(1)

Unionen er fast besluttet på at opbygge en energiunion med en fremadrettet klimapolitik. Brændstofeffektivitet er et afgørende element i Unionens 2030-ramme for klima- og energipolitikken og er nøglen til at begrænse energiefterspørgslen.

(2)

Kommissionen har vurderet Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1222/2009 (3) og fundet behov for at ajourføre bestemmelserne for at øge dens effektivitet.

(3)

Det er hensigtsmæssigt at erstatte forordning (EF) nr. 1222/2009 med henblik på at præcisere og ajourføre nogle af dens bestemmelser under hensyntagen til teknologiske fremskridt med hensyn til dæk.

(4)

Transportsektoren står for en tredjedel af Unionens energiforbrug. Vejtransport stod for omkring 22 % af Unionens samlede drivhusgasemissioner i 2015. 20-30 % af køretøjers brændstofforbrug skyldes dæk, navnlig på grund af disses rullemodstand. Lavere rullemodstand i dækkene vil derfor bidrage væsentligt til brændstofeffektiviteten af vejtransport og dermed til reduktionen af drivhusgasemissionerne og til dekarboniseringen af transportsektoren.

(5)

For at imødegå den udfordring, der ligger i at reducere CO2-emissioner fra vejtransport, er det hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne i samarbejde med Kommissionen skaber incitamenter til innovation med hensyn til brændstofbesparende og sikre C1-dæk, C2-dæk og C3-dæk.

(6)

Dæk karakteriseres ved flere indbyrdes sammenhængende parametre. Forbedring af ét parameter, f.eks. rullemodstand, kan indvirke negativt på andre parametre, f.eks. vådgreb, mens en forbedring af vådgrebet kan indvirke negativt på den rullestøj, der afgives til omgivelserne. Dækfabrikanterne bør anspores til at optimere alle parametre på en måde, der går længere end de nuværende standarder.

(7)

Brændstofbesparende dæk kan være omkostningseffektive, da de brændstofbesparelser, de medfører, mere end opvejer den højere anskaffelsespris, som skyldes højere produktionsomkostninger ved sådanne dæk.

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 661/2009 (4) fastlægger mindstekravene for dæks rullemodstand. Med den teknologiske udvikling er det muligt at nedbringe det energitab, der skyldes dækkenes rullemodstand, til et niveau, som ligger betydeligt under disse mindstekrav. For at mindske miljøvirkningerne fra vejtransport er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne om mærkning af dæk for at anspore slutbrugerne til at købe mere brændstofbesparende dæk ved at give dem harmoniserede oplysninger om rullemodstandsparameteret.

(9)

Bedre mærkning af dæk vil give forbrugerne mulighed for at indhente mere relevante og mere sammenlignelige oplysninger om brændstofeffektivitet, sikkerhed og støj og træffe omkostningseffektive og miljøvenlige beslutninger ved anskaffelse af dæk.

(10)

Trafikstøj er en alvorlig gene og har en skadelig indvirkning på sundheden. Forordning (EF) nr. 661/2009 fastlægger mindstekrav til dæks afgivelse af rullestøj til omgivelserne. Med den teknologiske udvikling er det muligt at bringe rullestøj afgivet til omgivelserne betydeligt ned under disse mindstekrav. For at mindske trafikstøjen er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne om mærkning af dæk for at anspore slutbrugerne til at købe dæk, der afgiver mindre rullestøj til omgivelserne, ved at give dem harmoniserede oplysninger om parameteret vedrørende afgivelse af rullestøj til omgivelserne.

(11)

En harmonisering af oplysningerne om afgivelse af rullestøj til omgivelserne gør det også lettere at gennemføre foranstaltninger for at begrænse trafikstøj og medvirker til at øge opmærksomheden om dækkenes indvirkning på trafikstøjen inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF (5).

(12)

Forordning (EF) nr. 661/2009 fastlægger også mindstekrav til dæks vådgreb. Med den teknologiske udvikling er det muligt at give dækkene et betydeligt bedre vådgreb end efter nævnte mindstekrav og dermed opnå kortere bremselængder i vådt føre. For at forbedre færdselssikkerheden er det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre bestemmelserne om mærkning af dæk for at anspore slutbrugerne til at købe dæk med bedre vådgreb ved at give dem harmoniserede oplysninger om vådgrebsparameteret.

(13)

For at sikre overensstemmelse med den internationale ramme henviser forordning (EF) nr. 661/2009 til regulativ nr. 117 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN-ECE) (6), som fastsætter de relevante målemetoder til dæks rullemodstand, afgivelse af rullestøj til omgivelserne og vådgreb og snegreb.

(14)

Oplysninger om ydeevnen for dæk, der er særligt fremstillet til brug under hårde sne- og isglatte forhold, bør angives på dækmærket. Oplysninger om snegreb bør bygge på regulativ nr. 117 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN-ECE) i den seneste udgave, der finder anvendelse i Unionen, (FN-ECE regulativ nr. 117), og piktogrammet »alpint symbol« deri bør angives på dækmærket for et dæk, der overholder minimumværdierne i det indeks for snegreb, der er fastsat i nævnte regulativ. Oplysninger om isgreb bør bygge på ISO-standard ISO 19447, når den er formelt vedtaget, og piktogrammet for isgreb bør angives på dækmærket for et dæk, der overholder de minimumværdier for isgreb, der er fastsat i nævnte ISO-standard. Indtil ISO-standard ISO 19447 vedtages, bør isgreb vurderes i forhold til pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der tager hensyn til den nyeste, generelt anerkendte teknologi. Dækmærket for et dæk, der overholder minimumværdierne i indekset for isgreb, bør vise piktogrammet for isgreb i bilag I.

