(1)

Den 16. maj 2019 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til Unionen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber (»GFF«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Egypten (tilsammen benævnt »de pågældende lande«), jf. artikel 10 i grundforordningen. Kommissionen offentliggjorde den 16. maj 2019 en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (2).

(2)

Undersøgelsen blev indledt af Kommissionen på grundlag af en klage indgivet den 1. april 2019 af Tech-Fab Europe (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber. Klagen indeholdt beviser for subsidiering og deraf følgende skade, hvilket var tilstrækkeligt til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Før indledningen af antisubsidieundersøgelsen meddelte Kommissionen den kinesiske regering (»GOC«) (3) og den egyptiske regering (»GOE«) (4), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage og indbød GOC og GOE til konsultationer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7. Konsultationerne med GOC og GOE blev afholdt den 13. maj 2019. Det var imidlertid ikke muligt at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning.

(4)

Den 21. februar 2019 indledte Kommissionen en særskilt antidumpingundersøgelse af samme vare med oprindelse i Kina og Egypten (5) (»den særskilte antidumpingundersøgelse«). Den 7. april 2020 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina og Egypten (6) (»forordningen om endelig antidumpingtold«). De undersøgelser af skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser, der foretages i denne antisubsidieundersøgelse og i den særskilte antidumpingundersøgelse, er på tilsvarende måde identiske, da definitionen af EU-erhvervsgrenen, EU-producenterne i stikprøven, den betragtede periode og undersøgelsesperioden er den samme i begge undersøgelser.

(5)

GOC hævdede, at undersøgelsen ikke bør indledes, fordi klagen ikke opfyldte kravene til beviser i artikel 11(2) og 11(3), i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (»SCM-aftalen«) og grundforordningens artikel 10, stk. 2. Ifølge GOC var der utilstrækkelige beviser for udligningsberettigede subsidier, skade og årsagssammenhæng mellem den subsidierede import og skaden.

(6)

Kommissionen afviste denne påstand. De beviser, der blev fremlagt i klagen, var de oplysninger, der var rimeligt tilgængelige for klageren på dette tidspunkt. Som det fremgår af notatet om bevisernes tilstrækkelighed, der indeholder Kommissionens vurdering af alle de beviser, som denne har til rådighed i forbindelse med Folkerepublikken Kina og Egypten, og på baggrund af hvilket Kommissionen indledte undersøgelsen, var der tilstrækkelige beviser i den indledende fase for, at de påståede subsidier var udligningsberettigede med hensyn til deres forekomst, beløb og art. Klagen indeholdt også tilstrækkelige beviser for, at EU-erhvervsgrenen var blevet forvoldt skade, som var forårsaget af den subsidierede import.

(7)

Nærmere bestemt anførte GOC under konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen, at klagerens henvisninger til kinesiske planer, programmer eller henstillinger var irrelevante, da disse ikke er bindende, og at GFF-industrien hverken er nævnt i Kinas 13. femårsplan eller i den 13. femårsplan for byggematerialeindustrien (2016-2020). Efter indledningen af undersøgelsen anførte GOC også, at GFF ikke er omfattet af dokumentet Made in China 2025. Kommissionen bemærkede, at GOC ikke bestrider eksistensen af sådanne planer, programmer eller henstillinger, men kun i hvilket omfang de er bindende eller omfatter GFF-industrien. Kommissionen bemærkede endvidere, at klageren har fremlagt beviser for, at »nye materialer« er nævnt i flere regeringsdokumenter, mens »glasbaserede materialer« nævnes i den 13. femårsplan for byggematerialeindustrien (2016-2020). GOC undlod at fremlægge beviser for, at disse erklæringer ikke fandt anvendelse på den pågældende vare.

(8)

GOC anførte også, at hverken Chinese Export & Credit Insurance Corporation (»Sinosure«) eller statsejede kommercielle banker er offentlige organer, og at der fra GOC's side hverken er tale om overdragelse eller pålæg over for private banker. Kommissionen bemærkede, at denne påstand er knyttet til ovennævnte påstand, og at klagen blandt andet nævnte den kinesiske banklov, hvis tilhørsforhold til den kinesiske lovgivning GOC ikke bestrider. Kommissionen fremhævede også, at de nylige EU-antisubsidieundersøgelser var nået frem til andre konklusioner på dette område (7).

(9)

Desuden hævdede GOC, at eksportkøbernes kredit ydes til udenlandske virksomheder og derfor ikke kommer kinesiske GFF-producenter til gode. Kommissionen fandt imidlertid, at fordele, der indrømmes udenlandske virksomheder, der ejes af kinesiske GFF-producenter, kan komme sidstnævnte til gode.

(10)

GOC anførte, at skatteordningen vedrørende fremskyndet afskrivning af udstyr, der anvendes af højteknologiske virksomheder til udvikling og produktion af højteknologi, samt nogle af de nævnte tilskudsprogrammer, var blevet afsluttet. Kommissionen noterede sig denne bemærkning, men fremhævede, at det ikke gælder alle programmer og heller ikke de forskellige offentlige myndighedsniveauer (dvs. nationalt, regionalt eller lokalt), der er nævnt i klagen. Desuden kan skatteordningen vedrørende fremskyndet afskrivning stadig medføre løbende fordele, som f.eks. afskrivning over det relevante udstyrs levetid, hvilket eventuelt omfatter undersøgelsesperioden.

(11)

Efter indledningen af undersøgelsen gjorde GOC yderligere gældende, at klageren ikke fastsatte betingelserne for anvendelse af et eksternt benchmark for lån og for brugsrettigheder til jord. Kommissionen fandt imidlertid, at de påstande, der var indeholdt i klagen, underbygges af nylige EU-antisubsidieundersøgelser, der for så vidt angår disse forhold konkluderede, at der var behov for eksterne benchmark, der var tilpasset de fremherskende forhold i Kina (8).

(12)

Endvidere anførte GOC, at klagen manglede tilstrækkelige beviser, da den for det meste var baseret på tidligere EU-forordninger, der vedrører andre varedækninger. Kommissionen bemærkede imidlertid, at konklusionerne i tidligere og nylige antisubsidieundersøgelser vedrører de samme subsidieordninger som anført i klagen. Efter indledningen af undersøgelsen gjorde GOC endvidere gældende, at der var sket betydelige ændringer og reformer i den finansielle sektor i årene 2016-2018, og at klagen derfor ikke kunne baseres på en allerede eksisterende situation. Kommissionen bemærkede imidlertid, at klageren også fremlagde yderligere beviser i klagen for den fortsatte eksistens af subsidieordningerne, uden at disse var blevet væsentligt ændret. Kommissionen mindede endvidere om, at GOC havde undladt at fremlægge beviser, der afkræftede videreførelsen af de relevante ordninger. På tidspunktet for indledningen af undersøgelsen viste de foreliggende beviser således, at der ikke var nogen relevant ændring i de pågældende subsidieordninger. Dette blev i sidste ende også bekræftet i denne undersøgelse.

(13)

GOC hævdede endvidere i forbindelse med forskellige subsidier, at ansøgeren undlod at fremlægge beviser for fordel og specificitet. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at klageren fremlagde tilstrækkelige beviser for fordel og specificitet, som denne med rimelighed kunne forventes at have adgang til. Under alle omstændigheder undersøgte Kommissionen beviserne i klagen og fremlagde sin egen vurdering af alle relevante elementer i notatet om bevisernes tilstrækkelighed, der ved indledningen var stillet til rådighed i det åbne dossier. GOC gentog sine bemærkninger efter indledningen af undersøgelsen, men fremlagde ingen yderligere beviser.

(14)

Kommissionen konkluderede derfor, at der var tilstrækkelige beviser i klagen, som tydede på forekomsten af de af GOC påståede subsidier.

(15)

Endelig er der et særligt element i denne sag, med hensyn til at den påståede subsidiering i Egypten vedrører to virksomheder i den særlige økonomisk zone (China-Egypt Suez Economic and Trade Cooperation Zone -»SETC-Zone«), som blev oprettet i fællesskab af Kina og Egypten, der er de to lande, der er omfattet af klagen. Kommissionen oplyste, at den havde til hensigt at undersøge alle de subsidier, som disse virksomheder i SETC-zonen havde modtaget uanset deres oprindelse.

(16)

Under konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen anførte GOC, at klageren ikke havde noget retsgrundlag for at anfægte GOC via den pågældende vare med oprindelse i eller eksporteret fra Egypten. Kommissionen noterede sig GOC's betænkeligheder, men fandt stadig, at der er tilstrækkelige beviser til at indlede en undersøgelse af de påståede udligningsberettigede subsidier, der er ydet virksomhederne i SETC-zonen, uanset deres oprindelse.

(17)

Efter indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at justeringen af importdata fra Kina i forbindelse med fastsættelsen af EU-forbruget var urimelig sammenlignet med justeringen af importdata fra andre tredjelande som f.eks. Rusland. GOC påstod endvidere, at disse justeringer ikke blev krydstjekket af Kommissionen. GOC påstod også, at der ikke foreligger nogen oplysninger om, hvad der udgør markedsoplysninger/markedskendskab, som anvendes i forbindelse med justeringer af importdata.

(18)

Som også anført i betragtning 937, blev importen med henvisning til klagerens importanalyse på grundlag af KN-koder også vurderet ud fra importstatistikker på Taric-niveau og krydstjekket med andre kilder og om nødvendigt justeret. Hvad angår Rusland, blev importoplysningerne krydstjekket og justeret på grundlag af importdata fra GFF-producenter i relation til de EU-producenter, der var de eneste kendte GFF-producenter i Rusland. Denne metode blev anset for rimelig og førte til et nøjagtigt skøn over importen af den pågældende vare fra Rusland. På samme måde krydstjekkede Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen, jf. betragtning 937, data fra Eurostat på Taric-niveau med data fra de kendte producenter i Kina, der gav sig til kende i forbindelse med stikprøveundersøgelsen. Den eksportmængde af GFF, der blev indberettet af de samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter, repræsenterede den samlede import registreret i Eurostat under de relevante Taric-koder, og al eksport blev derfor anset for at være den pågældende vare. Endelig forklaredes det i klagen i modsætning til GOC's påstand, hvordan markedsinformation/markedskendskab blev anvendt til at justere importdata. Påstanden blev derfor afvist.

(19)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at markedet for GFF er segmenteret, og at hvert segment er kendetegnet af vidt forskellige prisintervaller. GOC påstod, at de tre varehovedtyper, vævede rovings (»WR«), non-crimp fabrics (»NCF«»væv, der ikke kryber«) og komplekse materialer (»CM«), har forskellig sammensætning og produktionstrin/-processer, og således også produktionsomkostninger og salgspriser. Derudover har disse tre varetyper forskellige fysiske og tekniske egenskaber, hvilket igen definerer deres anvendelsesformål. Ifølge GOC er prissammenligningen/underbudsvurderingen samt vurderingen af den påståede skadevoldende virkning af den kinesiske import, sådan som den er fremført i klagen, på et aggregeret niveau misvisende og utilstrækkelig uden en reel vurdering af omfanget af de kinesiske og EU-producenternes tilstedeværelse, dvs. mængde og markedsandel, i de enkelte varesegmenter.

(20)

Kommissionen var af den opfattelse, at GOC undlod at fremlægge beviser for disse påstande. Ved undersøgelsens indledning fremlagde klageren tilstrækkelige beviser for omkostninger og priser på den undersøgte vare. Det forhold, at der findes forskellige varetyper, som kan have forskellige produktionsprocesser, omkostninger og salgspriser, medfører ikke automatisk, at der er tale om en opdeling af markedet i segmenter. Det skal bemærkes, at klageren i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 2, er forpligtet til at fremlægge de oplysninger, som den med rimelighed kan forventes at have adgang til. Da omkostninger og priser for varetyper produceret i Kina i sagens natur er fortrolige og ikke tilgængelige for klageren, fandt Kommissionen, at klagen indeholdt tilstrækkelige oplysninger, som klageren med rimelighed kunne forventes at have adgang til for at indlede undersøgelsen.

(21)

Desuden viste de oplysninger, som Kommissionen indsamlede og modtog i forbindelse med undersøgelsen, at EU-markedet for GFF ikke er segmenteret. Påstanden om, at de tre varetyper — WR, NCF og CM — har forskellige fysiske og tekniske egenskaber, der igen definerer deres anvendelsesformål, er faktuelt ukorrekt. Som forklaret i klagen og i betragtning 129-138 — og ikke anfægtet af GOC — anvendes den pågældende vare til at forstærke termoplastiske og termohærdende harpikser i kompositmaterialeindustrien. Der findes mange overlappende anvendelser, den valgte vævstype vil afhænge af overfladebehandlingen, harpiksstrømmen, trækspændinger, som den færdige vare vil blive underkastet, og applikationsteknikken. Visse varetyper er særligt egnede til teknikker til vacuumstøbning eller håndoplægning.

(22)

De tre varetyper har følgende hovedformål og overlappende anvendelsesformål: WR anvendes til termohærdende applikationer, navnlig håndoplægning, til maritime produkter (skibsskrog og dæk), karrosseridele til køretøjer (f.eks. lastbiler, tog), vindmøllevinger, rør og tanke. NCF anvendes til fremstilling af maritime produkter (skibsskrog og dæk), karrosseridele til køretøjer (f.eks. lastbiler, tog), vindmølleblade og -naceller, ski og snowboards, rør og tanke. CM anvendes i vacuumstøbning til karrosseridele til køretøjer, maritime produkter (skibsskrog og dæk), vindmøllenaceller og fritidskøretøjer.

(23)

Endelig bemærker Kommissionen, at det ikke er usædvanligt, at en pågældende vare består af varetyper, der har forskellig omkostningsstruktur og forskellige priser. Det er netop årsagen til, at Kommissionen indsamler data på grundlag af en detaljeret klassificering af varetyper. Denne klassificering skelnede, ud over vævstyper, mellem salgsformater, anvendte glastyper, vægt og tæthed i forbindelse med rovings. Underbudsberegningen var baseret på varetype pr. sammenlignet varetype, og derfor blev alle disse egenskaber taget i betragtning, da importen fra Kina blev sammenlignet med GFF fra EU-producenter. Denne påstand blev derfor afvist.

(24)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC endvidere, at betydelige forskelle mellem importpriserne på GFF fra forskellige kilder også anskueliggør, at EU-markedet for de forskellige varetyper er opdelt i segmenter, og at importen fra forskellige lande er for de forskellige markedssegmenter.

(25)

Som anført ovenfor bekræftede de oplysninger, som Kommissionen i løbet af undersøgelsen havde indsamlet, at EU-markedet for GFF ikke er segmenteret. Undersøgelsen har endvidere vist, at de kinesiske eksporterende producenter og de egyptiske eksporterende producenter ikke eksporterer helt forskellige former for GFF. Overensstemmelsen mellem den vare, der solgtes af de eksporterende producenter i Kina og Egypten, var på ca. 90 %. Denne påstand blev derfor afvist.

(26)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC endvidere, at den kinesiske importprissammenligning og underbudsberegning i klagen var baseret på ikke sammenlignelige og selektivt udvalgte data, og at de var blevet justeret forkert.

(27)

Som nævnt ovenfor fastsættes der i grundforordningens artikel 10, stk. 2, standarden for de beviser, som klageren skal fremlægge i klagen. Oplysningerne skal således ikke bare være tilstrækkelige, men klageren skal også have rimelig adgang til dem. Da oplysninger om omkostninger og priser i sagens natur er fortrolige, er der ingen præcise oplysninger om omkostninger og priser pr. varetype på eksport fra virksomheder i tredjelande, som klageren har adgang til i den indledende fase. De indsendte oplysninger blev ikke desto mindre anset for at være tilstrækkelige til at indlede undersøgelsen, da de var baseret på statistikker fra Eurostat om kinesiske importpriser.

(28)

Kommissionen bemærkede desuden, at underbudsberegningen i forbindelse med undersøgelsen, som anført i betragtning 965, hovedsagelig var baseret på faktiske detaljerede oplysninger fra EU-producenterne i stikprøven og de eksporterende producenter, hvilket bekræftede påstandene om underbud i klagen, der var baseret på Eurostats statistikker. Dette argument blev derfor også anset for at være uden betydning for de data, der blev anvendt i undersøgelsen.

(29)

I sine bemærkninger til indledningen påstod GOC, at GFF-importen fra Kina ikke forvoldte pristryk. Dette udsagn blev ikke underbygget af noget bevis.

(30)

Klagen indeholdt derimod oplysninger om indvirkningen af den subsidierede import på priserne på samme vare på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af importen på EU-erhvervsgrenen, hvilket blev anset for at være tilstrækkeligt til at indlede undersøgelsen. Beviserne i klagen viste, at EU-priserne blev underbudt betydeligt af priserne på import fra både Egypten og Kina.

(31)

Dertil kommer, at den pågældende påstand er faktuelt forkert. Som Kommissionen konstaterede i forbindelse med undersøgelsen og som forklaret i betragtning 966, underbød de kinesiske eksporterende producenter i stikprøven i væsentlig grad EU-erhvervsgrenens priser i UP. Denne påstand blev derfor afvist.

(32)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at det ikke var berettiget at kumulere importen fra Kina og Egypten med henblik på skadesanalysen i den foreliggende sag. Det skyldes, at der er stor forskel på konkurrencevilkårene mellem importen fra disse lande og mellem importen fra disse lande og den samme vare, der fremstilles og sælges af EU-erhvervsgrenen på EU-markedet. GOC gjorde gældende, at kinesisk GFF ikke konkurrerer med egyptisk GFF, da i) importen af egyptisk GFF praktisk talt ikke eksisterede før 2017, ii) importen af GFF fra Kina og Egypten fulgte helt modsatrettede tendenser, iii) den egyptiske import er anderledes prissat, og iv) den egyptiske import består kun af NCF ifølge klagerens egne beregninger og konkurrerer derfor ikke med salget af GFF fra Unionen og Kina på EU-markedet.

(33)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at klagen indeholdt tilstrækkelige beviser for, at importen af den pågældende vare blev subsidieret, og at importmængden var betydelig og forvoldte EU-erhvervsgrenen skade. Den indeholdt også en række elementer vedrørende den kumulative vurdering af importen fra de to pågældende lande (herunder især, at de anslåede subsidiebeløb for hvert land ikke er ubetydelige (9), at importmængden for hvert land er betydelig (10), og at de pågældende lande konkurrerer med hinanden, med samme vare og tredjelande, og at de varer, der eksporteres af disse lande, har samme egenskaber og endelige anvendelsesformål som samme vare (11)), og som blev anset for tilstrækkelige til at løfte bevisbyrden i den indledende fase. Disse beviser blev analyseret yderligere i løbet af undersøgelsen, og Kommissionen bekræftede, at betingelserne for kumulering var opfyldt, som forklaret nærmere i betragtning 947-950.

(34)

GOC påstod endvidere, at den kinesiske importmængde faldt i den betragtede periode og ikke kunne have forvoldt skade for EU-producenterne.

(35)

Som nævnt ovenfor indeholdt klagen tilstrækkelige beviser for, at importen fra Kina og Egypten af GFF skulle vurderes kumulativt. Ifølge beviserne i klagen konkurrerer GFF-importen fra begge lande med hinanden og med samme vare samt med importen fra tredjelande. Importen fra Kina og Egypten har samme produktegenskaber og anvendelsesformål og sælges til kunder i hele Unionen i direkte konkurrence med GFF, der fremstilles af EU-erhvervsgrenen og af tredjelande.

(36)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at klageren har undladt at indgive pålidelige data om EU-erhvervsgrenen som helhed, da dataene vadrørende de ikke-klagende parter var upålidelige. Desuden fremlagde klageren ikke oplysninger om en række skadesindikatorer.

(37)

GOC forklarede ikke, på hvilken måde dataene var upålidelige. De fortrolige oplysninger om de ikke-klagende EU-producenters salg og produktionsdata var heller ikke tilgængelige for klageren. Klageren fremlagde derfor skøn, som blev anset for at være rimelige og tilstrækkeligt nøjagtige og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 2. For at der kan fremlægges tilstrækkelige beviser for skade, er der ingen forpligtelse til at fremlægge data om alle de skadesindikatorer, der er omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 4, og alle skadesindikatorer skal heller ikke udvise en nedadgående tendens.

(38)

Kommissionen bemærkede, at stikprøveudtagningen af EU-producenter i forbindelse med undersøgelsen omfattede de største ikke-klagende parter, hvilket gav Kommissionen mulighed for at krydstjekke de makroøkonomiske data fra klageren. Kommissionen tog endvidere alle relevante skadesindikatorer i undersøgelsen i betragtning. Denne påstand blev derfor afvist.

(39)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at EU-producenterne ikke har lidt skade, herunder især ikke på grund af den kinesiske import. Ifølge GOC klarede EU-erhvervsgrenen sig godt mellem 2015 og undersøgelsesperioden for klagen, og alle skadesindikatorer udviklede sig stort set positivt eller forblev stabile.

(40)

Oplysningerne i klagen viste klart, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade gennem stærkt underbudt subsidieret import af GFF fra de pågældende lande. EU-erhvervsgrenens produktion, salg og markedsandel er faldet betydeligt. Klagerne blev tvunget til at reducere investeringer og beskæftigelse. Lagerbeholdningerne for de EU-producenter, der støttede klagen, steg, og rentabiliteten faldt.

(41)

Kommissionen bemærkede, at de skadesindikatorer, der i løbet af undersøgelsen blev fastlagt ud fra de faktiske verificerede data fra EU-producenterne i stikprøven, udviste væsentlig skade som følge af importen fra de pågældende lande. GOC fremsatte bemærkninger til disse indikatorer i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger (12). Disse bemærkninger behandles i afsnit 5.4 i denne forordning.

(42)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen påstod GOC, at EU-erhvervsgrenen led skade som følge af dens forretningsmæssigt forbundne import fra tredjelande og den faldende efterspørgsel på EU-markedet.

(43)

Kommissionen var uenig. Klagen viste, at på grund af den begrænsede mængde af den pågældende import fra tredjelande kunne denne ikke have forvoldt væsentlig skade. Klagerens analyse af skadesindikatorerne viste yderligere, at skaden ikke kan forklares med den faldende efterspørgsel på EU-markedet, da tabet af markedsandele viser, at salgsnedgangen klart oversteg forbrugsnedgangen.

(44)

Klageren fremlagde tilstrækkelige beviser for årsagssammenhæng mellem importen fra de pågældende lande og skaden. Klageren analyserede desuden andre potentielle årsager til skade, som f.eks. EU-producenternes resultater, EU-producenternes eksportresultater og importen fra andre tredjelande.

(45)

I forbindelse med undersøgelsen blev importen fra tredjelande og den faldende efterspørgsel på EU-markedet behandlet i afsnit 6.2. Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger blev der ikke fremsat nye argumenter i bemærkningerne fra GOC til indledningen af undersøgelsen. Denne påstand blev derfor afvist.

(46)

I sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen hævdede GOC, at vertikalt integrerede EU-producenter led skade som følge af omkostninger i forbindelse med »backward integration« og en nedsat evne til at sælge på det åbne marked som følge af »downward integration«.

(47)

Ved indledningen af undersøgelsen forelå der ingen oplysninger fra EU-erhvervsgrenen om en tilsyneladende konkurrencemæssig ulempe. Desuden er EU-producenterne i overvejende grad ikke vertikalt integreret.

(48)

Endvidere bemærkede Kommissionen, at undersøgelsen ikke har påvist unormale omkostninger som følge af vertikal integration. Derudover solgte alle EU-producenterne i stikprøven først og fremmest til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder. Denne påstand blev derfor afvist.

(49)

GOC fremførte i sine bemærkninger til indledningen af undersøgelsen, at de forskellige salgstendenser hos klageren og de ikke-klagende producenter mellem 2015 og undersøgelsesperioden for klagen viser, at de to sæt producenter konkurrerer om salg og kunder. De klagende producenters tab af salg og markedsandel til de ikke-klagende producenter var derfor også en sandsynlig årsag til, at førstnævnte led med hensyn til salgsmængder og ikke kunne forhøje priserne i undersøgelsesperioden for klagen.

(50)

Konkurrence mellem EU-producenter er en følge af det frie marked, og det er normalt en forudsætning (medmindre der f.eks. er bevis for konkurrencebegrænsende praksis, hvilket ikke er tilfældet her), snarere end en faktor, der forklarer eksistensen af skade. Derfor konkurrerer ikke kun klager og de ikke-klagende producenter med hinanden på EU-markedet, men de klagende EU-producenter konkurrerer også med hinanden. Dette kan ikke betragtes som en svækkelse af årsagssammenhængen mellem den subsidierede import og den væsentlige skade, som hele EU-erhvervsgrenen har lidt. Undersøgelsesresultaterne vedrørende væsentlig skade baseret på en gyldig stikprøve bygger på en vurdering af erhvervsgrenen som helhed, herunder også data fra klagere og ikke klagende parter (mikro- og makrodata).

(51)

I forbindelse med undersøgelsen, som angivet i den interesserede parts notat til dossieret vedrørende den endelige stikprøve af EU-producenterne den 21. juni 2019, bestod stikprøven af EU-producenterne både af de klagende og de ikke-klagende EU-producenter. Desuden var fastsættelsen af skade ikke begrænset til de klagende EU-producenter, men til hele EU-erhvervsgrenen. Påstanden blev derfor afvist.

(52)

Endelig hævdede GOC i sine bemærkninger efter indledningen af undersøgelsen, at der er indrømmet uforholdsmæssigt stor fortrolighed med hensyn til centrale oplysninger om, hvem der støtter klagen og om de vigtigste skadesrelaterede oplysninger. GOC hævdede, at dette havde forhindret den i på ordentlig vis at tilbagevise klagerens påstande om skade.

(53)

Kommissionen var af den opfattelse, at den version af klagen, der var tilgængelig for interesserede parter, indeholdt alle de væsentlige beviser og ikke-fortrolige sammendrag af de oplysninger, der var indrømmet fortrolig behandling, således at de berørte parter kunne udøve deres ret til forsvar under proceduren. Der erindres om, at grundforordningens artikel 29 giver mulighed for beskyttelse af fortrolige oplysninger, såfremt fremlæggelsen heraf ville give en konkurrent en væsentlig konkurrencemæssig fordel eller være til betydelig skade for den, der afgiver oplysningerne, eller for den, fra hvem den pågældende modtog oplysningerne. GOC's påstande blev derfor afvist.

(54)

GOE hævdede, at undersøgelsen ikke bør indledes, fordi klagen ikke opfyldte kravene til beviser i artikel 11(2), i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og grundforordningens artikel 10, stk. 2. Ifølge GOE var der utilstrækkelige beviser for udligningsberettigede subsidier, skade og årsagssammenhæng mellem den subsidierede import og skaden. Kommissionen afviste denne påstand af de samme årsager som dem, der er nævnt i betragtning 6.

(55)

Under konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen anførte GOE, at klageren ikke fremlagde beviser for, at de påståede præferencelån er bevilget af den egyptiske regering. I betragtning af den mængde beviser, der blev fremlagt i klagen, og navnlig aftalerne mellem Kina og Egypten samt formålet hermed, er Kommissionen imidlertid af den opfattelse, at klageren fremlagde tilstrækkelige beviser, som denne med rimelighed kunne forventes at have adgang til, der godtgjorde, at indrømmelsen af subsidier gennem præferencelåneordninger kunne tilskrives GOE.

(56)

Desuden hævdede GOE, at de påståede skattefordele blev fjernet fra lovgivningen i 2015, og at klageren undlod at fremlægge beviser for, at de fortsat finder anvendelse på eksisterende projekter. Kommissionen fandt imidlertid, at klageren fremlagde tilstrækkelige beviser for oprindelsen af sådanne skattefordele, som denne med rimelighed kunne forventes at have adgang til.

(57)

GOE anførte også, at fritagelse for importafgifter på råmaterialer ikke er subsidier, i det omfang disse importerede varer reeksporteres som sådan eller forarbejdes til en vare i det efterfølgende produktionsled. Kommissionen erkendte, at kun eftergivelse af for store importafgifter på råmaterialer er udligningsberettigede subsidier og udviste særlig opmærksomhed i den forbindelse under undersøgelsen. Kommissionen anførte endvidere, at bemærkningen fra GOE ikke gælder for produktionsudstyr.

(58)

GOE hævdede, at klageren undlod at fremlægge beviser for, at der var opnået en fordel ved levering af jord mod utilstrækkeligt vederlag. Kommissionen fandt dog, at klageren fremlagde tilstrækkelige beviser for fordelen, som denne med rimelighed kunne forventes at have adgang til.

(59)

Endelig anførte GOE, at klageren undlod at fremlægge beviser for specificitet, for så vidt angår levering af elektricitet mod utilstrækkeligt vederlag, da der ikke er tale om specificitet, når adgang til et subsidie er underlagt objektive forhold. Kommissionen bemærkede, at GOE ikke fremlagde beviser for sådanne objektive forhold under konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen.

(60)

Kommissionen konkluderede derfor, at der i klagen var tilstrækkelige beviser til at indlede en undersøgelse af de påståede udligningsberettigede subsidier, der var ydet direkte eller indirekte af GOE.

(61)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Yuntianhua-gruppen, at udskiftningen af produktionsfaktorer i den særskilte antidumpingundersøgelse er uhensigtsmæssig og anmodede Kommissionen om at foretage en beregning af dumpingmargenen for de eksporterende producenter i gruppen uden anvendelse af artikel 2, stk. 6a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»antidumpinggrundforordningen«) (13). Ifølge Yuntianhua-gruppen blev der i antisubsidieundersøgelsen ikke fundet bevis for, at der blev leveret GFF-input mod utilstrækkeligt vederlag. Den gjorde ligeledes gældende, at det i antisubsidieundersøgelsen accepteredes, at der blev indkøbt GFF-input til ikke-fordrejede markedspriser, da omsætningen hos input- og råmaterialeleverandører blev anvendt til beregningen af fordelene ved subsidier.

(62)

Kommissionen bemærkede for det første, at bemærkninger til beregningen og metoden i den særskilte antidumpingundersøgelse ligger uden for anvendelsesområdet for denne procedure. Bemærkninger vedrørende den metode, der anvendes til fastsættelse af dumping, bør derfor fremlægges i forbindelse med den pågældende undersøgelse.

(63)

For det andet viste undersøgelsen, som beskrevet i afsnit 3, at de vigtigste leverandører til de eksporterende producenter i vidt omfang nød godt af subsidier fra staten. Kommissionen mindede om, at anvendelsen af omsætningen hos de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der leverer input og råmaterialer, ikke indebærer accept af, at der er tale om ikke-fordrejede markedspriser for disse leverancer. Omvendt er omsætningen den fordelingsnøgle, som muliggør en fornuftig forholdsmæssig beregning af de fastslåede subsidier, som de eksporterende producenter drog fordel af.

(64)

Endelig bemærkede Kommissionen, at konklusionerne i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 6a, vedrører væsentlige fordrejninger, når priser eller omkostninger påvirkes af væsentlig statslig indgriben. En lang række elementer undersøges i denne sammenhæng holistisk. Det forhold, at en antidumpingundersøgelse i henhold til artikel 2, stk. 6a, ikke er baseret på beviser for subsidiering af råmaterialer eller af den pågældende vare, er således ikke til hinder for, at Kommissionen særskilt og i henhold til de gældende bestemmelser i grundforordningen undersøger, om der finder subsidiering sted. Yuntianhua-gruppens påstande blev derfor afvist.

(65)

Yuntianhua-gruppen hævdede efter den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger, at fremlæggelsen indeholdt nye undersøgelsesresultater vedrørende: i) den manglende segmentering af GFF-markedet, ii) fysiske og tekniske produktegenskaber, iii) omkostnings- og prisstruktur, iv) dobbelttælling som følge af den tidsmæssigt sammenfaldende indførelse af antidumping- og antisubsidietold, som påvirkede niveauet for den endelige antidumpingtold, der blev indført den 7. april 2020, og v) at den dumpingmargen, der blev konstateret i antidumpingundersøgelsen for denne part, var forkert og burde reduceres med det samlede subsidieringsbeløb, der var konstateret i Kina, for at undgå dobbelttælling. Disse elementer indgik ikke i den endelige fremlæggelse af oplysninger i forbindelse med den sideløbende antidumpingprocedure, som derfor ikke ville indeholde disse væsentlige konklusioner og overvejelser. Følgelig ville den endelige antidumpingforordning (EU) 2020/492 ifølge denne part være åbenbart ubegrundet og ulovlig, og den dumpingmargen på 64,7 %, der resulterer af antidumpingforordning (EU) 2020/492, ville være forkert.

(66)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at forklaringerne i den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger i denne procedure er en reaktion på de bemærkninger, som parterne havde modtaget i forbindelse med den pågældende fremlæggelse af oplysninger, og således indeholdt yderligere oplysninger om Kommissionens konklusioner. De udgør derfor ikke nye konklusioner, men er blot bemærkninger til de interesserede parters bemærkninger.

(67)

Med hensyn til nr. i)-iii), der blev fremsat af denne part, nemlig den manglende segmentering af GFF-markedet, produktets egenskaber og omkostnings- og prisstruktur, bemærkede Kommissionen, at bemærkningerne i den supplerende fremlæggelse af oplysninger vedrørende disse tre punkter havde til formål at behandle nye påstande fra parterne. Disse nye påstande blev kun fremsat i forbindelse med denne antisubsidieprocedure. Den eneste påstand, der blev fremsat i antidumpingproceduren vedrørende segmentering, var, at EU-producenterne kun ville producere kundespecifikt originaludstyr, og at der ikke burde indføres foranstaltninger over for segmentet for originaludstyr. Disse argumenter blev behandlet fuldt ud i betragtning 409 i antidumpingforordningen (14). Kommissionen kunne derfor ikke på nogen måde allerede have behandlet disse nye bemærkninger i forbindelse med fremlæggelsen af oplysninger om antidumping. Den endelige antidumpingforordning indeholdt alle de væsentligste konklusioner og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen traf sin afgørelse vedrørende den pågældende procedure, og behandlede fuldt ud alle de argumenter, der var fremført i forbindelse med den pågældende procedure. Resultaterne af antisubsidieproceduren berører ikke den begrundelse, der er fastsat i forordningen om endelig antidumpingtold.

(68)

Desuden påvirker eller ændrer disse punkter indholdsmæssigt ikke resultaterne af undersøgelsen, hverken antidumping- eller antisubsidieundersøgelsen. Disse punkter har således slet ingen indvirkning på situationen for den part, der har fremsat denne påstand, eller på situationen for andre parter. På trods af dette har Kommissionen besluttet at give parterne yderligere mulighed for at fremsætte bemærkninger til de pågældende punkter. Selv om de ikke i sig selv førte til ændringer, blev de medtaget i den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger (og således havde Kommissionen i princippet ingen forpligtelse til at behandle dem i den supplerende fremlæggelse af oplysninger, men kun i forordningen om endelig told) Af alle disse årsager blev de pågældende påstande afvist.

(69)

Under alle omstændigheder er der ingen modsigelse mellem resultaterne af de to undersøgelser. Den eneste forskel er, at parterne havde mulighed for at fremsætte bemærkninger på et senere tidspunkt, og at de fremsatte yderligere bemærkninger i denne sag. Kommissionen var forpligtet til at svare på disse bemærkninger og har gjort det i denne forordning.

