(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at eliminere udsmid i EU-fiskeri, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, og i Middelhavet også for fangster af arter, der er omfattet af mindstemål.

(2)

I henhold til artikel 15, stk. 1, litra d) i forordning (EU) nr. 1380/2013 gælder landingsforpligtelsen for fiskeriet efter demersale arter i Middelhavet senest fra den 1. januar 2017 for arter, som karakteriserer det pågældende fiskeri, og senest fra den 1. januar 2019 for alle andre arter.

(3)

Kommissionen tillægges ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 beføjelser til ved delegerede retsakter at vedtage udsmidsplaner for en periode på højst tre år, der kan fornys for en yderligere samlet periode på tre år, på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd. Udsmidsplanen kan indeholde de specifikationer, der er angivet i artikel 15, stk. 5, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 1380/2013, herunder fastsættelse af bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser.

(4)

Med henblik på at vedtage udsmidsplaner og for de arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen, tillægges Kommissionen ved artikel 15a i forordning (EF) nr. 1967/2006 og artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1241 beføjelse til at fastsætte en bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse med det formål at sikre beskyttelse af unge marine organismer. Ifølge disse artikler kan de bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser, hvor det er hensigtsmæssigt, afvige fra de størrelser, der er fastsat i bilag III til samme forordning, og, efter at artikel 32 i forordning (EU) 2019/1241 er trådt i kraft, fra de størrelser, der er fastsat i bilag IX til forordning (EU) 2019/1241.

(5)

Ved Kommissionens delegerede forordning.(EU) 2016/2376 (4) blev der fastsat en udsmidsplan for venusmuslinger (Venus spp.) i de italienske territorialfarvande fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2019 som følge af en henstilling forelagt af Italien.

(6)

Italien forelagde som den eneste medlemsstat med en direkte forvaltningsmæssig interesse i fiskeri efter venusmuslinger (Venus spp.) i de italienske territorialfarvande i GFCM's geografiske underområde 9, 10, 17 og 18, i overensstemmelse med proceduren i artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013, en ny fælles henstilling for Kommissionen om en udsmidsplan for bestanden af venusmuslinger (Venus spp.), efter at have hørt Det Rådgivende Råd for Middelhavet (MEDAC).

(7)

De nye fælles henstillinger, der blev forelagt af Italien, blev vurderet af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) på dens plenarmøde den 1.-5. juli 2019 (5).

(8)

I den nye fælles henstilling foreslås det, at der anvendes en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for venusmuslinger (Venus spp.) i det fiskeri, der udføres med hydrauliske skrabere i de italienske territorialfarvande i GFCM's geografiske underområde 9, 10, 17 og 18. Medlemsstaten forelagde videnskabelig dokumentation for at påvise de høje overlevelsesrater ved udsmid for venusmuslinger (Venus spp.) i nævnte fiskeri og overførte et videnskabeligt overvågningsprogram. Dokumentationen blev forelagt STECF, som konkluderede, at der kan forventes en betragtelig overlevelsesrate ved udsmid. STECF konkluderede også det, at det foreslåede videnskabelige overvågningsprogram sandsynligvis vil give pålidelige data og oplysninger, som vil gøre det muligt at vurdere virkningerne af udsmidsplanen. På baggrund af den vurdering er det hensigtsmæssigt, at denne forordning omfatter undtagelsen for en periode på tre år.

(9)