(15)

Slid på dæk under brug er en betydelig kilde til mikroplast, som er skadeligt for miljøet og menneskers sundhed. Kommissionens meddelelse »En europæisk strategi for plastik i en cirkulær økonomi« henviser derfor til behovet for at afhjælpe den utilsigtede afgivelse af mikroplast fra dæk, blandt andet gennem oplysningsforanstaltninger såsom mærkning og via mindstekrav for dæk. Dæks slidstyrke er forbundet med begrebet levetid, dvs. det antal kilometer, som et dæk kan holde, før det skal skiftes på grund af slidbaneslitage. Foruden dæks slidstyrke og slidbaneslitage afhænger et dæks levetid af en række faktorer, f.eks. dækkets modstandsdygtighed over for slid, herunder blanding, slidbanemønster og opbygning, vejforhold, vedligehold, dæktryk og køremåde.

(16)

Der findes dog på nuværende tidspunkt ikke nogen passende prøvningsmetode til måling af dæks slidstyrke og levetid. Kommissionen bør derfor kræve, at der udvikles en sådan prøvningsmetode, som fuldt ud tager hensyn til den nyeste teknologiske udvikling og internationalt udviklede eller foreslåede standarder og regulativer samt det arbejde, som industrien udfører.

(17)

Regummierede dæk udgør en betydelig del af markedet for dæk til tunge køretøjer. Regummiering af dæk forlænger dækkenes levetid og bidrager til at nå mål for den cirkulære økonomi såsom reduktion af affald. Det vil give betydelige energibesparelser at indføre krav om mærkning af sådanne dæk. Denne forordning bør give mulighed for, at der i fremtiden indføres en passende prøvningsmetode til måling af regummierede dæks ydeevne, hvilket ikke aktuelt er til rådighed.

(18)

Det energimærke, der er fastsat i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1369 (7), og som indplacerer produkters energiforbrug på en skala fra »A« til »G«, anerkendes af over 85 % af Unionens forbrugere som et klart og gennemsigtigt oplysningsværktøj og har vist sig at være effektivt til at fremme mere effektive produkter. Dækmærket bør så vidt muligt være af samme udformning og samtidig tage hensyn til dækparametrenes specificiteter.

(19)

Sammenlignelige oplysninger om dækparametre, der gives i form af et standarddækmærke, vil sandsynligvis påvirke slutbrugernes beslutninger om køb i retning af mere brændstofbesparende, mere holdbare, sikrere og mere støjsvage dæk. Dette vil igen sandsynligvis anspore dækfabrikanterne til at optimere dækparametrene, hvilket vil bane vejen for et mere bæredygtigt forbrug og en mere bæredygtig produktion af dæk.

(20)

Behovet for bedre oplysning om brændstofeffektivitet og andre parametre er relevant for alle slutbrugere, herunder købere af udskiftningsdæk, købere af dæk, der er monteret på nye køretøjer, og administratorer af vognparker og transportvirksomheder, som ikke uden videre kan sammenligne de forskellige dækfabrikaters parametre, når der ikke findes nogen ordning for mærkning og harmoniseret prøvning. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve, at der leveres et dækmærke for alle dæk, der tilbydes sammen med eller monteres på køretøjer.

(21)

På nuværende tidspunkt er der krav om dækmærker på dæk til biler (C1-dæk) og varevogne (C2-dæk), men ikke til tunge køretøjer (C3-dæk). C3-dæk forbruger mere brændstof og kører flere kilometer om året end C1-dæk eller C2-dæk, og derfor er der et betydeligt potentiale for at reducere brændstofforbruget og drivhusgasemissionerne fra tunge køretøjer. C3-dæk bør derfor være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. En fuldstændig tilføjelse af C3-dæk til denne forordnings anvendelsesområde er også i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/956 (8), der indeholder bestemmelser om overvågning og indberetning af nye tunge køretøjers CO2-emissioner og brændstofforbrug, og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1242 (9), der fastsætter præstationsnormer for nye tunge køretøjers CO2-emissioner.

(22)

Mange slutbrugere træffer beslutninger om køb af dæk uden at se det fysiske dæk og ser derfor ikke det påklæbede dækmærke. I sådanne situationer bør slutbrugerne få vist dækmærket, før de træffer beslutning om køb. Med mærkning på dækkene på salgsstedet og i teknisk reklamemateriale bør det være sikret, at distributører og potentielle slutbrugere får harmoniserede oplysninger om de relevante dækparametre på det tidspunkt og sted, hvor beslutningen om køb træffes.

(23)

Nogle slutbrugere træffer beslutning om køb af dæk, inden de ankommer til salgsstedet, eller køber dæk pr. postordre eller på internettet. For at sikre, at disse slutbrugere også kan træffe et informeret valg på grundlag af harmoniserede oplysninger om bl.a. brændstofeffektivitet, vådgreb og rullestøj afgivet til omgivelserne, bør dækmærkningen vises i alt teknisk reklamemateriale og alle visuelle reklamer for bestemte dæktyper, herunder også når sådant materiale er stillet til rådighed på internettet. Når visuelle reklamer vedrører en dækfamilie og ikke kun en bestemt dæktype, behøver dækmærket ikke at være vist.

(24)

Potentielle slutbrugere bør gives oplysninger, der forklarer dækmærkets enkelte dele og deres relevans. De pågældende oplysninger bør være indeholdt i alt teknisk reklamemateriale, f.eks. på leverandørernes websteder, men bør ikke kræves i visuelle reklamer. Ved teknisk reklamemateriale bør ikke forstås reklamer på reklametavler eller i aviser, blade, radio eller TV.