(70)

Især hvad angår de to sidste numre, nemlig nr. iv) og v) i betragtning 67, hvor der er tale om eventuel dobbelttælling og dumpingmargenen, bemærkede Kommissionen følgende. For det første behandlede Kommissionen, som allerede forklaret i svaret på parternes bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger i denne procedure, navnlig i betragtning 1137, fuldt ud spørgsmålet om potentiel dobbelttælling og gav alle parter rig mulighed for at fremsætte bemærkninger i løbet af denne procedure. Den kunne umuligt have gjort det i forbindelse med den daværende antidumpingprocedure. For det andet bemærker Kommissionen, at der i forbindelse med særskilte antidumping- og antisubsidieprocedurer om samme vare med oprindelse i samme land, hvor indførelsen af udligningstold sker senere end indførelsen af antidumpingtold, ikke er andre muligheder end at ændre den tidligere indførte antidumpingtold. Dette skal ske for at tage hensyn til den nye udligningstold og samtidig undgå dobbelttælling og overholde reglen om den laveste told, i givet fald og hvis det er relevant. Med henblik herpå er den lovgivningsmæssige teknik i disse tilfælde at pålægge den relevante udligningstold og samtidig ændre den relevante antidumpingtold i overensstemmelse hermed ved den samme forordning. Således er antidumpingforordning (EU) 2020/492 derfor ikke åbenbart forkert og ubegrundet, i modsætning til denne parts påstand. De relevante vurderinger og påstande blev fyldestgørende behandlet i denne forordning, som også udgør grundlaget for en ændring af den endelige antidumpingforordning. Da den relevante antidumpingtold for Yuntianhua-gruppen også ændres i overensstemmelse hermed i henhold til denne forordning, er denne parts påstand om, at niveauet for antidumpingtolden i forordning (EU) 2020/492 ikke er korrekt, ligeledes både faktuelt og juridisk forkert, jf. de nærmere oplysninger i afsnit 8. Af alle disse årsager afvises påstandene fra Yuntianhua-gruppen.

(71)

Den 31. juli 2019 indgav klageren en anmodning om registrering af importen af GFF med oprindelse i de pågældende lande i henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 5. Den 21. november 2019 indgav klageren igen en anmodning om registrering, jf. grundforordningens artikel 24, stk. 5, med ajourførte importtal.

(72)

I henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 5, gøres importen af den pågældende vare til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen skulle føre til indførelse af endelig udligningstold, kan denne told, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt, opkræves med tilbagevirkende kraft på den registrerede import i overensstemmelse med gældende retlige bestemmelser.

(73)

Som reaktion på anmodningen om registrering fremsatte de berørte parter bemærkninger, som Kommissionen gennemgik i forordningen om registrering. Kommissionen rådede over tilstrækkelige beviser til at begrunde behovet for at registrere importen.

(74)

Den 21. januar 2020 offentliggjorde Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2020/44 (i det følgende benævnt »forordningen om registrering«) (15), hvorved importen af GFF med oprindelse i Kina og Egypten blev gjort til genstand for registrering fra den 22. januar 2020.

(75)

I løbet af undersøgelsen blev det klart, at nogle økonomiske aktører måske ikke har givet sig til kende ud fra en fejlagtig forståelse af definitionen af den undersøgte vare. Derfor præciserede Kommissionen den 18. september 2019 ordlyden af beskrivelsen af varedækningen i indledningsmeddelelsen ved at offentliggøre en ny meddelelse (»meddelelsen om præcisering«) (16). I meddelelsen om præcisering fik parterne også mulighed for at give sig til kende inden for en fastsat frist og anmode om et spørgeskema, hvis de ønskede det. Ingen af de interesserede parter fremsatte bemærkninger til meddelelsen om præcisering og anmodede heller ikke om et spørgeskema.

(76)

Efter offentliggørelsen af meddelelsen om præcisering og i den efterfølgende undersøgelse blev det bekræftet, at ingen økonomiske aktører havde undladt at give sig til kende på grund af en eventuel fejlagtig forståelse af definitionen af den pågældende vare i indledningsmeddelelsen.

(77)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2015 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(78)

Både den nuværende antisubsidie- og antidumpingundersøgelse, der er nævnt i betragtning 4, har samme undersøgelsesperiode og samme betragtede periode.

(79)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte den med henblik på at deltage i undersøgelsen. Kommissionen underrettede desuden specifikt klageren, GOC og GOE, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter, de kendte importører og brugere om indledningen af undersøgelsen og opfordrede dem til at deltage.

(80)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. Yuntianhua-gruppen anmodede om en høring med høringskonsulenten for at give udtryk for virksomhedens betænkeligheder med hensyn til fristen for at reagere på en mangelskrivelse. Virksomheden fremførte, at den ikke havde bemærket mangelskrivelsen, fordi dens server ved en fejl havde behandlet Kommissionens e-mail som spam og anmodede om en forlængelse på 18 dage. Høringskonsulenten opfordrede Kommissionen til at forlænge fristen med 6 dage.

(81)

Som nævnt i afsnit 1.3 præciserede Kommissionen varedækningen i forbindelse med undersøgelsen og gav interesserede parter, der var berørt af præciseringen, eller som måske ikke havde givet sig til kende, fordi de mente, at de ikke var berørt af proceduren, mulighed for at give sig til kende og anmode om et spørgeskema inden for en given tidsfrist. Ingen andre parter gav sig til kende.

(82)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(83)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den havde besluttet at begrænse sin undersøgelse til at omfatte et rimeligt antal EU-producenter ved at udtage en stikprøve. Den tilføjede, at den foreløbigt havde udtaget en stikprøve af EU-producenter baseret på den indberettede produktionsmængde af samme vare i Unionen mellem oktober 2017 og september 2018, også under hensyntagen til den geografiske spredning. Stikprøven bestod af fire EU-producenter, der tegnede sig for mere end 40 % af den samlede anslåede EU-produktion af GFF. Ingen af de interesserede parter fremsatte bemærkninger, og den foreløbige stikprøve blev derfor bekræftet. Stikprøven er repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(84)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, der er anmodes om i indledningsmeddelelsen.

(85)

Kun én ikke forretningsmæssigt forbundet importør (Euroresins UK Ltd.) afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I betragtning af det lave antal samarbejdsvillige importører besluttede Kommissionen, at stikprøveudtagning ikke var nødvendig.

(86)

For at afgøre, om stikprøveudtagning var nødvendig, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Kina om at indgive de oplysninger, som der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Endvidere anmodede Kommissionen Folkerepublikken Kinas repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(87)

Otte eksporterende producenter eller grupper af eksporterende producenter i Kina indsendte de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af to grupper af eksporterende producenter på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. De stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter tegnede sig for mere end 79 % af den indberettede eksport af GFF fra Kina til Unionen i undersøgelsesperioden.

(88)

Stikprøven af eksporterende producenter eller grupper af eksporterende producenter er som følger:

(89)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle berørte kendte eksporterende producenter og myndighederne i Kina hørt om udtagningen af stikprøven.

(90)

Der blev modtaget bemærkninger til stikprøven fra to eksporterende producenter, der indgik i stikprøven, Jushi og Hengshi, og som tilhørte CNBM-gruppen. Jushi og Hengshi bestred ikke, at de var forretningsmæssigt forbundne virksomheder, men de hævdede, at de ikke var forretningsmæssigt forbundet med Taishan. Jushi hævdede, at Kommissionen ikke automatisk kunne påberåbe sig artikel 127, stk. 1, litra d) eller f), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 (17) (»EU-toldkodeksens gennemførelsesforordning«) som grundlag for at behandle Hengshi, Jushi og Taishan som én enkelt enhed. Til støtte for denne påstand henviste Jushi til WTO's panelrapport i Korea — Certain Paper (18) og retningslinjerne for forretningsmæssigt forbundne transaktioner mellem børsnoterede virksomheder fra Shanghai Stock Exchange.

(91)

De fremhævede, at i) de ikke havde nogen fælles direkte aktiebesiddelse, ii) at der ikke var nogen overlapning mellem medlemmerne af deres bestyrelser, iii) at der ikke var nogen forretningsmæssigt forbundne transaktioner mellem Hengshi/Jushi og Taishan, og iv) at de var konkurrenter på markedet.

(92)

Efter stikprøveudtagningen blev der den 13. november 2019 afholdt en høring med Taishan, hvor ovennævnte argumenter igen blev fremført.

(93)

Undersøgelsen viste, at China National Building Materials (»CNBM«) er en statsejet kinesisk virksomhed, der direkte og indirekte ejes med 41,27 % af modervirksomheden CNBM, der igen ejes 100 % af Statsrådets tilsyns- og administrationskommission for statsejede aktiver (State-owned Assets Supervision and Administration Commission of the State Council — »SASAC«). CNBM ejer 26,97 % af aktierne i China Jushi Co., Ltd. (»China Jushi«), som er eneaktionær i Jushi Group (19).

(94)

I september 2017 indgik CNBM en fusionsaftale (20) med Sinoma, der blev afsluttet i maj 2018. Sinoma var gennem sin dattervirksomhed Sinoma Science & Technology Co., ejer af Taishan. Efter fusionen blev Sinoma fusioneret med og absorberet af CNBM. CNBM ejer som følge heraf 26,97 % i China Jushi (eneaktionær i Jushi) og 60,24 % i Sinoma Science & Technology Co., Ltd. (eneaktionær i Taishan).

(95)

Ved artikel 127, stk. 1, litra d), i EU-toldkodeksens gennemførelsesforordning betragtes to personer som værende indbyrdes afhængige, hvis: en tredjemand besidder, kontrollerer eller råder direkte eller indirekte over 5 % eller derover af deres aktier eller anparter med stemmeret. CNBM ejer 26,97 % i China Jushi (eneaktionær i Jushi) og 60,24 % i Sinoma Science & Technology Co., Ltd. (eneaktionær i Taishan). Virksomhederne blev derfor anset for at være forretningsmæssigt forbundne.

(96)

Ifølge en virksomhedsrapport fra den kinesiske mæglervirksomhed Guotai Junan Securities fra 2019 (21) har CNBM desuden siden 2017 foretaget en omstrukturering af sine operative enheder med henblik på at styrke den regionale koordinering og eliminere den horisontale konkurrence mellem børsnoterede datterselskaber. Endvidere har CNBM til hensigt at løse horisontale konkurrencespørgsmål inden 2020. Ifølge de offentligt tilgængelige oplysninger i rapporten havde CNBM planlagt at indlede denne proces ved at konsolidere sin glasfibervirksomhed ved hjælp af tilførsel af aktiver mellem China Jushi og Sinoma Science & Technology (eneaktionær i Taishan). De beviser, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, støtter således ikke virksomhedernes argument om, at den fælles aktiebesiddelse ikke har nogen praktisk betydning, og at virksomhederne opererer uafhængigt. Disse beviser antyder derimod, at de tre virksomheder ud over den blotte aktiebesiddelse (som alene kan være afgørende for, om de er forretningsmæssigt forbundne) også har mulighed for i væsentlig grad at påvirke hinandens forretningsbeslutninger, og at deres kontrollerende virksomhed (CNBM) mindst har til formål at koordinere, om ikke at integrere deres aktiviteter (»løse de horisontale konkurrencespørgsmål«). Det betyder, at de subsidier, der er modtaget af en hvilken som helst af disse virksomheder, kan anvendes uden forskel til fordel for den pågældende vare. Kommissionen afviste derfor påstanden om, at dens konklusion om at betragte de tre virksomheder som forretningsmæssigt forbundne ikke tog hensyn til de faktiske og økonomiske forhold.

(97)

I relation til argumentet om, at Kommissionen ikke kunne behandle Hengshi, Jushi og Taishan som én enkelt gruppe ved beregningen af det subsidieringsbeløb, der blev tildelt den pågældende vare, mindede Kommissionen om, at for at sikre, at foranstaltningerne kan håndhæves effektivt, især for at undgå at kanalisere eksport gennem en forretningsmæssigt forbunden virksomhed med den laveste told, er det Kommissionens praksis at fastslå forholdet mellem eksporterende producenter gennem kriteriet i artikel 127 i EU-toldkodeksens gennemførelsesforordning. Det blev klart meddelt alle parterne i indledningsmeddelelsen ved procedurens begyndelse. Derudover findes der en udtrykkelig henvisning til artikel 127 i EU-toldkodeksens gennemførelsesforordning i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 1 (22), og Kommissionen bør behandle begge parter ens både i antidumping- og antisubsidiesager (23). Endvidere foretages beregningen af subsidiebeløbet for hver enhed af den subsidierede vare, der er eksporteret til Unionen, i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1. Beregningen af det udligningsberettigede subsidiebeløb ud fra den pågældende vare, der er eksporteret til Unionen, indebærer, at når virksomheder er forretningsmæssigt forbundne, kan de, da penge er et fungibelt gode, anvende disse fordele uden forskel på den pågældende vare og således især uden hensyntagen til den eksporterende producent. Eftersom Henghsi, Jushi og Taishan fremstiller og eksporterer den pågældende vare, bør det udligningsberettigede subsidiebeløb, som de har fået tildelt, i dette tilfælde tage hensyn til, at de som følge af deres forhold er i stand til at kanalisere disse fordele til den pågældende vare, der eksporteres til Unionen, sådan som det passer dem. Følgelig bør de fordele, der er indrømmet de eksporterende producenter med hensyn til den pågældende vare, resultere i ét samlet beløb for gruppen.

(98)

Endelig støtter den WTO-sag (24), som blev nævnt af Jushi i betragtning 90, ikke virksomhedens påstand. I modsætning til det, som Jushi prøver at konkludere, bekræftede WTO-panelet i denne sag faktisk, at bestemmelsen i artikel 6.10 i WTO-antidumpingaftalen (i henhold til hvilken en dumpingmargen bør beregnes for hver enkelt eksporterende producent) ved fastsættelsen af dumping i antidumpingundersøgelserne ikke nødvendigvis udelukkede, at uafhængige juridiske enheder kunne behandles som en enkelt eksportør eller producent. Panelet anførte, at denne behandling ville være tilladt der, »hvor det strukturelle og handelsmæssige forhold mellem de berørte virksomheder er tilstrækkeligt tæt til, at de kan betragtes som en enkelt eksportør« (25). Hvis denne antagelse anvendes, konstaterede panelet ikke det kriterium, som undersøgelsesmyndigheder er forpligtet til at anvende for at vurdere, om virksomheder er forretningsmæssigt forbundet. Panelet undersøgte blot de specifikke elementer (såsom aktiebesiddelse, bestyrelse, salgskanaler), som undersøgelsesmyndigheden havde til rådighed i den pågældende sag. Appelorganet bekræftede i sagen EC — Fasteners muligheden for at behandle en række eksportører som en enkelt enhed og anførte også forhold, som kan være relevante, såsom forekomsten af selskabsmæssige og strukturelle forbindelser mellem eksportører, f.eks. i) fælles kontrol, aktiebesiddelser og ledelse, ii) eksistensen af selskabsmæssige og strukturelle forbindelser mellem staten og eksportørerne, som f.eks. fælles kontrol, aktiebesiddelser og ledelse og iii) kontrol eller væsentlig indflydelse fra statens side med hensyn til prisfastsættelse og output (26). På det grundlag kan det ud fra de retlige og faktiske omstændigheder i denne sag ikke bestrides, at der findes selskabsmæssige forbindelser mellem Jushi, Hengshi og Taishan.

(99)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at de var forretningsmæssigt forbundne virksomheder med henblik på denne undersøgelse, og alle påstande i den forbindelse blev derfor afvist.

(100)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde Taishan indsigelse mod anvendelsen af en udligningstold i fællesskab med Hengshi/Jushi. Denne interesserede part hævdede, at den fælles endelige aktionær CNBM kun havde meget begrænset kontrol med Jushis eller Hengshis driftsmæssige eller operative beslutninger. De gentog, at Taishan og Hengshi/Jushi var konkurrenter på markedet, og bemærkede, at de tidligere havde fremlagt beviser for disse påstande. Taishan afgav et skriftligt tilsagn, der effektivt ville mindske de handelsmæssige forbindelser mellem Taishan og Hengshi/Jushi, og det ville således ikke være muligt at kanalisere eksporten af GFF til Unionen fra Hengshi/Jushi via Taishan.

(101)

Som beskrevet i betragtning 96 afslørede undersøgelsen, at de tre virksomheder gennem deres fælles aktionærer i væsentlig grad er i stand til at påvirke hinandens forretningsbeslutninger. Det fremgik af sagsakterne, at virksomhederne er i færd med at konsolidere og koordinere glasfiberaktiviteter. Der blev ikke fremlagt nye oplysninger eller beviser, som kunne afkræfte disse konklusioner. Taishan har faktisk ikke anfægtet, at virksomhedens hovedaktionær har planer om at konsolidere sin glasfiberaktivitet. Disse planer er i klar modstrid med ethvert tilsagn om at mindske de handelsmæssige forbindelser mellem Taishan og Hengshi/Jushi. Desuden og uden at tage stilling til, om Kommissionen ville kunne acceptere et sådant tilsagn, er virksomheden tydeligvis ikke i stand til at indgå nogen form for tilsagn uden godkendelse fra de endelige ejere. Taishans påstand og anmodning om tilsagn blev derfor afvist.

(102)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CNBM-gruppen, at de subsidier, som den forretningsmæssigt forbundne forhandler Jushi Hong Kong Co. Ltd havde modtaget, ikke kunne udlignes, da virksomheden var hjemmehørende i Hongkong og ikke i Kina. Hongkong er et uafhængigt medlem af WTO og anses derfor for at være en uafhængig jurisdiktion i henhold til WTO-retten og med henblik på Unionens handelsbeskyttelsesundersøgelser. Da de nuværende antisubsidieprocedurer ikke blev indledt over for Hongkong, bør eventuelle subsidier modtaget af Jushi Hong Kong ikke tages i betragtning. Kommissionen bemærkede, at CNBM-gruppen ikke anfægtede Kommissionens konklusioner vedrørende subsidiering i relation til denne forretningsmæssigt forbundne forhandler. Uanset Hongkongs status i denne undersøgelse befandt det reelle center for aktiviteter og kontrol med virksomheden Jushi Hong Kong sig faktisk på det kinesiske fastland. Som anført af virksomheden selv, »er Jushi Hong Kong et tomt selskab uden ansatte, uden jordbesiddelse, uden fysisk tilstedeværelse og fordel og uden nogen form for skatteordninger eller tilskud«. Regnskaberne befandt sig hos Jushi Group Co. Ltd, de relevante kontrolmedarbejdere befandt sig også der, og de subsidier, der blev modtaget, og som var til gavn for den pågældende vare, blev ydet af kinesiske enheder. Som stadfæstet af appelorganet i United States — Anti-Dumping and Countervailing Measures on Large Residential Washers from Korea kan subsidier til modtagere fra andre lande end den medlemsstat, der yder subsidierne, være relevante for at kunne beregne værdibeløbet for subsidiering (27). Virksomhedens påstand blev derfor afvist.

(103)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Yuntianhua-gruppen, at dens subsidiemargen var blevet forhøjet ved tilføjelsen af subsidier til virksomheder, der ikke leverede input til produktionen af den pågældende vare, og anmodede derfor om, at subsidier til disse virksomheder ikke skulle tages i betragtning ved beregningen af udligningstolden.

(104)

Grundforordningens artikel 1 fastsætter, at »der kan indføres udligningstold med henblik på at udligne subsidier, der direkte eller indirekte ydes til fremstilling, produktion, udførsel eller transport af varer, hvis overgang til fri omsætning i Unionen medfører, at der forvoldes skade«. Kommissionen har bevis for, at de virksomheder, der er omfattet af undersøgelsen, og hvis subsidier har bidraget til gruppens forpligtelse, direkte eller indirekte har deltaget, og har leveret input, tjenesteydelser, materialer eller aktiver, der indgår i produktionen af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 1. I denne forbindelse blev de bemærkninger, som Yuntianhua-gruppen fremsatte, ikke underbygget af konkrete beviser.

(105)

Kommissionen bemærkede imidlertid, at en af de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, hvis subsidier var blevet udlignet, oprindeligt blev anmodet om at deltage i undersøgelsen, da den leasede maskiner til en af de eksporterende producenter. Efter modtagelsen af bemærkningerne reviderede Kommissionen imidlertid fordelingsnøglen for leasingaktiviteter for den virksomhed, der var knyttet til den pågældende vare. Da de fordele, der kunne fordeles gennem leasingaktiviteterne, blev betragtet som ubetydelige, besluttede Kommissionen ikke at tage dem i betragtning.

(106)

Fem af de kinesiske eksporterende producenter, der besvarede stikprøveskemaet, meddelte Kommissionen, at de agtede at anmode om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. Kommissionen gjorde spørgeskemaet tilgængeligt online på dagen for indledningen af undersøgelsen. Kommissionen underrettede desuden de eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, om, at de var forpligtet til at afgive en spørgeskemabesvarelse, hvis de ønskede at blive undersøgt individuelt. Ingen af virksomhederne besvarede imidlertid spørgeskemaet. Som en konsekvens heraf var det ikke muligt med individuelle undersøgelser.

(107)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen alle eksporterende producenter i Egypten til at kontakte den. To forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter, der tegner sig for 100 % af eksporten til Unionen og for 100 % af GFF-produktionen i Egypten, gav sig til kende:

(108)

Spørgeskemaerne til EU-producenterne, importørerne, brugerne og de eksporterende producenter i Kina og Egypten blev gjort tilgængelige online (28) på dagen for indledningen af undersøgelsen.

(109)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra de to stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producentgrupper, de to egyptiske eksporterende producenter, de fire EU-producenter i stikprøven, fem brugere og én ikke forretningsmæssigt forbundet importør. Ingen af de ikkestikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter indsendte spørgeskemabesvarelser.

(110)

Kommissionen sendte også et spørgeskema til GOC og GOE. Spørgeskemaet til GOC omfattede specifikke spørgeskemaer til China Development Bank (»CDB«), Export Import Bank of China (»EXIM«) og Sinosure. Disse finansielle institutioner var blevet specifikt omtalt i klagen som offentlige organer eller organer, der har fået pålagt eller overdraget opgaven at tildele subsidier. Desuden blev GOC anmodet om at fremsende det særlige spørgeskema for finansielle institutioner til enhver anden finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til virksomhederne i stikprøven, eller til de stikprøveudtagne virksomheders kunder. Af administrative hensyn blev GOC også bedt om at indhente eventuelle svar fra disse finansielle institutioner og fremsende disse direkte til Kommissionen.

(111)

Spørgeskemaet til GOE omfattede specifikke spørgeskemaer til den egyptiske nationalbank (National Bank of Egypt), Ahli Bank og Bank Misr. Disse finansielle institutioner var blevet specifikt omtalt i klagen som offentlige organer eller organer, der har fået pålagt eller overdraget opgaven at tildele subsidier. Desuden blev GOE af administrative hensyn anmodet om at fremsende det særlige spørgeskema for finansielle institutioner til enhver anden finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til virksomhederne i stikprøven. Desuden omfattede spørgeskemaet til GOE specifikke spørgeskemaer til investeringsvirksomheden Egypt-TEDA (»Egypt TEDA«) og til det egyptisk-kinesiske JV Company for Investment (»ECCI«), der i klagen var blevet identificeret som statsejede enheder, der opererer i SETC-zonen. GOE blev også bedt om at indhente eventuelle svar fra disse finansielle institutioner og andre enheder og sende disse direkte til Kommissionen.

(112)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra GOC, der omfattede besvarelser af det specifikke spørgeskema fra EXIM og Sinosure, og fra GOE, der omfattede besvarelser af det specifikke spørgeskema fra den egyptiske nationalbank, Bank Misr og Egypt TEDA.

(113)

Uden at det berører anvendelsen af grundforordningens artikel 28, indhentede og efterprøvede Kommissionen alle de oplysninger, som den fandt nødvendige, og som parterne rettidigt stillede til rådighed til fastsættelsen af subsidier, skade og Unionens interesse. Der blev aflagt kontrolbesøg hos det kinesiske handelsministerium, hvor også embedsmænd fra andre relevante ministerier deltog. Desuden var repræsentanter for EXIM, CDB og Sinosure til stede under dette kontrolbesøg.

(114)

Der blev også aflagt kontrolbesøg hos Egypt TEDA samt hos følgende egyptiske myndigheder:

(115)

Kommissionen aflagde ligeledes kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 26 hos følgende virksomheder:

(116)

Som følge af truslen om udbredelsen af covid-19 og de deraf følgende foranstaltninger, der er truffet for at håndtere udbruddet (30), var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere oplysningerne fra en række virksomheder, der tilhører gruppen omkring én af de eksporterende producenter, der har hjemsted i Kina. Da denne uforudsete situation opstod på et meget sent tidspunkt i proceduren, og da der ikke fandtes andre muligheder, anvendte Kommissionen undtagelsesvis de oplysninger, som disse virksomheder havde indgivet i forbindelse med subsidieberegningen, og som blev kontrolleret ud fra tilgængelige oplysninger.

(117)

Den 24. januar 2020 meddelte Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 29a, stk. 2, de interesserede parter, at den ikke agtede at indføre midlertidige foranstaltninger og fortsætte med undersøgelsen.

(118)

Kommissionen indhentede og efterprøvede fortsat alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen.

(119)

Kommissionen underrettede den 27. februar 2020 alle parter om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at indføre en endelig antisubsidietold på importen af den pågældende vare til Unionen (»endelig fremlæggelse af oplysninger«).

(120)

Alle parter fik en frist på 15 dage til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. En række interesserede parter anmodede om en fristforlængelse. Kommissionen indrømmede disse parter en frist til den 20. marts og den 23. marts 2020 for indgivelse af bemærkninger. De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(121)

I den særskilte antidumpingundersøgelse fik parterne den 19. december 2019 en endelig fremlæggelse af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at indføre en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare til Unionen. Interesserede parter fik desuden en supplerende fremlæggelse af oplysninger den 10. februar 2020.

(122)

Kommissionen behandlede i denne forordning de bemærkninger, der blev fremsat under antisubsidieproceduren. Bemærkninger fremsat i forbindelse med den særskilte antidumpingundersøgelse blev ikke behandlet i denne forordning, medmindre parterne udtrykkeligt anførte, at de fremsatte bemærkninger omfattede begge procedurer.

(123)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede ingen af parterne om at blive hørt af høringskonsulenten.

(124)

Interesserede parter fik en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger den 17. april 2020 og blev indrømmet en frist til den 22. april 2020 til fremsættelse af bemærkninger (»supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger«).

(125)

Interesserede parter fik endnu en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger den 24. april 2020 og blev indrømmet en frist til den 27. april 2020 til fremsættelse af bemærkninger (»anden supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger«).

(126)

Kommissionen afholdt høringer af EU-erhvervsgrenen, de eksporterende producenter Jushi/Hengshi China og de egyptiske eksporterende producenter Jushi/Hengshi Egypt samt GOE.

(127)

Den pågældende vare (31) er stoffer af vævede og/eller stingfæstnede endeløse glasfiberrovings og/eller garn med eller uden andre elementer, undtagen varer, som er imprægnerede eller præimprægnerede (prepregs), og undtagen open mesh-stoffer med en cellestørrelse på over 1,8 mm i både længde og bredde, der vejer mere end 35 g/m2 (»GFF«) med oprindelse i Kina og Egypten, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7019 39 00, ex 7019 40 00, ex 7019 59 00 og ex 7019 90 00 (Taric-kode 7019390080, 7019400080, 7019590080 og 7019900080) (»den pågældende vare«).

(128)

GFF anvendes til en lang række formål, f.eks. til fremstilling af vindmøllevinger, produktion af udstyr til skibe, lastbiler og sportsudstyr samt til rørfornyelse.

(129)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

(130)

Kommissionen besluttede, at disse varer derfor er samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(131)

En eksporterende producent og Den Arabiske Republik Egyptens handelsministerium hævdede, at forskårne GFF-sæt ikke burde være omfattet af undersøgelsen. Parten fremførte, at der ville være tale om forskårne GFF-sæt i et efterfølgende produktionsled, som krævede yderligere produktionstrin, og at der var forskelle med hensyn til fysiske egenskaber, da disse er meget mindre. GFF-sæt præsenterer sig i forskellige former og emballager, der består af flere mindre stykker stof, der er quiltet sammen. Det blev endvidere fremført, at der ikke ville være nogen risiko for omgåelse ved at udelukke sæt, da forskæringsprocessen ville være uigenkaldelig, og at varen ikke er indbydes udskiftelig med GFF, der ikke er forskåret.

(132)

Klageren hævdede, at forskårne GFF-sæt og ikke-forskårne GFF-sæt har de samme grundlæggende egenskaber og anvendelsesformål. Da GFF er et forstærkningsmateriale, er det nødvendigt at forskære det, så det passer til formen på den vare, der skal forstærkes, men dette ændrer ikke de grundlæggende egenskaber som sådan. Forskæringsprocessen kan udføres af GFF-producenten, en uafhængig industriel forskæringsvirksomhed eller kunden selv. Det er en meget enkel og billig operation. Klageren hævdede endvidere, at brugerne ikke opfatter forskåret GFF anderledes end andre typer GFF, da GFF generelt fremstilles ud fra brugerens specifikationer. Hvis forskæringsprocessen ændrede egenskaberne ved GFF, ville dette gøre varen uanvendelig for den specifikke kunde.

(133)

Det fremgik af undersøgelsen, at processerne med forskæring eller fremstilling af sæt ikke ændrer de grundlæggende fysiske, tekniske eller kemiske egenskaber ved GFF eller deres grundlæggende endelige anvendelsesformål. Kunderne til begge varetyper er stort set de samme, og begge typer sælges via samme distributionskanaler.

(134)

Undersøgelsen bekræftede også, at til de fleste anvendelsesformål produceres GFF efter ordre i henhold til kundernes specifikationer. Forskårne GFF-sæt udgør blot en yderligere specifikation i kundeordren. Den anderledes emballage af forskårne GFF-sæt ændrer heller ikke ved varens egenskaber. Da GFF i stigende grad bestilles i form af forskårne GFF-sæt, og da der i stigende grad anvendes ekstern fremstilling af sæt, vil der være en høj risiko for omgåelse, hvis man udelader forskårne GFF-sæt fra undersøgelsen. Kommissionen konkluderede derfor, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at udelukke forskårne GFF-sæt fra undersøgelsen.

(135)

En anden eksporterende producent fremførte, at glasfibergarn burde betragtes som udelukket fra undersøgelsen. Denne eksporterende producent fremførte, at glasfibergarn ikke var udtrykkeligt nævnt i spørgeskemaet, klagen eller i indledningsmeddelelsen, hvilket tyder på, at det ikke er omfattet af varedækningen. Den hævdede endvidere, at GFF fremstillet af garn ikke kunne klassificeres under varekontrolnumrenes (»PCN«) egenskaber, at GFF fremstillet af garn importeres under andre KN-koder end dem, der er nævnt i klagen, og at glasfibergarn heller ikke ville være omfattet af foranstaltningerne mod glasfiberrovings i andre procedurer.

(136)

Klageren og en anden EU-producent (som ikke er part i klagen) gjorde gældende, at kun GFF fremstillet af ikke-snoet glasfibergarn eller glasfibergarn uden drej, bør være omfattet af undersøgelsen, hvorimod snoet garn kan udelukkes fra undersøgelsen. Klageren hævdede, at ikke-snoet glasfibergarn eller glasfibergarn uden drej har samme egenskaber som glafiberrovings og består af en række ikke-snoede filamenter eller strenge, og at de også anvendes til samme formål som rovings og typisk måler 13-24 mikrometer i diameter, og at de er af finhed på 300-4 800 tex.

(137)

For så vidt angår medtagelsen af GFF fremstillet af glasfibergarn, blev den undersøgte vare i indledningsmeddelelsen defineret som »stoffer af vævede og/eller stingfæstnede endeløse glasfiberrovings og/eller garn (…)« (32). Undersøgelsen har vist, at ikke-snoet glasfibergarn eller glasfibergarn uden drej har de samme grundlæggende egenskaber som glasfiberrovings og således består af et bundt ikke-snoede filamenter eller tråde, og de anvendes også til samme formål. Begge typer måler typisk 13-24 mikrometer i diameter og er af finhed på 300-4 800 tex. Det ville derfor ikke være hensigtsmæssigt at udelukke disse varetyper fra undersøgelsen.

(138)

Hvad angår GFF, der hovedsagelig er fremstillet af snoet glasfibergarn, bemærker Kommissionen, at denne vare, som har andre grundlæggende egenskaber og andre anvendelsesformål, f.eks. printkort, aldrig har været en del af den pågældende vare. Kommissionen har udtrykkeligt præciseret dette punkt i meddelelsen om præcisering.

(139)

Inden den påståede subsidiering i form af subsidier eller subsidieordninger blev undersøgt, vurderede Kommissionen regeringens planer, projekter og andre dokumenter, som var relevante for mere end ét af subsidierne eller én af subsidieordningerne. Den konstaterede, at alle subsidier eller subsidieordninger, der er under vurdering, indgår i gennemførelsen af GOC's centrale planlægning for at fremme GFF-industrien af følgende årsager.

(140)

Betydningen af industrien for nye materialer, der omfatter GFF, som en »strategisk vækstindustri«, blev fremhævet i Kinas 12. femårsplan for Kinas nationale økonomiske og sociale udvikling (»den 12. femårsplan«), og deri anføres det, at den bør udvikles til en »bærende industri« gennem omfattende politisk støtte og vejledning (33). Endvidere har den 13. femårsplan for Kinas nationale økonomiske og sociale udvikling (»den 13. femårsplan«), som omfatter perioden 2016-2020, til formål at udvikle yderligere industrigrene for nye materialer ved at styrke forskning og udvikling og øge innovationskapaciteten i fremstillingsindustrien (34).

(141)

Den 13. femårsplan understreger GOC's strategiske vision for forbedring og fremme af nøgleindustrier. Den fremhæver den rolle, som teknologisk innovation spiller i den økonomiske udvikling af Kina, og at det fortsat er vigtigt med »grønne« udviklingsprincipper. Ifølge kapitel 5 i planen er en af de centrale udviklingstendenser at fremme opgraderingen af den traditionelle industristruktur, hvilket også var tilfældet i den 12. femårsplan. Denne idé uddybes yderligere i kapitel 22, som forklarer strategien med hensyn til at modernisere den traditionelle industri i Kina ved at fremme dens teknologiske omstilling. I den sammenhæng anføres det i den 13. femårsplan, at virksomhederne vil blive understøttet for »på omfattende vis at blive bedre på områder, som f.eks. produktteknologi, industriudstyr, miljøbeskyttelse og energieffektivitet«.

(142)

I den 13. femårsplan nævnes de nye materialer et par gange: »Vi vil arbejde for at gøre hurtigere fremskridt inden for kerneteknologier på områder som næste generation af information og kommunikation, ny energi, nye materialer (…)« (35). I henhold til planen vil der desuden blive gennemført projekter vedrørende forskning i vigtige nye materialer samt udvikling og anvendelse heraf (36).

(143)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOC sin grundlæggende holdning vedrørende Kinas femårsplaner og hævdede, at de ikke er forpligtende eller retligt bindende, men blot er vejledende dokumenter, da de ikke indeholder faktiske lovbestemmelser, sanktioner eller regler om anvendelighed. GOC regering anførte endvidere, at den 12. femårsplan ikke længere er gældende, og selv hvis den 13. femårsplan ville være retligt bindende, hvilket ikke er tilfældet, nævner den ikke GFF. Dertil kommer, at planen henviser til »nye materialer«, men den definerer ikke dette begreb. Endelig er den 13. femårsplan ikke specifik for GFF-industrien eller for »industrien for nye materialer«, men omfatter næsten hele økonomien.

(144)

Kommissionen er ikke enig i denne holdning. I kapitel 17 i den 13. femårsplan hedder det: »Den nationale udviklingsstrategi og -plan vil blive aktuel og indtage en førende og begrænsende rolle.« Dermed anvender denne plan en sprogbrug, der henviser til dens bindende karakter, og er ikke blot udtryk for generelle erklæringer om tilskyndelse.

(145)

Selv om den 12. femårsplan ikke længere er gældende, er det den forgænger, der fremhævede betydningen af industrien for nye materialer som en »strategisk vækstindustri«, og som blev videreudviklet af den 13. femårsplan. Som det fremgår af betragtning 148-149, omfatter industrien for nye materialer GFF-industrien. Som omhandlet i betragtning 141 understreger den 13. femårsplan GOC's strategiske vision for forbedring og fremme af nøgleindustrier, og derfor prioriterer den visse sektorer og teknologier, herunder GFF.

(146)

GOC's påstande i den henseende blev derfor afvist.

