en anden medlemsstat (»fremsendende instanser«).

2.   Hver medlemsstat udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, der er kompetente til at modtage retslige og udenretslige dokumenter fra en anden medlemsstat (»modtagende instanser«).

3.   Medlemsstater kan udpege særskilte fremsendende instanser og modtagende instanser eller udpege én eller flere instanser til at varetage begge funktioner. Forbundsmedlemsstater, medlemsstater med flere retssystemer og medlemsstater med autonome territoriale områder kan udpege flere sådanne instanser. Udpegelsen gælder for fem år og kan forlænges med yderligere fem år ad gangen.

4.   Hver medlemsstat giver Kommissionen følgende oplysninger:

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af de i første afsnit omhandlede oplysninger.

1.   Dokumenter, der skal forkyndes, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og kommunikation, der finder sted ved hjælp af formularerne i bilag I, mellem fremsendende instanser og modtagende instanser, mellem disse instanser og de centrale organer, eller mellem de centrale organer i forskellige medlemsstater, fremsendes via et sikkert og pålideligt decentralt IT-system. Det pågældende decentrale IT-system skal være baseret på en interoperabel løsning såsom e-CODEX.

2.   Den generelle lovramme for brug af kvalificerede tillidstjenester fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014 gælder for dokumenter, der skal forkyndes, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og kommunikation, der fremsendes via det decentrale IT-system.

3.   Såfremt de dokumenter, der skal forkyndes, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og anden kommunikation, der er omhandlede i denne artikels stk. 1, kræver eller er forsynet med et segl eller en håndskrevet underskrift, kan i stedet anvendes kvalificerede elektroniske segl eller kvalificerede elektroniske signaturer som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014.

4.   Såfremt fremsendelse i overensstemmelse med stk. 1 ikke er mulig på grund af forstyrrelse af det decentrale IT-system eller på grund af ekstraordinære omstændigheder, sker fremsendelsen på den hurtigste, mest hensigtsmæssige alternative måde under hensyntagen til behovet for at sikre pålidelighed og sikkerhed.

1.   Hvor adressen på den person, for hvem et retsligt eller udenretsligt dokument skal forkyndes i en anden medlemsstat, ikke er kendt, yder nævnte medlemsstat bistand til at finde frem til den pågældende adresse på mindst en af følgende måder:

2.   Hver medlemsstat giver Kommissionen følgende oplysninger med henblik på at stille dem til rådighed gennem den europæiske e-justiceportal:

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af de i første afsnit omhandlede oplysninger.

1.   Retslige dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de fremsendende og modtagende instanser.

2.   Det dokument, der skal fremsendes, ledsages af en anmodning udfærdiget ved brug af formular A i bilag I. Formularen udfyldes på modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller på et andet sprog, som modtagerstaten har meddelt, at den vil acceptere.

Hver medlemsstat meddeler Kommissionen ethvert af Unionens officielle sprog udover dens eget, som formularen kan udfyldes på.

3.   Dokumenter, der fremsendes i henhold til denne forordning, er fritaget for krav om legalisering eller tilsvarende formaliteter.

4.   Hvor den fremsendende instans anmoder om, at en kopi af det dokument, der fremsendes i papirform i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, returneres sammen med den i artikel 14 omhandlede attest, fremsendes nævnte dokument i to eksemplarer.

1.   Den fremsendende instans, som rekvirenten har overdraget dokumentet til med henblik på fremsendelse, underretter rekvirenten om, at adressaten kan nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på et af de sprog, der er fastsat i artikel 12, stk. 1.

2.   Rekvirenten afholder eventuelle udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for dokumentets fremsendelse, uden at det berører en eventuel senere afgørelse truffet af retten eller den kompetente myndighed om, hvem disse udgifter påhviler.

1.   Ved modtagelsen af et dokument sender den modtagende instans automatisk et modtagelsesbevis til den fremsendende instans hurtigst muligt gennem det decentrale IT-system eller, hvis beviset sendes ved andre midler, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest syv dage efter modtagelsen ved brug af formular D i bilag I.

2.   Kan anmodningen om forkyndelse ikke imødekommes på grundlag af de fremsendte oplysninger eller dokumenter, tager den modtagende instans uden unødig forsinkelse kontakt til den fremsendende instans for at indhente de manglende oplysninger eller dokumenter ved brug af formular E i bilag I.

3.   Falder anmodningen om forkyndelse åbenbart uden for denne forordnings anvendelsesområde, eller er forkyndelse umulig, fordi de formelle krav ikke er opfyldt, returneres anmodningen og de fremsendte dokumenter uden unødig forsinkelse til den fremsendende instans efter modtagelsen sammen med en meddelelse om returnering ved brug af formular F i bilag I.