(25)

Uden at det berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til markedsovervågning eller leverandørernes forpligtelse til at gennemføre produktoverensstemmelseskontrol, bør leverandørerne gøre de nødvendige produktoverensstemmelsesoplysninger tilgængelige elektronisk i produktdatabasen. De oplysninger, der er relevante for forbrugerne og distributørerne, bør gøres offentligt tilgængelige i produktdatabasens offentlige del. Disse oplysninger bør gøres tilgængelige som åbne data for at give mobilapplikationsudviklere og sammenligningsværktøjer mulighed for at anvende dem. Nem direkte adgang til produktdatabasens offentlige del bør lettes gennem brugerorienterede redskaber, der er medtaget på det trykte dækmærke, f.eks. en dynamisk Quick Response-kode (QR-kode).

(26)

Der bør gælde strenge databeskyttelsesregler for produktdatabasens overholdelsesdel. De påkrævede specifikke dele af den tekniske dokumentation i produktdatabasens overholdelsesdel bør gøres tilgængelige både for markedsovervågningsmyndighederne og for Kommissionen. Når tekniske oplysninger er for følsomme til at medtage dem i kategorien teknisk dokumentation, bør markedsovervågningsmyndighederne have adgang til de pågældende oplysninger, når det er nødvendigt, i overensstemmelse med leverandørernes forpligtelse til at samarbejde, eller ved at leverandørerne på frivillig basis indlæser yderligere dele af den tekniske dokumentation i produktdatabasen.

(27)

Salget af dæk gennem salgsplatforme på internettet i stedet for direkte fra leverandører er stigende. Hostingtjenesteydere bør derfor gøre det muligt, at dækmærket og produktdatabladet leveret af leverandøren vises tæt på prisangivelsen. De bør underrette distributøren om forpligtelsen til at vise dækmærket og produktdatabladet, men bør ikke være ansvarlige for nøjagtigheden eller indholdet af dækmærket eller produktdatabladet. De forpligtelser, som denne forordning pålægger hostingtjenesteydere, bør begrænses til, hvad der er rimeligt, og bør ikke udgøre en generel forpligtelse til at overvåge de oplysninger, som de lagrer, eller til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på aktiviteter, som ikke er i overensstemmelse med denne forordnings krav. Hostingtjenesteydere skal dog i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (10), hvis de ønsker at være omfattet af ansvarsfritagelsen i nævnte bestemmelse, straks efter anmodning fra modtagere af deres tjenester tage skridt til at fjerne eller hindre adgang til oplysninger, som de lagrer, når sådanne oplysninger ikke opfylder kravene i nærværende forordning, f.eks. kravene vedrørende manglende, ufuldstændigt eller ukorrekt dækmærke eller produktdatablad. Dette bør ske, så snart den pågældende får reelt kendskab til sådanne oplysninger eller, for så vidt angår erstatningskrav, så snart de bliver bekendt med sådanne oplysninger, f.eks. gennem specifikke oplysninger fra en markedsovervågningsmyndighed. Leverandører, der sælger direkte til slutbrugere via eget websted, er omfattet af samme forpligtelser vedrørende fjernsalg som distributører.

(28)

Rullemodstand, vådgreb, rullestøj afgivet til omgivelserne og andre parametre bør måles i overensstemmelse med pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der tager hensyn til de nyeste, generelt anerkendte måle- og beregningsmetoder. Så vidt det er muligt, bør sådanne metoder afspejle den gennemsnitlige forbrugers adfærd og være solid, så de kan forhindre både tilsigtet og utilsigtet omgåelse af reglerne. Dækmærker bør afspejle den sammenlignelige ydeevne for dækkene i egentlig brug inden for de begrænsninger, der følger af behovet for pålidelig, nøjagtig og reproducerbar laboratorieprøvning, således at slutbrugerne kan sammenligne forskellige dæk, og fabrikanternes prøvningsomkostninger begrænses.

(29)

Hvor nationale myndigheder som defineret i artikel 3, nr. 37), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 (11) har tilstrækkelig grund til at antage, at en leverandør ikke har sikret dækmærkets nøjagtighed, og for at skabe større tillid hos forbrugerne, bør disse myndigheder kontrollere, om de klasser for rullemodstand, vådgreb og rullestøj afgivet til omgivelserne, der er vist på dækmærket, samt piktogrammerne for andre parametre svarer til den dokumentation, som leverandøren har leveret baseret på prøvningsresultater og beregninger. Denne kontrol kan finde sted i forbindelse med typegodkendelsesprocessen og kræver ikke nødvendigvis en fysisk prøvning af dækket.

(30)

Leverandørers, grossisters, forhandleres og andre distributørers overholdelse af dækmærkningsbestemmelserne er afgørende for at sikre lige konkurrencevilkår overalt i Unionen. Derfor bør medlemsstaterne overvåge overholdelsen ved at føre regelmæssig efterfølgende kontrol og markedsovervågning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (12).

(31)

Med henblik på at overvåge overholdelsen, give slutbrugerne et nyttigt værktøj og give distributører andre måder at modtage produktdatablade på bør dæk medtages i den produktdatabase, der er oprettet i henhold til forordning (EU) 2017/1369. Nævnte forordning bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(32)

For at sikre, at slutbrugerne har tillid til dækmærket, bør andre mærker, der efterligner dækmærket, ikke være tilladt. Af samme årsag bør andre mærker, tegn, symboler eller angivelser, som kan vildlede eller forvirre slutbrugere med hensyn til de parametre, der angives på dækmærket, ikke være tilladt.