I den nye fælles henstilling foreslås det desuden, at den reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse for venusmuslinger (Venus spp.), der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2016/2376, fortsat bør finde anvendelse uanset bilag III til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006. STECF bemærkede, at den reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse stadig er større end den definerede størrelse ved kønsmodning, og at der ikke foreligger dokumentation, som peger på, at reduktionen af den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse har haft en skadelig virkning på bestanden. STECF konkluderede, at anmodningen om, at den reducerede mindstestørrelse videreføres, forekommer at være rimelig. STECF konkluderede dog også, at det ikke er muligt fuldt ud at vurdere de tidligere og forventede fremtidige virkninger af den reducerede mindstestørrelse på udnyttelsesgraderne og bestandens biomasse. Der er derfor behov for yderligere undersøgelser og data om disse virkninger. Forordning (EU) 2019/1241, ved hvilken der er fastsat regionale tekniske foranstaltninger for Middelhavet i bilag IX, trådte i kraft den 14. august 2019 og indeholder ingen overgangsforanstaltninger, for så vidt angår proceduren for vedtagelse af delegerede retsakter om ændring af sådanne regionale tekniske foranstaltninger. Den fælles henstilling blev forelagt af Italien og vurderet af STECF, før forordning (EU) 2019/1241, og den indeholder derfor ingen henvisning til forordning (EU) 2019/1241. Ikke desto mindre finder Kommissionen i betragtning af disse særlige omstændigheder, at på grundlag af de oplysninger, som den har til rådighed på nuværende tidspunkt i den fælles henstilling og STECF's vurdering, synes der ikke at være elementer, som peger på, at den foreslåede reducerede bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse ikke skulle opfylde kravene til tekniske foranstaltninger i artikel 15 i forordning (EU) 2019/1241. På baggrund af ovenstående konklusioner er det hensigtsmæssigt kun at indrømme den undtagelse, der anmodes om, for ét år.

(10)

De foranstaltninger, som den fælles henstilling omfatter, er i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(11)

For at sikre passende kontrol med gennemførelsen af landingsforpligtelsen bør medlemsstaten udarbejde en liste over fartøjer, der er omfattet af nærværende forordning.

(12)

Idet foranstaltningerne i denne forordning indvirker direkte på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen.

(13)

Den bør anvendes fra den 1. januar 2020 og have en varighed på tre år. Anvendelsen af en reduceret bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse for venusmuslinger (Venus spp.) på 22 mm bør begrænses til ét år —

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at eliminere udsmid i EU-fiskeri, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, og i Middelhavet også for fangster af arter, der er omfattet af mindstemål, jf. i bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241 (2).

(2)

I henhold til artikel 15, stk. 1, litra d) i forordning (EU) nr. 1380/2013 gælder landingsforpligtelsen for fiskeriet efter demersale arter i Middelhavet senest fra den 1. januar 2017 for arter, som karakteriserer det pågældende fiskeri, og senest fra den 1. januar 2019 for alle andre arter.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022 (3) fastsættes en flerårig plan for fiskeri efter visse demersale arter i det vestlige Middelhav. Frankrig, Italien og Spanien forelagde en fælles henstilling, hvori de anmodede om en de minimis-undtagelse for fangster, der tages med bundtrawl. Anmodningen vedrører imidlertid en gruppe på 13 arter tilsammen, hvoraf kun en er omfattet af den flerårige plans anvendelsesområde. I den fælles henstilling anmodes der også om en undtagelse for bifangster af pelagiske arter, der tages med bundtrawl. Den anmodning vedrører fiskeri, der udnytter demersale bestande, som ikke er begrænset til dem, der er omfattet af den flerårige plan.

(4)

Der er indtil videre ikke vedtaget flerårige planer, for så vidt angår Adriaterhavet og det sydøstlige Middelhav.

(5)

Med henblik på gennemførelsen af landingsforpligtelsen tillægges Kommissionen ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 beføjelser til ved delegerede retsakter at vedtage udsmidsplaner for en periode på højst tre år, der kan fornys for en yderligere samlet periode på tre år, på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(6)

Der er ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/86 (4) fastsat en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i Middelhavet, der finder anvendelse fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2019, og som er baseret på tre fælles henstillinger forelagt for Kommissionen i 2016 af en række medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i Middelhavet (Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Cypern, Malta og Slovenien). Disse tre fælles henstillinger vedrørte henholdsvis det vestlige Middelhav, Adriaterhavet og det sydøstlige Middelhav.

(7)

Delegeret forordning (EU) 2017/86 blev ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/153 (5) og ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/2036 (6) som følge af fælles henstillinger forelagt af de relevante medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i det vestlige Middelhav, Adriaterhavet og det sydøstlige Middelhav.

(8)

I maj 2019 forelagde Frankrig, Italien og Spanien Kommissionen en fælles henstilling om en udsmidsplan for fiskeriet efter demersale arter i det vestlige Middelhavsområde efter høringer i den regionale Pescamed-Gruppe på Højt Plan.

(9)

I maj 2019 forelagde Cypern, Grækenland, Italien og Malta Kommissionen en fælles henstilling om en udsmidsplan for fiskeriet efter demersale arter i det sydøstlige Middelhav efter høringer i den regionale Sudestmed-Gruppe på Højt Plan.

