(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Spaniens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede geografiske betegnelse »Pataca de Galicia«/»Patata de Galicia«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 148/2007 (2), som ændret ved forordning (EU) nr. 1366/2011 (3).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende (4).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

(1)

Den 17. juli 2015 indgav Suterra Europe Biocontrol S.L. i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1107/2009 til Italien en ansøgning om godkendelse af aktivstoffet lavandulylsenecioat.

(2)

I overensstemmelse med forordningens artikel 9, stk. 3, meddelte Italien, som rapporterende medlemsstat, den 29. december 2016 ansøgeren, de øvrige medlemsstater, Kommissionen og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«), at ansøgningen kunne antages.

(3)

Den 22. august 2017 forelagde den rapporterende medlemsstat, med kopi til autoriteten, et udkast til en vurderingsrapport for Kommissionen, som indeholdt en vurdering af, hvorvidt aktivstoffet kan forventes at opfylde godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(4)

Autoriteten handlede i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1107/2009. I overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 anmodede den ansøgeren om at fremlægge supplerende oplysninger for medlemsstaterne, Kommissionen og autoriteten. Den rapporterende medlemsstats vurdering af de supplerende oplysninger blev den 9. oktober 2018 fremlagt for autoriteten i form af et opdateret udkast til vurderingsrapport.

(5)

Den 4. januar 2019 fremsendte autoriteten sin konklusion (2) om, hvorvidt aktivstoffet lavandulylsenecioat kan forventes at opfylde godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009, til ansøgeren, medlemsstaterne og Kommissionen. Autoriteten gjorde sin konklusion tilgængelig for offentligheden.

(6)

Kommissionen forelagde den 22. oktober 2019 den reviderede vurderingsrapport om lavandulylsenecioat og den 23. marts 2020 et udkast til forordning om godkendelse af lavandulylsenecioat for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder.

(7)

Ansøgeren fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til den reviderede vurderingsrapport.

(8)

Det er med hensyn til et eller flere repræsentative anvendelsesformål for mindst ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder aktivstoffet, og navnlig de anvendelsesformål, der er analyseret og beskrevet i den reviderede vurderingsrapport, fastslået, at godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt.

(9)

Kommissionen mener endvidere, at lavandulylsenecioat er et lavrisikoaktivstof i henhold til artikel 22 i forordning (EF) nr. 1107/2009. Lavandulylsenecioat er ikke et problematisk stof, og det opfylder de betingelser, der er fastsat i punkt 5.1.3 i bilag II til forordning (EF) nr. 1107/2009.

(10)

Lavandulylsenecioat bør derfor godkendes som lavrisikostof.

(11)

Dog er det i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009, sammenholdt med samme forordnings artikel 6, og i lyset af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden nødvendigt at fastsætte visse betingelser.

(12)

I henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1107/2009 bør Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (3) ændres.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

I henhold til artikel 285, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF kan de medlemsstater, som ikke har benyttet den i artikel 14 i Rådets direktiv 67/228/EØF (2) omhandlede mulighed, indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med 5 000 EUR eller modværdien heraf i national valuta.

(2)

Ved Rådets beslutning 2008/737/EF (3) blev Italien bemyndiget til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF (»fravigelsesforanstaltningen«), til at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst var lig med 30 000 EUR. Fravigelsesforanstaltningen blev tilladt indtil den 31. december 2010.

(3)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2010/688/EU (4) fik Italien tilladelse til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2013.

(4)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/678/EU (5) fik Italien tilladelse til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2016. Tærsklen for den årlige omsætning blev hævet til 65 000 EUR.

(5)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1988 (6) blev gyldigheden af tilladelsen til at anvende fravigelsesforanstaltningen forlænget til den 31. december 2019 eller til datoen for ikrafttrædelsen af et direktiv om ændring af artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF om særordningen for små virksomheder, alt efter hvilken dato der kom først. Den 18. februar 2020 vedtog Rådet direktiv (EU) 2020/285 (7) om ændring af artikel 281‐294 i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår særordningen for små virksomheder.

(6)

Ved brev registreret i Kommissionen den 26. juli 2019 anmodede Italien om tilladelse til at fortsætte med at anvende fravigelsesforanstaltningen efter den 31. december 2019 samt om at hæve tærsklen og øge anvendelsesområdet for undtagelsen.

(7)

Ved brev af 20. september 2019 underrettede Kommissionen i henhold til artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF de øvrige medlemsstater om Italiens anmodning. Kommissionen meddelte ved brev af 23. september 2019 Italien, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(8)

Ved brev registreret i Kommissionen den 5. december 2019 ændrede Italien sin anmodning, hvorefter den alene anmodede om tilladelse til fortsat at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2024.