(147)

Industrien for nye materialer er også en tilskyndet industri i henhold til initiativet Made in China 2025 (37) og dermed berettiget til at modtage betydelig statsstøtte. Der er etableret en række fonde til støtte for initiativet Made in China 2025 og dermed også indirekte GFF-industrien, som f.eks. National Integrated Circuit fund, Advanced Manufacturing Fund og Emerging Industries Investment Fund (38).

(148)

Desuden henvises der ofte til GFF under betegnelsen »nye materialer«. 10 strategiske sektorer i Made in China 2025-køreplanen (39), som GOC betragter som nøgleindustrier. Deri beskrives i sektor 9 »nye materialer« og underkategorier heraf, herunder avancerede grundlæggende materialer (punkt 9.1), vigtige strategiske materialer (punkt 9.2), herunder højtydende fibre- og kompositmaterialer, nye energimaterialer (40). Nye materialer er således omfattet af fordelene ved de støttemekanismer, der er anført i dokumentet, herunder bl.a. finansielle støttepolitikker, skatte- og afgiftspolitikker, Statsrådets tilsyn og støtte (41).

(149)

I forlængelse af Made in China 2025-køreplanen blev listen over 10 strategiske sektorer i november 2016 videreudviklet til et Catalogue of Four Essentials (katalog over fire strategiske områder), som er offentliggjort af National Manufacturing Strategy Advisory Committee (NMSAC), som er en rådgivende gruppe for National Leading Small Group on Building a National Manufacturing Power. I dette katalog opdeles hver af de 10 strategiske sektorer i fire kapitler: i) væsentlige reservedele, ii) vigtige nøglematerialer, iii) avancerede væsentlige processer/teknologier og iv) industrielle teknologiplatforme. Glasfibre findes under sektor 7: elektrisk udstyr, punkt II, vigtige nøgleelementer: nr. 16 isoleringsplader af glasfibre, og sektor 9: nye materialer, punkt II, vigtige nøglematerialer, nr. 10 monomerer, kompositmaterialer og højtydende fibre og nr. 24 glasbaserede materialer.

(150)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at GFF ikke er nævnt i initiativet Made in China 2025, som stort set er tilgængeligt i hele økonomien, og at Made in China 2025 ikke er forpligtende, men blot en retningslinje.

(151)

Hertil gentager Kommissionen, at initiativet Made in China 2025 klart er rettet mod industrigrenene for nye materialer, herunder GFF-industrien, som det allerede er blevet påvist. Initiativet indeholder bestemmelser om strategisk støtte og garantier, bl.a. gennem forbedrede økonomiske støttepolitikker og øget støtte til skattepolitikker. For eksempel hedder det deri klart, at det »øger støtten til den nye generation af informationsteknologi, avanceret udstyr, nye materialer osv.«

(152)

I Made in China 2025-initiativet anføres det, at det er »handlingsplanen for de første ti år af gennemførelsen af strategien som fremstillingsstormagt«, og det fastsætter klare strategiske politikker og mål. I initiativet Made in China 2025 hedder det også, at »en række regioner skal udarbejde et specifikt gennemførelsesprogram og finjustere de politiske foranstaltninger, der skal sikre gennemførelsen af forskellige opgaver«, og det hedder videre, at »Ministeriet for Industri og Information skal i samarbejde med relevante tjenester styrke analysen af sporing, tilsyn og ledelse og rettidigt rapportere til Statsrådet om større begivenheder«. Desuden støttes Made in China 2025-initiativet af gennemførelsesforanstaltninger, som f.eks. Made in China 2025-køreplanen og meddelelsen fra generalsekretariatet for ministeriet for industri og informationsteknologi om »the release of the 2017 Industrial Transformation and Upgrade (Made in China 2025) Funding Guide» (42), der indeholder bestemmelser om midler, der begunstigede visse samarbejdsvillige eksporterende GFF-producenter. Desuden er planen for udvikling af byggematerialeindustrien (2016-2020), jf. betragtning 153, «udarbejdet på grundlag af den skitserede plan i den 13. femårsplan for Folkerepublikken Kinas nationale økonomi og sociale udvikling og Made in China 2025-strategien«. I betragtning af ovenstående synes Made in China 2025-initiativet ikke blot at være en retningslinje, tværtimod synes det at have en faktisk forpligtende virkning og er i vid udstrækning gennemført. GOC's påstande i den henseende blev derfor afvist.

(153)

Endvidere fremmer planen for udvikling af byggematerialeindustrien (2016-2020) (Building Materials Industry Development Plan) ligeledes GFF-industrien. Denne plan opfordrer til en optimering af industristrukturen, bl.a. ved at udvide vækstindustrierne, såsom glasbaserede materialer, industriel keramik, intraokulære linser, højtydende fibre og kompositmaterialer, samt grafen og modificerede materialer. Dette skal opnås gennem statslig finansiering, beskatning, finans-, pris-, energi- og miljøbeskyttelsespolitikker og støtte til kapital til deltagelse i fusioner, opkøb og omstrukturering af byggematerialevirksomheder ved hjælp af forskellige midler, herunder udlån (43).

(154)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at planen for udvikling af byggematerialeindustrien gælder for alle byggematerialer og dermed også er bredt tilgængelig i hele økonomien. Desuden vedrører denne plan kun generelle oplysninger om regeringens politik.

(155)

Planen for udvikling af byggematerialeindustrien indeholder specifikke foranstaltninger rettet mod industrien for byggematerialer, som GFF-industrien tilhører, jf. forklaringen i betragtning 166. Kommissionen er derfor uenig i GOC's erklæring om, at den er bredt tilgængelig i hele økonomien.

(156)

Selv om planen for udvikling af byggematerialeindustrien kan fremstå blot som et vejledende dokument, jf. betragtning 152, er det en gennemførelse af den 13. femårsplan og af Made in China 2025-strategien. Den har til formål at »fremme omstilling og opgradering af byggematerialeindustrien ved at lette omstillingen af byggematerialeindustrien fra at være en stor industri til en stærk industri og opnå en bæredygtig udvikling i løbet af perioden for »den 13. femårsplan««, og den indeholder klare opgaver og projekter med henblik på at nå de fastsatte mål i løbet af en konkret defineret femårig periode (44). Dens rent vejledende karakter er derfor tvivlsom, og særlig når man undersøger den i en bredere sammenhæng.

(157)

GFF-industrien er også omfattet af planen for udvikling af intelligent fremstilling (2016-2020), der er offentliggjort af det kinesiske ministerium for industri og informationsteknologi (»MIIT«), og som indeholder 10 nøgleopgaver, der skal afkorte produktudviklingscyklussen, forbedre produktionseffektiviteten og produktkvaliteten, reducere driftsomkostningerne og ressource- og energiforbruget og fremskynde udviklingen af intelligent fremstilling. I 2018 præsenterede Statsrådet Kinas planer om at udvide sit program for intelligent fremstilling ved at tilføje ca. 100 pilotprojekter det pågældende år, og ifølge offentligt tilgængelige oplysninger blev én af de samarbejdsvillige eksporterende producenter, Taishan Fiberglass, Inc., opført af MIIT i 2015 som ét af de »intelligente fremstillingsanlæg« (45).

(158)

Ifølge GOC er planen for udvikling af intelligent fremstilling (2016-2020) irrelevant, da den ikke er specifik for GFF-industrien, men vedrører hele fremstillingsindustrien. Desuden hævdede GOC, at planen ikke er et forpligtende dokument, men blot en retningslinje.

(159)

Planen for udvikling af intelligent fremstilling (2016-2020) er »udarbejdet på grundlag af den skitserede plan i den 13. femårsplan for Folkerepublikken Kinas nationale økonomi og sociale udvikling og Made in China 2025-strategien« (46). Den gennemfører således den strategi, der er fastlagt i disse dokumenter. Som allerede forklaret er den 13. femårsplan og Made in China 2025-strategien specifikt målrettet mod bestemte industrigrene, heriblandt GFF-industrien, der er en del af industrien for nye materialer. Endvidere henviser planen for udvikling af intelligent fremstilling i mange tilfælde til de ti hovedområder, der er omfattet af Made in China 2025-strategien. Navnlig hedder det i den særlige kolonne 6 om »Intelligent transformation emphasis of key field«, at »for så vidt angår den nye generation af informationsteknologier, (…) nyt materiale, (…) byggematerialer (…), fremmes den vidtgående anvendelse af intelligente og digitale teknologier inden for forskning og udvikling og design, fremstilling, logistik og oplagring, drift og ledelse, eftersalgsservice og andre vigtige forbindelser mellem virksomheder«. Planen for udvikling af intelligent fremstilling (2016-2020) er derfor specifik for de nøgleindustrier, der er fastlagt i Made in China-2025-strategien, og omfatter bl.a. sektorerne for nye materialer og byggematerialer, hvortil GFF hører.

(160)

Kommissionen bemærker også, at sprogbrugen i planen for udvikling af intelligent fremstilling (2016-2020) viser, at dokumentet har en forpligtende karakter. Navnlig bestemmes det i afsnit II (III), »Udviklingsmål«, at »inden 2025 skal der gennemføres en to-trinstrategi for at fremme udviklingen af intelligent fremstilling: Som et første trin vil grundlaget for intelligent fremstilling og den understøttende kapacitet senest i 2020 blive klart styrket, den digitale fremstilling vil grundlæggende finde sted inden for nøgleområdet for den traditionelle fremstillingsindustri, og den intelligente omstilling af nøgleindustrier med betingelser og grundlag vil klart gøre fremskridt. Som andet trin vil støtteordningen for intelligent fremstilling grundlæggende være etableret senest i 2025, og den intelligente omstilling realiseres først i nøgleindustrien.« Endvidere hedder det i afsnit V, »Tilrettelæggelse og gennemførelse«, at »ministeriet for industri og informationsteknologi og finansministeriet er ansvarlige for planens tilrettelæggelse og gennemførelse, styrkelse af ledelsen, omhyggelig tilrettelæggelse, rettidig løsning af de problemer, der konstateres i planens gennemførelsesproces, og skal fremme af gennemførelsen af forskellige opgaver og foranstaltninger«, og at »de kompetente tjenester inden for industri og informationsteknologi og finansiering i forskellige regioner hurtigt skal udarbejde den gennemførelsesordning, der er forbundet med planen, gennemføre relevante støttepolitikker og afslutte informationstilbagemeldingen i overensstemmelse med ansvarsfordelingen«. Kommissionen konkluderede derfor, at planen for udvikling af intelligent fremstilling har klart definerede mål, der er forpligtende for de involverede virksomheder.

(161)

Ud fra ovenstående blev GOC's påstande afvist.

(162)

Desuden findes der i det kinesiske katalog over højteknologiske eksportvarer, der er udarbejdet af ministeriet for videnskab og teknologi, ministeriet for udenrigshandel og generaldirektoratet for offentlig forvaltning, en liste over 1900 højteknologiske varer i 8 kategorier, der er omfattet af GOC's præferenceeksportpolitik. En af kategorierne er kategorien for »nye materialer«, som omfatter GFF (47). Hertil kommer, at det kinesiske katalog over højteknologiske varer, der er udarbejdet af ministeriet for videnskab og teknologi, finansministeriet og den statslige skatteforvaltning henviser til 11 områder, heriblandt »kategorien for nye materialer«. Endvidere kan de højteknologiske virksomheder, der i henhold til Kinas lov om videnskab og teknologisk fremskridt er etableret i højteknologiske udviklingsområder, have gavn af en liste over præferencepolitikker, herunder: i) en indkomstbeskatning af virksomheder (»EIT«) på 15 % i stedet for den normale sats på 25 %, ii) hvis produktionsværdien af eksportvarer når op på 70 % af den samlede værdi for det pågældende år, nedsættes EIT-satsen yderligere til 10 %, iii) nyetablerede højteknologiske virksomheder er fritaget for EIT-beskatning i de første to år efter produktionens påbegyndelse, iv) nyetablerede højteknologiske virksomheder er fritaget for byggeskat, v) hvad angår udvikling, produktion og drift af ny teknologi, er jord i forbindelse med FoU skattefri, vi) udstyr, der anvendes af højteknologiske virksomheder til højteknologisk produktion og udvikling, er genstand for fremskyndet afskrivning, og vii) eksportvarer fremstillet af højteknologiske virksomheder er fritaget for eksporttold, bortset fra varer, der er begrænset af staten, eller som vedrører bestemte varer osv (48).

(163)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at det kinesiske katalog over højteknologiske varer sammenholdt med Kinas lov om videnskab og teknologisk fremskridt ikke er specifikt for en bestemt industrigren, fordi disse dokumenter indeholder objektive kriterier for støtteberettigelse, som finder automatisk anvendelse.

(164)

I denne forbindelse omfatter det kinesiske katalog over højteknologiske eksportvarer, som allerede nævnt i betragtning 162, højteknologiske varer i 8 kategorier, herunder »nye materialer«. Kommissionen bemærker endvidere, at det kinesiske katalog over højteknologiske varer henviser til 11 områder, heriblandt »6. Nye materialer«. Da begge kataloger er begrænset til en række områder, kan det ikke konkluderes, at de gælder for alle industrigrene. GOC's påstand blev derfor afvist.

(165)

De midlertidige bestemmelser om fremme af tilpasninger af erhvervsstrukturen (Statsrådets afgørelse nr. 40 af 2005) (»afgørelse nr. 40«), kapitel III henviser til det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (The Guiding Catalogue for Industry Restructuring), som består af tre forskellige former for indholdskategorier, nemlig tilskyndede, begrænsede og afviklede projekter. Hvis »investeringsprojektet falder ind under kategorien tilskyndet, undersøges, godkendes og registreres det i henhold til de relevante nationale bestemmelser om investering hedder det denne afgørelses artikel XVII, alle finansielle institutioner skal yde kreditstøtte i henhold til principperne for kreditgivning, udstyr, der medgår i produktionen, og som importeres i det samlede investeringsbeløb, med undtagelse af varer, der indgår i kategorien af ikke-fritagne importerede varer fra projekter med national investering (ændret i 2000) udstedt af finansministeriet kan fritages for importtold og moms i relation til import, medmindre der er nye bestemmelser om ikke-fritagne investeringsprojekter. Andre politikker, der favoriserer tilskyndede industriprojekter skal implementeres i overensstemmelse med relevante nationale bestemmelser«.

(166)

I det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (udgave fra 2011) (ændring (49) fra 2013) anføres der under »Kategori I Tilskyndet«

»XII.   Byggematerialer:

(…)

(167)

Ifølge GOC er afgørelse nr. 40 ikke specifik for en virksomhed eller en industrigren som krævet i SCM-aftalens artikel 2.1, men for visse tilskyndede projekter. Afgørelse nr. 40 har desuden ikke en forpligtende karakter. GOC bekræftede, at det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering, som Kommissionen henviser til, er irrelevant, fordi Kommissionen henviser til 2011-udgaven af dette katalog, som allerede er udløbet. Ifølge GOC nævner den nye version af dette katalog ikke GFF.

(168)

For det første gør Kommissionen opmærksom på, at den henviste til »det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (udgave fra 2011) (ændring fra 2013)«, den henviste således ikke til udgaven fra 2011, men til den ændrede udgave fra 2013. Ifølge Kommissionens oplysninger blev den seneste ændring af kataloget godkendt ved dekret nr. 29 af 27. august 2019 fra Folkerepublikken Kinas nationale udviklings- og reformkommission og trådte i kraft den 1. januar 2020 (50). Ved det nye »vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (udgave fra 2019)« afskaffedes »det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (udgave fra 2011) (ændring fra 2013)«. Kataloget blev imidlertid vedtaget og trådte i kraft efter undersøgelsesperioden. Derfor var »det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering (udgave fra 2011) (ændring fra 2013) gældende i undersøgelsesperioden. Hvorom alting er og i modsætning til GOC's udtalelse, henviser udgaven fra 2019 af »det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering« til GFF under »afsnit« I Tilskyndede industrier« som følger:

»XII.   Byggematerialer

(…)

(169)

For det andet er Kommissionen ikke enig i, at afgørelse nr. 40 ikke har en forpligtende karakter. Afgørelse nr. 40 fastlægger de midlertidige bestemmelser, der fremmer den industrielle omstrukturering og henviser til The Guiding Catalogue for Industry Restructuring (Det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering), som definerer tre former for projekter: tilskyndede, begrænsede og afskaffede projekter. Artikel XVII i afgørelse nr. 40 fastlægger imidlertid, at behandlingen af investeringsprojekter, der hører til de tilskyndede projekter, har en forpligtende karakter, f.eks. »alle finansielle institutioner skal yde kreditstøtte i henhold til kreditprincipperne«, »andre politikker, der favoriserer tilskyndede industriprojekter skal gennemføres i henhold til relevante nationale forskrifter«. Det fastsættes også i artikel XXI, at »de relevante præferentielle politikker, der gennemføres i henhold til dokumentet om, hvilke industrier, varer og teknologier der i øjeblikket særligt tilskyndes af staten, ændret i 2000, (The Content of Industries, Products and Technologies Currently Especially Encouraged by the State), skal tilpasses og gennemføres i henhold til det tilskyndede indhold i det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering«. Derfor har afgørelse nr. 40 en forpligtende karakter på dette område. I det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering, »kategori I Tilskyndelse«, anføres en liste over en række projekter under en række industrigrene. Som forklaret i betragtning 166 omfatter den byggematerialeindustrien og specifikke projekter i forbindelse med GFF-industrien. Derfor indeholder afgørelse nr. 40, sammenholdt med det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering, en særlig behandling af visse projekter inden for visse tilskyndede industrier. Selv om disse dokumenter henviser til specifikke projekter, fastslår de således først, hvilke specifikke industrigrene der tilskyndes, og dernæst hvilke projekter i disse industrigrene der vil kunne drage fordel af den præferencebehandling, der er fastsat i afgørelse nr. 40. Kommissionen afviste derfor GOC's påstande.

(170)

Desuden er GFF omfattet af planen for udvikling af byggematerialeindustrien (2016-2020) (51), som bl.a. indebærer byggematerialeindustriens overgang fra at være en stor industri til en stærk industri. Det indebærer også en optimering af byggesektorens struktur, forbedring af forsyningssikkerheden for vigtige materialer, øget koncentration i industrien samt en forbedring af den internationale konkurrenceevne. Planen indeholder bestemmelser om kvantitative udviklingsmål, statslig kontrol med produktionskapaciteten, detaljerede produktionsmål, geografisk fordeling af industrier mellem provinser i Kina, forsyningssikkerhed, udvikling af specifikke industrier, statslig kontrol med og indflydelse på virksomheder og støtteforanstaltninger i erhvervslivet (52). Det viser statens stærke tilstedeværelse og indgriben i glasfiberglasindustrien.

(171)

Den 13. femårsplan for industrien for fiber- og kompositmaterialer (53) tager specifikt sigte på fibermaterialeindustrien. Den er klart retningsgivende for sektorens udvikling, f.eks. i afsnit III.3, hvis formål er:

(172)

»aktivt at integrere og opgradere leverandør- og aftagerindustrien i industrikæden for at opretholde en sund og stabil udvikling i industrien for fiber-og kompositmaterialer: Tilskynde store bassin- og ovnvirksomheder til løbende at gennemføre udviklingsstrategien »go global« og gennemføre globale mønstre for produktionskapacitet. På denne baggrund skal man: — bibeholde kontrollen med vækstraten på et relativt lavt niveau i den indenlandske glasfiberproduktion — samtidig reducere eksportkvoten for indenlandske glasfibre og glasfibervarer — aktivt tilpasse produktstrukturerne; (…) — aktivt tilpasse produktstrukturen og vejlede virksomhederne i gennemførelsen af en differentieret udvikling, gøre en energisk indsats for at udvikle »deep processing« af glasfibervarer, udvide markedet for fiber- og kompositmaterialer i mellem-og højprissegmentet og forbedre varernes kvalitet og merværdi. Sikre, at den årlige vækstrate for de vigtigste erhvervsmæssige indtægter i industrien for fiber- og kompositmaterialer er ca. 5 til 6 procentpoint højere end den nationale BNP-vækstrate, dvs., at fra og med 2020 vil de samlede indtægter for virksomheder over den fastsatte størrelse nå op på 500 mia. yuan, dvs. en fordobling i forhold til situationen ved udløbet af den 12. femårsplan« (54).

(173)

I afsnit IV.3.4 i den pågældende plan opstilles der desuden vejledende retningslinjer for virksomhederne og hele industrien:

(174)

»Vejlede forskellige typer af virksomheder i at deltage i differentierede aktioner under hensyntagen til deres individuelle fordele og specifikke markedssegmenter. Det er navnlig nødvendigt at vejlede små og mellemstore virksomheder i at følge den vækstvej, der består i at udfylde specifikke huller, hvor små virksomheder supplerer de store, i overvejelserne om specialisering som vejen til at opnå succes. Takket være differentierede operationer undgås det, at store virksomheder konkurrerer med hinanden, og konkurrencen mellem lignende virksomheder undgås, hvorved markedssegmetet med lavpriskonkurrence elimineres. Samtidig kan små og mellemstore virksomheder med specialiseret produktion også vinde respekt og opmærksomhed hos store virksomheder, etablere tætte samarbejdsrelationer med store virksomheder og effektivt støtte og fremme udviklingen af store virksomheder.«

(175)

Industrisammenslutningerne er tæt knyttet til staten, hovedsagelig gennem CCP's stigende indflydelse i disse sammenslutninger (55). Derfor peger bestemmelserne i afsnit IV.3.6 i samme plan også på en statslig indgriben i fiberproduktionen, herunder GFF-sektoren:

(176)

Kina har aktivt fremmet GFF-industrier på forskellige forvaltningsniveauer, og et eksempel på et lokalt initiativ, der omfatter en af de stikprøveudtagne virksomheder, kan findes i den 13. femårsplan for den økonomiske og sociale udvikling for Jiujiang City:

(177)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at den 13. femårsplan for industrien for fiber- og kompositmaterialer og den 13. femårsplan for Jiujiang City begge blot vedrører generelle oplysninger om regeringens politik, uden direkte forbindelse til nogen af de påståede subsidieordninger, og derfor ikke udgør »tilstrækkelige beviser« for specificitet.

(178)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Som forklaret i betragtning 171 og 172 tager den 13. femårsplan for industrien for fiber- og kompositmaterialer specifikt sigte på industrien for fibermaterialer og er klart retningsgivende for sektorens udvikling. Selv hvis dette dokument eventuelt ikke har nogen direkte forbindelse til de påståede subsidieordninger, sådan som det hævdes af GOC, peger det på specifikke foranstaltninger, der tilskynder industrien for fiber- og kompositmaterialer. Som nævnt i betragtning 176 er den 13. femårsplan for den økonomiske og sociale udvikling for Jiujiang City specifikt rettet mod Jushi, som er en af de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Disse dokumenter viser derfor, at de kinesiske myndigheder specifikt tager specifikt sigte på en bestemt industrigren, som omfatter GFF, og visse virksomheder i denne industrigren. GOC's påstande blev følgelig afvist.

(179)

I betragtning af ovenstående anses GFF-industrien således for at være en nøgleindustri/en strategisk industri, hvis udvikling GOC aktivt forfølger som et politisk mål.

(180)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde GOC indsigelse mod Kommissionens vurdering af, at GFF-industrien er en tilskyndet industri, og hævdede, at Kommissionens påstand om, at GFF-industrien er en tilskyndet industri i Kina, ikke viser, at de pågældende foranstaltninger er specifikke i henhold til SCM-aftalens artikel 2.

(181)

Kommissionen var uenig i GOC's påstand. Det fremgår af undersøgelsesresultaterne i betragtning 140-178, at forskellige politik- og reguleringsværktøjer specifikt tager sigte på og tilskynder GFF-industrien som en del af industrigrenen for »byggematerialer« og »nye materialer«, og at den er opført i katalogerne over tilskyndede industrier. Det forhold, at disse dokumenter indeholder specifikke foranstaltninger med hensyn til visse industrigrene, herunder GFF-industrien, er tilstrækkeligt til at påvise, at de er specifikke i henhold til SCM-aftalens artikel 2.

(182)

Af administrative hensyn anmodede Kommissionen GOC om at fremsende særlige spørgeskemaer til de to specifikke statsejede banker, der er omhandlet i klagen, til Sinosure og til enhver anden finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til virksomhederne i stikprøven.

(183)

GOC fremsendte faktisk de specifikke spørgeskemaer til bankerne. 15 bankfilialer bekræftede deres udestående lån med virksomhederne i stikprøven i UP, men uden egentlig at indgive en spørgeskemabesvarelse. Kun en intern bank hos en af de eksporterende producenter (CNBM Finance) og en statsejet bank (Export-Import Bank of China) besvarede rent faktisk spørgsmålene i spørgeskemaet. CDB besvarede desuden heller ikke spørgeskemaet, men besvarede spørgsmål under kontrolbesøget på stedet.

(184)

Ifølge GOC havde den ingen beføjelse til at kræve oplysninger af de statsejede banker, som ikke besvarede spørgeskemaet, eftersom de drives uafhængigt af GOC.

(185)

Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. For det første er det Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede virksomheder blev anmodet om (hvad enten det er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for GOC for alle enheder, hvor GOC er hovedaktionær eller storaktionær. I henhold til loven i Folkerepublikken Kina om statsejede virksomheders aktiver (57) skal statsejede tilsyns- og administrationsorganer, der er oprettet af Statsrådets tilsyns- og administrationskommission for statsejede aktiver og de lokale folkeregeringer, udføre pligter og påtage sig ansvar for kapitalindskyderen i en virksomhed med statslige investeringer på vegne af regeringen. Disse organer har således ret til at modtage afkast på aktiver, deltage i større beslutningsprocesser og vælge ledende personale i virksomheder med statslige investeringer. I henhold til artikel 17 i ovennævnte lov om statsejede aktiver skal virksomheder med statslige investeringer desuden acceptere regeringens administration og tilsyn foretaget af regeringer og relevante statslige tjenester og organer, acceptere offentligt tilsyn og optræde som ansvarlige over for kapitalindskydere.

(186)

Derudover har GOC også den nødvendige beføjelse til at indgå i et samspil med de finansielle institutioner, selv når de ikke er statsejede, da de alle hører ind under den kinesiske banktilsynsmyndigheds jurisdiktion. I henhold til artikel 33 og 36 i banktilsynsloven (58) har China Banking and Insurance Regulatory Commission (»CBIRC«) f.eks. beføjelse til at kræve, at alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina, skal indgive oplysninger, som f.eks. regnskaber, statistiske rapporter og oplysninger om forretningsaktiviteter og ledelse. CBIRC kan også pålægge finansielle institutioner at videregive oplysninger til offentligheden.

(187)

Desuden indgav den eneste samarbejdsvillige statsejede bank ikke særlige oplysninger om lån til de stikprøveudtagne virksomheder, selv om den afgav nogle generelle forklaringer om, hvordan dens system til godkendelse af lån og risikostyring fungerer. Den hævdede, at den var bundet af lovgivningsmæssige krav og kontraktbestemmelser med hensyn til fortroligheden af oplysningerne vedrørende virksomhederne i stikprøven.

(188)

Kommissionen anmodede derfor de grupper af eksporterende producenter, der indgik i stikprøven, om at give adgang til virksomhedsspecifikke oplysninger, som indehaves af alle statsejede og private banker, fra hvilke de modtog lån. Selv om virksomhederne i stikprøven gav deres samtykke til at give adgang til bankdata vedrørende dem, nægtede den samarbejdsvillige bank at give de nødvendige detaljerede oplysninger.

(189)

I sidste ende modtog Kommissionen kun oplysninger om virksomhedsstruktur og ejerskab fra den samarbejdsvillige statsejede bank, men ikke fra nogen af de andre finansielle institutioner, der havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven. Desuden fremlagde ingen af de finansielle institutioner oplysninger, der var specifikke for risikovurderingen af lånene til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter.

(190)

Da Kommissionen ikke havde nogen oplysninger om de fleste af de statsejede banker, der ydede lån til virksomhederne i stikprøven, og ingen virksomhedsspecifikke oplysninger om lånene ydet af de samarbejdsvillige banker, fandt den, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen.

(191)

Kommissionen underrettede derfor GOC om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering i form af præferencelåneordninger.

(192)

I sit svar på Kommissionens brev gjorde GOC indsigelse mod anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1. Den begrundede det generelt med, at de specifikke oplysninger, der blev anmodet om, ikke var nødvendige, fordi proceduren var baseret på en klage, der undlod at opfylde kravene til beviser i SCM-aftalen og grundforordningen. Kommissionen var af den holdning, at tilstrækkeligheden vedrørende beviserne i klagen allerede var blevet behandlet under afsnit 1.1.1 og fastholdt således sin konklusion om, at der var tilstrækkelige beviser i klagen, der tydede på forekomsten af de påståede subsidier fra GOC's side.

(193)

GOC gjorde også især indsigelse mod anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, vedrørende præferencelåneordninger. GOC gentog, at den ikke havde nogen beføjelser over bankerne. GOC var også af den opfattelse, at den havde samarbejdet efter bedste evne, at Kommissionen havde påført den en urimelig ekstra byrde, og at den manglende information ikke var »nødvendig« i henhold til grundforordningens artikel 28, da denne allerede var tilgængelig via spørgeskemabesvarelserne. GOC gentog disse påstande efter den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(194)

Kommissionen fastholdt sin position, at GOC har beføjelse til at anmode bankerne om oplysninger af de årsager, der er anført i betragtning 185 og 186. Den anerkendte, at GOC fremsendte de relevante spørgeskemaer til bankerne, og at den modtog en fyldestgørende besvarelse fra én statsejet bank. Kommissionen anvendte de afgivne oplysninger og supplerede kun disse med de foreliggende faktiske oplysninger for de dele, der manglede.

(195)

De manglende oplysninger vedrører hovedsageligt to aspekter: For det første oplysninger om ejerforhold og virksomhedsledelse i de ikke samarbejdsvillige banker, som var nødvendige, for at Kommissionen kunne fastslå, hvorvidt disse banker er offentlige organer. For det andet var det nødvendigt med virksomhedsspecifikke oplysninger fra den samarbejdsvillige bank, som f.eks. bankens interne lånebevillingsproces og bankens vurdering af kreditværdighed i forbindelse med lån til virksomhederne i stikprøven, jf. grundforordningens artikel 28, med henblik på at kunne fastslå, om virksomhederne i stikprøven blev indrømmet lån til præferencesatser. Endvidere kan sådanne interne dokumenter kun leveres af bankerne og kan således ikke gives ved spørgeskemabesvarelser fra virksomhederne i stikprøven.

(196)

GOC hævdede også, at der ikke kunne gives virksomhedsspecifikke oplysninger af lovmæssige årsager. Selv hvis Kommissionen havde et generelt skriftligt samtykke fra virksomhederne i stikprøven, i henhold til hvilket disse gav afkald på deres rettigheder i relation til fortrolighed, fastholdt GOC, at de relevante banker eller finansielle institutioner ville skulle anmode parterne om deres udtrykkelige tilladelse med hensyn til hver enkelt lånetransaktion, og at disse tilladelser skulle kontrolleres af de relevante finansielle institutioner.

(197)

Kommissionen anførte imidlertid, at der særskilt blev anmodet om samtykke fra hver enkelt virksomhed for den enkelte banks lånetransaktioner. Kommissionen var af den opfattelse, at et sådant specifikt samtykke burde være tilstrækkeligt til at give adgang til de stikprøveudtagne virksomheders regnskaber. Desuden fremlagde nogle af bankerne rent faktisk et overblik over deres udestående lån hos virksomhederne, hvilket viser, at de ikke var begrænset til at give oplysninger som sådan om specifikke transaktioner. Ingen af disse banker fremlagde imidlertid oplysninger vedrørende deres egne interne vurdering af de transaktioner, der var blevet offentliggjort.

(198)

Endelig mente Kommissionen ikke, at den havde påført GOC en urimelig byrde. Kommissionen havde fra starten begrænset sin undersøgelse til de finansielle institutioner, som havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven. Kommissionen havde heller ikke pålagt GOC byrden med at identificere disse finansielle institutioner, da listen med navne og adresser på bankerne og anmodningen om at fremsende spørgeskemaer blev fremsendt til GOC allerede ved undersøgelsens start i juni 2019. Det gav GOC tilstrækkelig tid at efterkomme Kommissionens anmodning. Kommissionen var således af den opfattelse, at den havde gjort sit bedste for at lette de opgaver, som den havde anmodet GOC om.

(199)

Kommissionen fastholdt derfor, at den delvist måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering gennem præferencelåneordninger.

(200)

Sinosure besvarede delvist det særlige spørgeskema vedrørende eksportkreditforsikring, der var blevet fremsendt virksomhederne i stikprøven. Men Sinosure afgav bl.a. ikke specifikke oplysninger om eksportkreditforsikringen til GFF-industrien, præmiestørrelsen eller detaljerede tal vedrørende rentabiliteten i forbindelse med eksportkreditforsikringsforretningerne.

(201)

Desuden undlod Sinosure at fremlægge den ønskede dokumentation for sin virksomhedsledelse, som f.eks. vedtægterne, med henvisning til at dette var fortrolige oplysninger.

(202)

I mangel af disse oplysninger fandt Kommissionen, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger af relevans for dette aspekt af undersøgelsen.

(203)

Det er Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, som de statsejede enheder blev anmodet om (hvad enten det er virksomheder eller offentlige/finansielle institutioner), er tilgængelige for GOC for alle de enheder, hvor GOC er hovedaktionær eller storaktionær. Dette er også tilfældet for Sinosure, som er en fuldt ud statsejet enhed. Kommissionen underrettede derfor GOC om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering i form af eksportkreditforsikring.

(204)

I besvarelsen af Kommissionens brev gjorde GOC indsigelse over for anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, med hensyn til eksportkreditforsikring ved at pege på den omstændighed, at Sinosure havde leveret en spørgeskemabesvarelse og havde besvaret Kommissionens spørgsmål under et kontrolbesøg.

(205)

Sinosure indgav faktisk en spørgeskemabesvarelse, og repræsentanter for Sinosure var til stede under kontrolbesøget i GOC's lokaler. Som omhandlet i betragtning 200 og 201 var de leverede oplysninger imidlertid ufuldstændige. Sinosure leverede f.eks. samlede tal for sin rentabilitet, men ikke for rentabiliteten i forbindelse med sine kortfristede eksportkreditforsikringsforretninger som sådan. De leverede oplysninger gav således ikke Kommissionen mulighed for at drage konklusioner om afgørende dele af undersøgelsen af eksportkreditforsikring, dvs. om Sinosure er et offentligt organ, og om de præmier, som de stikprøveudtagne virksomheder skulle betale, var markedskonforme.

(206)

Kommissionen konkluderede derfor, at den delvis måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med sine undersøgelsesresultater vedrørende eksportkreditforsikring.

(207)

Ifølge det spørgeskema, der blev sendt til eksporterende producenter om subsidier, skal holdingselskaber besvare afsnit A & E i spørgeskemaet. China National Building Materials Co. Ltd. (»CNBM«), som er den egentlige ejer af de eksporterende producenter Jushi, Hengshi og Taishan, undlod imidlertid at afgive et sådant svar.

(208)

CNBM mente ikke, at virksomheden var involveret i glasfibervirksomhed, og at den havde direkte transaktioner med de eksporterende producenter. Kommissionen fandt imidlertid, at der havde fundet betydelige kapitalforøgelser sted finansieret af CNBM vedrørende en af de eksporterende producenter. Kommissionen fandt desuden bevis for, at tilskud til visse enheder i gruppen var gået igennem CNBM's bankkonti, og at nogle tilskud var blevet fordelt mellem forskellige enheder i gruppen via kapitalreservekontiene.

(209)

Kommissionen er af den opfattelse, at det i mangel af en spørgeskemabesvarelse fra modervirksomheden, CNBM, ikke er muligt at fastslå det fulde omfang af de subsidier, som CNBM-gruppen har modtaget. Under disse omstændigheder mente Kommissionen, at den ikke havde modtaget afgørende oplysninger vedrørende dette aspekt af undersøgelsen.