(10)

I maj 2019 forelagde Kroatien, Italien og Slovenien Kommissionen en fælles henstilling om en udsmidsplan for fiskeriet efter demersale arter i Adriaterhavet efter høringer i den regionale Adriatica-Gruppe på Højt Plan.

(11)

De tre fælles henstillinger blev vurderet af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) på dens sommerplenarmøde den 1.-5. juli 2019 (7).

(12)

I juli 2019 forelagde de tre højniveaugrupper af medlemsstater ajourførte fælles henstillinger, som var tilpasset den videnskabelige rådgivning.

(13)

Kommissionen har i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 taget hensyn til både STECF's vurdering og til kravet om, at medlemsstaterne sikrer fuld gennemførelse af landingsforpligtelsen.

(14)

I den ajourførte fælles henstilling for det vestlige Middelhav foreslås det at anvende undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, som fastsat i artikel 15, stk. 5, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, på spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo), der fanges med kroge og liner (LHP, LHM, LLS, LLD, LL, LTL, LX) indtil den 31. december 2021. STECF fandt, at der var blevet indsendt nogen dokumentation til støtte for denne undtagelse i 2018. Yderligere data indsendt i 2019 styrker anmodningen. Anvendelsen af nævnte undtagelse bør derfor forlænges indtil den 31. december 2021.

(15)

I de tre ajourførte fælles henstillinger foreslås det at anvende undtagelsen begrundet i høje overlevelsesrater på hummer (Homarus gammarus) og langustere (Palinuridae), der fanges med garn (GNS, GN, GND, GNC, GTN, GTR, GEN) og med tejner og fælder (FPO, FIX) i det vestlige Middelhav, Adriaterhavet og det sydøstlige Middelhav indtil den 31. december 2021. STECF fandt, at den metode, der blev anvendt til at tilvejebringe yderligere dokumentation, var solid, og at overlevelsesraten var høj (64 %). På baggrund af ovenstående er det hensigtsmæssigt at videreføre anvendelsen af undtagelserne indtil den 31. december 2021.

(16)

I den ajourførte fælles henstilling for det vestlige Middelhav foreslås det at anvende de minimis-undtagelsen, som fastsat i artikel 15, stk. 5, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013, på havbars (Dicentrarchus labrax), sorthalet havrude (Diplodus annularis), spidssnudet havrude (Diplodus puntazzo), sorthale (Diplodus sargus), tobåndet havrude (Diplodus vulgaris), havaborrearter (Epinephelus spp.), stribet blankesten (Lithognathus mormyrus), akarnaisk blankesten (Pagellus acarne), spidstandet blankesten (Pagallus bogaraveo), rød blankesten (Pagellus erythrinus), almindelig blankesten (Pagrus pagrus), vragfisk (Polyprion americanus), almindelig tunge (Solea solea), guldbrasen (Sparus aurata) og dybvandsrosenreje (Parapenaeus longirostris) op til 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter fra fartøjer, der fisker med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBN, TBS, TB, OT, PT, TX), op til 3 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter, undtagen dybvandsrosenreje, fra fartøjer, der fisker med garn og toggergarn (GNS, GN, GND, GNC, GTN, GTR, GEN) og op til 1 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter, undtagen spidstandet blankesten og dybvandsrosenreje, fra fartøjer, der fisker med kroge og liner (LHP, LHM, LLS, LLD, LL, LTL, LX). STECF vurderede, at der var dokumentation for øgede omkostninger som følge af yderligere tidsforbrug ved håndtering og sortering om bord. STECF bemærkede desuden dokumentationen vedrørende omkostningerne ved håndtering af uønskede fangster på land, hvilket er vanskeligt ved Middelhavet, da flåden primært består af små fartøjer, som lander deres fangster i mange havne spredt ud langs kysten. Grundet de små mængder og det meget store antal landingssteder konkluderede STECF, at dokumentationen pegede på, at omkostninger ved indsamling ville være uforholdsmæssigt store, selv hvis de landede uønskede fangster kunne sælges.