(33)

De sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning og af delegerede retsakter vedtaget i henhold hertil, bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(34)

For at fremme energieffektivitet, afbødning af klimaforandringer, færdselssikkerhed og miljøbeskyttelse bør medlemsstaterne være i stand til at skabe incitamenter til anvendelse af energieffektive og sikre dæk. Det står medlemsstaterne frit for at beslutte, af hvilken art sådanne incitamenter skal være. Incitamenterne bør være i overensstemmelse med Unionens statsstøtteregler og bør ikke skabe urimelige hindringer for markedsadgang. Denne forordning foregriber ikke resultatet af eventuelle statsstøttesager om sådanne incitamenter efter artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(35)

For at ændre indholdet og udformningen af dækmærket, indføre krav med hensyn til regummierede dæk, dæks slidstyrke og levetid og tilpasse bilagene til den teknologiske udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (13). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(36)

Når der findes pålidelige, nøjagtige og reproducerbare prøvningsmetoder til måling af dæks slidstyrke og levetid, bør Kommissionen vurdere gennemførligheden af at tilføje oplysninger om dæks slidstyrke og levetid på dækmærket. Kommissionen bør ved forslaget til en delegeret retsakt med henblik på at tilføje oplysninger om dæks slidstyrke og levetid på dækmærket tage hensyn til denne vurdering og bør samarbejde tæt med industrien, relevante standardiseringsorganisationer, som f.eks. Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) og Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), og med repræsentanter for andre interessenter med interesse i udviklingen af egnede prøvningsmetoder. Oplysninger om dæks slidstyrke og levetid bør være utvetydige og bør ikke påvirke dækmærkets samlede forståelighed og effektivitet for slutbrugerne negativt. Sådanne oplysninger vil også sætte slutbrugerne i stand til at træffe et informeret valg med hensyn til dæk, disses levetid og den utilsigtede afgivelse af mikroplast. Det vil bidrage til miljøbeskyttelsen og samtidig give slutbrugerne mulighed for at anslå driftsomkostningerne ved dæk over en længere periode.

(37)

Dæk, der allerede er blevet bragt i omsætning før denne forordnings anvendelsesdato, bør ikke skulle forsynes med et nyt dækmærke.

(38)

Dækmærkets størrelse bør forblive den samme som den, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1222/2009. Oplysninger om snegreb og isgreb samt QR-koden bør angives på dækmærket.

(39)

Kommissionen bør foretage en evaluering af nærværende forordning. I overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi og danne grundlag for konsekvensanalyser af muligheder for yderligere tiltag.

(40)

Målet for denne forordning, nemlig at gøre vejtransporten sikrere, i højere grad beskytte sundheden og øge den økonomiske og miljømæssige effektivitet af vejtransport ved at give slutbrugerne oplysninger, der sætter dem i stand til at vælge mere brændstofbesparende, mere holdbare, sikrere og mere støjsvage dæk, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmoniserede oplysninger til slutbrugerne, men kan på grund af behovet for et harmoniseret regelsæt og lige konkurrencevilkår for fabrikanterne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). En forordning er stadig det mest hensigtsmæssige retlige instrument, da den fastsætter tydelige og detaljerede bestemmelser, som forhindrer uensartet gennemførelse i medlemsstaterne, og dermed sikrer en højere grad af harmonisering i hele Unionen. Et harmoniseret regelsæt på EU-plan frem for på medlemsstatsplan reducerer omkostningerne for leverandørerne, sikrer lige konkurrencevilkår og sikrer den frie bevægelighed for varer i hele det indre marked. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i TEU, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(41)

Forordning (EF) nr. 1222/2009 bør derfor ophæves med virkning fra datoen for anvendelsen af nærværende forordning —

(1)

Unionens vandressourcer er i stigende grad under pres, hvilket fører til vandknaphed og en forringelse af vandkvaliteten. Navnlig klimaændringer, uforudsigelige vejrmønstre og tørke bidrager betydeligt til den belastning af tilgængeligheden af ferskvand, der forårsages af byudvikling og landbrug.

(2)

Unionens evne til at reagere på det stigende pres på vandressourcer kan forbedres ved at øge genbrug af renset spildevand, begrænse indvinding fra overfladevandområder og grundvandsforekomster, mindske virkningen af udledning af renset spildevand til vandområder og fremme vandbesparelser gennem flere anvendelsesmuligheder for spildevand, samtidig med at der sikres et højt niveau af miljøbeskyttelse. I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (4) nævnes genbrug af vand i kombination med fremme af vandeffektive teknologier i industrien og vandbesparende vandingsteknikker som en af de supplerende foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vælge at anvende for at nå nævnte direktivs mål om god kvalitativ og kvantitativ vandtilstand for overfladevandområder og grundvandsforekomster. Ifølge Rådets direktiv 91/271/EØF (5) skal renset spildevand genbruges, når dette er hensigtsmæssigt.

(3)

Meddelelsen fra Kommissionen af 14. november 2012»En plan for at beskytte Europas vandressourcer« peger på behovet for at skabe et instrument til regulering af standarder på EU-plan for genbrug af vand med henblik på at fjerne hindringerne for udbredt brug af en sådan alternativ vandforsyningsmulighed, dvs. en, som kan hjælpe med at reducere vandknaphed og mindske forsyningssystemernes sårbarhed.

(4)

I meddelelsen fra Kommissionen af 18. juli 2007»Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union« præciseres hierarkiet for foranstaltninger, som medlemsstaterne bør overveje i deres håndtering af vandknaphed og tørke. Det hedder i meddelelsen, at i regioner, hvor alle forebyggende foranstaltninger er gennemført i henhold til vandhierarkiet, og hvor efterspørgslen efter vand stadig overstiger vandtilgængeligheden, kan supplerende vandforsyningsinfrastruktur i nogle tilfælde og under behørig hensyntagen til lønsomhedsaspektet tjene som en alternativ tilgang til at afbøde virkningerne af alvorlig tørke.