(210)

Kommissionen underrettede derfor CNBM-gruppen om, at den kunne være nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af forekomsten og omfanget af den påståede subsidiering, der er ydet CNBM. som er modervirksomheden i CNBM-gruppen.

(211)

I sit svar på Kommissionens brev gjorde Jushi indsigelse mod anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angår CNBM. Jushi gentog, at CNBM optræder som kapitalinvestor i stedet for en de facto controller i China Jushi, at den ikke var involveret i glasfibervirksomhed, og at den ikke havde nogen direkte transaktioner med de eksporterende producenter. Selv om CNBM er den største aktionær i China Jushi, udgør virksomhedens aktiebesiddelse desuden kun 26,97 %.

(212)

Hvad angår kapitalforøgelserne, anførte Jushi, at andelen af CNBM's aktiebesiddelse i Kina faldt fra 60,25 % i 1998 til 26,97 % ved udgangen af UP. I de sidste tre år var den registrerede kapital i China Jushi kun steget via virksomhedens egne kapitalreserver, hvorfor CNBM's aktiebesiddelse forblev stabil på 26,97 %.

(213)

For det første fandt Kommissionen under alle omstændigheder, at holdingselskaber bør besvare et spørgeskema for at fastslå, om der er ydet subsidier i forbindelse med modervirksomheden, som kan vedrøre den eksporterende producent. Uden spørgeskemabesvarelsen er det umuligt at fastsætte det fulde omfang af subsidierne til de eksporterende producenter.

(214)

For det andet henviste Kommissionen til argumentationen i betragtning 93-96 vedrørende forholdet mellem Jushi og Taishan, for så vidt angår påstandene i relation til CNBM's faktiske kontrol med Jushi. På dette grundlag blev disse påstande afvist.

(215)

For det tredje selv om CNBM's aktiebesiddelse med hensyn til kapitalforøgelser ganske vist er faldet i relative tal over tid, er den faktisk steget i absolutte tal i perioden 2010-2018.

(216)

Endelig vedrører punkterne i betragtning 208 ikke kun Jushi og Hengshi, men også Taishan. Selv hvis Kommissionen accepterede Jushis bemærkninger, ville de således ikke ændre Kommissionens konklusioner om CNBM-gruppen som sådan.

(217)

Kommissionen konkluderede derfor, at den delvis måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse med CNBM, som er modervirksomheden i CNBM-gruppen.

(218)

Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd. undlod rettidigt at give fuldstændige oplysninger om midler, som visse aktionærer i virksomheden havde modtaget via andre egenkapitalinstrumenter.

(219)

På trods af gentagne anmodninger fra Kommissionen har virksomheden under og efter kontrolbesøget undladt at afgive de ønskede oplysninger. Kommissionen underrettede derfor den pågældende virksomhed om, at den ville overveje at basere sine undersøgelsesresultater delvist på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, for så vidt angik oplysningerne om disse egenkapitalinstrumenter. I sit svar til Kommissionen anførte virksomheden, at den som følge af den officielle lukning i Kina i den sidste uge af januar og den første uge af februar ikke var i stand til at reagere på Kommissionens anmodning om oplysninger inden for den fastsatte frist.

(220)

I mangel af yderligere beviser vedrørende de midler, der blev modtaget via andre egenkapitalinstrumenter, som nævnt i betragtning 218, fortsatte Kommissionen med til dels at støtte sig på de foreliggende faktiske oplysninger til sine undersøgelsesresultater vedrørende de midler, som visse af virksomhedens aktionærer havde modtaget via andre egenkapitalinstrumenter, som nærmere beskrevet i afsnit 3.4.3.4.

(221)

På grundlag af oplysningerne i klagen, indledningsmeddelelsen og besvarelserne af Kommissionens spørgeskemaer blev den påståede subsidiering i form af følgende subsidier fra GOC undersøgt:

(222)

Ifølge oplysningerne fra de to stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter havde de fået lån af 36 finansielle institutioner med hjemsted i Kina. Af disse 36 finansielle institutioner var 29 statsejede banker (59). De resterende finansielle institutioner var enten privatejede (fire institutioner), eller Kommissionen kunne ikke afgøre, om de var statsejede eller privatejede (tre institutioner). Der var imidlertid kun én statsejet bank, der udfyldte det særlige spørgeskema, trods en anmodning til GOC, der omfattede alle finansielle institutioner, som havde ydet lån til virksomhederne i stikprøven.

(223)

EXIM yder eksportbetingede lån til præferencesatser til kinesiske virksomheder, der fremstiller varer inden for højteknologi og ny teknologi, varer med egne intellektuelle ejendomsrettigheder, selvejede mærker, varer med høj merværdi og software, der er registreret hos myndighederne for industri og handel (60). Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, er kinesiske producenter af GFF berettiget til eksportorienterede lån i deres egenskab af varer inden for højteknologi og ny teknologi og/eller selvejede mærker, da flere producenter er anerkendt som »National High-Tech Enterprises« eller har fået tildelt status som kendte mærker, topmærke osv.

(224)

Derudover hjælper EXIM også eksportørerne gennem eksportkreditter. Eksportkøberkreditter ydes til udenlandske virksomheder til finansiering af deres import af kinesiske varer, teknologier og tjenesteydelser (61).

(225)

Kommissionen undersøgte, hvorvidt de statsejede banker fungerede som offentlige organer i henhold til grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b). I den henseende er den test, der anvendes for at fastslå, om et statsejet foretagende er et offentligt organ, følgende (62): »Det afgørende er, om en enhed har fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, snarere end hvordan dette opnås. Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand kan tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet tildelt en bestemt enhed. Beviser for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner, kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis. Efter vores opfattelse er konsekvensen, at beviser for, at en stat udøver reel kontrol med en enhed og dens ledelse, kan under særlige omstændigheder tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Vi understreger imidlertid, at bortset fra en udtrykkelig delegering af myndighed i et retligt instrument, er det ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå den nødvendige besiddelse af statslig myndighed. Således viser f.eks. den blotte omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed ikke, at staten udøver en reel kontrol med ledelsen af denne enhed, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt enheden statslig myndighed. I visse tilfælde, hvor det imidlertid fremgår af beviserne, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er bevis for, at denne kontrol har været udøvet reelt, kan sådanne beviser tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed.«

(226)

Kommissionen indhentede oplysninger om statens ejerskab samt formelle indicier for statslig kontrol i de statsejede banker. Den undersøgte også, om der havde været udøvet reel kontrol. Kommissionen måtte i den forbindelse delvist basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger på grund af GOC's og de statsejede bankers afslag på at forelægge beviser for den beslutningsproces, der havde ført til præferencelåneordningerne.

(227)

For at foretage denne analyse undersøgte Kommissionen først oplysninger for de statsejede banker, der havde udfyldt det specifikke spørgeskema og havde givet mulighed for kontrolbesøg på stedet.

(228)

Kun én statsejet bank, nemlig EXIM, indsendte en spørgeskemabesvarelse, der blev efterprøvet på stedet.

(229)

Kommissionen fastslog ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelsen og under kontrolbesøget, at GOC enten direkte eller indirekte havde mere end 50 % af aktierne i denne finansielle institution.

(230)

Hvad angår de formelle indicier for statslig kontrol i forbindelse med den samarbejdsvillige statsejede bank, betegnede Kommissionen denne som en »vigtig statsejet finansiel institution«. I meddelelsen »Interim Regulations on the Board of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions«, fastsættes det bl.a., at: »De vigtige statsejede finansielle institutioner, der er omhandlet i disse forskrifter, henviser til statsejede banker, forretningsbanker, finansielle porteføljeadministrationsselskaber, værdipapirselskaber, forsikringsselskaber osv. (»statsejede finansielle institutioner«), hvortil Statsrådet sender tilsynsråd.«

(231)

Tilsynsrådet i de vigtige statsejede finansielle institutioner udnævnes i henhold til de midlertidige forskrifter »Interim Regulations of Board of Supervisors of Key State-owned Financial Institutions« (Statsrådets dekret nr. 282). På grundlag af artikel 3 og 5 i de midlertidige forskrifter fastslog Kommissionen, at medlemmerne af tilsynsrådet udsendes af og er ansvarlige over for Statsrådet, hvilket således illustrerer statens institutionelle kontrol med forretningsaktiviteterne i den samarbejdsvillige statsejede bank. Ud over disse generelle indicier har Kommissionen konstateret følgende med hensyn til EXIM:

(232)

EXIM blev oprettet og opererer i henhold til meddelelsen »The Notice of Establishing Export-Import Bank of China«, der er udstedt af Statsrådet, og vedtægterne for EXIM. Ifølge vedtægterne udnævner staten direkte EXIM's ledelse. Tilsynsrådet udnævnes af Statsrådet i overensstemmelse med »Interim Regulations on the Boards of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions« og andre love og bestemmelser, og det er ansvarligt over for Statsrådet.

(233)

Det fremgår også af vedtægterne, at partikomitéen i EXIM spiller en ledende og politisk central rolle, der sikrer, at partiets og statens politikker og omfattende gennemførelse iværksættes af EXIM. Partiets ledelse er integreret i alle aspekter af virksomhedsledelsen.

(234)

Det fremgår endvidere af vedtægterne, at EXIM har til opgave at støtte udviklingen af udenrigshandel og økonomisk samarbejde, tværnationale investeringer, initiativet »One Belt, One Road«, samarbejdet om international kapacitet og fremstillingen af udstyr. Dens aktivitetsområde omfatter korte, mellemfristede og langfristede lån som godkendt af og i overensstemmelse med statens udenrigshandel og »udadvendte politikker«, som f.eks. eksportkredit, importkredit, tekniske lån i forbindelse med udenlandsk finansiering, udenlandske investeringslån, lån fra den kinesiske regering til udviklingsbistand og lån til købere af eksport.

(235)

Kommissionen konstaterede også, at de statsejede finansielle institutioner har ændret deres vedtægter i 2017 for at øge Kinas Kommunistiske Partis (»CCP's«) rolle på det højeste beslutningstagende niveau i bankerne.

(236)

Det fremgår af de nye vedtægter, at:

(237)

Ovennævnte er bevis for, at staten har udøvet reel kontrol med ledelsen af denne institution.

(238)

Kommissionen indhentede også oplysninger om, hvorvidt GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank med hensyn til dennes udlånspolitik og risikovurdering, når den ydede lån til GFF-industrien. Følgende forskrifter er blevet taget i betragtning i denne forbindelse:

(239)

Ved en gennemgang af disse forskrifter konstaterede Kommissionen, at finansielle institutioner i Kina opererer inden for en generel retlig ramme, der pålægger dem at tilpasse sig til GOC's industripolitiske målsætninger, når de træffer økonomiske beslutninger, af følgende årsager.

(240)

Med hensyn til EXIM er det offentlige politiske mandat fastlagt i meddelelsen om oprettelse af EXIM samt i dens vedtægter.

(241)

Overordnet set fastlægger banklovens artikel 34, der gælder for alle finansielle institutioner, som udøver virksomhed i Kina, at »forretningsbanker udøver deres udlånsvirksomhed i overensstemmelse med behovene for den nationale økonomiske og sociale udvikling og under vejledning af statens industripolitikker«. I banklovens artikel 4 fastslås det ganske vist, at »i henhold til loven udfører forretningsbanker forretninger uden indblanding fra enheder eller enkeltpersoner. Forretningsbanker påtager sig uafhængigt det civilretlige ansvar med hele den juridiske persons ejendom«, men undersøgelsen viste, at banklovens artikel 4 anvendes med forbehold af banklovens artikel 34, dvs. hvis staten iværksætter en offentlig politik, gennemfører og følger bankerne statens instrukser.

(242)

Desuden er der i artikel 15 i de generelle regler om udlån fastsat følgende: »I overensstemmelse med statens politik kan bestemte tjenester subsidiere renter på lån for at fremme væksten af visse industrier og den økonomiske udvikling i nogle områder.«

(243)

På lignende vis pålægger afgørelse nr. 40 alle finansielle institutioner at yde kreditstøtte især til »tilskyndede« projekter. Som allerede forklaret i afsnit 3.1 og særlig i betragtning 166 tilhører projekter i GFF-industrien kategorien »tilskyndet«. Afgørelse nr. 40 bekræfter således den tidligere konklusion med hensyn til bankloven, at bankerne udøver statslig myndighed i form af præferencelånstransaktioner. Kommissionen fandt også, at CBIRC har omfattende godkendende myndighed hvad angår alle aspekter af forvaltningen af alle finansielle institutioner, der er etableret i Kina (herunder privatejede og udenlandsk ejede finansielle institutioner), såsom (63):

(244)

Bankloven er retligt bindende. Den forpligtende karakter af femårsplanen og afgørelse nr. 40 er blevet fastslået ovenfor i afsnit 3.1. Den forpligtende karakter af CBIRC's forskrifter kan udledes af dens beføjelser som banktilsynsmyndighed. Den forpligtende karakter af andre dokumenter fremgår af de deri indeholdte bestemmelser om tilsyn og evaluering.

(245)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at ingen af de forskrifter, som Kommissionen havde støttet sig til, var tilstrækkelige til at påvise, at GOC faktisk havde udøvet reel kontrol med EXIM. Nærmere bestemt hævdede GOC, at artikel 34 i den kinesiske lov om kommerciel bankvirksomhed blot er en generel erklæring uden praktisk betydning. GOC tilføjede, at artikel 34 ikke bør læses alene, men sammen med artikel 4, 5 og 41 i bankloven, der angiveligt vedrører bankens autonomi, og den manglende indgriben fra enheder, enkeltpersoner eller regeringersmyndigheder. GOC anmodede også om, at der skulle ses bort fra artikel 15 i de generelle regler om udlån, da den ikke er forpligtende. Endelig anførte GOC, at Statsrådets afgørelse nr. 40 ikke var bindende og henviste til artikel 17 i denne afgørelse, ifølge hvilken alle finansielle institutioner skal træffe udlånsbeslutninger på grundlag af markedsprincipper.

(246)

Kommissionen mindede først og fremmest om, at den som nævnt i betragtningen ovenfor er af den opfattelse, at bankloven og afgørelse nr. 40 har en forpligtende karakter. Resultaterne af denne undersøgelse (samt Kommissionens konklusioner i tidligere undersøgelser vedrørende samme subsidieordning (64)) støttede imidlertid ikke påstanden om, at bankerne ikke tager regeringens politik og planer i betragtning. Undersøgelsen viste snarere, at artikel 15 i de generelle regler om udlån faktisk blev anvendt i praksis, og at banklovens artikel 4, 5 og 41 blev anvendt med forbehold af banklovens artikel 34, dvs. bestemmelsen om, at staten fastsætter en offentlig politik, bankerne gennemfører den og følger statens instrukser. Resultaterne af denne undersøgelse støttede ikke påstanden om, at bankerne ikke tager hensyn til regeringens politik og planer, når de træffer beslutninger om långivning. Kommissionen konstaterede f.eks., at de eksporterende producenter drager fordel af tilsvarende lave rentesatser gennem præferencelåneordninger.

(247)

Kommissionen bemærkede også, at Statsrådets afgørelse nr. 40 pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter og lover gennemførelsen af »andre præferentielle politikker vedrørende tilskyndede projekter«. På grundlag af ovenstående skal bankerne yde kreditstøtte til GFF-industrien. Ifølge artikel 17 i samme afgørelse anmodes banken også om at overholde kreditprincipperne, men Kommissionen kunne ikke under undersøgelsen fastslå, om dette havde fundet sted i praksis. Afgørelse nr. 40 bekræfter således den tidligere konklusion med hensyn til bankloven om, at bankerne udøver statslig myndighed i form af præferencelånstransaktioner.

(248)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at GOC har skabt normative rammer, der skal følges af ledere og tilsynsførende, som er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC. Derfor støttede GOC sig til de normative rammer for at udøve reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank, når denne ydede lån til GFF-industrien.

(249)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af reel kontrol gennem konkrete lån. Under kontrolbesøget fastholdt den samarbejdsvillige statsejede bank, at den i praksis havde anvendt avancerede kreditrisikovurderingspolitikker og -modeller, når den ydede de omhandlede lån. Der var imidlertid som allerede anført i betragtning 187-190 ingen konkrete eksempler i relation til de stikprøveudtagne virksomheder. Den samarbejdsvillige statsejede bank nægtede at fremlægge oplysninger, herunder dens specifikke kreditrisikovurderinger, vedrørende virksomhederne i stikprøven af lovgivnings- og kontraktmæssige årsager, selv om Kommissionen havde et skriftligt tilsagn fra de stikprøveudtagne virksomheder om, at de gav afkald på deres ret til fortrolighed.

(250)

Da der ikke forelå konkrete beviser for vurderingerne af kreditværdighed, undersøgte Kommissionen derfor de overordnede retlige rammer, som fastsat i betragtning 238-245, i kombination med den samarbejdsvillige statsejede banks adfærd i forbindelse med de lån, der blev ydet til virksomhederne i stikprøven. Denne adfærd stod i modsætning til den officielle holdning under kontrolbesøget, da den i praksis ikke handlede ud fra grundige markedsbaserede risikovurderinger.

(251)

Kontrolbesøgene viste, at med undtagelse af visse lån i fremmed valuta blev lånene ydet til de to stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter til en rentesats tæt på benchmarkrentesatserne fra People's Bank of China (»PBOC«), uanset virksomhedernes finansielle og kreditrisikomæssige situation. Lånene blev således ydet under markedssatsen sammenlignet med den sats, der svarer til risikoprofilen for de stikprøveudtagne eksporterende producenter. Desuden havde virksomhederne i stikprøven fået revolverende lån, hvilket giver dem mulighed for øjeblikkeligt at erstatte den tilbagebetalte kapital på lån ved udløb med frisk kapital fra nye lån.

(252)

Kommissionen konstaterede også, at lån, som skulle have været indberettet af bankerne som »ikke normale lån«, ikke altid var blevet anført som sådan i det centrale nationale låneregister af den samarbejdsvillige statsejede bank. Forpligtelsen til at indberette sådanne »ikke normale lån« foreligger navnlig efter en omstrukturering af lånene, når debitor havde misligholdt sine betalinger, eller når der var blevet udstedt revolverende lån. Sådanne tilfælde blev konstateret for de to stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter. I henhold til CBIRC's retningslinjer om risikobaseret låneklassificering burde alle disse tilfælde have været medtaget i det centrale låneregister. De finansielle institutioners manglende indberetninger giver et forvrænget billede af virksomhedens lånesituation i det centrale låneregister, da registeret ikke viser virksomhedens reelle kreditværdighed. Det betyder, at selv hvis en finansiel institution havde anvendt en markedsbaseret risikovurdering, ville den have været baseret på ukorrekte oplysninger.

(253)

Kommissionen konkluderede derfor, at GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af den samarbejdsvillige statsejede bank med hensyn til dens udlånspolitik og risikovurdering vedrørende GFF-industrien.

(254)

Kommissionen fastslog, at den samarbejdsvillige statsejede finansielle institution gennemførte den ovenfor beskrevne retlige ramme i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner med hensyn til GFF-sektoren. Den fungerede således som offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis.

(255)

Som anført i afsnit 3.2 besvarede ingen af de andre statsejede banker, der ydede lån til virksomhederne i stikprøven, det særlige spørgeskema. CDB besvarede ikke spørgeskemaet, men besvarede spørgsmål under kontrolbesøget i MOFCOM's lokaler. Under dette besøg erklærede CDB, at de erklæringer, den havde afgivet under en tidligere EU-antisubsidieundersøgelse i 2012, stadig var gyldige, og at der ikke var sket nogen større ændringer siden da. CDB afgav ikke yderligere detaljerede oplysninger om sin ledelsesstruktur, sin risikovurdering eller eksempler på specifikke lån til GFF-industrien.

(256)

I overensstemmelse med konklusionerne i betragtning 182-199 besluttede Kommissionen derfor at anvende de foreliggende faktiske oplysninger til at afgøre, om disse statsejede banker kan betragtes som offentlige organer.

(257)

I tidligere antisubsidieundersøgelser (65) fastslog Kommissionen, at følgende banker, som havde ydet lån til de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter i de pågældende undersøgelser, var helt eller delvist ejet af staten selv eller af statsejede juridiske personer: China Development Bank, China Construction Bank, Industrial and Commercial Bank of China, Bank of Communications, China Everbright Bank, Postal Savings Bank, China Merchants Bank, Shanghai Pudong Development Bank, China Industrial Bank, Shenyang Rural Commercial Bank, Bank of Shanghai, Ningbo Bank, China CITIC Bank, China Guangfa Bank, China Bohai Bank, Huaxia Bank, Hankou Bank, Hubei Bank, Huishang Bank, Dongying Bank, Bank of Tianjin, Bank of Kunlun, Shanghai Rural Commercial Bank, China Industrial International Trust Limited, Daye Trust Co., Ltd. og Sinotruk Finance Co., Ltd. Da der ikke er blevet fremlagt oplysninger om det modsatte, fastholdt Kommissionen den samme konklusion i den foreliggende undersøgelse.

(258)

Ved at anvende offentligt tilgængelige oplysninger, som f.eks. bankens websted, årsrapporter, oplysninger i bankoversigter eller på internettet, fastslog Kommissionen også, at følgende banker, som havde ydet lån eller finansiel leasing til de to stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter, var delvist eller helt ejet af staten selv eller af statsejede juridiske personer:

(259)

Kommissionen fastslog endvidere i mangel af specifikke oplysninger fra de pågældende finansielle institutioner om det modsatte, at GOC's ejerskab og kontrol var baseret på formelle indicier af samme årsager som anført ovenfor i afsnit 3.4.1.2. Navnlig ser det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger tilsyneladende ud til, at ledelsen og de tilsynsførende i de ikke samarbejdsvillige statsejede banker er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC på samme måde som i den samarbejdsvillige statsejede bank.

(260)

Hvad angår udøvelsen af reel kontrol fandt Kommissionen, at konklusionerne vedrørende den samarbejdsvillige finansielle institution også kunne anses for repræsentative for de ikke samarbejdsvillige statsejede finansielle institutioner. De normative rammer, der er analyseret i afsnit 3.4.1.2, finder anvendelse på dem på lignende vis. I mangel af oplysninger om det modsatte og ud fra de foreliggende faktiske oplysninger, gælder manglen på konkrete beviser for vurderinger af kreditværdighed på samme måde som for den samarbejdsvillige statsejede bank, således at analysen af den konkrete anvendelse af de normative rammer i afsnit 3.4.1.2, finder anvendelse på dem på lignende vis.

(261)

I øvrigt har Kommissionen konstateret, at størstedelen af de låneaftaler, som Kommissionen havde fået fra virksomhederne i stikprøven, havde lignende betingelser, og at de aftalte udlånsrentesatser var næsten identiske og delvist sammenfaldende med de rentesatser, som den samarbejdsvillige statsejede bank havde oplyst.

(262)

Kommissionen har derfor konkluderet, at undersøgelsesresultaterne for den samarbejdsvillige statsejede bank udgjorde de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28 for vurderingen af de øvrige statsejede banker som følge af disse ligheder angående lånevilkår og udlånssatser.

(263)

På det grundlag konkluderede Kommissionen, at de øvrige statsejede banker, som yder lån til virksomhederne i stikprøven, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(264)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionen udelukkende baserede sig på tidligere undersøgelser og indicier for formel kontrol for at fastslå, at de ikke-samarbejdsvillige statsejede banker handlede som offentlige organer. Der blev ikke gennemført særskilte analyser for hver enkelt bank. Da EXIM er en politisk styret bank, kan dens situation desuden ikke overføres på forretningsbankerne.

(265)

Hertil mindede Kommissionen om, at den i mangel af samarbejde fra de andre statsejede banker måtte basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger. Kommissionen konkluderede, at oplysningerne fra tidligere undersøgelser kombineret med indicier for formel kontrol og resultaterne af selve undersøgelsen vedrørende EXIM og vedrørende bankernes faktiske adfærd over for de eksporterende producenter udgjorde de bedste foreliggende faktiske oplysninger i denne sag. Under alle omstændigheder undlod GOC at forelægge beviser eller argumentation, der kunne afkræfte Kommissionens resultater med hensyn til det forhold, at de øvrige statsejede banker, som ydede lån til virksomhederne i stikprøven, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b, sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i). Kommissionen fastholdt således sin holdning.

(266)

I lyset af ovenstående fastslog Kommissionen, at alle de statsejede kinesiske finansielle institutioner, som ydede lån eller finansiel leasing til de to stikprøveudtagne grupper af samarbejdsvillige eksporterende producenter, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(267)

Endvidere bemærkes det, at selv om de statsejede finansielle institutioner ikke blev anset for offentlige organer, fastslog Kommissionen, at de ville blive betragtet, som om de havde fået overdraget eller var blevet pålagt af GOC at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), af samme årsager som anført i betragtning 269-272. Ledelsen ville dermed under alle omstændigheder kunne tilskrives GOC.

(268)

Kommissionen beskæftigede sig derefter med de resterende finansielle institutioner. Følgende finansielle institutioner blev anset for at være privatejede på grundlag af resultaterne i tidligere antisubsidieundersøgelser (67) og suppleret med offentligt tilgængelige oplysninger: China Minsheng Bank, Sumitomo Mitsui Banking (China) Co., Ltd, Standard Chartered Bank og Ping An Bank. I mangel af både samarbejdsvilje og tilstrækkelige offentligt tilgængelige oplysninger kunne Kommissionen ikke afgøre, om følgende finansielle institutioner var statsejede eller privatejede: Chongqing Runyin Financial Leasing Co., Ltd., Wuxi International Platinum Co., Ltd., Liangjiang Financial Leasing Co., Ltd., Taian Bank og Taian Daiyue Rural Commercial Bank Co., Ltd. I henhold til en konservativ tilgang analyserede Kommissionen sidstnævnte ud fra samme metode som ved privatejede finansielle institutioner, og de betegnes herefter som »privatejede finansielle institutioner«. Kommissionen undersøgte, om disse finansielle institutioner af den kinesiske regering havde fået overdraget eller var blevet pålagt at yde subsidier til GFF-sektoren, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(269)

Ifølge WTO-appelorganet er der tale om »overdragelse«, når en regering overlader ansvaret til et privat organ, og »pålæg«, henviser til situationer, hvor regeringen udøver sin myndighed over for et privat organ (68). I begge tilfælde anvender regeringen et privat organ som stedfortræder med henblik på at udbetale det finansielle bidrag, og »i de fleste tilfælde forventer man, at overdragelse eller pålæg i forhold til et privat organ indebærer en form for trussel eller tilskyndelse« (69). Samtidig giver nr. iv) ikke medlemmerne mulighed for at indføre udligningsforanstaltninger over for varer, »når regeringen blot udøver sine almindelige lovgivningsmæssige beføjelser« (70), eller når regeringens indgriben »eventuelt kan medføre et bestemt resultat, som udelukkende er baseret på de faktiske omstændigheder og aktørernes udøvelse af deres frie valg på dette marked« (71). Overdragelse eller pålæg indebærer snarere »en mere aktiv rolle fra regeringens side end blot tilskyndelse« (72).

(270)

Kommissionen bemærkede, at de normative rammer for den industri, der er nævnt i betragtning 238-245, gælder for alle finansielle institutioner i Kina, herunder privatejede finansielle institutioner. For at illustrere dette omfatter bankloven og de forskellige bekendtgørelser fra CBIRC alle kinesisk finansierede banker og banker med udenlandsk investering under ledelse af CBIRC.

(271)

I øvrigt afsløredes det ved kontrolbesøgene i de stikprøveudtagne virksomheder, at størstedelen af de låneaftaler, som Kommissionen havde fået fra virksomhederne i stikprøven, havde lignende betingelser, og at de private finansielle institutioners udlånsrentesatser var næsten identiske og delvist sammenfaldende med de statsejede finansielle institutioners rentesatser.

(272)

I mangel af modstridende oplysninger fra de private finansielle institutioner konkluderede Kommissionen, at for GFF-industriens vedkommende har alle finansielle institutioner (herunder private finansielle institutioner), der er aktive i Kina og underlagt tilsyn af CRIBC, af staten fået overdraget eller er blevet pålagt at gennemføre regeringens politik og yde lån til præferencesatser til GFF-industrien i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led.

(273)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte en af parterne, at den omstændighed, at hver enkelt af de stikprøveudtagne grupper af virksomheder havde nydt godt af forskellige typer lån eller finansiel leasing i undersøgelsesperioden med forskelle i f.eks. løbetid, sikkerhedsstillelse, garantier og andre tilknyttede betingelser, som nævnt i betragtning 281, var et tegn på, at de ikke havde fået overdraget eller pålagt opgaver af staten. Denne part gjorde også gældende, at overlapningen hvad angår satser mellem de private og offentligt ejede banker viste, at offentligt ejede banker ydede lån på markedsvilkår, og ikke det modsatte. Kommissionen forsøgte desuden at flytte bevisbyrden ved at anføre, at dens konklusioner fandt anvendelse »[i] mangel af modstridende oplysninger fra de private finansielle institutioner«. Kommissionen burde dog først have fastslået, at der var tale om en umiddelbar betragtning.

(274)

Som svar på disse påstande mindede Kommissionen om, at den i mangel af samarbejde fra bankerne måtte basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger vedrørende private banker. Som sådan flyttede den ikke bevisbyrden. Da der desuden kun var én enkelt statsejet bank, der samarbejdede, anvendte Kommissionen oplysningerne fra den samarbejdende part, der blev anset for at være et offentligt organ, til at sammenligne disse med de betingelser, som private ikke-samarbejdende banker tilbød. Det forhold, at der var en overlapning mellem satserne, viser, at de private banker også ydede lån på vilkår under markedsvilkårene, og ikke det modsatte. Hvis man følger partens begrundelse, ville det svare til at konkludere, at oplysninger baseret på de foreliggende faktiske oplysninger er mere pålidelige end konklusioner baseret på verificerede oplysninger. Den omstændighed, at virksomheder i undersøgelsesperioden nød godt af forskellige typer lån med forskellige tilknyttede betingelser, ændrer ikke herpå. Under alle omstændigheder undlod parten at fremlægge beviser eller argumenter, der kunne afkræfte Kommissionens konklusioner. Disse påstande blev derfor afvist.

(275)

Dertil kommer, at de normative rammer, der gælder for alle banker i Kina, er meget bredere end kun de to forskrifter, der gælder for CBIRC, jf. betragtning 238, og hele sættet af forskrifter er retligt bindende, jf. betragtning 244, og således er de udtryk for mere end blot tilskyndelse. Derudover fremgik det ikke af kontrolbesøgene hos virksomhederne i stikprøven, at der var betydelige forskelle mellem de private finansielle institutioners lånebetingelser eller udlånssatser, og lånebetingelser eller udlånssatser fra offentligt ejede finansielle institutioner.

(276)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte GOC, at den lovgivning, som Kommissionen har påberåbt sig, kun har en vejledende rolle, og at regeringens vejledende rolle ikke er tilstrækkelig til at fastslå, om der er tale om overdragelse eller pålæg. I den sammenhæng fremhævede GOC, at artikel 34 i den kinesiske banklov blot er en generel erklæring uden praktisk betydning.

(277)

Artikel 15 i de generelle regler om udlån er heller ikke en forpligtelse, men giver blot finansielle institutioner mulighed for at tage hensyn til statens politikker. Afgørelse nr. 40 er heller ikke et bindende dokument, og det bemyndiger udtrykkeligt finansielle institutioner til at yde finansiel støtte »i overensstemmelse med kreditprincipperne«.

(278)

Kommissionen var uenig i dette synspunkt, da de normative rammer, der gælder for alle banker i Kina, er retligt bindende, jf. betragtning 244, således at de udgør mere end blot tilskyndelser eller vejledning fra regeringens side. Hvad angår afgørelse nr. 40, har Kommissionen allerede fastslået i betragtning 247, at afgørelse nr. 40 pålægger alle finansielle institutioner at yde kreditstøtte, men kun til tilskyndede projekter, selv om artikel 17 i samme afgørelse også anmoder banken om at overholde kreditprincipperne. Kommissionen fastholdt således sin holdning.

(279)

I tidligere antisubsidieundersøgelser fastslog Kommissionen allerede, at de indenlandske kreditvurderinger, der var blevet tildelt kinesiske virksomheder, ikke var pålidelige på grundlag af en undersøgelse offentliggjort af Den Internationale Valutafond (IMF) (73), der viste en uoverensstemmelse mellem de internationale og de kinesiske kreditvurderinger kombineret med resultaterne af undersøgelsen vedrørende virksomhederne i stikprøven. Ifølge IMF vurderes mere end 90 % af de kinesiske obligationer fra AA til AAA af de lokale kreditvurderingsbureauer. Det er ikke sammenligneligt med andre markeder, f.eks. EU eller USA. For eksempel nyder mindre end 2 % af virksomhederne godt af sådanne »top-ratings« på det amerikanske marked. I forbindelse med de kinesiske kreditvurderingsbureauer er der således en alvorlig overrepræsentation i den øverste ende af kreditvurderingsskalaen. De har meget brede kreditvurderingsskalaer og har en tendens til at samle obligationer med betydeligt forskellige misligholdelsesrisici i én bred kreditvurderingskategori (74).

(280)

Desuden anvender udenlandske kreditvurderingsbureauer som f.eks. Standard and Poor's og Moody's, typisk en opgradering af udstederens basiskreditvurdering baseret på et skøn over virksomhedens strategiske betydning for den kinesiske regering og styrken af en eventuel implicit garanti, når kinesiske obligationer udstedes i udlandet (75). Fitch angiver f.eks. tydeligt, hvor det er relevant, at sådanne garantier spiller en vigtig rolle, når virksomheden udsteder kreditvurderinger af kinesiske virksomheder (76).

(281)

Kommissionen fandt yderligere oplysninger som supplement til denne analyse. For det første fastslog Kommissionen, at staten kan udøve en vis indflydelse på kreditvurderingsmarkedet. Ifølge to undersøgelser, der blev offentliggjort i 2016, var der ca. 12 aktive kreditvurderingsbureauer på det kinesiske marked, hvoraf størstedelen var statsejede. I alt var 60 % af alle virksomhedsobligationer i Kina med en rating blevet vurderet af et statsejet kreditvurderingsbureau (77).

(282)

GOC bekræftede, at der i undersøgelsesperioden var 15 kreditvurderingsbureauer, der er aktive på Kinas obligationsmarked, heriblandt 12 nationale kreditvurderingsbureauer, herunder Shanghai Brilliance Credit Rating & Investors Service Co., Ltd, Dagong Global Credit Rating Co., Ltd, Golden Credit Rating International Co., Ltd, China Bond Rating Co., Ltd, CSCI Pengyuan Credit Rating Co., Ltd, Fareast Credit Rating Co., Ltd, China Chengxin Securities Rating Co., Ltd, United Credit Ratings Co., Ltd, Shanghai Credit Information Services Co., Ltd, China Securities Index Co., Ltd, Beijing North Joint Credit Evaluation Co., Ltd og Sichuan Dapu Credit Rating Limited Company. De fleste af de nationale kreditvurderingsbureauer var statsejede. Der var også tre kinesisk-udenlandske joint venture kreditvurderingsbureauer, nemlig China Lianhe Credit Rating Co. Ltd, S&P Global China Rating og China Chengxin International Credit Rating Co. Ltd.

(283)

For det andet er der ikke fri adgang til det kinesiske kreditvurderingsmarked. Det er i al væsentlighed et lukket marked, eftersom kreditvurderingsbureauer skal godkendes af Kinas kommission for regulering af værdipapirer (China Securities Regulatory Commission -»CSRC«) eller PBOC, inden de kan påbegynde deres aktiviteter (78). PBOC meddelte medio 2017, at de udenlandske kreditvurderingsbureauer på visse betingelser ville få lov til at foretage kreditvurderinger af en del af det indenlandske obligationsmarked. I undersøgelsesperioden var der dog endnu ikke givet tilladelse hertil over for udenlandske kreditvurderingsbureauer (79). I mellemtiden oprettede udenlandske bureauer ikke desto mindre joint ventures med nogle af de lokale kreditvurderingsbureauer, som udsteder kreditvurderinger af indenlandske obligationsudstedelser. Disse kreditvurderinger følger imidlertid de kinesiske kreditvurderingsskalaer og er derfor ikke helt sammenlignelige med internationale kreditvurderinger, som forklaret ovenfor.