4.   Modtager en modtagende instans et dokument til forkyndelse, som den ikke har stedlig kompetence til at forkynde, sender den uden unødig forsinkelse dokumentet sammen med anmodningen videre til den stedligt kompetente modtagende instans i modtagerstaten, hvis de i artikel 8, stk. 2, fastlagte betingelser er opfyldt. Den modtagende instans underretter samtidig den fremsendende instans herom ved brug af formular G i bilag I. Når den stedligt kompetente modtagende instans i modtagerstaten har modtaget dokumentet og anmodningen, sender den modtagende instans hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest syv dage efter modtagelsen et modtagelsesbevis til den fremsendende instans ved brug af formular H i bilag I.

1.   Den modtagende instans forkynder selv dokumentet eller lader det forkynde enten i overensstemmelse med modtagerstatens nationale ret eller på den særlige måde, som den fremsendende instans har anmodet om, medmindre denne måde er uforenelig med modtagerstatens nationale ret.

2.   Den modtagende instans træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at dokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter dets modtagelse. Har det ikke været muligt at foretage forkyndelsen senest en måned efter modtagelsen af dokumentet, skal den modtagende instans:

1.   Adressaten kan nægte at modtage et dokument, der skal forkyndes, hvis dokumentet ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til enten:

2.   Den modtagende instans underretter adressaten om den ved stk. 1 fastsatte rettighed, hvor dokumentet ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et i nævnte stykkes litra b) omhandlet sprog, ved at vedlægge det dokument, der skal forkyndes, formular L i bilag I, hvilket affattes på:

Hvis der er noget, der tyder på, at adressaten forstår et officielt sprog i en anden medlemsstat, vedlægges formularen L i bilag I også på dette sprog.

Oversætter en medlemsstat formular L i bilag I til et tredjelands sprog, fremsender den denne oversættelse til Kommissionen med henblik på at stille den til rådighed på den europæiske e-justiceportal.

3.   Adressaten kan nægte at modtage dokumentet enten på forkyndelsestidspunktet eller senest to uger efter forkyndelsestidspunktet ved at udfærdige en skriftlig erklæring om afvisning af modtagelse. Med henblik herpå kan adressaten tilbagesende enten formular L i bilag I eller en skriftlig erklæring til den modtagende instans med angivelse af, at adressaten nægter at modtage dokumentet på grund af det sprog, det blev forkyndt på.

4.   Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet i henhold til stk. 1, 2 og 3, underretter den omgående den fremsendende instans herom ved hjælp af attesten om forkyndelse eller manglende forkyndelse ved brug af formular K i bilag I og returnerer anmodningen og, hvor de foreligger, hvert af de dokumenter, der ønskes oversat.

5.   En forkyndelse af det dokument, der er nægtet modtaget, kan afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i henhold til denne forordning sammen med en oversættelse til et af de i stk. 1 fastsatte sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet og oversættelsen deraf forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens nationale ret. Hvor en medlemsstats nationale ret kræver, at et dokument skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt, fastlagt i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2.

6.   Stk. 1-5 finder også anvendelse på de andre midler til fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter, der er fastsat i afdeling 2.

7.   Med henblik på stk. 1 og 2 underretter de diplomatiske repræsentanter eller konsulatsembedsmænd i sager, hvor forkyndelse foretages i overensstemmelse med artikel 17, og myndigheden eller personen i sager, hvor forkyndelse foretages efter artikel 18, 19 eller 20, adressaten om, at vedkommende kan nægte at modtage dokumentet, og at enten formular L i bilag I eller en skriftlig erklæring om nægtelse af modtagelse skal sendes til de pågældende repræsentanter eller embedsmænd eller til den pågældende myndighed eller person.

1.   Uden at det berører artikel 12, stk. 5, er datoen for forkyndelse foretaget i henhold til artikel 11 den dato, på hvilken dokumentet blev forkyndt i overensstemmelse med modtagerstatens nationale ret.

2.   Hvor en medlemsstats nationale ret kræver, at et dokument forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, der følger af denne medlemsstats nationale ret.

3.   Denne artikel finder også anvendelse på de andre midler til fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter, der er fastsat i afdeling 2.

1.   Når formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af dokumentet er opfyldt, udfærdiger den modtagende instans en attest om opfyldelsen af disse formaliteter ved brug af formular K i bilag I, og sender den til den fremsendende instans, ledsaget af en kopi af det forkyndte dokument i tilfælde, hvor artikel 8, stk. 4, finder anvendelse.

