ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 335

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

62. årgang
27. december 2019


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Rådets forordning (EU) 2019/2197 af 19. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 1387/2013 om suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser for visse landbrugs- og industriprodukter

1

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

27.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/1


RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/2197

af 19. december 2019

om ændring af forordning (EU) nr. 1387/2013 om suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser for visse landbrugs- og industriprodukter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 31,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre tilstrækkelige og uafbrudte forsyninger af visse landbrugs- og industriprodukter, som ikke er tilgængelige i Unionen, og derved undgå at forstyrre markederne for disse produkter, blev den fælles toldtarifs (FTT's) toldsatser for disse produkter suspenderet ved Rådets forordning (EU) nr. 1387/2013 (1). Produkterne kan importeres til Unionen til nulsats eller nedsat sats.

(2)

Unionens produktion af visse produkter, der ikke er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013, er utilstrækkelig eller ikkeeksisterende. Det er således i Unionens interesse helt at suspendere FTT's toldsatser for disse produkter.

(3)

Med henblik på at fremme integreret batteriproduktion i Unionen og i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 17. maj 2018 med titlen »Et mobilt Europa — Bæredygtig mobilitet i Europa: sikker, opkoblet og ren« bør der indrømmes en delvis suspension af FTT-toldsatserne for visse produkter, der ikke er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013. Der bør desuden kun indrømmes en delvis suspension af FTT-toldsatserne for visse produkter, der i øjeblikket er omfattet af en fuldstændig suspension. Den dato, der er fastsat for den obligatoriske revision af disse suspensioner, bør være den 31. december 2020, således at der hurtigt kan foretages en revision heraf under hensyntagen til udviklingen i Unionens batterisektor.

(4)

Det er nødvendigt at ændre varebeskrivelsen af visse FTT-toldsuspensioner, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013, for at tage hensyn til den tekniske produktudvikling og den økonomiske udvikling på markedet.

(5)

Der er foretaget en revision af 334 FTT-toldsuspensioner, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013. Der bør derfor fastsættes nye datoer for den næste obligatoriske revision.

(6)

Tariferingen af produkter i den kombinerede nomenklatur (KN) er ændret for visse FTT‐toldsuspensioner, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013. Den gældende KN-kode og Taric-underposition bør derfor ændres i suspensionerne for disse produkter.

(7)

Det er ikke længere i Unionens interesse at opretholde suspensionen af FTT‐toldsatser for visse produkter, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013. Suspensionerne for disse produkter bør derfor udgå. I henhold til meddelelsen fra Kommissionen af 13. december 2011 vedrørende autonome toldsuspensioner og toldkontingenter kan der desuden af praktiske årsager ikke tages hensyn til ansøgninger om toldsuspensioner eller toldkontingenter, hvor den skyldige told antages at beløbe sig til mindre end 15 000 EUR om året. Den obligatoriske revision af de eksisterende suspensioner har vist, at import vedrørende 70 produkter, som er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013, ikke når den nævnte tærskel. Disse suspensioner bør derfor trækkes tilbage. Derudover bør yderligere tre suspensioner trækkes tilbage som følge af gennemførelsen af aftalen i form af erklæringen om udvidelse af handelen med informationsteknologiprodukter (2), som reducerer toldsatsen for de pågældende produkter til nul.

(8)

Det er hensigtsmæssigt at oprette et unikt serienummer for hver FTT‐toldsuspension, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013, for at gøre det nemmere at identificere disse suspensioner.

(9)

Af hensyn til klarheden og i betragtning af antallet af ændringer, der skal foretages, bør bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013 erstattes.

(10)

Forordning (EU) nr. 1387/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

For at undgå enhver afbrydelse af anvendelsen af ordningen for autonome toldsuspensioner og for at overholde de retningslinjer, der er fastsat i meddelelsen fra Kommissionen af 13. december 2011 vedrørende autonome toldsuspensioner og toldkontingenter, bør de ændringer, der er fastsat i denne forordning vedrørende toldsuspensioner for de omhandlede produkter, finde anvendelse fra den 1. januar 2020. Denne forordning bør derfor træde i kraft hurtigst muligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EU) nr. 1387/2013 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2020.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2019,

På Rådets vegne

K. MIKKONEN

Formand


(1)  Rådets forordning (EU) nr. 1387/2013 af 17. december 2013 om suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser for visse landbrugs- og industriprodukter og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1344/2011 (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 201).

(2)  EUT L 161 af 18.6.2016, s. 4.