(284)

Endelig bekræfter en nylig undersøgelse foretaget af PBOC Kommissionens konklusioner, idet den i sine konklusioner fastslår, at »hvis investeringsniveauet for udenlandske obligationer er sat til international rating BBB-og derover, kan investeringskategorien for indenlandske obligationer vurderes på AA-niveau og derover, idet der tages hensyn til forskellen mellem den gennemsnitlige indenlandske rating og den internationale rating på 6 eller flere trin« (80).

(285)

I lyset af den situation, der er beskrevet i betragtning 279-284, konkluderede Kommissionen, at de kinesiske kreditvurderinger ikke giver et pålideligt skøn over kreditrisikoen ved det underliggende aktiv. På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at selv om nogle virksomheder i stikprøven havde fået en god kreditvurdering af et kinesisk kreditvurderingsbureau, er sådanne vurderinger ikke pålidelige. Disse vurderinger blev ligeledes gengivet urigtigt med den politiske målsætning om at fremme strategiske nøgleindustrier, som f.eks. GFF.

(286)

I overensstemmelse med resultaterne af undersøgelserne af varmvalsede flade produkter og dæk (81) defineres revolverende lån som lån, der giver en virksomhed mulighed for at erstatte den kapital, der tilbagebetales for lån på udløbsdatoen med ny kapital fra nye lån. Revolverende lån er normalt et tegn på låntagers kortvarige likviditetsproblemer og indebærer en større risikoeksponering for de banker, der yder dem. Eksistensen af revolverende lån i en given virksomhed blev derfor anset for at være et tegn på, at virksomheden befandt sig i en dårligere økonomisk situation, end det som regnskaberne umiddelbart synes at vise, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til kortvarige likviditetsproblemer.

(287)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at revolverende lån ikke nødvendigvis er et tegn på likviditetsproblemer. Det fremgår klart af førende europæiske bankers websteder. F.eks. er revolverende kreditlinjer og lån en del af normal bankvirksomhed for banker som ING (82) og BNP Paribas (83) og er ikke forbundet med højere rentesatser.

(288)

»Kommissionen var uenig i GOC's vurdering. De kinesiske myndigheder anser selv revolverende lån for at være en yderligere kreditrisikofaktor. Som anført i CBIRC's retningslinjer om klassificering af risikobaserede lån« bør revolverende lån i det mindste indberettes som »problematiske« lån (84). Et lån, der henhører under denne kategori, medfører, at selv om en låntager kan betale afdrag og renter af lånet nu, er der visse faktorer, der kan have negativ indvirkning på tilbagebetalingen.

(289)

Der findes faktisk revolverende kreditfaciliteter i Europa, men deres vilkår og betingelser er meget forskellige fra revolverende lån i Kina. Revolverende kreditfaciliteter i Unionen er i store træk kreditlinjer med et forud fastsat maksimumsbeløb, der kan tilbagekaldes og tilbagebetales ved flere lejligheder i en på forhånd fastsat tidsperiode. Dertil kommer, at sådanne kreditfaciliteter medfører en yderligere omkostning, hvad enten der er tale om en kontraktmæssig margen ud over de sædvanlige kortfristede markedsrenter (85) eller et på forhånd fastsat forvaltningsgebyr. Desuden omfattede eksemplet med BNP Paribas, som GOC fremlagde, bl.a. også et gebyr for uudnyttet kapital under kreditfacilitetens løbetid.

(290)

Til gengæld havde de revolverende lån, der blev konstateret under kontrolbesøgene hos de kinesiske virksomheder i stikprøven, ikke betingelser, der var forskellige fra andre kortfristede lån. De var ikke mærket som en kreditlinje eller en revolverende kreditfacilitet, og der var ingen ekstra gebyrer eller margener knyttet dertil. Umiddelbart syntes de at være normale kortfristede lån. Undertiden var formålet med lånet dog angivet som »tilbagebetaling af lån«. Men ved kontrollen af tilbagebetalingerne af sådanne lån under kontrolbesøget blev det klart, at lånets hovedstol rent faktisk blev tilbagebetalt gennem nye lån fra samme bank med det samme beløb en uge før eller efter den oprindelige forfaldsdato for det oprindelige lån. Kommissionen udvidede dernæst sin undersøgelse til de andre lån i lånetabellerne og konstaterede i de fleste tilfælde andre eksempler med nøjagtigt samme træk. Af alle disse årsager fastholdt Kommissionen sin holdning med hensyn til revolverende lån.

(291)

I løbet af undersøgelsen konstaterede Kommissionen, at visse virksomheder i stikprøven udstedte obligationer med det specifikke formål at tilbagebetale gæld, herunder lån. Kommissionen fastslog, at ved en omstrukturering af deres gæld via dette instrument kunne nogle virksomheder omorganisere og udskyde deres gæld samt opnå de midler, uden hvilke de ikke ville være i stand til at opfylde deres tilbagebetalingsforpligtelser, hvilket således vidner om problemer med at rejse midler.

(292)

Anvendelsen af obligationer til dette formål giver anledning til bekymring med hensyn til, om en given virksomhed er i stand til at betale sin gæld, og sætter derfor ikke kun spørgsmål ved dens kortfristede likviditet, men også ved solvensen på lang sigt. Eksistensen af obligationer, der udstedes med henblik på tilbagebetaling af lån i en given virksomhed blev derfor anset for et tegn på, at virksomheden befandt sig i en dårligere økonomisk situation, end det som regnskaberne umiddelbart synes at vise, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til dens kort- og langfristede finansiering.

(293)

Som det fremgår af betragtning 238-245 pålægges de finansielle institutioner i en række juridiske dokumenter, der især tager sigte på virksomheder i sektoren, at yde lån til præferencesatser til GFF-industrien. Det fremgår af disse dokumenter, at de finansielle institutioner kun har præferencelåneordninger til et begrænset antal industrier/virksomheder, som efterkommer de relevante politikker fra GOC.

(294)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede GOC konklusionerne om specificitet i forbindelse med præferencelåneordninger. Ifølge GOC indeholder artikel 4 og 34 i bankloven blot generelle retningslinjer for forretningsbankers adfærd og nævner ikke, hvilke virksomheder eller industrier der bør ydes lån til. Endvidere begrænser artikel 15 i de generelle regler om udlån ikke udtrykkeligt og utvetydigt tilgængeligheden af disse specifikke subsidier til virksomheder i GFF-sektoren. Afgørelse nr. 40 er ikke specifik for en virksomhed eller en industri, men for visse tilskyndede projekter, og det er ikke det samme. Afgørelse nr. 40 har desuden ikke en forpligtende karakter, og i lyset af den meget brede vifte af økonomiske sektorer og industrier, der er omfattet af afgørelse nr. 40, kan det ikke konkluderes, at disse dokumenter udtrykkeligt begrænser visse virksomheders adgang til de påståede subsidier.

(295)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at selv om bankloven og de generelle regler om udlån ikke specificerer GFF som sådan, henviser de til statens industripolitikker, som fremgår af de dokumenter, der er anført i afsnit 3.1. Kommissionen henviste således igen til de dokumenter, der var opført, og de konklusioner, der blev draget i afsnit 3.1. Dertil kommer, at Kommissionen var af den opfattelse, at henvisningerne til GFF-industrien er tilstrækkeligt entydige, da denne industri er identificeret enten ved sit navn eller ved en klar henvisning til den vare, der fremstilles, eller den industrigruppe, som den tilhører. Den omstændighed, at GOC støtter en begrænset gruppe af tilskyndede industrier, som omfatter GFF-industrien, gør ligeledes dette subsidiebeløb specifikt. Kommissionen fastholdt således sine konklusioner.

(296)

Kommissionen konkluderede derfor, at subsidier i form af præferencelåneordninger ikke er alment tilgængelige, men specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter bevis for, at præferencelåneordningerne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(297)

Kommissionen beregnede dernæst det udligningsberettigede subsidiebeløb. Med henblik på denne beregning vurderedes fordelen for modtagerne i undersøgelsesperioden. Ifølge grundforordningens artikel 6, litra b), er fordelen for modtagerne forskellen mellem det rentebeløb, som virksomheden betaler for præferencelånet, og det beløb, som virksomheden ville skulle betale for et tilsvarende lån på markedsvilkår, som den kunne opnå på markedet.

(298)

På det grundlag bemærkede Kommissionen forskellige former for specificitet på det kinesiske GFF-marked. Som forklaret i afsnit 3.4.1.1-3.4.1.7 afspejler lånene fra kinesiske finansielle institutioner en væsentlig statslig indgriben og afspejler ikke rentesatser, der normalt ville gælde på et fungerende marked.

(299)

De stikprøveudtagne grupper af virksomheder adskiller sig med hensyn til deres generelle finansielle situation. Hver enkelt af dem har haft fordel af forskellige lånetyper eller finansiel leasing i undersøgelsesperioden med afvigelser med hensyn til løbetid, sikkerhedsstillelse, garantier og andre tilknyttede betingelser. Af disse to årsager havde den enkelte virksomhed en forskellig gennemsnitlig rente baseret på virksomhedens egne lån.

(300)

Kommissionen vurderede individuelt den finansielle situation for hver gruppe af stikprøveudtagne eksporterende producenter for at tage højde for disse særlige forhold. I den forbindelse fulgte Kommissionen beregningsmetoden for præferencelåneordninger, der er fastsat i antisubsidieundersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Kina og antisubsidieundersøgelsen vedrørende dæk med oprindelse i Kina (86), som er forklaret i nedenstående betragtninger. Som følge heraf har Kommissionen beregnet fordelen ved præferencelåneordningerne for hver gruppe af stikprøveudtagne eksporterende producenter på individuelt grundlag og tildelt den pågældende vare en sådan fordel.

(301)

Som nævnt i betragtning 250-252 fremlagde de kinesiske finansielle udlånsinstitutioner ingen vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til CNBM-gruppen var på markedsniveau.

(302)

CNBM-gruppens to eksporterende producenter præsenterede sig i deres årsregnskaber som værende i en generelt rentabel finansiel situation. En af de eksporterende producenter havde ingen lån. Kommissionen bemærkede imidlertid, at producenten finansierede 65 % af sine indkøb med en kortfristet form for præferentielt finansieringsinstrument (bankveksler). Som forklaret i afsnit 3.4.3.2 er bankveksler en form for gældsinstrument, derfor er den omfattende anvendelse heraf tegn på kortfristede likviditetsproblemer. Den anden eksporterende producent havde konstant overskud i perioden 2016-2018 og havde umiddelbart sunde finansielle indikatorer, som f.eks. en lav gældsrate. Virksomheden syntes imidlertid at have kortvarige likviditetsproblemer af følgende grunde: dens udestående kortfristede gæld udgjorde næsten 100 % af omsætningen, den udstedte en obligation med henblik på at tilbagebetale banklån, den anvendte en stor del af bankvekslerne til at finansiere sine indkøb, og den benyttede revolverende lån, hvilket tyder på, at virksomheden kan befinde sig i en mere sårbar økonomisk situation, end det umiddelbart synes at fremgå af regnskaberne. Den tredje eksporterende producent befandt sig i en lignende situation, var rentabel, men havde en omfattende brug af bankveksler og en obligation udstedt med henblik på tilbagebetaling af banklån.

(303)

Den første mellemliggende modervirksomhed, China Jushi, var rentabel i perioden 2016-2017 og i undersøgelsesperioden, men anvendte i vidt omfang bankveksler til finansiering af sine indkøb. Kommissionen fastslog endvidere, at en del af de lån, der blev ydet i relation til China Jushi, var revolverende lån, og at China Jushi havde udstedt to obligationer med henblik på tilbagebetaling af banklån. Der blev også fundet revolverende lån i den anden mellemliggende modervirksomhed, Sinoma Technology.

(304)

Som anført i betragtning 207-217 samarbejdede modervirksomheden CNBM ikke. Ser man på den offentligt tilgængelige årsrapport for 2018, tegner der sig imidlertid et lignende billede: virksomheden har en høj gearing med en nettogæld på 130 % og en gældsrate på 68 %. I undersøgelsesperioden indgik virksomheden en aftale med statsejede banker om konvertering af gæld til aktier for at forbedre gældsstrukturen. I henhold til en sådan aftale kunne virksomheden konvertere en del af sin gæld til statsejede banker til aktier og dermed reducere passiverne på sin balance.

(305)

Kommissionen bemærkede, at de forskellige virksomheder i CNBM-gruppen fik tildelt ratings på mellem AA- og AA+ af et kinesisk kreditvurderingsbureau. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er omhandlet i betragtning 279-285, konkluderede Kommissionen, at denne kreditvurdering ikke var pålidelig.

(306)

Kommissionen var af den opfattelse, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en BB-rating, hvilket er den højeste rating efter ratingen »investment grade«. »Investment grade« betyder, at obligationer udstedt af virksomheden bedømmes af kreditvurderingsbureauet som sandsynligvis tilstrækkelige til at kunne opfylde betalingsforpligtelser, således at bankerne har lov til at investere i disse.

(307)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CNBM-gruppen, at Kommissionen tildelte hele CNBM-gruppen en fælles kreditvurdering, der hovedsagelig var baseret på CNBM's kreditvurdering, selv om CNBM's gældsniveau ikke kunne have en skadelig virkning på China Jushi, hvor den kun har en andel på 27 %. Desuden kunne CNBM ikke overføre sine gældsforpligtelser til China Jushi, da virksomhederne i gruppen er separate juridiske enheder med begrænset ansvar, hvilket betyder, at det ikke var muligt at overføre aktionærernes eller dattervirksomhedernes gæld. Eftersom CNBM-gruppen mener, at bankveksler ikke svarer til kortfristede lån, bør de endvidere heller ikke tages i betragtning ved kreditvurderingen af virksomhederne.

(308)

Kommissionen var uenig i disse påstande. Som anført i betragtning 301-304 har Kommissionen foretaget en individuel vurdering af hver enkelt virksomhed i disse grupper. Uanset den situation, der er beskrevet for CNBM, viste i det særlige tilfælde med CNBM-gruppen de fleste af de vurderede virksomheder et lignende billede, herunder revolverende lån, omfattende brug af bankveksler og obligationer, der blev udstedt med henblik på tilbagebetaling af lån. I modsætning til det af virksomheden anførte blev gælden desuden rent faktisk overdraget mellem forskellige virksomheder i gruppen via koncerninterne lån. Kommissionen besluttede derfor at tildele gruppen én enkelt kreditvurdering. Endelig anså Kommissionen som nævnt i afsnit 3.4.3.2 bankveksler for at være en anden form for finansielt instrument, der svarer til et kortfristet lån, der således kan anvendes i forbindelse med kreditvurderingerne. Virksomhedens påstande blev derfor afvist.

(309)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne rating (BB), blev derefter anvendt på PBOC's almindelige udlånssats for at fastslå markedsprisen.

(310)

Dette tillæg blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med BB-rating udstedt i USD, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til benchmarkrentesatserne som offentliggjort af PBOC på datoen for bevillingen af lånet (87) og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån til virksomheden.

(311)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en række parter, at anvendelsen af det relative spread var fejlbehæftet. Alle parter hævdede, at Kommissionen burde have anvendt et absolut spread i stedet for et relativt spread mellem virksomhedsobligationerne med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationerne med BB-rating udstedt i USD. Der blev givet følgende begrundelser:

(312)

Disse spørgsmål er allerede blevet forelagt ved den tidligere undersøgelse (88). Som det fremgår af betragtning 175-187 i sagen om varmvalsede flade produkter og i betragtning 256 i sagen om dæk, afviste Kommissionen disse argumenter af følgende årsager.

(313)

Selv om Kommissionen anerkendte, at forretningsbanker normalt anvender et tillæg udtrykt i absolutte tal, bemærkede den for det første, at denne praksis hovedsageligt synes at være baseret på praktiske overvejelser, da renten i sidste ende er et absolut tal. Det absolutte tal er dog udtryk for en risikovurdering, der bygger på en relativ vurdering. Risikoen for misligholdelse for en virksomhed med BB-rating er X % mere sandsynlig end en regerings eller en risikofri virksomheds misligholdelse. Dette er en relativ vurdering.

(314)

For det andet afspejler rentesatserne ikke blot virksomhedens risikoprofiler, men også lande- og valutaspecifikke risici. Det relative spread afspejler således ændringer i de underliggende markedsvilkår, som ikke udtrykkes, når man følger logikken i forbindelse med et absolut spread. Ofte — som i det foreliggende tilfælde — varierer de lande- og valutaspecifikke risici over tid, og udsvingene er forskellige for de forskellige lande. Som følge heraf varierer de risikofrie renter betydeligt med tiden og er undertiden lavere i USA, undertiden i Kina. Disse forskelle skyldes faktorer, som f.eks. konstateret og forventet BNP-vækst, økonomiske forventninger og inflationsniveauer. Da den risikofrie rentesats varierer med tiden, kan det samme nominelle absolutte spread betyde en meget anderledes vurdering af risikoen. For eksempel hvis banken vurderer den virksomhedsspecifikke risiko for misligholdelse til at være 10 % højere end den risikofrie sats (relativt skøn), kan det deraf følgende absolutte spread være på mellem 0,1 % (ved en risikofri sats på 1 %) og 1 % (ved en risikofri sats på 10 %). Fra et investorsynspunkt er det relative spread således en bedre indikator, da det afspejler omfanget af afkastdifferencen og den måde, hvorpå det påvirkes af det grundliggende renteniveau.

(315)

For det tredje er det relative spread også landeneutralt. Hvis f.eks. den risikofrie rente i USA er lavere end den risikofrie rente i Kina, vil metoden føre til højere absolutte tillæg. På den anden siden hvis den risikofrie rente i Kina er lavere end i USA, vil metoden føre til et lavere absolut tillæg.

(316)

For så vidt angår det tredje punkt, blev historiske data, der viste udviklingen i det absolutte og relative spread med tiden, allerede undersøgt i sagen om dæk. I Kommissionens undersøgelse blev det konstateret, at det absolutte spread ikke er så stabilt som påstået, men i stedet varierer med tiden fra 1 % til 4,5 %. Desuden har det relative spread fulgt nøjagtigt den samme tendens som det absolutte spread i de sidste 23 år, dvs. når det relative spread øges, øges også det absolutte spread og omvendt. For så vidt angår den påståede volatilitet i det relative spread, var omfanget af ændringerne tilsvarende — forskellen mellem de højeste og laveste tal var på 530 % for det relative spread og på 450 % for det absolutte spread (89).

(317)

GOC gjorde også indsigelse mod brugen af et eksternt benchmark som sådan. I den forbindelse bemærkede GOC, at Kommissionen først burde have undersøgt sammenlignelige kommercielle lån, som de eksporterende producenter faktisk kunne opnå på markedet. Ellers burde benchmarket baseres på positive beviser og begrundede redegørelser for, at alle lån på det pågældende marked blev fordrejet af statslig indgriben i et sådant omfang, at der ikke fandtes et sammenligneligt lån på hjemmemarkedet.

(318)

Hertil fastslog Kommissionen, jf. afsnit 3.4.1.7, at indenlandske kreditvurderinger, som blev tildelt kinesiske virksomheder, som sådan ikke var pålidelige, og at de også blev fordrejet af de politiske målsætninger om at fremme strategiske nøgleindustrier, som f.eks. GFF. Som følge heraf giver de kinesiske kreditvurderinger ikke et pålideligt skøn over den kreditrisiko, der er forbundet med det underliggende aktiv, og Kommissionen måtte prøve at finde et benchmark baseret på ikke-fordrejede kreditvurderinger. Desuden bemærkede Kommissionen, at den deraf følgende rente på ca. 9 % for virksomheder med BB-rating ikke er urimelig i betragtning af, at udbyttet af virksomhedsobligationer med BB-rating på det kinesiske hjemmemarked var på 21 % ved udgangen af undersøgelsesperioden (90). Disse påstande blev derfor afvist.

(319)

GOC hævdede også, at anvendelsen af et eksternt benchmark var uhensigtsmæssig, da benchmarket ikke skabte de nødvendige justeringer for at afspejle de gældende betingelser på det kinesiske finansmarked, og at Kommissionen undlod at tage hensyn til eksisterende forskelle, bl.a. i lånenes omfang, betingelserne for tilbagebetaling og spørgsmålet om, hvorvidt lånene var garanteret.

(320)

Kommissionen var uenig i dette synspunkt, da PBOC's referencerentesats anvendes som udgangspunkt for beregningen. Desuden afspejler anvendelsen af det relative spread ændringer i de underliggende landespecifikke markedsforhold, som ikke er udtrykt, når man følger logikken i relation til et absolut spread som forklaret i betragtningen ovenfor. Endvidere bemærkede Kommissionen, at det ikke er muligt at inkludere alle faktorer fra den individuelle risikovurdering af en bank i en referenceværdi. Kommissionens beregningsmetode tager imidlertid hensyn til parametre for individuelle lån, som f.eks. hvornår lånet begynder, dets løbetid samt rentesatsens variabilitet. GOC's påstande blev derfor afvist.

(321)

Ligesom for lån i fremmed valuta i Kina gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglen på gyldige kreditvurderinger, da disse lån også bevilges af de samme kinesiske finansielle institutioner. Som tidligere konstateret blev virksomhedsobligationer med en BB-rating i relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, derfor anvendt til at fastlægge et passende benchmark.

(322)

Eksistensen af revolverende lån i en given virksomhed blev desuden som forklaret i afsnit 3.4.2.1 anset for at være et tegn på, at virksomheden befandt sig i en dårligere økonomisk situation end det, som regnskaberne umiddelbart synes at vise, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til kortvarige likviditetsproblemer. Revolverende lån indgås faktisk normalt for kortere perioder. Det er meget usandsynligt, at et revolverende lån har en løbetid på mere end to år, og oplysninger om de lån, der blev kontrolleret i virksomhederne i stikprøven, støttede denne konklusion.

(323)

For at tage hensyn til bankernes øgede risikoeksponering, når de bevilger kortfristet finansiering til virksomheder med revolverende lån, gik Kommissionen derfor et trin ned i risikovurderingsskalaen og tilpassede beregningen af det relative spread for den kortfristede finansiering i alle de pågældende virksomheder. Kommissionen foretog således en sammenligning mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD (i stedet for BB) med samme løbetid. Ifølge Standard & Poor's definitioner af kreditvurdering er en låntager med »B«-rating mere sårbar end låntagere med en »BB«-rating, men låntageren har stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække låntagers kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses derfor for at være egnet til at afspejle den yderligere risiko, der er forbundet med anvendelsen af revolverende lån som kortfristet finansiering.

(324)

Kommissionen anvendte således dette tal som det relevante benchmark for al kortfristet gæld, herunder lån, med en løbetid på 2 år eller derunder ydet til de virksomheder, der gjorde brug af revolverende lån.

(325)

For de resterende lån med en løbetid på over 2 år og for virksomheder, der ikke havde revolverende lån, gik Kommissionen tilbage til det generelle benchmark, der gav den højeste grad af obligationer uden for investeringsklassen (»non-investment grade«), jf. betragtning 306.

(326)

Kommissionen konstaterede, at visse virksomheder inden for gruppen udstedte obligationer med henblik på gældsomlægning. Som forklaret i afsnit 3.4.2.2 fandt Kommissionen i dette tilfælde, at de pågældende virksomheder befinder sig i en dårligere finansiel situation end det, der umiddelbart synes at fremgå af regnskaberne, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til deres kort- og langfristede finansiering. For at tage hensyn til den øgede risikoeksponering gik Kommissionen derfor et trin ned i risikovurderingsskalaen og tilpassede beregningen af det relative spread også for deres langfristede finansiering, herunder lån, ved at foretage en sammenligning mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD.

(327)

Da modervirksomheden CNBM ikke samarbejdede, blev fordelen ved præferencelåneordninger på CNBM-plan endelig fastsat ved hjælp af den metode, der er beskrevet i dette afsnit, og anvendt på de offentligt tilgængelige oplysninger i denne virksomheds årsrapport for 2018, såsom udestående forpligtelser, gennemsnitlige kapitalomkostninger og lånenes gennemsnitlige løbetid.

(328)

Som nævnt i betragtning 250-252 fremlagde de kinesiske finansielle udlånsinstitutioner ingen vurdering af kreditværdigheden. For at konstatere, om der var tale om en fordel, måtte Kommissionen derfor vurdere, om rentesatserne for lån til Yuntianhua-gruppen var på markedsniveau.

(329)

I deres årsregnskaber præsenterede de eksporterende producenter i Yuntianhua-gruppen sig selv som værende i en generelt rentabel finansiel situation.

(330)

Analysen af den kortfristede likviditet giver imidlertid anledning til bekymring for de to eksporterende virksomheder, da den kortfristede gæld i undersøgelsesperioden udgør fra 90 til mere end 100 % af virksomhedernes omsætning med en stigende tendens i forhold til det foregående år. Anvendelsen af kortfristet gæld er betydelig i begge virksomheder. Selv om en af de eksporterende producenter ikke har lån i undersøgelsesperioden, har den finansieret de fleste af sine indkøb samt en del af andre omkostninger, der ikke er driftsomkostninger, via bankveksler, som er et instrument med en løbetid på normalt under et år.

(331)

CPIC, den første direkte aktionær og nøgleleverandør for de eksporterende producenter, var fortjenstgivende i UP. Imidlertid faldt afkastet af egenkapitalen i forhold til det foregående år. Virksomheden har desuden likviditetsproblemer, da den kortfristede gæld udgør mellem 80 og 90 % af den samlede gæld. En sammenligning af virksomhedens aktuelle aktiver med dens nuværende passiver giver et aktuelt forhold (91) med en lav værdi på under 1, hvilket giver anledning til bekymring med hensyn til dens evne til at tilbagebetale kortfristet gæld. Kommissionen fastslog ligeledes, at der var en omfattende brug af bankveksler til finansiering af indkøb.

(332)

Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd., som er modervirksomheden for Yuntianhua-gruppen, og som var involveret i forsyningskæden for den undersøgte vare, var tabsgivende i UP. Sammenligningen af virksomhedens aktuelle aktiver i forhold til dens nuværende passiver, med det nuværende forhold på under 1, giver anledning til alvorlig bekymring over virksomhedens likviditet og dens evne til at tilbagebetale de kortfristede gældsforpligtelser. Undersøgelsen viste desuden, at virksomheden udstedte obligationer med det udtrykkelige formål at tilbagebetale gælden. Det blev ligeledes konstateret, at der blev anvendt revolverende lån.

(333)

Kommissionen bemærkede, at Yuntianhua-gruppen fik tildelt en AA-rating af et kinesisk kreditvurderingsbureau. I lyset af de generelle fordrejninger gennem de kinesiske kreditvurderinger, der er omhandlet i betragtning 279-285, konkluderede Kommissionen, at denne kreditvurdering ikke er pålidelig.

(334)

Kommissionen var af den opfattelse, at gruppens samlede finansielle situation svarer til en BB-rating, hvilket er den højeste rating efter ratingen »investment grade«. »Investment grade« betyder, at obligationer udstedt af virksomheden bedømmes af kreditvurderingsbureauet som sandsynligvis tilstrækkelige til at kunne opfylde betalingsforpligtelser, således at bankerne har lov til at investere i disse.

(335)

Den præmie, der forventedes på obligationer udstedt af virksomheder med denne rating (BB), blev derefter anvendt på PBOC's almindelige udlånssats for at fastslå markedsprisen.

(336)

Dette tillæg blev fastsat ved at beregne det relative spread mellem indekser bestående af virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med BB-rating udstedt i USD, baseret på Bloomberg-data for industrielle segmenter. Det således beregnede relative spread blev derefter lagt til benchmarkrentesatserne som offentliggjort af PBOC på datoen for bevillingen af lånet (92) og med samme løbetid som det pågældende lån. Dette skete individuelt for hvert enkelt lån og for hver enkelt finansiel leasingaktivitet til virksomheden.

(337)

Ligesom for lån i fremmed valuta i Kina gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglen på gyldige kreditvurderinger, da disse lån også bevilges af de samme kinesiske finansielle institutioner. Som tidligere konstateret blev virksomhedsobligationer med en BB-rating i relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, derfor anvendt til at fastlægge et passende benchmark.

(338)

Eksistensen af revolverende lån i en given virksomhed blev desuden som forklaret i afsnit 3.4.2.1 anset for at være et tegn på, at virksomheden befandt sig i en dårligere økonomisk situation end det, som regnskaberne umiddelbart synes at vise, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til kortvarige likviditetsproblemer. Revolverende lån indgås faktisk normalt for kortere perioder. Det er meget usandsynligt, at et revolverende lån har en løbetid på mere end to år, og oplysninger om de lån, der blev kontrolleret i virksomhederne i stikprøven, støttede denne konklusion.

(339)

For at tage hensyn til bankernes øgede risikoeksponering, når de bevilger kortfristet finansiering til virksomheder med revolverende lån, gik Kommissionen derfor et trin ned i risikovurderingsskalaen og tilpassede beregningen af det relative spread for den kortfristede finansiering i alle de pågældende virksomheder. Kommissionen foretog således en sammenligning mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD (i stedet for BB) med samme løbetid. Ifølge Standard & Poor's definitioner af kreditvurdering er en låntager med »B«-rating mere sårbar end låntagere med en »BB«-rating, men låntageren har stadig kapacitet til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Negative forretningsmæssige, finansielle eller økonomiske vilkår kan dog svække låntagers kapacitet eller vilje til at opfylde sine finansielle forpligtelser. Dette benchmark anses dermed for egnet til at afspejle den yderligere risiko, der er forbundet med anvendelsen af revolverende lån som kortfristet finansiering.

(340)

Kommissionen anvendte således dette tal som det relevante benchmark for al kortfristet gæld, herunder lån, med en løbetid på 2 år eller derunder ydet til de virksomheder, der gjorde brug af revolverende lån.

(341)

For de resterende lån med en løbetid på over 2 år og for virksomheder, der ikke havde revolverende lån, gik Kommissionen tilbage til det generelle benchmark, der gav den højeste grad af obligationer uden for investeringsklassen (»non-investment grade«), jf. betragtning 306.

(342)

Kommissionen konstaterede, at visse virksomheder inden for gruppen udstedte obligationer med henblik på gældsomlægning. Som forklaret i afsnit 3.4.2.2 fandt Kommissionen i dette tilfælde, at de pågældende virksomheder befinder sig i en dårligere finansiel situation end det, der umiddelbart synes at fremgå af regnskaberne, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til deres kort- og langfristede finansiering. For at tage hensyn til den øgede risikoeksponering gik Kommissionen derfor et trin ned i risikovurderingsskalaen og tilpassede beregningen af det relative spread også for deres langfristede finansiering, herunder lån, ved at foretage en sammenligning mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD.

(343)

Undersøgelsen viste, at alle de stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter havde fordel af præferencelåneordningerne i undersøgelsesperioden. Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, anså Kommissionen præferencelåneordningerne for at være udligningsberettigede subsidier.

(344)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for præferencelåneordningerne i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, er på:

Præferentiel finansiering: långivning

(345)

Undersøgelsen viste, at de kinesiske finansielle institutioner også bevilgede kreditlinjer på præferencevilkår i forbindelse med ydelsen af finansiering til hver enkelt virksomhed i stikprøven. Kreditlinjerne var i form af rammeaftaler, i henhold til hvilke bankerne giver virksomhederne i stikprøven mulighed for inden for et bestemt maksimumbeløb at anvende forskellige gældsinstrumenter, såsom driftskapitallån, bankveksler, dokumenttratter og andre former for handelsfinansiering osv.

(346)

Formålet med en kreditlinje er at fastsætte et loft over låneoptagelsen, som virksomheden på et hvilket som helst tidspunkt kan anvende til finansiering af sine løbende transaktioner, og dermed gøre finansieringen af driftskapital fleksibel og om nødvendigt øjeblikkelig tilgængelig. Undersøgelsen viste, at de to eksporterende producenter i stikprøven havde aftaler med forskellige banker om kreditlinjer, der omfattede forskellige kortfristede finansieringsinstrumenter med det formål at finansiere driftsomkostninger. Kommissionen fandt derfor, at alle de stikprøveudtagne virksomheders kortfristede finansiering i princippet burde være omfattet af en form for kreditlinjeinstrument, herunder også bankveksler, som regelmæssigt udstedes for at finansiere løbende transaktioner.

(347)

Kommissionen sammenlignede derfor beløbet for de kreditlinjer, der var til rådighed for de samarbejdsvillige virksomheder i undersøgelsesperioden, med beløbet for den kortfristede finansiering, som disse virksomheder anvendte i samme periode, for at fastslå, om alle kortfristede finansieringer var omfattet af en kreditlinje. Hvis beløbet for den kortfristede finansiering oversteg grænsen for kreditlinjen, forhøjede Kommissionen beløbet for den eksisterende kreditlinje med det beløb, der faktisk blev anvendt af de eksporterende producenter ud over denne kreditlinje.

(348)

Under normale markedsforhold vil sådanne kreditlinjer normalt være omfattet af et »aftalegebyr« eller et »tilsagnsgebyr« som kompensation for bankens omkostninger og risici forbundet med at etablere en kreditlinje, samt et fornyelsesgebyr, der opkræves årligt, for at forlænge gyldigheden af kreditlinjerne. Kommissionen fandt imidlertid, at alle virksomheder i stikprøven havde gavn af gebyrfrie kreditlinjer.

(349)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionens påstand om, at kreditlinjer under normale markedsvilkår er underlagt tilsagnsgebyrer, var uberettiget i lyset af Kommissionens egen betragtning i sagerne om luftfartøjer. Ifølge GOC finder tilsagnsgebyrer kun anvendelse, når kreditlinjen er en bevilget kreditlinje. Kommissionen fastslog imidlertid ikke, at de pågældende kreditlinjer var bevilgede kreditlinjer. GOC mindede om, at i sagen »EC — Aircraft« hævdede Unionen selv, at den omstændighed, at EIB ikke opkrævede tilsagnsgebyrer, var berettiget, fordi »… i) for kontrakter med »openrate« (dvs. kontrakter, hvor satserne ikke fastsættes på forhånd), er der ingen sikkerhed med hensyn til timingen af, hvornår midlerne er til rådighed, og EIB forpligter sig ikke til en præcis rentesats«.

(350)

Som svar på denne påstand bemærkede Kommissionen, at EU's argument i sagen EC — Aircraft vedrørende tilsagnsgebyrer ikke blev fulgt af panelet i dets endelige konklusioner. Panelet fastslog navnlig, at EIB's manglende opkrævning af tilsagnsgebyrer som kompensation for EIB's tilsagn om at stille midler til rådighed var mere fordelagtig end et tilsvarende lån fra en kommerciel långiver og medførte en fordel (93). Denne påstand blev derfor afvist.

(351)

I henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), anså Kommissionen den fordel, der således opstod for modtagerne, for at være forskellen mellem det beløb, virksomheden har betalt for etableringen eller fornyelsen af kreditlinjerne, der er indrømmet af kinesiske finansielle institutioner, og det beløb, som den pågældende virksomhed ville skulle betale for en tilsvarende kommerciel kreditlinje, som virksomheden kunne få på markedsvilkår.

(352)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at Kommissionen ikke foretog en analyse af specificiteten i forbindelse med kreditlinjer. Desuden gentog GOC sine bemærkninger fra afsnit 3.1, hvoraf det fremgår, at GFF ikke er en tilskyndet industri, og at ingen af de dokumenter, som Kommissionen henviser til i denne forbindelse, viser, at de kreditlinjer, der er ydet GFF-industrien, er specifikke i henhold til SCM-aftalens artikel 2.