2.   Den i stykke 1 omhandlede attest udfyldes på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i afsenderstaten eller på et andet sprog, som afsenderstaten har meddelt, at den vil acceptere. Hver medlemsstat angiver samtlige af unionens officielle sprog udover dens eget eller egne, som formular K i bilag I kan udfyldes på.

1.   Forkyndelse af retslige dokumenter, der stammer fra en medlemsstat, medfører ikke en pligt til betaling eller refusion af afgifter eller omkostninger for modtagerstatens bistand.

2.   Uanset stk. 1 skal rekvirenten betale eller refundere omkostningerne for:

Medlemsstater fastsætter et enkelt fast gebyr for benyttelse af en stævningsmand eller en person, der er kompetent efter modtagerstatens nationale ret. Dette gebyr skal stemme overens med principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne faste gebyrer.

1.   Hver medlemsstat kan uden brug af tvangsforanstaltninger forkynde retslige dokumenter for personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte ved sine diplomatiske repræsentanter eller konsulatsembedsmænd.

2.   En medlemsstat kan meddele Kommissionen, at den modsætter sig forkyndelse af retslige dokumenter som omhandlet i stk. 1 på sit territorium, medmindre dokumentet skal forkyndes for en person, der er statsborger i den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører.

1.   Retslige dokumenter kan forkyndes direkte til en person, som har en kendt adresse til forkyndelse i en anden medlemsstat, ved ethvert elektronisk middel til forkyndelse, der i henhold til domsstatens nationale ret er tilgængelig til indenlandsk forkyndelse af dokumenter, forudsat at:

2.   For at garantere en sikker fremsendelse kan enhver medlemsstat præcisere og meddele Kommissionen de yderligere betingelser, under hvilke den vil acceptere elektronisk forkyndelse omhandlet i stk. 1, litra b), såfremt dens ret fastsætter strengere betingelser i denne henseende eller ikke tillader elektronisk forkyndelse pr. e-mail.

1.   Enhver person, der har en interesse i en bestemt retssag, kan lade forkyndelsen af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i den medlemsstat hvor der ønskes forkyndelse, forudsat en sådan direkte forkyndelse er hjemlet i den pågældende medlemsstats nationale ret.

2.   Medlemsstater, der tillader direkte forkyndelse, giver Kommissionen oplysninger vedrørende hvilke erhverv eller kompetente personer, som har tilladelse til at foretage direkte forkyndelse af dokumenter på deres område. Kommissionen gør nævnte oplysninger tilgængelige gennem den europæiske e-justiceportal.

1.   Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse i henhold til denne forordning, og sagsøgte ikke har givet møde, må der ikke træffes afgørelse i sagen, før det er fastslået, at forkyndelsen eller afleveringen af dokumentet fandt sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet afgive et svar, og at:

2.   Hver medlemsstat kan meddele Kommissionen, at en ret uanset stk. 1 kan afsige dom, selv hvis der ikke er modtaget nogen attest om forkyndelse eller aflevering af stævningen eller et tilsvarende dokument, forudsat at følgende betingelser alle er opfyldt:

Disse oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden gennem den europæiske e-justiceportal.

3.   Uanset stk. 1 og 2 kan retten i begrundede hastende tilfælde træffe afgørelse om anvendelse af hvilke som helst foreløbige eller sikrende retsmidler.

4.   Hvor en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse i overensstemmelse med denne forordning, og der er afsagt dom over en sagsøgt, som ikke har givet møde, har dommeren mulighed for at indrømme sagsøgte tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for appel af dommen er udløbet, såfremt følgende betingelser begge er opfyldt:

En anmodning om sådan tilsidesættelse kan kun fremsættes inden for en rimelig frist, efter at sagsøgte har fået kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan meddele Kommissionen, at en sådan anmodning om tilsidesættelse ikke vil være antagelig, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist angivet af medlemsstaten i den pågældende meddelelse. Nævnte frist må under ingen omstændigheder være kortere end et år efter afsigelsen af dommen. Disse oplysninger gøres tilgængelige gennem den europæiske e-justiceportal.

5.   Stk. 4 finder ikke anvendelse på domme om personers status eller handleevne.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 23, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 22. december 2020. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 23 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 23 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter om oprettelse af det decentrale IT-system, der fastsætter følgende:

2.   De i denne artikels stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakter vedtages senest den 23. marts 2022 efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 26, stk. 2.

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

1.   Kommissionen er ansvarlig for skabelsen, vedligeholdelsen og den fremtidige udvikling af referencegennemførelsessoftware, som medlemsstaterne kan vælge at anvende som deres back-end-system i stedet for et nationalt IT-system. Skabelsen, vedligeholdelsen og den fremtidig udvikling af referencegennemførelsessoftwaren finansieres over Unionens almindelige budget.