(5)

I sin beslutning af 9. oktober 2008 om indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union (6) minder Europa-Parlamentet om, at en efterspørgselsstyret tilgang i forbindelse med vandressourceforvaltning bør foretrækkes, men finder, at Unionen bør vælge en helhedstilgang til forvaltningen af vandressourcer og kombinere foranstaltninger til efterspørgselsstyring, foranstaltninger til optimering af eksisterende ressourcer inden for vandets kredsløb og foranstaltninger til skabelse af nye ressourcer, og at der i forbindelse med denne tilgang også må tages miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn.

(6)

I sin meddelelse af 2. december 2015»Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« har Kommissionen forpligtet sig til at træffe en række foranstaltninger for at fremme genbrug af renset spildevand, herunder udvikling af et lovgivningsforslag om mindstekrav til genbrug af vand. Kommissionen bør ajourføre sin handlingsplan og bibeholde vandressourcer som et prioriteret område for indsatsen.

(7)

Formålet med denne forordning er at fremme udbredelsen af genbrug af vand, når det er hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt, og derved skabe en gunstig ramme for de medlemsstater, der ønsker eller har behov for at genbruge vand. Genbrug af vand er en lovende mulighed for mange medlemsstater, men i øjeblikket er det kun en lille del af dem, der genbruger vand og har vedtaget national lovgivning eller nationale standarder i denne henseende. Denne forordning bør være så fleksibel, at det er muligt at fortsætte praksis for genbrug af vand og samtidig sikre, at andre medlemsstater kan anvende disse regler, når de beslutter at indføre denne praksis på et senere tidspunkt. Enhver beslutning om ikke at genbruge vand bør være behørigt begrundet ud fra de kriterier, der er fastlagt i denne forordning, og bør revideres regelmæssigt.

(8)

Direktiv 2000/60/EF giver medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet til at medtage supplerende foranstaltninger i de indsatsprogrammer, der er vedtaget for at støtte deres bestræbelser på at opfylde vandkvalitetsmålene som fastsat i nævnte direktiv. Den ikke-udtømmende liste over supplerende foranstaltninger, der er fastsat i bilag VI, del B, til direktiv 2000/60/EF, indeholder bl.a. foranstaltninger til genbrug af vand. I denne forbindelse og i overensstemmelse med et hierarki af foranstaltninger, som medlemsstaterne kan overveje i deres håndtering af vandknaphed og tørke, og som tilskynder til foranstaltninger rækkende fra vandbesparelse til vandprissætning og alternative løsninger, og under behørig hensyntagen til lønsomhedsaspektet, bør mindstekravene til genbrug af vand som fastsat i denne forordning anvendes, når renset byspildevand fra rensningsanlæg for byspildevand i overensstemmelse med direktiv 91/271/EØF genbruges til vanding i landbruget.

(9)

Genbrug af korrekt renset spildevand, for eksempel fra rensningsanlæg for byspildevand, anses for at have en lavere miljøpåvirkning end andre alternative vandforsyningsmetoder såsom vandoverførsler eller afsaltning. Genbrug af vand af den art, som kan reducere vandspild og spare vand, finder dog kun sted i begrænset omfang i Unionen. Dette synes til dels at skyldes de betydelige omkostninger ved systemer til genbrug af spildevand samt, at Unionen ikke har fælles miljø- og sundhedsstandarder for genbrug af vand, og navnlig for landbrugsprodukters vedkommende de potentielle sundheds- og miljørisici og de potentielle hindringer for den frie bevægelighed for sådanne produkter, der er blevet vandet med genvundet vand.

(10)

Sundhedsstandarder i forbindelse med fødevarehygiejne for landbrugsprodukter, der er vandet med genvundet vand, kan kun opnås, hvis kvalitetskravene til genvundet vand beregnet til vanding i landbruget ikke afviger væsentligt mellem medlemsstaterne. Harmonisering af kravene ville også bidrage til et velfungerende indre marked for sådanne produkter. Derfor bør der indføres minimumsniveauer for harmonisering ved at fastsætte mindstekrav til vandkvalitet og overvågning. Disse mindstekrav bør bestå af minimumsparametre for genvundet vand, som er baseret på de tekniske rapporter fra Kommissionens Fælles Forskningscenter, og som afspejler internationale standarder for genbrug af vand, og andre strengere eller yderligere kvalitetskrav, der om nødvendigt pålægges af kompetente myndigheder sammen med eventuelle relevante forebyggende foranstaltninger.

(11)

Genbrug af vand til vanding i landbruget kan også bidrage til at fremme den cirkulære økonomi ved at genvinde næringsstoffer fra det genvundne vand og anvende dem på afgrøder ved hjælp af gødningsvandingsteknikker. Genbrug af vand kan dermed potentielt mindske behovet for supplerende anvendelse af mineralsk gødning. Slutbrugere bør oplyses om indholdet af næringsstoffer i genvundet vand.

(12)

Genbrug af vand kan bidrage til genvinding af de næringsstoffer, der er indeholdt i renset byspildevand, og brug af genvundet vand til vandingsformål i landbruget eller skovbruget kan være en metode til at tilbageføre næringsstoffer såsom kvælstof, fosfor og kalium til naturlige biogeokemiske kredsløb.

(13)

Den store investering, der er nødvendig for at opgradere rensningsanlæg for byspildevand, og manglen på finansielle incitamenter til at praktisere genbrug af vand i landbruget er blevet udpeget som en af årsagerne til den ringe udbredelse af genbrug af vand i Unionen. Det bør være muligt at løse disse problemer ved at fremme innovative ordninger og økonomiske incitamenter for derved behørigt at tage hensyn til omkostningerne og de samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved genbrug af vand.