(353)

Kommissionen foretog ikke en separat analyse af specificitet, da kreditlinjer er uløseligt forbundet med andre former for præferencelåneordninger, som f.eks. lån, og således følger den samme analyse af specificitet som udarbejdet i afsnit 3.4.2.3 vedrørende lån. Følgelig blev disse påstande afvist.

(354)

Det passende benchmark for aftalegebyret blev fastsat til 1,5 %, med henvisning til offentligt tilgængelige oplysninger (94) om etablering af lignende kreditlinjer i lignende (men ikke-fordrejede) situationer. Aftalegebyret betales som et fast beløb på tidspunktet for kreditlinjens etablering. Kommissionen anvendte derfor benchmarket på beløbet for kreditlinjer, der blev etableret i undersøgelsesperioden.

(355)

For kreditlinjer, der eksisterede før begyndelsen af UP, og som blev fornyet i UP, blev der anvendt et fornyelsesgebyr på 1,25 % som benchmark i henhold til samme kilde. Fornyelsesgebyret betales årligt som et fast beløb på tidspunktet for kreditlinjens fornyelse. Derfor anvendte Kommissionen benchmarket på beløbet for kreditlinjer, der blev fornyet i undersøgelsesperioden.

(356)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede en af parterne, at det er almindelig praksis, at bankerne giver afkald på omkostningerne ved aftale- og fornyelsesgebyrer for at sikre store kommercielle kunder. Virksomheden gav dernæst et eksempel på en bank i USA, som ikke opkrævede et aftalegebyr og kun opkrævede et årligt fornyelsesgebyr på 0,25 % for en bevilget kreditlinje på mellem 100 001 USD og 3 mio. USD (95). Da USA er et langt større marked end UK, og da Kommissionen anvendte vurderinger af obligationer fra USA til at fastslå kreditværdigheden, blev et sådant benchmark desuden anset for langt bedre egnet end benchmarket fra UK for små virksomheder, som Kommissionen havde anvendt.

(357)

Kommissionen bemærkede, at påstanden om, at det er almindelig praksis, at banker giver afkald på omkostninger ved aftale- og fornyelsesgebyrer for at sikre store kommercielle kunder, ikke var dokumenteret på nogen måde. Kommissionen undersøgte også det benchmark, som virksomheden havde foreslået, og fandt, at dette benchmark specifikt vedrørte kreditlinjer for små virksomheder med et maksimumsbeløb på 3 mio. USD og især vedrørte kortfristede driftskapitalbehov. Derimod havde det benchmark, som Kommissionen anvendte, en minimumsgrænse på 25 000 GBP, men ingen øvre grænse, der var ingen begrænsninger for anvendelsen af den kapital, der blev stillet til rådighed, eller for løbetiden, og det adskilte sig fra et andet finansielt produkt, der er nævnt i samme dokument, men som specifikt var skræddersyet til små virksomheder. Kommissionens eget benchmark var derfor bedre egnet til store kunder. Desuden var den amerikanske bank, der stillede kreditlinjer i det eksempel, som klageren havde valgt, en bank, der udelukkende opererede på det amerikanske marked, mens HSBC (det af Kommissionen anvendte benchmark) er en global bank, der også opererer på det kinesiske marked. Kommissionen har intet bevis for, at HSBC giver afkald på gebyrer afhængigt af kundens størrelse. Også i den forbindelse forekom Kommissionens benchmark at være mere hensigtsmæssigt. Virksomhedens påstande blev derfor afvist.

(358)

Bankveksler er et finansielt produkt, der sigter mod at udvikle et mere aktivt indenlandsk pengemarked ved at udvide kreditfaciliteterne. Det er en form for kortfristet finansiering, der kan »reducere finansieringsomkostningerne og forbedre kapitaleffektiviteten« for trassenten (96).

(359)

Bankveksler kan kun anvendes til at afvikle egentlige handelstransaktioner, og trassenten skal fremlægge tilstrækkelige beviser herfor, f.eks. ved købs-/salgsaftaler, faktura og følgeseddel osv. Bankveksler kan anvendes som en standardbetalingsmetode i købsaftaler sammen med andre midler såsom overførsler eller anvisninger via bank eller postvæsen.

(360)

Bankvekslen trækkes af ansøgeren (trassenten, som også er køber i den underliggende handelstransaktion), og accepteres af en bank. Ved sin accept af vekslen accepterer banken at foretage en ubetinget betaling af det beløb, der er angivet på vekslen, til remittenten/indehaveren på den fastsatte dato (forfaldsdatoen).

(361)

Generelt indeholder aftaler om bankveksler listen over de transaktioner, der er dækket af vekselbeløbet, med angivelse af betalingstidspunktet over for leverandøren og bankvekslens forfaldsdato.

(362)

Kommissionen fastslog, at bankveksler generelt udstedes inden for rammerne af en aftale om bankveksler, som præciserer identiteten af banken, leverandører og køber, bankens og købers forpligtelser og den ydede værdi pr. leverandør, det betalingstidspunkt, der er aftalt med leverandøren, samt bankvekslens forfaldsdato.

(363)

Kommissionen fastslog også, at aftaler om kreditlinjer generelt opfører bankveksler som en mulig anvendelse af finansieringsloftet sammen med andre kortfristede finansielle instrumenter, såsom driftskapitallån.

(364)

Afhængigt af de betingelser, der er fastsat af hver enkelt bank, kan det være nødvendigt for trassenten at deponere et mindre beløb på en særlig konto, afgive tilsagn og betale en acceptprovision. Under alle omstændigheder er trassenten forpligtet til at overføre bankvekslens fulde beløb til den særlige konto senest på bankvekslens forfaldsdato.

(365)

Når banken har godkendt vekslen, påtegner trassenten den og overfører den til remittenten, som også er leverandøren i den underliggende handelstransaktion, som betaling af fakturaen. Som følge heraf annulleres køberens (trassentens) betalingsforpligtelse over for leverandøren (remittenten). Der oprettes en ny betalingsforpligtelse for køberen over for den udstedende bank for det samme beløb (trassenten har pligt til at betale banken kontant inden bankvekslens forfaldsdato). Udstedelsen af bankveksler har derfor til formål at erstatte trassentens forpligtelse over for dennes leverandør med en forpligtelse over for banken.

(366)

Bankvekslers forfaldsdato varierer afhængigt af de betingelser, der fastsættes af hver bank, og de kan have en varighed på op til et år.

(367)

Remittenten (eller ihændehaveren) af bankvekslen har tre muligheder før forfald:

(368)

Bankvekslens udstedelsesdato svarer generelt til det med leverandøren aftalte betalingstidspunkt, men kan også være en dato forud for eller efter det aftalte betalingstidspunkt. Undersøgelsen viste, at udstedelsesdatoen, for så vidt angår virksomhederne i stikprøven, generelt var på eller omkring det med leverandøren aftalte betalingstidspunkt og i nogle tilfælde endda efter det aftalte betalingstidspunkt. Kommissionen fastslog, at forfaldsdatoen for de stikprøveudtagne virksomheders bankveksler i de fleste tilfælde er fra 6 måneder og op til 12 måneder efter det aftalte betalingstidspunktet for fakturaen.

(369)

Hvad angår den regnskabsmæssige behandling af bankveksler, indregnes de som gældsforpligtelser over for banken i trassenternes regnskaber, dvs. de eksporterende producenter i stikprøven.

(370)

Kreditbehandlingsafdelingen (Credit Reference Center) i People's Bank of China (»CRCP«) anerkender bankveksler som »udestående kreditbeløb« fra bankerne på niveau med lån, remburser eller handelsfinansiering. Det skal også bemærkes, at CRCP suppleres af finansielle institutioner, der yder forskellige former for lån, og at disse finansielle institutioner således har indregnet bankveksler som gældsforpligtelser over for dem. Endvidere er det anført i de aftaler om bankveksler, der blev indhentet i løbet af undersøgelsen, at hvis køberen ikke indbetaler det fulde beløb på bankvekslens forfaldsdato, vil banken behandle det ikkebetalte beløb som et forfaldent lån til banken.

(371)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en eksporterende producent fra CNBM-gruppen, at CRCP ikke indregner bankveksler som en gældsforpligtelse over for banken i kreditrapporterne. Denne interesserede part henviste til notatet til gældsforpligtelserne i CRCP's kreditrapport, hvori det angives, at »gældssaldoen omfatter udestående forskud, lån, såkaldte »class loans«, handelsfinansiering, factoring, diskontering af regninger, garantier og gæld, som tredjeparter har pådraget sig (third-party compensated debts), samt gæld, der håndteres af porteføljeadministrationsselskaber på tidspunktet for statistikkernes udarbejdelse«. Den tilføjede også, at i en af gruppens virksomheder henviser afsnittet »Summary information« i kreditrapporten til en »aktuel passivpost«, som ikke omfattede bankveksler, men kun lånebeløb.

(372)

Hertil påpeger Kommissionen, at kreditrapporterne opfører bankveksler i afsnittet om sammendrag af oplysninger om udestående kredit (»Summary of unsettled credit information«) på samme niveau som lån, remburser, diskonterede fakturaer, factoring eller handelsfinansiering. Det forhold, at bankvekslen ikke medregnes i »gældsbalancen« eller i den »aktuelle passivpost« på det bestemte tidspunkt for rapportens offentliggørelse påvirker ikke dens klassificering som kredit, der af CRCP er klart indregnet i kreditrapporterne.

(373)

Som allerede nævnt i betragtning 358 er bankveksler en form for kortfristet finansiering. Dertil kommer, som People's Bank of China har anført på sit websted, at »bankveksler kan garantere, at der indgås og gennemføres en aftale mellem køber og sælger, og de kan fremme kapitalomsætningen gennem en kredit fra Bank of China« (97). Desuden annoncerer DBS Bank på sit websted, at bankveksler er et middel til at »forbedre driftskapitalen gennem en udskydelse af betalinger« (98).

(374)

Kommissionen fandt, at bankveksler i vidt omfang anvendes som betalingsmiddel i handelstransaktioner i stedet for en pengeordre, hvilket giver trassenten mere fleksibilitet med hensyn til omsætning i kontanter og driftskapital. Hvad angår kontanter, giver instrumentet trassenten automatisk en betalingshenstand på 6 måneder eller 1 år, da den faktiske kontantbetaling af transaktionsbeløbet sker på bankvekslens forfaldsdato og ikke på det tidspunkt, hvor trassenten skulle betale sin leverandør. Uden et sådant finansielt instrument ville trassenten enten anvende sin egen driftskapital, hvilket er forbundet med en omkostning, eller optage et kortfristet driftskapitallån hos en bank med henblik på at betale sine leverandører, hvilket også er forbundet med en omkostning. Ved at betale med en bankveksel anvender trassenten faktisk de leverede varer eller tjenesteydelser i en periode på 6 måneder til 1 år uden at skulle lægge nogen form for kontantbetaling og uden at bære nogen omkostninger. Som eksempel på brugen af bankveksler i stedet for kortfristede lån fastslog Kommissionen, at en af de eksporterende producenter i stikprøven ikke havde lån. Imidlertid udgjorde de bankveksler, som denne eksporterende producent havde udstedt i undersøgelsesperioden, 70 % af virksomhedens driftsomkostninger. Tilsvarende tegnede bankveksler sig ved udgangen af UP for mere end 53 % af virksomhedens samlede passiver.

(375)

Under normale markedsforhold vil bankveksler som et finansielt instrument medføre en finansieringsomkostning for trassenten. Undersøgelsen viste, at alle de virksomheder i stikprøven, der benyttede bankveksler i undersøgelsesperioden, kun betalte en provision for den af banken leverede serviceydelse i forbindelse med bankvekslen, som varierede mellem 0,05 % og 0,1 % af vekslens pålydende værdi. Ingen af virksomhederne i stikprøven havde imidlertid omkostninger ved finansiering gennem bankveksler ved at udskyde kontantbetalingen for levering af varer og tjenesteydelser. Kommissionen fandt derfor, at de undersøgte virksomheder nød godt af finansiering i form af bankveksler, for hvilke de ikke havde nogen omkostninger.

(376)

På denne baggrund konkluderede Kommissionen, at ordningen med bankveksler, der er indført i Kina, gav alle eksporterende producenter en gratis finansiering af deres igangværende transaktioner, hvilke medførte en udligningsberettiget fordel, som beskrevet i betragtning 395-399, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2.

(377)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte begge de samarbejdsvillige eksporterende producenter en bemærkning om, at bankveksler ikke udgør et lån eller nogen anden form for finansiel støtte, og at Kommissionen fejlagtigt antog, at anvendelsen af bankveksler har samme virkning som et kortfristet lån. De gjorde gældende, at den forlængede frist for betaling, der ligger i anvendelsen af en veksel, ikke er et rentefrit kortfristet lån fra en bank, men snarere en udsættelse af det aftalte betalingstidspunkt, som sælgeren beslutter at indrømme. Yuntianhua-gruppen hævdede, at Kommissionen ikke påviste, at der forelå et finansielt bidrag i form af bankveksler. Begge samarbejdsvillige eksporterende producenter insisterede på, at bankveksler ikke indebærer nogen finansiering, da der ikke er overført penge fra banken til en part.

(378)

En virksomhed i CNBM-gruppen gjorde gældende, at bankvekslen blot letter transaktioner mellem parter, der ikke kender hinanden, på en sådan måde, at banken tilføjer sin egen garanti for, at betalingen vil finde sted på forfaldsdatoen. Desuden ændrer bankvekslen ikke den betalingsdato, som oprindeligt var fastsat i købsaftalen, og en bank yder derfor ikke et kortfristet lån ved at udstede en veksel. Den anførte endvidere, at bogføringsmåden for bankveksler i virksomhedens interne regnskabsbøger ikke ændrer ved konklusionen om, at bankveksler ikke er en form for kortfristet finansiering. Denne part hævdede også, at da sælger i henhold til købsaftalen først modtager betalingen efter 6 måneder eller 1 år, behøver køber ikke at anvende sin egen driftskapital eller optage et kortfristet lån for at kunne betale ved præsentation af vekslen, fordi sælger allerede accepterer, at betalingen udskydes.

(379)

Kommissionen gjorde i den forbindelse opmærksom på, at den ikke har fastslået, at bankveksler udgør et lån. Kommissionen konkluderede imidlertid, at de har økonomiske virkninger, der svarer til kortfristet finansiering.

(380)

Som påpeget i betragtning 374 fastslog Kommissionen, at bankveksler i vidt omfang anvendes som betalingsmiddel i handelstransaktioner i stedet for en pengeordre, hvilket giver trassenten mere fleksibilitet med hensyn til omsætning i kontanter og driftskapital. Kommissionen fandt også, at instrumentet hvad angår kontanter ville udskyde kontantbetalingen til bankvekslens forfaldsdato. Faktisk betales leverandøren med bankvekslen i stedet for med kontanter på det betalingstidspunkt, der er aftalt i kontrakten. Kontantbetaling på forfaldsdatoen er en betaling, der foretages af trassenten til banken i henhold til den kontraktlige forbindelse mellem trassenten og banken som led i bankvekslen. Leverandører kan også påtegne bankveksler som betaling af andre udbydere (i stedet for kontanter). Anvendelsen af bankveksler giver trassenten mulighed for, som påpeget i betragtning 374, at anvende de leverede varer eller tjenesteydelser i en periode på 6 måneder op til 1 år uden at skulle lægge nogen form for kontantbetaling og uden at bære nogen omkostninger. Kommissionen gentog også, at People's Bank of China præsenterer bankveksler som et instrument, der kan »reducere omkostningerne og forbedre kapitaleffektiviteten«for trassenten, og »de kan fremme kapitalomsætningen gennem kredit fra Bank of China« (99), og DBS Bank omtaler bankveksler som et middel til at »forbedre driftskapitalen gennem en udskydelse af betalinger« (100). Desuden har GOC ikke anfægtet Kommissionens konklusion om, at bankveksler er en form for finansiering. Dertil kommer, at CBIRC for nyligt udstedte en meddelelse, hvori det anføres, at for at styrke kreditstøtten til virksomheder i de efterfølgende produktionsled i nøglevirksomheder kan banker og finansielle institutioner yde kreditstøtte til virksomheder i de efterfølgende produktionsled for at få varer og betale for varer ved at udstede veksler og indenlandsk remburs, yde forudfinansiering osv (101). Det er endnu et bevis på, at GOC opfatter bankveksler som en anden form for kreditstøtte.

(381)

Det forhold, at der ikke overføres penge fra banken til nogen af parterne på tidspunktet for udstedelsen af bankvekslen, ændrer ikke ovenstående ræsonnement og konklusioner. Som allerede forklaret er bankveksler, sådan som de er indført i Kina, et betalingsmiddel i handelstransaktioner, der favoriserer trassenterne ved at give dem mere fleksibilitet med hensyn til omsætning i kontanter og driftskapital. Set ud fra et økonomisk og finansielt synspunkt giver anvendelsen af dette instrument trassenten mulighed for at indfri sine forpligtelser uden at bruge virksomhedens økonomiske ressourcer, og den udgør derfor en form for finansiering af dens økonomiske aktiviteter. I modsætning til, hvad de samarbejdsvillige eksporterende producenter hævder, ydes denne finansiering ikke af leverandøren, men af banken. Som forklaret i betragtning 365, annulleres køberens (trassentens) betalingsforpligtelse over for leverandøren (remittenten), når bankvekslen udstedes af banken og påtegnes over for remittenten (dvs. leverandøren). Faktisk betales remittenten (dvs. leverandøren) ved hjælp af bankvekslen på det tidspunkt, der er aftalt i købsaftalen (dvs. det aftalte betalingstidspunkt). Dette blev yderligere bekræftet af GOC under kontrolbesøget, at når virksomheden betaler leverandøren med bankvekslen, har den ikke længere en forpligtelse over for leverandøren, men over for banken, eftersom den, der har anmodet om bankvekslens udstedelse, skal betale banken fuldt ud på forfaldsdatoen. Desuden kan leverandøren anvende bankvekslen som betalingsmiddel til betaling af sine egne forpligtelser over for andre parter. Derfor indrømmer leverandøren ikke i en udsættelse af det aftalte betalingstidspunkt. Derimod indrømmer banken en udsættelse af den faktiske kontantbetaling af den transaktion, der er omfattet af bankvekslen på 6 måneder eller 1 år og giver dermed trassenten mulighed for at undgå enhver form for finansieringsomkostninger.

(382)

Kommissionen er ikke enig i bemærkningen om, at køber ikke behøver anvende sin egen driftskapital eller optage et kortfristet lån for at kunne betale ved præsentation af vekslen, da sælger i henhold til købsaftalen først modtager betaling efter 6 måneder eller 1 år. Kommissionen var også uenig i udsagnet om, at den måde, hvorpå de stikprøveudtagne eksporterende producenter bogfører bankveksler i deres interne regnskabsbøger, er irrelevant. Faktisk er bankveksler, som allerede nævnt ovenfor, et betalingsmiddel, der anvendes af trassenten til at indfri sine forpligtelser over for remittenten. Udsagnet om, at »sælger først modtager betaling efter 6 måneder eller 1 år«, er faktuelt ukorrekt, fordi sælger modtager betaling via en bankveksel på den forfaldsdato, der er aftalt i kontrakten. Som allerede anført i betragtning 374 er bankveksler fastsat som betalingsmiddel i handelstransaktioner i stedet for kontantbetaling, og det er aftalt både med sælger og køber. Kontantbetalingen for varer og tjenesteydelser udskydes imidlertid til bankvekslens forfaldsdato, og denne udskydelse indrømmes af banken. Som allerede forklaret i betragtning 365 annulleres remittentens forpligtelse over for sælger, når sælger betales med en bankveksel, og der opstår to nye forpligtelser: en forpligtelse fra trassenten over for den udstedende bank og en forpligtelse fra den udstedende bank over for sælger (remittenten) eller indehaver af bankvekslen. I modsætning til hvad der hævdes, er den måde, hvorpå de stikprøveudtagne eksporterende producenter bogfører bankveksler i deres interne regnskabsbøger, et vigtigt element, der viser, at på den ene side annulleres forpligtelsen over for sælger med betalingen af en bankveksel, og på den anden side oprettes der en ny forpligtelse fra trassentens side over for banken. Dette er et yderligere bevis på, at gennem anvendelsen af en bankveksel som betalingsmiddel, hvilket tillades af den bank, som udstedte vekslen, skal trassenten ikke betale leverandøren (remittenten) i kontanter på det betalingstidspunkt, der er aftalt i kontrakten. Trassenten er derimod forpligtet til at betale banken kontant på bankvekslens forfaldsdato, som er 6 måneder eller 1 år senere. Dette blev yderligere bekræftet af GOC under kontrolbesøget, da den anførte, at bankveksler »er interessante, når det handler om at lette byrden i forbindelse med virksomhedens likviditet«.

(383)

Kommissionen var også uenig i bemærkningen om, at banken ved at udstede vekslen blot tilføjer sin egen garanti for, at betalingen vil finde sted, når forfaldsdatoen nås. For det første er bankvekslen som tidligere nævnt et betalingsmiddel, hvorved trassenten honorerer sin forpligtelse over for remittenten (leverandøren). Derfor sker trassentens betaling af leverandøren på det tidspunkt, hvor bankvekslen påtegnes, mens trassenten opfylder sin betalingsforpligtelse over for banken på forfaldsdatoen. For det andet kan bankvekslen ikke blot klassificeres som en yderligere garanti for en fremtidig betaling, fordi bankvekslen er et betalingsmiddel, der er anerkendt i købskontrakterne, og trassentens betalingsforpligtelse over for leverandøren annulleres af betalingen med en bankveksel. Den kontantbetaling, der skal ske til banken ved forfald, er ikke en udsættelse af betalingstidspunktet, der er indrømmet af leverandøren, det er i stedet en forpligtelse over for banken. Det blev også bekræftet af GOC under kontrolbesøget, hvor det fremgik, at retligt set er forskellen mellem bankgarantien og bankvekslen, at »med garantien er det virksomhed A, der først hæfter for betalingen, mens det ved bankveksler først er den udstedende bank«.

(384)

I betragtning af ovenstående gentog Kommissionen sin konklusion om, at med hensyn til bankvekslers virkninger er de en form for kortfristet finansiering, således at forstå, at de gør det muligt for eksporterende producenter at finansiere deres indkøb. Fordelen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter er besparelser på de finansielle omkostninger, idet anvendelsen af finansiering gennem bankveksler skete omkostningsfrit.

(385)

I betragtning af at bankveksler faktisk har samme formål og virkninger som kortfristede driftskapitallån, og at de i vidt omfang er blevet anvendt af de samarbejdsvillige eksporterende producenter til finansiering af deres løbende transaktioner i stedet for anvendelsen af kortfristede driftskapitallån, bør de være forbundet med en omkostning, der svarer til finansieringen af kortfristet driftskapital. Denne konklusion blev yderligere bekræftet af GOC under kontrolbesøget, hvor den anførte, at for så vidt angår valget for en virksomhed mellem en bankveksel og et kortfristet lån, er det op til virksomheden at træffe en beslutning, men »i deres beskaffenhed ligner de hinanden«.

(386)

I lyset af ovenstående betragtninger afviste Kommissionen påstandene om, at bankveksler ikke er en form for kortfristet finansiering.

(387)

For så vidt angår specificitet, jf. betragtning 165, skal de finansielle institutioner i henhold til afgørelse nr. 40 yde kreditstøtte til tilskyndede industrier.

(388)

Kommissionen fandt, at bankveksler er en anden form for præferentiel finansieringsstøtte fra finansielle institutioner til tilskyndede industrier, som f.eks. GFF-sektoren. Som anført i afsnit 3.1 er GFF-sektoren rent faktisk blandt de tilskyndede industrier og er derfor berettiget til enhver form for finansiel støtte. Der blev ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheder i Kina (undtagen inden for tilskyndede industrier) kan drage fordel af bankveksler på de samme vilkår og betingelser.

(389)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CNBM-gruppen, at bankveksler er en almindelig handelspraksis i Kina og er tilgængelig for alle industrigrene, og at den eneste lovbestemte grænse for brugeren af en bankveksel er anført i artikel 6 i Folkerepublikken Kinas lov om omsættelige instrumenter, dvs. at »hvis en person, der ikke har nogen kapacitet eller begrænset kapacitet i forbindelse med civilretlige handlinger, undertegner et omsætningspapirer, er underskriften ugyldig«. Den hævdede også, at det ikke er de eksporterende producenters ansvar at afkræfte en formodning om, at en påstået subsidieordning er specifik, og at det er Kommissionens ansvar at underbygge sin konstatering af specificitet på grundlag af positive beviser, navnlig ved at sammenligne de vilkår, der tilbydes virksomhederne i stikprøven, med vilkår, der tilbydes andre kinesiske virksomheder. Endelig anmodede en virksomhed fra CNBM-gruppen Kommissionen om at forklare, hvorfor en lignende ordning i Canada, som Kommissionen har henvist til i sagen om elektriske cykler, ikke betragtes som en specifik subsidieordning, mens den betragter ordningen i Kina som specifikke subsidier.

(390)

Hertil henviste Kommissionen til betragtning 165, hvor den fremlagde bevis for, at finansielle institutioner i henhold til afgørelse nr. 40 er forpligtet til at yde kreditstøtte til tilskyndede industrier. Bankveksler, som er en form for finansiering, er en del af de finansielle institutters præferencestøtteordninger for tilskyndede industrier, såsom GFF-industrien.

(391)

Kommissionen påpegede, at den baserede sin vurdering af subsidieordningens specificitet på de tilgængelige regeringsdokumenter, såsom planer og forskrifter, vedrørende tilskyndede industrier. Hertil bemærkede Kommissionen, at GOC klart har defineret, hvilke industrier der tilskyndes, og det begrænser de specifikke fordele ved præferentiel finansiering til kun disse virksomheder. Selv hvis en række andre industrier, der specifikt er defineret som tilskyndede, også nyder godt af de samme præferencevilkår som GFF-industrien, betyder dette ikke, at præferentiel finansiering, herunder bankveksler, generelt er tilgængelige for alle industrier.

(392)

Selv hvis der i princippet kan stilles en form for finansiering til rådighed for virksomheder i alle industrier, kan de konkrete betingelser for, at en sådan finansiering tilbydes virksomheder fra en bestemt industrigren, herunder omkostninger ved finansiering og omfanget heraf, desuden betyde, at den er specifik. Hvad angår de samarbejdsvillige eksporterende producenter, fastslog Kommissionen faktisk, at de alle nød godt af kortfristet finansiering i form af bankveksler uden nogen omkostninger, og at nogle af dem nød godt af en betydelig mængde af bankveksler i forhold til andre kortfristede finansieringer, som f.eks. kortfristede lån. Ingen af de interesserede parter fremlagde bevis for, at den præferentielle finansiering gennem bankveksler hos virksomhederne i GFF-industrien er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(393)

For så vidt angår bemærkningen om ordningen med bankveksler i Canada, påpegede Kommissionen, at vurderingen af specificiteten af en subsidieordning kun foretages i forbindelse med de undersøgte subsidier, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at påvise, at lignende ordninger i andre lande også er specifikke.

(394)

I betragtning af ovennævnte argumenter blev de samarbejdsvillige eksporterende producenters påstande vedrørende specificiteten i forbindelse med bankveksler afvist.

(395)

Til beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb vurderede Kommissionen den fordel, som modtageren har opnået i undersøgelsesperioden.

(396)

Som allerede nævnt i betragtning 358 og 373 er bankveksler en form for kortfristet finansiering, der øger trassentens kapitaleffektivitet ved at gøre dennes driftskapital mere fleksibel og opfylde likviditetsbehovene, da de i vidt omfang anvendes som betalingsmiddel i handelstransaktioner i stedet for kontanter. Kommissionen konstaterede, at de stikprøveudtagne eksporterende producenter benyttede sig af bankveksler for at imødekomme deres behov for kortfristet finansiering uden gebyrbetaling. Desuden mente Kommissionen, som anført i betragtning 346, at alle de stikprøveudtagne virksomheders kortfristede finansiering, herunder bankveksler, burde være omfattet af en kreditlinje. Fordelen ved kreditlinjer blev fastslået i afsnit 3.4.3.1.

(397)

Kommissionen konkluderede derfor, at trassenter af bankveksler skulle betale et gebyr for finansieringsperioden. Med henblik på beregningen fandt Kommissionen, at finansieringsperioden begyndte enten på det betalingstidspunkt, der var aftalt med leverandøren, hvis bankvekslen var udstedt før det aftalte betalingstidspunkt, eller på datoen for udstedelsen af bankvekslen, hvis bankvekslen var udstedt på eller efter det aftalte betalingstidspunkt. Finansieringsperioden blev anset for at slutte på bankvekslens forfaldsdato.

(398)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra b), mente Kommissionen, at den fordel, som modtagerne således havde opnået, er forskellen mellem det beløb, som virksomheden faktisk havde betalt som finansieringsgebyr for bankvekslen, og det beløb, som den skulle betale, hvis den havde anvendt en rente for kortfristet finansiering.

(399)

Kommissionen fastsatte den fordel, der opstod som følge af den manglende betaling af en omkostning ved kortfristet finansiering. I den henseende og som allerede nævnt i betragtning 358 er bankveksler en form for kortfristet finansiering. De har rent faktisk samme formål som kortfristede driftslån. Kommissionen fandt derfor, at der burde være en omkostning ved bankveksler, der svarer til en kortfristet finansiering af lån. Kommissionen anvendte følgelig samme metode som for kortfristet finansiering af lån i RMB, jf. afsnit 3.4.2.4.

(400)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremsatte en virksomhed fra CNBM-gruppen en bemærkning om, at eftersom bankvekslen er en kredit, der ydes af sælger til køber, bør Kommissionen i forbindelse med subsidieordningen »levering af varer og tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag« beregne fordelen, og den skal først afgøre, om leverandørerne udgør »offentlige organer«, jf. grundforordningens artikel 2, litra b).

(401)

Som allerede forklaret i betragtning 379-383 var Kommissionen uenig i, at bankveksler er en kredit, der stilles til rådighed af sælger, og konkluderede, at bankveksler er en form for præferentiel finansiering fra banken til trassenten. Ovennævnte bemærkning blev derfor afvist.

(402)

En anden virksomhed fra CNBM-gruppen hævdede, at Kommissionen burde have fratrukket den faktiske betalingsperiode fra den forventede bankfinansieringsperiode.

(403)

Som forklaret i betragtning 397 havde Kommissionen taget det betalingstidspunkt, der var aftalt med leverandøren, i betragtning ved beregningen af finansieringsperioden. For så vidt angår den virksomhed i CNBM-gruppen, der fremsatte påstanden, viste undersøgelsen, at det aftalte betalingstidspunkt for de underliggende fakturaer i praksis enten allerede var udløbet, da de tilsvarende bankveksler blev udstedt, eller at der ikke kunne konstateres nogen forbindelse mellem de fremlagte fakturaer og bankvekslerne. Denne påstand blev derfor afvist.

(404)

En virksomhed fra CNBM-gruppen hævdede, at Kommissionen burde fratrække de gebyrer, der faktisk blev betalt af producenterne i stikprøven, fra den påståede fordel. Desuden hævdede Yuntianhua-gruppen, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), skal fratrække ethvert ansøgningsgebyr eller andre omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget eller opnå subsidier

(405)

Kommissionen anførte allerede i betragtning 375, at de samarbejdsvillige eksporterende producenter har betalt en provision for bankens udstedelse af vekslen, som varierede mellem 0,05 % og 0,1 % af vekslens pålydende værdi. Faktisk er denne provision, der er betalt for bankens sagsbehandling af bankvekslen, et særskilt element i forhold til den finansiering, som banken har ydet, og for hvilken de samarbejdsvillige eksporterende producenter ikke har betalt omkostninger. Dette gebyr betales for at dække bankens administrative omkostninger til sagsbehandling af bankveksler. Kommissionen udlignede kun finansieringsdelen af bankvekslen (dvs. den del, der svarer til kortfristet finansiering), Kommissionen undersøgte ikke, om provisionen for udstedelse også omfattede udligningsberettigede subsidier. Under alle omstændigheder er virkningen af gebyret på subsidiebeløbet på mellem 0,01 % og 0,04 % afhængigt af den eksporterende producent, og det er derfor uden væsentlig betydning. Kommissionen fandt det derfor ikke nødvendigt at undersøge denne påstand i sagens realitet og vurdere, om denne fordel var udligningsberettiget.

(406)

En virksomhed fra CNBM-gruppen hævdede, at grundlaget for beregningen af fordelen burde reduceres med størrelsen af de indskud, den havde foretaget som en garanti for bankvekslerne.

(407)

Som Kommissionen konkluderede i tidligere undersøgelser (102), skal det hertil for det første bemærkes, at det er almindelig praksis for banker at anmode deres kunder om garantier og sikkerhedsstillelse, når de yder finansiering. Endvidere skal det bemærkes, at sådanne garantier anvendes til at sikre, at den eksporterende producent bærer sit økonomiske ansvar over for banken og ikke over for leverandøren. Det fremgik også af undersøgelsen, at de kinesiske banker ikke systematisk anmoder om disse garantier, og at de ikke altid er knyttet til specifikke bankveksler. I den henseende svarer de påståede indskud ikke til en forskudsbetaling fra trassenten til bankerne, men er blot en yderligere garanti, som bankerne undertiden har anmodet om, og som ikke har nogen indvirkning på bankens beslutning om at udstede bankvekslerne uden yderligere renter for lån over for trassenten. De kan desuden antage forskellige former, herunder tidsindskud og pantsætninger. Indskuddene er rentebærende til fordel for trassenten og udgør derfor ikke nogen omkostning for trassenten i forbindelse med bankvekslen. På det grundlag blev påstanden afvist.

(408)

En virksomhed fra CNBM-gruppen hævdede, at Kommissionen i sine beregninger burde udelukke de bankveksler, der blev udstedt til forretningsmæssigt forbundne parter, da udsættelsen af betalingstidspunktet ved hjælp af en bankveksel ikke giver remittenten en fordel i form af øget likviditet, fordi den reducerer likviditeten for den forretningsmæssigt forbundne modpart med et tilsvarende beløb.

(409)

I den forbindelse minder Kommissionen om, at bankveksler som anført ovenfor er et betalingsmiddel, og at det derfor ikke medfører en udsættelse af det betalingstidspunkt, der er aftalt med leverandøren, men derimod en udsættelse af kontantbetalingen. Bankvekslen kan anvendes som betalingsmiddel, ved at remittenten (leverandøren) påtegner den med henblik på betaling af sine egne forpligtelser over for andre parter. Der er derfor ikke nogen tilsvarende nedgang i likviditeten hos de forretningsmæssigt forbundne parter, som har modtaget bankvekslen. Påstanden blev derfor afvist.

(410)

Yuntianhua-gruppen hævdede, at Kommissionen ved beregningen af bankveksler for visse forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke anvendte de oplysninger, der fremgik af besvarelsen af spørgeskemaet.

(411)

Kommissionen anførte, at beregningen var baseret på den seneste indberetning af data fra virksomhederne og efterprøvet under kontrolbesøget. Påstanden blev derfor afvist.

(412)

Endelig fremsatte en virksomhed fra CNBM-gruppen en specifik påstand vedrørende bankveksler udstedt af en forretningsmæssigt forbundet virksomhed for at undgå dobbelttælling. Kommissionen afviste denne påstand. Da oplysningerne i denne påstand imidlertid er fortrolige, fremsendte Kommissionen en meddelelse specifikt til den pågældende virksomhed.

(413)

Undersøgelsen viste, at kinesiske finansielle institutioner diskonterede tilgodehavender til visse virksomheder i stikprøven mod kontant betaling.

(414)

Gennem denne transaktion fik virksomhederne tilgodehavender af finansielle formidlere inden deres udløbsdato. Virksomhederne fik disse midler tidligt ved at overdrage rettighederne til fremtidige tilgodehavender til finansielle institutioner efter fradrag af gebyrer og de gældende diskonteringssatser.