(9)

Ved brev af 10. december 2019 underrettede Kommissionen i henhold til artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF de øvrige medlemsstater om Italiens ændrede anmodning. Kommissionen meddelte ved brev af 11. december 2019 Italien, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere den ændrede anmodning.

(10)

Ifølge oplysningerne fra Italien er begrundelserne for fravigelsesforanstaltningen stort set uændrede. Fravigelsesforanstaltningen reducerer den administrative byrde og efterlevelsesomkostningerne for både små virksomheder og skattemyndighederne og bidrager derfor til at forenkle momsopkrævningen.

(11)

Fravigelsesforanstaltningen er og vil fortsat være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer vil stadig kunne vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.

(12)

Ifølge de af Italien indgivne oplysninger vil fravigelsesforanstaltningen kun have en ubetydelig indvirkning på Italiens samlede afgiftsprovenu, der opkræves ved det endelige forbrug.

(13)

Fravigelsesforanstaltningen vil ikke påvirke Unionens egne indtægter hidrørende fra moms negativt, idet Italien vil foretage en kompensationsberegning som omhandlet i artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (8).

(14)

I betragtning af fravigelsesforanstaltningens mulige positive virkning med hensyn til at mindske den administrative byrde og efterlevelsesomkostningerne for små virksomheder og skattemyndighederne, og eftersom der ikke vil være nogen indvirkning af betydning på de samlede momsindtægter, bør Italien gives tilladelse til at anvende fravigelsesforanstaltningen i endnu en periode.

(15)

Tilladelsen til at anvende fravigelsesforanstaltningen bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere fastsættes det i direktiv (EU) 2020/285, at medlemsstaterne senest den 31. december 2024 skal vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme nævnte direktivs artikel 1, og anvende disse love og bestemmelser fra den 1. januar 2025. Der bør derfor gives Italien tilladelse til at anvende fravigelsesforanstaltningen indtil den 31. december 2024.

(16)

Med henblik på at sikre, at de mål, der forfølges med fravigelsesforanstaltningen, nås, og at anvendelsen af fravigelsesforanstaltningen ikke skaber retsusikkerhed med hensyn til den indeværende afgiftsperiode, bør denne afgørelse finde anvendelse fra den 1. januar 2020 —

(1)

Den 30. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen udbruddet af covid-19 for »en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning«, og den 11. marts 2020 erklærede den udbruddet for en pandemi (1). Siden den 1. marts 2020 har det haft stadig mere alvorlige og omfattende konsekvenser for indenlandsk og international rejseaktivitet, både forretnings- og fritidsrejser, i Europa og i resten af verden.

(2)

Covid-19-pandemien har medført internationale rejseforbud og advarsler eller restriktioner ved grænserne. Dette har ført til et meget stort antal aflysninger, og mange borgere har ikke været i stand til at rejse. De hidtil usete verdensomspændende rejserestriktioner (2) har stort set bragt rejser i Europa og mange andre steder i verden til ophør. Dette har alvorlige konsekvenser for operatører, arrangører af pakkerejser (»arrangører«) og leverandører af andre turistydelser, der indgår som en del af pakkerejser.

(3)

Samtidig har mange passagerer og rejsende været påvirket af krisens økonomiske konsekvenser og har oplevet, at deres indkomst er blevet mindre grundet indskrænkningen af den økonomiske aktivitet, hvilket påvirker både arbejdsgivernes og arbejdstagernes fremtidsudsigter (3).

(4)

EU's rejse- og turismesektorer melder om et fald i antallet af bookinger i størrelsesordenen 60-90 % sammenlignet med samme periode sidste år. De rejsendes anmodninger om tilbagebetaling grundet aflysninger overstiger langt antallet af nye bookinger. Ifølge foreløbige skøn fra Sammenslutningen af Nationale Rejsebureauer og -arrangører i Europa (ECTAA) kan covid-19-pandemien medføre tab på 30 mia. EUR (et fald på 60 %) i første kvartal af 2020 og 46 mia. EUR (et fald på 90 %) i andet kvartal sammenlignet med den omsætning, der forventedes på grundlag af tidligere år.

(5)

Operatører inden for alle transportformer står over for et kraftigt fald i deres virksomhed og en næsten fuldstændigt standsning af deres aktiviteter. Dette fører til reduceret cashflow, som skyldes covid-19-pandemien (4).

(6)

Opfyldelsen af betingelserne og kriterierne for, at inddæmningsforanstaltningerne kan ophæves, afhænger i høj grad af data, som udvikler sig over tid, herunder epidemiologiske data. Der findes følgelig ikke nogen klar tidsplan (5) for ophævelsen af nedlukningsforanstaltningerne, som vil gøre det muligt fuldt ud at genoptage aktiviteterne inden for transport og turisme.