(14)

Overholdelsen af mindstekrav til genbrug af vand bør stemme overens med Unionens vandpolitik og bidrage til opnåelsen af målene for bæredygtig udvikling i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, navnlig mål 6, for at sikre adgangen til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle såvel som en betydelig stigning i genanvendelse af vand og sikker genbrug af vand globalt med henblik på at bidrage til at opfylde De Forenede Nationers mål 12 for bæredygtig udvikling om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion. Desuden bør denne forordning tilstræbe at sikre anvendelsen af artikel 37 om miljøbeskyttelse i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(15)

I visse tilfælde transporterer og oplagrer operatører af genvindingsfaciliteter stadig genvundet vand uden for genvindingsfacilitetens udløb, inden de leverer det til de næste aktører i kæden, såsom distributionsoperatøren for genvundet vand eller oplagringsoperatøren for genvundet vand, eller til slutbrugeren. Det er nødvendigt at definere overholdelsespunktet for at præcisere, hvor ansvaret ophører for operatøren af genvindingsfaciliteten, og hvor ansvaret for den næste aktør i kæden begynder.

(16)

Risikostyring bør omfatte identifikation og styring af risici på en proaktiv måde og bør inkorporere konceptet om produktion af genvundet vand af en bestemt kvalitet, der kræves til bestemte anvendelser. Risikovurdering bør baseres på vigtige risikostyringselementer og bør afdække eventuelle yderligere vandkvalitetskrav, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af miljøet samt af menneskers og dyrs sundhed. Med henblik herpå bør risikostyringsplaner for genbrug af vand sikre, at genvundet vand anvendes og forvaltes sikkert, og at der ikke er nogen risici for miljøet eller for menneskers eller dyrs sundhed. Med henblik på at udarbejde sådanne risikostyringsplaner kan eksisterende internationale retningslinjer eller standarder, såsom ISO 20426:2018 Guidelines for health risk assessment and management for non-potable water reuse, ISO 16075:2015 Guidelines for treated waste water use for irrigation projects eller Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) retningslinjer, anvendes.

(17)

Kvalitetskravene til drikkevand er fastlagt i Rådets direktiv 98/83/EF (7). Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at aktiviteterne for genbrug af vand ikke medfører forringelse af drikkevandskvaliteten. Derfor bør risikostyringsplanen for genbrug af vand lægge særlig vægt på at beskytte vandområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, og relevante beskyttelseszoner.

(18)

Samarbejde og interaktion mellem de forskellige parter, der er involveret i processen for genvinding af vand, bør være en forudsætning for at fastlægge procedurer for rensning af genvundet vand i overensstemmelse med kravene til specifikke anvendelser og for at kunne planlægge forsyningen af genvundet vand i overensstemmelse med efterspørgslen fra slutbrugere.

(19)

For effektivt at beskytte miljøet og menneskers og dyrs sundhed bør operatører af genvindingsfaciliteter være hovedansvarlige for kvaliteten af det genvundne vand ved overholdelsespunktet. Med henblik på overholdelse af mindstekravene i denne forordning og eventuelle yderligere betingelser, der fastsættes af den kompetente myndighed, bør operatører af genvindingsfaciliteter overvåge kvaliteten af det genvundne vand. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte mindstekravene til overvågning, der omfatter frekvens for den rutinemæssige overvågning samt tidspunkt og performancemål med hensyn til valideringsovervågning. Visse krav til rutinemæssig overvågning er fastsat i direktiv 91/271/EØF.

(20)

Denne forordning bør omfatte genvundet vand, som kommer fra spildevand, der er opsamlet i kloaknet, som er blevet renset i rensningsanlæg for byspildevand i overensstemmelse med direktiv 91/271/EØF, og som gennemgår yderligere rensning enten i rensningsanlægget for byspildevand eller i en genvindingsfacilitet for at opfylde parametrene i denne forordnings bilag I. I henhold til direktiv 91/271/EØF behøver byområder med under 2 000 personækvivalenter (PE) ikke at blive forsynet med et kloaknet. Byspildevand fra byområder med under 2 000 PE, der tilledes et kloaknet, bør dog være genstand for passende rensning, før det udledes til ferskvand eller flodmundinger, jf. direktiv 91/271/EØF. I denne forbindelse bør spildevand fra byområder med under 2 000 PE kun være omfattet af denne forordning, når det tilledes et kloaknet og renses i et rensningsanlæg for byspildevand. På tilsvarende vis bør denne forordning ikke omfatte biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder, der falder ind under de i bilag III til direktiv 91/271/EØF anførte industrisektorer, medmindre spildevandet fra disse virksomheder tilledes et kloaknet og renses i et rensningsanlæg for byspildevand.

(21)

Genbrug af renset byspildevand til vanding i landbruget er en markedsbaseret foranstaltning baseret på landbrugssektorens efterspørgsel og behov, navnlig i visse medlemsstater med mangel på vandressourcer. Operatørerne af genvindingsfaciliteter og slutbrugerne bør samarbejde for at sikre, at genvundet vand, som produceres i overensstemmelse med mindstekravene til kvalitet i denne forordning, opfylder slutbrugernes behov med hensyn til afgrødekategorier. I de tilfælde, hvor kvalitetsklasserne for vand, der produceres af operatørerne af genvindingsfaciliteter, ikke er kompatible med den afgrødekategori og vandingsmetode, som allerede er indført i det forsynede område, f.eks. i et kollektivt forsyningssystem, kan vandkvalitetskravene opfyldes ved i en senere fase at anvende flere vandrensningsmuligheder alene eller kombineret med muligheder for ikkerensning for det genvundne vand i overensstemmelse med tilgangen med flere barrierer.