(415)

Den gældende diskonteringssats skal specifikt kompensere for risikoen for misligholdelse, som i høj grad påvirkes af kreditvurderingen for den sidste enhed, der er pligtig til at opfylde betalingspligten.

(416)

De diskonterede tilgodehavender, der blev konstateret i undersøgelsen, havde forskellige former, herunder bl.a. fakturaer, obligationer, factoring, bankveksler og veksler fra handelsvirksomheder. Hver form fungerer på særlige betingelser og omfatter ligeledes også forskellige grader af underliggende risici. For så vidt angår bankveksler, er den sidste ansvarlige enhed udstederen af bankvekslen, dvs. en bank. Men i andre typer tilgodehavender, f.eks. fakturaer og rembours, vil den sidste ansvarlige enhed normalt være en handelsvirksomhed.

(417)

Under normale markedsforhold skal den gældende diskonteringssats kompensere for bankens omkostninger og risici. Kommissionen fandt imidlertid, at visse virksomheder i stikprøven måske havde fået tildelt præferencesatser, hvilket ville medføre en udligningsberettiget fordel.

(418)

Den fordel, der således indrømmes modtagerne, vil være forskellen mellem den diskonteringssats, der anvendes af de kinesiske finansielle institutioner, og den diskonteringssats, der anvendes for en sammenlignelig transaktion på markedet, f.eks. kortfristede lån.

(419)

Oplysningerne i sagen gør det imidlertid ikke muligt at foretage en klar sondring mellem de forskellige gældende diskonteringssatser. Dertil kommer, at Kommissionen vurderede, at fordelen ved denne form for subsidiering var ubetydelig i denne undersøgelse. Derfor besluttede den ikke at udligne den.

(420)

Kommissionen fastslog på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger, at CNBM i undersøgelsesperioden havde foretaget en konvertering af gæld til aktier for 4 mia. RMB fra Agricultural Bank of China (»ABC«) og Bank of Communications (»COMM«). Som anført i betragtning 208-217 undlod CNBM at indgive en spørgeskemabesvarelse og samarbejde i forbindelse med undersøgelsen. Kommissionen var derfor nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger med hensyn til dens vurdering af denne transaktion.

(421)

ABC og COMM er begge statsejede banker, der betragtes som offentlige organer og/eller har fået overdraget eller pålagt at udføre funktioner i henhold til afsnit 3.4.1.4. Desuden blev det konstateret i tidligere antisubsidieundersøgelser, at både ABC og COMM var offentlige organer, eller at de havde fået overdraget eller pålagt at udføre funktioner, der normalt varetages af staten (103). Der findes ingen dokumentation i forbindelse med den aktuelle undersøgelse, der kunne modsige disse tidligere undersøgelsesresultater.

(422)

Kommissionen var af den opfattelse, at en bank ikke ville konvertere sin gæld til aktier under normale markedsvilkår uden yderligere kompensation. Aktier er faktisk et meget mere risikobetonet instrument end gæld, fordi der ikke er sikkerhed for, at banken vil få sin kapitalinvestering tilbage. Endvidere garanterer egenkapital ikke nødvendigvis afkast af investeringer i modsætning til en rentesats på et lån. Den øgede risiko, som bankerne påtager sig som følge af denne konvertering af gæld til aktier, støttes af dokumentation for en skrøbelig finansiel situation, som fremgår af virksomhedens årsregnskab for regnskabsåret 2018: Virksomheden har en meget høj nettogældskvote (mellem 120 %-145 %), idet lån på kort sigt, der skal tilbagebetales inden for et år, beløber sig til det dobbelte af virksomhedens årlige bruttooverskud, og de samlede forpligtelser svarer til 2/3 af dens årlige omsætning. Endelig henvises der i en avisartikel på CNBM's websted som begrundelse for konverteringen specifikt især til industripolitiske målsætninger og til den store betydning af det strategiske samarbejde mellem CNBM og de to banker. Navnlig hedder det i avisartiklen, at konverteringen vil hjælpe CNBM med at gennemføre en strukturel reform af udbudssiden som et industripolitisk mål.

(423)

I lyset af ovenstående betragtninger konkluderede Kommissionen, at denne konvertering af gæld til aktier i undersøgelsesperioden gav CNBM en fordel, da den blev ydet på præferencevilkår af offentlige organer eller enheder, der på anden måde har fået overdraget eller pålagt af staten at forfølge industripolitiske mål.

(424)

Kommissionen fandt, at præferentiel finansiering gennem konvertering af gæld til aktier er specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da investorerne er enheder, der opererer inden for rammerne af de retningslinjer for statens politikker, i henhold til hvilke GFF er opført som en tilskyndet industri. Under alle omstændigheder peger de foreliggende oplysninger i retning af, at der ydes dette ad hoc-subsidie til CNBM, hvilket betyder, at subsidiet er virksomhedsspecifikt.

(425)

Da der ikke forelå yderligere dokumentation som følge af manglende samarbejdsvilje, havde Kommissionen ikke adgang til aftalerne mellem CNBM og bankerne. Kommissionen kunne således ikke vurdere, om de betydelige risici, som bankerne påtager sig, er blevet kompenseret på en eller anden måde. Alle de elementer, der er forklaret i betragtning 422, peger imidlertid i retning af en vanskelig finansiel situation for CNBM og de industripolitiske mål, der forfølges med denne transaktion, og støtter konklusionen om, at virksomheden ikke fulgte nogen markedslogik, der afspejler de betydelige faktiske risici. Kommissionen anså derfor transaktionen for at svare til gældseftergivelse og behandlede den som et tilskud i undersøgelsesperioden. Da tilskuddet blev anvendt fuldstændigt i undersøgelsesperioden, blev det beregnet på grundlag af hele gruppens samlede omsætning. Det resulterede i et subsidiebeløb på 1,83 %.

(426)

I undersøgelsesperioden drog en virksomhed i stikprøven (Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd) fordel af midler fra statskontrollerede enheder gennem særlige former for egenkapitaltilførsler.

(427)

Disse midler blev overført i form af egenkapitaludvidelser, hvilket imidlertid ikke automatisk gav investorerne fulde aktionærrettigheder. I den forstand blev midlerne overført til gengæld for en fremtidig kapitalandel i den modtagende virksomhed, som først ville få virkning efter en ubestemt tidsperiode.

(428)

I undersøgelsen blev det fastslået, at da virksomheden modtog midlerne, blev de opført som andre egenkapitalinstrumenter uden den forventede ændring for så vidt angår virksomhedens ejerforhold. Investorerne fik, selv om de havde overført midlerne, ikke fuld adgang til aktionærrettighederne og modtog heller ingen rentebetaling som modydelse. Først efter en ubestemt periode, men normalt over et år, og efter SASAC's godkendelse blev en del af midlerne overført til indbetalt egenkapital. Først på det tidspunkt fik investorerne fulde aktionærrettigheder.

(429)

Kommissionen fastslog også, at perioden mellem kapitaltilførslen og overdragelsen af aktionærrettigheder kunne overstige et år. I den forbindelse identificerede Kommissionen betydelige beløb i egenkapitaltilførsler, som ikke gav nogen aktionærrettigheder i hele undersøgelsesperioden.

(430)

Virksomheden har derfor i praksis midler til rådighed i en periode på over et år mod en fremtidig overdragelse af ejendomsretten men uden at pådrage sig nogen omkostninger, indtil aktionærrettighederne anerkendes.

(431)

For at kompensere for brugen af midler ville en virksomhed under normale markedsforhold overføre en del af virksomhedens ejerskab kort tid efter at have modtaget midlerne, eller den ville registrere midlerne som gæld. I betragtning af de særlige omstændigheder ved disse ordninger i denne sag er denne hybride form for finansiering imidlertid i realiteten tættere på et klassisk rentefrit aktionærlån over en lang tidsperiode end et egenkapitalinstrument.

(432)

På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at virksomheden Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd., som er en del af Yuntianhua-gruppen, i undersøgelsesperioden nød godt af adgang til betydelige omkostningsfrie finansieringsbeløb i en længere periode. Da denne særlige form for egenkapitaltilførsler ikke automatisk gav investorerne aktionærrettigheder, fandt Kommissionen, at de havde samme virkning som et rentefrit lån.

(433)

For at afgøre, om investorerne kunne betragtes som offentlige organer, eller om de af GOC havde fået overdraget eller pålagt funktioner, anmodede Kommissionen Yuntianhua-gruppen om specifikke oplysninger om de aktionærer, der tilvejebragte midler via andre egenkapitalinstrumenter. Investorerne var: Kunming Heze Investment Center, Yunnan Jinrun Zhonghao Investment Center og Yunnan State-owned Enterprise Reform No.2 Equity Investment Fund Partnership (fond vedrørende reformen af statsejede virksomheder).

(434)

De oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, omfattede virksomhedsoplysninger, som f.eks. navnene på hovedaktionærerne og sammensætningen af og reglerne for den enkelte investors bestyrelse. Kommissionen udbad sig også oplysninger om de pågældende investorers investeringspolitikker og yderligere oplysninger om de specifikke overførsler af midler via andre egenkapitalinstrumenter.

(435)

Kommissionen kontaktede desuden GOC og anmodede om de samme oplysninger som beskrevet i betragtning 434. GOC svarede, at den ikke havde eller har oplysninger om specifikke virksomheder og om alle enheder i Kina, hvor den kunne have en aktiebesiddelse. Den afviste derfor at svare direkte, men henviste til det svar, som den pågældende virksomhed i stikprøven skulle give.

(436)

I mangel af et fuldstændigt svar besluttede Kommissionen i overensstemmelse med betragtning 218-220 at anvende de foreliggende faktiske oplysninger til at afgøre, om disse investorer kan betragtes som offentlige organer.

(437)

Ved hjælp af offentligt tilgængelige oplysninger, såsom årsrapporter, tilgængelige oplysninger i erhvervsvejvisere eller på investorernes websteder eller i offentligt tilgængelige databaser, fandt Kommissionen, at de investorer, der havde stillet midler til rådighed via andre egenkapitalinstrumenter til Yuntianhua-gruppen, var helt eller delvist statsejede.

(438)

For så vidt angår Kunming Heize Investment Center, fastslog Kommissionen, at mere end 98 % af aktierne i sidste ende var ejet af lokale myndigheder og statsejede virksomheder (104). Nærmere bestemt fandt Kommissionen, at mere end 24 % af aktierne var ejet af den statsejede virksomhed Yunnan State Owned Capital Operations Ltd (Yunnan guoyou ziben yunying youxian gongsi). Kommissionen fandt også, at mere end 74 % af aktierne i Kunming Heze Investment Center var ejet af China Fortune International (Huaxin International Trust), som er en finansiel virksomhed i den statsejede virksomhed China Huadian Group Co., Ltd. Desuden ledes Kunming Heze Investment Center af en investeringsfond, der har til opgave at investere i offentlige virksomheder på provinsniveau. I virksomheden og blandt virksomhedens aktionærer fandt Kommissionen desuden retlige repræsentanter og medlemmer af bestyrelsen, som tidligere indtog ledende stillinger i Yunnan SASAC, samt medlemmer af CCP (105).

(439)

For så vidt angår Yunnan Jinrun Zhonghao Investment Center (106), fastslog Kommissionen, at mindst 46 % af aktierne i sidste ende var ejet af lokale myndigheder og statsejede virksomheder. Navnlig konstaterede Kommissionen i aktionærejerstrukturen China Construction Bank Trust og Yunnan Province State-owned capital operations Jinrun equity investment fund management.

(440)

Tilsvarende fastslog Kommissionen, at Yunnan State-owned Enterprise Reform No.2 Equity Investment Fund Partnership (fond for reform af statsejede virksomheder) var ejet af den statsejede virksomhed Yunnan Energy Investment Group.

(441)

Kommissionen fastslog endvidere, at der forelå formelle indicier for statslig kontrol med disse investorer. I mangel af specifikke oplysninger om andet mente Kommissionen navnlig på grundlag af konklusionerne i afsnit 3.4.1.5 og 3.4.1.6, at ledere og tilsynsførende i de statsejede virksomheder, der ejer de pågældende enheder, formodes udpeget af og ansvarlige over for staten.

(442)

Som forklaret i betragtning 431 fastslog Kommissionen endvidere, at deres transaktioner ikke fulgte en rendyrket markedslogik og ikke afspejlede de faktiske markedsrisici, der var forbundet med de undersøgte transaktioner. I overensstemmelse med regeringens politik om at tilskynde bestemte industrier, jf. afsnit 3.1, har disse investorer tværtimod optrådt irrationelt ved at yde økonomisk støtte til den eksporterende producent.

(443)

I lyset af ovenstående fastslog Kommissionen, at de statskontrollerede enheder, som stillede midler til rådighed via andre egenkapitalinstrumenter til Yuntianhua-gruppen, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(444)

Endvidere bemærkes det, at selv hvis de statsligt kontrollerede enheder ikke blev anset for offentlige organer, fastslog Kommissionen, at de ville blive betragtet, som om de havde fået overdraget eller var blevet pålagt af GOC at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), af de samme årsager som anført i betragtning 269. Ledelsen ville dermed under alle omstændigheder kunne tilskrives GOC.

(445)

Kommissionen fandt, at præferentiel finansiering gennem egenkapitaltilførsler er specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da investorerne er enheder, der opererer inden for rammerne af de retningslinjer for statens politikker, i henhold til hvilke GFF er opført som en tilskyndet industri. Under alle omstændigheder peger de foreliggende oplysninger i retning af, at der ydes dette ad hoc-subsidie til Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd, hvilket betyder, at subsidiet er virksomhedsspecifikt.

(446)

Som forklaret i betragtning 432 mente Kommissionen, at Yunnan Yuntianhua Group Co., Ltd. modtog væsentlig finansiering gennem egenkapitaltilførsler, som havde samme virkning som rentefri lånefinansiering. Derfor besluttede Kommissionen at følge den beregningsmetode for lån som beskrevet i afsnit 3.4.2. Det betyder, at det relative spread mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med BB- eller B-rating udstedt i USD med samme løbetid anvendes på de benchmarkrentesatser, der er offentliggjort af PBOC, for at fastsætte en markedsbaseret rente på lån, som derefter sammenlignes med den af virksomheden faktisk betalte rentesats, med henblik på at kunne beregne fordelen. Det resulterede i et subsidiebeløb på 0,3 %.

(447)

Alle virksomhederne i stikprøven drog fordel af præferentiel finansiering i form af obligationer.

(448)

I Kina er aktørerne på obligationsmarkedet i al væsentlighed de samme enheder som dem, der er aktive på lånemarkedet. Virksomheder, der ønsker at udstede obligationer, skal anmode om, at en finansiel institution fungerer som tegningsgarant. Tegningsgaranterne udsteder obligationer og foreslår de rentesatser, hvortil obligationen vil blive tilbudt investorerne. Disse tegningsgaranter er de samme statsejede banker, som også tilbyder de præferencelån, der er omhandlet i afsnit 3.4.2. Desuden er investorer, der køber obligationerne, også hovedsageligt kinesiske (statsejede) banker, da mere end 95 % af den samlede handel med obligationer sker på interbankmarkedet (107).

(449)

Som beskrevet i afsnit 3.4.1.1 er disse finansielle institutioner kendetegnet ved en stærk statslig tilstedeværelse, og GOC har mulighed for at udøve en reel indflydelse på dem.

(450)

Den generelle retlige ramme, som disse finansielle institutioner opererer i, og som allerede er beskrevet i afsnit 3.4.1, finder også anvendelse på obligationer. Desuden gælder følgende forskrifter specifikt for obligationer:

(451)

I overensstemmelse med forskrifterne kan obligationer ikke udstedes eller handles frit i Kina. Udstedelsen af hver enkelt obligation skal godkendes af forskellige statslige myndigheder såsom PBOC, NDRC eller CSRC, afhængigt af hvilken type obligation og udsteder der er tale om. I henhold til forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer er der desuden årlige kvoter for udstedelsen af virksomhedsobligationer.

(452)

I henhold til artikel 16 i værdipapirloven skal den offentlige udstedelse af obligationer desuden opfylde følgende krav: »investeringen af indsamlede midler skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker (…)«, og »de indsamlede midler (…) skal anvendes til det verificerede formål«. Artikel 12 i forskrifterne om forvaltningen af virksomhedsobligationer gentager, at formålet med de indsamlede midler skal være i overensstemmelse med statens industripolitik.

(453)

I henhold til de administrative foranstaltninger vedrørende udstedelse af og handel med virksomhedsobligationer kan kun visse obligationer, der er underlagt strenge kvalitetskriterier, f.eks. dem med en kreditvurdering på AAA, tilbydes til offentlig udstedelse. De fleste obligationer vil derfor blive udstedt til såkaldt kvalificerede investorer, som er godkendt af CSRC, og som i bund og grund er kinesiske institutionelle investorer.

(454)

Endelig fastsættes rentesatserne for virksomhedsobligationer ikke frit, da artikel 18 i forskrifterne om forvaltning af virksomhedsobligationer bestemmer, at »renten for alle virksomhedsobligationer må ikke være højere end 40 % af den til hver tid gældende rente, som bankerne har betalt enkeltpersoner for tidsbegrænset opsparingsindskud med samme løbetid«.

(455)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af reel kontrol gennem konkrete udstedelser af obligationer. Den undersøgte derfor den generelle retlige ramme, jf. betragtning 450-454, kombineret med de konkrete undersøgelsesresultater.

(456)

Kontrolbesøgene viste, at der blev udstedt obligationer af to grupper af stikprøveudtagne eksporterende producenter til en rentesats tæt på benchmarkrentesatserne fra People's Bank of China (»PBOC«), uanset virksomhedernes finansielle og kreditrisikomæssige situation.

(457)

I praksis påvirkes rentesatserne på obligationer af kreditvurderingen på samme måde som for lån. Som beskrevet i betragtning 279-285 er det lokale kreditvurderingsmarked imidlertid fordrejet, og kreditvurderingerne er upålidelige. Dette illustreredes af, at obligationsprospekter og kreditvurderingsrapporter for de obligationer, der var udstedt af virksomhederne i stikprøven, ikke svarede til den faktiske situation i virksomhederne.

(458)

I et tilfælde f.eks. advarede det detaljerede obligationsprospekt om, at virksomhedens fortjenstniveau havde været faldende, at en betydelig del af nettoaktiverne var blevet stillet som sikkerhed for interne finansieringsgarantier, at der var skabt et stort pres på grund af tilbagebetaling af kortfristet gæld, og at virksomheden havde planlagt omfattende kapitalintensive projekter, selv om den allerede havde en stor gæld i forhold til samlede aktiver. Rapporten afsluttede ikke desto mindre med at tildele en AA+-kreditvurdering for obligationsudstedelsen.

(459)

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at alle de kinesiske finansielle institutioner, som tilrettelagde obligationsudstedelse for virksomhederne i stikprøven, er offentlige organer eller af regeringen har fået overdraget eller pålagt funktioner, jf. grundforordningens artikel 3 og artikel 2, litra b), og som forklaret i afsnit 3.4.1.5 og 3.4.1.6. Desuden fik de to eksporterende producenter i stikprøven en fordel, da obligationerne blev udstedt til renter under de markedsrenter, der svarede til deres faktiske risikoprofil.

(460)

Kommissionen var af den opfattelse, at præferentiel finansiering gennem obligationer er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da obligationerne ikke kan udstedes uden godkendelse af statslige myndigheder, og Kinas værdipapirlovgivning fastsætter, at udstedelsen af obligationer skal være i overensstemmelse med statens industripolitikker. Som allerede omhandlet i betragtning 140-177 anses GFF-industrien for at være en nøgleindustri/en strategisk industri.

(461)

Da obligationer kort sagt bare er en anden form for gældsinstrument, som svarer til lån, og da beregningsmetoden for lån allerede er baseret på en kurv af obligationer, besluttede Kommissionen at følge beregningsmetoden for lån som beskrevet i afsnit 3.4.2. Det betyder, at det relative spread mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med BB-rating udstedt i USD med samme løbetid anvendes på de benchmarkrentesatser, der er offentliggjort af PBOC, for at fastsætte en markedsbaseret obligationsrente, som derefter sammenlignes med den af virksomheden faktisk betalte rentesats med henblik på at kunne beregne fordelen.

(462)

Som forklaret i betragtning 291 konkluderede Kommissionen, at visse virksomheder udstedte obligationer med henblik på gældsomlægning. Som forklaret i afsnit 3.4.2.2 fandt Kommissionen i disse tilfælde, at de pågældende virksomheder befinder sig i en dårligere finansiel situation end det, der umiddelbart synes at fremgå af regnskaberne, og at der er en yderligere risiko i tilknytning til deres kort- og langfristede finansiering. For at tage hensyn til den øgede risikoeksponering gik Kommissionen derfor et trin ned i risikovurderingsskalaen og tilpassede også beregningen af det relative spread for deres finansiering, herunder obligationer, ved at foretage en sammenligning mellem virksomhedsobligationer med AA-rating udstedt i USD og virksomhedsobligationer med B-rating udstedt i USD.

(463)

Undersøgelsen viste, at alle grupper af eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af præferentiel finansiering i form af bankveksler og obligationer, og to af virksomhederne i stikprøven havde fordel af præferentiel finansiering i form af egenkapitaltilførsler i undersøgelsesperioden. Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, anså Kommissionen disse former for præferentiel finansiering for at være udligningsberettigede subsidier.

(464)

Eftersom CNBM ikke samarbejdede, blev fordelen for andre former for præferentiel finansiering for CNBM fastsat ved hjælp af den metode, der er beskrevet i hvert af de ovennævnte afsnit, og anvendt på de offentligt tilgængelige oplysninger i denne virksomheds årsrapport for 2018, såsom udstedelse af obligationer og udestående beløb for gældsbreve.

(465)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for den præferentielle finansiering beskrevet ovenfor i undersøgelsesperioden for de stikprøveudtagne grupper af virksomheder, er på:

Præferentiel finansiering: andre former for finansiering

(466)

Klageren påstod, at Sinosure blandt andre tjenester leverer kort-, mellem- og langfristede eksportkreditforsikringer, investeringsforsikring og obligationsgarantier på lempelige vilkår til tilskyndede industrier. Ifølge en nylig undersøgelse foretaget af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) modtog den kinesiske højteknologiske industri, som GFF er en del af, 21 % af den samlede eksportkreditforsikring fra Sinosure (108). Sinosure har desuden spillet en aktiv rolle med hensyn til at efterkomme Made in China 2025-initiativet, vejlede virksomhederne i at anvende nationale kreditressourcer, gennemføre videnskabelig og teknologisk innovation og teknologiske forbedringer og hjælpe »udadvendte« virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige på det globale marked (109).

1)

meddelelsen »Notice on Implementation of the Strategy of Promoting Trade through Science and Technology by Utilising Export Credit Insurance«, (Shang Ji Fa [2004] nr. 368), udstedt i fællesskab af MOFCOM og Sinosure

2)

840-planen, der er omfattet af meddelelsen fra Statsrådet af 27. maj 2009

3)

meddelelsen »Notice on Cultivation and Development of the State Council on Accelerating Emerging Industries of Strategic Decision« (GuoFa [2010] nr. 32 af 18. oktober 2010), udstedt af Statsrådet og gennemførelsesretningslinjerne hertil (GuoFa [2011] nr. 310 af 21. oktober 2011)

4)

meddelelsen »Notice on Issuing the 2006 Export Catalogue of High-Tech Products of China«, Guo Ke Fa Ji Zi [2006] nr. 16

5)

meddelelsen »Notice on Compilation of Guide Catalogue of Chinese High-tech Products from the Ministry of Science and Technology«, G.K.B.J. [2009] nr. 61 af 9. oktober 2009.

(467)

De to stikprøveudtagne grupper af virksomheder havde udestående eksportforsikringsaftaler med Sinosure i løbet af undersøgelsesperioden.

(468)

Som nævnt i betragtning 201 undlod Sinosure imidlertid at forelægge den fornødne dokumentation for sin virksomhedsledelse, såsom vedtægterne.

(469)

Derudover gav Sinosure som nævnt i betragtning 200 heller ikke yderligere specifikke oplysninger om eksportkreditforsikring til GFF-industrien, præmiestørrelsen eller detaljerede tal vedrørende eksportkreditforsikringsvirksomhedens rentabilitet.

(470)

Derfor var Kommissionen nødt til at supplere de indkomne oplysninger med de foreliggende faktiske oplysninger.

(471)

Det fremgår af oplysninger fra tidligere antisubsidieundersøgelser (110), at Sinosure er en statsejet offentlig forsikringsvirksomhed, der er etableret og støttet af staten med det formål at støtte Kinas udenlandske økonomiske og handelsmæssige udvikling og samarbejde. Virksomheden ejes 100 % af staten. Den har en bestyrelse og et tilsynsråd. Regeringen har beføjelse til at udnævne og afskedige virksomhedens øverste ledelse. På grundlag af disse oplysninger konkluderede Kommissionen, at der er formelle indicier med hensyn til statslig kontrol med Sinosure.

(472)

Kommissionen indhentede yderligere oplysninger om, hvorvidt GOC har udøvet reel kontrol med ledelsen af Sinosure i forbindelse med GFF-industrien. I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at eksportkataloget for varer inden for højteknologi og ny teknologi i Kina specifikt indeholder en liste over glasfibervarer, herunder GFF, hvis eksport tilskyndes (111).

(473)

Endvidere bør Sinosure i henhold til meddelelsen »Notice on Implementation of the Strategy of Promoting Trade through Science and Technology by Utilising Export Credit Insurance« øge sin støtte til nøgleindustrier og -produkter ved at øge sin generelle støtte til eksporten af varer i segmentet højteknologi og ny teknologi. Den bør behandle industrier for f.eks. »nye materialer« og andre industrier inden for højteknologi og ny teknologi, der er opført i eksportkataloget for varer i segmentet højteknologi og ny teknologi i Kina, som sit forretningsmæssigt prioriterede område og yde omfattende støtte til procedurer vedrørende tegning, begrænsede godkendelser, behandlingshastighed for anmodninger og prisfleksibilitet. Med hensyn til prisfleksibilitet bør den give varerne den maksimale præmienedsættelse inden for det variable interval, der oplyses af kreditforsikringsselskabet. GFF-industrien er som nævnt i betragtning 148 og 162 medtaget i den mere generelle kategori af »nye materialer«. Endvidere fremgår det af Sinosures årsrapport for 2017, at Sinosure aktivt har forsikret transaktioner fra strategiske nye vækstindustrier, herunder bl.a. nye materialer (112).

(474)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at GOC har skabt normative rammer, der skal følges af ledere og tilsynsførende, som er udpeget af GOC og er ansvarlige over for GOC. Følgelig støttede GOC sig til de normative rammer for at udøve reel kontrol med ledelsen af Sinosure.

(475)

Kommissionen søgte også at få konkrete beviser for udøvelsen af reel kontrol på baggrund af konkrete forsikringsaftaler. Under kontrolbesøget fastholdt Sinosure, at dens præmier i praksis var markedsorienterede og baseret på principperne om risikovurdering. Der blev dog ikke fremlagt specifikke eksempler vedrørende GFF-industrien eller virksomhederne i stikprøven.

(476)

Da der ikke forelå konkrete beviser, undersøgte Kommissionen derfor Sinosures konkrete adfærd i forbindelse med forsikringer til virksomhederne i stikprøven. Denne adfærd stod i modsætning til deres officielle holdning, da de ikke handlede ud fra markedsøkonomiske principper.

(477)

Efter en sammenligning af de samlede anmodninger, der var blevet betalt, baseret på data i Sinosures årsrapport for 2017 (113) med de samlede forsikrede beløb, konkluderede Kommissionen, at Sinosure i gennemsnit skulle opkræve 0,26 % af det forsikrede beløb som en præmie til dækning af omkostningerne ved anmodningerne (uden at tage hensyn til generalomkostninger). I praksis var de præmier, der var betalt af virksomhederne i stikprøven, imidlertid meget lavere end det minimumsgebyr, der var nødvendigt for at dække driftsomkostningerne.

(478)

Desuden konstaterede Kommissionen, at nogle af de eksporterende producenter drog fordel af en delvis eller fuldstændig godtgørelse af de eksportkreditforsikringspræmier, der var betalt til Sinosure.

(479)

Kommissionen konkluderede derfor, at den ovenfor beskrevne retlige ramme gennemføres af Sinosure i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner over for GFF-sektoren. Sinosure fungerede således som offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og i overensstemmelse med WTO's relevante retspraksis. Desuden fik de eksporterende producenter i stikprøven en fordel, da forsikringen blev ydet til satser under det minimumsbeløb, der var nødvendigt for, at Sinosure kunne dække sine driftsomkostninger.

(480)

Kommissionen fastslog også, at de subsidier, der blev ydet under eksportforsikringsordningen, er specifikke, fordi de ikke kunne opnås uden eksport, og de er således eksportbetingede jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(481)

Under kontrolbesøget oplyste Sinosure, at der er fem markedsaktører på markedet, og at virksomheden ikke har oplysninger om sin markedsandel. Ifølge de oplysninger, der blev fremlagt i en tidligere antisubsidieundersøgelse, hvor undersøgelsesperioden var fra den 1. juli 2016 til den 30. juni 2017 (114), tegnede Sinosure sig imidlertid på daværende tidspunkt for ca. 90 % af det indenlandske marked for eksportforsikring i Kina og havde derfor en dominerende stilling på markedet. Kommissionen kunne ikke finde en markedsbaseret indenlandsk forsikringspræmie. I overensstemmelse med tidligere antisubsidieundersøgelser anvendte Kommissionen derfor det mest hensigtsmæssige eksterne benchmark, for hvilket der forelå let tilgængelige oplysninger, dvs. de præmiesatser, som den amerikanske Export-Import Bank (»Ex-Im Bank«) har anvendt over for ikke-finansielle institutioner for eksport til OECD-lande.

(482)

Godtgørelsen af eksportforsikringspræmier, der blev ydet i undersøgelsesperioden, blev behandlet som et tilskud. Da der ikke forelå dokumentation for yderligere omkostninger for de virksomheder, for hvilke der var behov for en justering, blev fordelen beregnet som det samlede godtgørelsesbeløb, der var modtaget i undersøgelsesperioden.

(483)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for denne ordning i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

Præferentiel finansiering og forsikring på præferencevilkår: eksportkreditforsikring

(484)

Da de undersøgte grupper af virksomheder var vertikalt integrerede, er de vigtigste leverandører af råmaterialer blevet inddraget i Kommissionens undersøgelse, og subsidierne til disse forretningsmæssigt forbundne leverandører er indarbejdet i beregningerne for hver enkelt subsidieordning.

(485)

Kommissionen fandt til gengæld ikke tilstrækkelige beviser til støtte for påstanden om, at der var leveret varer af uafhængige leverandører til producenterne af GFF mod utilstrækkeligt vederlag.

(486)

Al jord i Kina ejes enten af staten eller af et kollektiv bestående enten af landsbyer eller byområder, inden ejendomsretten til jorden eller brugsrettigheden til jorden (equitable title) kan patenteres eller overdrages til virksomheder eller individuelle ejere. Alle jordarealer i byområder er statsejde, og alle jordarealer i landdistrikter er ejet af de deri liggende landsbyer eller byområder.

(487)

I henhold til forfatningsretten i Kina og jordlovgivningen kan virksomheder og enkeltpersoner imidlertid købe »brugsrettigheder til jord«. For jord til industriel anvendelse er lejemålet normalt på 50 år med mulighed for forlængelse i yderligere 50 år.

(488)

Ifølge GOC fastsættes det i artikel 137 i den kinesiske lov om ejendomsret »Property Law of the People's Republic of China«»at jord, der anvendes til formål af industriel, forretningsmæssig, underholdningsmæssig eller handelsmæssig art osv. eller jord, hvor der er mindst to tiltænkte brugere, skal overdrages ved auktion, indkaldelse af bud eller andre former for offentlige udbudsmetoder.« Endvidere henviser GOC til artikel 3 i de midlertidige forskrifter fra Folkerepublikken Kina Concerning the Assignment and Transfer of the Right to the Use of the State-owned Land in Urban Areas. I henhold til denne artikel kan »enhver virksomhed, ethvert foretagende, andre organisationer og enkeltpersoner i eller uden for Folkerepublikken Kina, medmindre andet er fastsat ved lov, få brugsrettighed til jord og deltage i udvikling, udnyttelse og forvaltning af jord i overensstemmelse med bestemmelserne i disse forskrifter.«

(489)

Ifølge GOC er der et frit marked for jord i Kina, og den pris, der betales af en industrivirksomhed for lejemål af jord, afspejler markedsprisen.

(490)

Bestemmelsen om brugsrettigheder til jord i Kina hører under Folkerepublikken Kinas lov om jordforvaltning (»Land Administration Law«). Desuden er følgende dokumenter ligeledes en del af retsgrundlaget:

(491)

I henhold til artikel 10 i bestemmelsen om tildeling af brugsrettighed til statsejede byggegrunde gennem indkaldelse af bud, auktion og notering fastsætter lokale myndigheder priserne på jord i henhold til ordningen for vurdering af jord i byområder, der kun opdateres hvert tredje år, og til regeringens industripolitik.

(492)

Under kontrolbesøget oplyste GOC, at finansministeriet i maj 2019 havde udstedt retningslinjer for den industrielle brug af jord for at give markedsdeltagere bedre oplysninger om brugsrettigheder til jord og sikre forsyningen i overensstemmelse med markedets behov. Ifølge disse retningslinjer skabes der lige konkurrencevilkår, og alle markedsaktører har adgang til jord til industriel brug på samme vilkår. Disse retningslinjer fandt imidlertid ikke anvendelse i undersøgelsesperioden og på tidspunktet for de stikprøveudtagne eksporterende producenters erhvervelse af brugsrettighederne til jord.

(493)

I tidligere undersøgelser har Kommissionen konstateret, at priserne for brugsrettigheder til jord i Kina ikke var repræsentative for en markedspris, der bestemmes af udbud og efterspørgsel på det frie marked, eftersom det blev konstateret, at auktionssystemet var uklart, uigennemsigtigt og ikke fungerer i praksis, og det blev konstateret, at priserne fastsættes vilkårligt af myndighederne. Som nævnt i foregående betragtning fastsætter myndighederne priserne i henhold til ordningen for vurdering af jord i byområder, i henhold til hvilken det kræves, at de blandt andre kriterier også skal tage hensyn til industripolitikken ved prissætning af jord til industriel anvendelse.

(494)

Den nuværende undersøgelse viste ingen væsentlige ændringer i denne henseende. Kommissionen har f.eks. konstateret, at kun nogle af de stikprøveudtagne eksporterende producenter var gået gennem en budrunde eller en lignende offentlig udbudsproces for deres brugsrettigheder til jord, også for nyligt erhvervede brugsrettigheder til jord. For de fleste af de stikprøveudtagne virksomheder blev brugsrettigheder til jord tildelt af de lokale myndigheder til forhandlede priser.

(495)

Kommissionen bemærkede, at der også findes en dynamisk overvågningssordning for jord i tillæg til overvågningsordningen for jord i byområder. I udløbsundersøgelsen vedrørende solcellepaneler med oprindelse i Folkerepublikken Kina (115) konstaterede Kommissionen, at disse priser er højere end de laveste benchmarkpriser, der er fastsat af vurderingssystemet for jord i byområder og benyttes af de lokale myndigheder, da sidstnævnte kun ajourførtes hvert tredje år, hvorimod den dynamiske overvågning af priser ajourførtes kvartalsvis. Intet tydede imidlertid på, at jordpriserne var baseret på den dynamiske overvågning af priser. GOC havde i løbet af undersøgelsen vedrørende solcellepaneler endda bekræftet, at den dynamiske overvågning følger udsvingene i prisniveauerne på jord i bestemte områder (dvs. 105 byer) i Kina og var udarbejdet til at vurdere udviklingen i jordpriserne. Startpriserne ved udbudsrunder og auktioner var dog baseret på de benchmark, der var fastsat af ordningen for vurdering af jord. Det gjorde sig stadig gældende i undersøgelsesperioden. Hertil kommer, at i dette tilfælde fik de fleste stikprøveudtagne grupper af virksomheder deres jordarealer ved tildeling.