(7)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (6), forordning (EF) nr. 1371/2007 (7), forordning (EU) nr. 1177/2010 (8) og forordning (EU) nr. 181/2011 (9) (»EU's forordninger om passagerrettigheder«) er der fastsat passagerrettigheder i tilfælde af aflysninger. I tilfælde af, at en operatør aflyser, skal denne tilbyde passagerne valget mellem tilbagebetaling (refusion) eller omlægning af rejsen (10). Eftersom omlægning af rejsen er svær at tilbyde under de nuværende omstændigheder, står valget i realiteten mellem forskellige former for tilbagebetaling.

(8)

Tilbagebetaling af billettens fulde pris skal finde sted inden for syv dage efter passagerens anmodning i tilfælde af luft- og søtransport og transport ad indre vandveje. For bustransport er det 14 dage efter, at tilbuddet er fremsat, eller anmodningen er modtaget, og for jernbanetransport en måned efter anmodningen. Ifølge EU-lovgivningen kan tilbagebetaling finde sted i form af penge eller en voucher. Tilbagebetaling i form af en voucher er dog kun mulig, hvis passageren er indforstået hermed (11).

(9)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 (12) (»pakkerejsedirektivet«) er det fastsat, at rejsende, hvis deres pakkerejse bliver aflyst pga. »uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder«, har ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter, at aftalen om pakkerejsen er opsagt. Arrangøren kan i den forbindelse tilbyde den rejsende tilbagebetaling i form af en voucher. Denne mulighed fratager dog ikke den rejsende retten til at blive tilbagebetalt i penge.

(10)

Hvis der foretages ændringer af en aftale om en pakkerejse (f.eks. udskydelse), eller der tilbydes en erstatningspakkerejse (13), og hvis disse ændringer eller erstatningspakkerejsen resulterer i, at den rejsende accepterer en pakke af en ringere værdi eller kvalitet (14) eller opsiger aftalen (15), kan arrangøren også tilbyde en voucher, forudsat at den rejsende ikke fratages deres ret til tilbagebetaling i penge.

(11)

Den 18. marts 2020 vedtog Kommissionen en fortolkningsvejledning om EU's forordninger om passagerrettigheder i lyset af covid-19-krisens udvikling (16). Kommissionen mindede her om, at passagerer har ret til at vælge mellem tilbagebetaling i form af penge og tilbagebetaling i form af en voucher.

(12)

Den 19. marts 2020 offentliggjorde Kommissionen på sit websted (17) en uformel vejledning i anvendelsen af pakkerejsedirektivet i forbindelse med covid-19, hvor det bekræftes, at den rejsende har ret til fuld refusion, men hvor det også slås fast, at det er muligt for den rejsende at acceptere en voucher.

(13)

De talrige aflysninger, der er fulgt i kølvandet på covid-19-pandemien, har ført til en uholdbar cashflow- og indtægtssituation for transport- og rejsesektorerne. Arrangørernes likviditetsproblemer forværres af det faktum, at de skal tilbagebetale pakkens fulde pris til den rejsende, mens de ikke altid selv rettidigt modtager tilbagebetaling af forudbetalte tjenester, der indgår som en del af pakken. Dette kan i realiteten føre til en urimelig fordeling af byrden blandt operatørerne i rejseøkosystemet.

(14)

Hvis arrangører eller operatører bliver insolvente, er der risiko for, at mange rejsende og passagerer ikke modtager nogen refusion overhovedet, da deres krav mod arrangørerne og operatørerne ikke er beskyttet. Det samme problem kan opstå i virksomhedssammenhæng, hvor arrangører modtager en voucher som tilbagebetaling for forudbetalte tjenester fra operatører, som senere hen bliver insolvente.

(15)

Hvis vouchers gøres til et mere attraktivt alternativ til tilbagebetaling i penge, vil det øge accepten heraf blandt passagerer og rejsende. Det vil være med til at lette operatørers og arrangørers likviditetsproblemer og kan i sidste ende føre til en bedre beskyttelse af passagerers og rejsendes interesser.

(16)

Vouchers bør i den forbindelse beskyttes i tilfælde af operatørers eller arrangørers insolvens. En sådan beskyttelse kan ydes inden for private eller offentlige rammer og bør være tilstrækkeligt effektiv og solid. Den bør som minimum dække vouchere med de egenskaber, som er beskrevet i denne henstilling.