(22)

For at sikre optimal genbrug af byspildevandsressourcer bør slutbrugerne modtage undervisning med henblik på at sikre, at de anvender vand i den rigtige kvalitetsklasse for genvundet vand. Hvis en bestemt type af afgrøde har et ukendt eller flere anvendelsesformål, bør genvundet vand af den højeste kvalitetsklasse anvendes, medmindre der anvendes passende barrierer, der gør det muligt at opnå den påkrævede kvalitet.

(23)

Det er nødvendigt at sikre, at brugen af genvundet vand er sikker og derved fremme genbrug af vand på EU-plan og øge offentlighedens tillid til denne. Produktion af og forsyning med genvundet vand til vanding i landbruget bør derfor kun være mulig på grundlag af en tilladelse, der udstedes af medlemsstaternes kompetente myndigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang på EU-plan, sporbarhed af genvundet vand og gennemsigtighed, bør de materielle regler for sådanne tilladelser fastsættes på EU-plan. De nærmere procedurer for udstedelse af tilladelser, såsom udpegningen af de kompetente myndigheder og tidsfrister, bør dog fastsættes af medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør kunne udstede tilladelser gennem anvendelse af eksisterende procedurer, der tilpasses for at tage højde for de krav, som indføres ved denne forordning. Ved udpegelsen af de ansvarlige parter med henblik på udarbejdelsen af risikostyringsplanen for genbrug af vand og den kompetente myndighed for udstedelse af tilladelsen til produktion af og forsyning med genvundet vand bør medlemsstaterne sikre, at der ikke er nogen interessekonflikt.

(24)

Hvis der er behov for en distributionsoperatør for genvundet vand og en oplagringsoperatør for genvundet vand, bør det være muligt at kræve, at sådanne operatører har en tilladelse. Hvis alle kravene for at opnå tilladelsen er opfyldt, bør medlemsstatens kompetente myndighed udstede en tilladelse, der indeholder alle de nødvendige betingelser og foranstaltninger, der er fastlagt i risikostyringsplanen for genbrug af vand.

(25)

Ved anvendelsen af denne forordning bør rensningsoperationer og genvindingsoperationer for byspildevand kunne foregå på samme fysiske placering ved hjælp af samme facilitet eller forskellige, separate faciliteter. Det bør også være muligt for samme aktør at være operatør af både rensningsanlægget og genvindingsfaciliteten.

(26)

De kompetente myndigheder bør kontrollere, at genvundet vand overholder de betingelser, som er fastsat i den relevante tilladelse. I tilfælde af manglende overholdelse bør disse myndigheder kræve, at de ansvarlige parter træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det genvundne vand overholder betingelserne. Forsyning med det genvundne vand bør suspenderes, hvis manglende overholdelse medfører en væsentlig risiko for miljøet eller for menneskers eller dyrs sundhed.

(27)

Bestemmelserne i denne forordning er påtænkt at supplere kravene i anden EU-lovgivning, navnlig med hensyn til mulige sundheds- og miljørisici. For at sikre en helhedsorienteret tilgang til imødegåelse af mulige risici for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed bør operatørerne af genvindingsfaciliteter og kompetente myndigheder tage højde for kravene i anden relevant EU-lovgivning, navnlig Rådets direktiv 86/278/EØF (8) og 91/676/EØF (9), direktiv 91/271/EØF, 98/83/EF og 2000/60/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (10), (EF) nr. 852/2004 (11), (EF) nr. 183/2005 (12), (EF) nr. 396/2005 (13) og (EF) nr. 1069/2009 (14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF (15), 2006/118/EF (16), 2008/105/EF (17) og 2011/92/EU (18), og Kommissionens forordning (EF) nr. 2073/2005 (19), (EF) nr. 1881/2006 (20) og (EU) nr. 142/2011 (21).

(28)

Ved forordning (EF) nr. 852/2004 er der fastsat generelle regler for ledere af fødevarevirksomheder, og de omfatter produktion, forarbejdning, distribution og markedsføring af fødevarer til konsum. Nævnte forordning omhandler sundhedskvaliteten af fødevarer, og ifølge et af dens hovedprincipper påhviler det primære ansvar for fødevaresikkerheden lederen af fødevarevirksomheden. Nævnte forordning er også understøttet af detaljeret vejledning. I denne henseende er meddelelsen fra Kommissionen om vejledning om imødegåelse af mikrobiologiske risici i friske frugter og grøntsager i primærproduktionen gennem god hygiejne særligt relevant. Mindstekravene til genvundet vand som fastsat ved denne forordning udelukker ikke ledere af fødevarevirksomheder fra at opnå den vandkvalitet, som er påkrævet for at overholde forordning (EF) nr. 852/2004, ved i en senere fase at anvende flere vandrensningsmuligheder alene eller kombineret med muligheder for ikkerensning.

(29)

Der er stort potentiale for genanvendelse og genbrug af renset spildevand. For at fremme og tilskynde til genbrug af vand bør angivelsen af specifikke anvendelser i denne forordning ikke forhindre medlemsstaterne i at tillade brug af genvundet vand til andre formål, herunder til industrielle, rekreative og miljømæssige formål, i det omfang det anses for nødvendigt i overensstemmelse med nationale omstændigheder og behov, forudsat at der sikres et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed.

(30)

De kompetente myndigheder bør samarbejde med andre relevante myndigheder ved at udveksle oplysninger for at sikre overholdelsen af relevante EU-krav og nationale krav.