2.   Kommissionen leverer, vedligeholder og supporterer gratis gennemførelse af de softwarekomponenter, der ligger til grund for adgangspunkterne.

1.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne for installationen, driften og vedligeholdelsen af sine adgangspunkter, der forbinder de nationale IT-systemer inden for rammerne af det decentrale IT-system.

2.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne for oprettelse og tilpasning af sine nationale IT-systemer for at gøre dem interoperable med adgangspunkterne og bærer omkostningerne for forvaltning, drift og vedligeholdelse af disse systemer.

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke medlemsstaternes mulighed for at søge om tilskud til de i disse stykker omhandlede aktiviteter fra Unionens finansielle programmer.

1.   Denne forordning har forrang inden for sit anvendelsesområde for andre bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer indgået af medlemsstaterne, navnlig Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, i forbindelserne mellem de medlemsstater, der er part heri.

2.   Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer for at fremskynde eller yderligere forenkle dokumentfremsendelsen, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med denne forordning.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen:

1.   Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning, herunder de kompetente myndigheders udveksling eller fremsendelse af personoplysninger, skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Enhver udveksling eller fremsendelse af oplysninger foretaget af kompetente myndigheder på EU-plan skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725.

Personoplysninger, som ikke er relevante for behandling af en bestemt sag, skal slettes omgående.

2.   Den kompetente myndighed eller de kompetente myndigheder i henhold til national ret betragtes som dataansvarlige som defineret i forordning (EU) 2016/679 med hensyn til behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning.

3.   Uanset stk. 1 og 2 må oplysninger, der fremsendes i henhold til denne forordning, af de modtagende instanser kun anvendes til det formål, der lå til grund for fremsendelsen.

4.   De modtagende instanser sikrer, at sådanne oplysninger forbliver fortrolige i overensstemmelse med deres nationale ret.

5.   Stk. 3 og 4 berører ikke den nationale ret, i henhold til hvilken registrerede har ret til at blive holdt orienteret om den anvendelse, der gøres af oplysninger fremsendt i henhold til denne forordning.

6.   Denne forordning berører ikke direktiv 2002/58/EF.

1.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de oplysninger, som er omhandlet i artikel 3, 7, 12, 14, 17, 19, 20 og 22.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvis deres nationale ret kræver, at et dokument skal forkyndes inden for en bestemt frist som omhandlet i artikel 12, stk. 5, og artikel 13, stk. 2.

2.   Medlemsstaterne kan meddele Kommissionen, hvis de er i stand til at drive det decentrale IT-system tidligere end krævet ved denne forordning. Kommissionen gør sådanne oplysninger tilgængelige elektronisk, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

3.   Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1 i Den Europæiske Unions Tidende med undtagelse af adresserne på og andre kontaktoplysninger for instanserne og de centrale organer samt disses stedlige kompetence.

4.   Kommissionen udarbejder en håndbog med de i stk. 1 omhandlede oplysninger, som ajourføres med jævne mellemrum. Den gør håndbogen elektronisk tilgængelig, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område og på den europæiske e-justiceportal.

1.   Senest den 2. juli 2023 fastlægger Kommissionen et detaljeret program for overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning.

2.   I overvågningsprogrammet præciseres, hvilke tiltag Kommissionen og medlemsstaterne skal træffe med henblik på overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning. Det fastsætter, hvornår de i stk. 3 omhandlede data første gang skal indsamles, hvilket er senest den 2. juli 2026, og med hvilke yderligere intervaller disse data skal indsamles.

3.   Medlemsstaterne giver Kommissionen følgende data, der er nødvendige med henblik på overvågning, hvor de foreligger:

4.   Referencegennemførelsessoftwaren og, hvor det er i stand hertil, det nationale back-end-system indsamler programmeringsmæssigt de data, der er omhandlet i stk. 3, litra a), b) og d), og fremsender dem regelmæssigt til Kommissionen.

1.   Senest fem år efter datoen for anvendelse af artikel 5 i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og fremlægger en rapport om dens hovedkonklusioner for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, ledsaget af et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

2.   Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af den i stykke 1 omhandlede rapport.

1.   Forordning (EF) nr. 1393/2007 ophæves med virkning fra datoen for nærværende forordnings anvendelse, med undtagelse af artikel 4 og 6 i forordning (EF) nr. 1393/2007, der ophæves med virkning fra datoen for anvendelse af artikel 5, 8 og 10, jf. nærværende forordnings artikel 37, stk. 2.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. juli 2022.

2.   Artikel 5, 8 og 10 finder anvendelse fra den første dag i den måned, der følger efter perioden på tre år efter datoen for ikrafttrædelsen af de i artikel 25 omhandlede gennemførelsesretsakter.