(17)

Disse egenskaber bør navnlig omfatte minimumsgyldighedsperioden, varigheden af den periode, ved hvis udløb rejsende eller passagerer har ret til at vælge tilbagebetaling for vouchere med en gyldighedsperiode, der er længere end minimumsperioden, og betingelserne for tilbagebetalingen, når vouchere ikke er blevet indløst. De bør også omfatte de forskellige tjenester, som voucheren kan anvendes til, den periode, hvor voucheren kan anvendes, og muligheden for at overføre voucheren. Yderligere egenskaber kan også overvejes for at gøre vouchere mere attraktive.

(18)

Udstedelsen af en voucher kan på samme måde som i forbindelse med tilbageførsler til kreditkort føre til dobbelt refusion. Når rejsende eller passagerer vælger at modtage en voucher, bør operatøren derfor videresende disse oplysninger til arrangøren, rejsebureauet eller anden mellemmand.

(19)

Med henblik på at gøre vouchere mere attraktive for passagerer og rejsende kan medlemsstaterne overveje at indføre ordninger til støtte for operatører i rejse- og transportsektorerne i overensstemmelse med Unionens statsstøtteregler. De kunne f.eks. oprette særlige garantiordninger for vouchere på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra b). Derudover kunne medlemsstaterne støtte operatører i rejse- og transportsektorerne ved at yde de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (18).

(20)

Medlemsstater, der yder støtte til operatører i rejse- og transportsektorerne for at sikre opfyldelsen af tilbagebetalingskrav, der følger af covid-19-pandemien, bør sikre, at sådanne ordninger finder anvendelse på alle passagerer eller rejsende, som er omfattet af pakkerejsedirektivet eller de relevante EU-forordninger om passagerrettigheder, uanset hvilken leverandør af tjenesteydelser der er tale om.

(21)

For så vidt angår eventuelle yderligere likviditetsbehov hos operatører inden for rejse- og transportsektorerne vedtog Kommissionen den 19. marts 2020 midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (19) på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra b), med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af økonomien i medlemsstaterne. Den 3. april (20) og den 8. maj 2020 (21) blev de midlertidige rammebestemmelser ændret for at dække yderligere støtteforanstaltninger.

(22)

De midlertidige rammebestemmelser finder i princippet anvendelse på alle sektorer og virksomheder, herunder transportselskaber og rejseselskaber, og deri anerkendes transport og rejser som værende blandt de mest berørte områder. Rammebestemmelserne har til formål at afhjælpe den likviditetsmangel, som virksomhederne står over for, ved for eksempel at tillade direkte tilskud, statsgaranterede lån og subsidierede offentlige lån. For at sikre en hurtig behandling af hastende likviditetsbehov, navnlig hos små og mellemstore virksomheder, kan medlemsstaterne yde et rentefrit lån på op til en nominel værdi af 800 000 EUR pr. virksomhed, stille garantier for lån, der dækker 100 % af risikoen, eller stille egenkapital til rådighed. De midlertidige rammebestemmelser giver desuden mulighed for støtte til at dækning af likviditetsbehov ud over de 800 000 EUR pr. virksomhed i form af garantier og rentetilskud med forbehold af bl.a. betingelser vedrørende mindstepriser. I den forbindelse kan medlemsstaterne beslutte at yde støtte til operatører i rejse- og transportsektorerne for at sikre, at de tilbagebetalingskrav, der skyldes udbruddet af covid-19, er opfyldt, og derigennem sikre beskyttelse af passagerernes og forbrugernes rettigheder og ligebehandling af passagerer og rejsende.

(23)

Da det er nødvendigt at beskytte de lige konkurrencevilkår i det indre marked, vil Kommissionen i den forbindelse tage hensyn til de beslutninger, som medlemsstaterne allerede har truffet om tildeling af støtte til luftfartssektoren, med henblik på at sikre, at supplerende støtte til de samme støttemodtagere ikke fører til overkompensation.

(24)

Endelig kan medlemsstaterne, efter at en transportør eller en rejsearrangør er gået konkurs, beslutte at imødekomme tilbagebetalingsanmodninger fra passagerer eller rejsende. En sådan dækning af tilbagebetalingskrav vil kun være til gavn for passagerer eller rejsende og ikke for virksomheder. Den vil derfor ikke udgøre statsstøtte og kan således gennemføres af medlemsstaterne uden Kommissionens forhåndsgodkendelse.

(25)

Kommissionen er klar til at bistå og rådgive medlemsstaterne vedrørende statsstøttespørgsmål i forbindelse med udformningen af sådanne foranstaltninger.

(26)

Medlemsstaterne og operatørerne bør opfordres til at gøre brug de eksisterende EU-ordninger til understøttelse af virksomhedernes aktiviteter og likviditetsbehov.

(27)

For at opnå den størst mulige virkning af denne henstilling bør alle interesserede parter informeres herom og tilskyndes til dens gennemførelse —