(17)

I den ajourførte fælles henstilling for Adriaterhavet foreslås det at anvende de minimis-undtagelsen på havbars (Dicentrarchus labrax), sorthalet havrude (Diplodus annularis), spidssnudet havrude (Diplodus puntazzo), sorthale (Diplodus sargus), tobåndet havrude (Diplodus vulgaris), havaborrearter (Epinephelus spp.), stribet blankesten (Lithognathus mormyrus), akarnaisk blankesten (Pagellus acarne), spidstandet blankesten (Pagallus bogaraveo), rød blankesten (Pagellus erythrinus), almindelig blankesten (Pagrus pagrus), vragfisk (Polyprion americanus), guldbrasen (Sparus aurata) og dybvandsrosenreje (Parapenaeus longirostris) op til 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter fra fartøjer, der fisker med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBN, TBS, TB, OT, PT, TX), op til 3 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter, undtagen dybvandsrosenreje, men inklusive almindelig tunge, fra fartøjer, der fisker med garn og toggergarn (GNS, GN, GND, GNC, GTN, GTR, GEN) og op til 1 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter, undtagen spidstandet blankesten og dybvandsrosenreje, men inklusive almindelig tunge, fra fartøjer, der fisker med kroge og liner (LHP, LHM, LLS, LLD, LL, LTL, LX). STECF vurderede, at der var dokumentation for øgede omkostninger som følge af yderligere tidsforbrug ved håndtering og sortering om bord. STECF bemærkede desuden dokumentationen vedrørende omkostningerne ved håndtering af uønskede fangster på land, hvilket er vanskeligt ved Middelhavet, da flåden primært består af små fartøjer, som lander deres fangster i mange havne spredt ud langs kysten. Grundet de små mængder og det meget store antal landingssteder konkluderede STECF, at dokumentationen pegede på, at omkostninger ved indsamling ville være uforholdsmæssigt store, selv hvis de landede uønskede fangster kunne sælges.

(18)

I den ajourførte fælles henstilling for det sydøstlige Middelhav foreslås det at anvende de minimis-undtagelsen på havbars (Dicentrarchus labrax), sorthalet havrude (Diplodus annularis), spidssnudet havrude (Diplodus puntazzo), sorthale (Diplodus sargus), tobåndet havrude (Diplodus vulgaris), havaborrearter (Epinephelus spp.), stribet blankesten (Lithognathus mormyrus), akarnaisk blankesten (Pagellus acarne), spidstandet blankesten (Pagallus bogaraveo), rød blankesten (Pagellus erythrinus), almindelig blankesten (Pagrus pagrus), vragfisk (Polyprion americanus), almindelig tunge (Solea solea) og guldbrasen (Sparus aurata) op til 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter fra fartøjer, der fisker med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBN, TBS, TB, OT, PT, TX), op til 3 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter fra fartøjer, der fisker med garn og toggergarn (GNS, GN, GND, GNC, GTN, GTR, GEN) og up til 1 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige fangster af disse arter, undtagen spidstandet blankesten, men inklusive kulmule, fra fartøjer, der fisker med kroge og liner (LHP, LHM, LLS, LLD, LL, LTL, LX). STECF vurderede, at der var dokumentation for øgede omkostninger som følge af yderligere tidsforbrug ved håndtering og sortering om bord. STECF bemærkede desuden dokumentationen vedrørende omkostningerne ved håndtering af uønskede fangster på land, hvilket er vanskeligt ved Middelhavet, da flåden primært består af mindre fartøjer, som lander deres fangster i mange havne spredt ud langs kysten. Grundet de små mængder og det meget store antal landingssteder konkluderede STECF, at dokumentationen pegede på, at omkostninger ved indsamling ville være uforholdsmæssigt store, selv hvis de landede uønskede fangster kunne sælges.

(19)

STECF bemærkede, at undtagelserne i betragtning 16, 17 og 18 omfatter en stor gruppe af arter med et bredt spektrum af udsmidsrater, men vurderede, at denne brede dækning er en velfungerende tilgang grundet de berørte fiskeriers komplekse natur. Endelig vurderede STECF, at individuelle de minimis-undtagelser, der hver omfatter en enkelt art, sandsynligvis ville resultere i mange særskilte undtagelser, som ville være en lige stor udfordring at overvåge. De foreslåede undtagelser finder anvendelse på grupper af arter, som omfatter resten af de arter, der er fastsat mindstemål for, jf. bilag IX til forordning (EU) 2019/1241, og som ikke på nuværende tidspunkt er omfattet af fangstbegrænsninger, artikel 15, stk. 8 og 9, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder derfor ikke anvendelse. Derudover fanges arterne samtidigt og i meget forskellige mængder, hvilket vanskeliggør en enkeltbestandstilgang. Arterne fanges desuden af små fiskerfartøjer og landes på mange forskellige landingssteder, som geografisk er spredt ud langs kysten.