(496)

For så vidt angår de arealer, der blev stillet til rådighed ved udbudsrunder, konstaterede Kommissionen, at der i hvert enkelt tilfælde kun var én tilbudsgiver for jorden, og den betalte pris svarede til udbudsprocedurens startpris. Da der ikke forelå yderligere detaljerede oplysninger om den egentlige auktionsproces, var det usikkert, om den oprindelige pris blev fastsat på en uafhængig måde og svarede til markedsværdien af brugsretten til jorden.

(497)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at den pris, der i sidste ende blev opnået ved en udbudsprocedure, ikke kun afspejler den pris, som en sælger er villig til at sælge til, eller den oprindelige pris, som et bud er afgivet på, men også afspejler den pris, som køberne er villige til at betale, og den pris, der i sidste ende opnås gennem en sådan mekanisme, afspejler således både efterspørgsel og udbud. Hvis slutprisen efter afslutningen af udbudsproceduren »svarede til udbudsprocedurens begyndelsespris«, betyder det blot, at denne pris afspejler efterspørgslen og udbuddet på det pågældende tidspunkt. Kommissionen var enig med GOC i de grundlæggende principper i de beskrevne udbudsprocedurer, men bemærkede, at en sådan procedure kun kan fungere, hvis der er flere bydende til et bestemt jordareal. Kommissionen fandt imidlertid ikke et eneste tilfælde i denne undersøgelse eller sågar i tidligere undersøgelser, hvor der havde været mere end én bydende på jordarealet, og hvor samspillet mellem udbud og efterspørgsel således kunne have været konstateret. Denne påstand blev derfor afvist.

(498)

Endvidere konstaterede Kommissionen også, at nogle virksomheder modtog godtgørelser fra lokale myndigheder som kompensation for de priser, de betalte for brugsrettigheder til jord. Desuden skulle en del af de brugsrettigheder til jord, som virksomhederne i CNBM-gruppen havde fået, først betales flere år efter, at jorden var blevet taget i brug.

(499)

Ovennævnte beviser er i modstrid med GOC's påstande om, at de priser, der blev betalt for brugsrettigheder til jord i Kina, er repræsentative for en markedspris, som bestemmes ved frit udbud og fri efterspørgsel på markedet.

(500)

Resultaterne af denne undersøgelse bekræfter, at situationen vedrørende salg og køb af brugsrettigheder til jord i Kina er uigennemsigtig, og at priserne blev fastsat vilkårligt af myndighederne.

(501)

I overensstemmelse hermed bør GOC's indrømmelse af brugsrettigheder til jord betragtes som subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der indrømmes goder, som medfører en fordel for modtagervirksomhederne. Som forklaret i betragtning 491-499 findes der ikke noget fungerende marked for jord i Kina, og anvendelsen af et eksternt benchmark (jf. betragtning 506-515) viser, at det beløb, de eksporterende producenter i stikprøven har betalt for brugsrettighederne til jord, ligger et godt stykke under den normale markedspris.

(502)

I forbindelse med præferentiel adgang til jord til industriel anvendelse for virksomheder, der tilhører visse industrier, bemærkede Kommissionen, at prisen, der fastsættes af de lokale myndigheder, skal tage hensyn til regeringens industripolitik, jf. betragtning 493. Inden for denne industripolitik er GFF-industrien opført som en tilskyndet industri (116). Desuden kræver afgørelse nr. 40 fra Statsrådet, at de offentlige myndigheder sikrer, at tilskyndede industrier får jordarealer. Af artikel 18 i afgørelse nr. 40 fremgår det klart, at industrier, der er begrænset (»restricted«), ikke får adgang til brugsrettigheder til jord. Heraf fremgår, at subsidierne er specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 2, litra c), da bestemmelsen om præference ved tildeling af jord er begrænset til virksomheder, der tilhører visse industrier, i dette tilfælde GFF-sektoren, og regeringens praksis på dette område er uklar og uigennemsigtig.

(503)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOC bemærkningerne til afsnit 3.1, også i forbindelse med brugsrettigheder til jord, og anførte, at ingen af de dokumenter, som Kommissionen henviser til, har en direkte forbindelse til GFF, og ingen af dem begrænser angiveligt den præferentielle levering af brugsrettigheder til jord til bestemte virksomheder. Desuden anføres det ikke i afgørelse nr. 40 fra Statsrådet, at offentlige myndigheder skal sikre, at tilskyndede industrier tildeles jord.

(504)

Som svar herpå henviste Kommissionen til de argumenter, der allerede er fremført i afsnit 3.1, og fremhævede, at GFF faktisk er en tilskyndet industri. Desuden nævnes det i afgørelse nr. 40 fra Statsrådet i artikel XII, at »det vejledende katalog over den industrielle omstrukturering udgør en vigtig reference med hensyn til investeringsvejledning, regeringens forvaltning af investeringsprojekter og udformning og gennemførelse af politikker vedrørende beskatning, långivning, jord (fremhævelse tilføjet) samt import og eksport«. Endvidere hedder det i indledningen til afgørelse nr. 40, at: »alle berørte tjenester fremskynder tiltag i forbindelse med udformningen og ændringen af de relevante politikker vedrørende beskatning, långivning, jord (fremhævelse tilføjet) samt import og eksport osv. og styrker koordineringen med industripolitikker med henblik på en yderligere forbedring af det politiske system til fremme af den industrielle omstrukturering«. Derimod anføres det i artikel XVIII i afgørelse nr. 40 om industrier, der hører ind under den begrænsede kategori, at »Tjenester med ansvar for investering må ikke undersøge, godkende eller registrere, og ingen finansielle institutioner må yde lån, ingen andre tjenester med ansvar for arealforvaltning , byplanlægning og byggeri- og anlæg, miljøbeskyttelse, kvalitetskontrol, brandbekæmpelse, told, industri og handel osv. må gå gennem relevante procedurer« (fremhævelse tilføjet). Der er således en klar forbindelse mellem industripolitikkerne for tilskyndede industrier og politikken for tilvejebringelse af jord. GOC's påstande blev derfor afvist.

(505)

Kommissionen fandt derfor, at dette subsidie var udligningsberettiget.

(506)

Som i de tidligere undersøgelser (117) og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), blev jordpriser fra Det Særskilte Toldområde Taiwan, Penghu, Kinmen og Matsu (»Kinesisk Taipei«) anvendt som et eksternt benchmark (118). Den fordel, som modtagerne har opnået, beregnes ved at tage højde for forskellen mellem det beløb, som hver af de eksporterende producenter i stikprøven faktisk havde betalt (dvs. den faktiske pris, der betales i henhold til kontrakten, og den pris, der er anført i kontrakten fratrukket eventuelle godtgørelser/tilskud fra de lokale myndigheder) for brugsrettigheder til jord, og det beløb, som normalt skulle have været betalt på grundlag af benchmarket i Kinesisk Taipei.

(507)

Kommissionen betragter Kinesisk Taipei som et egnet eksternt benchmark af følgende årsager:

(508)

Efter den metode, der blev anvendt i tidligere undersøgelser (119), brugte Kommissionen den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter jord i Kinesisk Taipei korrigeret for inflation og udvikling i BNP fra og med datoerne i de respektive kontrakter om brugsrettigheder til jord. Oplysningerne om priserne på jord til industriel anvendelse fra 2015 blev indhentet på webstedet for Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs i Taiwan (120). For tidligere år blev priserne rettet til på grundlag af inflation og udvikling i BNP pr. indbygger i løbende priser i USD for Taiwan som offentliggjort af IMF for 2015.

(509)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en række parter, at Kinesisk Taipei ikke var et egnet eksternt benchmark. En part foreslog at anvende Indien i stedet for Kinesisk Taipei af følgende årsager:

(510)

Denne parts påstand ignorerede imidlertid et afgørende element i analysen, nemlig den økonomiske udvikling i disse provinser. Ifølge offentlige kilder er BNP pr. indbygger i disse indiske provinser langt under de byer/provinser, hvor de eksporterende producenter er etableret. Faktisk lå BNP pr. indbygger i Maharastra (121), som har det højeste BNP blandt de tre nævnte provinser, kun på 3 000 USD i 2018-2019, mens det BNP-niveau, der blev konstateret i Zhejiang-provinsen (anvendt til sammenligning af klageren), lå på 14 907 USD i 2018 (122). I lyset af ovenstående og de forhold, der er anført i betragtning 507, måtte denne påstand afvises.

(511)

Desuden gjorde GOC gældende, at der i dette tilfælde burde anvendes indenlandske priser, da private virksomheder også er involveret i fremleje eller overførsel af brugsrettigheder til jord i Kina, og GOC er således ikke den eneste aktør på dette marked. For at kunne undersøge denne påstand vil Kommissionen først og fremmest skulle fastslå arten og størrelsen af de private aktørers marked for jord i forhold til det statslige marked samt enhver mulig indgriben fra de centrale og lokale myndigheders side på dette marked for jord, der angiveligt forvaltes af private. Desuden vil der være behov for adgang til omfattende og ajourførte data om prisfastsættelsen på transaktionerne. GOC undlod imidlertid at fremlægge statistikker eller data, der sætter Kommissionen i stand til at undersøge forslaget, og Kommissionen kunne heller ikke finde nogen offentligt tilgængelige oplysninger om emnet. Selv hvis sådanne oplysninger blev modtaget, ville de desuden kun vedrøre et sekundært marked for overførsler, da der kun er én aktør på det primære marked (dvs. den oprindelige tildeling af brugsrettigheder til jord udføres altid af GOC). Det primære marked for oprindelig tildeling i en periode på 50 år er nemlig forskelligt fra leje på det sekundære marked, hvilket normalt ville være for en meget kortere periode, eller i det mindste med forskellige klausuler om revaluering, opsigelse osv. Derfor lagde Kommissionen fortsat de foreliggende oplysninger til grund i forbindelse med det primære marked, som er det marked, der er genstand for den foreliggende undersøgelse.

(512)

GOC hævdede også, at hvis Kommissionen ville vælge at gå videre med et eksternt benchmark, burde der foretages en justering af faktoren for befolkningstæthed, som igen påvirker efterspørgslen og dermed priserne. Mellem 2015 og 2018 var befolkningstætheden i Kinesisk Taipei faktisk 4,4 gange højere end i Kina. Navnlig var befolkningstætheden for Kina mellem 2015 og 2018 på ca. 147 personer pr. kvadratkilometer, mens befolkningstætheden for Kinesisk Taipei var på ca. 650 personer pr. km2 jordareal i samme periode. Jordforhold og priser i disse to lande kan således ikke sammenlignes.

(513)

Kommissionen anførte imidlertid, at GOC sammenlignede tallene for befolkningstæthed for hele landet. Hvis man ser nærmere på befolkningstætheden der, hvor de eksporterende producenter har hjemme, ser det ud til, at tallene for befolkningstæthed rent faktisk ligner hinanden. F.eks. havde Zhejiang 560 personer pr. km2 i 2018, og befolkningstætheden i Shandong var på 640 pr. km2 (123). Kommissionen fandt derfor ikke, at det var berettiget med en justering.

(514)

GOC anmodede også Kommissionen om at forelægge yderligere oplysninger om ligheden mellem den type jord og de transaktioner, der anvendes til at beregne det relevante benchmark som nævnt i betragtning 507. Kommissionen understregede i den forbindelse, at transaktionerne i begge tilfælde vedrører jord til industriel anvendelse af en vis størrelse beliggende i industriområder.

(515)

Subsidiebeløbet er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, blevet fordelt over undersøgelsesperioden ved hjælp af den normale løbetid for brugsrettigheder til jord til industriel brug, dvs. 50 år. Dette beløb blev derefter fordelt på den samlede omsætning i undersøgelsesperioden for den relevante virksomhed, da subsidierne ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de forarbejdede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(516)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Yuntianhua-gruppen, at der var en skrivefejl i den værdi, der blev anvendt i en specifik aftale om brugsrettigheden til jord. Kommissionen godtog denne påstand og ændrede beløbet i overensstemmelse hermed.

(517)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte CNBM-gruppen, at en aftale om brugsrettigheden til jord skulle fjernes, da den var modtaget efter undersøgelsesperioden. Desuden burde fordelen i forbindelse med brugsrettigheder til jord, der blev købt i 2018, beregnes pro rata i forhold til undersøgelsesperioden. Endelig anførte CNBM-gruppen, at Kommissionen for et andet jordareal, som var blevet købt af en forretningsmæssigt forbundet virksomhed i 1998, og som den eksporterende producent i 2004 havde investeret i, burde have anvendt data fra transaktionen i 2004 til beregning af fordelen. Kommissionen afviste den første påstand, da købsaftalen for den pågældende brugsrettighed til jord allerede var blevet undertegnet i 2018, og ejerskabet var således overgået til virksomheden i undersøgelsesperioden. Kommissionen accepterede den anden påstand om en pro rata-beregning og justerede beregningen af fordelen i overensstemmelse hermed for alle virksomheder, som havde erhvervet brugsrettigheder til jord i 2018. Den sidste påstand blev afvist, da transaktionen fra 2004 vedrørte en koncernintern overførsel, og den afspejlede således ikke den reelle værdi, som gruppen oprindeligt havde erhvervet jorden til.

(518)

Efter den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CNBM-gruppen, at Kommissionen burde have anvendt den dato, på hvilken jordarealerne blev overdraget, som begyndelsestidspunkt for beregningen af fordelen. Som nævnt i den foregående betragtning havde virksomheden imidlertid allerede erhvervet ejendomsretten til jorden med tilhørende rettigheder og forpligtelser på datoen for købsaftalen. Desuden blev prisen på det jordareal, som beregningen af fordelen er baseret på, også fastsat i købskontrakten. Virksomhedens påstande blev derfor afvist.

(519)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for disse subsidier i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

Indrømmelse af brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag

(520)

Alle virksomheder i stikprøven købte deres elektricitet.

(521)

For nogle af virksomhederne i stikprøven, fulgte indkøbsprisen på elektricitet de officielle prisniveauer, der er fastsat på provinsniveau for store industrielle kunder. Som konkluderet i tidligere undersøgelser (124) medførte dette niveau ikke en specifik fordel for disse store industrielle kunder. Kommissionen fastslog imidlertid, at undersøgte virksomheder i de to stikprøveudtagne grupper drog fordel af nedsættelser eller godtgørelser af en del af deres elektricitetsomkostninger i form af tilskud.

—

cirkulære fra the National Development and Reform Commission og the National Energy Administration on Actively Promoting the Market-oriented Power Transactions and Further Improving the Trading Mechanism, Fa Gua Yun Xing [2018] nr. 1027, udstedt den 16. juli 2018

—

en række udtalelser fra centralkomitéen for det kinesiske kommunistparti og Statsrådet om en yderligere uddybning af reformen af elektricitetssystemet (»Further Deepening the Reform of the Power System«) (Zhong Fa [2015] nr. 9)

—

meddelelsen »Notice on Taking Efforts on the Construction of Power Market in 2017 of Shandong Economy and Information Technology Committee«, LJXDL [2017] nr. 93

—

meddelelsen »Notice on Amending the 2017 Direct Electricity Trading Rules of the National Energy Administration Shandong Supervision Office«, LJNSC [2017] nr. 36.

(522)

Kommissionen konstaterede, at visse store industrielle brugere af elektricitet har ret til at købe elektricitet direkte fra elværkerne i stedet for at købe fra elnettet, enten ved at underskrive aftaler om direkte køb eller ved at kvalificere sig til at deltage i det »markedsorienterede system for handel med elektricitet«. Nogle af virksomhederne i stikprøven havde sådanne aftaler om direkte indkøb af elektricitet eller var kvalificerede til at deltage i det »markedsorienterede system for handel med elektricitet« i undersøgelsesperioden. I de fleste af de undersøgte virksomheder var de priser, der blev modtaget gennem sådanne aftaler eller handelssystemer, lavere end de faste priser, der var fastsat på provinsniveau for store industrielle kunder.

(523)

Muligheden for at indgå sådanne direkte kontrakter eller for at være kvalificeret til at deltage i det »markedsorienterede system for handel med elektricitet« er i øjeblikket ikke åben for alle store industrielle forbrugere. På nationalt plan præciseres det f.eks. i udtalelserne fra centralkomitéen for det kinesiske kommunistparti og Statsrådet om en yderligere uddybning af reformen af elektricitetssystemet, at »virksomheder, der ikke følger den nationale industripolitik, og hvis varer og processer fjernes, bør ikke deltage i direkte transaktioner« (125).

(524)

I praksis udføres den direkte handel med elektricitet af provinserne. Virksomhederne skal anmode provinsmyndighederne om tilladelse til at deltage i pilotordningen vedrørende direkte handel med elektricitet, og de skal opfylde visse kriterier.

(525)

I Shandong-provinsen hedder det f.eks. i meddelelsen »Notice on Amending the 2017 Direct Electricity Trading Rules of the National Energy Administration Shandong Supervision Office«, at »brugere, der deltager i direkte handel med elektricitet, skal godkendes i henhold til adgangsbetingelserne for 2017, der er vedtaget af Shandong Economy and Information Technology Committee. For at deltage i direkte handel med elektricitet skal virksomhederne, der sælger elektricitet, indgive en ansøgning om registrering til Shandong Electric Power Trading Center og vil kunne deltage i direkte handel med elektricitet efter afsluttet undersøgelse og offentliggørelse af centret«. I den forbindelse opstilles der en liste over berettigede virksomheder, der har ret til at deltage i det markedsorienterede system for handel med elektricitet, og den offentliggøres i en meddelelse fra Shandong Economic and Information Technology Commission (126).

(526)

For visse virksomheder er der ikke nogen egentlig markedsbaseret forhandling eller udbudsprocedure, da de mængder, der købes under direkte aftaler, ikke er baseret på det faktiske udbud og den faktiske efterspørgsel. Det står nemlig fast, at elværker og elbrugere ikke frit kan sælge eller købe al deres elektricitet direkte. De er begrænset af kvantitative kontingenter, som de lokale myndigheder tildeler dem.

(527)

Hertil kommer, at selv om priserne i princippet skal forhandles direkte mellem elværker og elbrugere eller gennem formidlende tjenestevirksomheder, udstedes fakturaerne til virksomhederne reelt af det statslige netselskab. F.eks. hedder det i meddelelsen »Notice on Amending the 2017 Direct Electricity Trading Rules of the National Energy Administration Shandong Supervision Office«, at »State Grid Shandong Electric Power Company vil opkræve afgiften for direkte handel med elektricitet«, og at »State Grid Shandong Electric Power Company vil udstede momsfakturaer til brugere og elproduktionsselskaber«.

(528)

Endelig skal alle underskrevne aftaler om direkte køb forelægges for de lokale myndigheder til registrering.

(529)

GOC udstedte i 2018 cirkulæret fra National Development and Reform Commission og National Energy Administration om »Actively Promoting the Market-oriented Power Transactions and Further Improving the Trading Mechanism«, (Fa Gua Yun Xing [2018] nr. 1027). Kommissionen anfører imidlertid, at denne lovgivning blev udstedt i undersøgelsesperioden og er endnu ikke blevet gennemført. Hertil kommer, at selv om cirkulæret har til formål at øge antallet af direkte transaktioner på elmarkedet, nævnes visse industrier, herunder byggematerialeindustrien og højteknologiske industrier, som støttede industrier, der drager fordel af liberaliseringen af elmarkedet. Navnlig indeholder cirkulæret bestemmelser om »støtte til brugere med et årligt elforbrug på mere end 5 mio. kWh til udførelse af direkte elektricitetstransaktioner med elproduktionsselskaber. I 2018 vil planer for elproduktion hvad angår kul, jern og stål, ikke-jernholdige metaller, byggematerialer og yderligere fire industrier blive liberaliseret«. Endvidere fremhæver cirkulæret »støtte til nye vækstindustrier med høj merværdi, såsom højteknologi, internet- og big dataindustrier og industrier til fremstilling af avanceret teknologi, såvel som virksomheder med særlige fordele og egenskaber og højteknologisk indhold, med henblik på at deltage i transaktioner uden restriktioner, hvad angår spændingsniveau og strømforbrug«.

(530)

Lovgivningen foreskriver derfor en selektiv anvendelse af direkte transaktioner på elektricitetsmarkedet for visse industrier, som f.eks. byggematerialeindustrien og den højteknologiske industri. Denne selektive anvendelse har til følge, at staten anvender lavere priser for elektricitet over for virksomheder fra disse industrier.

(531)

Kommissionen var af den opfattelse, at den reducerede elpris er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC (dvs. elnetoperatøren), hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til den sparede elpris, da elektriciteten blev leveret til priser, der lå under den normale netpris, som betales af andre store industrielle brugere, som ikke kan drage fordel af den direkte levering. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen i sig selv begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, der overholder visse industripolitiske målsætninger, som bestemmes af staten, og hvis varer eller processer ikke er udelukket som støtteberettigede.

(532)

Kommissionen konkluderede derfor, at subsidieordningen fandt anvendelse i undersøgelsesperioden, og at den er specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3.

(533)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede GOC, at Kommissionen havde undladt at påvise, at de enheder, der leverer elektricitet til angiveligt lavere priser, dvs. kraftværker og statsejede elnetselskaber, er offentlige organer, der har fået overdraget eller pålagt funktioner af regeringen.

(534)

Som forklaret i betragtning 523-528 bemærkede Kommissionen hertil, at systemet for direkte handel med elektricitet og betingelserne for, at virksomheder kan deltage, fastsættes af staten og gennemføres af provinserne. Virksomhederne skal nemlig indhente tilladelse fra provinsmyndighederne til at deltage i pilotordningen om direkte handel med elektricitet. Hertil kommer som påpeget i betragtning 527, at selv om priserne i princippet skal forhandles direkte mellem elværker og elbrugere eller gennem formidlende tjenestevirksomheder, udstedes fakturaerne til virksomhederne af det statslige elnetselskab. I betragtning af, at systemet for direkte handel med elektricitet er udformet og kontrolleret af staten, da det gennemføres af provinsmyndighederne, og at det statslige elnetselskab udsteder fakturaerne, konkluderede Kommissionen, at de forhandlede lavere priser stammer fra offentlige organer. GOC's påstand blev derfor afvist.

(535)

GOC var også af den opfattelse, at Kommissionen havde undladt at påvise, hvordan leveringen af elektricitet til angiveligt lavere priser er specifik i henhold til SCM-aftalens artikel 2. GOC påstod, at udtalelserne fra centralkomitéen for det kinesiske kommunistparti og Statsrådet om yderligere uddybning af reformen af energiforsyningssystemet, som Kommissionen henviste til, ikke begrænser adgangen til de angivelige subsidier til visse virksomheder, da de ikke har en forpligtende karakter, men kun er en retningslinje. Desuden mente GOC, at Kommissionens påstand om specificitet er usammenhængende, da Kommissionen dels anførte, at GFF er en tilskyndet industri, dels havde bemærket, at det kun var nogle af virksomhederne i stikprøven, der var berettiget til at deltage i systemet for direkte handel med elektricitet.

(536)

I den forbindelse og som anført i betragtning 523 er muligheden for at indgå sådanne direkte kontrakter eller for at være kvalificeret til at deltage i det »markedsorienterede system for handel med elektricitet« i øjeblikket ikke åben for alle store industrielle forbrugere. Faktisk skal virksomhederne anmode provinsmyndighederne om tilladelse til at deltage i pilotordningen vedrørende direkte handel med elektricitet, og de skal opfylde visse kriterier, som f.eks. »følge den nationale industripolitik«. Det forhold, at udtalelserne fra centralkomitéen for det kinesiske kommunistparti og Statsrådet om en yderligere uddybning af reformen af elektricitetssystemet muligvis ikke automatisk er forpligtende, er irrelevant, da undersøgelsen viste, at kun visse virksomheder har fået godkendelse til at deltage i systemet for direkte handel med elektricitet og dermed fik gavn af nedsatte elpriser. Endvidere understreger det forhold, at virksomhederne er underlagt en særlig godkendelse for at kunne drage fordel af de nedsatte elpriser, denne ordnings specifikke karakter. Disse påstande blev derfor afvist.

(537)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede en af virksomhederne fra CNBM-gruppen Kommissionens konklusion om, at det forhold, at visse virksomheder er godkendt til at deltage i det »markedsorienterede elektricitetssystem« ved at købe elektricitet direkte fra elektricitetsleverandører i stedet for via det statslige elnetselskab, udgør »indtægter, der ikke opkræves« af GOC. Denne interesserede part påpegede, at i grundforordningens artikel 3 defineres subsidier som »statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller der gives afkald herpå«, og da GOC ikke udtrykkeligt videresolgte elektricitet til de eksporterende producenter via det statslige elnetselskab, var der ingen forfaldne indtægter til GOC for anvendelsen af det statslige elnetselskab.

(538)

Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Som allerede nævnt i betragtning 527, udstedes fakturaerne til virksomhederne af det statslige elnetselskab, selv om priserne i princippet skal forhandles direkte mellem elværker og elbrugere eller gennem formidlende tjenestevirksomheder. Derfor konkluderede Kommissionen i betragtning 534, at, eftersom systemet for direkte handel med elektricitet er udformet og kontrolleret af staten, da det gennemføres af provinsmyndighederne, og eftersom det statslige elnetselskab udsteder fakturaerne, stammer de forhandlede reducerede satser fra offentlige organer. Ved selektivt at anvende reducerede elektricitetssatser over for visse industrielle brugere, mens de officielt fastsatte priser, der generelt gælder for alle industrielle brugere, er højere, har staten, gennem det statslige elnetselskab ikke opkrævet indtægter fra salg af elektricitet i forhold til niveauet for de officielt fastsatte priser. Denne praksis betragtes som »statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller der gives afkald herpå«, jf. grundforordningens artikel 3. Denne påstand blev derfor afvist.

(539)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede elpris, der skal betales i henhold til den normale elnetpris, og den samlede elpris, der skal betales til den lavere pris.

(540)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat for denne ordning i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

Levering af elektricitet til lavere priser

(541)

I henhold til Folkerepublikken Kinas lov om indkomstbeskatning af virksomheder (»EIT-loven«) (127) indrømmes virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi — hvortil staten er nødt til at give kraftig støtte — en reduceret virksomhedsskattesats på 15 % i stedet for den normale skattesats på 25 %.

(542)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 28 i den kinesiske EIT-lov og artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne for EIT-loven (128) samt:

(543)

Virksomheder, der kan drage fordel af skattenedsættelsen, er omfattet af visse områder inden for højteknologi og ny teknologi, der støttes af staten, og af de nuværende prioriteter for højteknologiske områder, der støttes af staten, jf. retningslinjerne for de seneste nøgleprioriterede udviklingsområder inden for højteknologiske industrier. I disse retningslinjer nævnes forarbejdningsteknologi og vigtige råmaterialer til glas, herunder GFF, klart som et prioriteret område.

(544)

Ud over at være støtteberettigede skal virksomhederne opfylde følgende kriterier:

(545)

Virksomheder, der har fordel af denne foranstaltning, skal indgive deres indkomstselvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, anføres i indkomstselvangivelsen.

(546)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel.

(547)

Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen. Dette subsidiebeløb er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, som er aktive inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, som f.eks. visse nøgleteknologier inden for GFF-sektoren.

(548)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOC, at EIT-privilegierne for virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi ikke er specifikke, fordi den lovgivning, i henhold til hvilken denne ordning fungerer, klart fastsætter objektive kriterier for berettigelse (129), og disse kriterier finder automatisk anvendelse, dvs. at de pågældende myndigheder ikke har nogen skønsbeføjelser med hensyn til at fastsætte denne specifikke skattesats, når betingelserne for berettigelse er opfyldt. GOC henviser til SCM-aftalens fodnote 2, i henhold til hvilken kriterier for berettigelse anses for at være objektive, hvis de er neutrale, ikke begunstiger visse virksomheder frem for andre, er af økonomisk art og anvendes horisontalt. GOC mente, at dette er tilfældet med kriterierne for støtteberettigelse til denne præferenceskattesats, da adgangen til denne lavere sats er åben for alle virksomheder og ikke begunstiger visse virksomheder frem for andre, fordi virksomheder fra alle sektorer, der dækker hele økonomien, er berettigede til at få udstedt et certifikat for højteknologi og ny teknologi. Desuden henviste GOC til Rettens dom i sag T-586/14 Xinyi PV Products mod Kommissionen (130), idet den forklarede, at: »… disse incitamenter blev tildelt af de kompetente myndigheder, ikke på et skønsmæssigt grundlag, men der hvor objektive betingelser for tildeling var opfyldt, nemlig at den pågældende virksomhed tilhørte den højteknologiske sektor (…) Under alle omstændigheder fremgår det af artikel 28 i loven om selskabsskat i Folkerepublikken Kina og af artikel 93 i gennemførelsesforordningen hertil, at de skattemæssige incitamenter, der blev tildelt virksomheder i den højteknologiske sektor, som f.eks. sagsøgeren, hvilket Kommissionen ikke har bestridt, kun tildeles, såfremt visse objektive betingelser er opfyldt, herunder bl.a. at de pågældende virksomheder driver virksomhed i den nye højteknologiske sektor, at de er i besiddelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, at deres varer eller tjenesteydelser hører til i de højteknologiske sektorer, som specifikt støttes af staten, at forsknings- og udviklingsomkostninger udgør en vis procentdel af deres samlede indtægter, og at antallet af teknikere udgør en vis procentdel af alle de ansatte.«

(549)

Kommissionen var uenig GOC's synspunkter af følgende årsager: Kapitel IV i EIT-loven indeholder bestemmelser om »Skattemæssig præferencebehandling«. I artikel 25 i EIT-loven, som er hovedet for kapitel IV, hedder det, at »staten indrømmer indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten«. Lovens artikel 28, som også er en del af dette kapitel, bestemmer, at »indkomstskatten for virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der har behov for særlig støtte fra staten, nedsættes til 15 %«. I artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven præciseres det, at:

»de vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der skal støttes af staten«, jf. artikel 28, stk. 2, i EIT-loven, henviser til virksomheder, der ejer vigtige intellektuelle ejendomsrettigheder og opfylder følgende betingelser:

(550)

Det fremgår klart af ovennævnte bestemmelser, at den reducerede virksomhedsskattesats er forbeholdt »vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der støttes af staten«, og som ejer centrale intellektuelle ejendomsrettigheder og opfylder visse betingelser, såsom »overholdelse af anvendelsesområdet for vigtige statsstøttede høj- og nyteknologiske områder«.

(551)

Som anført i betragtning 543 er de højteknologiske områder, der støttes af staten, anført i retningslinjerne for de seneste nøgleprioriterede udviklingsområder inden for højteknologiske industrier, og i disse retningslinjer nævnes forarbejdningsteknologi og vigtige råmaterialer til glas, herunder GFF, klart som et prioriteret område.

(552)

I betragtning af, at den reducerede virksomhedsskattesats kun er forbeholdt vigtige virksomheder inden for højteknologi og ny teknologi, der støttes af staten, hvilket er i overensstemmelse med anvendelsesområdet for vigtige statsstøttede høj- og nyteknologiske områder, konkluderede Kommissionen, at denne foranstaltning ikke finder anvendelse på grundlag af objektive kriterier eller betingelser, som ikke begunstiger visse virksomheder frem for andre. Denne konklusion bekræftes yderligere af, at de »nøgleprioriterede udviklingsområder inden for højteknologiske industrier« er et udvalg af områder i højteknologiske industrier i henhold til prioriteter på et bestemt tidspunkt, som sandsynligvis ændres med tiden. Følgelig og i modsætning til, hvad GOC har gjort gældende, fastsætter den lovgivning, der gælder for den reducerede virksomhedsskattesats, ikke objektive kriterier for berettigelse.

(553)

Med hensyn til Rettens konklusioner i sag T-586/14 bemærkede Kommissionen, at dommen blev ophævet af Domstolen i sag C-301/16 P (131). Desuden blev Rettens erklæring fremsat i forbindelse med antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, og dermed i en anden sammenhæng.

(554)

I lyset af ovenstående betragtninger bekræftede Kommissionen specificiteten i forbindelse med foranstaltningen og afviste GOC's påstande.

(555)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Denne fordel blev beregnet som forskellen mellem den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, og den samlede skat, der skal betales i henhold til den reducerede skattesats.

(556)

Det subsidiebeløb, der blev konstateret for denne specifikke ordning for Yuntianhua-gruppen, var på 0,88 %, og på 2,98 % for CNBM-gruppen.

(557)

Skattefradraget for forskning og udvikling giver virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling af deres FoU-aktiviteter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, og når visse tærskelværdier for FoU-udgifter er nået.

(558)

Mere specifikt er FoU-udgifter, der påløber under udviklingen af nye teknologier, nye varer og nye håndværk, som ikke er immaterielle aktiver, og som opføres i den løbende resultatopgørelse, genstand for et yderligere fradrag på 50 % efter at være blevet fradraget i sin helhed i lyset af den faktiske situation. I tilfælde, hvor ovennævnte FoU-udgifter udgør immaterielle aktiver, er de genstand for afskrivning baseret på 150 % af omkostningerne ved immaterielle aktiver.

(559)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 30, stk. 1, i den kinesiske EIT-lov sammen med gennemførelsesbestemmelserne for EIT-loven og følgende meddelelser:

(560)

I tidligere undersøgelser (132) fastslog Kommissionen, at »nye teknologier, nye varer og nye håndværk«, der kan drage fordel af skattefradrag, er omfattet af visse centrale højteknologiske områder, der støttes af staten, og af de nuværende prioriteter for højteknologiske områder, der støttes af staten, jf. retningslinjerne for de seneste nøgleprioriterede udviklingsområder inden for højteknologiske industrier.

(561)

Kommissionen var af den opfattelse, at dette skattefradrag er subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et finansielt bidrag i form af indtægter, der ikke opkræves af GOC, hvorved de berørte virksomheder opnår en fordel. Fordelen for modtagerne svarer til skattebesparelsen. Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, som har FoU-udgifter inden for visse højteknologiområder, der er prioriteret og udpeget af staten, som f.eks. GFF-sektoren.

(562)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte GOC, at ordningen om yderligere fradrag af FoU-udgifter ikke er specifik. GOC henviste til SCM-aftalens artikel 2, stk. 1, litra b), som fastsætter, at der ikke er tale om specificitet, når den subsidieydende myndighed eller den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, fastsætter objektive kriterier eller betingelser for, hvem der er berettiget til at opnå subsidier og for størrelsen heraf, forudsat at i) støtteberettigelsen opnås automatisk, ii) de pågældende kriterier og betingelser overholdes strengt, og iii) sådanne kriterier skal klart fremgå af love, forskrifter eller andre officielle dokumenter, således at de let kan kontrolleres. Ifølge GOC's opfattelse fastsætter den lovgivning, i henhold til hvilken denne ordning fungerer, klart objektive kriterier for berettigelse, og disse kriterier finder automatisk anvendelse. De pågældende myndigheder har med andre ord ikke nogen skønsbeføjelse med hensyn til at fastsætte denne særlige skattesats, når betingelserne for berettigelse er opfyldt.

(563)

Kommissionen henviste til kapitel IV i EIT-loven, som indeholder bestemmelser om »Skattemæssig præferencebehandling«. I artikel 25 i EIT-loven, som er hovedet for kapitel IV, hedder det, at »staten indrømmer indkomstskattefordele for virksomheder, der er aktive inden for industrigrene eller i projekter, hvis udvikling udtrykkeligt støttes og tilskyndes af staten«. Artikel 30, stk. 1, der også er en del af dette kapitel, fastlægger, at »FoU-udgifter, der opstår som følge af virksomheders udvikling af nye teknologier, nye varer og nye håndværk«, også kan fradrages ved beregningen af skattepligtig indkomst. I artikel 95 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven præciseres betydningen af »FoU-udgifter, der opstår ved udvikling af nye teknologier, nye varer og nye håndværk«, som er fastsat i artikel 30, stk. 1, i EIT-loven.