(31)

For at øge tilliden til genbrug af vand bør oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden. Ved at stille klare, omfattende og ajourførte oplysninger om genbrug af vand til rådighed sikres der øget gennemsigtighed og sporbarhed, og dette kunne også være brugbart for andre relevante myndigheder, for hvem det specifikke genbrug af vand har konsekvenser. For at tilskynde til genbrug af vand og med henblik på at gøre interessenter opmærksomme på fordelene ved genbrug af vand og derved fremme accept deraf bør medlemsstaterne sikre, at der udarbejdes informations- og oplysningskampagner, der er tilpasset omfanget af genbrug af vand.

(32)

Uddannelse og oplæring af slutbrugerne er af største betydning som led i gennemførelsen og opretholdelsen af forebyggende foranstaltninger. Konkrete forebyggende foranstaltninger med hensyn til menneskers eksponering bør overvejes i risikostyringsplanen for genbrug af vand, såsom anvendelse af personlige værnemidler, håndvask og personlig hygiejne.

(33)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (22) har til formål at garantere retten til adgang til miljøoplysninger i medlemsstaterne i overensstemmelse med konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (23) (Århus-konventionen). Direktiv 2003/4/EF fastsætter omfattende forpligtelser, der vedrører både tilrådighedsstillelse af miljøoplysninger efter anmodning og aktiv formidling af sådanne oplysninger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (24) omfatter deling af geografiske informationer, herunder datasæt om forskellige miljøemner. Det er vigtigt, at bestemmelserne i denne forordning vedrørende adgang til oplysninger og dataudvekslingsordninger supplerer disse direktiver og ikke skaber et særskilt regelsæt. Derfor bør bestemmelserne i denne forordning om oplysninger til offentligheden og oplysninger om overvågning af gennemførelsen ikke berøre direktiv 2003/4/EF og 2007/2/EF.

(34)

Data fra medlemsstaterne er afgørende for, at Kommissionen kan overvåge og vurdere denne forordning i forhold til de herved forfulgte målsætninger.

(35)

I overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (25) bør Kommissionen foretage en evaluering af denne forordning. Evalueringen bør baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere tiltag. Evalueringen bør tage hensyn til videnskabelige fremskridt, navnlig vedrørende den potentielle virkning af stoffer, der giver anledning til stigende bekymring.

(36)

Mindstekravene til sikker genbrug af renset byspildevand afspejler den tilgængelige videnskabelige viden og internationalt anerkendte standarder og praksis for genbrug af vand og garanterer, at vandet kan anvendes sikkert til vanding i landbruget, hvilket sikrer et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed. Kommissionen bør i lyset af resultaterne af evalueringen af denne forordning, eller når nye videnskabelige og tekniske fremskridt kræver det, have mulighed for at undersøge behovet for at tage mindstekravene i bilag I, afsnit 2, op til fornyet behandling og bør, hvis det er relevant, fremsætte et lovgivningsforslag om ændring af denne forordning.

(37)

For at tilpasse de vigtige risikostyringselementer til tekniske og videnskabelige fremskridt bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af de vigtige risikostyringselementer i denne forordning. For at sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet og for menneskers og dyrs sundhed bør Kommissionen endvidere kunne vedtage delegerede retsakter, der supplerer de vigtige risikostyringselementer i denne forordning ved at fastsætte tekniske specifikationer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(38)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på vedtagelse af detaljerede regler for formatet og præsentationen af de oplysninger vedrørende overvågning af gennemførelsen af denne forordning, som medlemsstaterne skal tilvejebringe, og om formatet og præsentationen af den EU-dækkende oversigt, der udarbejdes af Det Europæiske Miljøagentur. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (26).

(39)

Målet med denne forordning er bl.a. at beskytte miljøet og menneskers og dyrs sundhed. Som Domstolen gentagne gange har påpeget, ville det være uforeneligt med den bindende karakter, som et direktiv ifølge artikel 288, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har, principielt at udelukke, at en pligt, som pålægges ved et direktiv, kan påberåbes af berørte personer. Denne betragtning gælder også for en forordning, der har som mål at garantere, at genvundet vand er sikkert til vanding i landbruget.

(40)

Medlemsstaterne bør fastsætte de regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning, og bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(41)

Målene for denne forordning, nemlig beskyttelse af miljøet og af menneskers og dyrs sundhed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(42)

Det er nødvendigt at give tilstrækkelig tid til medlemsstaterne til at etablere den administrative infrastruktur, der er nødvendig for anvendelsen af denne forordning, samt til operatørerne til at forberede anvendelsen af de nye regler.

(43)

Med henblik på så vidt muligt at udvikle og fremme genbrug af korrekt renset spildevand og for at tilvejebringe en væsentlig forbedring af pålideligheden af korrekt renset spildevand og bæredygtige anvendelsesmetoder bør Unionen støtte forskning og udvikling på dette område via programmet Horisont Europa.

(44)

Formålet med denne forordning er at tilskynde til bæredygtig anvendelse af vand. Med dette mål for øje bør Kommissionen forpligte sig til at anvende EU-programmer, herunder LIFE-programmet, til at støtte lokale initiativer, der omfatter genbrug af korrekt renset spildevand —

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2019/1918 (2) blev aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien, der udløber den 15. november 2019 (»aftalen i form af brevveksling«), undertegnet den 13. november 2019.

(2)

Målet for aftalen i form af brevveksling er at give Unionen og Den Islamiske Republik Mauretanien mulighed for at fortsætte samarbejdet om at fremme en bæredygtig fiskeripolitik og en ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i de mauretanske farvande samt at gøre det muligt for EU-fartøjer at fiske i disse farvande.

(3)

Aftalen i form af brevveksling bør godkendes —