(20)

I de tre ajourførte fælles henstillinger foreslås det at anvende de minimis-undtagelsen på ansjos (Engraulis encrasicolus), sardin (Sardina pilchardus), makrel (Scomber spp.) og hestemakrel (Trachurus spp.) op til 5 % i 2020 og 2021 af de samlede årlige bifangster af disse arter fra fartøjer, der fisker med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBN, TBS, TB, OT, PT, TX), i det vestlige Middelhav, Adriaterhavet og det sydøstlige Middelhav. STECF vurderede, at der var dokumentation for øgede omkostninger som følge af yderligere tidsforbrug ved håndtering og sortering om bord. STECF bemærkede desuden dokumentationen vedrørende omkostningerne ved håndtering af uønskede fangster på land, hvilket er vanskeligt ved Middelhavet. Grundet de små mængder og det meget store antal landingssteder konkluderede STECF, at dokumentationen pegede på, at omkostninger ved indsamling ville være uforholdsmæssigt store, selv hvis de landede uønskede fangster kunne sælges.

(21)

På baggrund af ovenstående er det hensigtsmæssigt at anvende de minimis-undtagelsen i betragtning 16, 17, 18 og 20 indtil den 31. december 2021 i overensstemmelse med de procentsatser, der foreslås i de fælles henstillinger, og på niveauer, som ikke overstiger dem, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(22)

Endelig foreslås det i den ajourførte fælles henstilling for det sydøstlige Middelhav at udvide udsmidsplanens geografiske anvendelsesområde til geografisk underområde 14, 21, 24, 26, og 27. STECF henviste til forslaget, men kommenterede det ikke yderligere. En udvidelse af anvendelsesområdet til at omfatte hele det sydøstlige Middelhavsområde vil give øget sammenhæng og muliggøre en bedre gennemførelse af landingsforpligtelsen. Udvidelsen af det geografiske anvendelsesområde forekommer derfor at være hensigtsmæssig.

(23)

Medlemsstaterne bekræftede deres tilsagn om at øge fiskeredskabernes selektivitet i overensstemmelse med resultaterne af de igangværende forskningsprogrammer med henblik på at mindske og begrænse omfanget af uønskede fangster, særlig fangster under de bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser.

(24)

Desuden har medlemsstaterne forpligtet sig til at identificere opvækstområder for at mindske dødeligheden for ungfisk.

(25)

I overensstemmelse med den fælles henstilling for det vestlige Middelhav opfordrer de berørte medlemsstater til anvendelse af trawl med en fangstpose eller et forlængelsesstykke med T90-masker på 50 mm og til videreførelse af forsøgene med realtidslukninger af fiskeriet.

(26)

De foranstaltninger, der foreslås i de ajourførte fælles henstillinger, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, artikel 15, stk. 5, litra c), og artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013 og kan dermed inkluderes i den udsmidsplan, der er fastsat ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/86.

(27)

De minimis-undtagelserne for små pelagiske arter i fiskeriet efter disse arter er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/161 (8). Derimod bør de minimis-undtagelserne for bifangster af små pelagiske arter i det demersale fiskeri indgå i delegeret forordning (EU) 2017/86.

(28)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/86 bør derfor ændres.

(29)

Eftersom foranstaltningerne i nærværende forordning har direkte indvirkning på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. Den bør anvendes fra den 1. januar 2020 —

1)

Artikel 2, litra e), affattes således:

2)

Artikel 3, stk. 1, litra g)-i), affattes således:

3)

Artikel 4, stk. 1, litra a), nr. iii)-vi), affattes således:

4)

Artikel 4, stk. 1, litra b), nr. v)-viii), affattes således:

5)

Artikel 4, stk. 1, litra c), nr. iv)-vii), affattes således:

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Frankrigs ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Olives noires de la Vallée des Baux-de-Provence«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 378/1999 (2).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende (3).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —